Den lille SofugL
l Fortiam
Bornene havde med Barnepigen vceret
nede ved Strandbredden og leget paa Sandet;
da man tom tilbage til Hufei, stod dette ncesten
tomt, thi Fru Welton, hendes Mand, Fader og
Tante var vaa en Spadferetur langs Kysten
Da Fru Welton nogen Tid efter tom hjem,
blev hun, ved at trcede ind i Huset, højlig for
undret over at here Lyden af Klaveret, som stod
i Værelfet ovenpaa. Hun blev vred herover;
tbi hun havde forbudt Bornene at rore ved
Tangenterne paa Jnftrumentet, for at de ikte
stulde pdelcegge det; men hun dlev ogsaa Erget
lig paa sig felv over, at hun havde forladt Kla
veret uden at lutte det, for hun gik ud at svad
fere.
»Hvor uforsigtigt var det ikle af mig,«
fagde hun ved sig selv, ,,og hvor urigtigt var
det itte af Bornene at give sig af med. . .!«
Men førend hun sit fuldføtt, hvad hun
havde i Sinde at fige, blev hun endnu mere for
undret over at horc, at de Toner, der klang for
hendes Lrer, itke vare faadanne, forn et iiovet
Barn ved at lade Fingrene fare hen over Tan
genterne plejer at frembringe; nej, Tonerne
dannede en smuk Melodi, der blev spillet meget
blødt, nu og da ledsaget as en veltlingende
Akkord.
Fru Welton vidfte, at hendeg Datter
Einma, der nylig havde beayndt at lære at
spille, itte tunde spille en Melodi vaa Instru
mentet, oa hun tunde ille tænte sia, hvem andre
der tunde vcere i Vcerelset. Saa tæntte hun
igen, at der maafte var kommen en fremtned,
medens bun havde vceret dorte, og at man havde
vift denne ov i Værelset for at afvente hendes
Tilbaaetomit, og at denne mulia havde søat at
fortorte Tiden ved Filaveret
Bisse Tanler opftod has Fru Welton, da
hun ait over Forstuen oa begav sig op ad Trad
pen; hun tigaede ind ad Salsdørem fom ftod
paa Klem
Musitten vedblev endnu, saa blødt og saa
mildt; inen der var ingen i Værelset uden heu
des egen Datter, som fad vaa en Stammel lidt
fra Jnitrumentet og lnttede med Velbehag paa
de smutte Toner, og Catalina.
Ja, det var den lille SøfugL der stod paa
en anden Stammel tcet foran Klaveret7 hendes
smaa Fingre berørte sagtelig Tangenterne, og
hendes Ansigtstrcet, soni Fru Welton tildels
tunde fe, straalede af en ufædvanlig Jld, me
dens Taarerne fra hendes store, mørke Øjne
rullede ned ad hendeg Kinder. J nceste Øjeblit
havde Fru Welton listet sig ind i Stuen.
Den lille Pige fortsatte sit Spil; hun var
alt for ovtagen af det, til at hun stulde lcegge
Mærte til den nye lyttende Tilhører, der for
sigtig holdt sig i Baggrunden af Vcerelset. Nu
og da syntes den lille Klaverspillersie at standfe,
som om hun hasde glemt Tonen og maatte be
tcente sig paa, hvillen Tangent hun igen stulde
siaa an. Naar saa Hutommelsen tom hende
til Hierin begyndte hun med fornyet Livlighed,
indtil en ny Standsning indtraf; med den ven
"stre Haand, som for det nieste forblev urørt, an
slog hun af og til en eller anden famlende At
tord. Men den lyttende demærlede dog saa
kneget, at de Akkorder, der saaledes bleve an
siaaede, vare rigtige og istefaldendr.
Du maa itte tro, at dette Barn paa omtrent
fyv eller otte Aar udførte et vansteligt Musik
stytte ellet gjorde mere end Born paa hendes
Alder med et musikalst Øee og lidt Øvelse
tunne Spre. Nei, men Melodien var lort og
simpel, den traevede tun, at man ansiog sire
eller fem Tangentet, og endstønt Fru Welton
blev meget forundret over den lille Spinng
Spil, fandt hun dog ilte i det, hun harte og
saa, noget vidunderligt.
Men saa meget fandt hun dog, at den lille
Catalina i tidligere Tid maatte have moret sig
paa samtne Maade og have faaet saa megen
Undervisning, som der ·udfordredes for nagen
lunde at spille en lille Melodi, uden at det dog
derfor tunde siges, at hun havde noget Kend
stab til Roder. Under Forudscetning af dette
var det let at forstaa, at Synet af det aabent
staaende Instrument havde bragt gamle Erin
dttnger til paany at vaagne i den lille Piges
Tanler og drive hende til, da der ingen andre
var til Stede end hendes Legetammerat Emma,
at tage sin vante Plads foran Klaveret og be
rste Tangentetne varfomt, indtil hun, heute
ven as de blsde og veltlingende Toner, glemte
Tanten om den ncerveerende Tid og henfaldt i
blide Drommerier om den forbigangne.
Fru Welton tom ogsaa ved denne Lejlighed
i Tanter um« at den lille Sofugl, da hun forste
Gang betraadte den elegante Bolig, itte havde
vift den mindste Forundring over de smutle
Beetelfer eller Mit-ten der vare saa vidt for
siellige fra dem t Fisterens Hyttr. Catalina
havde tvcertitnod fslt sig som hjemme i denne
Lejlighed, og havde man end vist hende en eller
anden Prydelse i Verelserne, havde hun vel be
undeet den, men dog paa en Maade, som lod
fortnode, at hun tidligere havde set lignende
Luksuögenstande. Disse Omstcendigheder
trængte nu tned faadan Kraft-ind paa Fru
Welton, at hun undeede sig over, at hun ilte
hidtil havde lagt videke Veegt paa dem.
Medeas Ftn Welten i sit stille Sind over
teentte dette, hsrte Bat-net pludseltg pp med at
vt .
Blit Fruens. Den lille Søfugl, der nu meer
lede, at hun havde haft en Tilhører og maafte
ogsaa folt sig lidt ængftelig til Mode over, at
hun mulig havde foretaget sig noget, der var
urigtigt, blev blussende rød i Ansigtet og strals
efter ganste bieg. Hun fremsagde stammende
og halvt hviskende en Slags Undsthldning:
»Jeg lunde ille gøre ved det — jeg tæntte
ilte — Kcere Fruc, vcer itle vred paa mig. . .«
J samme Øjeblil ncermede ogsaa Emaa sig
Fru Welton, og idet hun tog Moderens Haand
icerligt inden i sin, sagde hun:
»Den lille Søfugl vidste itle, at du haode
fvrbudt os at rote ved Jnstrumentet, og jeg
ncennede ille at standse hende, da hun en Gang
havde begyndt. Kcere Moder, du maa ilte
ocere vred paa hende.«
»Vred, lcere Emma! Vred paa min rare
lille Søfuglt Nei, jeg er itle vred; jeg er tun
i høj Grad forundret.« Og idet Fru Welton
satte sig ned, trat hun begge Bornene hen til
sig. »Men, Catalina, tan du itle fortcelle mig
en lille Hemrnelighed?«
,,En lille Hemmelighed, Frue?« gentog den
lille Søfugl med et spørgende Blit, som om hun
ilte forstod, hvad der var blevet sagt til hende.
Jeg maa ved denne Lejlighed bemcerte, at den
lillc Catalan havde den Vane at tiltale Fru
Welton og andre fremmede Damer med Be
nævnelsem ,,Frue.« Denne Udtrytsmaade
var noget fremmed; thi man bruate den ilke i
St. Judiths Bunt, on den lille Søfugl havde
heller ilte lcert den af Ellen; men da den lød
faa net fra Barnets Lceber med hendes frem
mede Betonina, havde man ille ncennet at
oænne hende af med den· Da hun derfor fagde:
,,En Hemmelighed, Frueism fvarede Fru Wel
ton smilende og opniuntrende:
»Ja, min lille SøfngL en Hemmelighed
Vil du itte fortcelle mig, hvem der har lcert dig
at spille faa smult?«
Den lille Pige fynteg at blive mere forlegen
end forhen; hun forte Haanden op til Panden
oq nrundede stiltiende, medens et sorgniodigt
Udtrnk udbredte sig over hendes AnsigL
»Nei, jea tan itle huste det,« sagde hun i en
hvislende og eftertcentsom Tone.
,,Var det ille en god og elslværdig Dame?
fpurgte Fru Welton.
Der indtraadte igen en cengstelig Tavshed
og den lille Søfugl svarede: »so —- io jeg
tror det.«
»Da var ille denne Dame din eaen Mo
der?« .
»Im lan itle huste det; jeg lan ilte sige
Dem det, Frue,« tilføjede Bat-net.
,,Det var itle Margarethe? — Tror du del,
at det var hende2 spurgte Fru Welton.
Catalina rhftede paa Hovedet, som om hun
vilde sige: »Nei, nej!« !
«Tcenl dig om, min lille Ven,« vedblev Fru
Welton indtrcengende og lcerligt, »tan du ille
fortælle mig noget om den Dame, eller om det
Hjem, du havde, før du lom til St. Judiths
Bugt?«
For et Øjeblil syntes det, som om disfe og
nogle faa andre Spørgsmaal, hvilte Fru Wel
ton gjorde, hos den lille Søfugl vakte dunkle og
behagelige Erindringer om en forbigangen Tib;
men snart forvandledes alt til Sorg og Stuf
felse, og de forvirrede Svar, som Barnet gav,
viste tun, hvor forstyrret hendes Tanlegang var,
naar hun forsøgte paa at tilbagetalde i sin
Erindring noget, der horte til den forbigangne
Tid.
Den Opdagelfe, der her var gjort, forøgede
imidlertid den Deltagelse, som Catalinas nye
Venner følte for hende; og en anden lille Hern
delfe, der lort efter paafulgte, bragte denne
endnu mere til at volse.
Efterat Catalina havde tilbragt den største
Del af Dagen hos Weltons og drullet The med
Bornene i Borneværelset, kom hun en Aften ind
i Dagligltuen for at sige Farvel til Fru Wel
ton og Frølen Graham. Paa Bordet laa en
Bibel, der var indbunden i rødt Fløjel med
Sølvspænder og tilhørte Freien Graham. Saa
snart den lille szugl saa denne Bog, løb hun
hen til Bordet, greb den, tryllede den fast til
sit Bryft og sagde, at den tilhsrte hende.
»Du maa itle have den, det er Tantes Bi
bel,« sagde Emma Welt-Ins men den lille So
fugls eneste Svar var: »Den er min!« og hun
lyntes at være fast bestuttet paa itle at ville
give den tilbage.
Denne Opførsel var helt forflellig fra den,
hun ellers plejede at vise; thi hun var lige faa
langt fra at begære nogen af de Ting, der til
hsrte andre, som hun var villig til at bortgive,
hvad der tilhsrte hende selv, og hun syntes i det
hele at fvle en langt ftsrre Tilbøjelighed til at
berede andre en Gliede end at tcenke paa sin egen
Fern-few
,,Hvad bringet dig til at tro, at denne
smulte Bog tilhorer dig«i" spurgte Fru Welten.
Barnet foarede itle paa dette Spprgömaal
med Ord, hun tryllede tun Bogen endnu fastere
ind til sig, idet hun gentog: »Den er min, min
egen!«
»Mit lære Baru, naar er denne Bog bleven
din? Odem hat givet dig den?« spurgte Frslen
Graham, idet hun trat den lille Spfugl hen til
stg og lyssede hende paa Banden.
Der viste sig igen et betymret og cengsteligt
Udtryl paa den lille Catalinaö Ansigt, idet
hun prsvede paa at tilbagelalde noget om den
forbigangne Tid i stn Erindrtng; men efter et
LViel-litt Tapshed Any hun iqen det sank-ne
»e-.
sprgelige Svar, sont hun saa vfte havde fagt:·
,,Jeg tan itle sige det.«
Catalina blev imidlertid lort efter alad og
veltilfreds, da det blev hende tilladt at beholde
Bibelen soni en Gave fra Freien Graham, og
denne blev senete overtydet om, at Fløjls-Bin
det og Sølvsvænderne havde valt Erindtinger
i Barnets Sjcel, der tilhørte Minder om tid
ligere Begivenheder i den lille Søfuals Liv.
Ellevte Kapitel.
Den lille Sofugls nye Venner vedblive at
vise hende Godhed.
Dei latlede hen ad den Tid, da Familien
Welton flulde forlade«’ Ot. Judiths Bugt. Alle
havde holdt meget af den lille Søfugl, og hun
havde modtaget saa mange Beviser paa Fami
liens Godhed imod sig, at hun paa en vis
Maade betragtede fig svm fiaaende under dens
takrlige Bestyttelfe.
Fru Welton vilde gerne have Catalina med
sig til Hovedstaden; men faa snart hun berørte
denne Streng for den gode Ellen, blev denne
saa bedrøvet ved Tanlen oin at stulle miste sin
ttere lille Pige, at denne Plan for Øjebliklet
atter blev opgiven.
Det var ogfaa tvivlsomt, hvvrvidt det havde
været godt for den lille SøfugL hvis dette spre
tominende Tilbud var braat i Udførelfr. Man
besluttede derfor at overlade hende til Ellens
og hendeg Broders Omsorg, hvilte oafaa cerli
aen fortjente den Tillid, man satte til dem, og
fom itle kunde overialeg til at modtage en
Gave, som He. Broivn vilde overrcelie dem til
iHjcelp til den lille Søfuals Paatlædnina og
"Underv15ncna
»Det var itte for at blive betalt, He. Brown,
eller ved Haabet om nogen Sinde at erholde en
Godtaørelfe, at vi paaiog os at sørge for den
lille Piqe, « sagde William Brunn, da nian
vilde vaanøde ham Pengene.
He. Brown tcenkte paa den Tib, da den
samme William Brunn, den Gang Makrelfan
Yaeren Williakn, itke vilde have tageti Betcenk
nina at inodtage en hvillen fom helft Gave for
Fordelens Siyld Med Glæde saa han nu,
hvorledes denne Mands Karalter havde foran
drei sia, vg gennemtrængt af denne Overbevis
nina fagde han:
»Jeg er overtydet om, at tun en cedel Be
vceagrund hat ledet dig til at gøre alt det gode,
du hat udvift imod den lille Søfuglx men du
maa itle ncegte mig den Glcede at yde en lille
Slcerv til den gode Handling, du er i Fcerd med
at udøve. Gud gav dig Styrke, Mod og Pyg
tighed til at frelse den lille Pige, og han har
indblcest i din og din Søsters Sjael at være
gode iniod hende, —- har han itle?«
William Bruun ncerede ganfie den samme
Tause, og han var overbevift om, at det forhol
det sig saaledeg; thi han vidste, ,,at enhver god
og herlig Gave kommer her ovenfra«, og at det
er fra Gud, ,,at alle hellige Atiraaer og alle
gode Beslutninger have deres Udspring.« Men
han kunde ogsaa, lige fast vel som He. Brown,
erindre, ,,at der havde vceret en Tid, da han
iike ncetede det tingefte Ønsie efter at handle
redeligt og reifærdigt eller at gøre noget for
Guds Sthld«. Han kunde derive nied Sand
ihed sige: »Ja, Hin Brown! Derfom det ilke
havde været for Guds Skyld, vilde vore Hier
ter inaasle endnu have vceret tillultede lige over
for den staklels lille Søfugh og det tun ved
hans Naade, at vi ere, hvad vi ere. Men naar
vi tænke paa, hvvr meget vor Frelser hat gjort
for os, saa bliver det lidet Gode, vi have gjort
mod den stibbrudne Staktel, neesten for intet
at regne. Bilde Frelseren, hvis han havde vae
ret i vort Sied, itke have gjott det samme, men
tun i en langt hsjere Grad?"
Det var en lang Tale for William Brunn,
men den havde sit Udspring fta hans Sjcels
Jnderfte.
He. Brown rystede hjerteligt den brave Fi
sters Haand og sagde med et godmodigt Srnil:
»Du har ganfte udtalt, hvad jeg føler7 men
betcenlt nu, Williamjat Gud har givet dig
Mod og Styrte til at redde Barnets Liv, og
han hat indgivet dig og din Stifter kcerlige og
opofrende Følelser for hende; betænk ogsaa, at
Gud hat givet mig Rigdom og sat mig i Stand
til at fokherlige hans Ravn ved retteligen at
beuge denne Rigdom, thi jeg et hans Forvalter;
og hvis han nu hat indbleeft mig den« Tante —
thi det haaber og tror jeg, han hat —- at hen
give en lille Del af denne Rigdom til Catalinas
Fremiids Vel og faaledes at lette eder en Deli
af den Byrde, J saa mennestekcerligt have paa
taget eder, vilde det da viere rigtigt, fuldkvm
men rigtigt af dig at afslaa et saadant velment
’Tilbud — vilde det?«
»Bei er en anden Sag, Or. Brolvn, der
som De vil give det paa den Maade,« sagde
,William trosiyldigt, «faa vil jeg love Dem, at
Pengene stulle blive redeligt awendte.«
Dr. Brotvn behøvede itle en faadan For
sitring, og han fagde derfvr, at han haabede, at
man vilde tillade ham, hviö Gud fparede hans
Liv, at have et vaagent Øje ined Catalinas
fremtidige Stæbnr. »Den Tid vil tomme,«
vedblev han, ,,da der maa indtmde en forandret
Plan med Hensyn til Barnetö Opdragelse, og
jeg haaber da, at J ville modtage de Raad og
den Bistand, jeg i faa Denseende maatte se mig
i Stand til at hde even
Faa Uget efter at de fremmede havde for
ladt St. Jusdiths Bugt, modtog Hr. Welton et
Brev fra sin Agent i Spanien, hvillet syntes
at taste et svagt Lys over den lille Søfugls tid
ligere Historie. Agenten havde udfundet, at i
Slutningen af det foregaaende Aars Sommer
var en Bark, taldet St. Philip og ladet med
Bin vg Sydfrugter, løben ud fra Alicantes
Havn for at gaa til England. Man havde ikke
hørt noget til Skibet siden dets Afgang fra
Havnen. Dette var endnu ikte alt. Agenten
bereitet endvidere, at en Kone og et Barn vare
medtagne som Passagerer, og at Kaptajnen, faa
Dage føt Skibets Afgang, havde vceret inde i
Landet for at afhente disse Passagerer, men at
ingen i Alicante lendte noget til dem. Dette
var det hele, hvad Agenten lunde oplyse om
dem.
,,Disse Eftekretninger ville ilke kunne
gavne Catalan meget,« sagde Fru Welton, ef
ter at hun havde lceft Brevet. »Gud synes at
have overgivet hende til fremmedes Omsorg,
og vi ere ogsaa beredte til at gøre Ofre for det
lille Hittebarns fremtidige Vel.«
Vi maa nu forlade den lille Søfugl for
nogen Tid og overlade hende til de Venners
Omsorg, til hvem Gud hat betrvet hende, og
gaa over til en anden lort Historie, der vil op
klare en Del af det Mørke, som omgiver hende.
Tolvte Kapitel.
Den spanske Udelsmand, hans Hujtru og
den engelskc Liege
Noale faa Aar før Skibbruddet i St. Ju
dith-Z Bugt lom en Herre med sin unge Hustru
til en stor Stad i Spanien. Jngen kendte dem
Der paa Siedet, men man erfarede snart, at de
vare meget riae, og at Herren var en Spanier,
men Fruen en Jtalienerinde, som han havde
mødt paa sine Rejser og nylig taget til Ægte.
Herr-Ins Naon var Carlos Murillo og Fruens
Lucia; de bleve i Reglen tiltalte Sennor og
Sennora, saaledes som Skik er i Spanien
Jeg vil imidlertid tun talde dem slet og ret
Charles og Lucia Murillo.
Charles Murillo drev ingen Forretninger,
men løbte sig tort efter sin Anlomst til Staden
en Land-Ejendom, hvis Tilsyn lagde Beslag
paa en Del af hans Tid. Hans Hustru bespr
gede de huslige Fortetninger i Hjemmet·
Dei Liv, som Damerne i Spanien i Reglen
føre, tan itte kaldes nyttigt. De have lun liden
Dannelse og vise ingen synderlig Lyst til at»
udville deres Kundskaber; de sværme for For-l
nøjelser, saasom at gaa i Teatret og overvære
Tyrefægtninger; forøvrigt tilbringe de den
største Del as Dagen med at gøre hverandre
Besøa
Charleg Murillos Huftru var imidlertid i
mange Henseender forstellig fra de spanske Da
mer, der boede i hendes Ncerhed. Hun havde
Aandsdannelse, et meget fordringsløst og be
skedent Vcesen, og endskønt hun ikke gansie af
holdt sig fra al Oingang, følte hun dog en større
Glæde ved at Vcere hjemme hos sin Mand end
ved at deltage i de letfcerdige Adspredelser, som
Egnens Damer satte saa stor Pris paa.
Medens andre bortødslede deres Tid i Le
diggang og til unyttig Tant, var det Charles
Murillos og Lucias største Glcede af og til at
gøre en lille Tur ud til Land-Ejendommen
eller ogsaa at more sig i Hjemmet enten ved
Læsning eller Musik. Lucia holdt, som de fleste
Jtalienerinder, meget as Musik, og hun var en
meget øvet Klaverspillerinde. Hun morede sig
med at lomponere smaa nydelige Melodier,
hvortil hun selv strev Tetsten enten i det spansle
eller italiensie Sprog.
Charles Murillo elskede sin Hustru meget
højtz han havde udkaaret hende, fordi han
havde lagt Meerte til, hvor højt hun i Dan
nelse stor over de unge Damer fra hans Fiede
egn, og denne Følelse ledede ham igen til at
staenle hende forøget Kcerlighed og statte sig
lykkelig ved oa føle sig stolt af at eje en Kvinde,
der var i Besiddelse af saa mange herlige Ta
lenter.
Men endskønt disse Ægtefolk i mange Ret
ninger stode langt over deres Naboer, vare de
dog desværre i een Henseende diSse lige: De
havde ingen Kendslab til Bibelen. Deees Reli
gion, eller detJ de laldte deres Religion, bestod
for en stor Del tun i ydre Slikke og Ceremo
nier. De havde ingen sand Kundstab om Ful
seren og hans Evangelium, og den Æte og Til
bedelse, de burde yde ham, ofrede de til deres
Helgener, hvilte ikle kunde hjcelpe ellet frelfe
dem.
Du vil maasle finde det besynderligt; men
det er dog ilke desmindre sandt, at man ian
tilbringe Maaneder og Aar i Spanien og an
dre romerst-katolske Lande, gaa fra hus til
Hus og blive indført saavel i de tigeste Palad
set som i de sattigste Hytter uden nogen Sinde
at se eller here noget til en Bibel. Præstetne
lunne ilke lide, at Bibelen leses, fordi de ere
sig bevidste, at deteö Leere og Bibelens Leere
scetninger ikte stemme ovetens. Medeas der
i den Stad, hvor Familien Murillo boede,
fandtes Kirler, var der dog aldrig i nogen af
disse forlyndt det sande Evangelium om Jesus
Kristus. Jeg tan ikke sige, om der i Staden
var, eller om der ikle vae,.sande Keifti Efters
Ls« ere; men jeg troe at Akte berettiset til at
sige, at William Bruun og Ellen og mange af
de fattige Fisiere i St. Judiths Bugt havde en
bedre og sandere Kundfkab om den Bei, der
fører til Livet, end de fleste af de rige og for
nemme Belendtstaber, som Charles og Lucia
Murillo havde.
Omtrent et Par Aar efter at Familien Mu
rillo var kommen til Staden, blev Lucia meget
sag, faa sog, at man mistvivlede om hendes
Liv. Som man kan taenke fig, blev den unge
LEgtemand herover i høj Grad bedrøvet; han
bønfaldt Lcegerne om at anoende al deres
Kunst for at frelfe hendes dytebare Liv, og
han lovede dem store Summer, hvis de maatte
se sig i Stand til at gengive ham hans unge
Huftru, som han allerede ansaa for tabt. Ja,
han gjorde endnu mere, han gjotde Bodsløfter
og ofrede Gaver til flere Helgener, til deres Ka
Peller og Helgensirim for at disse stulde yde
Lcegerne Hjælp og Bistand. Han bad ogfaa
Præsterne om at opsende Banner til deres Hel
gener for den stakkels Lucias Helbredelse.
En Dag, da Charles Murillo var i hoj
Grad fortvivlet over sin Huftrus Sygdom, er
farede han, at der var kommen til Staden en
engelfk Herre, der rejfte for sin Sundhed og
Fornøjelfes Skyld. Denne Herre var ledsaget
af en ung Lage, og om denne høtte man, at
han med Held havde udført flere vanskelige
Kurr.
Charles Murillo ilede øjeblikkelig til ham,
betroede ham sin Sorg, og efter at Lcegen havde
høri noget paa ham, gik han hjem med den be
drøvede Ægtemand.
Gud lagde sin Velsignelse i Lcegens Bestre
belser. J Lobet af noale faa Dage begyndte
den syge at bedre sig, og efter noan Tids For
løb sagdes der, at hun var uden Fare, endskønt
bun itke havde faa megen Styrke som et lille
Barnx thi hun kunde nævpe røre sig felv i Sen
aen. Lidt efter lidt begyndte hun at komme til
;Krcefter, saa at hun inden to Maaneders For
løb atter saa sig i Stand til at varetage sine
huslige Sysler. «
»Jeg antager nu,« sagde Loegen, da han en
Aften var samlet meo Charles og Lucia i deresk
Dagligftue, ,,at jeg ikle lcengere behøver at be
søge Dem som Lcege. Min Patient trænger for
Tiden kun til Omhu og Pleje, og den er jeg
vis paa, at hun vil faa.«
Den unge Ægtemand, som var dybt gennem
trængt af sin Taknemmelighedsfølelse, udbrød i
Lovtaler over Lcegens Duelighed oa vilde, hvis
han ikke var bleven forhindret heri, have trykket
en betydelig Pengesum i dennes Haand.
»Jeg takker Gud for,« vedbleo Lægen, ,,at
jeg ved hans Biftand er bleven sat i Stand til
at oise Dem denne Tjenefte; men jeg ønsker ikke
at faa Betaling paa den Maade, fom De har i
Sinde.«
»Paa hvilken Maade kan jeg da vise Dem
min Taknemmelighed?« spurgte den unge Spa
nier.
Her maa jeg fortælle eder, at Lcegen var en
Kristen, og at han med Sorg havde lagt Mærke
til, hvor uvidende Familie sMorillo var med
Hensyn til den sande Frelfens Vej. Endfkønt
han i mange Henseende stattede Familiens eisk
ocerdige Maade at vcere paa, bellagede han den
bog, naar han faa hen til dens mangelfulde
;Begreber om Religionen.
Opfyldt af Deltagelse havde Lægen ofte,
naar han bad til Gud om at staa sig bi med
Lucias Helbredelfe, bedet ham om at oplyse
disse ædle Mennester og give dem det rette Be
greb om Frelsens Evangelium. Den ene Del
af Lægens Bøn var nu, ved Lucias generhver
vede Sundhed, gaaet i Opfyldelfe, og han haa
bede ogsaa, at Gud vilde bønhøre den anden;
men paa hvad Maade stulde han indgyde disse
vankundige Mennefter det rette Begreb om den
forfonende Frelfers
Han udfandt imidlertid en Vei. Til sitt
egen Kraft og Qvertalelse satte han ikke stor
Tillid; thi han indsaa maaste med Rette, at
hvis han paa sin ufuldkomne Visivilde begynde
at tale med dem om religiøse Genitande, vilde
de anse ham for en kættersk Proteftant. Han
var desuden heller ikke det fransie eller det ita
lienste og endnu mindre det spanske Sprog mag
tig; men til hans Modersmaal Engelst havde
Familien Murillo ikle stort Kendstab. Paa
Franst kunde Lceyen nok tale noget med dem,
og de kunde nogenlunde forftaa ham, hvorfor
deres Samtaler ogsaa i Reglen fortes i dette
Sprog; men det var dog en mangelfuld Sam
tale, og det var ikte, som naar man taler i sit
eget ModersmaaL
Den Vej, som den gudfrygtige Laege fulgte
for at gøre sine Venner belendt med det dyn
bare Evangelium, var denne: Paa sin Reise i
Frankrig havde han nogle Maaneder tidligere
ksbt en smut Lomme-Bi«bel, der var indbunden i
rødt Fløjl med Solvspænder. Han havde be
sluttet at tage den med til England og forcere
den til en Ven; men nu fandt han, at han
maaste kunde gøre en bedre Brug af den, og
han havde netop i denne Hensigt stutket den i
sin Lamme den Dag, da han aflagde Mutillo
og hans Hustru sit Afstedsbesøg.
Da Csharles Murillo verfot fagde til ham
,,Paa hoilken Maade lau jeg da vise Dem min
Taknemmelighed?« soarede Lcegent ,,Ved at go
re mig den Tjeneste og Glcede, fom et Tegn paa
min Hengivenhed for Dem, at modtage denne
Bog, der, naar jeg en Gang er borte fra dem
stsnne Land, vil bevare mig i velvillig seine
dring hoö Dem,« og idet han sagde den-, W
« met-a
»H-w--"-«.«- « « .