lberren er mit Shjold.
Tilf W. L. Horn.
Lorrint ni Ä.
Ter aiveg man-Je Benidenbeder faavel i )Jtenneitelivet
sosn i det ixore milferende Verdencslin sont selv det tloaefte
Hoocd umnlin tundk opdiate eller udtcente sig, hvis de itte
vare fereaaaede i Virleliaheden Oa denne Fortaelling er
netep en faadan. Den foreait paa Kejserinde Katarina
den Linden-J Tlteaerinngtid over det uhyre russiste Rige, oa
vi man for en Stund lade vore Tanter flyve over til dette
Land, kwis vi dille here lidt mere om den. Maasie ville vi
itte innee oin alt, hoad vi høre og opleve derdvre, oa det
e: for san vidt godt, thi derved ville vi faa Anledning til at
stille Eainmenlignina mellem dort eaet tære Fædreland og
de Forhotd on Begivenheder, oi blive Vidne til i det fjerne
Osten. La paa samme Tid ville vi faa Grund til at tatte
Herren for alt det gode, som di høre og se heranre, og hvors
over oi tun lnnne glcede os. Endelig ville vi opleve meget,
soin tan Ver-re til Gaon sor vor Eitel, som med Guds Hjaelp
tan stnrte vor Tro oa dasre et stønt Etsempel til Eines-el
gelie.
Illtiaa paa den Tid, da Katarina den Anden berstede
over det ulmre Russerrriae hvig ene Fod staar i Europa,
den anden i Vlsien, boede der i den lille By Lliictin, foin lia
aer i tituverncinentet Jetaterinoslain en Toldembedsinand,
hvisss Jladn var Teernitofi. Hatt var en Mand, der forenede
en nitrnmtet Im med et helligt Lin on en ubestittelig Tro
stad en tttsrligded i sit Ernbede.
Dem sidste, en nbestittelia Trostab i Einbedet, er nn,
soin detendt, desdckrre en sjaklden Egcnstab has mange rus
sifte Einbedsmasnd; thi netop paa dette Punkt synoes der
menet, oa det aamle Ordsprog: »Den, der fmører godt,
tører aodt,« finder netop her en god Jordbund Men hont
ledes ftal det aaa de stattels tlnderiaatier, naar Embeds
masndene lade sin bestitte til at handle niod Loven og deres
Vliater csa nor Uret til Ret. Da bliver det saaledes, at
den, sont l)ar Penge, faar Retten Uaa sin Side og vinder,
hnad han dil. Dette ftemincr dog itte ovcrens med den
natnle fromme Zaninels Grundfcetninger, da Jstaels Folt
vilde have en Konst: det stemmer itte overens med Jesu
Evaitaeliuin, heller itte med en troende Kristens Samvit
tiqhen twori Herren dar indstrevet sin Lov.
Tierniloss harte saaledes itte til dein, der fælge dereg
Zaknoittiktlled for Penge for derved at vinde Mennesters
Ære oa itaa sia godt med Verden, og dette var saa meget
mere Vaaftønnellesværdigt, sont han itte spandt Silte ved
sit Enibede. Hans Lan var ringe og tunde daarligt slaa
til til Felde Da Klaeder til haan taere Huftrn og deres eneste
Bann .Uien lian havde ligefoni Avoitelen Paulus lært at
have Oderflod og lide Mangel og i alle Ting tro, at Guds
Naade var ham not, derfor var ogsaa hans daalige Bon:
»Gio tnig itte Armod eller Rigdoni, men uddel til mig mit
beitittede Vrod.«
Tzernitoffs Embede forte tunge og ansvarsfulde
Pligter med sig, men det var hans Lyst og Glæde at tunne
varetaae disse med Trostab og Redelighed og aldrig vige
fra Pligtens tornefulde Vei. At han var den Einheit-Z
rnand, ban var, dertil bidrog for en stor Del hans lyttelige
Iamilieliv derhjemme; thi hans Hultru, Bera, var ei Mon
sier paa en tcerlig, trofast Ægtefaelle og en utrættelig stif
tig og proper Husmoder, og hans tære Nahida var en saa
dan Dauer, hvis stsrsie Gloede det var i Karlighed at ad
lyde sin Fader og Moder, at læse deres Ønsier i Udtryttet
af deres Øjne, tort sagt, at vere, sont et Barn bot vare
efter Guds hellige Bud: Ær din Fader og din Moder!
Naar Tzernitoss tom sra sit Kontor hjem til sin has
lige Arne, tom Nahida ham taerligt i Mode, og Moderen
sprgede for, at alt i Hjemmet tunde vcere hyggeligt og ind
bydende. Naar han da saa paa sit Hjem og sine tcere
Statte, maatte han ofte løfte sit Blit mod det hpje og tatte
herren for denne usigelige Lytte samt bede am, at han selv,
den Fadens Gud, vilde hellige dem ganste og aldele3, saa
at deres ganste Aand og Sjcel og Legeme maatte bevares
ultrasseligen i vor Heeres- Jefu Krisii Tiltoinmelsr.
J hele Nictin var den brave Tzernitoss og hans Fa
milie elsiet vg agtet af alle. Man tendte det stille, fromme
Familieliv, der levedes i det lille Hus ved Toldboden, man
vidste, hvilten inderlig gensidig Karlighed, der bandt disse
tre Mennesier sammen, man havde altfor leenge været vant
til de foregaaende Embedsmcends ttolsse Foevaltning af
deres Embede, og derfoe agtede man Tzernitosss ubeltitte
lige Redelighed saa meaet Mete. Han stod paa god Fod
med alle Beboerne, itte sen-di han ssgte paa neerlig Maade
at vinde deres Gunst, men netop fordi han indtil det yderfte
var streng og paapasselig med sine Pligter. Og dette havde
hans Forgængere itte vceret. De havde ladet sig bestitte
og sorget for at fylde deres egen Pengepose i Stedet for at
gsre, hvad Pligten vg Sainvittigheden btd dem. ,
Kun med en vis Dei af Beboerne stvd Tzernitoss sig
itte godt: Sinuglerne, der i enbver Henseende sagte at
omgaa Loven. Thi det var i Rusland den Gang lom den
Dag i Dag. Det er en sorgelig, men almindelig betendt
Kendsgerning, at hvor siarpt den russisie Grænse ender
bevogtet af Kosatter og Toldvagter, deives dog Smugleriet
i et Omfang, der trodser enhver Besirivelsr. Men hvor
tunde det ste, naar itte de, sont stulde vaage herovek, lut
tede Linene med det Guld, der tilbsdes dem.
Tzernitoss tendte itte noget til diöse stændige Hand
linger, og first da han msdte disse i den frcetteste Stittelle,
sit han et lille Jndblit i Ugudelighedens og Syndenz varsie
Sslr.
J Byen Cherson boede en Købmand Andretess, der:
havde sarnlet sig en uhyre Rigdom ved Smuglerhandel, spin
han drev i start Omfang. Rappe havde Tzetnitoss til
traadt sit Embede i Nietim for denne Købmand en Dag
asiagde Bei-g has ham, over-sie ham med den melt udssgte
' Hsflighed og var saa elstvcerdig og soretommende, foin om
han vilde udbede sig en ftor Gunst af den fatttge Tolderns
bedsmand.
Kpbmandens Optræden foretom ogsaa Tzernitoss
paafaldende, og han tunde itte fortlare sig, hvoefor han,
den tige Ksbmantx var saa hsflig mod dam, den fatttge
Mand; rnen shan stulde snart faa Stunden at videz tht ltdt
efter lidt kastede den freelke Bedrager Masken, idet han thi
kede sit Maal naermere. Han begyndte at tale om, hvor
uretfærdigt det var, at Toldembedsmcendenes Løn var saa
ussel, at de knapt kunde slaa sig igennem, og hvis der ikke
Haaer lettere Bese, ad hoilke de kunde holde sig skadesløse,
’gik de stakkels Mennester fuldstaendia til Grunde Saale
des Vidste han i hveri Fald, at det var gaaei Tzernikosss
Foraasngere i Entbedet; men diLsfe Foli havde Vceret om
sig og oasaa ladet andre tjene lidt ved at slaa af paa den
boje Told. Saaledeg kalte han, og af disse Ord ser man
let, hvorledes den listige Frister forst undersøgte Jordbun
oen arrtndiat, for han rykkede frem med sit egentlige For
sing.
J Beahndelsen vidite den eerlige Tzernikoss ikke, hvad
Manden egentlig oilde ham, eftersoni han malede Toldem
bedsmcrndenes Kaar og Forhold med san sorte Farben
Han tunde flet ikke tænke sig, at denne riae Mand var en
Sturk, der kun havde i Sinde at sorlede ham til Uærlighed;
men efterhaanden begyndte han at forskaa og gennemskue
Fristeren Og da han beskcemmetioa sorlegen tav stille til
Kobmandens Forslag om ikke at tage det faa noje med Ern
bedet og Pligterne, rytkede Andreieff tydelig ud med Spro
get, idet han fortlarede, at han vidsie ganske bestemt, at
Tzernikoffs Forgcenaere ved mange Lejligheder havde lut
ket Ljnene til da set igennem Fingre med deres kostbare
Vater, hvorsor de havde saaet deres rigelige Andel af
Smualeraodset. Han selv havde indgaaet et Forlig med
dem, der indbraate dem flere Hundreoe Rubler eksira nar
lia. Derfor var han nu kommen for at foreflaa Tzernikofs
det samme, ja han var endog billig til, hvis han gik ind paa
hang Planet, der ikke udsatte ham for den mindste Fare,
ai give ham endnu mere, end hans Foracenaere havde faaet.
Tiernikoss gyste ved den blotte Tanke herorn, thi under
saa stack en Form haode han endnu aldria mødt Ondskaben.
Det oarede en Tid, for han ret kunde komme sig af sin Be
styrtelse, men saa brød oasaa han-J reifcrrdiae Harme ud:
»Selv om mine Forgængere vare slette, troløse oa
pligtforglemmende Mennefker, faa fiaa de nu for dereg
himmelste Dommer, af hoem de oille faa Lon som forskyldt.
Men J ftulde skamrne eder for Gud og eders Samvittighed
ved aabenlyst at betende, at J er en Skurk, der vil forlede
andre til Bedrageri. J burde skamme eder ved at indrømJ
me, at J har rakt eders Haand til slige Mørkets Gewin-l
ger! Nu forstaar J vel, at jeg har eder i min Magi, idek
eders egne Tilstaaelser satte mig i Stand til at Udlevere
eder til Lovens strenaefte Straf. Jeg vil dog vise Barm-;
hjertighed imod ever, men vogt eder for at falde i min;
Haand7 thi da looer jeg, at J skal komme til Sibirien medi
det samme. Ederg Vareballer slulle blive aabnede og nsje
undersøgte, og ve eder da, hviH jea sinder noget ulooligt
deri. Men se nu til, at J kan komme herfra i en Fart ;
ellers ladet jeg eder arrestere paa Stedet « s
Naar et Uvejr pludselig trcekler op paa den.skhfri.
Himmel, uden at man hat laat Mærle til det, naar det enel
Lyn folget ester det andet, naar Tordenen ruller og buldrer,
kan et Menneske vel fare sammen og blive forskrcekket, —i
men dette var dog inket imod Andreiefss RcedfeL Der stod
han og kunde ikke røre sig as Pletten; thi han indfaa, atl
han helt var i Tzernikosss Haand, og han kunde styrte ham
i Fordærvelse, hvad Øjeblik han vilde. Der var ikke Tale
om, at han stammede sig over eller fortrød, hvad han havde
gjort, kun greb et vanvitkigt Raseri ham ved Tanken om,
at han haode ver-et saa enfoldig at stille sig selv i saa daar
ligt et Lys. Han var en topmaalt Stutk, i hvis Hierte
der ikke var Plads for bedre Folelsey og da han nu stod An
sigt til Ansigt med Ærlighed og Redelighed, tabte han
gansie hovedei.
Han fattede sig dog hurtigk, tilkastede den cerlige
Tzerniloss et Blik fuldt as glsdende Raseri og Had, hvor
paa han skhndsomt tog Flugten, thi han stolede ikke paa
Monden, der i den korte Tid, Sarnkalen havde darei« flere
Gange havde set betydningsfuldt til en Knut, der hang paa
Væggen, og alene dekte var nok til, at han tabte Modet.J
Han lob derfor alt, hvad han lunde, indtil han var i Sit
kerhed i Kroem hvor han lvd spænde for og lsrte som en
gal bort fra Byen, fordi han med sin onde Samvittighed
overalt menke at se den forbitrede Tzerniloss.
ll.
Jdet Andreiess tørte bort fra Nictin, bed han Tren-l
derne samtnen af Raseri og lnyttede i sit Had Haanden og"
hævede den ttuende i Vejret.
»Bei stal du itte have sagt for intet, du usle Tolder,«
brummede han, og i sin djævelste Sindsftemning desto-fli
gede han ftg med mange onde Tanler, sont snart antog en
bestemt Form og modnedes til Udfprelsr.
De ugudelige have ingen Frev, siger Gudg Ord, og
det er netop Samvittighedens Gerning ilte at lade dem
have Fred i deres Synder, men formane dein til Omven
delse og vende sig fra det onde til det gove
Til disse Mennesler, der lade sig advare af Samvit
tighedens Rost, horte irnidlertid Købtnanden fra Cherson
itte. Han tænlte sont saa:
»Melder Tzernitoss til Regeringen i St. Petersborg,
hvad jeg hat sagt, er det forbi med mig, og jeg kan som de
andre forvifte faa Lov til at gaa paa Zobeljagt ovre i Si
berien, hvorfra man aldrig tommer hjem igen. Derfor
knaa jeg tomme ham i Fort-bet. Til alt Held sindes der
her til Lands en gylden Nøgle, der aabner alle Dort-, og
den hedder Penge. Der gives en Magi, der jævner alle
Veje, og det er Penge. Der sindes en Magt, der gør Uret
til Ret, Løgn til Sandhed, og det er Penge! For Penge
lan man opnaa alt, faa at Tzernitoff og itle jeg faar Lov
til at spadsere til Sibirien, derved er han af Vejen og tan
itte forftyrre vort Smugleri. Endelig lommer der en an
den i hans Embede, og vi tunne handle lige saa godt som"
;f-r, maaste endnu bedre.«
Disse Tanter gav et tydeligt Jndblil i Andreiesss
Karatter og Hinte, idet de gansie afflsrede de grufulde
Planet, han havde i Sinde Totmne for Tomme at bringe
i Udførelsr. J den nceste By vendte han om, strev hjem til
sin Familie, at han ufortøvet var bleven nødt til at reife
til St. Petersborg, og bad dem sende en uhyre stor, mer
mere angivet Pengesum til hom. Og derpaa rejfte han,
faa hurtig han tunde tomme frem med Datidens Befors
dring, til St. Petersborg for at udsore, hoad han i tin
Lndslali og Hcevntørst haode besluttet.
Kesserinde Katarina den Anden haode lagt hele Re
geringginagten i en Monds Haand, Ministeren Potetntin,
der haode lige saa meget at sige sotn hun selv og ganste
kunde handle ester eget Forgodtbesindende. Denne Mand
ødslede Uhhre Pengesumnier bort uden at spørge, om de
oare erhvervede paa redelig eller uærlig Vis.
Paa sorslellig Maade lunde de laoere Klasser opnaa
at komme i Gunst hog ham, dog gaves der ingen bedre
Maide at vinde han-Z Yndest vaa end ved Penge, Inen for
dem kunde alt ogsaa naas. Kunde tilnied den, der søgte
at staa højt i han5 Gunst, forstaa at oaette den indflydelses
riae Monds Had mod sin Fjende, havde han oundet frit
Epil Thi san tendte Potemtinlitte til StaanseL men
handlede i blindt Raseri for at knuse den, mod hvem hans
Harme var oatt.
Fra denne mindre sordelaatine Zide haode Andreiefs
liørt hatn otntale, og herpaa dynaede han Fuldbhrdelsen as
sin Hanni, den stattels Tzernitoffs Form-erdele hvormed
lian slulde glæde sin Sjæi.
Da han kont til Petergborg, hoor han sottnedelst sin
Rizidom hadde Venner nok og, sortnedelst sin store, abstrakte
lHandel, Nadn on Anseelfe, sorsøate han, sont han havde
tsaqn at saa Dorene til at springe op ded Hjeelp as sine
sanldne Noaler, oa di sorstaa jo desoaerre, hoad han mente
i der:ned. «
«tlllerførst staffede han sia paalidelig Underretning on1,
at Tzernitosf ikte hadde meddelt noget til Petergborg, der
lunoe stille hani i slævt Ly5, dernæst sitrede han si·q tnod
det Tilscelde, at Beretninnen om hans Bedranerier skulde
indlobe, at den saa ikke vilde blioe tagen til Folge, tnen
hurtinit stafset as Besen.
For en Ztund slog han sig tilfredg med dette Resul
tat, og hoad det kostede sor at ovnaa det, spurgte han ilke
o:n, thi det var jo tun for at tilfredgstille sin Hævntorst,
on lytledes det, sont han haabede, tnnde Zinualeriet i kort
Tid inddrinae hatn niere end det dobdelte. Han naertnede
sin Ztriot sok Stridt sit Maal og byggede uophørligt, sont
han hodtnodigt udtrykte sig, paa den Bro, der stulde naa
til den ntcegtige Minister Potemtin, det vil sige, ved Hjoelp
af sine Penge slasfede han sig de oderordnede Entbedsmaend
til Venner. Digse anbcsalede ham oidere til den Umgehe
acerlige Potemkin, og endelig opnaaede Llndreiesf den store
Ære at saa Audieng hos Ministeren.
Han sorcerede denne de tostbareste Stosser sra sin
Fabrik og føjede hertil en soiinlende Pengesum i en sor
nnldt Æske. Derined var den sidste Planke til Bkoen laat,
on Potetnlin, for hdetn hele Rugland stælvede og bøjede scg
" Etøoet, udtalte, at Andreiess dar cn dyatig, sorstandig og
aqtvcerdig Købmand, der lod saa kostbare Stoffer forscer
dige, dersor stulde man ogsaa gøre, hoad han onstedr.
Nu blev Andreiess indbudt til de Fester, som Botenl
tin gan, og deroed kotn han i ncrr Veroring med den Weg
tige Mand. Ved en saadan Lejlighed lod Kobmanden en
Ytring salde om, hoor usorskammet det var, at de under
ordnede Einbedsmcend og Undersaatter vooede at tale mer
bødigt oni Kesserindens Person og antlage Potetntin for
uretscerdige .Handlinger. En saadan Majestætsforncermelse
haode han for ganste nylig oceret Vidne til.
»Hvem oover det?« streg Potenitin og stampede i
snysende Harme i Gulvet, saa at dette bevaegede sig under
hans Fodder.
Andreiess lod oed dette Veedesudbrud, som om han
bleo forstrættet, ligesom han sortrod, hoad han havde sagt,
og vilde slet itte ud med Sproget.
Men Potemkin bleo mere og mere heftig og forlangte
at vide Navnet paa den, der haode begaaet en slig For
brydelse.
Den hyklerfte Købnmnd søgte nu at undstylde den an
tlagede med, at det muligvis var sagt i Drukkenstab; thi
ellers var Manden god og cerlig nol. Men disse Udslugter
oar tun for at gyde Olie paa Jlden, saa at den tunde blusse
bedie, og han opnaaede ogsaa sin Hensigt.
Potemlin trængte stadigt ind paa ham, indtil An
dreiess tilsyneladende itle kunde andet end nævne Verni
tosss Naon, Stand og Opholdssted og sluttelig fortælle
ham en opdigtet Historie om Tzernitofss Utilsredshed med
sit Embede og sin Lon.
Lig en rasende ilede Potetntin ud as Salen og lod for
en Stund den djævelste Andreiess, sorn i sit stille Sind gle
dede sig over, at hans Hcevn saa vidt var tilsredsstillet,
viere ene. Da Ministeren atter kom tilbage, sagde han:
,,Saa, nu er Munden lukket paa ham, og jeg haaber,
at han ovre i Tobolst vil saa sin Belønning, sordi han har
talt sorncerinende om Hendes Majesteet og mig.«
Andreiefs satte en bedrøvet Mine op og beklagede, at
han ved en uoverlagt Ytting var Slyld i en Mands Ulhkke,
selv om det jo paa stn Bis var godt, at Retsærdighedens
Arm naaede et saadant Menneste, der vel fortjente det.
»Nei, jeg er eder tvcertimod Tat styldig!« udbrod Po
temtin, »sotdi J naevnede mig Navnet paa den Usling, saa
at min retseerdige Brede tan naa ham. Og sor at jeg kan
vise eder min «Ertendtlighed, maa J ncevne mig en Mand,
der kunde vcere veerdig til at indtage hans Embede.«
Dette var rigtig Band paa Andreiesss Molle, men
han veegrede sig alligeoel lidt ved at udtale Ønstet om
tnogen bestemt, indtil Potemtin fotnyede sin Bon. Han
’neeonede da Navnet paa en as sine egne Folt, der hidtil
havde ledet Smugleriet, sotn den mest vcerdige.
Potemkin ringede og besalede den indtrcedende Tjener
at lalde paa Privatsetretæren. Da denne butkende lom ind
til Ministeren, gav denne hacn Besaling til strats at strive
en Udnævnelse til den as Andreiess soreslaaede Mand, og
endnu for Festen, hvortil de begge med Liv og Sjcel gav sig
hen, var til Ende, holdt den overmaade heldige Købmand
den vigtige Slrivelse i Haanden
»Det var not Reisen til St. Petersboeg vcerd!« nd
brod han, da han kotn tilbage til Herberget, hvor han boede.
»Og selv om de Summee, som dette Resultat hat kostet mig,
ere ushyre, hat jeg dog saaet min Hcevntørst tilsredsstillet.
Tzernikoss lan ikke mete gøre mig nogen Skade, og Smug
leriet, som vi nu herefter kunne drive i storre Omsang, vil
tunne holde mig stadeslos.«
Glad og sornojet over sit Held, vendte han tilbage til
Cherson, og i sin Ondstab og Vantro tcenkte han ille paa
den Gut-, der er en Dommer over al Synd, og hvis Arm
tidligere eller senere tammer Forbryderen.
Zorn Minister herftede Potemtin uindstrcenket i Rus
land, og alt, hvad han gjorde, var, sont det skulde vcere,
i hvert Fald turde ingen sige det mindste imod det. For
medelst hans Befalinger afsattes, ophøjedes eller forvistes
mange Underfaatter, Embedsmændenes og Undersaatter
neg Liv og hele Velfcerd laa uindstrcenketi hans Haand og
afhnng af hans Luner.
Uden Dom og retslig Forfølgelse bleve de hemmetige
antlagede og dømte, grebne og slæbte bort til Sibiriens
Sneinarter, hvokfra de aldrig toin tilbage.
Sibirien er den østlige Del af det umaadelig store
rutzsifke Nige. Milevide Stepper, bevoksede med lavt
Grce5, daetke en stor Del af Landet og ere de ti Maaneder
af Aaret bedcetkede med Sne og Js. J den korte, men hede
Sommer, der hderken bar Foraar eller Efteraar, tør Jor
den op nogle faa Fod i Dybden, derpaa fryser den atter
og daetteg as høj Ene, indtil Solens hede Glød atter smel
ter Sneen og blødgør Jorden. Paa andre Steder bedeckte
store Stove Landet, og rivende Floder bane sig dybe Lejer
i den haarde Jord. J Bjergene sindes ædle Metallen Guld
og Platina, men selve det store Land er kun sparfomt be
foltet, thi Kulden der er faa streng, soin vi itte kunne gøre
os Foreftilling om.
Til dette Land ere i umindelige Tider alle russisle
Fangen sont ikke straffedes paa Livet, sendte hen, ensten
for Livgtid eller for en bestemt Tidsfrist. Fordvrigt vare
de itke udelukkede fra at komme hjem igen, thi naar Gutm
nørens Bereining lød til deres Gunst, kunde de søge Be
naadning.
J hin Tid date de fordistes Kaar langt fra blide og
aitraaværdige Regeringen anvifte hver et lille Hus og faa
meget Land, at de til Nød kunde skaffe sig Livets Ophold.
Kunde dette imidlertid ikle slaa til for dem, iscer hvis de
havde en stor Familie, blev det manglende udleveret dem
sfra Regeringens Oplagspladfer.
« Forøvtigt bestod deres Bestæftigelfe i Jagt paa de
mange Pelsdyn Zobler, Hermeliner, forte, hvide og brune
Rceve, Bjørne og Ulde, hvorpaa Sibirien er faa rigt. En
Del nf Jagtudbyttet maatte de aflevere til Regeringen, det
øvrige tilhørte dem selo. Andre Fanger maatte arbejdei
Bjergvcerkerne og Guldtninerne, og disse faa nceften aldrig
mere Dagens Lys-.
Sibirien dar et Navn, der havde en egen ushyggelig
Klang; thi grufulde og forfcerdelige Forestillinger for
bandtes dermed, fordi Vinterens Strenghed, det haarde Ar
bejde, Hjemveen, de mange Farer og Strabadser forlor
tede Livet, og tun faa af de forviste opnaaede igen at se
deres Familie og Slægtninge. Allerede den Maaneds
lange Reise gennem Landets øde Stroekninger i den bidende
Kulde med de Inangfoldige Savn og Farer, som Snestorme,
store Flotte af forsultne Ulve og halvvilde Hunde foraat
sagede, og hvilke ofte drevne af Sult anfaldt dem, alt dette
i Forening bidrog ivcesentlig Grad til at anse en Zornig
ning til Sibirien som noget af det forfoerdeligste, der tunde
ramme et Menneste.
J Selvfølgelig ere mange af de Forhold, som nu stildres
her, grundigt forandrede i vor Tid. Landet er blevet mere
befolket, Jorden mere frugtbar, Lidet mere taaleligt og nd
.holdeligt, i Forbindelse ined mildere og mere retfærdige
Lode, faa at de forviftes Lod i Sibirien nu er meget bedre.
Ligesotn før faa de Husdg Jord; men de ere frie, som ikke
en Gang i Russland Den, som tan et Haand.værk, arbejder
ved dette i Byerne og kan ofte samle sig en anseelig Formue;
den, som jager Pelsdyr, faar sin besternte Pris for hvert
Stind, og den, som arbejder i Bjergveerkerne, faar sin rige
llige Lon. Mangen en forvift lan paa den Maade have det
; bedre end i sit eget Hjem, og hvis·Valget stod ham frit, vilde
lhan vcelge at blive derovre. «
Men paa vor Fortcellings Tid var de forvistes Stæbne
haard og betlagelfesvcerdig, og dog nærede Andreieff ilke
mindfte Medlidenhed med den Mand, hvem han paa en faa
fnedig og underfundig Maade, ene og alene af Heevntorst og
Qndstab havde beredt denne grusomme Stæbne.
Ill
Jmidlertid levede Tzernikoff lyttelig og tilfreds med
sit Embeve og sine smaa Jndtægter, elstet og agtct af næften
alle Byens Jndbyggere. Til fm Hustru og Datter havde
han slet ilke omtalt Købmandens Beføg, der vilde forlede
ham til Utrostab mod sit Embede og sine Pligter, og tilsidst
havde han selv ganste glemt dette Optrin, fauledes fom man
altid helft vil glemme en ubehagelig Erindting.
Vinteren med de lange, kolbe Maoneder gil, og der
tom ofte ftore Sendinger kostbare Tøjer til Andteieffz disse
bleve som alt andet bragt til Toldboden og fortoldede efter
Looen. Men Købmanden vogtcde sig vel for at foretage sig
noget, der kunde ophidse Tzernikoff imod Tig, endslønt de
Summer, han maatte betale i Toll-, ærgrede ham endnu
mere end be ti Gange faa store, han havde bortødslet i Pe
tersborg for at bøje Retten og og gøre en aerlig Mund og
hans Hufttu ulykkelig.
En Aften efter endt Dagvoerk havde Tzerniloff lige
fat sig ned ved Siden af sin Huftru og Datter, da en Ta
rantasse, et Koretøj af en ejendocnmelig Slags, holdt aben
for Døren, og en Embedstnand der fea Byen samtnen med—
en Officer stod ud af Vognen. Tzerniloss gil ud for at
føre dem insd i sin Stue med de sædvanlige Høflighedsbevi
ser; men Udtryktet i Embedsmandens Ansigt og Officerens
raa, bydende Opttæden fyldte ·ham strafs nie-d Belymring
og bange Anelfer.
Da de vare komne ind i Dagligstuen, lod EIN-ehs
manden ham vide, at der var kommen en Befaling fra
Fyrft Potemkin, i Folge hvilken han var forvist til Tobolst
i Sibirien, uden at Forvisningstiden var angivet.
»Na giver jeg eder en Dags Frist,« tilføjede Officeten,
der havde Befaling til at ledfage hani til Sibirien, ,,til at
forberede eder til Reisen og Fremtiden i Sibirienz men
alle-rede i Overmorgen tidlig maa J være fcerdig.«
Det er fuldstændig umuligt at bestrive den Dødsangst,
der greb de stakkels Mennesker, da de fik dette frygtelige
Budskab, om hvillet de forud vidste, at en Tilbagekaldelse
var umulig, og ingen mennestelig Magt lunde foranbte bei
mindste herved. Derfor var det eneste, der var at Stre,
taalmodig at underlafte sig denne haarde Dom.
(Fortscettes.)