(Fortfat.)
Tct et itte ufandsynligt, at Chatles og Lu
eia tæntte, at den engelske Læge havde valgt e1
sælsom Maade at lade sig betale paa for si1
Dvgtigbed og Opofrelse; men de runde ikk
undflaa sig for at modtage den Gave, han til
bød dem. Og da Lægen tilføjede den Bon, a
de for hans Stle og af Godhed for ham vild
lasse i den Bog, som han nu overratte dem
tøvede de itke Ined at give et faadant Løftr.
Jeg vil ikke trcette eder med at fortcelle, hva1
der merk tildrog sig ved denne Sammenkomst
men jeg vil kun sige, at det var den sidste Gang
Lagen og hans nye Vennet saas i Spanien
thi kokt Tid efter fortfatte han fin Reise.
Ved Affkeden gav Lægen Charles Musikl
sin Adresse i London, i det Haab, at denne en
gang oilde strive ham til.
Trettende Kapitel
Fortsættelset Den uan Spanier og han
Hustra
Ta den enaelste Lceae havde taget Afsled
opdaaede lsharles Murillv og Lucia — hvat
de for tun havde hast en duntel Anelse om —
at den Bog, han havde aivet dem, var Bibelen
Endstønt de aldria for havde set en Bibel
havde de doa hart Tale vm den; de vidste, a1
intet tunde adre de spanste Priester mere for
bitrede, end naar de erfarede, at Foltet lceste i
Bibelen, da ihvorvel jeg ilte er viH paa, vm
der aavegs en Ldv imod at have en Bibel i sit
Eie. ved jeq dan, at der vare strenge Love imod
at lasse Bibelen ivr andre. Grunden hertil var,
at den Leere, svm Bibelen indebvlder, oa den
Finndskah man deras tan udlede, dilde tuldtafte
Landetö Religion.
Familien Murillo delte Præsternes For
dvmme, da om den end itle lendte Bibelens
Jndhvld, mente den dokt, at det var meget
uvassende at lasse i denne Bea eller at have den
i dereg Hug. Hvis den engelste Lasae havde gi
vet dem en iransl Novelle, en Roman eller en
Zamlina Tinte, vilde de have vceret form-jedes
tnen de vare lanatfra ikte tilfredse med, at han
havde aivet dem en Bibel. J tunne heraf slutte,
hvvr uvidende de dare.
Ina, de havde lovet, at de vilde lasse i Bo
aen; de vilde nødigt brdde deres Ord, ifær naar
de taentte paa, hvve mean Tatnemmelighed de
vare den ovofrende Liege sihldia. Naar de nu
undertiden vate alene, laste de, i Stedet sot at
sdsle med deres scedvanlige Adsvredelser, et
thlle af den hellige Strift.
David siger i sin 119de Salme: »Dine
Ords Aabenbaring spreder Lys vg gør de en
fvldige forstandige«, vg Avostelen Paulus
siger: »Den hellige Strift lan gøre dig viis
til Salighed ved Troen paa Jesus Kristus.«
Sandheden as begge disse Striftsteder have
mangsoldige staltels Syndere fundet hetræftet
ved deres egen Erlaring.
Den Helligaand har saaledes ved scn naa
defulde Kraft stadsasiet Bibelens Sandhedet i
deres Sjcele. som paa en eller anden Maade ere
hlevne bevægede til at lcefe den hellige Strift,
idet den har viist dem Nsdvendigheden as at
spae den at Herren selv anviste Vef, nemlig
Jesus Kristus.
Og saaledes gil det ogsaa Charles Mutillv
og Lucia. J Begyndelsen fslte de sig tiltrulne
as de bibelsle Fortcellingee, vg lidt efter lidt tog
de Mod til sig, tabte deres tidligere Fordomme,
begyndte at ransage Striften vg lom tilsidst til
den Ovetbevisning, at de tidligere havde levet
uden Gud og uden Haab i Verdru
Jeg stal strals forteelle eder de Virlninger,
som denne nye Kundstab udsvede paa Charleg
og Lucia: men jeg maa for Øjeblitlet berette
eder noget, som er nødvendigt for min Histories
Fuldendelse.
Omtrent et Aar efier at Lucia havde over
staaet sin Sdgdvm, fpdte hun en lille Datter,
der blev taldt — —.
Der er imidlertid ingen Grund til langere
at holde det stjult; jeg agter ilke at ovetrumple
mine unge Leser-e, og de have vel allerede get
tet, at Charles vg Lucia Murillo vare »den lille
szugls« Forældrr.
Nu vel, da denne lille Pige blev f-dt, sit
hun Navnet Catalina.
Jeg hat intet at sorteelle om Catalinag
spcede Barndom; thi det er vel overflsdigt at
sige, at hendes Foraldre elstede hende meget
hsjt, og det samme gjvrde ogsaa hendes Amme,
Matgarethe.
Da den lille Pige var saa gammel, at hun
lunde lobe omtring og tale samt forstaa, hvad
andre sag-de til hende, var hun Faderenö Led
fager ud til Landejendommem eller ogsaa var
hun hiemme hos Moder-en i Staden; hun var
saa at sige aldrig ude af Foraldreneg Sims
lreds. Dei var meget morsomt at hste hende
tate.
J ville erindre, at da den fremmede Gerte i
St. Judiths Bugt ptsvede paa at fvestaa den
ftatkels lille slibbtudne, lagde han, at hun fun
teö at tale i siere fotstellige Spros, vg hart
havde Ret; det totn nemlig deraf, at da Cata
linas Fadek var en Spanier og alle Tjenestes
seltene liaeledes, talte de bestandig til hende i
dette Sprog, hvorimod hendes Moder, der var
en Jtalienerinde, holdt paa sit Modersmaal og
talte oste til den lille Glut i dette bløde oa klang
fulde Sprog, saa at Catalina itte alene leerte
at sotstaa det, men sammenblandede oste i sin
Tale italienste med spansie Ord.
Charles og Lucia talte ofte Franst samtnen
og læste i stanste Bogen iscrr efter at de havde
- faaet den sranste Bibel, oa som Folge dekaf op
fangede Barnet manae franste Ord og Tale
. maader, hvilte hun vaa en besunderlia Maade
indslettede imellem det Spanste o·q Jtalienste.
Den lille Catalinas Amme. Margarethe,
var desuden fra en Provins i Spanien, hvor
- Sproaet var helt forstelliat fra almindelig
Spansl; det var blandet med en hel Dei mad
- risse eller arabisle Ord, og da nu Barnet, nagst
efter sine Forældre, holdt mest af sin Amme,
var det itte forunderliat, at hun meaet hurtigt
- leerte itte blot at sorstaa hende, men ogsaa at
tale i hendes Sprog. Heras kom det, at naar
Catalan talte til sine Forceldre, sin Amme
eller Tjenestesollene, talte bun i site sorslellige
Eproa: de lunde nu vel not forftaa hende, sordi
de Vare vante dertil; derimod haode fremmede
meaet ofte ondt oed at fatte Barnets Mening.
Tet var derfor heller intet Under, at Foltet
« i St. Judith-; Bugt ogsaa haode Vanskelighed
oed at forsiaa hende, og at den sremmede Herre,
der her prøvede paa at udgranfte hendes Tale,
ertlcerede, at hun talte i et Sprog, der var en
Blanding af Spanit, Franst oa Jtalienst samt
desuden as en hel Tel andre Ord, som han itke
vidste, hvor han stulde fore ben.
Jeq maa endvidere sortalle, at efterhaanden
som den lille Catalina vol-Jede til, demærtede
man, at hun havde et meaet aodt oa sint Jre
for Musik« V«
Dei Var en stor Glcede for hende at sidde
oed sin Moderg Side, naar denne spillede paa
Klavereh oa Catalina opfattede fnart flere
Enteilt-Melodien forn hun var i Stand til at
shnge, naar Moderen atlompaanerede hende
daa Jnftrumentet. Der dar i Zærdeleshed en
hndig lille Melodi, som Lucia havde lompone
ret, hvilten Varnet holdt meaet af, og som hun
oed fortiat Øoelse leerte saa vidt, at hun tilsidst
lunde fynae den oa, som hun fande, ielo scette
Musik til den.
Barnet var den Gang tun fem til feig Aar;
gammel, oa omtrent ved den Tid indtraadte»
der en lhllelia Forandring i hendes Forceldres!
Tiloærelse. Bibelen haode vceret det Middel,"
der haode dragt dem til lun at søae Trost hos
dereå Frelser og til at leere dem itle alene at
tende, men ogsaa at gøre hans Villie.
Jo mere de læste i Bibelen, destnere indsaa
de, i hotltet Mørte itle alene de selo, men alle
omtring dem havde veeret indhhllede. Denne
Læsning sørte dem til at ncere en drcendende
Attraa efter, at den Naade, som var bleven dem
til Del, oasaa maatte blioe forplantet til
mange, mange stere
Det er soraeligt for alle saadanne, hois
Sjæle ere dlevne oplhste om den guddommelige
Sandhed og sprte ind paa den rette Frelsens
Bef, at se, at alle deres Venner og Belendte
rundt omtring dem ere i Fcerd med at gaa til
Grunde as Mangel paa tilstrcetkelig Kundsiab.
David sigm »Der nedflod Vandsirømme af
mine Øjne, sordi de itke holde din Lov«; og
enhver, som i Sandhed er bleven undervist af
Gud, er bekymret sor, at andre ille ogsaa stulle
leere af ham.
Der er et Vers, som lyder saaledes:
Til den hele Jord ieg vil udraabez
Tat den leere streifen ioin vi sandt:
Pan hans Blod vi Stakler nu tor hande;
Thi for os, vor Frelse, jo dct randt.
Det var orntrent en saadan Falelse, der
syldte Charles og Lucia Mutillos Sjcele, og de
vilde have veeret glade ved lydeligen at udtale
den til andre. De havde sundet, hvor dyrebar
Frelseren var for dem — han er dyrebar sor
enhoer, som tror paa ham —- og de leengtes ef
ter, at alle stulde komme til sand Kundsiab otn
hans herlige Osser, thi de tænltet
At naar hele Ver-den hatn tun kendte,
Alle sig med Lov da til ham vendte.
J lunne vaere forvissede om, at medens saa
danne Tanter og Langsler rsrte sig i Charles’
og Lucias Hinten glemte de itte at sorge sor
deres lille Catalinas teligisse Opdragelse.
Saasnart hun tunde fotsiaa, hvad der blev
sagt til hende, sortalte man hende om denne
Frelser, der hat sagt: »Lader de smaa Born
med Fred og sortnener dem itte at komme til
mig; thi Himmertges Rige hsrer saadanne til«;
og aldrig saa snart lunde hendes Leber udtale
nogle faa Ord, sor man leerte hende at bede til
sin himmelsle Fader om, at han for Kristi
Sthld oilde tage hende i teetlig Varetcegt.
Raar Forældrene lceste i Bibelen, var hun til
siede og lyttede til, og paa denne Maade var
det, at Barnet i sin Hukommelse dhbt ihavde
indprentet sig Erindringen om den rsde Bibel
med Splvspaenderne, og heras totn det, at den
lille Sssugh da hun saa Fraien Grahatns Bi
bel, strals antog denne sor at vaere den samme,
som hun havde set i sine Fotældres Hieni.
Det saldt nieset lettere sor Charles og Lu
cia at leere deres eget Batn end at prtve paa
at undervise andre om Frelsens Vei. J vort
ltzkteltge Land kunne vi vanfteligt sotstaa,
bvorledes det er muli«gt, at Kristne i andre
Lande ille tsr tale orn Kristus eller gsre andre
belendt med hans Evangelium uden at løbe
Fare for at blive forfulgte.
Familien Murillo forsiod det imidlertid;
den forsiod det saa godt, ai den i hele tre eller
fire Aar holdi den franste Bibels Tilsiedevæ
relfe i deres Hus saa hemmelig, ai ikke en Gang
deres Tjenestefolk eller de ncermefie Dingen-gä
venner havde nogen Anelse on1, at de hufede
en saadan Bog; men det lunde ikie sijule5, at
der var foregaaei en stor Forandring med den
unge Spanier og hans Hustru; thi naar Evan
geliet førft er kendt og Kerligheden til Fresse
ten ret har rodfcesiet sig i Sjcelen, knaa en syn
liq Forandring vise sig for enhver, der vil
lægge Mærie dertil. Man havde faaledes set
og iagttaget, at Familien Murillo i den senere
Tid var bleven langt mere alvorlig, at den nu,
mere end nogen Sinde før, undgik enhver som
helft Adspredelfe, ethvert soin helsi letsindigi
Selftab, at saavel Charles som Lucia sjældent
lod sig se i Kirien paa Fest- eller Fastedagr.
Grunden hertil var, at de iiie lcengere følte sig
i Overenssteinmelfe med den romerfl-latolste
Gudsdyrielfe. Præsien, for hvem Charles ogl
Lucia tidligere havde striftet, og hos hvem de
hadde søgt Tilgidelse for deres Synder, de
mærkede, at de iiie niere kom til ham for at
gøre Bod; den virleliqe Aarsag til denne for
Pkcesien uforilarlige Ligegyldighed var, at Bi
belen havde leert dem, at kun Gud ian tilgive
os vore Syndet, og at det er syndigt og bespin
telint at antage, at en Preest kan staenie oB
Naade og Syndsforladelse.
Man lagde Mærie til alle bis-se Besyndet
ligbedet hos Charles on Lucia, endfkøni innen
anede den sande Aarfag dertiL
Efterhannden som Ægtefoliene tiltoge i
aandelig Udviiling, bleve de imidlertid ogsaa
bestandig mere og mere beiymrede for andres
Frelfe Da de faaledes en Dag læsie i deres
frnnsse Bibel og iom til det Sted, hdor der be
weites om den stakkels Mand, der boede blandt
jGravene ng hadde en nren Aand og hvorledes
Jesus mødte ham, uddrev den onde Aand, hel
»bredede ham og udtalte de icerlige og its-stetige
Ord: »Gut hen i dit Hug, til dine, og for
innd dem, hvor ftore Ting Herren hat gjort
for dig, og at han haver forbarmei sig over
diq,« — fyldtes Lucia-«- Øjne med Taarer, og
lnm fande: ,,3aaledes bør vi ogfaa gere,
Charles!«
Charles Murillo sulkede: »Ved du da iiie,
hvad Folgen vil blive, Lucia, dersotn det stulde
blive beiendt, at vi have en Bibel, og at di søge
at udbrede dens velsignede Sandheder?«
»L, Ehatles!« svarede Lucia, »vide di da
ikke, bvad Herren siger: »Hm) som vil beiende
mig for Mennestene, den vil jeg og bekende for
min Faden som er i Himlene; men den, der vil
ncegie mig for Mennestene, hain vil jeg og nægte
for min Faden som er i Himlene.«
Fra denne Stand af befluttede Charles og
Lucia ikie lcengere at sljule for Verden, at de
vare i Besiddelfe af Guds strevne Ord, og at
de af dette havde leert den sande Vej til Frei
sen at tende.
Fiortende Kapitel
Den lillc Catalina fendes til England.
Man hvistede snart i Staden vm, at Sen
nor Charles Murillo og hans Huftru, Sennora
Lucia, havde stiftet Religion, at de hat-de en
Vrotestantist Bibel, og at de date blevne Katterr.
Der blev endog fortalt, at de ikke alene ser
vate Ketten, men at de vgsaa beftrwbte sig for
at gøre andre dertil.
Gen af Lucias Tjenestepigek var den føtste
til at sætte dette Rygte i Omløb. Sandheden
var, at hendes Herte og Frue havde kaldet Tje
neftefollene samtnen og last for dem eller ret
tere sagt oversat for dem paa Spanst en Del af
»den franfke Bibel, ist-er af de Steder, der hand
"lede orn Frelsen genneni Jesus Kristus; Char
les og Lucia havde talt venligt og laerligt til
den: oin den Vef, der fører til det evige Liv, og
dette var not til at give dem Navn af Reitere.
Siden efter kom der andre Rygter til; thi
baade Charles og Lucia havde haft Mod til at
faktaslle nogle Vennee, hvot store Ting Herren
havde gjott for dem, og hvorledes han havde
antaget sia dem. De havde paa det varmesie
anbefalet disse Vennet selv at fotskasse sig en
Bibel og ovetbevise sig oni dens guddomnielige
Sandhedet.
Disse Rygter tom snakt Prcesterne for Øte,
det, saasnart de sit Unsdertetning bekom, ilede
til Øvrigheden og antlagede Charles og Lucia
sotn Lovvvertrwdere. J Begyndelsen følte Ov
tigheden sig itle videre beføjet til at lytte til
denne Anklage; een af Øvkighedspersonetne, en
Ven af Familien Murillo, gik endog stiltiende
til den og advatede den for den Fute, sont den
udsatte sig for.
»J have vceret meget ufotsigtige,' sagde
han, ,,og hvis Loven blev anvendt i sin fulde
Strenghed, vilde det gaa eder saare ilde, saa
fremt J ere siyldige i de Ting, man anklaget
eder for.«
»Vi have lun sagt Sansdhe«den,« fvarede de
begge; »vi have tun fortalt til vore Venner vg»
vote Tjenestefolt, hvor store Ting Gud hat-»
gjott for os, og hvad vi have laett af den hellige
Sktift.«
,,Tal itke et er til mig om den hellige
Strist,« sagde Emhedsmanden, sont hurtig
faldt dem i Talen; ,,De ved Sennora,« vedblev
han, idet han henvendte sig til Lucia, ,,at Bi
belen er en forbuden Bog i Spanien, og det
undrer mig meaet, om de fkulde have haft
Dristighed til at læse i den; forbnde itke Prak
sterne oa oore Love os saadant·2«
,,.I.Iten min Ven,« sagde Charle:·, ,,«Frelse
ren siaer os, at vi stulle ransage Striften.«
»Damit vil jeg intet høre, Sennox,« sagde
Øvrighedsdersonem ,,inen jeg ded, at J begge
svæve i stor Fore, og jeg er kommen her som
Ven for at advare eder og raade eder til at
forsage Kcetteriet og vende tilbage til eders
gamle Trosbekendelte5 ville J ikke dette, da
vogt eder for at tale mere oni denne Sag til
nogen.«
Sennor Murillo og hans Huftru taktede
Etnbedgmanden for hans Venskabz men de sagde
ham tilliae, at deres Hu stod til at lide ethoert
Tab da at trodse enhver Fare hellere end at
opaive dereS Bibel; thi i den staar der: »Du
sial srnate lktud mere end Mennettene.«
,,.Hvis J ikte dille taae Vare paa eder selv,«
sagde den venligt sindede Øvrigbedsperson, »da
taa Vare Vaa eders Barn.«
Han beanndte nu at sortcelle dem, at de
vilde blive kastede i FcengseL hvis de bleoe over
beviste om Kcetteri. og at deres lille Catalan
sandfnnliavig vilde blive taget sra dem Da sat
i et Kloster, for at hun ikke ogsaa skulde blive
en Kcetterske ligesorn Iorceldrene. Med denne
Advarsel forlod han dem.
Det er let at sorstaa, at Forceldrene blede
cenaiteliat til Mode over denne Samtale.
Hvadenten nn Dariahedspersonen havde Grund
til at antaae eller itte, at man havde i Sinde at
tage saadanne Forholdsrealer med Hensvn til
der-es lille Datter, saa indsaa de dog, at sligt i
bdert Fald kunde blive Tilfceldet, oa de defini
tede dersor at trceffe Foranstaltninger, som
kunde satte dem i Stand til at unddrage deres
tcere lille Catalina sra Præsternes Efterstras
belser.
Men hoad flulde de gøreZ De tendte ingen
i hele Spanien, til hvem de med Fortrøstning
tunde betro deres Barn; thi alle deres Venner
oare uvidende oa verdåsliae Folk og stinhellige
liae overfor alt, hvad de taldte Kcetteri. Dei
samme var Tilfceldet med Lucias Venner og
Silæatninae i Italien, faa at Catalina, hvis
man sendte hende derhen, tun vilde blive op
draaen i llvidenhed oa Overtro. Medens de
betdrnrede Forceldre overvejede dette og paa
kaldte Guds Vigdom til deres Vejlednina samt
bad om Naade oa Hjcelp i denne Nødens Stund,
faldt deres Tanker paa den enaelsie Lage, der
havde aivet dem Bibelen. De erindrede, at de
havde faaet hans Adresse i London opgivet, og
de tcenltex »Hvis vi tun kunde sende Vort kcere
Barn til England, vilde hun der vcere frelst
fra de spanfle Priesters Forfølgelser og blive
opdraget i Kundstab om Frelseren og om den
sande Frelfes Vej.«
De troede oasaa, at den gode Lcege med Jver
vilde taae sig af deres Barn og sørge for, at
hun lom under kcerlige Menneskers Tilsyn, ind
til den Storm, der truede dem selv, havde lagt
sig· « "
Der var ingen Tid at give dort; thi hver
Daa braate nne Farer og nye Trusler. Eiter
at de havde lagt deres Plan, tog de Margrethe,
Ammen, med paa Raad —« · sis i
Margarethe holdt, som jeg allerede hat for
talt, meget af Catalina; hun havde desuden
lyttet ovmærtsomt til under den daglige Las
ning i Stristen, og hendes Hjerte havde aabnet
sig for Evangeliet, ihvorvel hun endnu holdtes
noget tilbaae af sin tidligere Uvidenhed og as
Frngt for de overrnodige Prcestet; men denne
Frygt gjorde hende Paa den anden Side villig
til at gaa ind paa sit Herstabs Plan, som var
folgende:
Man vilde under Margrethes Besthttelse
sende Catalina med et Stib til London, for
snne Ammen med Penge og Brev til den en
gelsie Læge og underrette ham om alt, hvad
der var foreaaaet, siden han sidft havde set Fa
milien Murillo, iscer om de velsignede Virknim
ger, sorn Læsningen af den franste Bibel havde
fremkaldt i Charles’ og Lucias Sjæle, samt
oni den Fore, der truede deres lille Datter, og
man vilde da bede ham om at bcere Omsorg
for hende, indtil hun uden Fare kunde vende
tilbage til Spanien, eller de maasie selv maatte
se sig nødsagede til at søge Tilslugt i det frie
protestantisle England.
Denne Plan var vistnok den bedste, de
kunde satte, endfksnt de noeppe havde beregnet
alle de Banskeligheder, hville Matgrethe som
fremmed vilde være ndsat for ved sit Komme
til London
Margrethe solte imidlertid ingen Bett-ente
ligheder. Ester at hun havde paklet Pengene og
Brevet i sin Kussert, solte hun sig forvisset otn,
at det nok stulde ganz inen selv om der havde
optaarnet sig nok saa mange Vansteligheder,
vilde hun dog have trodset dem for den lille
Catalinas Styld.
Da denne Sag nu var afgjort, blev det
næste Spsrgsmaal: Fra hvilten Hasvn stulde
Flygtningene udftibes? Den Stad, hvori Fa
milien Murillo boede, laa over tredive Mile fra
Kysten, og man kendte ingen Skibsrhedet, til
hvem man turde betro sig. Her kom Margare
theö Bekendtstab dem til Hjcelp; thi hun var
fra en By, der var beliggensde i Nærheden as
Davnen Alicante, og flere af hendet SIeq
——-——-——
ninge vare Søfolt. Det blev verfor befluttet
at hun tilligemed Barnet i al Stilhed siulde
rejse derhen og se at komme om Bord paa et -
Skib, der fra Alicante flulde afgaa til London.
Det var en sørgelig og hjertegtibende
Skilsmisse; men Forceldrene satte deres Lid
til den himmelste Faden og til hans Omsorg
betroede de den dyrebare Skat i det Haab, at
han not vilde redde Barnet fra dets Fjendetz
Efterstræbelser.
Mine Læsere lunne nu uden yderligere For
tlaring forftaa, hvorledes Catalan og hendes
Amme vare komne vm Bord paa Slibet St.
Philip, der strandede paa Sandrevlen ved St.
Judiths Bugt.
Saasnart Barnet og Ammen vare dorte,
begyndte Forældrene at aande friere, endskønt
de Vare uvisfe vm, hvilke Skridt der vilde blive
foretagne imod dem; men medens de selv vare
jtvivlraadigg vare deres Fjender, Prcesterne,
isnarraadige.
. En Tag traadte to Alguaziler eller Politi
betjente pludfelig indi Murillos Has, tog
Charles og Lucia under Bevogtning og frem
ftillede dem for Stadens højeste —Øvrighed, der
dømte dem til Fænafel Paa Grund af, at de i
Lverværelfe af deres Venner og Tjenestefolk
havde læst i Bibelen.
Det vilde tage for lang Tid at fortælle eder
alle de retslige Undersøgelser og om alle de
Sonn, som de maatte bcere for Evangeliets
Skyld; jeg vil derfor indsirænke mig til at for
taelle eder, at man efter atter og atter at have
haft dem i Forhør tilsidst dømte dem til site
Aar-Z strengt Fcenafel paa Grund af, at de
havde begaaet den store Forbrydelse, som man
kaldte det —- at lasse i Bibelen.
Men und-er alle deres Farer og Lidelser
bleve de opretholdte ved Frelserens Naade, og
de glcedede sig over at vaere blevne ansete for
vcerdige til at taale Forfølgelser for hans
«Navns Elyld Te følte sig ogsaa lykkelige ved
Tanken om, at deres lille Catalan var, som de
antoa, undflupven fra Præsternes Forfølgelse.
J Fængslet bleve de meget haardt behand
lede, fotdi de ikke vilde vende tilbage til deres
tidligere Tro med deng Afgudsdyrlelfe, og end
nu met-e haardt, fordi de havde bortfendt deres
Barn. Man tillod dem ikke at modtage Breve
eller at strive til nvgen, og de vilde have levet
Hi fuldkommen Uvished om alt, hvad der tildrog
Ysig udenfor Fængslet, hvis ikke »den vensligt sin
ldede Øvrighedsperfon, som vi tidligere have
io,mtalt, af og til havde beføgt dem.
! Det er højst sandsynligt, at Charles og Lu
)cia under det lange Fangenfkab led Tab i Hen
)feende til deres jordifte Ejendelez men de kunde
med Tillid fortrøfte sig paa Frelserens dyxebare
Forjcettelser, der til enhver af sine trvende Dis- -
sciple siger: ,,Salige ere de, som lkde Fuss-l
gelser for Retfcerdigheds Skyld, thi Himmeri
ges Rige er deresz salige ere J, naar man be
lpotter og forfølger eder og taler allehaande
ondt imod eder for min Slyld, og lyver det;
—- glæder og fryder edet, thi eders Løn stal
vcere megen i Himlene; thi saa have de forfulgt
Profeterne, som vare føt eder.« — »Sandelig,
siger jeg eder; der er ingen, som har forladt
lHus eller Forwldre eller Brødre eller Huftru
eller Børn for Guds Riges Skyld, som jo sial
faa det mange Fold igen isdenne Tib. og i den
tillommende Verden et evigt Liv.«
Feintende Kapitel
Den lille Söfugl ti Aar Hammel.
Dei er vel nu paa Tiden, at Vi vende tilbage
til vor lille Søfugl i England.
Fern Aar ere forløbne siden Skibbruddet i
St. Judiths Bugt, og man antager Catalina
for at vcere henved ti Aar gammel.
Hun er vokset betydeligt, og hun er baade
en flittig oa elftværdig Pige. Hun er ogfaa »
streben frem i Kundskaber; thi hun har haft en
anden oa dygtigere Lcererinde end Ellen. «
Hr. Brown og Frøken Grahani have aLL I «
over tre Aar haft fast Bopcel i St. Judiths ·"
Bugt, og den Deliagelse, de bestandig have følk «
for Catalina, er ikke bleven mindre. Frøkekl «
Grahain havde paataget sig at opdrage hende og
forberede hende til i Fremtiden at insdtage ett
højere Stilling end den, hun vilde have veret i ;
Stand til at udfylde, hvis hun udelukkende ;
havde vceret overgivet til Ellens Omsorg; thi »
endstønt William Bruun og hans Syster vare
samvittighedsfulde og gudfrygtige Mennestek «
og havde beflittet sig paa at laere endel efier den
Tid, da man kendte dem som fattige og pjctltedeq
Børn under Navnet Williatn Maltelfangereuth
og den lille Ellen, var der dog altid meget, som
de ilke vare i Stand til at undervise i, og des « «
af den simple Grund, at de ikle selv havde hast
Lejlighed til at leere det. i-J« ’
Catalina var lærelysten og hurtig til assij
fatte, og Fristen Graham var en svet og um«-?
hyggelig Lærerindr. Dei var derfor intet Uns-sk
der, at Barnet gjorde hurtige Fremsttidt. J
trot, at Ellen og hendes Broder ansaa hende fes
at være en overordentlig dygtig Elevz mm M
antager dog, at mangen en lille Pige pag «
Aar, der hat haft Lejlighed og Lyst til at - .
noget, er lige saa dygtig som den lille sz
