Kong Erik og de Fredlose
historift Roman i to Tcle
as
Bernhard Sen-tin Jnchnann
A n d e n T e l.
(Fsot·ts«nt.
—
s«
»Det er vi oel i Numden her alle-, sxrenae H rre
svarede Herolden tned dænwtx Rost og faa frg forsigtia om,
idet han gav stt beoæbnede Folae Vink til at træde !ilbage.
—- »Vor Trofkab med Kcngen bar vi, fom J selo siger,
sanfte ærligt oist i Altarstsstigssfyejdem Kongen bar detfok;
Igsaa sagt os Tak; hatt bar ærlig binldet osJ ian med dort
gode Stads Befæftnina og med den ny Platiledolocerk.;
Enhder brav Mund i Hain oiloe liellere lt-stre bam, end det»
gejftlige Herflabz men dil di kalt ljiojr Jkn anden Heere l;er,!
end Bisden man di aide alt dort Gods til bans Etat-;
kammer og felo aaa bug -ilv ld af Bn Ost med Frev, Or. l
HelmerL men skjul ederszi Zoottd under Kannen! Treesser
jeg bin Jldgerninasxnand, J foger flal jea oiåselig gelbe
ham og i eders Uaon ftaoxc harrt til Tinaet Oder trkesseo
man eder selo?« «
»Der I Herberge- oed .-t. meinem-H J er en orao
Mand, market sea. Ein mia krrliat, Landsmandl lan det
notte, jeg gaar til Etadsfogden ellet til ederså Bist an
gaaende hin I.Iiis:idceder. Tet er en af de foroor one Konste
mordere felv. Jea bar ciafaa et aod t Lje til bin ftoragtige
Rostokler; han foret falst iUlont ind i L.1ndet da bar und
sagt Kongcnx boad jea for Nesten ded om nam, bar jeg looet
at tie med; men lwrt jea trasser lum, steil hnn dcete min
Mand!«
,,.Kona«ens Fiender faar J her oist ingen Net oder,
Hr Ridder!«— botstede Tingberolden -— ,,Vil J folge
mit Raad, faa hold jet san langt fra oor Bifo oa hans
Foged om mnligt Kongens Nenne: ete just itke deres
og man heller ilke snnes note-:- Haode jea ilte faa sandt
Kvinde og Born, stttlde J ncedde set niig med denne Ztao
i Haand Vil J Pedertrænnnerne til Lioå« — tilfojede
han og lutlede det ene Lje —- »faa sog dem oed Bratspillet
i throernel hvad de r danken faar ingen Bod for; men
i Havnen og paa Brnggen tot inaen rote dem. Frem!
videre, KarleE den fremmede Herre bar redet for sig Tom en
brav Karl!« — raadte nu Herolden med inyndig Rost dg;
gik videre med sit bedoebnede Folge. I
Helmer faa efter kam og nittede til Vaabensoenden.
»Flinke Jolt, disse Kobmanddafnere!'« — sagde han —
,,det er sicendigt, de ftal staa under Bispetoflenl Det gode
Raad med Kipderne og Brætfoillet buer mig dog ilte. Vi
vil soge Fjenden paa den lige Vei. Forst vil di dog takte
St. Jorgen og St. Elements for dor Frelfex faa lan di
med god Samoittigbed aore det af med de Hallunler, bvor
oi træffe dem.« Han naermede sit Clements Kitte, men
fandt Kirledoren luklet og betegnet med et stort fort Kuts.
.,Hvad betyder dette?« — udbtod dan —- ,,er her Pest i
Guds Dass-«
»Fort-nd Jnterditt, Zon! i Folge den Beile-Konsti
tution cum Ecclesia Daciana«-··) —- soarede en gammel
Dominilaner, som knælede for et Stenlrucisits uden for
den lulte Kirledor og nu rejste sig langfomt —- ,,Hvad de
stores Sjcele forbryde, stal nu gaa ud over de fmaa. Bot
tenlivede Herre Bispen har ille vooet langer at tilbage
holde den ftore Landestraf, vor hellige Fader hat paabudet,
formedelft Ærlebispens formastelige Fængsling mod Ihn-l
stitutionen og alle hellige Love. Virgo amatai ora prol
nobis!«") — mumlede han og foldede sine Heender.
»Volke: i Bold med de latinfke Love, med Tugt at
sitze, cerværdige Fader!« — soarede Ridderen. —- »Nu er jo
Ærtebispen fri; et det nu Tid at ftrasse Folk og Land for
den gamle Synd af Kongem hois det ellers var noget?«
»Til disse, var det svar Synd« — soarede Munlen
— »men Strassen er for haard, det er Sandhed — og
den rammer de ustyldige Sjaelr. Folket bliver lun ugude
ligt og oprsrst derovet; det se oi nu hver Dag. Er Kongen
ej kommen hid for at gaa i sig felo og gore Poenitentse,
lan det se bedroveligt ud" for oå alle.«
»Er han kommen?« — spurgte Helmer hastig.
,,Jkke her til Staden, men til Kongsgaarden i Soe
tetsltfz hans befuldmægtigede ere alt paa Axelhus. Ak ja,
det er pas hoje Tib, han gioer efter, for Kirlespcerringen
bringet hele Follet i Opror og Fordærvelse. Ora pro no
bis!« — mumlede han atter og vendte sig mod Krucifilset
»Tro: J, han er kommen rl)id, for at ydmyge sig og
krybe til Ærtebispens Toffel, ærvardige Fader!« —- soarede
Ridderen —- »faa due-r jet Tro tun lidt i det Styllr. Som
jeg merken gcelder denne Rote heller ille Kongen, men jet
egeu lille Bisp og hans storagtige Gesten Mod denne
dumme Kirlespærring hättet man vel Paa et Husraad: det
var et daarligt Folk, der lod sig udelulle fra Gudö Hug,
saa lange her er forfvarlige Øtöer og Becklejern i Landet!«
»Al, J Berdens Born! J verdglige herre! J vil
altid feem med Magt og Bald: J vil tilsidft storme Him
Inetigs Poete, hvis J mægte det!" —- suklede Munlen —
»in-»He store og mægtige udgaar al den Trodg og For
aeselfe, og del arme, forblindede Zoll, det hsrer tun alt
., for seje stige vilde og ugudelige Rand. Se! der lommer
dttet ejjlol fotoildede Faun der ere blevne til Ulvel der
WMWUMDSMW. lvmde destulote
Meine sigl de storme jo hidl de oil nu vift aadne
Lied-M BIII.« »
Miit-Hemde Dominiks-net gjorde Mitte til at stygtez
M - eme M sig i Bejen for dam.
, s « » lkdt, fromme Fadeel« —- raabte Treppen- An
fome M Timmermand med en ftor Ølse t Hunden —
«ds -. - -- e oi den hellige Last for St. Moments Alters
f · nn hoetken htet Ave eller Messe i tre Dage.«
s. sit-W stammerte-el«
Z aWF —- raalste Maule-I —- «g·r J
III- OIUF ·
- sinds-est Stodet Dosen op, Land-wandt« —
samt —- ,«Iee hat hveelen St. Pedee eller oot
of Oe spl hol dem gaar del me lystlgt ined
·" VIII-i Itl U feste vors Ave Todt,
·- strlefotlntd kost!« Meledjren vai
sprengt for de voldsomme Stein Oprøretne strsmmede
med et vildt Sejerstaab ind i Hirten og trat Dominikane
ten med sig.
»Bei vil blive en urolig Andagt, strenge Herre!« —
fagde Vaabensvenden. —- ,,Vi maa heller opfcktte vor From
hed til en anden Gang. Se! der kommer en ny Flot! Nej
se! de hat Blidser og Atmbssser med sig. Nu vil de vist
storme los paa Axelhus.«
»Bei kan jeg lide2« —- udbrøv Rindet Helmer glad.
— »Bei Bispetytanni stal ingen dansi Mand taale! Jeg
lom ket til Pas: her kan være noget at toge Haand i. Bil
de besiyde Bispereden, vil jeg dog lære dem at gøke dek til
Etwas-! Bliv du vev Bryggen og pas paa Pebersvenden,
Kund! jeg man bog vise de brave Borgere lidt til Rette
med Bliderne.« Dermed ilede Ridder Helmer med sickrte
Stridt ned ad gammel Strand, hvor de urolige Abwes
flokke ftimlede sammen meD vild Lprøtslatm.
Niende Kapitel
Paa Ulrelbuizs snniek man temrnelia trngt at foranie de
uruliac Bekargelsei i Stadien der alle-rede i nogle Dage,
sinnt i mindre Grad, danke fundet Lied. Bispenszs del
desasitede Eloi laa aisondrei naa Holmeii. Fast-Xenie, der
fardoanlia tjente til LVerith. laa i di: se itroliaeT age i
bannen under Zlott et: lwie Jliure, lworoed al Forbindelse
zielle n Bnen Ia Elotss -.- liolmen var afstaaren Asstanden
fra -taden Var imidle rti id don itle starre, end at Arelhus
ira aaniinel Etran d ir aatte lunne befinden saa vel med
Wilh fokn tin-r med Bilder, naat diese sarliae Krikigmale
net satte-J rned tilbnrlia Knndstab i Virlsonilxed J Hofe
loftxssalen vaa Vlrelhus st Etapens geistline oa verdsligie
Herr-e, den lille, innndiae Bislop Johan as Roslilde, i en
aldorlia Raadåsorsainling niellem fine hoje Gatten Ærlc
bisp Grand oa Kardinal Jsarnus. Ved Ærtebispens bøjre
Zide sad han«- tro Ven, den stormceatiae Vlbbed fra Stoy
tloiterei. Strands Fuldrnasatia Fianniten Nikolaus Blinke
flod sra Rostilde, var onsaa her til Siede, saa oel som den
lobenbasnfte Kannit, Hans- Rodis, sorn haode været be
hjasklpelig ved bang Flnat sra Ejodora Bed« det store
Bord i Hoselosigs ilens ad ligeledes Kardinalenss Famulus
osg ban: Slrioer tillige med de to italienste aejstliae, der
harte til liaan Folge. For den sremmede ziardinals Elyld,
fortes Talen sor det meste oaa Latin. ZlottetH Herre, den
uanseliae Roslilde-Bisp, snntes i sit bestemte og mnndige
Versen at bade taaet Ærlebisoen til Montier, oed hois Side
ban Ida saa belt ubetydelia nd, uagtet han sad her baade
sorn den store Grands og Kardinalens Bestytter. Han la
stede as oa til et odnmrlsomt Blil ud as Vinduet mod Sta
den og den tiltagende Follestimrnel ved aamrnel Strand,
doa uden at rohe Ftngt eller Ura. Ærlebifv Grand havde
endnu itte overvundet Fslaerne as sit haarde Fangenslab.
Han hdileoe de ovsoulmede Fsdder naa en blsd Stainmelx
oder bang blege, magre Ansiat var en møtl Bitterlied nd
bredt. Enhver Beoasgelse snntess at koste bam Mose, ine
dens al hans Livstrast liaesoin var sammentrænat i hanå
store, suntlende Ljnr. Hat-. sad hensnnlen i dyde Tanler
og stirrede tavs hen sor sta, medens Katdinalen nsed et
bemrneligt Zniil i de smaa, lloge Ljne gennemlæsie et To
lunient, hans Tlrioet nylig havde opsat.
»Im ham ille, ceroærdige Hir. Broder!« —- hvislede
Abbeden sra Slootlosteret Ærlebispen i Drei — ,,han hol
der hemmeligt nied Kongen! jeg ved det: han hat eders
Ærlebisvestol i Sigie.«
Grand stiftede Farve og lnnttede Haanden kamp
agtig, men tao og lastede et sokslende Blil paa den pavelige
Nuntius.
,,J den hellige Faders Naon og paa hans Vegne!«
— begyndte nu Kardinalen paa Latin og lettede paa den
røde Tonsurlallot —- ,,ssrend de longelige Udsendinge træde
os sor Øjne sormaner jeg endnu en Gang min sorncermede
He. Broder til Estergivenhed og en vis Resignation. J del
Forlig, jeg her sorelsbigt har ladet opsætte, og hvis Ind
hold J nu lender, Ærlebistop Grandl har seg, ester eders
egen Fordring, est-r de strengesle gejstlige Retsprincipper,
paalagt Kotigen as Danmarl en saa hsj Erstatning as Byer,
Stædet, Slotte og verdsligt Gods, at jeg sorudser, han vil
asvise Underhandlingen.«
,,Jeg asoiser den nu ogsaa selo paa disse Villaat!«
— svarede Ærlebispen heftig —- ,,hvad Kong Eri! har
sorbrudt mod mig og min hellige Stand, lan han ej engang
snldelig udsone ved Tabet as sin —- Krone!«
»Da vil J dog vel aldrig spænde Buen endnu hsjere?
vardige Dr. Broderl ellee tilsidst paastaa eders Konge
dsmt sra Ære, Liv og Gods, sorn en lav Misdæder sor
verdslig Ret?« — spurgte Kardinalen nied et sint Smil i
del aldeles rolige Ansigt. — »Tai-ad Sjeel og Salighed an
gaar hat J allerede gaaet ham saa nær sorn muligt. Glem
dog itle, He. Broderl at ederz Modstander er en lronet og
salvet Monarl, der staat i Spidsen sor et lappert Fall og
hat mange mægtlge Fyrster til Vennerl Enhver gejstlig
Dom, den verdsltge Magthaver ille stivillig as lristelig
Ydmyghed vil nnderlaste sig, vil sorn uudssrlig, tun blive
til Spot for Busens Birn, allerhelst her i Norden, hoot
selv den hellige Bandstraale, sont jeg market, vieler tun-ne
lig ask-let. KW Klagepnnlm need nein hsjeervætdige
dr. Broder i Krisis ere desuden hell sveete og graverende«
— tilssjede Katstnalen med en beteenlelig Mine —- »lan
den longelige Proteltor i Rom bevlse blot hielt-ten as hvad
der lægges min Ifeenslivede Dr. Broder til Brode, vilde J
vist not handle klogesi i at nedsletntne eders Fordringer no
get og selo maasletnske den hele satale Sag neddyssei. J
alt Fald er det nett beoderlige Rand, og lunde J overvinde
eder til at sjlge det, vtlde vist et heederligt Forlig blive
muligl — det er mit inderligste Ønste saa vel sot eders som
Ziele-z Fred on til Forebyggelse as al Forargelse og
Splid i Fremtiden at J, nied den heilige Faden Samtnlle
vilde ombntie den kundinsle Ærlebispeslol need en andeu,
inaasle stecke og edern Fprtjenester verdigere, ndensor disse
nordlige Lande, Zvor eders petsonlige Missorhold til den
verdslige Mast dog aldrig gansle vil lunne yet-ex Jeg
siger dette med-btpderlig Betymringsor vardige he. Bro
derijSillerhed Selv i dette Dieblil befinde vi oi degge
paa en Maade i den oerdslige Bettler- Magt, hvis hef
tighed og Strenghed J hat hast saa solellge Ptsver paa.«
»Ja saa, Entinenti!« — udbrsd Grund i den heftigste
Forbitrelse idet han spariede Fodstamlen fra Fig og rejste:
sig —- ,,taler J nu til mig i den Tone? Var det derfor Jj
stckdnede mig bid sra mit sitre Hammers-Thus og dod rnig
lide via :nin Todgsjendes LejdebreoZ Tror J rnaafte her!
at tmoe zottet inig i en Snare sont jeg itle lan sprængeIi
mener J rnaaste, at min fromme Kollega Vor scelles irr-i
ocerdiie Viert, der der raader for Stad og Slot, af nedrig
ffer iii lforraadc sin Gasteoen oa loomæssrge LErtebisni
for .t s: iiare den rerdslige Tyran, der alt, sorn jeg marter,
bar nirer en oaoelia Nuntins til sin aandelige Einve? Nei,
Liniincntk ! san tender J hverken rnig eller den dcerdige Her
renk T:c". er der ded vor Side Har han alt t,for min og Kir- .
lenJ Etnld med M od ndsat skg for Tyrannens Brede og
seid for Lpror i sin egen Stad, saa oil han vist nu itte for
nedre sia til et Forrcrderi, der vilde brændeniozrte darn, sont
en fein Bedrager. For min Sitterhed er her sorgen hvad
Tiedlit sen Vil, lan jeg gaa orn Vord, og hoerten Kongen
eller det odrorske Boraerpat stal fordnde rnia at drage fril
dersra da sage min Ret for St. Peders Tonistoll Frit iør
jea her ndsiae hdad jea demmer i min Sjæl sao del om eder
soin ern den sormasteliae Konkie J bar itte opsyldt eders
Pliat ber, soin Paoelia Nuntiusjs: i Siedet for med den hel-’
liae ?.d erk— Fuldmant at betrceste Band og Jnterditt« —
»Ua iI dei oære min Eaa Lor. Broder:« — asdrød Isar-:
nn-:- t)L zi. to ld oa roliz. —- »siden ederg eane Qoncil ier harj
ivasrtsat Jnterdittet ester den Vejle Konstitutiom behewes .
her innen Beim-steife Her er Talen tun om Kongen ogi
om J vil forliaeäz Ined han oa jage Bandei tildage« —i
»Nei, aldrig i Edigbed!« — raabte Ærlebispen heftig»
—-— on ad hang- Anklage ler jeg: ltdad jeg stal bade saati
en Gang otn bang Faders Drad oa hoad han grunder sind
tnrannifte Vldsxrrd paa, det tør jea gentage her og for den:
bojeste Tomstott naar bint Kongedrab dog sittlde sie, var:
det tun ilde, det ej stete feteten Aar sor; faa haode hinl
elendiae Konge intet Aftorn efterladt sig — oa Eril Glitt-i
vinas Zlægt aldrig vanaeret Tanmarts Trone; ja, det fri
modikie er dar jea sagt, oa det staer jeg endnu; men al»
Andel i Turandradet bencrater jeg, saa del som enhvers
Forbindelse med Hering Valdemnr og de fredløse. For»
mig maa bdo der vil nu reaere i Tanrnarl —- det oaere Her
tua Valdemar eller en Jede, en Saracen eller en Hednina
eller —- Dsæoelen selv! naar tun Kong Erit og hans ugle
Broder atdrig ber adlydes, som Konaer da Herrer.«
»Vil J ogsaa forsoare hvad J der siger for den højeste
DomstolZ Hr. Broder!« —- spurgie Jsarnug med uforandret
Ro og med et ncesten umærteligt SmiL —- »Dog ederL le
gemlige Songhed bar billig undstylde, om J just itte altid
er Herre over eders chrl ·og Junge. Nu bar jeg hørt
ederis Erliaering; den stemmer i sin overdrevne Yderligbed
dog paa den Maade overens baade med den hellige Faders
og med Kongens Villie. Ebers Sag geres umiddelbar as
hcenaia ded den pavelige Stol. Lad« desuagtet Rongens
Udsendinae srenrircede, verrdiae Oh Broder!« —- sagde han
til Bifiop Johan, som strals reiste sig og forlod Salen.
Der dar noglf Liebliktes Tavshed. Grand havde
atter taget Sorde. Han hvilede sin store Haae paa den
tnnttede Haand og syntes at harme fig over sin egen Hef
tighed og Kardinalens Rulde Kort efter traadte Bistop
Johan ind igen med de wende gejsilige Herren Dei dar
Kongens Udsendinge, Dominitanernes Provinsialprior,
Mester Olaui, med det sionne, snehoide Oldingshoved,
og den Ribe KanniL Egger Juni, en ung, lovtyndig Klert
med et snn og dristigt Ansigt. De havde i fiere Timer
oentet i et assides Verelse paa denne Jndladelse. De hil
sede nu de hsje Prcelater rned Ærbødighed, og Kardinalen
rejfte sig halvt i Siedet for at gengælde deres Hilsen5
men Ærtebispen blev siddende i mørl Grublen. Bistop
Johan dad Kongens Fuldnicegtig tage Siede. Provinsials
prioren satte fig; men Kanniten blev staaende og tog til
Orde: ,,Undstyld mig, Eminents! og J, rnin hpjlcerde Herre
Ærlebisp! og alle J dardige gejstlige Herrert hvis jeg her
har et Ord at sige, som mishager eder! Jeg sremtrceder itte
her sorn Hirtens, men sorn Kongens min verdslige Herres
Tjener og Ordsører; hvad han hat budet mig her at fere
bringe, maa jeg undsige, onr end jeg itte seld iør tilegne
mig de Tanler og Meninger, hvis Tolt jeg har paataget
mig at verre« —
«Tal srii, Broder Canonicus-! eders Fuldrnagt er mig
meddelt« — asbrsd Kardinalen harn med ei gunstigt Nil,
og Kanniten oedbleo: «Min Herre og Konge er sor trende
Timer siden ankommen til sin Konsgaard her i Landsbyen
Sorretslsf uden for Staden han, for personlig at isunne
desegle hdad her med hans Samtykle besluttes, og i sor
nsdent Fald med sin longelige Magt sorebygge det Brud
paa den offentlige Rolighed, Ærlehistop Grands Nerve
relse og det iveerlsatte Jnterdilt truer Land og Rige med.
han snster ilte at se den Mand for sine Øjne, sorn han an
ser for delagtig i sin hsjsalige Herre Faders Mord, og sorn
har vovet at sortynde Kirlens Band over hans eget tange
lige hoved; men den Fred og det Leide, han har tilsagt sin
Modstander, oil han cerlig og ridderlig hædde· Kdngen
hat udtryllelig paalagt rnig at ertlære, at han ingenlunde
msder her for at nndslylde og sorsdare, hoad han, tvungen
as Nsdvendigheden, har maattet soretage mod den lanoniste
Ret og den Beile-Konstitution, ded Ærlehisiop Grands per
sonlige Fangenstabx den Sag sortrsster han sig til at ret
fcetdiggsre for Kristenhedens hsjeste Dornstolz men han
msdet her, sorn Land-herre, for at tildejedringe ossentltg
Rolighed og sorn den undvegne Ærtebistpps Anklage for
Hans Eminents, den pavelige Nuntius. Ethvert Forlig
her i Riget med den sont Majestaetsfordrhder antiagede Pete
lat afsiaar min Heere Konge bestemt; men han loder sin
Modstander sri og siller Bortfart til Rom, hvorhen han
alt seld har assardiget sine Sendedud, og hvot han sor
venter retscerdig Dom over den antlagede. Tit denne Dorn
ee salden, fordrer han sig seld bestiet fra det ulovlige Band,
en sangen Landösorrceder har forlyndi harn —- dette er
ille mine Ord, men Kongenö — han sordrer Land og Rige
ligeledeö bestiet sra det Jnterditt, Koncilierne i Beile,
Roslilde og Lund har sorthndt over hand tro, ustnldige
Fell. Mvd Konciliernes og dedlmnrnende Bist-ers Ret til
dette Stridt, uden deres Kapitlers og den Idrige Gefstlig
heds Samtytte, hat Domtapitlet i Roskilsde hsjtidelig pro
testeret, pg Dominitanerneö Provinsialprior, den aerværdige
Engister Olauö, er her personlig til Stede for at belrceste
te.«
Den gamle Provinsialprior reiste sig «nu. ,,J min
heilige Ordens og det RoslildesDorntapitels Nat-n ertlarer
l
jeg Koncilietnes Fremfætd i denne Sag N MINIST« s
sagde han med tlar, tolig Stemme. — «-JE:7Y JWT F«
Kapitletne og den danste Geistliahed forlsliklkst TTJJV IVM
med Gudstjenesten, og jeg opfotdtet eder, Linn VIII-U
af Roslilde! til snateft muligt at tilbaaelalve Ic: zilzstthlc
Kitkefotbud, det alletede hat opvatt faa iier llro IT :
Staden, hvot J felv imidlettid raader Og WITH- XII
Gudstjenesten ophøte, vil vie-selig Djævelgtjcktlkkkls YJJCT «
mulig Ryggesløshed og Utetlighed begnnder tcpdsk II
Tvedtagt vil opftaa mellem Hjotden og den-I LIMITED U
aandelig, som al legemlig Fted oa Sitketbed Vil ophotiz kkl
inaen Ptælt vil væte sittet paa sit Liv. Eva-Were og HE«
tetete, Giidsfotnægtete og Lellatiet vil ovetloonime Lan
det og fotvilde Foltetx Lcegmænd og detaiede Ojildeslsrodre
vil fpte Otdet i Menigheden, foin de alt bar MAY-NOT VII
Hvetlen Kitken ellet den bellige Fader lan wille, altvvrsptvk
at ovetholde hin strenge og uopfyldeliae Vej!k-5i0""!k’s«’33"
sial omftytte al Orden og Gudsftygt i Danmatl ca lade
Focket fokfaide til Bakhaki og de stprste VixdfssslskL N
selv til Hedenstab og Djasvelens Dyttelfe. Im MONEle
i den danske Geistligheds Nat-m højtidelig mod Jntctdskxerx
dog tænker jea ingenlunde ved denne Protest a: itate list
tens Ftihed fot ncet ellet at angtibe eder, rot MEMDE
VEtkebispl eller nogen anden gejftlig Lvrkskisz ZEIT-M
btuget tun sin Ftibed og sin Magi saalcdee, at DE. THIS
Tjenete, ille fordærve de os betroede SjælQ i Lied-It ist at
vejlede dem til Guds Fted og den evige Freliek »du-i Er
libetavi animam«««). Gøtet nu fot mig lwad J VEUC TDYI
fvate for Gud og eders Samvittighed, crtlnrroiziks Ists-ZU
men væter her og hist anfoarlige for Folgerier ds-: l-i:t EJTXDE
blodigc og forfærdelige.«
Han havde næpve udtalt, forend en Hagel as Birne
og Pile flog med et ftott Brag mod Mutm iciiderlnxxite
Vinduerne og fløj midt ind i Højeloftssalen mellenx se sor
fætdede gejftlige Hetter, der fot op fta detes Ende Da same
Siltethed mellem de brede Vinduespillet oa lsaa Salt-US
tylte Mute. Katdinalen fotlod ogsaa sit Sorde; iircn klir
lebispen blev med en ttodsig Mine siddende.
,,Btydet han nu sit Leide, den ugudelige Veli.ili!oi:ge!"
—- raabte Grand — »slal jeg og mine tto Vennet im i:e:«.e»:«
her, lotn Profeterne og Matiyrerne, at vott Bled tan steige
til Himlen og nedlalde den evige Fotdømmelfeg Lan ooet
bang Hoved?« ,
,,Jeg vidnet fot Gud og vor hellige Feue! sinnigen
hat ingen Del i dette Angteb« —- tog Ptovinfialvtioten ai
tet Ordet og blev staaende — ,,naat han etfatet det, oit
han vist heilig misbillige dette formaitelige Indeme
men det set J alletede Folgetne af Jntetdittet, Ema-träge
Hetter! hele Siaden er i Optør7 man ftotmede mod Et.
Pedets og vor Feues spærtede Kitlet, da di dtoae ind;
man ttuede med Jld og Svcetd. Givet J nu itle eiier fot
Hisdvendighedem Bislop Johan! dil maaite Lilrellsug satte
taget med Stotm ellet lagt i Gras inden Mit-nat —- —«
En ny Hagel af Stene og Pile afbtød Provinfialptio
rens Tale; han flog et Kots for sig og traadte tildagr. En
stot Blidesten flog ned ligefot LEtlebispenS Aasnn og tnuite
Botdet. Grand tejfte sig nu med et hatmlnnenoe Blit og
fotlod den fatlige Plads.
»Fslget mig, mine Hettet Gestal« — saade den lille
Bistop Johan med sltigende Rast og aabnede hastig et-. Tor.
— «Kan vi tun usiadte komme igennesm den notdte Kor
tidor til Taatnet, ital ingen Pil ellet Blideiten naa os!
Slottet tan udholde Belejting og Sturm. Jeg stal vise
eder, at jeg itte ladet mig tvinge af nein optøtste Wenig
hedl men vi maa ile! het et vi udlatte for den ftøtfte Fute.
Med disse Otd fotlod han felv sprft Hsjelofissalen med
stot Hast. Alle fulgte ham gennem en lang Koreidot til
et sittere Opholdssted. Angeebet blev imidlettid hvett
Øjeblit heftigem og i den hele notdlige Del af Zlottei,
fom vendte ud mod Staden, var man ingensteds siller for
Pile og Stenlaft. Nogle stieg og raubte, de var saatede;
man styrtede hovedtuls frem og tev hvetandte omtuld.
Omfotgen fot den personlige Siltethed havde næsien bott
fjetnet ethvett Henlyn paa Rang og Stand og Sommelig
hed; de flefte gejstlige Vetter ilede baade Ærtebispen og
Katdinalen fotbi. Den pavelige Nuntius tokn dog uftadt
gennem Gangen, ledfaget af Ptovinsialptioten og Esget
Juul. Grandö langsomme og besveetlige Gang nndetftsts
tedeö alene af Abbeden fta Skovllosteret, hvis fvære.Le
gemsbygning hellet itle tillod ham at ile. Den lange Kor
tidot, fom de nsdvendig maatte helt igennem, hat-de paa
den ene Side aabne, gotiste Spidsbuet over et sperrt, inu
tet Btyftvætn, og het for hvett Øjeblit en Meengde Pile
og Stene ind og nsdte de flygtende Ptctlatet til at gaa neds
bsjede og ncesten ttybende under Btystvcetnei.
»Gudö Dom ovet de formaitelige og den sortædetsie
Kongel« — ftsnnede Ætlebispen —- «det et hans Krea
tutet, der ophidfet Psbelen. Nu glædet han sig ovet vot
Ttængsel og vil benyite den til vor Ydmygelse.«
«) Jeg hat talt og beitiet min Sie-l
(Fottsætte3.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
DAMSE LUDE PUBL. EOUSL Blau-. Nebr.
