Y Kong Erik og de Fredlose,
historisk Roman i to Tele
af
Bernhard chcrin Jngemann.
A n d e n D e l.
sFortsatJ
Fjerde Kapitel.
Nane Morgen tidlig stod en Vaabenpersedant i Drost
Aages Zovelainmer med sin store Fjerhat i den ene Haand
og et langt, spidst Socerd i den anden. Drosten ilede med
sin Paallædning, medens han med spændt Opmcertsomhed
horte, hdad der berettedes ham· De tre anllagede Riddere
dar om Ratten sorsvundne tillige med de Lansetncrgte, som
ved Midnat havde asløst Bagten ved deres Der i Ridder
lostet. As Stalden var Ridder Brocks og He. Papces Heste
borttagne. Jngen as deres Svende var at se paa Slottet;
men den store, sede Hest, som den foregivne Ridder Krum
medige oar kommen paa, stod endnu i Stalden. Vaaben
persetvanten, som bragte Aage denne Beretning, oderratte
ham tillige det Svaerd, han ved Aftensdordet havde mod
taget af den hemmelighedsfulde Ridder med zchelmhuem
og bad Trosten lcegge Markte til en befynderlig Jndret
ning derved. Herstet var hult og indeholdt en Vcedsle, som
ved en Fier tunde ineddeles Klingen. En Hund, man havde
ridset i Huden med dette Evcerd, dar død i Krampetrcelnin
ger.
»Ha! et sorgistet Vaaben!« —- udbrød Aage forfærdet
, og ratte Sværdet med Assly tilbage. — »Bring det strals
- on i Elotsretten! Du tan vel bevidne med Ed as hvern
du month det?«
»Bei stal jeg have ondt ved, Oerre Drostl al den
Etund ingen ved hvem han dar i Zandhed« — svarede
Perieoanten — ,,men at det var den stumme Ridder med
Hierimduem darn, man laldte Or. Krunimedige, det tan
jeg zwre min Ed paa. Tilmed stal jeg melde, Herre Drost!«
-— dedbled han — ,,at Junkerens Kammersvend, Ridder
Balle er død i Nat as sine Saur, hvorvel det var saa ringe,
at fast alle udlo ham til det sidste. Badsiceren svækger paa,
han ljar oakret faaret af en tretantet og forgiftet Dolk.«
»Und sorbarme sig!« —— udbrod Aage —- ,,saa var
hang- Todsangft dog grundei! —- ha! di dar haft en giftig
Morder her til Gast. Han er her maaste endnu!« —
Drosten git hastig. Rort efter lwrte man Marsl Olufsens
barst-: Ziemme i Slotsgaarden og fnr det ringede til Otte
sang, red der en Hsvding med en Stare Ryttere i fuldt
Firspring ud af Slotsporten Marslen selv red paa Jagt,
hcd det: han for med en Flol Jægere og Hunde gennem
Fruerlunden Drosten undersøgte hele Slottet. For
Ottesangen var endl, bragte Marslen og hans Jcegere en
bunden Mund til det gamle Valdemar-Taarn. Det dar
den stumme Ridder med Hjcelmhuem hans Skaeg og Ofen
drnn havde stiftet Fam, og det var snart betendt, at det
havde verret en af de fredlosr.
linder den Tummel, der sandt Zted paa Slottet med
alt, bvad der harte til Hofholdet og de talrige Gassters
Lpoartning lagde man dog itle start Man-le til disse al
JL vorlige Foretagender. Det sorventede Dystløb og de rid
derlige Festliglxeder bestceftigede alle. Vcebnerne pudsede
deres Vaaben og glimrende Sadeltsjz de vældige Dystlo
berhingste afrettedes og plejedes; det milde Foraarsoejr
lovede en munter Festdag Fra Byen og Omegnen stimlede
der pnntede Folteslarer til SlotteL De pragtig tlcedteH
Riddere lob traolt mellem hverandrr. Alle SlotsvinduerneT
ud til Rendebanen var allerede opsyldte med festlig sm -
lede Damm og de fleste syntes at have sorglemt ba e
Ottesang og Messe for Festen. Nogle hvislede vel om, at
der blev intet as Dystløbetz men ingen vilde ret tro det.
Folt var nu en Gang lommet i Bevcegelse, og der soretoges’
endnu Tilberedelser, som vedligeholdt Forventningen.
Man saa imidlertid Kongen som scedvanlig ride til Mes
sen med sine syrstelige Gaster og sine Drabanter. Han
var alvorlig og tanlesuld. Junker Christopher red tavs
og msrt ved hans Side; han bar over Brystet den store
Guldteede med Madonnabilledet, Kotigen selv plejede at
bcere, og man ansaa denne Udmcerlelse som et Tegn paa,
at enhvet Misforstaaelse mellem Brpdrene maatte viere here-»
vet. Junierens Øjne undveg imidlertid Kongens, og der
velsledes intet Ord mellem Brpdrene paa Vejen til og sra
Hirten.
Ester Messen begav Kongen sig strals til Riddersalen
med alle sine Mand, og der betendtgjordes ved herolder,
at der holdtes Ridderthing og Slotsret. Dystlobet og de
andre offentlige Forlystelser var imidlertid assagt ved
Marslen, og man strpmmede nu til Riddersalen, for at se
Kongen holde Ret dlandt sine Riddere. han sadscerdeles
streng og alvorlig paa sdekk ophsjede Elsenbenö-Dornstol og
ci» var omgioen af stor Pragt. han underssgte fsrst nogle
« unge Ridderes Forhold, som var antlagede for mindre
Forseelser og Overtrcedelser af Ridderloven. De, der
hverken tunde devise deres Uslyldighed paa verdslig Retter
gangs-Vis eller, hvor der var Tvivl, sortrsstede sig tkl rid
derligt Æresfotsvar med Sværd og siarp Laufe, dlev stren
gelig sorviste sra Hosietz men de, der tilstod og angrede
en tilgivelig Forseelse, fit Tilladelse til ved let Ridder
daad at genvinde Plads og Rang blandt Nonsens Mand.
Drosten sremtraadte nu i sit eget og den dsde Ridder
Palleö Navn med Anklage mod den foregidne Ridder Ato
Krummedige, som hin dsde Ridders Snigmorder, saa del
som mod Ridder Broct og Or. Papie, som Landsforrcedere
og hemmelig sammenfvorne mod Riget og Kronen, og han
tild-d, hvis de Vidnesbyrd, han stemlagde, ilke fandtes
syldestgsrende, i sit eget og den dsde Ridders Navn at
belecste sin Anklage med Sværd og Lanse for en Ends
dom, i Kamp paa Liv og Dsd med Forrcedernr. Da de
tvende saa haardt anllagede Riddere ved ulovlig Flugt var
undvegne, erilceredes de for mistæntte og indstævnedes til
at mode og sorsvare sig inden sets Uger og en Dag, hvis
de ei som For-redete vllde domscelvts5 men den foregivne
Alo Krummedige, hvis rette Navn ved gyldige Vidnesbyrd
var oplyst, bleo fort frem soe Dommerscedet. han var
issrt den gamle Rustning, hvori han var kommen; han bar
hsælmhuen og det Stjold, han havde medbragt fra Stop
tlosteret og hvorpaa man nu ssrst bemartede de hoidets
bersnite Stiel marke; nien han bar intet starpt Berge
og var amrlnge as start Vagt. Den glinsende Sparte var
TI
l
t—
botttagen as hans stive Stadt-Etwa der nu lignede Sowe
berstet, og as hans bustede tcet sammengtoede Øjenbryn,
det as Altnuen aniaas for et Vatnlvemætte og hvorpaa
den fredløse Aage Kagge isæt var tendelig. Han var bleg
og ftirrede vildt om sig. Da han hatte sig nat-net og an
tlaget og saa Konaen i den stote Kreds as alvotlige Mid
dete, var det sotn han bluedes ved at synes nedslageni ellet
ydtnyget; han opløftede sit Hoved og ftemtraadte med stolt
og dristig Mine, selo nted Jaattagelsen af en vis ridderlig
Anstand. »Von hilset, Kdng Etit Eritsøn!« —- sagde han
nted høj Rest — ,,vat hilset, hver gæv Hofmand, der tjener
her til Hove med Ærel Krist bevate hver Dannemandö
tæte Sen fra den Ulytte, der foret mig hid! Men et her
fti og djcetve danste Mcend til Siede, vil den Mand itte
saone Verge, sotn blev fredløs for Danniarts Frihed og
det danste Riddetstabs Æte.«
»Tai itie om Ftihed og Æte, du, sont tun hat Frat
hed da Standselsdaad at prale af!« —- tog Kongen Ordet
nted told og tolig Foragt —- ,,undet en from og cerlig
Mands Naon hat du indsneget dig i min Hal blandt Mænd
af Ære og misbtugt Ridderstabets hellige Rei, for at stjule
Svig og Bedtag. Din Maske her er affalden, Fotrædert
dine fotgiftede Vaaben har tobet dia. Du blev fot Judas-«
ocett udjagen af Dantnart; dog hat du vodet at ttcede tnig
fot Øjez et Snigtnotd hat du alt udøvet i min Kongs
gaatd; men et andet hat du haft i din Hu. Karl du naegte
det? hat du et Ltd til dit Forsoar, elendiae!«
Fangen bed fig i Læben og stat Tcendet: »tom jeg just
ej fta den hellige Grad« —- mumlede han — ,,saa tont jeg
lfta Vennets oa Ftaettders Grade og sta tnyrdede Stal
)
l
btødtes Lig. Den Gret, jeg her hat stopvet Munden paa,
nat en aandelos Kødtlutnp, sont jeg tun prødede min Dag
gert pan hoad jeg ellers havde i Hu, totnntet ingen ved;
men hdad jeg hat looet, oat det min fulde Agt at holde.
Mod lldyr et intet Vaalten uaerligt, Kong Erit! og hat
ftedltls Mand ingen Ret og Ttyahed, hvot tan.J da tro,
;han ladet sig binde ved edets elendiae Looe?«
z »Halt J ovetvejet Zagen, ntine Maend!« — sagde Kon
saen —- ,,saa udsiget Domnten oder denne ftætte Forbryder
ieftet ntennesteliae og guddomtnelige Love!«
« »Han hat forbrudt Aste og Liv efter Landsloven« —
’lød Tontmen enstemtnig — ,,efter den strenge Ret hat han
selo fotbtudt Haand og Øje.« Herolden udsagde denne
Dom med høj Rost.
Da Aaae Kaaae harte sin Dødgdont, stælvede hans
since, da han saa sta om tned et statpt Blit, sotn om han
blandt de tilstedeoaerende ventede Fotsoat eller Jndsigelset
mod Domtnen; men der oat dødgftille: inaen rørte Haand
ellet Mund til hans Fetfoar. Hatt snntes ydmyget og
bøjede nu det ene Knae for Dotnstolen: »Kald edet i Hu,
Hette Kong Etit!« — sagde han med søtgmodig Stemtne
—- »jeg tjente i edets Herre Faderg Gaatd, og han gav
tnig selv det Lod, at jeg vat den gæoeste Verbnen han ejede;
han-E- Død Vat aldtia mit Ønste5 jeg vilde have teddet harrt,
hois det havde staaet i min Magi, hvotoel han havde brudt
fin Haandfteitnina og selv opløst Baandet, der bandt Dan
marts Krone til hang Hoved.«
»Jeg tnindes oel, du tjente i min Fadets Gaatd sor
Penninge og Klar-er'« ——· svarede Kongen — ,,tnen jeg og
hoet Mand i Danmatt ved ogsaa, at du vat den ttettende
Graadtodet i Finnetnp Lade hin blodigc St. Catiliæ Nat,
og dit Socetd vat ej det sidste, der stod i din ulyttelige
Konges Bryst. Sotn entroløs Fortædet og Kongemorder
blev du dog tun dømt stedlos paa Dannehosset, medens jeg
stod under Fotmyndetstab; men nu stal du visselig lide
tetfærdig Straf, saa sandt jeg bcrtet Danntatts Krone!««
»Er her«sda itte en eneste fti Mand, der tør tncele et
Ord sot mig?" — raabte Fangen med et vildt Blit og
sprang op. —- »Ha, J Tyranslavet! jeg foragter jev!« —
vedblev han og saa sig rasende otn: »den Bedrift, hvorfot
jeg bled fredlss, vat den stotste, danfte Meend hat udøvetz
Tyrandtab var Hordetsdaad, saa lange Verden hat staaet,
hoor det var Gnist af Ftihedsaand i Foltenes Sjæle; nu
er her tun fejge Trcelle i Danntatt, og jeg stammer mig
ved at nævne jet Landsmænd Der staat J nu og tabet
Mund og Male, fordi der attet høtes et dristigt Ord i
Kongshallen. Mod hat J nu tun til at trybe i Stsvet
for en hævngetrig Despot og dstntne Ftihedens sidste Ben
net til Stafottet. Er det jet itte not at se tnit Blod? Vil
» J hugge Hei-Inder og Fsddet as mig? vil J stinge mine Øjne
iud, at ingen fti Mand stal se jet rat-met Vil J faaledeö
handle med en Ætling af Astet Rygs og Stjaltn Hvides
hoje Stamme? Jeg et Riddetsntand!« —- taabte han nu
stolt —- »jeg fotdter alene at dømtnes eftet Riddetlooenl
den galdet over hele Verden; tnen under dette Lands Looe
staat jeg itte langer."
»Von slog dig til Riddet?« —- sputgte Kongen med et
jotagteligt Blit.
i »Den sittste Niddetsmand i Dantnatts Rige« —
isvaiede Zangen og tnejsede ttodsig —- »den Mand, hvis
iStotvinge ingen Ridder her er vcerdig at lose: tnin hsje
sFtændtz Danntarts Niges Marst, Stig Andersen Hvide;
log et det itte tont Ptal og sotscengeligt Abespil med eders
»rid’derlige Ford, Kong Erit, saa ladet J ntig nu veder
fares Ret og Stel eftet den Lov, der er edetb Øjesten!«
,,Vel! ved alle hellige Mandi« —- udthd Kongen
med blutsende Kinder —- »eftet Ridderlovett stal din Dom
fuldbyrdes, siden du selv fotdtet det, og du stal ersate hoad
det et at dstntnes fra Ærent Dei Riddetnavn, en fredlsg
Kongentotder gap dig, er del tun ringe Heedet verd; tnen
du stal dog itte medbringe det til din crelsse D-d. Dine
sendet og Fsdder stal sdu beholde og dine falste Øjne med;
sten den Æte, du pralet af, stal du paa lovlig Viö miste
for Riddetsiabets Styld — og Livet for min Fadets Styld
alene!«
Paa Kpngens Vint blev nu Fangen bottsstt, og en
Ret at de aldfte Riddersmcend samtnentraath fot at be
stemme hans Dom med Fremfatd efter«Ridderloven.
Tte Time-: dereftet blev Iangett i fuld riddetlig Rust
ning og til hest fstt til et hsjt Stillads paa Rendebanen,
hvor Kongen nu felv holdt nedensor til heft, omtinget as
alle sine Ridderr. Slotgtapellanen stod paa Stilladset
med en Ratte Sattel-todte fta Dominitanertlostetet
Zangen blev fort derop, dog itte sot her at lide Dpden,
men fot efter Riddetloven paa den mest vanatende Maade
at udstsdeö af Riddetstabet. Der var en stot Mangde
Menneftet«forsamlet; alle Slottets Vinduer saa vel sont
l- g
Tystlød-Tribunerne Var fnldt med nnögerrige Tilstnere.
Fra Ternerneg Vinduer tcet ved Jomfrutaarnet tittede et
lille nysgerrigt Jomfruansigt frem, der udmcertede sig ved
sin Livlighed og Stvnhed; det var den fangne Jomfru
Ulrita, som, uden at vide hvad der stulde ste, hadde over
talt den føjelige Terne til at tage hende med og lade hende
se det store Optog, der taltes om. Jngen vidste, hvad der
stulbe foretages: den hele Handling dar hidtil ubetendt her
i Lan-det, hvor den unge Kong Erit først søgte at indføre
alle Ribdervcesenets Stitte, og det nye heinmelighedsfulbe
deri spcendte enbnu mere Nysgerrigheden Ulrika saa Pecc
sterne paa det høje Stillads og en Ridder i fuld Rustning
blive lebet berop; han vendte Ryggen til Vinduet, og hun
tendte ham itte. Der fremtraadte nu en Mand i en rød
Kappe meb en Jerntølle i Haanden og et raat, barst An
siat; han saa ub sont en Bøddel, men bar dog hverten
Sværd eller Ase Han rev Stjoldet fra Ridderen og
løfte hans Rustning af, hvorpaa han søndertnuste Stjold og
Harnist med Kølleslag og tastede de tnuste Baabensthtter
for hans Fødder.
»Du min Gub! er dette en Henrettelse!« —- udbrød
Ulrita forstrcettet. Nu ledte man Ridderen ned af Stil
ladset; han vendte sit blege, frygtelige Ansigt mod hende,
on hun tendte hom. »Kagge, Kaggel retfccrdige Himmel!«
—- udbrød hun meb et Steig og sant astnaegtig om i Ter
nernes Arme. Man styndte sig at bcere hende tilbage til
Taarnet og til hendes stille Søsters Pleje.
Vaabenmærtet var taget af Aage Kagges tnuste
Stjold; det blev nu tillige meb Resten af Stjoldet hcengt
ved Halen af en Hoppe og saaledetz slæbt gennem Starnet
paa Vorbingborg Gader, ledfaget af Heroldetnes Dann-s
ord, der gentoaes af den forbitrede Almue.
Den afvaebnede Ridder blev imidlertid ført hen paa
Modbingen ved Slotsstaldenz der blev hans Guldsporer
aftagne, og paa samme vanærende Sieb blev Halen hugget
as den Heft, han sidst havde redet. JJiedenS Opmcertsom
heben dar henvendt paa den sære Stit, ajorde den æreløse
Sltidder forgædes et Fotsøg paa at undfly: han blev nu
bunden meb Stritter og atter fort op paa StilladfeL Der
stob han og stirrebe harmfraadende om sig, medens Pras
sterne sang en Vigilie oder ham, ligesotn de plejede at shnge
over de døde. Han saa fig rasende om. Da han intet
Boddelsværd saa dlinte, syntes han endnu itte at have op
nivct Livshaadet, og han tnejsede med dild Trods. Den
alvorlige Dødssang lod dog til at gøre frhgteligt Jndtryt
paa ham og tnaette hans Trodsz inden den var endt, sant
han ned i en bedenbe Stilling. Tødssangen ophørte, og
nu fremtraadte Slotstapellanen meb den hellige Strift i
Haanden og begynbte med høj Røft at læse Salmistens
Dom over Forræderr. ,,Saa siger Herren orn dig og dine
lige« -—— raabte Præsten — «han stal ingen have, sont dra
ger Miftundhed til hatn — hans Ende slal vaere til at ud
ryddes —- hang Navn stal udslettes i den anden Slcegt —
han havde itle Lyst til Velsignelse, ag den blev langt fka
hzam fordi han elstede Forbandelfe —- saa tom den oder
ham« —- —
,,Ti med Forbanbelserne, Praestl hvad enten de er
hellige eller ej!« —- raalIte Kongen heftig —- »han5 Sjael
maa den forbarniende Gud dommel —- her gcelder det aiene
han-; Ridbereere.«
Dog Kapellanen var saa ivrig inde i sin Tetst, at han,
uden at høre Kangens Ord, endnu tilføjede: ,,naar han
dømmes, da stal han udgaa sotn en ugudelig, og hans Bøn
stal blive til Synd« —- —
Den tncelende Ridder sprang ved disse Ord op og
stirrede rasende paa Prcesten. ,,Saa vid da, hver fri Manb
i Danmartt og dom, om det var Synd!« —- raabte han
— »jeg bad i denne Stunb til Uhyrernes Betvinger, St.
Magnus, og alle hellige, at Kong Erit Glippings fordømte
Aftom maa udryddes af Jorden, som han felv blev det veb
denne Haand i Finnerup Lade.«
»Du forlyndte ham Sandheb, Prcest!« —- sagde Kon
gen og betvang med Msje den opflammende Harme — »dog
— ingen gejstlig Forbandelse mer! Hans Tanter og Bim
ner maa Gud dsrnmet her staat denne Forbryder tun for
sine verbslige Dommeref
Prcesten tad. Kongen vendte sig nu højtidelig til Baa
denpersevanten og sputgte: »sig, hvad er denne Forbryders
Navn?«
»Ridder Aage Kagge af de Hviders højbaarne Stam
me« —- svarede Vaabenpersevanten.
»Dein er itte hans Navn, som her staar for vore
Øjne« —- raabte Herolden —- ,,thi ubi ham ertenber jeg
og bet danste Ridberstab intet, uden en Forrceder, en tro
løs og en Meneder.«
Kongen gentog Spsrgsmaalet om Forbryderens Navn
tre Gange; hver Gang ncevnede Vaabenpersevanten det, og
hver Gang raabte Heroldem ,,dette er itte hans Navn« meb
det samme frygtelige, tilintetgørende Tillceg Da Herolden
sidste Gang havde udraabt disse Ord, modtog han af Baa
benpersevantens Haand et Beetten meb varmt Band; der
med steg han sverst op paa Stafottet og tastede Vandet
over den cerelpfe Ridders Hoved og Stulbre med de Ord:
»saaledes udlketter jeg Ridderstabets hellige Mærte af dette
Lig.«
Saasnatt dette Ord var udsagt, betragtedes den are
lsfe Ridber sont dsd og behandledes som et virteligt Lig.
san blev med Stritter under Armene neddragen af Stil
labfet og banden paa en Ligbaare. Et Ligtlæde blev lagt
over dam, og mebens Kongen og alle hans Ribdere red
ttlbage til Slottet, blev Auge Kagge, med et forhaanende
Fslge af den ladette Almue, baut-en Lin Slaver til Kirten,
hvor der atter blev bedet og sunget over ham, sotn over en
afdsd Da man endelig tog Ligtleedetx af hom, for at fsre
ham til den virtelige Dsb, laa han afmægtig paa Ligbaa
ren, og man vidste itte, om man t denne Tilftand stulde
fsre ham til Retterftedet
»Gaar bort og lader ham liggei ,Sol" er nedgangen,
og han hat Fred her til i Morgen!« —- lsd nu en licert,
myndig Rsft i Kirtern og Kommendatoren for Demg
Aands-Orbenens Kloster traabte htztibelig frem i stn hvide
Korherredragt rned det bobbelte tolvspibsede Sølvtors paa
Brustet Alle tendte dam, og man buttebe Erd-bin meb
foldebe sendet og halvt nedbsjet Knie, for at modtage
hans Belsignelse
Stadsfogden og hans Svende, der stulde fsre Fangen
til Retterltedet, syntes bog noget tvivlraadige og tpvedr.
»Paa mit Ansvar! gaar alle bort hersea og ladet
Synderen ligge her til i Morgen!« — gentog Kontinent-a
toren —- ,,hans Sjoel slal have Fred til at berede sig paa
Stilgmissen med det syndige Legeme. Det er mit hellige
Embeds Pligt at sørge for de døendes Sjæle. J Kittens
og den Helligaands Navn besaler jeg den verdslige Magt
her at vige!«
Alle bortsjernede sig. Den høje Ordens-Knmf
dator git sidst ud af Kitten og lod lutle Kirkedøren
Paa Stadssogdens Befaling blev der sai en s«
as Lansetnægte uden for Kirtedøren.
Da Stadssogden og hans Svende naeste ?
lig traadte ind i Kirken for at søre den borg
Retterstedet, fandt de der et virteligt Lig barg.
ren. Nogle mente, at Gaarsdagens Cerec
have været not til at dræbe ham; andre sand«
at han tunde vcere død as Angst og Gru, naar g«
men til sig selv om Ratten og havde set sig en
til Ligbaaren i den øde Kitte. Forestillingen om
sel, der syntes at have drcebt den ulytlelige, idet hats
gruelige Stilling havde ligget en hel Nat og ventet p
Dødgtime, vakte nu endogsaa et Slags Medlidenhed l,
den samme Almueshob, som sorrige Dag ikke not sont
havde tunnet snrhaane den sorhadte Snigmvrder, og matt
fandt nu, at Kongen dog havde været alt for streng, og at
selv den fromme Ordens-Komtnendator i høj Grad havde
forøget Synderens Straf, ved paa den Maade at sørge sor
hans Sjceh at han sil en hel Rats Frist til at dø as Angst
jun-der sin Beresdelse til Døden. Ligets Ansigt var opsvul
i met og allerede i den Grad sorandtet, at ingen kunde kende
jden sredløse Ridder Kagge, undtagen Paa Studsstægget
oa de sammengroede Øjenbryn Liget blev straks i al
Stilhed begravet, uden Kirkens scedvanlige Ritus og i wind
viet Jord. Men nceppe var den døde begraven, før der hor
tes en sagte Mumlen blandt den urolige Almue om, at det
vog nceppe havde været det rette Lig. Den dødes hastige
Forandring saa tidlig paa Foraaret havde man fundet
højst mistcenkelig, og man mumlede orn, at Skæg og Dien
bryn uden Tvivl havde vceret falske. Dei var bekendt, at
den stedløse Aage Kagge havde vceret en Frcende af Wirke
bisp Grandz og Helligaands-Komn1endatoren, der sra sit
Kloster kunde have Jndgang til Kirken, sormodedes at
shave benyttet sin Myndighed ved denne Lejlighed, for at
.redde en Ftænde as hin mægtige og farlige Prælat. Dog
tdette Rygte blev snart neddysset as Stadsfogden og hans
Zvende, hveni det kunde paadrage et betcenkeligt Ansvar;
det kom hverken Kongen eller Drosten for Øre, og man
troede ved Hoffet, hvad der ved Stadens verdslige Obrig
hed i lovlig Form var berettet, at den sredløse Kongemor
der var befunden livløs paa Ligbaaren, og at Liget om
HMorgenen ester lovlig Besigtigelse var begravet.
Femte Kapitel.
Den strenge Moor, Der var uobredt over alt, hvad
Kongen benne Gang foretog sig paa Vordingborg, Var alle
paasaldende. De Festligheder, man havde glædet sig til,
i Anledning as Forliget med Hertugerne, var aloeles ade
bleone, og snart havde alle de fremmede Herrer og Ritt
oere forladt Slottet. Junker Christopher hat-de faget en
told og hastig Assked og, sont det hed, begin-et stg til Kal
"lundborg eller Holbcek; begge oisse Slotte var ham med
Isuld Lehnsret tilbagegivne. Jnden sin Afrejse havde han
anmeldt, at Jomfrutaarnet holdtes slet bevogtet, og at de
smutke Statssanger stod i Samkvem med Hugtyendet og
maaske selv med anseligere Personen Denne Angivelse
haode nødt Slotsbesalingsmanden til strengere Forholds
regler meb Fangernes Bevogtning· Den lille, tjenstvillige
Terne var bleven afløst as en alvorlig Fangevogterske, og
ingen uden hun og en lægekyndig Helligaandsbroder til
stebedes Abgang til Taarnet. Den yngste as de fangne
Jomfruer var syg, hed det, og ikke ret ved sin Samling:
hun indbildte sig at have set en Henrettelse og at hun selv
var en Prinsesse, som havde haft en ulytkelig Prins til
Elster. Blandt Slottets Husfolk gao dette Anledning til
tnegen Snak og allehaande Formodninget, hvoroed ogsaa
Drost Aage nævnedes, sont de sangne Jomfruers iorigste
delse snart vilve faa et lytteligt Udsald.
Kongen blev med Rigsraadet og sine Drabanter Paa
sken over paa Vordingborg Slot, hvorsra mange Regerings
soranstaltninger udgik. Drosten var herved, ncest Kongen
selv, iscer virksotn, og man saa ham sjcelden ved Riddernes
dagjige Forlystelser paa Renoebanen eller i Bolohuset.
Han oar sont sædvanlig, alvorlig og stille; man saa ham
undertiden i de maanelyse Foraaksnftener gaa ene og lige
som drømmende omtring Jomsrutaarnet. Siden Kon
gens Ankomst til Vordingborg haode Aage itke set de
fangne Jomfruet: det lod som havde han hart det almin
delige Folkesnak om hans varme Deltagelse for dem og han
nu frygtede for at stade deres Sag eller deres Rygte ved
noget Besøg
(Fortscettes).
B. S. Jngetnann:
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. Jndbuuden 81.20
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.20;
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80· Jndbunven UN
DANISE LVTE PUBL. ZWEI. 31s1k.Ntbr..
Bestytter, og man mente, at deres Sag ved hans Jndsly-.
. «--...