Den lille Sofugi.
(Fortiat.)
J et Nu var alt igen indhyllet i Marie; thi
tytte Styer tildcekkede Mannen og kastede forte
Stygget hen over Havet, medens Regnen, fom
for et Øjeblii var standset, styttede ned i
Strsmmr.
Man var igen henvifi til Uvished og Spren
ding; saa kom der Paany et Glimt, og Baaden
viste sig paa legetoppen7 den var nu temmelig
nær, saa nær, at den gamle Styktnands Stem
me kunde hsres, idet han opmuntrende raabte
til dem, der wede, at endnu et Par raste Ame
tag vilde bringe dem frelste til Kystem Baa
den nætmede sig mere og mete; endelig lpftede
en mægtig lege den i Vejtet, og imellem Brod
spetne kastedes den nu med en saadan Voll
somhed ind imod Kysten, at den i ncefte Øjeblik
laa sondersiaaei og knusi paa Land. Den vilde
aldtig nogen Sinde meke kunne finde, hverken
paa Han, SI eller Fled; men den havde bragt
Bescetningen ftelft i Land.
Da Mandskabet tilligemed den gamle Styx
mand sprang op paa Strandbtedden, raubte
han med jublende Stemme:
»Tai, du gamle Zen! Du har gjort god
Tjenefte i denne farefulde Nat!«
Femte Kapitel.
Efter Stormen·
Vi maa igen vende tilbage til William
Bruuns Hytte.
Dagslyset er endelig brudt frem, Stormen
hat lngt sig noget; men Regnen ftyller endnu
ned, og Havet er, saavidt man lan se det fra
Hyttens Ninduer, i ftcerlt Optøt »
Ellen er nu itle tangere alene; tre Nahm
sler, Ousiruerne til de Fiftere, der havde oæret
med Williasn paa Sejladsem ete hos hende.
Oele del-es Opmæ·rtfomhed, Omforg og Rettig
hed er delt imellem en ftallels Kone, der ligger
bevidftløs. af og til smerteligt ftønnende paa
Ellan Seng, og en lille Pige, naeppe fein Aar
gammel, der hvilek roligt slumrende paa Ellens
Stød
»Disse to statlels Siabninger,« sagde en af
Komme, »ere altsaa de eneste, der ere blevne
frelfte fra det strandede Siin«
»Ja, og de ville blive de enefte," sagde en
anden Konex »thi min Mand siger, at Sims
baaden er dreven i Land under Kyften et godt
Stylie hetfra med Kslen i Vefret, faa at alle
de, der have prsvet paa at ftelse deres Liv i
den, ere begtavede paa Havets Bund —- de stat
tels Mennester!«
»Jeg lnnde nckften fristes til at sige, at de
itke-havde fortjent bedte,« sagde den ttedie Kom,
»naar de faaledes lunde forlade det ftrandede
Slib uden at medtage disfe to stallels hjcelpe
lsse Versenerz det maa habe vætet Mennestet,
i hvilte der itle hat vceret Gnift af Medliden
hedssplelse.« F
»Og dog hat Gud vidst at mage det saale
des,« fagde den forste Kone, ,,at disse to ulytle
lige Stabninger, netop ved at vcete blevne for
ladte af de andre, ere undgaaede den visse Dsd.«
Ellen saa lærligt ned paa det lille Barn og
tog en af detZ smaa Hander inden i sme; hun
gyste ved Tanlen om den Fore, som det lille
Besen havde verret udsat for. Jmidlertid
fortsattes Samtalen.
«Jeg er bange for,« hviftede en af Konerne,
idet hun pegede hen paa den syge, ,,at hun itte
gaar det igennem; hun er frygtelig kvæstet svm
af et forfætdeligt Fald, og hun er trods alt,
hvad vi allerede have gjort ved hende, endnu
ille kommen det mindste til sig selv.«
»Jeg tænter, at Lcegen snart vil tomme,«
sagde en anden, »saa faa vi at hsre, hvad han
siger.« «
»Jeg antaget, at han vil være her om et
Øjeblit,« soarede Ellen; »William ilede af Sted
efter ham, saa snart han havde beugt disse to
Statler herind.«
Ellen tog ilte fejlz endnu medens hun talte,
hortes en Bogns Raölen t Nceeheden af hyttem
og inden faa Øjeblilte fteg Las-gen ud af den og
overgav Tilsynet med Heftene til William
Braun, der havde fulgt ham fra hanö hjem,
fom laa næsten en Mil fra St. Judith.
Medeas Liegen og de tilstedevcerende Knirs
der ere syssetsatte med at gsre Forssg paa at
talde den næsten livlsfe Kone til Live igen, vil
jeg underrette mine Lesere om, ai det var ink
kedes William Bruun med den yderste Anstren
gelse og største Fate at tedde den stallels Kone
og den lille Pige ud af den Kahyt, hvori han
fandt dem; vi maa erindre, at det iike var not
at bete dem hen ad det strandede Slibs Dai,
over hvilket den ene Brodsp styrtede efter den
anden; men det vanslelige ved Sagen var at
tlavre mcd dem ned i Baaden, hvilket dog til
sidst lyttedeö. Eiter megen Møje naaede man
omsider Kyftem men, da man lom i Land, og
efter at de stinrudne vare bragte ind i Milli
aan Hytte, syntes den frelste Kone at befinde
sig i en Tilstand, der tun gav liden Udsigt til
Haab, mkdens den lille Pige, naar undtages
den forkvmne Tilstand, hvort hun i Øjeblitket
var, befandt sig tilfyneladende ganste vel.
Der var, for Leegen kom, gjott alt, hvad
mennestelige Kruste-e formaaede til de Milch-rud
nes Pleje; man havde assøtt dem de vaade
Klædningsstytler og iført dem terre, tort sagt,
Ellen iscer havde opbudt alt, hvad hun tunde
tcenle sig, for at gøte de to staltels Stabnin
ger det saa gvdt og hyggeligt som muligt, me
dens hendes Broder, uden at have nydt det
mindste eftee den ftygtelige Rats ije, var ilet
af Sted for at hente Liegen.
Jeg maa endnu tilfsje, at der itte oftere den
Dag blev gjott noget Forspg paa igen at sejle
xud til Braget. Det var en afgjott Sag, ats
Hintet levende Versen mere fandtes om Bord, og
Tom der endog havde været noget, saa havde
man nu itte mere nogen Baad, der var stillet
til en saadan Sejlads, efter at »den gamle
Økn'« selv var bleven et Brag.
J stet af den naeste Dag, da Havet var
blevet roligete, roede man i en af de sttrre Fi
slerbaade ud til Sandrevlen; men nu havde
Stibet alletede boket sig saa dybt ned i Sandet,
at tun Masterne tagede fkem over Bandstor
pen, og efter faa Dages Fotlsb var alt sporlsst
forsvundet med Undtagelse af nogle faa Plan
ter, der vare styllede ind paa Land. .
Ved Kysien fandtes ogsaa Ligene af tte
Sømcend, der vare omtomne i den ftygtelige
Storm, og disse bleve hsjtideligt begravne paa
den ncermefte Kirtegaard. Disfe forulyttede
syntes at vcere fremmede, og man antog, at de
havde hørt til det sttandede Stil-; men der var
intet Bevis herfor, lige saa lidt som man lunde
faa Skibets Navn at vide eller Oplysning om,
hvor det harte hjemme, eller fka hvilten So
bavn det var gaaet ud. Endslønt man gjotde
sig al mulig Umage, hengit der dog lang Tib,
inden man tom til nogen Vished i saa Hen
seende.
Sjette Kapitel·
J Fiskcrens Hym
-
Den ftattels Kone, som var bleoen reddet
fta det ftrandede Stib, havde lidt saa meget, at
knm itte overlevede denne sprgelige Begioenhed
ret mange Dage. J Begyndelsen lod det til,
at den omhyggelige Les-ges Omsorg og Pleje
bevirtede nogen Lindring og Bedring, saa at
hun igen iom en Smule til sig selv og kunde
ved Gebckrder og afbrudte Ord udtrykle sin
Tatnemmelighedsfolelse for al den Godhed, der
oiites hcnde.
Men de Ord, hun udstsdte, vare i et Junge
maal, som hverten Ellen eller nogen af de til
stedevætende, ejheller Lægen tunde forstaa.
,,Det er ilakt, at hun er en fremmed,« sagde
Lægen, idet han bsjede sit Øre ned til hende for
saaledes at opfange nogle af de Ord, hun af og
til udialte.
»Jeg saa sttats, Or. Dottor,« sagde den ene
af Konerne, »at hun itte var fra vort Land, og
jeg blev end mere bestyrket heti, da man tog
hende op af Banden, thi. . . .« Jmens de
saaledes samtalede, løftede den syge Haknderne
i Vejtet og tyssede et lille Kors, hvotpaa der
var et Billede, som i et fort Baand hang om
hendes Hals.
»Se, hun beerer et Krucifiks,« sagde Lee
genx »hun er altsaa Katolik, en Koinde af en
fremmed Trosbetendelfe; dog, dette vcere sig
som det vil, hun sial derfor ikte blioe behandlet
som en fremmed af os.«
»Tror De, at hun vil tunne komme sig?«
spurgte Ellen Legem da denne vat i Fand med
at gaa, efterat han, som han fagde, havde gjort
alt, hvad der for Øjeblittet var ai gøte.
Lagen tyftede paa Hovedeh »Jeg er bange
for, at det næppe vil ste,« sang han, og han
gav sine Grunde, hvotfor han tænkte saaledesy
«men hvotledes det end gaar, sial jeg gsre mit
bedite,« føjede han til, »og jeg er forvisset om,
at De, kaere Ellen, vil gøre det samme, og Re
ften staat i Guds Haand.«
»De vil dog vel ret fnart se ind til os igen,
Hr. Doktor,« spurgte Ellen.
Lagen lovede at komme igen henad Akten
og at vedblive med sine Besøg, saaloenge den
syge trwngte til hans Hjælp7 imidlertid paabød
han, at Patienten maatte have Ro, og derpaa
tog hnn bott. t
Der tom samme Dag en anden Gast til
Hyttem det var Ot. Gordon, Sognets Præst, t
som haode hørt Tale om Stibbruddet og detsj
Folger. Præften var en god Ben as Familien;
Yruun og af flere Familie-e t St. Judith, ogT
Han lcengtes eftee at bevidne Brauns, hvor hoth
han stattede deres Uegennyttighed, Mod og
Gestevenstab, og efter at tilbyde de stibbrudne
al den Tjeneste, han formaaede. Han tom itke
tomhændet; nej, han havde en Knrv med fig,
der indeholdt to Flaster Bin og andre ftyrtende
»Ting, som han ansaa for gavnlige for de stat
skels lidende.
»Jeg er glad »ved at se eder, trete Hr. Pa
stor,« sagde Ellen, »tl)i maaste er J i Stand til
at tunne fatte den fremmede Kones Tale, som
.Lcegen itte tunde forstaa.«
Men Pastor Gordon tunde lige saa lidt for
staa hende som Liegen. Maaste, mente han,
laa det i, at naar den syge talie, var det saa
hurtigt, saa afbrudt, at han itke tunde folge
med; men da Hr. Gordon tilføjede, at han
bedre forstod sig paa de døde Sprog (Latin,
Græst og Hebtaisy end paa de lebende, var det
intet Under, at han itte iunde forstaa hende.
»Hun er itte fra Franirig,« sagde han, »og
H
Yjea tror heller ille, at hun er sea Italien; men
Ehvad jeg er vis paa, det er, at det Sprog, hun
jtaler, jtte er Engelsl.«
»Tror De, at hun er en Kristen?«spurgte
Ellen, hvem dette Spsrgsmaals Besvarelse var
langt vigtigere end det, om hun var en engelst
Kvindr.
»Bei er et Spsrgsmaah min teere Ellen,
soin jeg itte tan besvare dig,« sagde Hr. Gor
don.
»Bei er dog saa tungt,« vedblev Ellen, »at
tænte sig, at et Menneste staat saa nær ved
Dpdens Porte uden at lende noget til Fresse
ren og uden at tunne forstaa et eneste Trastens
Ord.«
Ja, tilvisse havde Ellen Ret, og det var
intet Under, at hendes Medfølelse var vatt, thi
hun tendte alt for vel, hvorledeö det havde
staaet til med hende selb, før hun leerte sin Ful
ser at tende.
Men hvad tunde hun, og hvad lunde vel
Præsten gsre her? De iunde tale til den stat
iels stibbrudne Kone om Kristi Karlighed saa
meget de vilde, hun tunde dog ille forstaa dem,
lige saa lidt som de lunde forstaa hende. De
havde folgelig tun det eneste Haut-, at den shge
maatte have en Smule Kendskab til Kristi
Evangelium, der lunde scette hende i Stand til
at stue op til ham; og de bade om, at den Hel
ligaands Lys maatte stinne ind i hendes Hierte
saaledes, at det lunde oplhse og hjcelpe hende til
at stue op til Frelseren som den, der alene tan
stcente Trøst og Forløsning.
He. Elliot, det var Lcegenö Nat-n, besegte
den snae igen om Aftenen, og det shntes ham
nu, at det var lidt bedre med Patienten; thi
bun havde nhdt nogle Draaber Vin, der havde
styrtet hende noget: men den nceste Dag fandt
han hendes Tilstand i høj Grad betcenlelig,
en heftig Feber gennembcrvede hende, hun sit
itte mere Forstandens Brug, og efter svære Li-«
delser døde hun endelig og blev begraben netopz
paa den ottende Dag efter Slibbruddet Den-l
des Gran blev oplastet tæt ved Hvilestedet for
de tre sokliste Sømænd, som vare blevne op
ftyllede paa Strandbredden.
Ellen plejede den lille reddede Pige med enl
Moders hele Ømhed og Karlighed J Begynq
delsen shntes det lille Vcesen at veere sløv ogs
ligeghldig for alt, hvad der tildrog sig omtring
hende; hnn sov ncesten hele den forste Dag og
den paafølgende Nat; men den nieste Dag var
hun mere livlig og betragtede Ellen og de an
dre Koner med studsende Forundring. Dei var
en yndig lille Stabning med temmelig mørk
Hudsarve, store spillende Øjne og tulsort Haar,
som, naar det var tørt, trusede sig i teette smaa
Krallen der snoede sig ned ad Hals og Sluldre.
Det var derfor intet Under, at Ellen taldte dette
lille Væsent ,,En sød og yndig Glut«; men, om
hun end havde veeret mindre smult, vilde dette
dog itte have gjori noget Afbræl i Elleng Zin-1
hed for og Karlighed til hende. s
Barnet syntes at fatte den Godhed, der vi-;
stes hende; thi hun tlyngede sig med inderlig
Hengivenhed fast til Ellen; men desuagtet lan
det vel ilte undre nogen, at hun i de sørste paa
sølgende Dage af og til græd bitterlig og fandt
sig uhyggeligt til Mode ved de fremmede Om
givelser og Forhold
Hvis man vil spørge, om den lille Pige kunde
gm sig sorstaaelig for Ellen og de andre frem
mede, hun af og til tom i Berning med, da
maa der svares nej. Hun talte vel, men det var
i et sremmed Sprog; de to enefte as hendes Ord,
man nogenlunde tunde satte, varet «Mamma
og Margaretha«, — dog selv disse Ord bleve
udtalte med en ganste uiendt Betoning; men da
hun altid ledsagede dem rned Suk og Taarer,
vare de scerlig blevne bemerkede as Ellen, hviltet
denne ogsaa fortlarede for Præsten, da han den
nieste Dag besogte hende.
,,Maaste ere disse Ord de franste Benævnel
ser paa Moder og Margrethe«, sagde Præsten;
»thi saadanne Udtrht ere nasften ens i alle Tun
gernaaL og han beilagede paanh, at han ilte
mere havde lagt sig ester de levende Sparg, me
dens han studerede paa Stolen og ved Universi
tetet.
»Jeg vil dog prøve paa, om det ikle slulde
lunne lyttes mig at gøte mig forstaaelig for det
lillc Bei-sein« vedblev han, idet han tog den lille
Pige ved Haanden og satte hende paa sit Slød.
—- »Kan du tale Franst, min lille Gluti«
spurgte han i et Sprog, han antog for at vaere
Franst, ihvorvel han itte var sikter paa, som han
brugte den rette Udtale.
Disse Ord gjorde en mærielig Virlning paa
den lille Pigez thi hun stirrede øjebliktelig fuld
af Forundring paa ham med sme store mørte
Øjne og beghndte stratg at tale meget hurtigt.
»O, He. Pastor, hvad siger hun?« udraabte
Ellen, som med Spænding lhttede paa Udfaldet
as denne Prove.
Præsten rhstede sortvivlet Paa Hovedet:
»Jeg tan ilte forstaa et eneste Ord af, hvad
hnn siger; men alt det er desværre min Fejl og
ilte Barnets.«
Han gjorde et nyt Forsøg, men med det
samme Resultat; og Haabet om at forstaa den
lille Pige var for Tiden opgivet.
Samme Dag førte Ellen den lille Pige ind
i det tilstødende Bærelse, hvori den syge Kone
laa, og den Scene, der her foregit, var meget
rørendr.
; Barnet slyngede sine smaa Arme om den be
svidstløse Kones Hals, khssede hende atter og
Hatten grad vg raubte: ,,Margarethe, Margare
thei« — Det var tun med stor Møje, at man
igen kunde faa det lille Vcesen bort fra den ne
ften halvdøde Konez bog een Ting syntes Ellen
at kunne satte ellet faa ud af den lille Piges
Ord, og det var, at den stakkels syge ikke var
Batnets Moder; men dette var da ogsaa, som
William Braun siden efter bemcerkede, tun en
svag Formodning.
Ssvende Kapitel.
Hvorledes den lille Søfugl sit sit Navn
og et Hiern.
En Eftermiddag, omtrent en Uge efter at
den stattels stibbrudne Kone var bleven begra
vet, tom Hr. Gordon, ledsaget as en anden
fremmed Herre, til William Bruuns Fisterhyttr.
Baade William og hans Søster vare hjemme,
de vare netop i Fcerd med at dritte deres The,
og den lille Pige, hvis Liv William havde red
det, sad ved Siden as dem.
»Gør ingen Ophcevelset, Barm« sagde Pete
sten med et venltgt, godmodigt Smil, da han
saa, at Ellen vilde rejse sig og gøre Plads for
de uventede Gcester; »eller, hvis du endelig vil
gøre nogen Opheevelse, saa slyt dig saa meget
til Siden, at min Ven og jeg tunne saa en
Plads imellem eder og dritte en Kop The i eders
Selstab«; og, idet han sagde dette, satte han stg
uden videre Omsteendigheder ned ved Bordet
og nødte sin Ven til at gøre det samme.
Maaste er der en eller anden af mine unge
Læsere, der tunde synes, at det var mindre pas
sende as Præsten saaledes at sætte skg ned ved
Tebordet uden at vcere indbudt dertil; men Hr.
Gordon var alligevel ingen udannet Mand; han
var tvertimod en meget dannet, høflig og be
steden Mand, der vidste, at sand Høflighed og
Bestedenhed bestaar i, at man gør alt, hvad man
tan, sor at behage andre og for at gøre dem
tilpas, i hvis Selstab man er, og saaledes for
itod ogsaa Or. Gordon at gribe det rette ved
at betragte sig og sin Ven som hjemme i Fiste
rens Hytte7 han vidste, at baade William og
Ellen holdt mest as det saaledes.
«Jeg tcenter, at J ntesten tunne gcette, hvad
mit Ærinde er i Dag?« sagde Præsten, idet
han fette Tetoppen til Munden.
»Denne Herre ——?« sagde Ellen en Smule
forlegen, idet hun saa hen til den fremmede.
»Der-tue Herre har været saa god at tomme
herover fra — for at udspørge vor lille Søfugl
en Smule . . .«
»Tro: De, at De vil tunne sorstaa hende.
min Herre? spurgte Ellen, henvendende sig til
den fremmede.
»Ja, det stulde jeg dog vel mene«, sagde han
i en asmaalt, fornem Tone, og der snntes i
hans hele Vaesen at veere noget frastødende, läge
som om det generede ham at nedlade sig til at
give stg i Samtale med Fisteren og hans Seiten
Dette meertede William og Ellen ogsaa meget
godt, og det gjorde dem vndt, endstvnt man pna
den anden Side itte tunde bebrejde den frem
mede, at han itte var en dannet Mand.
»Min Ben har reist meget i sremmede Lan
de«, tilføjede Hr. Gordon, »og han taler, som
"jeg sagde eder forleden, flere forstellige Sprog,
»saa jeg antager, at vi ved hans Hjcelp tunne faa
Oplysninger, der ville være os til Nytte.«
Den fremmede Herre degyndte nu at heu
vende sin Tale til den lille Pige. Føtst tiltalte
han 1lyende part Franft, men hun syntes tun at
blive mm og mere sorstrættet ved at se den
fremmede Mund stirre saa stift paa sig, hun
tlyngede stg tcet op til Ellen, hvem hun bestan
dig saa op« til som sin Beninde og Bestytterinde.
Den summede Herre tiltalte hende dekefter paa
Jtalienlt og ·tort ester paa Tystz men det blev
bestandig veerre og veetre5 den lille Pige for
stmktedes mere og mere, — hun tunde slet itle
satte, hvad alt dette sittlde betyde.
Jeg tan itte opregne eder, hvor mange for
slellige Sprog, det ene ester det andet, den
fremmede Hetre sorsøgte sig i, indtil Ellen til
stdst, som længe havde Instet, at han vilde holde
op med at plage det stattels Bam, syntes at
saa et Glimt af Haab; thi paa een Gang strau
lede den lillePiges Øjne, og hun gav den frem
mede Herre nogle saa Ord i Gensvar.
Det Var, som om det nu vilde til at gaa lidt
be"dre; thi Herren sagde nogle entelte Ord, og
Barnet svarede; der begyndte en Slags Sam
tale imellem dem, medenZ He. Gordon, William
og Ellen lyttede til med spcendt Opmcertsomhed,
uden dog at tunne sorstaa et eneste Ord af, hvad
der blev sagt.
Den paabegyndte Samtale git imidlertid
snart igen istaa; thi ester nogle Øjeblittes For
løb syntes den lille Pige at blive trcet as alle
disse SpørgstnaaL eller som Ellen stden ester
sagde, den sremmede Herre gjorde Barnet bange
ved at tale saa haardt til det. Det vcere sig nu»
som det vil, Barnet vilde itte stge et Ord meteJ
hun tav og stjulte sit Anstgt i Ellens Stød.
»Jeg tan itte saa nogei ud as hende«, sagde
Herren tilsidst i en fortrcedelig Tone, ,,Barnet
er en lille Gaa5.«
»Og dog syntes det, som om hun sorsiod
Dem,« sagde Hr. Gordon; ,,var det itte den
Gang, da De talede Spanst til hende?«
»Jo, hvis hun overhovedet har sorstaaet mig,
saa var det den Gang,« svarede den fremmede,
,,men det er tvivlsomt, om hun virtelig hat
forstaaet mig."
Eller maasle rettere er det tvivlsvmt, vm De
har sorstaaet hende,« vedblev Gordon smilende
ad Bennes tilshneladende Fortrcedelighed.
»Hast taler ikte noget bestemt Sprog, san
vidt jeg lunde mærte,« sagde den sremmede; »dek
var en Sammenblanding as tre sorslellige
Sprog.«
»Af hvilte tre?« spurgte Or. Gordon.
As Spanst, Fransk og Jtalienst samt nogle
andre Sprog, hville jeg itte er i Stand til at
navngive.«
»Men har De da slet ingen Oplysning faaet
as hende,« spurgte Præsteu rhstende paa Ho
vedet.
Nei, i det mindste ingen, der tan gavne os
noget; hun ved itte, eller hun vil ikke sige mig,
hvorsra Stibet er kommen, ej heller om den
Kom, der døde sorleden, var hendes Moder ellet
tun hendes Amme.
Kort sagt, det var tydeligt, at Forssget var
glippet. Maasse var Barnet virlelig itte i
Stand til at give nogen Forllaring, selv om
Herren havde været not saa taalmodig og hav-.
de forstaaet hende nvk saa godt; thi Bsrn ere
oste meget sorlegne og cengstelige lige oversor
fremmede; men paa den anden Side kunde man
heller ilke nægte, at Herren itke forstod sig rig
tig paa at omgaas Børn eller at tale med den
lille Pige saaledes, at han tunde vente sig at faa
de attraaede Oplhsninger as hende.
»Der er altsaa ikle mere at gøre ved den
Ting, mine Venner«, sagde Or. Gordon til
William og Ellen; ,,men det vanstelige ved Sa
gen bliver, hvad vi skulle gøre med Barnet.«
,,Jeg kan ikke se nogen Vanskelighed med
Hensyn til Barnet,« sagde William Brunn.
Hr. Goran saa spørgende henover Bordet
til ham.
,,Min Mening er, Hr. Pastor, at hvis vi
kunde have faaet at vide, eller hvis det nogen
Sinde stulde komme for en Dag, hvem Varnet
tilhører, saa maa vi i Guds Navn give Slip
paa hende; men hvis ikke, hvilket er det time
ligste, saa bliver hun hos os og indlemmes i vor
Husstand
«J eders Hugstand, min Ven?«
»Ja i vor, gode Hr. Pastor; thi Ellen er af
samme Mening svm jeg, hun siger, at hun itke
kan tcenle paa at stille sig ved Barnet, medmim
dre der stulde melde sig andre, som maatte have
større Ret til det end vi.«
Er det virlelig dit Ønske at beholde Bar
net?« JA—090-——0——0—
net?« spurgte Hr. Gordon idet han vendte sig til
Ellen.
»Ja, vi onste det gerne, Hr. Pastor,« fvarede
Ellen, idet hun lod Haanden glide hen over den
lille Piges Haar, hvis Hoved endnu hvilede i
hendes Sind.
»Sp-rgsmaalet kunde vel lun blive, bedste
Hr. Pastor«, vedblev Wsilliam, ,,om Barnet stuli
de falde Byen til Byrde; det vilde vi saa gutm
me nødigt, og — Gud være lovet — det beh
ver hun da heller ikle.
»Jeg er bange for, at J itke tilstrætkelig ha
ve overvejet det besvaerlige Hverv, J ville paa
tage eder«, indvendte Hr. Gordon. ,,Jeg take
godt indse, at J kunne søle en levende Interesse
for Barnet, og naar jeg lægger alle Omstcendigps
heder sammen, er denne Interesse endogsem
meget naturlig; men sæt nu, at Barnets For
aeldre ellet Venner aldrig blive opdagede, hinl
ket er meget muligt . . .«
»Ja, endogsaa overmaade sandsynligt,« til
føjede Hin Gordons Ven.
»Det er netvp derom vi have talt Herre,«
»svarede Ellen. »Williarn siger, at det er mseget
rimessgt, at vi aldrig ville faa noget at høre fra
dem, i saa Fald trænger den lille Pige højligen
til Venner; men William siger ogsaa« vedblev
Ellen højtideligt: ,,Hvo stulde vel være hendes
sande og naturlige Venner bedre end de, der
have frelst hendes Lin« »F
»Men have J ogsaa vel overtaentt den Møje
og de Udgister, et saadant Barns Pleje og Op
dragelse vil medsøre sor eder?« spurgte Præsten.
Ja, de havde vel overvejet alt, og intet hav
de rokiet dem i deres Beflutning; de havde sagt
siq selv, at de vare villige til at udsætte sig for
Besvcerlighederne, og, hvad Udgifterne angik,
saa havde Gud jo indtil denne Dag slcenket dem
mere, end de behøvede. Og naar de giste Fami
lier i St. Judiths Bugt sandt sig i at opdrage
og ernære alle de Børn, Gud tildelte dem, san
vilde det da vcere besynderligt, mente William,
om de ille lunde have Raad til at erncrre eet.
Resultatet af denne Samtale blev, som man
lunde vente sig, at Hr. Gordon sandt, at det
vilde vaere bedre for Barnet at være under en
kærlig og omhyggelig Kvindes Omsorg —- thi
som en saadan lendte han Ellen — end at det
skulde blive opdraget blandt andre Born i en
Fattiganstalt. Han følte ogsaa, at hans Ven
ner, William og Ellen, havde større Ret til den
lille Pige, end nogen anden fremmed kunde have,
og at han dersor ikke var berettiget til at mod
sætte sig disses Ønsker med Henshn til hende.
Han havde ogsaa Medsølelse med Barnet og
indsaa, at det vilde blive et vansleligt og anyt
tigt Forsøg at prøve paa at bortfjerne hende sra
den Hytte, hvor hun havde begyndt at sole sig
hjemme, og sra de lærlige Mennester, hvilte hun
allerede saa op til sotn sine Besthtterr.
(Fortscetteg.)"
H
