I I .
Kong Ertk og de Fre tose,
historisk Roman i to Tele
ai
Bernhard Severin Jngemann
A nden Tel.
tFortiatJ
»Jeg aivcr dem Toben og Djakvelenl jeg tan betale
dem med Hud og Haar ined samt deres Forscedre!« —
brumtnede den dorgerstolte Rostottermagnat, men lod stg
dog lere nd af Krostuen af den erdru og besindige Gullcens
der. Te andre Kobmcrnd og Stippere git nu ogsaa syn
gende eller slojtende bort den ene efter den anden. Auge
havde stratg mærtet, at de stolte Hanseaters Adfcerd gil ud
paa Trodg og Drilleri; men han haode selv, sotn Trost,
for to Aar siden med Kongens Raad beseglet de store Fri
heder, der vare indrommede disse Gaster, og Loven sorbod
strengelig enhver voldsom eller uviltaarlig Fremscerd mod
de sremntede, saa lcrnge de itte selv tillode stg nogen Dold
somhed. Llage tao nied et ringeagtende Smil og gav de
opbraate Riddersmænd et Vint til at sorholde sig roliae.
Men Ridder Helmers Blod tagte: han hadde staaet sorn
paa Gløder, siden han havde set hin Helligaands-Broder;
idet nu de ltanseatiste Ztibgfolt forlode Herberget, troede
han atter gennem den aadne Dor at saa Øje paa hin
Stittelse i den stojende BrimmeL der ilede til Stibene;
han hvistede hastig Drosten et Ord i Zret oa sprang ud
af Etwntestuein Aage saa detasntelia efter han« han gao
hetnmelig et Par as de desindigste Riddere Vint til at folge
ham og opfordrede de andre til at blide. Man satte sig
til det næsten ledige Bord. Den tradle throvært sthndte
sig nu at dcrtte op for dem og tage de totnme Vintander og
thrno dort. Den med Moje undertrytte Harme havde
ajort Ridderne tadse, og dereg Stemning ntrede sig tun
oed enlelte Epotord oder de saataldte Krcemmerheltr. Man
marlede del, at den stolte Berner Kopinandg Forbitrelse
paa Ridderstanden, som den frembloinstrende Borgerstands
Foraater oa Fjende, itte var aldeleg uden Grund. Niv
derborgene i Dantnart vare del ittc Roderborae, som i
Tltstland: den fremmede Handelsmand nød her endog den
storste Trnghed og havde selv starre Friheder, end Landets
eane Borgere; inen Riddetne spottede gerne haanlig over
de lsevasdnede Krcemmeres tlbehovlede Krigekvcrsen·; seld
med alt Drost Vlageo Maadehold og uagtet alt, hvad han
med Riggraadet og Kotigen selv oirtede for Handelens
Sitterhed oza de doraerlige Ncerinagveseg lldoidelse, tunde
han doa itte aldeles forncegte sm Standg aristotratiste
Ningeagt for denne Klasse Mennester, hois tiltagende Rig
dotn ofte var fordunden med en Raahed og et misnndeliat
Loertnod, der saa vel freintaldte som nærede det acnstdiae
Missorhold — « - -
Aageo og RidderneZ Lvmærtsomhed blev imidlertid
snart henvendt paa tvende besynderlige Geester, der endnu
sade has dem ved Bordet; den ene oar en ung, vel dannet
Mand med et scerdeles lioligt Ansigt; han bar en ins-kle
rod, oerdglia og tennnelig luvslidt Kappe; men hans sorte
Tonsurtallot og en Kannithat, der laa ved han-H Side paa
Bordet, syntes at betegne harn sont en gejstlig Herre. Han
talte snart Latin, snart Jslandst og snart Danst med sin
Sideinand som han taldte Mester og viste scerdeles Akt
bodighed. Naar den unge Klert talte Danst, gao han tidt
Ordene en urigtig Betoning. llndertiden blev han begeistret
og anforte Vers saa del as de gamle Klassiter sorn as de
oldnordiste Sange. Hans Sidetnand var en lille, vanstabt
Mand med en stor Puttel paa Ryggen, et sint, spidst An
sigt og tloge, gennemtrængende Øjnez Hovedet sad ham
dnbt ned mellein Stuldrene og naaede neeppe over Bordet;
men hans Arme vare uhyre lange og tynde. Han tog as og
til et Var store, blhindsattede Glar for Øjnene og havde en
Del underlige Jnstrumenter og Daaser soran sig paa Bor
det. Han bar en luerod Refsetappe med Pelöværts-Brcem
mer over en blaa Lcegbrodertjortel, og hans Hoved dar
srnytlet med en Starlagenöhue, besat med Guldtresser og
Kdaster. J denne asstittende Dragt, der endnu mere gjorde
hans vansore Stabning i Zer faldende, saa han neesten ud
som en as de sremmede Martstrigere, der paa de store Mar
teder plejede at gore Kunster for Almuen og sælge Relit
vier, Arnuletter og Universalmidler mod alle onder: dog
havde denne Herre en langt sornemmere og lcerdede Mine.
Det var den samme lille, esdtapvede Mand, som med Niv
der Broct og Or. Papce havde aflagt det natlige Bessg hos
Junter Christopher paa holbæt Slot. Ridder Palle havde
i sm Dodsstund destrevet hatn for Drosten, da han i sin
Angest havde meddelt hatn alle sine Hemmeligheder. Dog
Aage havde aldrig set denne Stiltelse sor og erindrede
sig ille hin forvirrede Bestrivelsr.
Den lille Mand sad med en Vintande for sig og syn
tes med dybsmdigt Studium at soretage en Undersogelse
med Vinen. »Slet! — sorsalstet!« —- sagde han nu paa
Danst til Jslcenderen med stemmed Betoning, idet han
rnntede den tdidte Nase. —- ..Ser i dette Bundfald. He.
Laurentius! for Kunstens og Videnstabens Lys maa Sand
heden saaledes altid totnme for en Dag, t det smaa, som i
det store. Heureta!«") —- vedbleo han med et veltilsredö
Smil —- »Hvad vilde min store Mester Roger have sagt,
naar man havde set en saadan Rande Bin sor dam? Selv
uden disse tunstige Forsterojne, som jeg tildels maa tatte
han« store optiste Opsindelse for —- stont jeg med Rette
tan tilegne mig Æten sor den praktiste Andendelse —- selv
uden mine undersulde Glarojne havde han maaste op
daget, hoad jeg dog endnu behover dette hele Apparat til
Gifterneö Natur er her londomösuld, he. Laurentiuöt«
—- tilsojede han hemmeltghedssuldt, dog saa hojt, at enhver
tunde hore det. —- »Ej blot sor Livets og Sundhedens
Bedarelse, men meget mer for Bidenstabens egen Styld er
et noie Kendstab til Tingeneö indre Versen oö hsjst pig
tig. Dog her i Norden betymrer man sig endnu tun lidet
otn sligt: man nedsoælger alt, som de umælende, uden
Dyrenes tloge Instinkt, og uden ved Klogt og Kunst at
raade Bog paa vor Miste Naturs Jndstmntning. Al
Lcerdom gaar jo her tun ud paa de teologtste Sptdssini
dtqheder og de saataldte guddommelige Sing, som de dog
intet ved om, de arme Gatte! Bote sædvanlige leerdt
tygge endnu Droo paa Stolasiiternes og Mystiterneö unyts
ttge Lcrdomme og den torke, sorslidte Aristoteles. Uvidens
heden i alt det sande og nyttige got Falstnere her helt
’) Jeg bar tundetdet.
trngge, oa die-se oveemodige Kødmaend kan berige sig Paa
dette noidende Folts Betostnina saa meget dem lyster. Dei
set J en as die-se nne Monter! jeg har opløst dens Be
ftanddele: den indeholder nie-re Tin og Bly, end Solv;
den danste Fionges Peiastrifr pa Billede find-es her vel:
Storrelsen er nøjagtig sont te tenaelige LNonter5; n«en as
dem gaar der fire paa en Mart Sold, og kenne er as seks
Gange ringere Gehalt. Hoilten nhnre Vinding tan en
eneste Elibsladning as slige Montee itte bringe de Karle?«
Drost Aage oar bleoen odinasrtsom og sandt i den
sremmedes sidste Paastand en oiatig Betrcestelse paa en
Hodedtanke mod de Rostotterttødmænd
Drosteng og Ridderens Opmaertsomhed lod itke til at
mighage den lille, iloge Mand: han snntes del ilke at give
Agt paa dem; men han vedbleo nu at tale danst med den
nnge Klett, og stønt det lod som han hdistede, udhdislede
han dog hoert Ord med en saerdeles stakp og gennemtraen
gende Tone. »Jntet er smaat i Videnstaben og Naturen!«
— vedblev han — «det mindste tan her lede til det største;
i hvert Gtcegstraa ligger en Werden Hoor lcenge vil
man dog lntte Tinene for Guddommens store og eneste
sande Aabenbaring acnnem Natureng Miratler og heilige
Strifi! Gio ·Tlgt, niin unge Ven! den Tid vil komme, da
den maa stnrte samtnen, denne hele Kolog af Uvidenhed.
Barbari og Afsindighed, man hat opdnnaet paa Naturens
Grad og tncelet for i Aarhnndreder. Som det gaar i de
verdglige Tina, saaledesJ gaar det i den aandelige Beiden.
Stillestaaen er Tod oa Forraadnelse. Vi ere bleone staa
ende ded det aamle og oderantdordede; den lraftige Lid5
gerning er ophørtJ Lioet er dleoen surt og forraadner.
Hdad er det andet end sanseløg osterlandste Eventyr oa
vor Slæats Bornedronnne, som har sorskruet Mennestenes
Hiernc oa fjernet os fra Naturen-H og den sande Visdoins
Kilde i ncesten tretten AarhundrederZ Hedningerne stode
langt heisere: hdad ete di mod Graeterne og Æanpterne i
Vidstab og Kunst? og de dare dog ogsaa vildsarne: de
haode ogsaa deres «·Llf·eiiider, deres Jndbildninger og Drom
merier orn et Tartarug og Elysium og al den Llfsindiahed
man endnu tilbeder under Navnet Poesi« — —
»Holdt, min diie :lJtester!« —— afdrød den nnge Js
lænder ham idrig — ,,nu sorgrihek J eder paa min Heilig
dom. Lad Verden omstiste iin Stittelse saa ofte den dil!
lad Tiden sortcere sine egne Born, som i den gamle Mnrthe!
men hvad der var stønt i enhoer Tid, sial ingen rokte!
Det maa komme iaen i nn Ztittetser: den edige sriste
Poesi ftal redde og bevare alt, hdad der dar Liv og Stdn
hed i, saa del i vore Tider som i alle de forgangne. Billedet
og Eftermcelet stal ingen told, opløsende Kløgt udslette!
,,«-’fce dør —
Vise do —
Tiden selv dør med —
Ei jcg Vcd,
Zorn aldrig dør —
Dom over hoer en Todt«
»Ja del!« — svarede den lille Vizniand med et haan
ligt Einil —- ,,Dommen stal itte dø: den døinmende Kunst
er den eneste udødelige; alle Tiders Poesi stal opløseg og
sorsdinde, saasnart Verden sorstaar sig selv og sine Tanter.
Naar Kcernen er sunden, tan di dorttaste Stallen eller give
Born den at lege med. Det dar dog et sandt Ord as hin
gamle Hedningstjald: Donimen over den døde dør itte!
men naar vor Tidsalder er død og dømtnes as de folgende,
stal Born udle deres Fædres Bedrister, og hvad man nu
tilbeder sial dære Efterslcegten en Forargelse. Dog sligt
hører man ille gerne, He. Laurentius! Sandhedens Kærne
er bebst; den smagee itte de smaa og de umyndige; og
den« der sører dem til Tords, kan let blide stenet as Log
nens Venner og den blinde Forodms Tjeneer. Hdad min
store Mester Roger har maattet udstaa, er al Verden be
tendt; sandt han itte selv de vises Sten, har han dog
vist os, hvor den slal sieges, og hvad der blev stjult for
hans starpe Zie, er dersor itle sljult for hans Esterfølgere.«
Dermed reiste den litle Mand sig med en stolt og vigtig
Mine. Han bortsjernede sig med en flygtig Hilsen til
Dtost Aage og Ridderne, i hvis Miner han veltilfreds be
maeetede den Forbadselse, iscet hans sidste hemmeligheds
sulde Ytting om de vises Sten syntes at have opdatt.
Den unge Klett i den martert-de Kappe dar dleoen
tildage og henvendte sig nu til Drost Aage, hvis Stilling
og Navn vat ham betendt; han neednede sig for Dtosten
som en islandsi Teologus, Jurist og Poet, der as beten
dende Jder for Kundstab havde sorladt sin magelige Stil
ling som Prcest ved Hellig Olass Kirke og Poenitentiarius
hos OErtebispen i Nidaros for at des-ge sremmede Univer
siteter. J Paris havde han nylig gjoet Bekendtstab med den
lcetde Flamlænder, Magister Thtand Fisiliee eller Frieder
ter, en Discipel, som han paastod, at den naturtyndige
Francislaner Roger Beiw, der for sine vidundetlige Kund
staber og fri, dristige Meningek var dleven saa stammeligt
sorfutgt as sine gejstlige Ordensbrsdre og efter mange Aars
Feengsel sor to Aar siden var død i England. Den unge
izlandsle Klekl agtede nu, med sin laerde Reisesælles Unda
støttelse, at bei-ge det danste Hos, hvor han selv haabede at
sinde et gunstigt Øte hos Kongen sor sine egne og de gamle
notdiste Sange, medens hans Ressefcelle dilde soredise Kon
gen sine vidundeelige Kunstet og nogle højst vigtige Opda
gelser i Natutdidensiaderne, der tunde dære as udeeegnelig
Bietning baade i Krig og Frev. Rhgtet om den unge Kong
Erils seerdeles Agtelse sor Videnskaderne og om den Fri
modighed, hvormed han dovede at satte sig imod det somet
ste hos og HieratchietsAnmasselsey havde iseee bevceget den
lcerde Mester Thrand til at ssge Fristed og Bestyttelse 1
Dnnmart.
,,J vil uden Tvidl begge dære Kongen velkomne« —
ssvarede Aage og betragtede dem nsje — ,,han ynder og
bestytier alle slsnne og nyttige Videnstaber. Ederz Reise
seelle hpret itte til de almindelige Tusindtunstnere, saa vidt
jeg marter; tan han bedise, hvad han paastaae om de salske
Monter, her bringes ind i Landet, kan hans Lærdom viere
os sætdeles vigtig. Men siden J er en Teologus og bog
lætd Mand, He. Laurentst dil seg dog spnkge edee om
en Ting« — vedblev Aage — ,.s-eer eders Nessesaelle tngen
psorvierende Leerdom om de heilige og guddommelige Tingt
hans Yteitiger soeetom mig noget desynderlige, hvorve1
seg, som Leegmand, ikte soestaar mig paa sligt. J ver
dog del, at de saataldte Lettaebrødre, der tun vil trt
paa vor herre, men hderten paa Guds Ssn og hans hel
ltge Moder eller paa den Helltgsaand og en almindelie
tristelig Kitte, lige saa lidt taaleg her til Lande sotn as no:
gen retsindig Konge i Kristenheden J inaa ingenlunde tro,
at vor Range-J ulyttelige Misforhold til den lundiste LErte
bisp og det paoelige Hof har gjort nogen Foranoring i
hans Tæntemaade, hvad hans enen da Foltetg Salighedgs
sag angaar!«
»Es-or Lettariernes Vildfarelser tror jeg mig selo fri«
— soarede den unge Jsleender noget forlegen. — ,,Min
lcerde Ressesaelles Teologi. maa jeg tilstaa, at jeg itte stort
har betymret mig om, al den Stund han er en derdslig Bis
og ingen ret Teologus. For den ædle Ztsaldetunft har
han heller ingen Opfatninggevne; jeg beundrer ham alene
for hans sjceldne Kundstaber i Natureng Hemmeligheder.«
»Er han vildfarende i det ene fornødne, og er saa vel
den højeste guddommelige Sandhed, som hvad der er stønt
og ædelt ham en Daarlighed« —- denrcertede Aage —- »hari
jea tun liden Tillid til hans Kundstab i de mindre vigtige
Ting, og jeg giver itte megei for nl hans øvrige Visdoin.«
»Saaledes dømte jeg ogsaa den Gang om de Videnska
ber og Kunster, der tunde lære os de jordiste Ting« —- sva
rede ngeenderen —- ,,n1en ved de freminede Universiteier erl
der qaaet et andet Lns op for mig
used min leerde Rejsesælle, at talde Guddomgaabenbarinaem
i liaturen den eneste sande, hvorved han nu ogsaa her soms
J rigtig har bewertet, i ubetcentsom Jver har røbet en i
hojst vildfarende og asvigende Meningz men selv Hednick ;
gernes VisdoIn i de verdslige Ting er ingenlunde at
aate, og jeg hat intet set i Verden, der mere har be
stintet min Tro paa den treenige Gut-S Alinagt og Bis-bonI.
end de fornnderliae Virtninaer as Naturens straften denne
besnnderlige Mand har gjort sig betendt med.«
»Hvad har han da vist eder as saa stor VigtighedZ
ceroærdiae He. Laurents!« —- spurgte Plage.
,,.Jeg har set Virtninger as han«-Z Kunst, som jeg med
den uoidende Lilmue og min fordomgfulde Kolleger di de
have anset for Trolddotn og chevelens Vcert«—— svarede
leænderen med Jver — ,,hviH han itte havde iortlaret
mia det af Natureng Krcefter og af den store mistendre
Roger Batos Strist: Opug masus, hvoraf han førek en
sjælden og udetalelig Asstrift med sig. Jeg vil ej tale oin
hans Kundstab til Dyrs, Planters og Metallers indre
Versen og Bestanddele; hoad der mest har fcengslet mig, er
rlt, hvad der hendeaer paa den mennestelige Aands Her
redomme over Tid og Forgængelighed over Liv og Ded,
oder Universet og alle villieløse Krcefter i Naturen. Han
Daaftaar, ved sin Kunst alene, uden al overnaturlia Bi
stand, at tunne bevare Ungdomglivet og forebngge Inder
donnnens Evagheder; han tender Himlens Lob og de
astralisteN Jndslydelser paa Mennestelivett han dar en
Meengde tunstige Glat, hvormed han fast tan se det usyn
liae; men hans ftørste og oidunderligste Kunst er Tildere
delsen as en uudsluttelig Jld, hvormed han esterligner den
himmelste Torden og Lynild; har. har vist mig en Prøoe
derma, som har forfaerdet mig. Med en eneste Haandfuld
as hin tunstige Jldmaterie inaa han tunne srembringe et
saa uhyre Knald, at de stærteste Mute vil revne derved,
og et saadant Udbrud af fortcerende Jld, at den, der ret
forstod at lede dens Kraft, dermed maatte tunne tnuse en
hel Krigshcrr og odelasgge Borge·og Sterben
Alle Ridderne stirrede sorbavsede paa Jslænderen, ogx
nogle torsede sig. »Det er umuligtt —- Det tan intet
Menneste. —- Det kan itte gaa naturligt til. — Det maa
vcere Trolddom og chevelsvært!« — sagde den ene i
Munden Paa den andeu
Drost Aage iav og betragtede Jslcenderen med starpe
og alvorlige Blit. ,,Jeg anser eder hverten for nogen
utlog Mand eller for at fare med Usandhed, værdige He.
Laurents!« —- tog han endelig Ordet —- »hvorvel det, J
bereitet os om eders lcerde Rejsefaelle, grænser til det utro
lige; men er J itte selv bleven stussetx J har tun tendt den
ne Miratelmand i tort Tid, siger J selv; af Beundring
over hans Kunster og sjceldne Kundstab til Naturens Hem
meligheder, har J tun lidet betnmeet eder om hans Sind
og Tantemaade, og det mener jeg dog er det vigtigste ved
ethoert Menneste, hvad enien han er leert eller lceg; dersom
han itte er en Gogler eller Storpraler, frygter jeg, han er
noget værre. Han vilde not gerne indbilde os Lægmcend,
at han hat fundet de vises Sten. De, der tale højt om
sligt, ere gerne Svcermere eller Bedragere.«
»Hvad der gaar over vor Forstand, Heere Drost!«
—- syarede Jslænderen — »er man tun alt for tilbsjelig
til at mistende, sorn Daarstab eller slette Mennesters Paa
sund; dog deri er vor egen Selvtlogstab og Forscengelighed
Styld. Hdad de viseste Meend i Verden saa længe have
grundet paa, tan visselig itte vcere Tant og Jndbildning,
og jeg tvioler ingenlunde paa, at de vises Sten vil og maa
sindes en Gang — orn den itte allerede er fanden. Maaste
fes vi paa Stanør Marted, Or. Drost!" —- tilføjede han
og reiste Trg for at aaa. — »Min leerde Ven og Reise
seelle besøger itte blot Fykster og store Herrer5 den uni
dende Almues Oplysning er ham endnu vigtigere. Jeg
solger ham, som Amanuensis, tildels af en ojeblitlig
Trang, som jeg itte vil blues over, og i denne verdslige
Kjorteh for itte at sorarge mine fordomssulde Kollegen
"dog jeg leerer selv meget derved, og, som sagt, ad denne
verdölige Omvej teenter jeg at oende tundstabsrigere tilba
ge til Hellig Olafs Tjeneste og til min højæroærdige Ven
og Bestytier i Nidaro5, som vel snart tan behove Bistand i
Sagen mod sine oprsrste Kanniter" —- —
Nu asbrsdes Samtalen med den islandste Klett, idet
Ridder Helmer Blaa styrtede fast aandelss ind i Krostuem
»Det var Kagge, Drostl der er ingen Tvivl om« —- nd
btpd Helmer —- »men, fordomtl han er alt om Bord paa
den Rostotter Stude.«
,,.Hvem? den døde Kagget drømmer J? Helmerl var
det ham, J mente for?
« »Ham, ingen anden, den eereløse Kongemorder —
saa sandt jeg har Øjne og Oreni hatt hat baade faaet
Steeg og Øjenbryn afraget; men jeg tendte hans Reve
ansigt og strallende Rost. Den dumme Rostotter neevnede
selv hans Navn i sin Beruselse, as Trods og Overmod.
De forhaanede rnig og os alle paa den gamle, plumpe
Maade, jeg itte vil net-om, og stvdte sra Land med den
fredlsse for mine Øjne.« »
»Vi maa troesse dem ved Stanør i Morgenl« —
spqkede Auge. — »Er Forbryderen paa Rostotter-Studen,
hat han nu Fred og Livsfrist under Hanseflaget og lybst
·) Stiernernes.
vcere Dodsensk Det Slags Gistvarer har ingen Hanseater
Privilegium paa at Udlosse.« Dermed slog man sig til
Ro. Den islandske Klerk var gaaet, og man saa nu intet
mer til ham eller den lcerde Thrand Fisilier. Hvad man
havde hart om venne Mirakelrnand var endnu dog langt
ud oaa Natten Genitand for Riddernes Samtaler Ved
Drittebordet.
» Droft Aaae tav og gik til Ro; men han sagte for
Hgæoes at fove. Han var unis, om han ille straks burde
have fcengslet de to overmodige Hanseater, paa Grund as
hin Undsiaelse paa Ejøborg: her vare de ilte loenger Ge
sandter og uantastelige Personer; haode de bragt falsk Mønt
i Omløb og aabenbart bestyttet en fredløs paa danst Grund,
kunde de med suld Ret drages til Ansvar. At den æreløse
Kagge var i Live, foruroligede harn ogsaa; men hvad der
nceiten envnu mer jvg Søvnen fra Drostens Øjne, var
Forestillingen oin den hemmelighedsfulde Mester Thrand
oa hans vidunderlige Kunster. At et Menneske lunde be
sidde en saadan Magt over Naturen, at han kunde efter
ligne Hiinlens Torden og Lhnild med alle dens frygtelige
Virtninger, var ham et forhavsende Vidunder; men hvad
den begejstrede .Hr. Laurents havde htret om sin Mesters
endnu vhhere Jndsigter om Ungdomslivets Bevarelse ved
en hemnielig Kunst og orn de vises Sten, som noget, der
virtelig tunde vaere til i Naturen, havde iscer sat den al
vorlige og noget svaermeriste Drost Aage i en besynderlig
anelsesfuld Stemnina. Den lille, vanskabte Kunstners
Anfigt oa hele MarlskrigersAdfcerd havde vakt stor Tvivl
om hank Ærlighed, og hvad Aage havde forstaaet af hans
Ytringer syntes hani lige saa sælsomt og forvirret, som
uoverensstemmende med bans fromme Børnelærdom oin
den højeste og evige Sandhed, saaledes som hans Skrifte
fader, Mester Petrus de Dacia, trods hin ulyllelige Band
saettelse, havde besthrtet ham deri og bragt ham til Fred
og Klarhed med sig selv og Kirlen. Men den islandfke
Klerls livlige Begejstring sor Mefter Thrand og hans
verdslige Visdom havde dva ikle været uden Virkning, og
Aage maatte tilstaa, der laa en Starpsindighed og Klogstab
i hin lille Tusindkunstners Øjne, som han ikke havde set
Mage til hos nogen af de fromme, leerde Mcend, han
lendte. Laurentius-I aabne og redelige Ansigt vidnedes
ogsaa for Sandheden i hans Vidnegbyrd om hvad han
havde set og beundret has den berømte Roger Bakos
DifcipeL og jo længer Aage tcenlte paa hvad han havde
hørt, jo slere Tvivl og nne besynderlige Tanler opstod der
hos ham. Mefter Thrands Ringeagt for hele sin Tids
alder og hans tillidsfulde Ytringer orn den eneste sande
Naturens Aabenbaring, sorn han fremfor alle var indviet i,
havde i Zærveleshed opvatt en besynderlig kvaelende Uro ·
i Aageg SjceL Den tungsindige Ridder havde ofte selv,
naar han følte sig cengstet ved Kirlebandet, søgt Fred ved
Naturens Betragtning i enlige Noetter under den store,-ro
lige Stiernehimmel, uden dog at lunne undvaere den kirke
lige Trost og Husvalelse. Han stod nu med Armene over
Kurs i sit Sovekammer og stirrede ud mod den dunkle Nat
hitnmel. ,,Kunde det vcere muligt?« — sagde hanved sig
selv — ,,gaar jeg maaste her med min hele Tidsalder i
Mulm og Nat? lende vi hverten Naturen i os selv eller
om os? Er al vor Jd og Streben den blindes Famlen
uden Vej og MaalZ Vil den Tid maaske komme, da Børn
vil udle os, som forvildede Daarer og vanvittige Drom
mete, der aengstede os sor hvad der ilte var til og glcedede
os over et tomt GøglespilZ —- Var det muligtT lunde selv
det højeste og guddommeligste, vi har troet paa og levet
for med vore Faedre — det, hvorpaa de tusinde Martyrer
døde begejstret med Lysglorier om de straalende Aasyn —
idet hvorfor vore Pilegrimme og Korsriddere drage til
Jorsal og bortgive al Verdens Rigdom — det, der var
Sjaelen i vore Fcedres Liv sorn i vores —- det, der gjorde
dem til Helte og uovervindelige Sejerherrer i Liv og Død
— kunde det altsammen vcere Drøm og Skusselse, Uviden
hed og Bedrag? — kunde hele Aarhundredets Liv og Jdrcet
vcere en stor, uhyre Løgn? Nej, nej! er den Karl ej en
Løgner og Bedrager, er der ingen Sandhed, intet Liv, in
gen Bedrist, ingen Forløsning og ingen Salighed til.«
Han for sammen af Gru over sine egne Tanker. Da meng
te der til hans Øren en Lyd, der i dette Øjeblik fast sorscer
dede ham. Han syntes atter at høre den hemmeligheds
sulde Rost og ganste tcet ved sig.
»Tør du endnu ej se den nøgne Sandhed under ØjeT
min leere Laurentius-l« —- lød virkelig Kunstnerens starpes
Stemme langsornt og højtideligt sra Sidekainret gennern
den tynde Brædevæg — »gruer du for at indtræde i en
Lekkarbroders og Naturproests hellige Orden? beever du for
Jndvielsen i den store Verdenskirle, hvori vi alle oprinde
lig ere Præster, vi, som have Øjet sor Sandheden og Mod
til at forlynde den, trods det gentagne Skrig af tretten
Aarhundreders Daarer? Se! jeg oplader dig den store
Helligdom i Sandhedens og Videnslabens Navn og for
den Guddoms Øjne, som hver indviet brerer i sit eget
Bryst. Afkast din Tids elendige Fordommel omstyrt det
Fantom, du kalder Kirle og enesaliggørende Tro, med
samme Kraft, sont du har sorkastet Hedenoldets sansesløse
Matherl bortlast alt, hvad der ikle blev dig medgivet, da
du blev Menneskel staa ren og fri for al overleveret og
sorcedlct Billed-Virvar! — bortlast den« hele barnagtige
Vcev af umyndige Tiders Fantasier og Dummebilledey
som du kalder Aabenbaringl Aflleed dine Forestillinger
om Tingenes Versen og inderste Grund al den- Glans og
Udsmyklelse, som du lalder Poesi! —- se dig saa srit om, oF
sig mig hvad der bliver tilbage!«
(Fortscttes).
W- »’ Msps ou
»m- .H.L w :k«l-.»-M-1Q-’« »l
—B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
Dmflag 80 Centg. Jndbunden QLW
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omflag 80, Jndbunden il.20«
DAMSZ LVDII PUBL. FAUST-. VII-in Nebs