bittern-? 98 : . ti Tcle
Birnbird -. s Iti.3miaiin
I T i l
Dei var fjotten Tags sci : T rasse. Fruerl unden stdd
i Udspring. Te :n·.::s.:: Ez-: tef okte ins-: de srm fnngende
og hvirvlende Einer ever Bordingbora Zlotstaarne GO
gen lullede i Bogelunden. den forite Nattergal var kom
men. Kongen bavde indicilnttei fia i sit Lønlainmer: han
huvde modtaget digtig e Bren! aber. Marften stod i For
sulen og ventede ban: Besal: ngcr Der spurgtes efter Dro
Jtem Han havde med Zloisrettem Tommere begivet sig
til Joniftutaarnet, for at være til Stede ved et Forhør over
Marst Stigg Dotie. Han band e seld fremftnndet denne
Retshandling i sin faite Overbevisning oin deres Usinldig
hedz han haadede oed sit Vidneslsnrd at lunne bidrage til
der-es Frilendelse, og at Zagen ded Kdngenå Nærvcerelfe
kunde faa et hastigt da lnktcligt Udiald. Trostens Lcengsel
efter at genie den fkønne Jomiru Margretbe badde maasle
vgsaa nogen Tel i den Haft dg Joer« hdorined han fulgte
de alvorlige Donimere. Men nirnfge var ban med digse
Herrer traadt ind i Fængflet og hats-de besvaret et lcerligt«
vemadigt Blil af den stille Margreihe, ferend Ulrika, der
syntes at have siddet rolia foran Solierens Billedraknrne,
pludselig for op ined dild Blit og ilagrende Haar og fini
tede dem truende i Mode. »F bar dræbt dani, J Ubnrer!«
— raubte hun. — »F hat mnrdet min tro Ridder. —
Kammer J nn for Ogsaa at slcrbe mig til StafottetZ ie!
her er jeg — betænt jer tun ilkel tdm med edets Lænlerk
tom med eders Bedlerk for mig tun til TødenI jeg for
ugter Livet og jer alle. Jeg didite, Llage Kagge dar her,
for at hævne min Fornedrelfe og føre mig ud af detie
stændige Zcengsei. Mig kan J nu myrde med, jd for jc
hellere! jeg forlanger ingen anden Fribed: lald lun eders
Bødler dg aor Ende paa rnin Jammer! Jeg vidiie, det
gjaldt Kongens Lin, og jea tad, for at redde min Ven og
tro Ridder. Men min Stifter er niinldig: bende flal in
gen krumme et Haar paa; hun bad rnig bedcege ham til at
fly og ingen Ulnkte anstiitex der tan jea bedidne paa Evan
geliebogen.«
,,Altsaa begge dog Meddidere i den fredlofe Range
morders Ncrrdcerelfe og statsforbrnderste Forsæt!« — sagde
den øverfte af Dommerne. —- ».L)erre Droitl det Vidnes
byrd, di her høre af den meit sinldige feld, gar dem degge
i det mindste til Statsfanger for deres Lidstid «
Droft Aage stod som lynslagen og havde stiftet Farve
»Den ulytlelige maa raer«—-— sagde han hastig og fattede
sig —- ,,hun hat vceret syg og fra sin Samling, sont vi ver
— hendes Bekendelse og Vidnesbnrd goelder ikte. Hendes
Kendslab til hin Forbrvder har jeg del bemerketx knen hun
kun umulig vcexe Medvider i hanå Brode, og hendes from
me Syster endnu mindre — det vil jeg do paa! Sdar osI
for Gud i Himlens Sknld, sig os Sandheden, aedle Jomfrv
Margrethe! vidfte J, Aage Kagge var forllædt her til
Stede paa Slottet og sttæbte Kongen efter Livet?«
»Jeg vidfte det, Herre Droft1« — sdarede Margretht
rolig med Haanden paa sit Bryft, — »men, ved den rene
Jonifrues Lceber og den hellige Sandhedeng Aand! del
stod ej til Inig eller min Stifter at forhindre hans Komme.
Da jeg harte, han dar her og hvad han hadde i Stude, var
det Nat, og vor Faengselsdør var lullet, det var mtg ille
muligt at advare eder og Kongen for heim, otn jeg end,
sotn jeg hauber til Gut-, havde haft Kraft og Billie dertil.
Om Morgenen var han undflyet, fom man paaftod; og —
jeg tav, for ikke at ftyrte en fordildet, ulnllelig Sjæl i
ftprre Ulylle.«
,,En beteenlelig Sag, en højit betænlelig Sag!« —
fagde Dommeren — ,,vi maa here de nøjere Omftaendig
heder!«
Medenö Forheret fortsattes, traadte Slotsbefalings
manden ind og taldte Drosten til Wangen. Aage gik nied
et dybt Sul og et fmerteligt Blik paa de ulyltelige Piger,
om hvis Frikendelse ag Vefrielfe af Fængslet han nu næften
havde opgivet alt herab.
Droften traadte heftig bevceget ind til Marsten i For
falety hvvr han stulde oppebie Kongens Befaling. De hsrte
Kotigen gaa nied stærke Stridt op og ned i sit Lønlammer.
»Der er Ugler i Mosen, Drost!« —- sagde Marsten.
— »Hvi huggede man ille ftrals Hovedet af de Hunde uden
ial Ceremoni — ag tastede ham i Taarnet, deres højbaarne
Den vg Bestytterl — Nu er de fløjten til hobe, og vi lan
faa not at tage dare«
»Hvem mener J? Or. Marst!« —- fpurgte Aage ad
Jpredi. —- ,,J hat faaet Brevstaber, ved jeg.«
»Ja, fuldt op! —- Brock ag Papce slap den Gang; de
fare nu Jylland rundt og ophidfe Foltet over disse Pralle
opttjer vg over Metell-erringen man er saa bange for,
ret ltgesom en Kittedpr var en Fæstningsport med Bol
veert og Taarne vg havde vor herre selv til Partner.
Leg Unkte not, det var galt fat, da de storagtige Herrer
sta! deerne faa tidt samtnen med Junkeren vg sit
staut-It Dug for derei Riese; jeg havde ret glædet mig til
ui hunge dem sendet og samtnen til Hohe; men over alle
w Mute Gern-contes med Dift og Dug og eevne Klude
Jede pl Rovfnglene Ihr-e og Junkeren med, hvorvel han
k! en Mit at stjule, sont gjorde ham hed not otn Oreneck
»Es-r Guds Stint-, Dr. Mai-sil« —- udbrsd nu Zage,
— vg der gis pludseltg et Lys pp for hanc —- ,,J var dog
M Jels han« hemmelige Anklager?«
Hsetvtn Dtvftt hemmeligheden var det just itle min
Ast at genaue paa: havde nagen spurgt, havde mit Svar
Mei- itde pg mit gode Soeerd med, hvis det gjordes be
ses. Dotter og stige Lapperier hat-de jeg vel ikkez men
H- ih- Nin mtne Formel-Mager- og mtne egne Santer; jeg
M Isstuu den Durl, set J. Var huu sagt-I, og
HIM dtil at for-spare sitt Me— for Fundenl
Myst- ttsesiddet der sont paa Gltdet pg stjult
IM· Its eilt-Ist ists-i Bord-i ins-ca sca
W Amt Tingene med de tte mugne hunde
M kais fuu net-It ved humcdenz jeg var
W ps san mente jeg, den heidaarne Heere
Use-III sfuifuueskisecwkiscpdeU
NO ZEIT bei vui W Mkil
such-usw pe,
»- 1
»Saa meget des bedtel det maa briste ellet holde!
— der tommer intet Ud af denne Firem dog for saa vidt
hat J Ret: de Abe-Ceremoniet stulde jeg ikle befatte mig
med! fligt fømmede fig dedre for jer andre. Jeg maatte
hellere sagt alt tent Ud og forsvaret det strals med Haand
eller Hals. Men lad den Fual finer Ved J, Mester
Grand er her-«-w
,,Grand? ÆtleftspenP hvor?«
,,J Købmandhain og med tongeligt Leide· Tet var
da ogfaa en dum Sirt-a J hat sagtens dceret paa Raad
med.«
»Man fandt det noddendiat« soatede Aage og he
toang sin Fottrvdelfe over Matftens findende Plumphed.
— ,,Raadet var ellers itte mit, fom J- er saa høfligt at
smigre mig med. Rigsraadet og Kongen selv fandt det
tlogt. Katdinalen fordrede det og tilhød Mægling. Vil
Ærlebispen falde til Føje og gentalde Bandet, maa han
jo lunne mode her med personlig Sitterhed.«
»Ken«det J endnu ilte den Karl bedre?« —- sdarede
Marften — ,,før han falder til Feie, ladet han Jord og
Himmel forgaa. Kongen giver ham i det Stytle vel ilte
stort ef:er, men vilde han Ærtebispen til Lids, siulde han
Polter itte givet ham Leide og ladet ham satte Fod met
paa daan Grund, om saa det hele Rigstaad sit Bugvrid
af Angest. Nu fiddet Grand og den fordømte Rødhat
som to Paver der paa Llrelhus, og ingen tør krumme et
Haar paa dem. Der lan de begvnde Spillet fotfra og op
røre os Landet i en Haandevending Kardinalen hat jo
alt ftadiæftet den fordømte Beile Kirtelov, og den NOT-tilde
Bisp ladet nu alle sine Ritter lutke. Btyde los vil og
maa det snart, Da saa Sommer det an paa, hvor Vind og
Strom fører hen i det utenerlige Janhagelhad.«
»Min Gad, er det muligt?« — udbrød Aage forbaoset
— ,,har J oisfe EfterretninaetZ Marst? ved Kongen det!«
»Jen, hat btaat ham et Par smukke Brevpulvere paa
fastende Hjette. At han hat faaet dem til Lins, tan J nu
høre paa hans Zpoter og Stpdlehælr. J har jo btagt
ham Brevitabet fra Evertig, Trost! det var vel tun El
ftoosfnat og artiae Vifer fra bans Fæsiemø. Bat der noget
fornuftigt nyt?«
»Nun lidet glædeliat.·« — foarede Aage og saa urolig
til Kongens Tor — ,,bvad Prinsesfen hat meldt, Ved jeg
ilke: men den brave Mefter Petrus lan intet udtette hos
Rigsraadet angaaende Rongens Bryllup.«
»Dort oa Ztamfceth —- fagde Marsien og gned sine
Heender —- ,,faa blioet han ilte god at faa i Tale i Dag.
Tet er Knaben fom al jet Statstløgt sial have ondt ved
at løfe, min tloge Ht. Trost! men lender jeg Kotigen giver
han al jer sine Kloassab Toben og Djævelen oa holder sig
til mig og sit gode Zoærd.« s
,,Svcerdet tan vi bruge mod -Oprørere, Matsil men
hverten mod Bisp eller Pave og liae faa lidt mod Kongens
tiltommende Svoger!« — soaeede Aage — »der maa Sin
dighed til og frern for alt Guds Biftand.«
Nu for Toren op til Kongens Lønlatnmer. Kongen
selo saa ud i Forsalen oa ointede; hans Ansigt var i en
lidenstabelig Svcending og saa vel Marsien sont Droften
traadte med betcenleliae Miner ind til ham.
En Time efter brød Matst Qlufsen op med de vor
dingborgsie Ruttere, for at drage til Jhlland, og Droft
Aage red med tolv Riddere og deres Vabnete, som Af
fendinge til det foenske Hof, med et Brevsiab, som satte
ham i en hemmelig Uro for Kongen og Landet.
Blandt de tolo Riddere, der stulde ledsage Trost Aage
til Soerrig, var Hr. Palles Svoger, den raste Ridder Hel
met Blaa, der haode gjort sigbetpmt ved at tillcempe sig
sin Festems og nedlægge hendes og Hr. Palles sels Btødre,
da de alle paa en Gang overfaldt ham. Dei var en rant,
ung Mand med spillende brune Øjne og stetdeles let i fine
Bevcegelser. Han var en Fynbo af Fsdsel og Herre til
Kogsbølle smutle Borg og Godg ved Store Bælt, tæt ver
Nybotg tdet nuvcetende Holtenhavn). han var en god
Ven af Droften og var Kongen med Liv og Sjcel hengiven.
»Saa fri tider han i Sadlm!«
sang Almuen gerne, hver Gang de saa Helmet Blatt tumle
sin fmutte, arabifle Hingft, der fle hastig med ham, som
Binden, og var en kongelig Hadersgave til ham paa hans
Brhllupsdag fertige Sommer.
Drost Aage ted en Stund, tavs og stille, ved denne
tapre Ridders Side hen ad Vejen til nge, hvotfra han
vilde lade sig satte over til Stansr paa den staanste Khst
»Geev Henril fslger vel Kongen?« —- afbrsd endelig
Riddet Helmer Tavsheden — »vil man gæsie Bisperederne
i denne Tid, ster det vel i Staal og Plade?' J
»Grev Henrit viger ej fta hang Side« —- sparede
Aage — »det har han lovet mig med Mund og haand
Jeg drager nu nsdig hersta: Grands behagetrighed og
de fredlsses Dumdristighed tender ingen Ort-usw«
»Den fordsmte Kaggel han gjarde det not ogsaa af
med min thtte, fælle Svoger« — sagde helmer. —- ,,Det
Sthlte st af en Svoger gav jeg vel ikke stort for; men
hans lumpne Dsd havde jeg dog lovet St. Jsrgen at
hcevne mest for min leere hustrus Styldr hun havde nu tun
den eneste Broder, siden jeg kotn for Stade med alle de an
dre; dog det var aabenbart og i cerligt Selvforsvarz hun hat
heller aldrig holdt mindre af nrig for den Sag; men at
fcegte i Smug og med giftige Vaaben —- fy, for den Lede!
det var en fordsmt vælst Streg; det var aldrig ftr Sæd
her i Norden. Er J pgsaa vis paa, den lumpne Snig
morder til Gavng er dsd og begravenf ht. Dtoftl Foll
mumler alle haande. Den, der ingen Staat hat i Livet,
dør heller itte af Stam, stulde jeg menez man hat for set
en snu Ncev lsbe fta Salsen og lade halen i Stilten.« ;
Aage studfedr. »Jeg saa hatn ille eftet hans D-d««
—- fvatede han —- ,,dog hans Endeligt er jo tndberettet af
Stadzfogden vg Ordensistommandatotem der lan vel
aldrig viere Tvivl one Sandheme«
«helligaands-Ordeneni Kommenden-e maa sagtens
viere en hellig GndssMand« — sparede heltner med et
irontft Smil —- ,,ham list man vel itke tiltro Svig og
Landsforreederh An han end stnlde være en god Ben af
«Met Grund og kunde snste at redde et Mel-ff Liv af
saa hsj og helltg Slægt — Jeq hnrte first den vantro
Such da Liset var kostet t Ratkertulen og foetcret af
TIW Kalkz det var je nieset foeftgtig pg godt for Sand
-h«edu"c; man vil sich det havde vier-i et Ltg fra Helligaandis
Hospitalet med Stieg og Ojenvrhn af gvde, danste Some-«
børfter.«
«Var det muligt!« —- udbrod Aage —- ,,ftulde ban
leoe og varre i Frihedt hm! faa bliver han os nu en gif
tigere Fjende, end alle de fredlofe til Hohe. Den crrelofe
tan vor-e alt —- han har fast intet mer at tabe.«
»Tet faar nu være fom det vil!«' —- fvarede Helmer.
— »Er Aage Kagge over Mulde, faa er min Arm og mit
gode Evaer det, Gud fte Lod! ogfaa, og hvor jeg træffer
ham, er han min Mand.«
» »Er den llsling i Live og falder i vor Haand, tan vi
tun binde dank Hænder ng hatte vore egne i Lud!« —
fvarede Plage.
Man fortfatte nu atter Reisen en Stund tavs og al
vorlig Oder Gang Aage tæntte paa den ulyttelige Marft
Etigsz Totre i Jomfrutaarnet, floj der et Sirt fra hans
Hierte, og hver Gang han fornam Kongens vigtige Pred
ftab vaa sit Brvft, fvntes han at fole Vaegten der af Kon
gens og Rigets tiltornmende Stcebne.
»Vi sit tun tort Besied« — tog Helmer Blaa atter
Ordet og fnntes at tede sta over den lange Tavshed og
Drvstens Fordybelfe i fine egne Tanter — »Reften ftulde
vi faa at vide af jer, Droftl men J lader til at have glemt«
Mund og Mæle paa Vordingborg.«
»F ved jo det vigtigfte!« — foarede Aage —- «det
gælder Kong Erits hojefte Lvtte her i Werden. Med Slægt
ftahsdigpenfation tan J not vide, det har ftore Vanfte
ligheder, fom vore Sager ftaa med Ærtebifv og Pave; tan
vi itte formaa Kong Birger og hang Rigsraad til at til
ftede Brnllnopet inden St. Hans Dag, og det baade trods
Paoe og Kleresi — faa — ja mer stal der itle siges hie-ji«
-—- tilfojede han med dampet Stemme — »faa frygter jeg,
det ser galt ud, Ridder Helmer!«
.,T-.«g vel itte vaerre, end det faa nd for mig, da «man
gjorde ntig Knuder med mit Mollqu —- fvarede Helmer.
—- »Hoorledes flige Knuder nemmeft tan lofes, ved vor
tætte Konge del saa aodt fom jeg« Dermed flog han frei
dig paa sit tlingende Svcerd
»Bei git an med eders Svoger, rafte Helmer!« —
fagde Llage — »der gjaldt det tun om en halv Tvlt af vore
flettefte Riddere; her galder det Land og Rige. Kongen er
hastig i Binden ved’J: han er tun alt for rede til at følge
eders raste Bejlermaade; men stal han vinde sin Brud med
Orlog, oil her til Sommer blive et Blodbryllup til liden
Glæde for Tanmart, fvm for Sverrig.«
«Deri tan J maafte dog have nagen Ret, Drostl« —
foarede Helmer — »der er et Stags Forftel paa mine
og Kongens Svogrex dog gælder det nu Æren og vor
Konges Elftovslhtte, saa vil vift ingen danft Ridder be
taente sig paa at vcere hans Brudeforer med Svcerd og
Lanse, hvor starpt det saa tan gaa til. Dei maa vi lade
Svenftem han slaas fom en brav Karl: det fvenste Mid
derftab giver os iniet efter i Manddom; men naar vi innge:
For Erit, Kongen hin unge!
tryber Hjertet ingen daan Mond under Belie, om Even
iten faa var ti Gange faa stært og hadde ti Thortild Knat
fener i Raadet og i Lejren.«
«Lad os itte tale for højt om disfe Ting!« — fagde
Aage med dcempet Rost og lod de andre Riddere tomme
forbi, medeng han felv og Helmer red langfommere. —
»En cerlig og hcederlig Krig er vel altid at foretrcette for
en hntlet og ftammelig Frev« — vedblev han —- »dog Gud
og St. Jst-gen fvrbyde, det ftulde tomme til Fredsbrud nu,
da jo netop Kcerlighed og god Villie synes i Sandhed at
ville gore os og vvrt gceoe Nabofolt til Vennerl Kunde
disfe ulylfalige Betcenteligheder tun hceoes, vilde jeg prise
baade Danmarts og Sverrigs Lytte: sidder der forft en
cedel fvenst Kongedatter paa Danmarts Dronningtrone og
en danft paa den fvenste, saa maa vi dog en Gang tunne
haabe at se den ftdfte Gnist af hint gamle Foltehad og
Frcendefjendftab udslUtt. Vi maa sige hvad vi vil i vor
Stormod og Putten paa danst Hofhed i Knud den Stores
og Valdemarernes Dage —- vi Standinaver vare dog
Brodre fta førft af: vi har delt Ære og Bekommelfe med
hverandre over al Verden blandt Longobarder vg Goter og
Normanner, og vi maa holde samtnen igen, naar der ital
hlive noget ftort af Magterne her i Norden!«
»Bei tan maaste faa vcere!« —- svarede Ridder hel
rner — »jeg er ncer ved at viere af jer Mening, helft siden
det nu er blevet til lidt mer, end blot Statstunft og told
Beregning, med disse tongelige Bsrnetrolovelfer. Fra
fsrst af var det dog tun en tunstig Plan af den tloge
Dronning Agnes og Droft hegsel7 siigt tommer der sjæls
den noget ret Sandhed og Oprigtighed i. Stett not, det
er gaaet, fom det git! for det ved da nu hver Mand haade
her og i Svertigs Land, at vor unge Konge fast er mer
forelftet, end en Ridder Tristan eller Florez i de nhe Rid
der-bogen og den stonne Prinfesse Jngeborg — hende talder
man jo allerede her vor anden Dogmen sisnt vi tun hat
hart, hun er ret from og mild og stal have fmutte hlaa
Øjne og dejligt gult Haar ligefom Dagmar. Det stal nu
more mig at se hendel'« — vedhlev han — »ingen svenft
eller danst Ridder tan holde Maade med hendes Bekom
melse, og man er jg ncet ved at rvse hende til vore egne
Jstsnne Damers Forringelse. Dei tan jeg tun itte finde
Jmig i.«
,,Jeg faa hende paa helsinghoeg ved Grev Gerhatds
og Dronning Agnes’s Bryllup« — fagde Ange, og han«
tungsindige Øjne tindrede — »den Gang var hun endnu
neeften et Barn; men siden hat hun altid soretornmet mig
fom en af Gudz helltge Engle, der ital bringe Fred og Mer
lighed over disse Riger og Lande. Der er tun et Kvtndes
hillede i Berden, fom jeg tunde ligne med hende eller vel
endog fcette over hende i ston og cedel Stiltelfe« — tilfoj
ede han bevceget, men holdt pludselig inde og rømmede sig
noget forlegen.
»Nu, tout-tun ftem dermed, Droft Aagel jeg er itte
nidtaer« —- fagde Ridder Helmer med en glad og stolt
Mtne —- «J mener sagtens min unge, fmntte haften Nu,
ja! det er en cerlig Sag at finde en ung Kone smut i Tugt
og Æm hun er noget mer den fagrefte Kvindestittelse her
til Lands; det siger enhver, der saa hende, baade her og i
Fynz og jeg hat intet derimod: jeg ved io dog hun hat mig
teereft af alle, hvorvel jeg tom flemt til Stade, fom J ved,
baade med Mehroderen og de balfthrige Brtdrr. Nu fid
ber hnn paa Kogthslle og lcnges efter mig: men dtl Gnd
og St. sorgen stal hun hsre Ttdender om mig, dersont her
bliver noget at site for Moor-«
Droft Auge var bleven tsd i de ellers blege Kinder.
»Den Gang gættede J bog fkjl, Ridder Helmet!« —- sagde
han med et Smil — »den Dame, jeg tæntte paa, var en an
den, eders staune, unge Viv ufortalt. Men vil vk MS
nge inden Midnat, maa vi tide til!« —- afbrsd hatt UU
hastig —- »i otdenlig Trav og i Længden mener jeg VA
min danste Hingft tun hamle op med jer arabiste Monde.«
Dermed sporede han sin Heft, og Ridder Helmer Vlas
sinndte sig at redde sm kære Arabers Æte, medens ban rn
stede paa Hovedet over Drostens Mangel paa Stønsomhed,
hvad regte Kvindestønhed angii.
------
f
two-.
bje tte Kapitel
Da man naaede Kege, dar der tre Timek efter Ltloe Og
over botgerlig Senaetid. J denne Stad var endnu bvetkm
Francistanernes eller Kakmeliternes store Kloster oMMVS
som siden bleve saa belendte; her maatte de rejsende derfor
nojes med et as de strnple oerdslige Herberaer f: I KMg
Etit Glippings Tib. soin oste sor Spot taldteH Hunde
hullet. Ørtuastroer eller Gliopingslipper, oa ingen friite
des her til at ovettrckde Forbudet mod Klostergaiteri. J
de to sidste Aar blev Byen oste besøgt af de lianseatisle Kob
maznd, siden Kong Crit hadde udvidet deres Handel- Uti
oilegierx og naar disse dristige Handelsmasnd dtoae fra
eller til de stote Matteder i Stanor og Falsterbo eller kil
Sildesangsten paa de staanste Kyster, lob de ofte nied des-keg
Handelsstuder ind i Køge Bagt for at vente paa ann
stig Vind og asscette deres Vater til de Koge Vorigen
Bugten laa nu suld as hanseatiste Kobmandslogger oa de
mange Lngter sra Stibene Insnede sinult veo Strande-n.
Dtost Aage nied sit Folge havde ondt ved at faa Plads i
den saataldte tyste Øltro ved Havnen Blandt Gast-eine i
den store, alinindelige Slæntestue, hvok man gerne sildigt
ud paa Ratten sotlystede sig med Dtit og BratspiL var der
ved Deostens og hans Ridderes Ankoinst ineaen Ztoj og
hojrostet Tale, sorn dog pludselig sagtnedes, da oe vrckatig
tlcedte Riddere traadte ind, i hvem man strats tendte Kon
gens Mænd og Drabanter. Lockst ved det lange, fastpælede
Egebotd sad en svcer Mond med zobelbrænnnet Hue og
Knætjottelx det var den for sin Rigdom og Ztoltlted be
lendte Bernet Kopmand fra Rostot, soni liavde undsagt
Kotigen paa Siebotg. Han btedte sig sorneini Zcedet og
bavde lagt det ene Ben od paa Bordet for sin Magelighed.
Hans store Ansigt blussede as Vinen; han holdt et Solo
bceget i Haanden og havde en stot Vinlande for fig. Ved
hans Side sad hans gode Ven og Handelsfælle, Henrit
Gullandssar sra Visbn, med en stor Pengepung i Haanden,
hvoras han lastede nogle Montet i Verrtens Hue; imellem
dem stod et Brætspil, hoorpaa Brittetne flød i Ol oa Bin
og som Betnek Kopmand spartede til Side, sok ret at saa
Plads til sin svcere Fod. Te sade her omringede as en
Masngde hanseatisle Lahmer-nd Stippere og Baadåmcend,
der alle som de selv vare bedæbnede med btede Zlagsocerd
og drat lystig paa detes Velgaaende. Da Drosten og hans
Riddere traadte ind, blede disse to Herrer i deres magelige
Stilling uden at besdake Riddetnes Hilsen, og der opstod
en utilfteds Mutnlen blandt Gasterne.
J den mindre oploste Del as Krostuen sade to Mand
med Helligaands-Ordenens Rats paa deres sorte Reise
lapper. Den ene trat sin Hatte ned over Banden; han rejste
sig strats, og snatt var han med stn gejstlige Kollega for
svunden i den stote Brimmel as Gesten som strommede ud
og ind. Ridder Helmer Blaa havde lagt Mai-te til denne
Helligaands-Broders Adscerd; han nærmede sig hastig til
Aage for at hvisle ham et Ord i Stet; men Drosten, som
strals havde lendt de to ovetmodige hanseatiste Lehmann
havde sin hele Opmærlsotnhed henvendt paa detes Adsæed
og syntes i Betaad med stg selv om hvorvidt det her var
llogt eller nodvendigt at indlade sig med dem ellet tillaegge
hin magteslose Undsigelse nogen Betydning.
»Kort og godt, mine gode Venner!« —- tog nu den
socere Rostotter-Kobmand Ordet med lallende Tunge, idet
han slog til Lyd med sin Stsvlehæl i Bordet og syntes at
harme sig over Standöningen i deres Undetholdning —
»den lauenbotgsle Ridder maa sptælde i vor nye Galge
trodö Striget om hans Byrd og hsje Rate, og den hof
baatne hertug Albert as Sachsen havde nær sprunget i
Flint. Derfor er det, han nu selv beslytter og opmuntree
disse velbaatne Stratenrsvetez men pi lade os nu itte
langer uhævnet plyndte ellet tyipse paa Nasen as Riddeee
og Forstm vi stal del en Gang leere alle disse stormægtige
Vetter hvot hunden liggek begtaven, den røde velsignede
Hund, der tegeret Verden —- og hoad den eige, samdræg
tige hause formaar. Vi Smaasolt hat nu dog ogsaa leert
lidt Krigstunst og Statstunst, og den, der tmder os paa
Ligtornene, stal tage sig i Agt for lybst Ret og de Rostotter
Stejlek. Friheden leve i Handel og Vandell til Helvede
med alle Tyrannet og Aristolratet!« Dermed spatlede
den svcere Bernet Kopmand den tomme Vinlande ned as
Botdet, idet han satte Faden paa Gulvet og tejste sig ta
vende med Bageret for Monden. De ftemmede Sttppete
juhlede og deal. Henril Gullandsfar tystede paa Hovedet
og trat fm betusede Kollega t Ærtnet med et hemmeligt
Sideblil til Drosten og Kongeng Dtabanter.
(Fortsættes).
B. S. Jngenmnm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omslag 80. anbunden 81.20.
DANISZ LUTZ PUBL. EOUSL Z1aik,Nebr.
f