Kong Erik og de Frediøfe,
historisk Roman i to Tele
as
Bernhard Sevetin Jngemanm
Føtite Del.
(Fortiat.)
»Kongen, Kongen?« —- udbrsd Aage med ovetvcettes
Glcede — ,,han levetli —- Herten sie Tat! Det var da kun
en rædsom Drom! Men saa jeg dog iite Junieren her?«
»Jo visselig saa du ham, afsindige Mennefie!« —
raabte Junieten og stai sit Svaetd i Sieden. —- ,,Var J iiie
kommen her ud, Gtev Henriii havde jeg stsdt den Galning
ned paa Siedet. Han overfalder mig her med vild, afsindig
Tale, som jeg vil liste mig sagte til mit Soveiammer for
itie at væiie Kongen. Ser jeg rei, et det den ridderlige
He. Drost, der gaar i Ssone eller vil lege Spsgelsr. Man
stulde tro, mit Slot var fotvandlet til en Daateiiste.«
,,Et besynderligt Æventyt, højbaarne Heere Juniet!«
—- sagde Grev Henrii og betragtede hans fotsiytrede Ub
seende med et siarpt Blit. —- »Vot gode Drost er shg, som
J ved, og hat siemme Feberdrømme« —- iilspjede han i let
Hosmandstone — ,,han maa i sine Fantasiet have iagei
edet for en Motdet; men J maa have ham undsihldtl —
hans Trosiab og Hengivenhed for edets iongelige Hr. Bro
det et alene Sihld deri.«
»J lommet fta en Hentettelse, høje Herre!« —- sagde
Aage nu fuldtommen faitet — »det vat fotmodentlig edets
ulyltelige Slotshøvding, som saa siet hat forstaaet eders
Bud og Villie« —
,,Ganste rigtigt!« —- svarede Prisen —- »han hat faaet
sin vel fortjente Lon, den dumdristige Galningi men Gal
staben gribet om sig her, mceriet jeg.«
,,Eders Fantasi hat vistnot ogsaa ocetet i Optøt, nan
dige Herre!« —- vedblev Aage — ,,siden J iunde forfcerdes
saaledes over mine Dtønnneriet. Jeg beder eder imidlet
tid gunstigst undslylde, at jeg netop standsede edet ved denne
Tot! Dei var maasle dog et lyiieligt Tilfældei J iunde
let have taaet feil af edets eget og Kongens Soveiammer.«
»Gut til Senas, assindige Menneste!« — svarede Jun
ieten mørt og barst, med Haanden paa sit Svcerd. —- »J
dtommer endnn, shnes min, og iunde fottjene at væiies
med mit gode Svasrd En Fantast og Drammet som jer
burde man indespcette, naat man vil have Nattero.« Med
disse Otd greb han hastig sit Lys, sont Gtev Henrii havde
optaget fta Gulvet og ieendt —- og Junieten gii med siætie
Strin ind igennem den naefte Sivedør til sit eget Sane
iatnmet. .
»Jeg hat en gruelig Mistanie« — hvisiede Aage til.
Gtev Hentii — »men jeg var syg og overspændi. —- Jeg
ian have Utei; det er alt for sitceiieligt til at tro. Lad!
dei iiie fotstyrte Kongens Frevl« i
,,Hvad J menet, Dtost! vil jeg heller iiie iro« —I
svatede Gteven — ,,dog efter hvad her et stet, er fast alts
muligi. — Kom! lad os blive samtnen her i Nati«
Derpaa gii de begge ind ad Døren melletn Murpillerne,
og fnati var der fuldiommen stille paa Slottet.
Næste Morgen tidlig red Kotigen og hans Mænd ud
af den forbrændte og fønderinuste Taarnport paa Kallund
borg Slot. Grev Hentik, Martgrev Baldemar og Junker
Chrisiophet ledsagede ham til Heft tillige med hans huld
tredsindstyve Riddete og de ialrige Lanseincegte. Drosi
Aage fulgte langsomt bag ester i en Hangeiartm der dates
af io Hestr. Han havde ingenlunde ovetvundet Folgetne
as det farlige Falk-, men var iiie at tilbageholde.
Kongen og hans Broder rede tavse samtnen gennem
Bhen i nagen Frastand fra detes Folge. »Du har not
villet betage mig Lysien til oftere at vaere din Gæft paa
Kallundbotg, Or. Brodet!« —- fagde Kongen møti og for
stemt, idet.de langsomt rede op ad Balken til St. Jørgens
Hospital og saa tilbage mod Bhen og Slottet. —- »Jeg hat
handlet ilde med din fmuiie Taarnport; det er sandt; nogle
Bulet og blodige Pander hat jeg vel ogsaa eftetladt; men
du hat da heller iike betedi mig noget smutt Syn i Dag
ved min Motgenb-n.«
»Hm! den stejlede Fotbryder« —- mumlede Chrisiopher
—- ,,har hans Hoved sagt jet god Morgen fta Stagen? Dei
var iiie min Sihld: det ubehagelige Syn stulde vcete und
dtaget eders Øsne; men J valgte felv eders Soveiammet
med den fatale Udfigt. Sandi at sige, Or. Brodet!« —
tilfsjede han i bebrejdende Tone —- »"J syntes mig at be
hsve Shn for Sagen, at her aldeles ingen Tvivl vat.«
,,Det Ord altsaa klang dig ilde!« — svatede Kongem
— »Forstod du mig iile? Der iunde vaete Tvivl om For
brydetens Forstand, men itie om hans halslsse Getning;
der iunde væte Tvivl om Thdeligheden i dit Bud til ham,
uden der var mindfte Tvivl am din Mening, som du med
dit Æresotd har»fortlaret mig den. Kun as den Grund
overlod jeg dig min Benaadningsret tillige med Stadfcestel
sestetten. Med Bloddommens Fuldbhrdelse havde dei hel
ler ingen Jl.«
»Den Sag maatie viere afgjott inden J forlod Slot
tet« —- fvarede Christopher heftig. —- «Jeg, for min Del,
havde ingen Grund til Betænining; jeg hat visi, jeg iiie
frygtede for at se hint forbtyderste Hoved falde; det ian
edets Drost bevidne, hvis han har faaet sin Forstand til
bage.«
»Hast er nu ved god Samling« —- svatede Kotigen.
—- «Jeg ved, han gii i Søvne i Nat og voldte dig en slem
Forsttceiielse ved min Der-«
»Ja saa! hat han fortalt edet det artige Ævenihr?«
—- sagde Junieren fiudsende og stiftede Farve. — »Habt-e
han vaeret ved sin Samling, vilde jeg fordre ham dømi
cui-B, som den formasieligste Forneermer.«
»Som jeg hat hart Omstcendighedetne, et han und
styldt; —- din Fotflteeiielse hat han ogsaa gjort mig begri
belig.«
»Hvotledes mener J?« spurgte Chrisiopher, yderst
spændt.
»Na ja, det er iite godt at gaa til Sengs med stigt
blodigt Shn for Me« —- fagde Kotigen med et iiie adel
tagende Blit paa Junkerens blege og sieetit angrebne Ub
seende — »stam dig iike derovet, Christopherl dei gsr maai
sie dii Vierte Ærr. Du var shg og heftig rhstei ved Sh
nei af din gamle Tjenets Denteitetse — menie Ange. Jeg
iset nu felv, det hat taget paa dis. —- Dei et den fsrfte
IT— q«
Dodsdom du har beseglet. Jeg ved med mig selv, det er
en egen Sag med slig Besegling.«
Jdet Kongen sagde disse Ord, syntes Junierens Aasyn
pludselig at optlares, og han drog atter Veiret friere. —
,,Ja vel! min longelige Hr. Brudert« — sagde han hastig,
medens en starrt blussende deme asiøste hans Bleghed —
»han var dog et Menneske, den dumme Karl! J havde just
itte overdraget mig den behageligste Pligtz jeg var paa en
Maade Pakt i Sagen; men J havde suldkommen Ret —
Jngen tunde lende min forbrydersle Tjener som jeg —- og
Dommen var fældet efter Loo og Ret as uvildige Mænd
Eders Drost er en brav Mand« —- tilsøjede han —- »Hm
noget overspcendt og santastist; men han er eder hengiven,
og jeg har intet imod ham for de taabelige Drommeriers
Styld.« '
Nu nærmede Greo Henrit og Martgrev Valdemar sig
de syrstelige Brødre, og der talteö om ligegyldige Ting.
Toget drog frem ad Vejen til Korssr, hvorfra Kongen ag-;
stede at scette over Baelterne for at stsde til sin Marsk og
den Krigsmagt, der siulde rhlte imod de urolige Heringer
i det slesvigstr.
Ved det bersmte Søslag i Grønsund havde den unge
Kong Erit vundet en asgørende Sejer over disse overmodige
Herrer, der idelig søgte at unddrage sig den dansle Krones
Lehnshøjhed og siden Kongemordet paa Erit Glipping saa
del hemmeligt som aabenbart havde gjort scelles Sag med
Landets Fjender og de sredløse Kongemordere. Ved hin
Sejer havde vel Kongen sat sig i betydelig Agtelse saa vel
hos Hertugerne som hos de nordisie Nabomagter og de
nordtysle Fyrsterz nien Striden med Ærtebispen og det
romerske Hof, endnu mer maaste Kongens Bandsaettelse
paa Sieborg havde givet alle hans Fjender Mod og sor
nyet Haab om at tunne ryste hans Trone og tilintetgøre
hans dristige Planet. Man srygtede nemlig itle uden
Grund, at den unge, stormodige Konge as Danmark, der
nu selv lod til at ville trodse Band og Jnterdilt, vel lunde
lhaoe Lyst til at tilbagevinde den store Baldemar Sejers
Maat og Jndflydelse i Tystland. Hin Konges ridderlige
JGlans og den Herden hans Sejervindinger havde udbredt
Ysig over det danfte Navn, syntes tidlig at have vaeret For
»billedet for hans tcetke Ætlings Æresfølelse, og et glim
rende Navn, som Valdemar Sejers, var vistnot et lønligt
Maal for Erit Menveds Bestræbelser som Konge, stønt
han levede i en Tid og under Omstcrndigheder, der allerede
udfordrede en sjcelden Kraft og Klogslab til at redde Riget
fra Undergang og selv bevare Liv og Krone.
Hertugernes sornyede Fordringer og Odrippelsen af
gamle, sorlcengst bilagte Tdistigheder, men især Esterret
ningen om, at de fredløse atter sandt Bestyttelse og Tilhold
i Slesvig, havde i høj Grad bragt Kongen i Harnist, og
siden Ærlebispens Fluat syntes han langt hastigere, end
tilforn, og tilbøjelig til at drioe al Ting igennem med
Magt. Man lendte, men led ret godt .hans ungdomme
lige, oste opbrusende Hestighed saa vel som hans Lyst til
glimrende og ridderlig Færd Den Villielrast, han ytrede,
laldte man ofte Stivsind, og man tilstod, han ille«var fri
for en vis sorsængelig og overdreven Pragtlyst; men han
havde fra sin Barndom været Foltets Yngling, og han ved
blev at være det. Fredsbrudet med Hertugerne sorelom
nu mange helt overilet; men man sandt Kongens Harme
billig, og man trostede sig med, at han med al sin Hestighed
dog elstede sit Folt for højt og besad sor niegen oirtelig
Statstlogslab til at han ille stulde spare sine Krigeres
Blod og Rigets tardelige Jndlomster, hvis han med LEre
lunde underhandle med Sværdet i Haanden. Til at mildne
Kongens Hestighed bidrog den stille, alvorlige Drost Aage
ille lidet; og nu, da Kongens ældre og ersarne Raadgidere,
den gamle Jon Litle og Drost HesseL vare sravcerende,
glaedede den største og fredelig sindede Del as Foltet sig ved
at se Drost Aage i Kongens Folge. Drostens lidende Til
stand, hois æventyrlige Grund endnu daglig forhøjedes as
Rygtet med de forunderligste Tilscetninger, tildrog ham især
Almuens Deltagelse og Beundring. De, der før havde
gruet for ham, som en bandlyst Mand, betlagede nu tun
dette som en Ulytte siden Kongen selv delte hans Stæbne.
Den raste, trigerste Grev Henril as Metlenborg med det
laette Feltherreblit syntes man ogsaa godt om og betrag
tede med Tillid; han og Aage modtoges oste med livlige
Bifaldsraab, hvorirnod man tun viste den mørle Junker
Christopher en stum og ncesten srygtsom Hostighed, og den
fremmede Marigrev Baldemar, der altid red ved Junke
rens Side syntes man at anse som en halv mistænlelig
Gast, man nu var glad ved at blive as med. Men hvor
Toget lom frem, modtoges den unge, ridderlige Konge ser
med de mest larmende Bediser paa Follets Karlighed, som
endnu mere sorøgedes ved de tirlelige Forsølgelser, man
vidste han var underkastet. Selv den ellers saa srygtelige
Bandstraale syntes paa den unge Konges Hoved at have
sorvandlet sig til en Martyrglorie for Faderhævneren og
Majestætssorvarerem helst da den største og agtvcerdigste
Del as den danste Gefstlighed srimodig ertlærede hans Sag
sor ædel og retsærdig. Den Sorg og Harm, man vidste
Kongen nylig havde hast ved hans Broder Junkerens mis
tcentelige Forhold, havde endnu mer sorøget Deltagelsen sor
ham.
,,For Erit, Kongen hin unget« —- var den almindelige
THilsem naar alle Hatte og Huer fløj i Luften til hans Ærr.
»Dort med den røde Hat sra Rom!« —- lød undertiden en
entelt dristig Sternme. — »Dort med alle Forrcederet Kong
Erit og ingen anden!« — lød det oste, naar han red gennem
den store Mennestevrimrnel i Byerne. ,,Leve Prinsesse Jn
geborg! leve Kongens stønne Festemø!« —- raabte ogsaa
mangen rast Ungersvend, og hvor denne Hilsen lød Kon
gen i Mode, hilsede han dobbelt saa mildt og venlig. —
«Tal, Born, takt« —- svarede han da gerne og slog op med
Haanden —- «vil Gud og vor leere Frue, stal J se hende
som jer Dronning til Sommerl«
Auch Del.
Forste Kapitel.
Paa Sommersteds Hede i det Haderslevste syntes det
at stulle komme til et blobigt Slag mellem Kong Erik og
lhans stolte Fremder af den Abelste Fyrstelinie, Heringe-me
,—
—
of Slesvig og Langeland, i hvis Heer man paastod, at Ja
tob Blaafod, Niels Hallandsfar og flere af de fredløse Kon
gemordere befandt sig, uagtet det ved Fordraget i Hindsp
gavl forrige Aar var faftsat, at disse landflygtige Stats
Jforbrydere lige saa lidt maatte komme Heringen af Slesvig
"forn den dansle Konge og hans Broder for Øje. Da Her
tngerne saa den hastig samlede Krigsmagt, hoormed den
unge, forbitrede Konge blandt sine halotredsindstyde ud
valgte Riddere ryllede imod dem, trat de sig noget tilbage,
Dei ene Svaerd syntes imidlertid at holde det andet i Ste
den, og det lom ved Droftens Mellemhandling til en fore
løbig Stilstand, i Folge hvilten alle Fjendtligheder gen
fidig slulde ophøre, Heringernes Krigsfoll afvæbnes og in
gen fredløs Mand taales i deres Tjeneste, ligesom alle For
dringer fra Heringernes Side stulde bortfalde indtil et bil
ligt Forlig lunde bringes til Veje ved den holstensle Grev
Gerhards Mægling; hertil foresloges der en fredelig Sam
menkomst med denne Fyrste og deres kongelige Lehnsherre
paa Vordingborg Slot.
Det lylledes sijcelden Drosten og Rigets Raad at be
væge Kongen til Forlig og formelig Fredsflutning med de
Modstander, der havde taget hans Faders Mordere i For
svar. Den enefte, der under flige Omstcendigheder under
tiden var i Stand til at være Fredsmcegler, var hans lloge
godmodige Stiffader, Gred Gerhard, der beftandig stod i
et oenligt og neesten faderligt Forhold til Kongen.
Med Norge var den nuvaerende øjeblillelige Fred og
saa lun en Stilstand, som af og til fornyedes paa enkelte
Aar eller Maaneder; thi hos den norfle Kong Eril og Her
tug Halon havde de fredløse bestandig fundet Beslyttelse,
og efter sit Løfte til disse Flygtninger tunde den norste
Konge selv ingen endelig Fred flutte med Danmark, uden
at hans fredløse danske Gcester deri dare indbefattede. Flere
af disse den dansie Kongeslcegts Dødsfjender vare allerede
faldne paa deres mislyllede Fejdetog mod Danmarl. Nogle
var grebne og mishandlede af Almuen eller fangne af Kon
gens Høvedsmcend og henrettede for Ran og Mordbrand;
faaledes var det gaaet Arved Bengtsøn, en af de vildeste
og grufomste blandt disse Kongernordere, som med ti af
sine Stalbrødre faldt i den strenge Tule Ebbeføns Hernder
og uden Naade feld elledte blev halshuggei. Men hver Gang
Hovedmcendenes Tab saaledes formindsledes, doksede de
tilbageblevnes Haeongerrighed og Trods. Ved deres For
bindelse med fremtnede Magter og selv, ved Ærlebispi
Strand-, med det pavelige Hof, vare disse landflygtige Adels
maend Landets farligfte Fjender; saa lcenge der var en enefte
af dem i Live, betragtede Kongen sig derfor bestandig som
paa Krigsfod, og der behøvedes lun Navnet af en fredløs
for at bringe ham i Harnisl.
Efter Stilstanden med de slesvigsie Hertuger drog
Kongen om paa sine Kongsgaarde i Jylland og paa Øerne;
men han lod ikte Krigsfollet anderledes afocebne, end at det
paa faa Dage ved Marftens Opbud lunde satnles. Hvad
Uret, der var flet i hans myrdede Faders Regeringstid,
spgte den unge Konge bestandig saa didt muligt at erstatte;
han tilbagegao saaledes til St. Agnetes Kloster i Roskilde
betydelige Godser, som han ille troede med god Samvittig
hed at lunne beholde. Hans uegennyttige Retfærdigheds
iver maatte selv hans bitreste Fjender erlende; men uagtet
den Agtelfe og Kcerlighed, Kongen ved mange Lejligheder
modtog de glædeligfte Prøder paa hos Follet, var hans
personlige Siklerhed dog ofte udsat for Angreb, ligefom
Landets indre Tilstand i det hele dar helt mislig De sied
løse horte til de anfeligfte Herreslægtcr i Danmarl og havde
ilte faa Frænder, Venner og hemmelige Tilhcengere, som
søgte at beflytte dem mod Folkets Raseri. naar de lønligt
eller aabenbart vodede sig tilbage til Fædrelandet, for at
stifte Oprør eller føge Lejlighed til Hædn. Alle misfor
nojede i Landet, alle urolige Hoveder og de, der laa i Strid
med Lov og Øorighed, alle Forbrydere og ftatsborgerlige
Svaermere, der frygtede eller hadede Kongemagten, flutiede
sig til disfe saalaldte Frihedens Martyrer og Despotis
mens Fjender. Adstillige mcegtige Praelater var, som Ær
lebispens Benner, paa deres Parti, stønt Geistligheden i
det hele var Kongen hengiven. De retsindigste Fcedre
landsvenner lunde imidlertid ille ncegte, at de misfornøjede
undertiden havde Ret, og at der ofte stete Brud paa den
lovlige, borgerlige Frihed. Kongens Benner og hengivne
Mænd gil nemlig ofte for vidt i deres Jder for hans Sil
kerhed; de longelige Høvdinger udøvede ilke fjælden Bold
og Uretfeerdighed i Kongenö Navn, hdor de havde nogen
mistæntt for at holde til med de fredløse. Blandt de mis
fornøjede i Landet og de fredløses hemmelige Tilhængere
tjente fligt til Undstyldning for lignende Fremfærd mod
Kongens Tjenere og Venner. Hvad der i Scerdeleshed
cengftede enhver Faedrelandsven var Frygt for en alminde
lig Kirlespoerring, hvis Kotigen ilte gav efter i Sagen med
Ærkebispen, og Frygt for Borgerlrig eller farlige Mytte
riet med de fredløse og andre Urostiftere, især hvis det kom
til noget yderligere Brnd mellem Kongen og hans Broder
Junkeren.
J de første lolde Foraarsdage var der stor Færdsel
paa alle Veje til Bordingborg i Anledning af den vigtige
Fredsmcegling med de flesvigfle Heringen Ved en saadan
Lejlighed plejede man sjcelden at favne glinirende Festlig
heder og Dystløb, som var den ridderlige Konges Lyst og
Glæde. Mange Riddere og Herrer fra Jylland og Øerne
droge der-for nu til Vordingborg, for ai vise sig i deres
Glans for Kongen og Hosset og for at deltage i den forven
tede Fredsfest, der af Kongens Venner alt bebudedes som
en cerefuld Sejersfefi.
Et Selskab af tre ridderlige Herrer, med et talrigt
Folge af Væbnere og Svende, red en Aften i staerk Storm
og Hagl hen ad Slovvejen ded Suseaa og nærmede stg det
store Si. Peders Slovlloster (det nuvaerende Herlufsholm).
For rejsende var Bekoemmelighederne tun faa og simple.
De i Kong Eril Glippings Tid indrettede offentlige Her
berger var faa og almindelig foragtede: fornemme rejsende
tog derfor endnu ofte deres Tilflugt til Klostrene, som
ved flige undertiden voldsomt paatvungne Geesterier led
inegen Besvcer og Ulempe. Ved et Kongebud var del Klo
ftrene befriede fra den gamle Forpligtelfe at holde frit Her
berge for reisende; det var dem endogsaa forbudt at mod
tage vejfarende Geestery hvor der var noget offentligt Her
berg i Nærhedenz men Forbudet overholdteg neesten aldrig
af de gejstlige selv, da det stred mod Klosterreglerne.
De reisende Herrer og Svende lod heller ikle denne
Gang til at ville drage det rige Slovtlofter ugæstet forbi.
T H
da det nu med sine høje, hvide Gavle og sit blanke Kuhha
tag kom til Syne over Skoven i den urolige Aftenbelyss
ning. Man ncermede sig den store Ege-Alle paa Klosterei
Grund, og Svendene pegede glade til de rhgende Skorstenez
men de to forrefte Herrer havde indhyllet sig i deres Kappe-:
og trukket de store Rejsehætter ned over Øjnenez de fyntes
nu trods det tiltagende Uvejr saa fordybede i deres egne
Tanker, at de tun lidet dekymrede sig om Vejen eller Klo
sterets indbhdende Arnerøg Det var de famme to h-je,
tavse Riddersmcend, som havde aflagt hint hemmelighedss
fulde Bespg hos Junker Christopher paa Holbaek Slot den
Nat, Slottet blev besat af Drost Auge. Den lille, puklede
Heere i den røde Kappe, fom den Gang fulgte dem, faas
nu ikle i deres Folge; men de ledsagedeö af Junkerens
Kammersvend, den thkke, lorthalsede Ridder Palle, som
idelig klagede over Bejret og syntes lige faa træt af Ref
sen, som ted af sit tavse og lidet underholdende Rejsefelstab.
»Her- op ad Kloster-Allem! mine Herrer!« — raabte
han utaalmodig — »J vil dog aldrig videre i dette Gudd
Veer Der er endnu et godt Sthkle Vej til Nestvedl og
til Hundehulslroen er Vejen alle Begne lang. Vi lan
trcenge til en god cheldsnadver og ordenlig Nattero. —
Jeg tender Pater Kølkenmefteren.'«
,,Jeg kender Abbeden!« —- svarede den højeste af de
to alvorlige Herrer med en stolt Mine —- ,,i alt Fald ken
der jeg mig ser og mine Svende, og ved, hvad vejfaren
YMand kan forlange.«
! »For Guds Styldl lad oB ikke gøre os ud til Pens,
bedste Hr. Brocl!« —- sagde Palle noget urolig og stand
sede sin Heft — ,,fare vi frem med Vold og Brust, kan
de fromme Herrer slaa Klosterporten til for vor Ncese og
tilmed skaffe os Kongen til Uven; man maa, Skami søge
Gcestehus med Lempe, naar man vil smutte Lov og Pind·
forbi.«
»Ba! her kan vi blæse ad Kongebud og alle verdslige
Lovpinde!« — svarede Hr. Brock haanlig — »St. Bents
Regel kan ingen Konge rokke.«
»Lad os kun ikle pukkke paa Ordensreglen, J gode
Herrer!« —- sukkede Ridder Palle og flog paa sin slunkne
Mave — «ellers kan vi komme til at nøjes med Fastemad
i Aften og lcere af St. Bent at flaa Kødtanden ud.«
,,Bar den Tand slaaet ud i Skovllosteret, var der
næppe faa mange Slagtere i Ncestved« —- bemcerkede den
anden Ridder. —- ,,Vcer J kun rolig, Hr. Pallel Jeg lover
jer fed Steg til Akten; hver Søndag maa jo de Ncestved
Slagtere betale deres Afgift her i lutter Steg og PolseI«
»Det maa Abbeden forstaa!« — sagde Hr. Brock og
nikkede —- »det er en Karl, der ved at holde paa sin Ret,
baade mod høje og lave. — Tro mig, Hr. Papcel de Nest
ved Borgere kunde gerne sende ham Vin til Siegen. Hele
Byen kan jo takle Klosteret og den rige Abbed for sin Op
lomft. Jo det er Borger- og Krcemmertiden, vi leve i!
Nu ser man Byer og Stceder, hvor man før kun saa Borge
og Brakterl og se tun til, om ikke de Kræmmerhufe til sidst
vokse baade Herreborgene og Klostrene over Hovedet. Det
gaar over Kongens og vore Statsmcends Forstandp men
det forftaar han dog not der oppe, naar han holder Krattet
under Saksen.«
»J kender altsaa Abbeden selv, Ridder Brock!« — tog
Palle frittende Ordet med et nysgerrigt Blik — »det stal
være en stormægtig Herre; han er en god Ven af Ærke
bisp Grand, vil man sige. J har dog vel intet Ærinde til
ham? J lender ham maaske nøjere, end jeg kender Pater
Køtkenmestereni for det er kun et loseligt Bekendtskab. Ret
betcenkt, J gode Herrerl var det maaske dog ilke klogest i
disse urolige Tider, om vi droge Klosteret forbi og tog
til Takte med Hundehulskroen? med mindre J virkelig har
noget Ærende her. J har maaske kendt Abbeden længeL
Hr. Brock! J er maaske endog i Slcegt med ham?« —- —
,,Bliv ved! det gaar godt; har J mer at fpørge om
eller flere Betcenteligheder, saa lad mig faa det paa en
Gang og siden vcere fri!« —- fagde den høje Ridder Brock
med en ringeagtende Mine. — »Rent ud sagt, min leere
Or. Pallet J er mig noget vel nysigen. J har spurgt mig
om mer paa denne Reise, end jeg et helt Aar vil befvare min
Striftefader.« —
; ,,Og J er saa hemmelighedsfuld og forsigtig, som J
Tholdt mig for en Sladdermund og upaalidelig Mand« —
lsvarede Palle fortrædelig. —- »Har den højbaarne Junker
betroet mig at bringe jer Lønbrev, faa kan J vel vide, jeg
hører til hans fortroligfte Venner.«
»En fortrolig plejer dog at vide, hvad Budskab han
bringer« — bemærkede den høje Ridder.
»Tror J maaske ikle, jeg ved det?« — svarede Palle
og oppustede sig med en vigtig Mine. — «Det vil vcere den
højbaarne Junker kært at se jer og eders Venner i Vording
borg til ncermere gensidig Forstaaelse — ikke sandt?«
»Ja saa, min fnilde Hr. Pallet J forstaar altsaa den
ædle Kunst at aabne Boksfegli En anden Gang maa J
dog gøre det lidt behcendigere, eller i det mindfte selv kunne
tie dermed. Den højbaarne Junker har kendt tin Brei-dra
ger; han har ikke betroet eder storre Løndom, end han kunde
lade udraabe paa Gaden i hver By.«
Den anden Herre lo haanligt. Palle tav, bestæmmet
og harmfuld. Man holdt nu ved Klosterporten og bankede
stcerkt paa. Pater Portneren rakte det kronragede Hoved
ud af en Laage og spurgte vranten hvem det var og hvad
man vilde her saa silde.
i
(Fortscettes.)
äf S. Jngemanm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Ceuts. Jndbunden 8120
Erik MenvedS Batndom -z;
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid. ?
Omflag 80. .Jndbunben 01.20.sz··z
Damen mit. Fast-. Zeus-. auszusp