F
Kong Erik og de Ftedlofe,
i historist Roman i to Teie
f
Bernhard Sevrrin Jngemanm
Forste Del.
(Fot’tiat.
—
»Ser J, Hette Konge! Forrædeten maa sorstumme«
- —- vedblev Junketen og vendte sig attet til Fangen med et
stolt, hovetende Blik — »tan du fotnctgte Fotrædetdlodet
i dine Aatet? Elendige! lan du nagte, du et en Ven af de
ftedlsse?«
,,Min Bytd.er jeg stolt af« — tog nu Sloishovdin
gen til Otde med tiltcempet Fatning —- ,,mine ulyllelige
Benner sotnaegter jeg ej heller, om de end et fredlose og
fptdsmte i denne Vetden; men den Bestyldning, J grundet
detpaa, bencegtet og foragtet jeg.«
»Ist-et ham til Lidsfange-Taatnet, mine Mand!« —
raubte Junleten hastig i stolt Herstettone — ,,han er min
sporne Undetsaat. — Jeg er hans Hette og Dommet undet
Landslooen Den Fotbtydelse, han vil vælte paa sin Her
kes Hoved, skal visselig salde lnusende paa hans eget.«
Nogle Riddete as Prinsens Folge nætmede sig alt
Slotshsvdingen sot at sote ham bott; men de nolede og
kastede et spotgende og stygtsomt Blik til Kongen.
»Giv Tid!« — bod Kongen heftig — »saa lange jeg
selv er til Stede, hat ingen her at besale uden jeg.«
Junletens Riddete ttaadte ved disse Otd ætbodig til
bagr. Den bundne Slotshovding havde oplostet sine Øjne
mod Loftet og syntes lonlig at berede sig til Dsdem
,,J nægtet altsaa al Delagtighed i hvad her et stet,
Junker Christophet!« —- vedbleo Kongen mørl og tanlesuld,
idet hans provende Blit attet docelede paa Junierens liden
stahelig vilde AnsigtsttctL — »Jeg fordtet ille edets Sa
ligheds-Ed; med en Brodets Salighed dilde jeg selv ilie
ljbe Krone og Liv; men edets tiddetlige og sytstelige Æte
fotdter jeg til Pant paa edets Vidnesbhtd Denne Hod
dings Bytd og hans Venstab til mine Dødssjender spsrget
jeg ikle om; den ncetvcetende optotsle og sottcedetste Hand
ling et Talen om. Fotttoster J jet til med edets tiddetlige
og sytstelige Ætesotd at bevidne, at edets Hovding heti
hat handlet egenmcegtig og mod edets Bud?«
»Ja! ved min tiddetlige og sytstelige Æte!« —- taabte
Prinsen med motltblussende Aasyn og bed sig hatmfuld i
Leberm
.,Det Otd skal J sotttyde Paa den yderste Domsdag,
Junlet!« — totdnede Slotshovdingen ham i Øret med en
Rost sotn sta Graven og stirtede paa ham med et Dodning
blit
,,Ti, afsindige Lognet!« — asbrod Junketen ham. —
»Jeg sial vise edet, min kongelige Brodet og Lehnshette!«
— vedhlev han med hoj Rost og vendte sig bott sta den
stittende Fange — ,,jeg slal vise edet, at jeg kan holde
Mandtugt paa mit Slot. Man stal ilte fotgaeves have vo
vet at fotnætme edet i mit Navn og misbtuge den Magt,
J hat bettoet mig, til Opsaetsighed og Majestætsfothtydelg
se! — jeg sotdter ojeblillelig Ret over denne Foththdet ef
tet Landsloven.«
,,Jeg lan ille nægte eder Ret over edets Tjenete« —
spatede Kotigen —- ,,hvad edets Htvding hat sotbtudt, staa
han til Regnskab sor! han stal sttaks stilles sor en Slots
tet og dommes estet Loven; men dommes han skhldig as
Mangel paa Oplhsninget, som ingen uden J kan have
Kundskab om —- saa stal J selv stadfaste Dommen i mit»
Navn, Junker Christophetl saa sandt edets Samvittighedl
san sotsvare det sot Gud og Menneslet.«
.,Nu vel! saa er han domt. Han sial visselig llaede
Hle og Stejle for Solen staat ov igen!« — mumlede Jun
keten. — »J hat hptt Kongens Bud — adlydet! fstet
Zangen sot Slotötetten!« — bsd han nu hastig med et
tnyndigt Bink til sine Riddete, og de bottfstte Ijebliltelig
Zangen, der tastede et stblt, sotagteligt til sin Herre. og
pegede ttuende mod Himlem
» Kotigen havde kastet stg tavs og grundende i en Stol
nied Haanden fot Banden; det shntes at sotegaa en svar
Kamp i hans indetste. Han fot nu pludselig op og lastede
et strengt, gennembotende Blik paa sin Brodet: »suld
bytd Dommen over din Tjenet i mit Navn, som du selv
dil bimmes fot den alvidende og tetfcetdige Guds Aasyn!"
—- sagde han advatende, — »Jeg givet dig ogsaa min
spieste Benaadningsret. Er han assmdig — kan hans Blod
fpates uden Brud paa Loven — ved alle hellige Mand, jeg
fotdtet det ilke til Pant paa dit Udsagn. Eti Riddets og
Zyrftes Ætesotd behovet ingen blodig Besegling. Det et
min Haand, Brodet Christophet!« —- tilspjede han, og
hanc stt bævede — ,,jeg vil tto dig, hoad enten din Tie
uet befindeö saglss ellet sthldig.« Junleten takte ham tavs
og mstk Haanden med stavendt Aasyn. Der vat et Me
blii en almindelig og Engsielig Tavshed.
,,Lad Musikantetne spille op, Herte Junker! Nu et
her jo Fted og god Forstaaelse igen, mine hojsytstelige Ven
tcer!« — asbtjd Markgtev Baldetnat hastig Tavsheden i sin
- muntre, letsindige Tone. — »Bei gloedet mig, at jeg hat
-i" bidtaget dettil, om jeg end hat redet min bedste Hingst til
Stamme detfot. Nu vil oi glemme den hele sottteedelige
Sag og lade Junletens gode Vi.n bottsiylle hvet Rest as
Msfotstaaelse!«
»F hat Ret, Gteve!« —- udbtod Christophet pludselig
used lystig Mine og saa sig kalt om i Salen — ,,jeg bot
Use sletnme, jeg et Bart het, om end mine atede Gaste-e
m saldne mig lidt hovedkuldg og, saa at sige, med Potten
7 sind i Daset.« Detpaa aabnede han selv Dtten til Riddet
feilen og bad Kotigen tteede detind; selv sulgte han estet med
- Markgrevem Gtev heutik og den hele taltige Riddetstatr.
sausen vat tavs og' tanlesuld. han lod til at gste Bold
Z M sig fett-, sot ille langer at rohe nogen Migtillid til sin
M. Mai-isten Baldemat anstrengte sig sjenshnlig sot
USE-wankte Kotigen og javne det s pandte Fothold mellem
·- Tvißen vat tun loselig bilagt; men Juniet
« I « shntes pmhhggeltg at ville undvige enhvet usi
anz tun out Vesættelsen af halbes Slot ved
-s its-d han sig en singtig Ytting, ligesotn det vat et
«· M han hat-de W, og som han i alt Fald haa
; » Ists-Mitte here en Ovetilelse as Dtosten og en Mii
« « J W Maeltse He. Brodes-I Villir. han
spat-; der svævede Kotigen paa Lee
js
herne, og tog sig ivrig af sine Gesters Bevcertning. Snart
aabnedes Dsren til den store SpifesaL hvor altid et deliet
Bord stod beredt til Junteren og hans Jægere, naar de ofte
uoentet og pludselig bessgte Slottet. Fra Galleriet i den
jhøje Sal lod en munter Klang af Jagthorn og Trompeter
log Kallundborg Slot, som nylig gknlsd af Krigsbuldet,
lgerilsd nu snart af Bergertlang og festlig Tummel.
Det var ncesten bleven Aften inden man var kommen til
Bords. Saasnart Junkeren havde faaet sine Gester been
iede, og en almindelig livlig Underholdning nogenlunde
var kommen i Gang, bortfjernede han sig med en flygtig
Undstyldning, og blev over en halv Time borte. Han tom
merk og bleg tilbage, men syntes siden ved Bordet og Vi
»nen desmere opromt. Paa Kongens Spprgsmaah »hoad
;der saa lcenge havde beredet Gersterne hans Selskab, sou
trede han mut: »Et Sags Forli-h Herre BroderZ Jeg dil
»de ilte lade Dommerne vente paa min Ertlæring Lins- og
kebordet.«
Kongen bleo atter tavs og betæntsomz men Junkeren
tømte slittig sit Bergen og Martgrev Baldemar sogte ved
mangen lystig Stcemt at adspredede morke Tanter, der
tdelig syntes at ville forstyrre denne mere fremtvungne, end
gensidig sremlaldte Forfoningssest.
Kongen agtede itke at overnatte paa et Slot, hoor man
havde modtaget ham saa fjendtligt; men da det blev msrlt
og silde, tunde han vansteligt afslaa sin Broders geniagne
Jndbydelse, uden paa ny at rsbe en Mistillid, som hem
Instede gansle udslettet af sin Sie-L Da Junkeren endelig
med opromt Mine indsiændig gentog sin Jndbydelse, idet
han tomte det sidste Bæger Bin med Kongen paa en snar og
lyttelig Formæling med den stenne Prinsesse Jngeborg
og paa god broderlig Forstaaelse, glattedes Rynkerne i Kon
gens Bande; den sidste Rest as Mistillid syntes med Magt
bortjagen af hans godmodige Sind. Han greb Broderens
Haand heftig og ttmte sit Beeger til Banden. »Vel! Chri
stopherk jeg bliver!« —- sagde han i fortrolig Tone og halv
sagte. — »Alt stal vere glemt og som i gamle Dage, naar
den gode Drost Peder bilagde vore Smaatvistigheder, og
Moder Agnes lagde vore Hander i hinanden.' Kongen
syntes nu ret tilsred5. Christopher lo ofte hsji. Den mun
tre Stemning udbredte sig til alle.
Eiter Bordet satte Kotigen sig med sin Broder til et
Brædtspilz dog han legede tun med Britterne, medens han
lod sporge til sin tro Auges Besindende og ventede for
gæves paa et oprigtigt og fortroligt Ord af Christopher.
Junkeren var særdeles hoflig og opmærksomx men han syn
tes endnu ved ligegyldig Tale at Mr bortfjerne enhver
alvorlig Tilneermelsr. J det samme traadte en Retstjener
ind og overratte bam et Pergaments-Blad. Han blev
pludselig tavs og stiftede Farvr. Retsbetjenten dorther
nede sig hastig.
,,Hvad var det? min Broder!« — spurgte Kongen
»Min formastelige Tjeners Dsdsdom, i Folge Slots
rettens Kendelse ester Lands Lov og Ret« —- soarede Jun
teren uden at se paa ham —- «vil J stadsæste den? —- over
Liv og Dsd raader J selv.«
»Som de fredlsses Ben og Freude, var han sagtens
min Fjende; dog — hvor styldig han er, maa du bedst vi
de!« — svarede Kongen med streng Alvor. — »Du hat
min Bemyndigelse; stadfcest Dommen i mit Navn eller be
naad, efter hvad Ret og Billighed tilsiger dig! Jngen uden
du og den Alvidende tan vide med Bished, om dit Bud
iscmledes lunde mistydes. Er her mindste TvivL saec« —- —
» »Ref, her er ingen Tvivl!« — udbrsd Junleren hef
tig med msrtblussende Aasyn og et vildt, frygteligt Blit,
idet han reiste fig fta Tavlbordet og git dort med hastige
Stridt.
Kongen saa lcenge efter ham med et hsjft alvorligt og
betcenteligt Blit; han soer et Par Gange pludselig op og
holdt Haanden sor Panden. »Da, nej!« — sagde han —
,,det er urnuligtl —- jeg hat jo hans Æreöord.« Mart
greven narmede sig nu munter og indtog den ledige Plads
hos Kongen ved Tavlbotdet, hvor han snart vidste at ind
lede en livlig og underholdende Samtale.
Trettende Kapitel.
Droften var fta Ftuerstuen bragt til et Værelfe i
Ridderloftet, som laa afsides og toligt· Uagiet han does
ten havde brudt Arme eller Ben ved det soc-re Fald, var han
dog ligesom spndetlnust i alle Lemmer og kunde ikle rote
sig af Siedet. Efter et styrtende Bad var han btagt til
Sengs og falden i Ssvnz men den frygtelige Spænding
havde sat hanö Sjæl i en Bevægelse, der ikte iillod ham no
gen tolig Hvile, og han oaagnede hoett Øjeblit i de stral
keligfte Federdrsmmr. Han ttoede snart at btydeg med
Dsdninger i morse Grave, snatt at svceve over umaalelige
Afgrunde; men Forestillingen om Kongens Fare og Falk
gruben under Hsjeloftsbroen synteö dog at vitke voldfomst
paa ham, og hvett Øjeblik raubte han: »vogt dig, min
Kongel nu aabne de Graden for din Fad! — Tto ham itteS
—- tro ham iste! han er en Fortæder.« —
Det var sildigt ud paa Aftenen. En Lampe brændte
paa Bordet i Aages Kammer. En gammel, udtæret Syge
vogterste sad ved hans Seng og mumlede bestandig ved sig
selv med tandlps Mund og tollende Hoved. Nu aabnedes
Donn, og Kongen traadte ind i den dunkle Sygestue, led
saget af Gtev Henrik og Junker Christopher. Sygevog
tetsten bortfjeknede scg ftraks, halo forsttcetket og med en
ofte gentagen Nejen, dog Uden at lade sig afbtyde i sin
Mumlen og ubevidfte Selvunderholdning· Junleten og
Grev Henril bleve staaende ved Jndgangen, hvor de kalte
sagte og afbrudt fammen om Jagt og Hefte og om de store
Hjortetakter oveszrem medens Kongen nærmede sig Dro
stens Leje og tykkede Lampen freni paa Bordet, for ret at
betragte hom. Auge syntes et Øjeblik at sove toligt; men
da Kongen nu siod ved hans Leje og nied deltagende Bekan
ring heldede sig hen over hans stsnne, blege Ansigt, flog
Drosten pludselig Øjnene op og stirrede vildt hen for fig
»Et det dig, min Konge!« —- hvistede han — »e: du le
vende endnu i denne Morderhule? — vogt digl tro ham
ikke!« —
»Kom til dig selv, min Aaget du dir-unmer« —- sagde
H 1
Kongen. — »Du fromme Ønste er opshldt: jeg og min
Broder ere.sorligte. Se! hist staat han. Han vil ogsaa
se til dig. Det hele var en Missorstaaelse, et sortviolet
Jndfald as M Oprorer, en as de sredloses Slaegt og Ven
ner. Vær rolig, min tcere Ange! Jeg er nu en sredelig Gest«
her hos min Broder. Jeg har ogsaa gsort hatn Uret i Sa
gen,med Brunte. Jeg vil give ham baade Holbaet og Kal
lundboeg tilhage. Han solger mig nu paa Toget mod Her
tugerne.«
»Store hojmodige Kongesjæl!« — udhrod Aage og
snntes atter sri for de ængstende Dromme —- »har et Ord«
har et Bæger Vin udslettet alt Fjendstabett Nu, Gud ogl
vor tære Frue ste Tat! Karligheden læger alle Saat —
og Forsonlighed er en ston Dyd. — —- Hoor stor er nu dins
Herrlighed og ForsonlighedZ min Konge!« —- vedblev han
atter noget vildt og som halvt drommende — ,,strcetter den
sig ogsaa til de sredlose og deres ulyttelige Slægti —- ogsaa
til Marst Stigs Frcender og Born?«
»Ha, naevn mig itte hint sordomte Navn, Aage!«-—
ashrod Kongen ham heftig og streng — »saa oidt strcetter
min Forionlighed sig aldrig. —- Nu, sov vel, min tro Aage!«å
—tilsojede han atter mildt og tærlig — ,,tcent itte paa hvad
der er bedst at glernmel Som jeg horer, er du alt uden
Fare og tan maaste solge mig i Morgen eller om saa
Tage-« —
»Hvor sover min Konge i Nati« — spurgte Aage
med ængstelig Rost og stirrede atter vildt om sig.
»Tai her ved dig i Riddetlostet. Ver tun rolig og sov
trygts Jeg sover under en Broders Tag" — —
»Kom, Herre Broder!'· — ashrod nu Christopher dem
og ncermede sig hastig Sengen —- »tal itte mer med den
syge Drommerk Han er i Stand til at smitte jer med sine
Febetsvner.«
»God Nat, min Aagel« — sagde Kongen og trhttede
Drostens Haand, idet han git. — »Jeg oil holde, hvad jeg
lovede ham!" —.sagde han til Junkerem — ,,Jeg sover i
hans Nærhed i Ridderlostet!«
»Som J hesaler, min tongelige Herre Broder!«
svarede Junker-en med et toldt og bittert Smil; og de sor
lode Shgestuen.
Grev Henrit havdeogsaa ratt Aage Haanden og vilde
folge Kongenz men Drosten holdt ham et Øseblit i voldsom
Spænding tilhage. »Se, sel« — hvistede han — »der gaar
den mhrdede Kong Erit med Junter Abel. De var so
Brodre en Gang! Og hor! her bruser en Flod under dette
Slot. — Dei er vel den blodige Sti. —- Pas paa! — pas
paa, her ingen Ulntte ster!«
,,J drommer slenit, Drost Aage!«— sagde Grev Hen
rit og slap Drostens ieberbrcendende Haand — »Sov J tun
rolig! jeg vaager.« Dertned styndte han sig ud ester Kon
gen og Junteren, men tastede sorst et Blit ud as Vinduet og
saa med lonlig Gru ved det srernbrydende Stiernelys et
hoit, sort Stillads, ligesom et Stasot, i Slottetö Bag
gaard uden sor Ridderlostet. Han drog hastig Tæppet sor
Vinduet og git, hvorpaa den gamle Sygeoogterste atter
rottende og mumlende traadte ind til Drosten. Det vari
en Kone i horgerlige Kobstaddragt, med store, hultliggende
Zer og med et blegt, udmagret Ansigt, der havde stor LigJ
hed med et Dodningehoved. Med en Haandten og et Pa-’
ternosterhaand i Haanden, indtog hun sin forrige Plads
oed Drostens Seng lige sor Lampen, som hun ryttede til
Side, saa den itte tunde stinne den shge i Ansigtet. Alt
hlev nu snart stille paa denne Floj as Slottet, der tun ind
besattede Riddernes Sovestuer. Aage laa lange urolig og
lhttede. J den usædvanlig stille Asten trengte dog en sjern
Lyd til hanB Dren som as Strengeleg og munter Sang.
»Hoad er det?'« — spurgte han og lsstede Hovedet med
Mojr.
»Der er Lystighed i Riddersalen, velhaarne Herre! ja,
saamændt er der saa« —- soarede Svgevvgtersten —- »vor
trenge Dr. Junter har ladet hente Spillemcend og nglere
sra Bhen. Der spares hoerten paa Mjod eller sod Vin;
det ved den sode Gudl Han dritter Forlig med sm Broder
Kongen, siger man. At, ja!« — tilssjede hun — ,,de store
tan sagtens være lhstige og lade Fiddelen sorge —- htn,
hm! naar de tvistes iblandt, gaar det tun ud over de
smaa! ja, Meendl gor det saa — ud over de smaa. Min
falige Mand blev, saamckndt domt sra Livet i den store
Marst Stigs Fejde —- at, ja! — Meend! gjorde han saa
Han var tun en ringe Mand, stal jeg sige jer: han havde
ingen ridderlig eller syrstelig Ære atslhve sig sri med,
sont vor hosbaarne Junter; nei, Mand, havde han ej; det
var hele Ulhtten. Der sidder nu vor gamle Slotshsvding
i Taarnet — hm, hrnl han set neeppe Sol eller Maane mer;
man vil sige, han stal rettes i Nat; at, ja! og i Gaar var
han Heere her paa Slottet! ja, Mand, var han saa; men
saadan gaar det i Verden —- at, ja!« —- —
,,Rettes?« — gentog Aage —- «Gud vcere hans Sjæl
naadigl Kongen er streng og hastig — ha! men vidste
han — —«
»Dein ved sagtens, hoad vi alle ved, at hans hof
baatne Broder hat vidnet salstelig«« —- suttede den gamle
—- »men hvad hrhde de store sig om et ringe Hoved, naar
de tan hhtte deres egne? Loven maa jo have sm Gange
—- ja, Mand! maa den saa; et Hooed maatte oel sagtens
springe ester saadan en Opstand og Staahej; men Junke
rend sidder sor hoit tan jeg tro. Hvad havde ogsaa de hoje
Herrer Tsenere til, naar de itte tunde vaste sig rene i deres
Blod? —- sagde min salig Mand, der han blev rettet; ja,
Meendl sagde han saa, den salig Sjælt Men se nu til, J
tan sove, velbaarne, unge Herre! det er jer vist tjenligst.
Jkg snatter tanste lidt sor megetz det er nu min Stodesyndz
siger man. Ja, saatnaendt En snatter sor lidt og en andens
sor meget. Var der ingen Snat til, saa snattede ingen
stattels chevel sig Fanden i Vold og ingen sornem Stælm
sra Galgen.«
,,Jeg maa tale med Kongen!« —- opsor Aage heftig
og sogte sorgceves at rejse fig. Kræsterne sorlode ham al
deles, og han saldt tilbage i en bedovet Tilstand. Den
gamle Kone troede han sov, og snart syntes han ogsaa vir
telig at viere salden i et Stags Sonn. Sygevogtersten he
tragtede ham nogle Gange med Lampen i Haanden og ritt
tede, idet hun vedblev at smaasnatte med sig seit-. — »Hm,
hin! et godt, ærligt Ansigt, ja saamcend!« —- mumlede hun i
—- ,,Men hvern er errlig i denne shndige Verdent —- hanger
dog samtnen med de store, hin, hin! og de godt Folt stal
man aldrig tro, nei, Mændt ital man ej —- aldrig tro.
han vilde tale med Kongen —- io, paa det Lav! Naar det
gcelder orn at redde en statlels chevel Livet og fortcrlle
Kongen, at hans Broder er en Stalni og Form-bek- fass
daaner saadan en fin Hoslarl eller falder i Spott til M
er bagester. Baang op, Herre! vaagn op!« —- Hun tustkdk
forgæves i han1. — »Ih, saa sandelig! tror jeg ille, det
er Dtdsens, Ssvn. Nu ja, saa er han undslyldtz saaledes
som han er sprunget til Pslse, lan der sagtens heller ikke
vcere stort Liv i dam. Han drager dog Aande, tror jeg;
ja, Mand! gor han saa. Ungdomtnen er stærl; maasis
hjalper Naturen sig selo. —- Hsrt nu folge de Kongen til
Sengs« — vedblev hun og lyttede — »han vil jo sove hkk
jckvne ved. Hm, hm! det er nol hans tæreste Livtjener,
denne hersens Trost. Nu ja, Gud holde stn Hacmb VVek
Kongen2 Han mener det godt med os alle — ja, Mand!
gøk halt saa —- al, ja! om han ogsaa dommer mangen
stallels Djævel sra Livet; men det er nu saa hans Dont —
dersor er han jo Konge — han holder dog over Lov og
Ret- fa, saamandt —- g"or ellers ingen Forslel paa hoje
og lave. Stulde han nu domt sin egen lodelige Broder
sra Livet — det var dog sor haardt — jo, MændS var
det saa! han er dog heller tun et Mennesle, og hVLM «
retsærdig i alle Dele i denne syndige Berden? hm, hm!
Men Junkeren — At, ja! Gud naade os sor dam! saa
oi ham en Gang til Konge, vil det se galt ud — ja, Mand!
vil det saa! At, ja!« saaledes murnlede hun ved sig selv og
nilkede ved Lampen, til hun saldt i Sovn i den store Ler
nestol.
Det lunde viere noget over Midnat, da Drost Aage
vaagnede as en dyb Udmattelsessovn, der syntes at have
gjort en lyklelig Vending i hans Sygdom. Han var dcg
endnu i en feberagtig Spcending; han saa sig sorondret
om og syntes ille at vide hvor han rar. Den blege, forten
de Sygeoogtersle ved Lampen sorelom dam, med oet mai
oplyste , udvaagede Ansigt, som et siddende Lig. Hm rejste
sig halot op og stirrede stift paa hende. Nu saa han, der
var en sicer Bevcegelse i det magre Dodningeansigt: de
tandlsfe Gummer mirnrede, men uden Lyd; det var sont
hun vilde tale, men kunde intet Ord faa frem. Dei tom
ham sor, som han nu saa, hoad han oste havde hsrt og
læst om i gamle Sagaer og Oldtidgdigtn det morle, Forel
vede Kammer bleo harn til en underjordisl Jættestue, og den
garnle, mimrende Kone til en dsd Jcetteloinde, som man
havde lagt Runer paa Tungen sor at bringe hende til at
spaa. Han sorsogte at rejse sig, og det lyltedes; hans sor
stpdte Lernmer vare styrlede og beocrgeligr. Han svobte det
hvide Bomulds Lagen om sig, og stod snart lyttende paa
Gulvet og beiragtede den garnles Ansigt. »Hvem taler
du med! Dsdningt hoad mumler du om i din Grav?« —
hoistede han, og hun bevcegede Munden endnu stærlere.
»Mord! Mord!« —- udbrod hun endelig med sorstaaelige
Ord —- ,,l)or! hor! Nu saldt hans Hoved sor Øtsen.«
Med Forscerdelse horte Aage oirtelig i samrne Dieblit
en Lyd uden sor Vinduet som as et Øtseslag lHan sor hen
til Vinduet og drog Tcevpet til Side. En Mengde Falter
lnste datn i Mode sra Baggaarden; han saa med Gru en
Areds as Landselncrgte om et Slasot og-en Bøddel overst
daa Stilladset med et blodigt Hoved i Haanden En lold
Gysen oversor Aage; han vidste endnu ef, orn han drornte
eller oaagnede; han stod som sastgroet og tungelam og stir
rede paa det gruelige Son. Der lod nu en dampet Kor
sang, og han saa en Stare Graabrsdre drage den under
Slasottet med en sort Ligliste. Blandt Tilstuerne saa han
Junker Christophers stumle Ansigt, stcerlt oplyst as en Fai
lel. Det blodige Hoved saldt as Boddelens Haand, og det
syntes ham nu i uncevnelig Forfcerdelse, at det var Kon
gens. Han soirnlede tilbage og reo Bordet om med Lam
pen. Den gamle Kone vaagnede sorsærdet og streg as An
gest; men med urnaadelig Rcedsel sor Aage Ud as Deren i
den morke, lange Nidderlosts-Gang. »Myrdet —- Kon
gen niyrdet!« jamrede det i hans inderste Sieh men der
tom intet Ord over hans Leber; han gil som en Ssongæns
ger med stirrende Øjne og oidste ille hvor hen. »Der vilde
han jo sove —- her tcet ved mig« — tænlte han og standsede
ved en Sidedor i Gangen. Han udstratte alt sin Haand
for at aabne den —- da saa han et Lys og horte Fodtrin
langt borte i den msrle Gang. Dsren, han stod ved, var
indesluttet mellem to sremspringende Murpiller. Han traad
te ind bag den ene Pille og holdt Øje med Lysit i Gangen.
Det nærmede sig langsornt og standsede oste; endelig lorn
det saa ncer, at han lunde se, det dates af en hof, mandlig
Slitlelse i en mark Kappe; den nederste Del as Kappe-nan
den var tun oplyst7 hans Gang var dallende og ubestenit7
under Rappen blinlede et stort Sværd Stillelsen lorn
nærmere og nærmere, men med sagte, næsten uhorlige
Stridt, og standsede ofte. Endelig stod den hoje Slitlelse
tæt ved Murpillen. sorn Aage stod bag ved; her standsede
han atter; nu havedes Lyset, medens Kappemanden saa
sig om til alle Sider, og nu saldt Lyset paa et langt, vildt
blussende Ansigi — det var Junker Christopher.
»Ha, Brodermorder! Kongemorder!« —- raabte Aage
som rasende og for ud imod ham.
Med et Forsærdelsesslrig tabte Junkeren Lyset og
sprang tilbage. ,,Mord! Hjælpt en rasende!" —- raubte
han og drog sit Sværd
Under denne Larm aabnedes Doren mellem Murpib
lerne, og Grev Henrit traadte nd med Los-. ,,Hvad er her
paa Færde?« —- spurgte han iorig, men med dcempet Rost.
— ,,-Vvo vover her at vaelle Kongen?«
(Fortscettes.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
J Lmslag 80 Cents. Jndbunden 8120
Erik Mcnveds Batndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. vJndbunden 81.20.
DAMSZ ME. Max-. muss-. ZW. Nebr