Kong Erik og de Fredløfe,
historisk Roman i to Dele
at
Bernhard Severin Jngemann.
A n d en D e l.
(Fortiat.)
Kongens Stissader, den holftensie Grev Gerhard eller
den enojede Greve, som han taldtes af Almuen, harte man
derimod mange Lovtaler over. Siden sit Bryllup med
Dronning Agnes opholdt han sig ofte paa Nykøbing Slot;
han var samme Dag kommen fra Falster, for at vcere Mel
lemmand ved Forliget med Heringerne. Til hans Ret
sindighed og Klogskab havde man megen Tillid, og man
led godt hans ligefremme, oakre og djærve Besen.
Hvert Øjeblit tom der nye reisende til Byen og Slot
tet, og man saa blandt dem adsiillige anselige Prcelater,
som man vidfte vare Kongen hengivne, blandt andre Bi
sperne af Aarhus og Ribe og Dominikanernes Provinsial
print-, den cervcerdige Mester Olaus, som ftod i Spidsen
for den danste Geistligheds Appellation til Paven mod
Jnterdittets Fuldbyrdelse efter den Vejle-Konstiiution.
Denne elsioærdige, regte danfksindede Prælat, med sit milde,
rolige Oldingsaasyn og sin snehvide Haarkrans, var nee
sten tilbedet af Almuen, og hoor han lod sig se, hvisiede man
om, det var ham, der vilde befri Landet for Band og Kir
iespcerring.
Enhoer reisende, der hos Marsien meldte sig fom
Kongens Mand eller fom henhorende til det danfte Rid
derstab, blev der anvift Plads til i Slottets ftore Ridder
loft. Den rummelige Plads i denne Sideflsajv var dog
neesten optagen, da Ridder Broci og Or. Papa: meldte sig
for Mariten med dereH ubekendte Ven, som de udgave for
Ridder Aio Zortfiæg af de berøinte Kruminedigers Slcegt7
han var hjemiommen fra en Pilgrimsrejfe, hed det, og
haodc ved den hellige Grad forbundet sig til Taoshed og
til itte at aflcrgge sin Stamfaders Rustning, indtil det
Ridderlofte var opfyldt, han der as Andagt havde lovet
den korsfceftede Siige besynderlige Laster vare ikte unl
mindeligez de fandt lettelig Tiltro og medførte Krav paa
saerdeles Agtelfe og en Dis from Ærhodighed. Som Kon
genö Mcend og anselige danske Riddere bleoe nu ogsaa disfe
Herrer modtagne paa Slottet. He. Palle haode bortfjer
net sig fra dem saa snart fom muligt og meldte deres An
tomst til fin Herre, Junkeren, dog uden at omtale den mis
tænielige Gast, de haode medbragt. Selv gik han, beeng
ftet med denne Hemmelighed, som med Livet i Haanden,
fra det ene larmende Selsiab til det andet og havde ingen
Ro paa fig. Snart saa man ham blandt Kongens, snart
blandt Junierens Venner, hvor han med paatagen Jver
iftemte den Tone, der angaves. Snart holdt han sig atter
til Ridder Brock og de andre fiolte, uafhcengige Riddere,
fom talede djcerdt og dristigt baade mod Kongen og Jun
ieren, og som han dog heller itie vilde stode for Hooedet
eller foragtes af ved nogen flavisi eller frygtsom Adfærd.
Han syntes faaledes at ville sikre sig felv i ethvert Til
fælde; men han troede intet Parti siikert og tunde itte blive
enig med sig selo om, hoorledes han ilogest stulde benytte
den oigtige Opdagelse, han havde gjort i den ftore Lind i
Siovtloftergaarden.
llagtet den Livlighed, faa mange Mennesters Mer
værelse paa Slottet og i Byen maatte medbringe, var der
dog besynderligt stille, og paa Slottet hersiede der en streng,
alvorlig Tone. Jngen offentlig Forlyftelse fandt Sted.
Kongen lod sig tun se i Hirten, ved Ottesang og Messe,
og ved Bordet, Middag og Aften, i den ftore HojeloftsfaL
hvor der stod to lange Spiseborde: et for Kongen og hans
fyrstelige Gerster, saa vel som for Prælaterne og Rigets
anseligste Mænd; et for det danste Nidderstab i Alminde
lighed og for alle de Gcefter, fom stuttede sig dertil; blandt
dem sad den hemmelighedsfulde Asylgaest fra Siooiloste
ret mellem Ridder Brock og Or. Papa. J Folge sit Mid
derlofte bar den foregione Ridder Krummedige bestandig
stn Hjælmhue tillige med det gammeldagz Harnist, og man
cerede hans Tavshed og hojtidelige Adfcerd. Ved samme
Bord sade Ridderne af Hertugernes Folge med de tysie
Mestersangere og andre lærde og udenlandske Gcester. Ef
ter Middagsbordet adspredte man sig. Nogle bleve i
Slottets talrige VErelfer, hvor de forlystede sig med Stal
tavl og Brætspil eller horte paa de tysie Mestersangeres
Nidderæventyr og Sange; andre gii til Boldhuset eller
Ridehuset og den store Rendebane, hvor man forflog Tiden
med Boldspil, Bædderidt og Vaabenøvelser7 andre droge
paa Faltejagt i Fruerlunden eller rede Lystridt gennem
Byen, for at vise sig i deres Pragt for Byens unge Damm
Mange morede sig ved at bese den kongelige Krigsflaade,
fom her laa i Havnenz andre benyttede Lejligheden til at
tobslaa med de hanfeatifke Ksbmeend og Siippere eller for
syne sig med det beremte Vordingborgste chede, der, neest
det fra Ypern og Gent, var scerdeles sogt og var i lige saa
hsj Pris som det fra Brügge. Om Aftenen hortes ofte
Strengeleg og Elstovssange san vel paa Slottet somit
Byen, hvor de nnge ridderlige Herrer ssgte Beiendtstaber
og Elstovseeventyr.
De vigiige Undethandlinger med hertugerne syntes t
de forste Dage alene at sysselscette Kongen og hanz Raum
Ved Grev Gerhards Mægling kom imidlertid Freden snart
i Stand og paa de heederligfte Viliaar for Kongem En
Dag fammenkaldte en Herold de ridderlige herrer og GE
ster i Slottetg store Riddersal. Her sad Kongen paa en
ophsjet Tronftol, mellem sin Broder, Junkeren, og Grev
Gerhard, omgivet af Dertugerne og alle sine Lehnsmcend,
med Rigets Rand og de tilftedevcerende Prælater. Dro
sten opleefte den stuttede og besvorne Fredspagi. Hering
Valdemar havde opgivet sine fornyede Fordringer paa
Femern, Als og Wir-, hvorved han fornemmelig hat-de gi
oet Aniedning til Striden; han havde forpligtet sig til
ingen Uret at tilfsje Kongens Bsnder i hertugdsmmeh
men paa det nsjagtigste at opfylde sine Lehnspligter mod
den danste Krone, hoorimod Kongen havde tilgivet ham og
hans Broder, saa vel sotn enhver, der havde holdt med
Hertugerne i denne Feide, dog med ftreng Undtagelse af
enhver Ridder eller Berliner, der bevislig havde haft Del i
han« Faders Drah; de vare fra denne Stand dpdsdsmte,
hvor de paagrebes.
Jdet denne Artikel i Fredspagten oplceftes, laa Kon
gen sig om i- Forsamlingen med et starpt og for mange
s—
frygtelige Blit. As de fredløses betendte Venner og Irren
der var der ikke faa til Stede og i den slesvigste Hertugs
Folge var der adslillige Mcend, soIn baade vare Marsten
og Drosten ubelendte, og som ved deres hemmeligheds
fulde, urolige Adfcerd havde gjort stg mistænkte. Ved denne
strenge Artikel i Fredspagten syntes Hertugens Venner
højlig stussede i deres Foroentning til denne statskloge
Herre; selv sad han med nedslagne Øjne, og det lod som
han forgaeves oilde paatage sig en rolig, ligegyldig Mine.
Drosten suldendte Oplæsningen as Forliget, som
vakte stor Optnaerksomhed og højst forstellig Deltagelse,
uden at en enesteLyd hortes i den store, spcendteForsamling
Slutningen syntes dog sor en Del at sormilde Jndtrykket
as den strenge Sejerherretone, der herskede i denne Jud-Z
akt. Med retsindig Erkendelse af sin tapre Modstanders
Ret, havde Kongen nemlig givet Hertug Erik af Lange
land det lcenge ncegtede Lehnsbreo paa denne Ø og alt,
hvad han med Billighed kunde fordre paa Grund as sin
Gemalinde Sophias Arverettighed. Hermed var Forliget
i det væsenlige sluttet, og Forsamlingen opløstes.
Grev Gerhard agtede endnu at blive nogle Dage, og
den langelandsle Hertug, der var scerdeles tilsreds med
Kongens Retsindighed og med det hele Forlig, blev lige
ledes; men hans Broder, den slesvigske Hering, sorlod øje
blikkelig Slottet med hele sit Folge og syntes ikke at have
Lyst til at deltage i de Festligheder, der nu ventedes. Han
sorlod Vordingborg med Hatten dybt nedtrykt over Aj
nene, saa nedslagen og ydmyget, som man aldrig før havde
set ham. Han ledsagedes et Stykke paa Vej as Junker
Christopher, der ved denne Lejlighed syntes at ville over
trcefse Kongen i højmodig Deltagelse og Opmcerksomhed
for denne af Nag og slusset Ærgerrighed tilintetgjorte
Medbejler til Danmarks Krone. Til Junkerens Folge
sluttcde sig Ridder Brock og Hr. Papce, der lod til at gribe
enhver Lejlighed til uden Opsigt at vcere Junkeren nær.
Forst sildigt om Aftenen kom Junker Christopher til
bage. Han havde sendt Rinder Papæ med sit øvrige Folge
i Forvejen og kom en, hel Time sildigere til Byen, alene
ledsaget af thder Brock. De rede langsomt ad den mørte
ch, medens de talte sagte og asbrudt sammen. De fandt
Byen oplhst Ined Fatler og Blus i Anledning af Freden
Der lød Sang og munter Strengeleg fra mange Hufe.
Paa Slottet var Riddersalen oplyst; der lød ogsaa Spil
og Sang; Kongen deltog med sine Gcester i Festligheden
Paa Rendebanen arbejdede man ved Lygtelys; der havde
Tømrerne travlt med at opføre Stranter og en hte Tri
bune til næste Dags Dystløb, hvori Kongen selo vilde del
tage.
»Hm! de sorslidte Bornestreger bliver han dog aldrig
ked af!« — mumlede Junker Christopher, da han var reden
sorbi Rendebanen og havde set disse Tilberedelser —- »han
ødsler mere paa sligt Tant mellem Aar og Dag, end baade
Sams og Kallundborg indbringer; han Ideloegger Landet
dermed og brceiker oel selv til sidst Halsen ved det Fjas.«
,,Dertil er hans Hosmcrnd for heilige og underda
nige« —- svarede Ridder Broct — »der er vist ikke en blandt
hans halvhundrede Paasugl-Drabanter og Rundebords
Riddere, som jo gerne lod sig støde ti Gange af Sadlen
hver Dag, for at sornøje sin ridderlige Herre. J tan tro,
de har ordenlig øvets sig i den Kunst at vende Benene i
Vejret, saasnart han rører dem med en Lanse.«
,,Slig Høslighed vilde de faa slet betalt, hvis de vo
vede det!« —- svarede Junkeren — ,,efter det mindste Dyst
lob holdes der jo strengt Ridderting, og han holder fast mer
paa det Spilscegteri med alle de sremmede Looe og Æres
slikke, end paa hvad der er nyttig Skik og Sæd her i
Landet.«
,,Jndlader man sig ogsaa med fremmede Riddere og
Fcegtemestere ved slig Fest?« — spurgte Brock ——— ,,det er
forste Gang, jeg bivaaner denne Herlighed.«
»O, ja!« — mumlede Junkeren —- ,,naar Fast-enge
ligheden kan smigres, sorsmaar han ingen Kraus. Hidtil
gcelder han virkelig sor en uovervindelig Kong Arthur.«
»Maaske kunde han dog sinde sin Overmand!« — sag
de Brock med dæmpet Stemme og saa sig forsigtig om. —
",,Jeg scegter aldrig selv for Spas; men giv Agt i Morgen,
højbaarne Junker! Kender J det gamle Sagn om den
krelne, sorelskede Afgud, Balder, og den kcekke Hother?«
: ,,Hvorledes?« —- spurgte Junkeren og studsede.
! »Jeg har en god Ven — jeg kender en sremmed Rid
der, vil jeg sige, en god Fægtemester, som vel i slig artig
! Leg kunde have Lyst til at lege Hothef — —
»Ja saa!« — mumlede Christopher og saa sig uro
lig om —- ,,slig sarlig Leg skulde J dog raade jer gode Ven
vogte sig sor. J stulde mindst tale til mig, Ridder Brock!
om saadanne Venner og deres Lyster. Hvad jeg har be
troet eder, berettiger jer ingenlunde til slig sorvoden For
trolighed. Hvad der end kan vcere mig og en bis vigtig
Mand imellem, saa vidt som J og ederö dristige Benner
mener, kommer det dog nceppe« —
»Behag at forstaasmig rettelig, hojbaarne Herre Jun
ker!« —- afbrsd Ridder Brock ham hastig. —- ,,Jeg taler
Jkun om en Leg —- jeg ved, man sorlyster sig stundom her
"ved Mummespil og slig Spaz« —- —
»For mig maa man spase som man lyster!« -- mum
lede Junkeren mørk — «men jeg vil veere ude as Legen.
Det halve Liv er et usselt Mummespil: som nglere gaa
vi her til hobe, hvad enten vi lege Venner eller Fjender.
Hvo der var den klogeste ngley sksnnes bedst, naar Bir
nelegen her faar Ende, og man tænker paa Alvor igen i
Danmarkl« Dermed sporede han sin hest og red ind i
Slotsgaardem
Da Junkeren og Ridder Brock vare stegne as deres
beste i Slotögaarden og gik forbi det marke Jomsrutaarn,
horte de Klangen as en Strengeleg og saa t det sremglinn
;tende Maanelys en ridderlig Skitkelse skjule sig hastig bag
s Taarnepillem
i »Er man nu rent sra Forstandenl Serenader her til
Lands —- og selv spr Nattergalen er kommen!« —- mum
lede Junkeren med en haanltg Latter og svsbte sig i en
Kappe for den kolde Bind. — hml som Herren er, saa
stlge hain Tjenerr. Ere vi dog tkke komne vidt her i Ar
ttghed og smukke Scders thder Brock! ved J noget as
slig herltghed i Jyllandls Nu stal det i alt gaa lige saa
ridderligt til her, som i Spanteland og Belstlandt det tan
vi takke disse Landløber·Sangere for, med derer Viser, og
disse Eventyrbsgey min ridderltge Dr. Broder jo endog
tager t Lommen med sig paa stne Felttog. Derinde i Niv
s- d
dersalen tale de nu Vist om de dejlige Florez og Blanze
flok, om den dydsirede Tristan og Kong Arthur; det hører
til, naar man vil gælde for artig og beleben, og herude
gaar en Nar og synger Serenader i Maaneskin for Bor
dingborg Taarnugler.«
,,Var det ·et Fangetaarn, vi git forbi, Herre Junker!«
—- bemcerkede hans Ledfager —— ,,kunde det vel sorklares
uden sligt Gøgleri.«
»Hm! vel muligt!« —- sagde Junieren og nilkede —
»her tog jo Drosten sig den Frihed at scette Marsk Stigs
Ravneunger i Bur, i Stedet for paa Kallundborg De
smulke Landløberdamer har vel ogsaa Tilbedere, stal vii
se!« Derpaa gik Junkeren op ad Trappen til Højelofts
svalen.
J Slotsgaarden uden for Riddersalen stod der en Del
nysgerrige Staldlarle og Fadeburspiger, for at høre San
gen og se Kongen med alle de fremmede Herstaber. Blandt
denne sladrende og spøgende Almueflok gik en svær, tavs
Herre, tcet indhyllet i en Kappe. Fadeburspigerne stak
Hovederne sammen og fniste, hver Gang han kom dem mer«
og den ene drillede den anden med ham, som en bekendt
Stumrings-Bejler til hele det smukke Køn. Det var den
ellers altid saa del tilfredse og alt for artige Hr. Palle,
der nu dog saa helt betcenkelig ud. Han havde her en
Tid lang hørt paa Pigernes Drillerier og deres snaksomme
Beundring over Kongens Slønhed og den megen Stads,
de saa. Det syntes kun lidet at underholde ham i Aften;
han gabede med et Suk og gik med ubestemte Skridt hen
mod Jomfrutaarnet i den øde og svagest oplyste Del as
Slotsgaarden Neden for det høje Fangetaarn hørte han
nu ogsaa Klangen af en Strengeleg, hvor en Slagskygge
faldt hen over Pladsen, og den lolde Vind svøbte sig hvi
nende om Taarnetå Piller. Han standsede og lyttede op
mcerksom. Klangen gentoges, og han syntes at stimte en
dunkel Skilkelse under Fcengselsgitteret. Han traadte
nysgerrig naermere, og saa nu tydelig en Herr-e med en
ridderlig Hjælmhue, der stod omflagret af en stor Kappe og
stirrede op til Gittervinduet, niedens han af og til greb vildt
og heftigt i en Luth. Palle tryilede sig ængstelig ind mod
Muren og syntes at have kendt hin hemmelighedsfulde
Asylgæst fra SlovklostereL Den kolde Angestsved sprang.
ud af hans Bande; men hans Nysgerrighed overvandt
Frygten, on han bleo staaende. Han hørte en lønlig Hot
slen, som befdaredes fri oven, og nu sang en dyb, men
dcempet Stemka nedenfor:
»Da hør du, Agnete, hvad jeg siger dig!
Vil du oære Allerkcereste min?
Haa, haa, haa!
Vil du Vcere Allerlcereste min?
—- J Morgen gaar her Dans paa Tillie!«
Den dybe Stemme holdt inde. Nu klirrede det lille Vin
due bag ved Taarngitteret, og en sin, tvindelig Stemme
sang højt oppe:
»O ja- saamcendI det oil jeg saa,
Naar du tager mig med paa Bølgen blaa —
Haa, haa, haa!
Naar du tager mig med paa Bølgen blaa,
Men itke paa Hadsens Bund.
— J Morgen gaar her Dans paa Tillie!«
»Ha! Jomfru Gundelilles Røst —- Ulrika Stigs« —
mumlede. Palle —- »Ja saa! altsaa dog et Elskovseventyr
— og den fredløse Hund paa mine Enemærkerl —- det skal
der dog scettes Pind sor.« Han tog nu i sin stinsyge Jver
Mod til sig og listede sig først et godt Stykke tilbage fra»
Taarnet, derpaa gik han rast frem og brummede paa en»
Bise, medens han trampede stærlt og lod sit lange Svaerd
slæbte efter sig paa Stenbroen; men han var nceppe kom
men Taarnet paa ti Skridt nær med sin brastende Gang,
før end den formummede Stillelse under Taarngitteret for
ham som et Lyn forbi og stødte ham omkuld; han fornatn
tillige et smerteligt Stil i den højre Side. »Mord! Odele
stønnede Palle med dcempet Stemme; han vovede ikle at
raabe højt, as Frygt for, at den forfcerdelige Flygtning
stulde komme tilbage og gøre det rent af med ham. »Ak,
jeg arme, uslyldige Mand!« —- llynkede han —- ,,n«aar jeg
derer mig sisfigt ad, render jeg mig dog altid en Staver
i Livet. De fordømte Kvindfoltl de ere tun stabte til min
Ulykle.« Han styndte sig at komme paa Benene og ilede
saa stcertt, han lande, over denne stumle Del af Slotsgaar
den til sit Kammer i Ridderloftet, hvor han t al Stilhed sil
sit Saat sorbundet. Den store Kappe havde afbødet Sis
det, og Saaret syntes ubetydeligt; men det smertede ham
overordentligt, og Skrækken havde saaledes overoældet
ham, at han maatte gaa til Sengs. Paa de mange uns
gerrige Spørgsmaal om hvem der havde saaret ham turde
han ikle svare noget Ord, og jo længer han tænkte Paa sin
hemmelighedsfulde Medbejler, jo cengsteligere blev han.
,,Drosten! —- hent Drosten!« —- ndbrød han endelig sagte
—- »det er en Statshemmelighedx ingen anden maa vide
det.« Man bewmrede sig ikle stort om denne Ytring, som
man ansaa for et as hans sædvanlige Pralerier med Hem
meligheder og Jndvielse i Statssager, man vidste ingen
vilde betro ham. Endelig maatte man dog føje ham og
sende Bad efter Drosten.
Jnden for hint lille Gittervindue i Jomfrutaarnet
siod Jomfrn Ulrika nu ene og lyttede. Paa et Sommebord
i Taarnkamret stod en Lampe, og der laa en pyntelig Fi
sterpigedragt, besat med Perler og Silkebaand. Fra det
store Sidekammer lod en sten, kvindelig Sangstemme; der
sad hendes Sostey den stille Jomfru Msargrethe, ved en
Lampe og baldyrede paa en stor Billeddug til et Alterllaede.
Rammen eller Borden bestod af kunstigt Løvvcerk med Bil
leder og Scener af Livet. Der sprang en Hjort og Hind;
der dansede Jomfruer og Niddere i gansle smaa Billet-en
men inden for Borden hang en udsyet Kristus paa Korset,
og Jomfru Maria stod med St. Johannes og Magdalenei
ved Korsets Fad, som mater dolorosa-A paa scedvanlig
Maade fremstilled med et Svcerd gennem Brhstet7 i For
grunden lnælede en Ridder i sort Harnist med sin hustru
og smaa Piger i Sprgedragi. J disse Stillelser havde hun
afbildet sin Faden den mcegtige Mast Stig, og sin stolte,
ulyllelige Moder, Fru Jngeborg, tillige med sig selo og
Sssterem som Born. Medens Margrethe sad flittig ved
dette Arbejde og sang Visen om Hagbart og Signe, be-4
·) Den sorrtgfulde Moder.
L
mærkede hun itte hvad hendes lunefulde Søster havde spr.
Af den festlige Larm paa Slottet trcengte undertides
en fjern Lyd til de fangne Jomfruers afsrdes Fængsel; ds -
blev altid Ulrita utaalmodig og grced, fordi hun itie kund- f
vcere med ved al den Pragt og Herlighed, og Morgrethe
havde ondt ved at tale hende til Rette. Oder Gang den
lille, vævre Terne tom for at bringe dem det fornødne, usi
spurgte Ulrika hende ivrig og nysgerrig om alt, hvad der
stete, og Ternen maate bestrive alle de fremmede Herrer og
Riddere. Kun naar Margrethe hørte Drost Aages Rat-n
og hvad Ternen oidste om hans sarlige Eventyr paa Kal
lun·dborg, glemte hun srt Arbejde; Handerne faldt hende i
Slødet, og hun lyttede med opmeerksom Deltagelse. Hvas
Ternen fortalte om Kongen, ond» Basis Mildhed mod de
ringeste Folt og hans retscerdige " ghed mod de store
og mægtige, hørte hun ogsaa med e« Deltagelse, stsnt
ej uden et vemodigt og undertiden bittert Smil, naar hun
tæntte paa sin egen Staebne; men naar Ulrila vilde vide
Bested om hvorledes enhver af de fremmede Riddere saa
ud, hvad Farve deres Haar, Slæg og cheder havde, hvors
ledes de sad til Bords og hvad de bevcertedes med, saa var
Margrethe ncer ved at tabe Taalmodigheden. Hun saa
det derfor ret gerne, naar Ulrita, som nu, sit det Lune, at
indeslutte stg i det lille chedelammer, for der at sysle med·
sm Pynt og sladre med Ternen. Siden Ternen denne Dagg
Morgen havde fortalt om Dystløbet, der beredtes, om Dan
selystigheden og Mummelegen, man haabede vilde sinde
Sted næste Afterr, var Ulrika bleven munter igen. Naar
hun ikke hviskede og sladrede med Ternen, sang hun nu ret
lystig i det lille Klaedekammer, som hun havde saaet en ser
deles Forkcerlighed for.
Ulrila havde denne Aften indelukket sig i dette sit kæte
Lønkammer. Hun syslede atter med sm Pynt og nynnede
paa en lystig Vise om Karl as Rise og Jomfru Rigmor;
men nu hørte hun sin Søsters vemodige skønne Sang des
hendes fromme Arbejde, og Taarerne kom pludselig den let
beoægelige Ulrika i Øjnene; hun rejste stg hastig ligesom
forskrækket over sine egne Tanker, og kastede Pynten paa
Gulvet. Hun aabnede Døren og fløj sin stille Søster med
heftig Veoægelse om Halsen.
»Hvad er det, Ulrika! hvad fattes dig? kæreste Søsterl«
—- spurgte Margrethe med deltagende Uro og gengældte
hendes heftige Kcertegn.
»Ak! jeg blev med et saa angst og bedrøvet!« — sagde
Ulrika — »du sang saa smukt og sørgeligt, ret som en stat
lels forladt og enlig Fugl i sit Bur, og jeg tæntte paa, om
du sad her ganste ene i dette feele Taarn, og der var slet in
gen, som holdt af dig og trøstede dig, som du har trøstet
mig og talt godt for mig hver Dag« —- —
»Du er jo hos mig, kaere Ulrilat og jeg sidder jo her
ret trøstig ved min leere Billeddug. Naar Gud vil det, maa
vor Fængselsdør visselig aabnes for os, og før ster det dog
ikke. Vi vil aldrig sørge som de, der intet Haab har.«
,,Det er da ogsaa sandt!« — sagde Ulrika halvt stsdk
og tørrede sme Øjne — »naar du bare tan baldyre og
læse din Rosenkrans og de artige Riddereventyr eller synge
Drostens Viser, saa bekymrer du dig tun lidet om den hele
smukke, virkelige Verden; men jeg tan ilke holde det Liv uti ;
her; naar jeg om Ratten hører Havet bruse dernede, ønstek
jeg tit, der vilde komme en Havmand og føre mig bort
som Agnete; jeg vilde fast hellere vaere paa Havstszs Bund, .
end i dette kedsommelige Fangehul. «
»G-« dog aldrig saa daarlige og ugudelige Ønslet,
tcere Søster!« —- svarede Margrethe, halv forskrceltet, og
korsede sig uvilkaarligt — ,,det er dog bedre at viere i
Fængsel uforstyldt, end i Frihed med Slyld og Bude.
Huster du, hvad der staar i den heilige Læst om St. Pedet
i Fcengslet og hvad han sagde« — —
»Det ved jeg nott« — afbrød Ulrika hende fortreedes
lig —- «men der kom jo dog ogsaa en Engel og førte hant
ud.«
,,Vilde Gud og den hellige Jomfru, kunde der ogsaa
sendes os en saadan Engell« —- vedblev Margrethe —- »m
Engels Tanle i en eneste Sjcel behøves her kun. Jeg vilde
ogsaa gerne se Guds skønne Berden igen, naar det kunde Ie
med Ære og uden Syndz men du talte jo om Havmænd og
sonde Aander, og jeg hørte not før hvor vildt du sang; bei
klang mig som Agnetes Svar til Havmanden, og ret lige
som du var en ulyklelig, forblindet Pige, som hun. Ak,
kæreste Søsterl jeg ved not hvem du tænkte paal men vogt
dig for ham! han er vist lige saa salst som Havets Slnm
og som den stakkels Agnetes Brudgom.«
»Jeg forlanger slet ikke, han ftal være et Haar bebte!««
— svarede Ulrika ivrig — ,,det var jo den tossede, vergel
sindede Agnete, men ikke hendes Brudgom, der var salsk ow
troløsl hun brød jo sit Ord og forlod stn Mand og de ,
smaa Børn og vilde itke tænke paa dem, hvor meget han«
bad hende; en saadan Gudsfrygt lan jeg ikte sorstaa mig
paa; nej, da var han dog meget oerligere og bedre; Png
har altid hast ondt af ham, den Staktelt — Saa styq »
har han da heller ilte været« —- vedblev hun —- ,,hau
havde gult Haar og spillende Øjne ligesom Riddet Kaggez «
hør tun!«—— og nu sang hun:
I ,,Hans Haar var som det pureste Guld;
Hans Oer de vare saa frydefuld’! —
t (Fortsættes.)
«--«.
B. S. Jngemanm
Valdemar Sejetc
J Omflag 80 Cents. Jndbunden 81.0 »
Erik MenvedS Barndom H F«
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark .
og hanS Samtid.
Omsiag so. Judbunveu u.so.·s
Damen mik. Dust-. Eos-z Kuh-. drob-.
