Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, June 25, 1902, Page 6, Image 6
THde W historiss Roman i to Tele as Bernhard Severin Jngemann A n d c n D e l. (Fottfat.) »Vejfatne Mænd og ltistne Mennestet« — lod Sdaret. —- «Et J en from Guds Mand, Pater Portnet! saa forsynd jer ej med sotbudne Ewige-maul! men lut strals pp i St. Bents og St. Pedets Naon!« »Ja nomine St. Benedicti Anianensis et St. Petri Apostoli«ä) —- soatede den gejstlige Portnet og botttog f straks den store Jetnstang, hoormed Porten dar luttet. «Set J?« — sagde Riddet Brocl —- »het gælder St. Bent og St. Peter endnu dog mer, end alle Konget og vetdslige Despotet.« Uagtet de vigtigste Husgerninget i Klosteret bleve - sortettede as Otdensbrødrene selv, i Folge Klostetreglen, bleve de tejsende dog strals ved Jndtrcedelsen i det rige Herrekloster modtagne as en hel Flot opvartende Leg btsdte, som toge detes vaade Kappet as og gil dem ivrig til Haande med Haandtocet og hvad de behooede. Pater Pottneren havde ladet stg aslose as en Liegt-toben sor itte at sorsomme cheldsnadveten og den dettil hotende As tenandagt Estet en Melding til Abbeden sulgte han de ire tejsende Niddere til Resettoriet, medens en Lægbtoder strgede for detes Svende. J det heje, hvcelvede Reseltoriurn, hois smalle Due vinduet vendte ud mod Klostergaatden og sotmpttedes as en Rcelke Linde, sad den sdcete Abbed Johannes med en Lampe for sig ved Astensbotdet i sin snIrllede Lcenestol og holdt en Slags Opbhggelsestale fot de ydmhgt lyttende Ordensbrodre og Klosterets Lcetlinget. Ncetmest ved ham sade elleoe Munte i sotte Kutten blandt hdille Pater Port neten tog Plads som den toldte. Et lige saa stoct Antal Smaadtenge, der opdroges til Klostetbtodte og date sotte Benedittinetkutter ligesom Muntene, indtoge den nedetste Plads oed Bordet og spiste ivtigt, medens de dog lode til at hpre meget opmcetlsomme paa Abbedens Tale. Ved de tej sendes Jndttcedelse tejste den anselige Ptcelat sig halvt i Sædet med en sottrcedelig Mine og bod dem veltommen i St. Bents og St. Peders Navn, men næsten uden at mer dige dem et Blit, og i en Tone, der robede, at han tun i Folge sin Otdenspligt modtog slige selobudne Gesten Dog da de to høje Riddere ttaadte ham nætmete med en dyb og heftig Hilsen, og Botdlampen oplyste Ridder Brocls sor vovne Ansigt, sotandrede Abbedens stolte Adfærd og sta ftsdende Mine sig pludselig; han gjotde Benedittionstegnet voet Riddet Broct og hans Ledsagere og bad dem, høslig nedladende, tage Scede, medens han hastig med et hemmeligt Øjeblink lagde Fingeten paa Munden og vedblev at tiltale dem som udekendte. Foruden de tolv Ordensbrodre og de munletlcedte Dorn sad det en Person ved Bordet ligeledes i en sott Bene diktinetkappe, men uden Kallot og suldstændig Ordens dtagt; han havde ved de rejsendes Jndttædelse hastig vendt sit Ansigt bott og lod til at dille bottfjetne sig: men nu, da han hptte Ridder Btoels stcerke Stemme, vendte han Ansigtet om til de nys ankomne Gaster med et sotttoligt Nik til Riddet Brock. Nu viste det sig, at denne Person iiie bat Tonsut, men endogsaa var ptydet med et stott, ktigerst Mundstæg Hans Pande og Øjenbryn vare sijulte as dei rødgule, nedlæmte Haar. Riddet Broct studsede og hilsede harn sorbaoset, men tanz. ,,En Gcest sta Verden, som hat sogt Sittethed i vor Stands hellige Klæder og benyttet Adbediets Ashltet!« — sagde Abladen — ,,Jeg kan solgelig tun sotestille edet bam uden Navns Ncevnelse, ligesom jeg ogsaa modtaget edet, i den hellige Bents og St. Peders Navn« uden at spotge om edets Navn i Verden eller Henstgten as edets Rejse.« i- »Cdets GEstmildhed og Ædelmodighed er nol som deiendt over hele Landet, fromme Hettel« —- sagde Riddet Broct med gentagen Hilsen. — ,,Bi hore oel itte til de fotsulgte; Formaalet sot vot Rejse er heller ingen Hemm ktghedz men vi paastonne lige suldt med Tat og Ære det Ly, disse hellige Mute nde modalt Slags erjr.« « »Im den Stund, jeg as Guds Naade modtog Prælat Tyuen og den hellige Krumstad" — tog Abbeden attet Qrdet med en kitkelig Fyrstes Mine, men med bojet Hoved og i sen dis studetet thetotist Tone — »det viere sagt uden at sor seengelig Selvros og tun til den Hojestes Ære! — sta den Tid, St. Peder og hans hellige Atving satte mig til Herte over disse Sjcele og over dette de frommes og betteengtes Asyb hat jeg ester bedste Eone straesbt, i St. Benedikt as Rureias Aand og med St. Benedikt as Anianes stumme Dillie sot Øje, at komme alle refsende og Pilgtirnme saa vej som alle sotfulgte Sjæte til bestaetmende Hjcelp saa vei Invd den bilde, ondartede Natur« som mod den menneslelige Bildhed og den vanhellige Vetdens Fotsslgelsr. J asbtod Läg neiop het i en gudelig Bettagtning, mine Geestetl sog ialte om Kittens Magt og Mhndighed, som til saa Hi Form-seist un kreeves as Verdens blinde Born i vote Mdelige Finden Jeg indslcetpede just vot heilige Ordens Weist spt Bttnene, til mine undetgivnes Opbnggelse, i Wing as de Boldsomhedir og himmelslrigende Ums-et Dis-den di daglig hste og se sot Øjr. J hat vel ogsaa fet, hast stammeligt Kongens Mænd have handlet mod M fees-He Gret- Jalobs Meend i Halland, og hvilken Wszde Bilkaatlighed den tongelige Lehnömand Jonas M sylig hat tilladt sig her paa Gransen as mit Abbe « MMV Zenit-ietan Ost et sas uttoligt, hoad jeg hat hat, renlivede Æd!«—— spatede Niddet Brock —- »dog Sagen «Hf Mist as Ftihedeni og Despotismens Ven " » hat net igsaa systet oveedrevet den strenge Ewig-M bed« W, ver and-e ten bevivue Sande-denn W Ok- »det trinkt-enge Osset sot Sehn-man j sei han- kpde Bett og Stall-endet « sont its Haar herl« —- tog den Iri Ist W og reiste sig Hans III-s M: det Wien-te paar Dienbryn og en stor, rod Skramme til Syne. »Saaledes hcevdes Lov og Ret nu i Danmark!« —- vedblev han. — »Jeg var kommen her ned i Tillid til Stilstanden og For draget i Hindsgavl; men Tro og Love kender man ikke mer til, hvor Frihedens Venner ere fredløfe. Min Stalbroder havde reddet mit Liv og befriet mig fra et forsmædeligt Fangenskab; han var, som jeg i den norfke Konges Tjeneste. Han blev for tre Dage fiden fangen oed min Side ved th lys Dag af He. Jonas Friis felv og flæht til hans GaardJ Jeg undkom til Abhediets Fristedgrund; men da jeg i Gaarf med den fromme Abbeds Mænd oilde befri min ulnkkeligef Stalbroder, fandt vi ham, uden Loo og Dom, hangt paal Jonas Friisis lukkede Gaardport.« »Ret saa! jo galere de gør det, jo fnarere faar det En de!« —- udbrod Ridder Brock med mcegtig Kemperpft og stødte sit ftore Slagfocerd mod Gulvflifen —- »den Herre, der hat saa ivrige Tjenere, kan let komme til kort. Den Voldsgerning fkal blive til en Brand« —- — »Hu bekymre vi os ikte om de verdslige Handeler!« —- afbrød Abbeden ham hastig med et lsnligt advarende Vink og et Sideblik til de opmcerksomme og studsende Munke, der dog alle fade tavse med ydmygt nedbøjede Ho deder og fyntes mere at frygte, end at eler deres mægtige Overhoved. — »De verdslige Ting ere for mig og mine un dergivne kun Vehikler for det aandelige« —- vedblev Parla ten med en from andcegtig Mine —- »og jeg tillader kun Talen derorn, naar den kan tjene os til hellige og opbhgge lige Betragtninger, efter St· Benedikt af Anianes fromme Villie og Bud. Nu forbyder jeg al videre Tale her om fligt. Vederkvaeger eder, mine fremmede GesterZ Bed en stille Bon, Broder Sengereder! og opfyld din Pligt mod de fremmede! Beder i Stilhed og gaar til Sengs, Born! Enhver Broder gaa til sin Aftengerning! J maa ikke tro, mine ubekendte GEfter!" —- tilfojede han —- »at de Kon verser og Lægbrsdre, J her har fet, alene forrette det legem lige Arbejde, der paaligger os alle; netop for at ftyrie Legemet til Opsvldelsen af disfe vor Ordens strenge Plig ter, giver jeg, som J se, undertiden Dispensation med Hen shn paa det skrsbelige Legems Næring med stfpifer.« Ordensbrpdrene og de munkeklædte Born foldede nu deres Heender og mumlede en Bon; derpaa bortfjernede de sig, efter at de alle med en dnb og underdanig Nejen havde khsfet Abbedens Haand, som dertil laa fremstrakt oder Stola:men. Selo blev han siddende i den høje Prælatstol og betragtede sine Gasster med et forstende Blik. ,,J ere mig velkomne, Ridder Niels Brock og Johan Papæ!« — sagde han nu i fortrolig nedladende Tone med et Sideblik til Hr. Polle. —- ,,Denne Herre kender jeg ikke, men jeg for moder, J medbringe ingen andre, end eders fortroligfte Venner.« »Den hpjbaarne Junker Christophers Kammersoend Ridder Palle, ledsager os til Vordingborg efter sin Herres Befaling« —- fagde Ridder Brock hastig — ,,fkønt vi ilke rofe os af at kende ham neljere.« »Ja faa! — Vær mig ogfaa velkommen, Ridder Palle!« —- tog Abbeden Ordet igen i ftolt nedladende Tone og paatog sig atter den høje Prcelatmine. —- ,,Eders Herre, den højbaarne Junker, figes nu svarlig at fortrnde sin Synd og Haardhed mod vor hojlcerde, gudfrhgtige Ast-ke bifp og at føle Forlængfel efter Fred med den hellige Kirke; han synes med alle sine Forvildelfer dog af et bpjeligere Sind, end hans Broder, og det kan komme ham til Gode en Gang; thi Gud staat de hoffcerdige imod, men giver de hdmyge Naade.« »Ja, min Herre Junkeren vil oist omvende sig, ren livede He. Abbed!« —- svarede Palle og ftak et stort Stalle Kod i Munden, hvorved han hindredes i at forlcenge sin Tale. » »Den gode Hr. Palle trænger efter fin Legemsbygning mest til Vederkvcegelfe og Ro!« — fagde Ridder Brock med detydende Eftertrhk. — ,,Efter hans Forsikring er der nu den bedfte Forftaaelfe mellem Junkeren og hans Broder.« »Ja faa, hm — nu ja! det er jo frornt, at Brødre enes, naar det kun er i det gode!« —- fagde Prælaten oa afhrød denne Samtalr. Der taltes nu kun lidet og om ligegyldige Ting. Ridder Palles starke Madlyst syntes mærkelig at aftage ved den forsigtige Standsning i Unber holdningen og ved Synet af Flygtningen i Munkekappen, der var bleoen siddende tavs ved den mindste oplyste Ende af Bordet og stirrede starpt og uafladeligt paa ham. Da ingen mer fpiste eller drak, foldede Abbeden sine Hænder og mumlede en latinsk Bon; derpaa ringede han med en lille Solvklokke, og Pater Hushofmefteren traadte ind. »Denne Heere snsker straks at komme til Ro« — fagde Ahbeden og pegede Paa Palle. —- »Maaske folget J med, som hans Kontubernalis hift ovre.« Med disse Ord gav han Ridder Papce et Vink, og denne ordknappe Heere fulg te ftraks med Palle og Hushofmefteren over Klostergaarden til det afsides Gestehus. Saafnart Abbeden var ene med Ridder Broek og den formnmmede Afylgeest, gab han dem et hemmelighedsfuldt Vink og rejste fig. Han tog Lampen i lHaanden og aabnede en LIndsr i Refettoriet, der forte til en lang, hvælvet Munkegang. Selv gil han foran, og de fulgte ham tavfe gennem Munkegangen og op ad en Vin deltrappe til Klosterbibliotheket og Prcelatens Lsnkamrner; han aabnede selv alle Dsre og lukkede dem omhhggelig i Laas eftet sig. ht. Palles Magelighed og Lyft til Vellevnet fhntes at vcere kommen i Strid med hans Nhsgerrighed og en hemmelig Frygt. »Hvem anfer J hin starrt-jede Flhgtning for? Ridder Papæ!« —- fpurgte han sin tavse Reffefælle, saafnart Pater Hushofmefteren havde forladt dem og anoift dem deres Sooekamre. »Bei er mig ligeghldigt!« — foarede Ridderen mut og tog sen Kjortel af. ,,Det var sikkerlig en af de fredlofe!« —- vedblev Palle urolig. — »Bei er dog en egen Sag at have siddet til Bords og nn at fove under Tag med en faadan Karl; det kunde en Gang komme op og veekke Miötanke.« »Jeg vil give jer et godt Raad, He. Palle!« —- svarede den mutte sitt-der —- ,,tag J ederi heft nd af Klosterftalden igen og rtd ederi egen Bei over Hals og Dabei-, trodt Nat og Uvejrl Port Selstab kunde maner sogfaa shneg jee be tenkeligt Un Mand, Horn J, der-hat sin Fred og Stkkers hed see-est af alt, stnlde old-is give stg af med Heeretjenefte It disse unselige Tiber; saa vtdt jeg meet-ker, duer J lige fW M Junkers-J som til maa-us Tier-eh og til at ,,For Pottet, He. Papcei hvab tcenker J om mig?« — sagbe Palle sotnærmei og brhstebe sig — »ttot J, jeg et bange sor mit Stinbt Jeg gab not set ben, bet slete Gange hat vooet Liv og Blob i Hertetjenesie, enb jeg, og bog som en sti Manb tot give al Verbens Herrer og Tyrannet en gob Tag. Hvab min Herre Junteren hat sor, bei maa han selv vibe og sorsvare! — bei tommet iike mig veb. Hans Hoveb sidber oel ogsaa for hojt til at komme i Farr. Naar bei kniber, gaat bei tun ub over be smaa; bog naar han talber eber og Ribber Broct sine Venner og sendet jer Hil sen og høslig anbybelse, løbet jeg, som hans Tjener, vel ingen Fate veb at omgaas eber; men en frebløs — tænti en as Kongexnorberne selo maaste, at have sibbei til Botbs meb ham tan tomme os alle byrt at staa.« »J et i en saare uhelbig Stilling, Ht. Palle!« —- sagbe ben stolte Patiigænger meb et sotagteligi Smil —- »hos Kongen staat J jet tun stei, Vil man sige, og støni J alle rebe hat lagt jet gobi ub i Junierens Tjeneste, tan bei bog let saa en bebrpoelig Ende. Faar han bloi ei Nys om, hoetlebes J sotvarer Seglet paa hans Lpnbreve« —- — »T—et er en stammelig Usanbhebi jeg bencegtet bei be stemt!« — svatebe Palle og blev tobhettob i Ansigtei — ,,men, sot Gubs og vor tcere Frues Stylb, bebste Ot. Papcei bring mig bog albrig i Ulntke meb saaban Snaki og beb Ribber Broci ogsaa at iie betmeb! Jeg er, sanbfærbigi saa ustylbig som et Lam og et nysobi Batm Jeg veb jo itte bei tingeste as hvab enien J ellet Junteten hat sor — og ber stob jo intet Otb berom i Btebet. — Dei figer J jo selv — for hoab veb jeg betas?« — tilfsjebe han hastig. ,,Men bvab bei saa et« — vebbleo han — »saa hebet jeg eber blot beicente, ai Kongen bog et en mægiig Manb, og han er iite at spøge meb, naar han blivet vteb. Selv min egen Herre, ben hojbaatne Juniet, vil jeg, i al Fotitoligheb her under site·Øjne, raabe jer libt Forsigtigheb meb. Ali sor start Tto til be siote buer heller itte i vor Tib: man maa, Stam, vibe at lystre Herrebub og bog btuge sin egen Forstanb, ser J. Sanbi at sige, Hr. Papcri siben Slotshsvbingen paa Kallunbbotg maatie tceiie Hals-, hat seg oste urolige Drom me.« »Na gob Nat, min tære Palle!« —- sagbe Ribbet Pape og tlappebe ham meblibenbe paa Stulberen. —- »Jeg vilbe iite sor megei ocere i ebers Sieb. Dei maa vcete tungt sot en brav, ustylbig Lytteribber, ber ætlig stræhet at tjene be store, for en Gang at tunne lægge sig tyt og seb i sm Grad — bei maa væte tungi sor en saaban brav Mand, naar han lige saa libi tan sinbe Bund i sin Hettes Sjæl, som i sm egen Vinve.« Detmeb git Ribber Papa- inb i sit Solve iammer og luttebe Deren sor sig meb en haanlig Laitet. ,,Atter en bum Streg!« —- mumlebe Palle og siog sig for ben iytte Panbe. Han tasiebe sig i en Stol og gabebe. Dei var som hans Legem og Sjæl var i Sttib: han snnies at feile Trang til Hvile, men havbe ingen Ro. Han slængie sig et Par Gange i sine Kleber paa Lejei, men siob snart pusienbe og siønnenbe op igen. Alt blev nu stille paa Klosterei; man horte tun Siotmen hoine gennem Kaminen og orn be hoje Gaole. Estet nogen Betcentning sopbte Palle sig i sin Kappe og listebe sig sagte ud as Daten. Han sanbt Forsiuen til Gastehusei aaben og traabie ub i Klostergaap ben. Han saa sig om alle Vegne. Der var siummeliz ber var intet Lys at se i nogen as be iolv Cellet; men sra Hamb bygningens anbei Siotoætt siinnebe ber et enligt Lampelys ub mellem be inirtenbe Linbegrene. Lysningen tom sra ei Kammer som Pater Kotienmesteren havbe beiegnet ham, som Abhebens Lpniammer. Ubensor siob bet en ovetot bentlig høi Lind, ber enbnu itte var ubsptungen. Hr. Palle listebe sig hen unber bei siore Trce og sotsøgie at tlavre op ab bets Stamme. Hans Legemsbygning gjorbe ham bei bsjsi besvcrrligi; bog lnttebes bei ham til sibsi meb megen Anstrengelse at komme saa hoji op i Trceet, at han i nogen Frastand tunce se inb gennem be smaa. opiyste Ruder. anensor saa han Ahbeben og Ribbet Broct i en besynbetligH Forreining En høj, itigetst Stittelse siob for bem i enl gammel, tibberlig Rusining. Abbeben var i sulb Ornai; Krigetens Hoveb Ribber Broct syntes at inbgnibe Zier-· bryn og Munbstceg paa den hatnifttlcebte Manb meb en Salve. Palle lytiebe sorgoevesx han tunbe sor-«Sio»tmen intet Orb here as hvab bet ialies; men nu saa han, at Abbeben aabnebe ei Stab og stemtog en sott Bog meb Solvbesiag ber saa ub som en Evangeliebog; saa vel Niv bet Broci som ben panstebe Ktiger lagbe betes Hænber paa Bogen og ins-lebe De bleve liggenbe i benne Stilling, mebens Abbeben hentebe en Selb-Kirtetalt ub as Stabet og soretog sig be samme Ceremoniet, som naat ber lcesies ben stille Messe i Kirtenz hab tog en Sold-Vintanbe og sylbie Kalten, gjorbe Benebittionsiegnei berooet og brat selv. Han aahnebe en Sslvcesie, gforbe ligelebes Tegn vgl Kors bei-over og syntes at rette hoet as be tncelenbe Bib bete en Hostie. l »Gub sotbatme sig! han bereitet bem so!« hvistebe Pallr. L- »Hvab tan bog alt betie bethbe?" ( Nu itaabie Abbeben iilbage og shntes at iale meb sioti Esietirht og magiig Begejsiring Enbelig tejsie be io tnaelenbe Ribbete sig og iyssebe Ahbebens Haanb, og nu hsrte ben sotstrcettebe Luret Nibber Brocts stærte Siemme; han slog ben panstebe Ktiget paa Stulbeten og sagbe meb hsj Resi: »se saa! i alle Helliges Ravni hat J nu Mob? Kaggei Nu tan itte Djavelen selo tenbe jet ellet krumme et Haar paa ebers inbviebe hol-eb« Beb ai. here Navnet Kagge blev Hr. Palle saa sor særbet, at han iabie Ligevcegien. Den Gten brast, hvorpaa han havbe siøtiei sin Fab, og han maaiie iabe sig glibe neb ab Linbestammen, uben at tunne tebbe Haben paa sinel Hænber ellet sine ptoegiige Lieber-, hoori ber teves store Flcenger. Meb et haarbt Sieb istnebe han mob Jorben, vg, heb-net as Sttæt og Smerte, listebe han sig i benne yntelige Tilstanb tilbage til sit Sooetammer. Abheb Johannes lob sig ncesie Morgen itie se sor be rejsenbe, og ba Nibber Broct og ht. Papa unbet Otte sangen tebe ub as Siovtlostetei meb ben sotvaagebe og uiibige st. Polle, var Selstabet for-get meb en fremmeb Heere paa en stot, seb hest af Abbebens Stalb og i en gam rnelbagi tibbetlig Rustning. Hans Haar og Panbe var stjnii as en five hiælmhue, bet var laaset sasimeb enSelvs nickt-Rein under hagenz hans sammengtoebe Ofenbthn og state Mnnbiiæg vare glinsenbe sotiez over Pansret bar han en itos Selbst-be tkl Tegn paa et ubtebeiigt Ribberltsie. ht. Balle von-be neeppe at taste sine Sitte paa hats-net eq- - Dei innin i den-e QLitieise at Mo- Ast-i geesten fra Stovllostetet; men han var dog overbevift onl Idet var hanc, og didfte nu, det dar den ftedløfe KOUACMOIVU vAage Kagge selv. Palle syntes allerede at fsle Stritlen om Isin Hals ved Tanken om det farlige Selsiab, han var kom men i. Den nye, hemmelighedsfulde Reisefaslle red tavs WUSM sine to mægtige Benner; hans Blit var ukoligt; han saa sig i Forftningen ofte tilbage og til alle Sider, fom bkm frygtede for at vcete forfulgt; snart nistede han dog trvslk til sine alvorlige Ledfagere og faldt attet i dybe Tanker: undertiden afbtødes hans stumle Grublerier af en vild, dæmpet Lotter ,,Jeg hat trusset en god Ven og Fertter her i Eteo klvstktet« — sagde Ht. Broct i ligegyldig Tone til Palle — ,,han er en lystig Fetter, fom J vel merkten han ler af fille egne Tanlet, naar det stotter Paa Lyftighed og vittia Eva-S i hans Selstab. Han hae en Kæreste i Vordingborg. fDM han vil ovekrafle; men detfor vil han helft vcere utendt, og J tan vel tie, hvor et ubelejligt Ord tunde blive jee felv farligt?« ,,·Ja, det lan J tro!'« —- svarede Palle —- ,,Tao4:«hed er en Dyd, Nsdvendigheden leerer enhver tlog Mand i vor Tit-; og her hat jeg netnt ved at tie, siden jeg ej engana ved eders cerede He. Vens og Fetters Navn.« »Det vil jeg betro jet: han hedder John Limbec!, men giver sig ud for Ato Krummedige ellet Sortstceg, fom drog paa Valfatt til det hellige Land« —- vedbled Ridder Broct halv sagte —- «men beholdt det hos jet selv! min Fætter er just itle at fpsge med, set J, og forstyrrer J hans Elstovsæventyr med utidig Saat, maa J være beredt paa at bryde en statp Lanse med ham. Han fægter vertre, end chevelen selv, det vil jeg sige jet; han hat tncettet Halsen paa mangen dhgtig Riddet for i Elstovsfager.« »Don vil næppe faa nogen Medbejler i mig« — spa rede Palle —- »hvorvel jeg har Okd for at staa mig ret godt hos de stsnne.« »Ja, det maa J vel sige to Gange!" —- spottede Niv der Broct og lo — »va tendee itte den smutle Vise om Hr. Palles Frieti til Jomfru Gundelilles Koresvend?« ,,Gid Fanden havde alle de fine Jomfruer og alle Frierier!« — sdakede Palle Ergerlig. — »Halt J ogfaa hørt den dumme Lsgnevise? Den lnibsie Jomftu flal nu al drig mer holde nogen ærlig Mand for Gret, saa fandt Matsl Stigs forlsbne Unger stdder i But for Livstid paa Vordingbokg!« Ved disfe Ord blev den pansrede Reifefælle entwert fom og maalte He. Palle med et haanligt og harmfuldt Blit. · »Set J!« — hvistede Riddet Broct — »min forelstede Fckttet tan ej engang høre tale orn Jomfruer eller Medbej lere, fsrend Blodet strals toger i harn Vogt jet, som lsagt, Or. Pallel at J ilte indlader jer i hans Sankt-P Dermed vendte han sig med en fotagtelia Mine fra den forbløffede Kammerfvend og sluttede sig til sine andre to Nejsefcrller, der dog liae faa lidt som han selv ntrede nnaen 1Lyft til Meddelelse. Næften uden at der meeledes et er «mer, fortsattes Reisen i nwrt Grublen til Vordingbora. Undet Kapitel Da de to mægtige og delbetendte Riddere, TItiele Broct og Johan Papæ, nied dereg fredløfe Ven intelleni sig og den ængstelige He Palle ded Siden, rede nied dene lFølge ind ad Votdingborg vaort, var det en faadan Latni og Folleftimmel i Byen, at næften ingen lagde Mast te til dem. Kongen Var tommen med sin Broder, Junteren, og fm talkige Ridderstare: Drost Aage Jolmfmh Marflen Niels Olnffen Bilek, Gred Henrit as Metlenborg og næsten alle bang vigtigste Mocnd date med hom. Silottet var op: fyldt af fnrftelige Grester med deres prægtige Følge Man havde nylig set Hertug Valdeinar af Slesdig og bang Bro dek, den tcempehsje Hettug Erit af Langeland, drage ind paa Zlottet, og der dar niegen Enal blandt Alninen oni Hering Ekikkk lange Ben, fom ingen havde set Mage til. ,,Det et Fanden til Karl, den Langben!« — sagde E«ildvagten ved Slotsporten til sin Kammerat -— »der dar jo ham, der flog Trost Sljelm ihjel i Nybotg lige for Kon gens Næfe.« »Nei, Kamme-rat! han flog ham i hang Zeug; det ded jeg bedre!« —- soarede den anden Lanfelnckgt s— »jeg dar selv blandt Kongens Lansetnægte ved Danel)osset: naar di faar den sidfte Hundedag igen, saa blider det nu netop site Aar siden. Heden dar start, og der bled drnltet strapt oed Danhossetx de! la ngbenede Heu-e er glubsl, nagt han er hed i Stallen, og den Gang holdt han nol til med de fred lot-. Hadde Kongen ocetet til Stede, hadde Langben nceppe dovet sag gtov en Spas; han maatte komme Nyborg sam me Nat, og i tte Aar turde han jo itte tonnne Kotigen for Øjnr. Han er med alt det en ganfte flink Karl« s oedblev Lansetnægten — ,,og siden han fit Borst i Grons fund, hat han leert at tage Hatten af for vor Kande. Hdok glnbsi og gal- lyan lan blive, er han dog hnndtede Gange aerligere end hans visne Broder, den gule Fuglestroetnme fra Slesvig.« Nu git det ud over denne almindelig for hadte Finste- Man vidste, den cergerrige og undekfundige Hertug Valdemar i Kongens Mindkeaatighed lyavde efter ftreebt den danste Krone og veret knistcenkt for hemmelig Forstaaelse med Marsl Stig og de ftedløsr. Siden det siore Søslag i Grønfund var hans ftolte Mod dog luætlet; hans sidfte Fjendtlighed mod hans Lehnshetre synteg tun en magtløs Opblussen af en udbraendt, udhulet Vullan sjael. Hettugens guftne, udtcerede Ansigt og lange Ncese var en almindelig Genitand for Almnens raa Spot og bi dende Bemærtninger, hvorvel man endnu dog fyntes at frygte hans delbetendte Snildhed og fine StatslløgL lskokllctttc l B S. Jngemann Valdemar Seien J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20 Erik Menveds Barndom Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark og hans Samtid. Omslag SO. Jndbmiden two. W met-. Me- nennst-den« O »s-(