geka gde Fsdøsss
historisk Roman i to Dele
as
Bernhard Severin Jngemann.
Anden Del.
(Fortsat.)
»Men det var dog vift intet godt Tegn« — bemarkede
, Matgrethe —- »da han tren ind i Kirten, og alle de fmaa
hellige Billeder oendte sig omkring. At, kæreste SosterL
Riddet Kagge har jeg aldrig kunnet se i de"smaa, glin
jende Snogeøjne, uden det var mig som om alle hellige og
fromme Billedet i min Sjæl maatte vende sig omkring.«
»Al, du er saa urimelig« — udbrød Ultika heftig —
Jan gkcesfelig urimelig, at ingen lcenger kan holde det ud
med dig. Jeg løber ogfaa fra dig faa fnart jeg kan, det
siger jeg dig forud, men saa« — tilføjede hun halvt vemodig
— »ak! men saa maa du ikke græde og vcere bedrøvet for
mig, Margrethe! vil du love mig det? eller oil du folge
med?«
»Hvad tcenter ou paa, stakkels, tcere Barn! drømmer
du endnu bestandig om Flugt og ncenner dog like at forlade
mig? Slaa dig til Ro, tære Zøfterl Vi lan dog ikke
«- undfly, og jeg vilde det ikle, om vi lande. Kongen er, med
al sin Strenghed dog god og retfærdig, det siger alle her;
han vil vist en Gang blioe oplyft om vor Ufkyldighed og lade
os frit udvandre af Landet; det er jo det højefte, oi nogen
Sinde kan haabe, efter hvad her er stet; men det Haab op
giver jeg heller ilke.«'
»Kongen!« — gentog Ulrita heftig og lnejsede ftolt —
«Kongen er ket en hceongerrig, en ftivsindet, en uretfcerdig
Tyran —- det vilde jeg sige ham i hans Øjne, om jeg saa
var vis paa, han Var min oirkelige Broder, sorn man siger.
Men han flal oogte sig!« — oedhleo hun med et trodsigt
Blik — »det er hoerten ridderligt eller longeligt at holde
Edle Ridderdøtre og maasle felo en Kongedatter i Fængselx
jeg ved dog en Ridder i Verden, der har Mod til at hcevne
oö og befri mig fra denne Fornedrelse.«
»Du forstrcekker mig, icere, vilde Barn! drømmer du
nu atter om den gtuelige Højhed og tænker paa ugudelig
Hat-M Dei lommer itke fra dig selb: den forfcerdelige
Kagge er her dog aldrig igen?«
»Om han var her, stulde jeg nu vel sige dig det, for
at du i din Samoittighedsfuldhed lunde røbe det til den
ihrige He. Droft, og jeg kunde se min enefte Ven paa Hle
og Stejle her i Morgen? Nei, Margrethe! saa vidt straf
ker dort Søsterstab sig ilke. For lidt siden holdt jeg saa
inderlig af dig« —- vedblev hun med gradende Stemme
»men nu lan jeg ikte udftaa dig! — du hader og for
agter det eneste Mennesie, der bryder scg om mig, og du
knnde gerne gøre mig bange for ham, naar jeg itke kendte
ham bedre. — Det er ikte kønt af dig, Margrethe! —- hun
hrast i heftig Graad, holdt begge Hander for Øjnene og
pussede den bekymret deltagende Soster bort fra sig med de
nydelige Albuer.
»Græd iklel bliv ilte ond og vred, lærefte Ulrita!«
—- bad Margrethe —- »jeg hadet ingen Sjcel i Werden;
maaste Kagge ogsaa er meget bedre, end jeg trot; men er
han her, og lan du faa Bud til harn, saa bed ham for
Hin-lenke Skyld fly og ingen flete Ulytter anftifte!«
»Nej, nej!« —- sagde Ulrika hidsig og stampede med de
smaa Fsdder, uden at tage Handerne fra Øjnene — »hvem
siger, han et her! Gid han var her og vilde hjcelpe mig
hecfrai Naar jeg faa var horte, vilde du dog faone mig,
Margrethel faa vilde du fortryde, at du har gjort mig saa
ond og vred og feel i Aftem nu kan du have det saa godt og
se hvor du faar mig god igen! —- Nu gaar jeg i Seng og
kysser dig ej engang til Godnat!'« Dermed lob hun hen
til sin Seng. sprang op i den med Klaeder og Sko og trat
Dynen helt op over sit Hoved.
Margrethe satte sig paa Sengefjcelen og talte mildt
og keeeligt til hende; hun vilde tage den tykle Fjerdyne
bort fta hendes Ansigt; men den lille egensindige holdt
den fast med begge Hander og fhntes at hulke heftigt der
under. Margrethe blev forsiræktet dg frygtede, hun varj
jyg Tilsidst var hun selv naer ved at grade; men nu flogl
Ulrika en hsj Latier op og sprang ud af Dynerne. »Se!l
nu er jeg god igen!« — sagde hun vvergiven og gjotde et
nydeligt Dansehop. — »Kon! nu. Margrethe! saa sial
du se min Stadöt for jeg vil med til Dansegildet i Mor
gen, det siger jeg dig; og ladet du mig ikke flippe ud af
Osten med lille Karen, springer jeg ud as Binduet og
breitet halfen; faa kan du have det saa godt. Kom!
sag sial du se min Stadö!« Detmed tog hun den alootlige
Ssstet om halfen, lossede hende og hoppede ind med hende
i det lille Klædelaknmer.
Tredie Kapitel.
J Riddersalen forlystebe man sig endnu tildels med
Sang og Strengeleg; men Junker Christopher havde sai
sig iil et alvorligi Skaktavl med den langelandsie Hering;
Ridder Brot, ht. Pape og deres tavse Ven med Hjcelnk
huen fotssgte deres Lykke med Tcerningekast og Brceispil.
Grev Gerhard lytiede med Kotigen Marsken og de unge
Riddere til den tyste Mestersangers Eventyr og Sange·
Ditfe fremmede Kunstnere søgte især at underholde Kongen
og hans Gerster med Hæderssange, hvori de besang alle
kronede hovedey som deres siore Velynbere; tilsidst heu
veudte de sig umiddelbari til Kongen med en temmelig over
dteden Bernmmelse isæt over hans Lærdom, og i de sammt
Wler og artige Talemaader, hvori Minnesangerne til
fpm havde besunget deres elskebe. Grev Gerhard trat paa
Smilebaandeh og Kotigen blev tilsibst utaalmodig. ,,Nej,
M qsat for vidt!« — udbrød han — »vil J bilde mig
ist-, st. Rumelanti at J er forelstet i mig, som i en
uns Jesuer ikke mer af det Slagö! fyng os hellere om
t- lapre Ribelunget og den hornede Sigfried!«
« »Sei-I J befaler, stotmægtigste herre! min gavmilde·
ps, modige Belyndet!« —- svarede Hr. Rumelant og
— ; f de; men han var bleven saa forvirret over Kongens
IEW med han- Smigreriu, at han intet kunde samls
ck II Scriikdpitw min sammenblandede forstellige Senge.
-"«·
»Don-n lud migtss —- afbksv Messer Wiss-p- ham vier-I
sin Kampestemnie, og nu isternte han en djcerv, tysk Belie
sang oin de tapre Nibelunger, saa det dundrede i Hallen.
Sangen vandt stort Bifald; men det var et udsorligt
Heltedigt, soni tun ved den ensformige Melodi eller syn
gende Deklamation blev trcettende. Naar Mester Poppe
hlot standsede et Øjehlit, for at drage Aande eller huste
efter, greb Mester Rumelant sat, og saasnart han tog fejl
eller betcrnkte srg, begyndte Mester Poppe igen med sriske
Krcesterx det lod saaledes til aldrig at dille saa Ende.
Kotigen var dog længe opcnærlsum ug lo mutigen Jang ret
hjertelig over de naive Stildringer; endelig hlev det hani
dog sor langt, og han rømmede sig nogle Gange. «Godt,
godt, J gode Herrer! Tak!« — afbrød han tilsidst de utrcet
telige Sangere —- ,,det er not for denne Gang! der er
Marv og Ben saa del i eders Heltesange, som i eders
Kæmperz de er fast lige drøje at saa Bugt med. Nu vil
vi dog høre en dansk Sang. Vi har del ingen saadan
Heltesang udi et, undtagen paa en Maade vor hele Kro
nike selv: det er, saamcend, en Heltesang, som jeg haaber
aldrig stal saa Ende; vore Kaempeviser ere tun Brudstytter
deraf, inen saaledes salde de hedre til Sang; det gaar rast
stem, Slag i Illig og det maa jeg Vel lide, siden jeg selv
er noget hastig i Sindet Vi har vel heller inaen rette
Laugsmestere i Kunsten endnu« —- dedbleo han — ,,det
meste, vi har, tilhorer hele Foltet og shnaes daade as Bon
der og Riddersmaend Hvor er Trosten?«
Aage var for noget siden taldet nd, og ingen Vidste,
hvor han var.
»Nu, Marsk Olufsen! san snng da J om oore KcernPer
og Helte!« — sagde Kongen —- »rnen tag jer i Ant, at J
ikte spranger mig de gode Hvoelvinger her i Hallen! Jeg
tender not eders Stemme.«
»Jeg vil heller slaas end synge Viser for eder, Herre
Konge!« — svarede Marsten — ,,rnan vil sige, jeg synger
som en Bjornk dog har J Lyst at høre det, sial jeg gerne
hrurnrne jer et SinkteN Terpaa rømrnede han sig og he
gyndie med en Basftemme, saa hul og dnh, som fra en As
grund:
»J.’et Var ungen Uls van Jern
Han ganger for Kongen at stande:
Vilde J laane mig as eders Mcend
Min Faders Tod at hævne« —- —
,,Ti!« — udbrød Konaen hidsig og stamoede.
Marsten tav og saa sorbavset paa ham med opspi
lede Eine.
»Hvad tænter J paa, Hr. Marsk! vil J minde Kongen
om hans Faders Tod?« —- hoislede Grev Henrit ham i
Øret.
»Du min Gud og Staberi hvem tcenlte paa sligt?«
—- sagde Marslen og gik hastig til Side. Rort ester frem
traadte Hushofmesteren og indhød Kongen og hans Gæster
til Kvældsnadoer, idet han aabnede Deren til Zpisehallen.
Som scedvanligt iagttoges, hoor Kongen var til Stede
alle Bordstille ester ridderlig Sced og Orden. Enhver Rid
der havde sin bestemte Plads, med en lille, scerstilt Brille
dug, og naar Kotigen git til sit Sæde, git han gerne rundt
om sine Ridderes Bord og tastede undertiden et oprnærk
sornt Blik hen over diåse smaa Dage, som maatte ligge
helt og glat udbredt soran Riddernes Plads med Brod og
Brilke eller Tallerken i en bestemt Stilling. Fandtes der
en Rist eller et Staat i Dugen eller laa Brodet bagvendt,
betydede det en cerersrig Anklage mod den Ridder, hvem
Dug og Brsd tilhsrte, og den saaledes anklagede maatte
da sorlade Bordet strats og var udelullet sra Riddernes
Sarnfund til han havde retsærdiggjort fig. Dagen sør et
Dystløb var der som ostest en Vaabenherold og et Par»
.saataldte Baabenpersevanter eller Underherolder til Stede
»ved Kongens og hans Ridderes Borde, sor at paase, at
Stittene iagttoges. Dette var ogsaa Tilsceldet denne As
ten. Da Kongen tonr midt for Ridderbordet, standsede han
og bemærtede tre Britter, hvorpaa Brodet laa bagvendt;
han studsede og vinlede ad Herolden.
,,De velbytdige Riddere Hr. Niels Broct og He. Papæ,
Heere Konge!« — sagde Herolden nied bsjet Stav og stiv
Holdning — ,,sarnt en vis Ato Krummedige, som ingen
tender; det er hum, det er blevet tilladt at bære Hiermi
hue her i Hallen og bevare Tavshed rnod enhver, i Folge sit
Ridderløfte ved den hellige Grav.«
»Hm- er deres Anllager?«
«En unævnt Ridder, Ebers Naade! men han har stillet
sit tilhyllede Stjold til Pant i Baabensalen; han vil msde
og nævne sig, naar det sordres «
,,Godt! giv vel Agi, Herold! opfyld din Pligt!«
Detmed gi! Kpngen til sit Scede.
Kort ester torn Ridder Brock og ht. Pape med deres
hemmelighedssulde Ben og vilde indtage deres sædvanlige
Pladser. Da de saa de omvendte Brsd, studsede de; Ritz
deren med hfælmhuen stistede Farve og traadte et Stridt
tilbage; rnen Ridder Brett og hr. Pape vendte hastig deres
Brsd og satte sig rned en stolt og trodsrg Mine paa deres
Plads. J det samme traadte Baabenheroldens med et dra
get Svcerd i Haanden lige over sor dern ved den modsatte
Side as Bordet; han overstar med Sptdsen as sit Sværd de
tre smaa Distduge soran dem. »Ridder Riels Brock! Niv
der Johan Papcel og J, svrn talder eder Ridder Ato Krum
medige!« — sagde han hpjtidelig og med th Ro — »i det
danste Ridderstabs Navn overstæret jeg, som disse eders
Bordduge, ethvert Samsundsbaand mellem edet og Widder
stabet. — J ere anllagede sor Trolsshed og Landssorriv
deri, sor Judaöværk og tilsigtet Kvngemordz thi bortvises
J sra Kongens og enhver eerlig Ridderz Samsund, til J
hat msdt ederö Anklage og retsaerdiggjort eher, hvis J
det sormaa. Formedelst Klagens Bigtighed assordrer jeg
eder derhos eders Berge og sortynder eder ridderligt Fan
genstab.« Derpaa vinlede han, og de to Baabenpersevanter
sterntraadte sor at modtaae Fangernes Sværd Jg ledsage
dem til Fangenstabei. Alle Gesterne reiste sig sorbavsede,
og Kongens halvtresrndstyve Riddere og Drabantee nd
droge dere- Sveerd.
»Dumme ngletier!« —- mutnlede den htje Ridder
Broct og rejste sig. — »Der, herold!« — raabte han med
start Rost og tastede sen handste mtdt paa Bordet —- »dring
den til intn Antlagirt hvor han mtder mig, stal mit gode
Svcrd bevise, han er en Lsgner sog Gek. —- hvo er han?
tsr han met-ne stg vg se mig under Hinei«
» »Der staat bunt« — ltd en Rtst sra Dsten til Sense
san Wiens
smsd HSCNDM PMI sit Svcrd og et gennemtreengende Blil
tpaa de tre antlagede.
I ,,En Svcermers og Drsnimers Anklage ler jeg ast«
l— raabte Ridder Broct stolt og haanlig. —- ,,Vi ins-des
)Hr. Droit! Jeg nedlægger nu tun mit Svoerd i disse
Mænds Hornden for i Morgen at modtage det, fritendt
sas Kotigen og Ridderskabet, og aftveette den Plet, her er
Jsat paa min og mine Venners Ære, med Æresicenderens
jBlod.« Dermed overgav han Persevanterne sit Sværd
« Rivder Papce havde iigeledeg rejsr fig; han tasiede nu
ogsaa sin Handsle med et foragteligt Smil hen paa Bordet.
»Der liager mit Pant!« — sagde han —- ,,og her er mit
Svar mod enhver Antlager, selv om han er overgivet til
Djozvelens og Kpdets Fordærvelse.« Med disse Ord streng
te han sit store Slaasvcerd mod Gulvfliserne for Heroldenö
Fødder. Derpaa git de beage med fafte og stolte Stridt ud
af Toren med et Par lynende Blik til Drosten og med den
soreaivne Ato Krummedige imellem fig. Tenne tavse, for
mnmmede Herre var bleven saa hvid i sit Ansigt som hans
overskaarne Difldugz han havde overrakt Persevanterne sit
Stil-erd; der kom ingen Lnd fra hans blau, sammenpressede
Lieben men hans Blik rullede frygteligt vildt under de
store, svcrriede Ljenbrym Fødderne slcelvede under ham, og
han maatte gribe den stckrle Ridder Broct ved Armen for
ilke at svnle. Drosten fulgie selv de fnrlige Statsfanger,
for at vaase, det git tilborligt og lovmæssigi til ved deres
Heeftelse.
Tenne uscedvanlige Begivenhed havde opoatt stor For
bavselse. Den almindclige Tavshed afløstes snart as en;
sagte HVisiM De tv tkvdsige Riddere kendte man; en
l
EITHER-Zion Angesime pg «
hver vidfte, de vaee mistcenkte for at have underftøttet Ær
kehispensz Flugt. At de hørte til de misfornnjede i Landet,
var betendt; men de havde ikte faa Venner, og de gjaldtj
for djærve, uafhcengige Fcrdrelandsvenner, der itle smigre-;
de Kongemagten, men havde Kraft og Mod til at ocevdel
Foltets Frihed oa Stændernes Rettigheder mod de weg-J
tigste. Alt de stulde have indladt sig i Sammensværgelser
eller statsfvrbrydersle Foretagender, fandt man ikle sand-T
synligtz men man troede, Drosien havde overilet sig med den;
besvnderlige Anklage. Som Kongens Yndling var hanl
ilke fri for Misundere. »Det er beklageligt med den unge
!Hr. Trost!« — hvislede en af Junkerens Riddere — »han
»gaar saa oste i Dromme; han lugter Forræderi alle Vegne
)yg got Kongen forhadt med sin utidige Jver.« Om den
uhelendte Ridder med Hielmhuen og hans Brøde havde
man mange GiSninger; han foretotn de fleste mistæntelig;»
men at en af de fredlose stulde have vovet sig for Kongens
Oer oa til hans Bord, var saa dumdristigt et Voveftytle,
at ingen troede det muligt. Enhver tog imidlertid Plad5.
Uagtet Vintanderne snart tom i Gang, lod man dog ilte
til at iunne glemme den sorsiemniende Hændelse, der havde
form-riet saa vel Kongens, som hans Stiffaders Aasyn
vg, svm det syntes, sat Junker Christopher i en spcendt
og urvlig Stemning. Forst efter at alle date tomne til
Sozde, traadte Dtost Aage ind igen i Spisehallen. Han
var ligeledes tavs vg forstenit. Han git til sit Sæde lige;
over for Kongen og Junker Christopher. De to ncermestes
lRiddere rejste sig, efter gammel Bordskik, for at give ham
Plads, og han tog Scede uden at mcrle et Ord om de an
tlagede og detes Brode. Han shntes virlelig i et Slags
drsmmeagtig Tilstand: den Uscedvanlig sparsomnie Un
derholdning rundt om ham lod han itle til at bemerke;
men hans mecertsomhed var med tærlig Deltagelse heu
vendt paa den Sjcelsbevægelse, han troede at læse i Kon
gens Ansigt. Det var sont den mprte Strenghed deri op
løftes i vemodig Mildhed. Kongen sad med Vinbægeret
i Haanden vg betragtede med et venligt Blit sin leere Stif
sader, Grev Gerhard; han nitlede uvillaarligt og saa med
rolig Alvor sin forsonede Fjende, Hertug Erit as Lange
land, ind i Øjnenr. ,,En Hædersstaal for Fredsrneegleren
og min sorsonede Frandel« —- sagde han nu pludselig
og rejfte sig. Alle Nidderne siode ov, og Kongen vedblev:
»Ogsaa denne min Fredsfest har Forrædere form-riet mig;
dem ital sie deres Ret; i Morgen er det Domsdag, i Dag
vil vi itte tcrnke derpaa! J dette Øjeblit haaber jeg til Gud
og vor leere, hellige Feue, at ingen lsnlig Fjende tsnnne
Beegeret i min Hal. Leve Grev Gerhard og Hering Eriti«
»De leve! og vor Edle, hpjhjertede Konge leve!« —
lsd det fra Mund til Mund med stor og neesten almin
delig Deltagelse, medens Begerne klang og Hornblæserne
paa Heroldens Vint lode deres Jnstrumenter gennenirunge
hojeloftssalen «
Junker Christopher havde ogsaa istemt det alrnindelige
Holdestraab, og Kongen syntes i Scerdeleshed at glcede sig
over at høre sin Broder saa hsjrsstet ved denne Lejlighed;
hans Øjne ssgte Broderens, idet han stpdte sit Beger mod
hansz men Christopherö Blil var koldt, uroligt og abe
stemt, medens hans Kinder bluösede og han med den ven
stre Haand trumtnede Fligen as sin Distdug Et lsnligt
Suk steg fra Kongens Bryst, idet han atter tog Sæde.
Aage hemcettede nu med stor erhavselse, at der var en lang
Rist i Junker Christophers Diskdug sont han fotgceves
ssgte ganste at sljule med haanden. Den samme Opdai
gelse lod Kongen til at have gjort i selv samme Øjeblit
Han havde pludselig stiftet Farbe, og hans Aasyn udtrylte
en frygtelig Grad as Harme og Smerte; han gjorde en
Bevægelse som til at sare op, men sattede sig Ijeblitkelig
med en lsnlig og voldsom Anstrengelse; han satte Bergeret
haardt soran sig vaa Bordet, stsdte sin Bordbrilte fra sig
og stjulte dermed Ritten i sin Broders Distdug.
Ei tærligt, beundrende Blik af Drost Aage boetjoges
as et strengt Lynglinit fra Kongens alvorlige Øjne, idet han
for med Fingeren for Munden. »Musit!« — raubte han
og gao Herolden et Vint. Snart genlsd nu hsjelostss
salen as lystige Jagtstytter. Den alvorlige Sternning for
svandt blandt Giesterne, og enhver talte livligt med sin Si
demand. Kongen selv synte snart ret munter og opr·mt,
stsnt Auge vel bemærkede, at det tostede ham en svcer Ova
vindelse. Da Slotstapellanen til Slutning stulde lcese
Bordbsnnem vare Ridderne blevne saa muntre og hof
rpstede, at herolden to Gange maatte erindre dem om
Bart-stillen
Ester Bordet gil Kongen hastig til sit Lsnlarnmer og
gav Aage et alvorligt Vinl til at sslge hom. Da Junker
Ehristopher reiste sig, rev han, sotn as en Dendelse, stn
Distdug ned under Werden Junkeren git nd paa Defe
lostitillien og flsjtedr. Kort efter ltb hans stvre Jagthund
Wunden.
Kotigen var traadt ind i Lsnkamret med Aagr. Han
havde kastet sig i en Stol og holdt Haanden sor Øjnenr.
Han blev lcenge siddende i denne Stilling. Aage stod endnu
tavs lige for ham og betragtede ham med et vemodigt, del
tagende Blit. Endelig tog Kongen Haanden sra Øjnene.
Han snntes at have grcedt; men nu rejste han sig heftig
og der for atter som et Lyn sra hans Øjne: »Don har vovet
at sonderstcere Tilliden og Karligheden mellem Brodre?«
— udhröd han — ,,var det eder selv, Drost Aagek -- er det
sidste Gang, jeg ncevner jer min Drost.«
»Mig var det ikke, min redle Herre og Konge!« —
svarede Aage. —- »Hvo det hat været, ved jeg ikke. Gud
forlade den as eders tro Tjenere, der saa uklogt og over
ilet har bedrøvet eder! det maa vcere slet hemmeligt og uden
Vaabenheroldens Vidende.«
»En lønlig Anklage foragter jeg!« — vedblev Kotigen
—- »den er ulovlig —- den er i høj Grad ftrasværdig! det
stal — — dog nej, her kan ingen Undersøgelse sinde Sied.
Er han en Forrceder" —- vedblev han efter et Ophold, og
en dle Smerte var atter synlig i hans Aasyn — ,,kunde
han virkelig — i Guds og alle helliges Navnl lad sie, bvad
Gud almægtigst ej vil forbyde! men —- jeg krummer intet
Haar paa hans Hoved! Stulde jeg bestæmme min Fader
i hans OlfkomCE —- skulde jeg domme min Moders SIM
fredløs og cereløsL skulde jeg selv en Gang, store Gnd!«
— han tav, og det var som Haarene rejste sig paa hans Ho
ved af Gru. »Se Paa mig, Aage!« ——— tog han atter Ordet
— ,,kunde den Tanke sødes inden for denne Pa«nde?« —
han lagde Haanden paa scn hoje, vlussende Pande — »det
brcender derinde« —- vedblev han — ,,rnen der brænder
intet usynligt Kainsmærte. —- Min Haand hat vceret
strengt opløstet imod ham — elske mig kan han ikke —
srhgte mig maa han. Bel! lad ham skcelve for sin Herre og
Kotige, til han leerer at elske sin Broder! Nu intet Ord
mere derom! det er maaske Skumleri. Hm! hvo tor ankla
ge min venstre Haand sor Forrcederi mod den hojre7 —
Jeg ved intet endnu —- jeg v il intet vide! Jeg hat set
nok as det onde!« —- tog han atter Ordet efter et tanke
suldt Ophold og stitrede merk mod Jorden. —- »Har jeg
itke hast Forrcedere her om mig fra jeg var et umyndigt
Barn! har jeg ikle set min Fader myrdet og hans srække
Mordere sor mit Aasyn! har deres blodige Heender ilke
vceret udstratt mod mit Liv lønligt og aabenbart sra den
Time, jeg dømte dem sredløsel dog de mægtede itke at rote
mig« — vedbleo han srejlig og opløstede sit Hoved — »ingen
Snigmorderdolk har endnu kamt mig —- blev jeg end en
bandlyft Mond og overgivet til den onde. — Jeg ved det,
Aagel jeg har set det: Herren-s den retsærdiges Oaand var
mellem mig og mine Dødssjender; ingen Forræder og Mor
der, selv ingen Sjcelemorder —- ingen syndig Ærkehisp
eller Pave, ilke chevelen selv sial rokke Kronen paa det
salvede Hoved!« Jdet han sagde disse Ord, hævede han
Haanden og sit Kongehlik som med en profetisk Begejstring,
og der var en Højhed i hans Aasyn, som syntes at kunne
ydmyge den sormasteligste Fjende.
»Min Herre og min Konge!« —- udbrod Aage sjeele
glad —- »den Aand, der i denne Stund taler gennem eder,
er ej hlot Hofhedens og Retfærdighedens, men visselig vg
saa Karlighedens« —
,,Gak til min Broder, min tro Aage!« —- asbrød Kon
gen hatn hastig — »dring lham dette!« Han rev en Guld
kcede as sin»Hals, hvori der hang et Madonnabillede. —
»Bed harn modtage dette Klenod fra sin Broder til Minde
orn denne FredssestL Sig, dette Billede bar vor ulytkelige
Fader den Dag, da han red til sin Ded. Gud besalet!«
Kongen vendte sig hastig bort og shntes at ville skjule den
vernodige Bevcegelse, der havde bragt hans Rost til at have.
Aage stod med Kceden i Haanden og vilde give sin varme
Fslelse Lust; men Kongen vendte sig nu plndselig og sagde
med streng Rost: »i Morgen holdes her Ridderting. De
anllagede stal mode og forsvare sig, hvis de sorinaa det.
For Loven er alle her lige, de vcere mine Venner eller Fjen
der! Ve den Anklager, der ikke har suldt gyldige Bevi
ser, var han saa min læreste Ven! —- Gaa med Gud!«
Aage bukkede tavs, med krænket Selvsslelse og vilde
goa; men da udbtedte Kongen, hestig bevceget sine Arme
imod ham og trykkede ham til sit Brhst, dog uden at sige
et Ord mer. Aage gik hastig bort med den gyldne Kæde.
Da nu Kongen var ene i sit Lsnkammer, greh han i sin
Barm og fremtog en Rosenkrans, besat med Perler og
Ruhiner. »Din Julegave, da vi vare Born, min Juge
borg!« —- sagve han, dhbt bevaeget —- ,,hvad jeg bad ved
den i din Sjæls Tanke, had din Engel med mig sor Gudä
Aashn. — Christopher, Christopher! Gud sorlade dig,
hvad jeg saa i dit Øje!« Dermed trykkede han et Khs paa
Rosenlransen, forvarede den atter ved sin Barm og satte
sig stille til sit Arbejdsbord
(Fortsætteö).
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
J Omflag 80 Conts. Jndbunden 81.20
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
DÄNISE LVIIL PUBL. KIND VII-III Nebr