1
.
Kong Erik og de Fredlote,
historisi Roman i to Dele
. Of
Bernhard Seperin Jngcmamn
F erste De l.
EfeortiatJ
»Da er altsaa dig, der bildet Folk den Snat ind?
MnntI« — afbrød endelig Kotigen ham utaalmodig og
heftig — ,,tror du virkelig, den onde har hetttet hin Mor
der oa det baade med Krop og Sjcel?«
»Den hellige Francislus bevare mig for at tvivle der
paa!« —- svarede Munten og torfede sig — »den, der tan
bortføre de ugudeliges Sjcele, tan sagtens tilintetgøre deres
syndige Legemer. Se! han bar tun ladet disse Bloddraaber
tilbage til Vidne om den Magr, der er ham givet, og —
’mod«sin Billie — til den retfaerdige Dommers Ære. Hvor
man har Sandheden saa tlart sor Lie, var det Blindhed
og tcetterst Fottnastelse at tvivle.«
»Lg min Drost, min tro Ange? tror du det samme
om ham?«
»Vredes Elte, Herke Konge!'« — svarede Mantis-lanc
ren med oprigtig Mine og Haanden paa sit udtaerede Bryst
— ,,1nin Samvittighed forbyder mig at vidne falstelig paa
Gravsens Bred, for at behage eller smigre de store og mag
tige, eller at fordølae de underlige Ting, her nu ste for vore
Øjne til de sorstolledes Omvendelse med Slrcel og Bcevelsr.
Den velbnrdige Herre Trost er lige saa ubegribelig sor
svunden; og estersom vi vide, at ban var falden under
Rirlens store Band og as vor højærværdige Ærlebisp var
overgiven til Findets Fotdærvelse og i den store Sjaele
sjendes Magt« —- —
»Ti, sormaftelige! du ved iste, hvad du siger!« —- ad
bred Kotigen yderst opbragt oa betragtede den blege, fürl
vende Klosterbroder med et lynende Blit. — »Lad de onde
Aanders Fnrste taae, hVad bans er! derom vil jea hverlen
tvistes med lmm eller dia; men det Ved jeg: min tro Drost
Auge ital ingen Djævel lunne krumme et Haar paa, hvad
enten han er død eller levende. Her maa vcere stet et Mord,
en strættelig Llltisaetnina« —- dedblev han — ,,et standigi
BedraaeriI —- Eaa sandt hjælpe mig Gud og alle hellige
Maul-! det slal opdaaes og strengelia strasse5. Vort, MunlL
aat til din Celle oa bed Gud ovlnse din Forstandk din Billie
er aod not; det var Synd at vredes paa dig. Gaa bort,
Bern! J staa og i Beim Ole mine tro Mand! Gul
vet slal opdrndes — Taarnet ital nedrives, hvis Droften
itte findeg — her stal itte blive Sten paa Sten tilbage!«
Pan Kotigen-J strenge Vefaling ait Munten og alle
uvedlrmmende hastig bort. Lanselnægtene tom med Spyd
Dg Bandsdaaer oa hdad man fandt ved Haanden og be
gnndte itrats at opbryde Stenguldet. Tet varede ille lcenge
inden man opdagede den løse Sten i Kronen ved den lille
Jernlem, sin nasten slet itte oplnftes as det svage Dagslys
sra Gitter »Ze, sej« —- raabte man — »en Kælderlem
--— en hemmelig Grube!«
»Ha! MordergrubenZ der har vi det!« —- ndbrød Kon
gen. — »Fall« hid! gesvindt! Jeg vil selv derned.«
«Lad dct være min Donti Herre Konge!« —- sagde
Gred HenriL —- »Her er visselig Løngangen til Slottet«
— tilsejede han med en sagte Rost — ,,maasle lunde den
bruges til vott Angreb« — —
»Nei, Greves gennem Rcrvegange gaar ingen sinnge
vej!« —- asbrød Kongen ham stolt —- ,,slas mig lun min
tro Llage!«
Man lom stem med Falter, og nu blev Gangen un
dersøgt. Kongen lod sig dog tilbageholde fra sig selv at
stige derned Grev Henrit ilede ivrig og nysaerrig frem
med en Fallel i .Haanden, ledsaget af tre Lansetncegte.
Fallerne vare oste ncer Ved at udslulles af den underjordisle
Luft; man sandt dog og tendte Stimandenö Lig, der strals
blev baaret op as de to Lanselncegte, medens Grev Henril
med den tredie sortsatte Undersøgelsen. De naaede til sidst
den store Jernport, sont de forgceoes gjorde Forsøg paa at
opbryde. Jndenfor hortes- Hornllang og Larm as talrige
Vaaben, og Grev Henrit sandt det raadeligst at ile tilbage.
Kongen havde imidlertid ladet sig nøjagtig underrette
om enhver Omstændighed med Hensyn paa Drostens nat
lige Besøg i Taarnet, og ved at se Stimandens Lig var han
nogenlnnde bleven beroliget, da Grev Henrit lom tilbage og
berettede, hvad han havde opdaget. »Den sorvovne Drost
er sillerlig i Live, om just itle i Sitlerhed, Herre Konge!«
— sagde Greven, idet·han steg op as Løngangen, helt for
pnstet og angreben —- »hvor Morderen fandtes død og
alene, tan han ille have saaet Bugt med den kcetle Drost,
men at de hat veret i en haard Dyst sammen kan vi se.
Her er Drostens Sværd; det fandtes tcet ved Liget. Her
er ganste eigtig en Løngang til Slottet; men den er stcerlt
bevogtet, og vi vare nær saldne i Fjendens Haand.«
»Godt! nu ved vi, hvor Aage er« — sagde Kongen —
»hans Mening hat vaeret god — ha, men en erledum Streg
har han spillet os. —- Jnden Sol gaar ned, stal han vcere
sti, nælt Guds Hjcelp!« —- tilfsjede han —- ,,Ve de For
rcedere, krumme de et Haar paa hanö Hoved!«
Kongen sorlod Sstaarnet, og med endnu stprre Jo
righed sortsattes Tilberedelserne til Stormen.
henved Middag holdt Kongen paa sin hvide Hingst
uden for Slottets Iftlige Forstansning. Han var msrt og
tavö. Han saa ofte med urolig Forventntng og stigende
Harme hen mod Slotsportem hvorfea hans Broder Jun
teren inden faa Øjeblik maatte komme, hvis der stulde ste
noget Stridt tll Udsoning; men hverlen Prinsen eller
Martgreven lod sig fe. Nogle Ryttere, som vare sendte paa
Udlig til Melleballen ved St. JorgenS-Hospitalet, lom paa
den bestemte Tld t fuldt Ftrspring tilbage og meldte, at
der intet Heestab var at se paa Vejen.
»An da, i den tetfceedtge Gudz Navn!« — udbrsd
Kotigen med dcempet Stemme, heftig opmt —- »Jeg hat
ingen Bruder mer. Mal-let er fuldt. Lad blcese til Sturm,
Grev Henrltt lad nu Laterne ndbuldre min Brede!«
Rappe var dette Ord udsagt, set der bleestes til Statut,
og alt var t Bevogelsk Solen stod htjest paa Htmlety og
Taatnstyggen saldt over Kloster-tagen Alle Strtdstmftet
sattes Ijeblitlelig t Vtrltomhed. Angrebet stete, ester den
Plan« der varkastalt med Dionen sea tre Stdet paa en
Sans, doa daa de tvende Steder tun paa Statut, for at
mislede Fjenden, medens Hovedangrebet, hvortil den hele
Kriasstnrte efterhaanden sorenedes, bleo rettet mod den est
lige Formur oed Taarnporten.
Den yderste Vindebro var snart nedreven med de raste
Baadsmænds oa Elipperes Baadshager. Ved Hjcelp as
alle Byens Brandstiaer dlev Formuren straks benegen Jn
aen Høoding var her til Ztede, og saa vel Junkerens sie-el
landste som samfoste Bønderkarle fægtede nødiat og tun
tvungent mod dereg Lands-Wend. Mod den tyske Grev
Henrit stete der oel tarver Modstand; men hvor Kongen
selv lod sig se, snldt Vaabnene Mnrens danske Forsvarere
af Hirnderne, idet de saldt bam til Fode og bad om Naade.
Formuren kom saaledes straks i Kongens Magt, og han
var selo en af de fortse, der besteg den; men fra Taarnet
over den befceftede Port stete nn den trastigste Modstand.
Jndensor hørtes en mæatia, befalende Rost, og fra Taar
nets Stormhuller og Tinder udfor der en tcet Hagel af
Sten og Kastespyd Greo Henrit maatte ile med at danne
et Stjoldtag til Kongens Beflyttelse, medens man forgceoes
søgte at nedrive det store Faldgitter, der dannede en ov
trutten Fern-Bindeer over Graden mellem Fermuren oa
Worten
»Tcend Porten i Brand!« — bød nu Kongen med
harmfuld Jver.
»Brande! Brande hid1« —- lød det fra Mund til
Mund, og snart ftrommede man fra Bnen over den ero
brede Forinur til Storinloberne med Begfatler, Brande oa
sonderslaane Tjæretønder, som man kastede ind nnder Falds
aitret. Under Belejrernes Stormraab stjnltes Porten og
Taarnet af Røg og Flammen
Under dette heftige Anareb paa Zlottets iØstside stod
den sangne Drost Llage inden for Gluggitret i det firlan
tede .Højeloftstaarn, der hcrvede sig fra Midten as Hofe
lottszsbygninaen eller Slottetg vestlige Hooedfløj oven over
Forsalen eller Højeloststilien. J lodret Linie fra Fama
selsaitret fremsprana dnbt nedenfor ham i Slotsgaarden
den ftore Planletrappe eller Hojeloftsbro, hoorsra der over
en Soale dar Jndgang til Forsalen Den runde Slots
gaard med de wende Sidesloje mod Nord og Syd, Feuer
ftueloitet og t)tidderloftet, adslilte Fangetaarnet sra den
bestormede Taarnport. Frei sit hnje Fængselsgitter kunde
Aage saaledes for en stor Del ocereVidne saa del til de an
gribendes soin til Forsoarernes Ramp og forikellige Be
streebelser. Det var lyltedes ham at tlavre op i den hoje
Mnrsordybning inden for Fængselgsgitren Her stirrede han
med niravendt Blit og højt bankende Hierte ud over Slots
gaarden mod Tanrnporten Her vidste han Hooedangrebet
stulde ste. Han havde nllerede en Tid lang hørt Kampbul
deret og set hvorledes alle Stridstræfter stødte sammen for
at anaribe on sorsoare dette ene Punkt. Nu saa han denl
tytke Rogstøtte opstige uden for Porten, og demærtede, hvor
ledes man paa samme Tid i Porttaarnets Stormhuller
satte de siørste Forsoarsmnftiner i Bevcegelse, for med Sten
oa Biæller at tnnfe Belejrerne, inden det lyttedes dem at
sætte Porten i Brand. »Ha! her maa jeg staa ortesløs,
medens Konaen er i Kamp og Forel« — udbrød han og
rnstede harmfnld i Gitrets Jernstcrnger. Han var derded
nar ftyrtet baglænds ned i sit FængseL idet et Stytte af den
gamle Mur losnedes og saldt ind til ham tillige med en Del
af Jerngitret. »Et Vinl!« —- uddrød han forbavfet —
,,l)av Tal, min gode Engel! du er dog staertere, end den
onde.« Han syntes strals at ville benytte dette Tilfcelde til
en dristig Flugt ud as Taarnet, for at komme de stormende
til Hjælp og maasle aabne dem Porten. Han bandt sit
lAtselstasrs til den endnu saste Del af Gitret og gjorde Mine
; til at nedbejse sig paa en lavere Assats i Taarnmuren; men
znu horte han en Rast, som toang ham til at treekte sig til
sbage og opsnldte ham med Forfærdelse. Han havde ftøttet
Isit Hoved mod en Taarnpille, der gik igennem Højelofts
»bygningen eg ledede Lyden til hans Øre fra en umaadelig
lDybde Lige under han1, hvor den høje Plantetrappe eller
sHøjeloftsbro sprang frem, oar der en dyb Kælder med en
Brønd, der stjultes af Højelostsbroem og hvorover der var
;Jndgang til Svalen og Slottets store For-sal. Denne Karl
lder med sin dybe Brand var i Nodstilfcelde det sidste For
s svar for Slottet og tunde blive en frygtelig Grad for enhver
!Belejrer, der ikte tendte Jndretningen, idet Højeloftsbroens
iøverste Afsats var en hemmelig Falddør, der pludselig sra
chelderen tunde neddrages og siyrte den indtrængende Fjen
de og formentlige Sojrherre i Afgrunden. Denne Jndret
ning til Slottets Forsoar var førft nylig af Junkeren ble
ven foretaget; hverken Kongen eller Drost Aage var belendt
dermed, og som et heinmeligt Nødværge var det selv holdt
stjult for de fleste as Slottets Beboere. At en saadan Fald
grube her fandt Sied, havde Aage alt saaet Mistanle orn
ved det opsnappede og af ham selv tilintetgjorte Lønbrevl
nu for Bis-heben deroni ham fom et Lyn gennem Sicelen
ved den fjerne Rost, der trængte til hnns Øre frn Borg
icelderem
»Der stal du staat« — lød Slotshøvdingens strenge
Rost hult og dæmpet —- ,,styrter Porten, og de trcenge her
ind —- saa giv Agtt J det Øjeblik, du horer Fodtrin paa
Højelostsbroem trceller du til!«
En svagere Stemme fvarede; men Aage horte ikte hvad
idet var.
»Hvad Blod her stal flyde, kommer over Junkereng
Hoved!« — lsd atter Slotshøvdingens Rost. — »Hans
er Ansvaret her og hist. Vi er tun Dødens Redskaber i
hans Haand —- Sporg itte! tænl ittet ti og adlydt eller
du er mensvoren og evig fordømt.«
Auge stod som forstenet af Streek. Af entelte Ord,
som endnu ttlføjedes, blev den hele frygtelige Jndretning
harn klat. Selo den strenge Slotshsvdings Stein-ne syn
tes ham at beeve ved det strecktelige Bud, han udftedte.
Der blev atter stille i den fljulte Asgrund under Højes
loftsbroem medenö Kampbulderet ved Slotsporten tiltog. og
overdsvede enhver anden Lyd. En M Flamme flog nu opi
gennern Rogststten over Porten. Der hortes et Forfeers
delfesstrtg fra det flammende Poettaarn, hviö Forfoarere
nu maatte fly for ille at tndebreendes. Udenfor ktd de
stormendet Sejersraaly idet en Ratten af Jernleenker og
et steckt klingende Butder fortyndte, at det ydre Faldgtttee
mellem Fermaten og Poe-ten var nedrevet. Et endnu stier
tere Brag paafulgte, man tpreengte den dreendende Port.
En urnoadeltg Angst greb den lyttende Junge. Nie
ften uden et se hvad han vovede, spang dem sig ud at det
losrevne Fenssellgitter og heisede«sig’ t sit Atselsteerf san
-
s- J
langt ned ad Taarnmuren, at han tunde tage Fodfceste paa
en fremragende Murtant; rnen næppe var dette lykledes
hom, for atter et Stylie af Taarnmuren løsnedes tillige
med den Gitterstang, hvortil Algelslærfet var bundet; del
styrtede ud over hans Hoved og tørnede mod Jan-Rat
værket paa Højeloftssvalen, hvor Akselstærfet bleo ban
gende. Selv tabte han Ligevcegten og maatte lade sig glide;
men han greb uvillaarlig, som med meianisk Rednings
dritt, efter den fremragende Murtant, hans Fod nylig
havde hvilet paa, og han blev saaledes hangende, medens
det lykkedes ham at stotte den ene Fod mod en Kant as det
straa Regnslur eller Bislag over Hojeloftsdøren Han stod
saaledes lige over Højelostsbrven, dog endnu i saa høj Fra
itand, at han sandsynlig maatte brcekke Arme og Ven ved
at falde derned. Efter hvad han havde opdaget, var Fald
deren til Borgkcelderbronden lige under hans Fødder, og
ved det fiorste Fodtrin oerpaa stulde den falde og aabne sin
dybe og visse Grav. Ret længe var det ham nceppe muligt
at holde sig fast i den ncesten hcengende Stilling Under
»den almindelige Larm var der ingen, som bemcerkede ham.
INu horte han det store Bulder ved Portens Sprcengning
sog Sejrsraabek ,,Slottet er vundet! unge Kong Erik
llede!« Kongen drog alt sejrende ind i Slotsgaarden gen
nem den flammende Port. Aage lunde ikke vende Hovedet
om og se ned i Guarden, uden at tabe Ligevcegtenz men
han horte snart Kongens og Grev Henriks Stemmer dybt
under fig. »Vogt eder, Heere Kotige! her er en Faldgrube!«
— raabtc han af alle Amster; men hans Stemme var for
fvag: han var udmattet as den frygtelige Anstrengelse, og
ingen lod til at høre ham under den almindelige Banden
Tummel og de larmende Sejersraabz for dem, der stode
ncermeft ved Højelostsbygningen, var han desuden sljult
af den fremspringende Taarnpille. »God Nat, skønne Mar
grethe! God Nai, Kcerlighed og Liv!« — stønnede han —
,,jeg maa derned.« Hans Fald og Dod i dette Øjeblik syn
tes nu ene at tunne srelse Kongens Liv. ,,Min Konge leve!«
raabte han og slap Murlanten. Det blev sort for hans
Ijne Han syntes at salde i en umaadelig Dybde; men
han oidite itie mer, hvad der foregik med ham.
»Aage! —- Aages Stemine!« — raabte Kongen, som,
ophidset af Kampen og Stormem stod i Spidsen for sin
sejrende Ridderskare ved Foden af den høje Planletrappe.
Han havde hørt Auges Rost, men vidste ilke hvor; nogle
as de sjerneste Krigsmænd havde set harn nedstyrte over
Bislaget mod Hojelostsbroem men den almindelige Larm
overdooede deres Forbavselsesudraab. Kongen satte alt
Foden paa det sørste Trin af Planketrappen.
»Tilbage, min Konge; Forræderi!" — raabte nu plud
selig Grev Henrit —- »hist hienger Drostens Akselslærf —
her er vist en Faldgrube.«
Dei lange røde Skcerf hang lige over deres Hoveder
ned fra Jern-Rækværket paa Svalen.
»Gud i Himlent Inin tro Angel jeg hørte ham vaande
sig deroppe« —- raabie Kongen ivrig, uden at agte paa Ad
varslen, og ilede op ad Trappen; dog Grev Henrik sprang
efter ham og greb hanr i Armen, inden han naaede den
overfte Afsats. De standsede begge, som lynslagne, og saa
nu i sarnnie Øjeblil med et Forsærdelsesudraab den ulyike
lige Drost ligge dodbleg og blodig overst paa Højeloftsbroen.
,,Død! —- død!« —- raabte Kongen og vilde ile op til
hom; men Grev Henrik holdt ham endnu tilbage, idet han
selv sprang foran og trampede paa hoert Trin af den hule,
ghngende Luftbro. Da opslog Aage sme Øjne og saa Kon
gen; selv laa han, til sm Forundring, paa den endnu til
lulkede Falddør. »Tilbage fra Graveu, min Konge« —
raabte han med mat Stemme, idet han væltede sig hen for
Kongens Fødder og ornfavnede hans Knec. »Aage! store
Gud! hvad er dette!« — udbrød Kongen og oplostede ham
i sine Arme. J det samme for Døren op til Højeloftstil
lien og vaabenløs, med isgraat, blottet Hoved, traadte en
høj, jernklcedt Herre ud over Svalen og stillede sig paa den
overste Afsats af Højeloftsbroen »F staar ved en Grav,
Kong Eriti« — sagde han med frhgtelig Rost. —- ,,Jeg
havde beredt den for eder; men her raader en højere Magi.
Nu slal Graden aabne sig og opsluge mig selv sor eders
Øjne.« ·—- Derpaa stampede han as al Magt i den ghngende
og knagende Falddør under sme Fødder. »Ha! hvi tøver
du! Træll« —- raabte han med tordnende Rost — »bort
med Sloddenl traek til!«
,,Rej, nejl i den forbarmende Guds Navn!« — lød en
bedende Stemme sra Borgkoelderen dhbt under ham —- ,,jeg
lan illel — sør dil jeg vcere mensvoren og evig fordømt!«
»Hvad er alt dette?« —- spurgte Kongen hderst for
bavset —- »raser den Mand? hvern er bei-Z«
,,Slotshøvdingen, rnin Konge!« —- svarede Grev Hen
rik, der stod med sit dragne Soærd soran harn og med den
ene Fod paa Falddøren.
«Binder den afsindige« —- bød Kongen de nærmeste
Riddere, og uden at vende Blitket fra de tilbagevendende
Livstegn i Auges blege Aasyn, bar han harn selv i sme
Arme med Grev Henriks Hjcelp over den gyngende Falddør
og over Svalen ind Paa Højeloftstillien. Saasnart Grev
Henril her saa Kongen og Drosten i Siilerhed, ilede han
tilbage til de larmende Krigsfoll, for at besætte alle Ind
gange og hindre enhver Uorden ved Bescetningens Afvceb
mng.
Først da Kongen saa, at Aages Bevidsthed vendte til
bage og hans sorsiodte Lemrner dog ikke var lnuste, faldt
hans Blik paa de forbaosede Riddere, der orngav ham og
var ham behjælpelige med Drostens Pleje. Ved Deren til
Hojeloftssvalen stod den hoje Slotshøvding, med Armene
bundne paa Ryggen, mellem to Drabanter; han stirrede
tavs og bleg hen for sig, som en Marmorstøtte. ,,.Hvo der
havde saadan en Herr-e at dø sor!« —- rnurnlede han med
dyb næppe hørlig Stemme, og der rullede en Taare ned
gennem Furerne i hans stolte, ubevcegelige Oldingsansigt.
Grev Henrit traadte straks igen med hastige Stridt
ind i Forsalem ,,Herre Kongel« — sagde han hojt —
«Markgreven holder for Portenz den hsjbaarne Junker er
med ham. De beder eders Naade tilbageholde·eders strenge
Dom og here hvad ederg Or. Broder har at stge til sit For
- var.«
s »Han trcede hid «straig!" —- bod Kongen, og Streng
heden t hans Aasyn shntes blendet med dyb Smerte. —
,,Dommens Time er kommen« —- tilfsjede han —- »rnen —
jeg dsmmer ingen uhsrt.«
Grev Henril bukkede tavs og gil. Der var dtdsstille
i den store Forsal Drost Aage hviiede bleg og blodig M
en Vcenk med sit Hoved ved Kongens Bryst, og syntes end-ne
ikke at vcere kommen til fuld Bevidsthed ester det bewva
Fald. Man havde gnedet ham med Bin i Tindingetnä
Vaa Konaens Vink bleo han nu ført ind i Fruerstuen for
at komme til Ro og under omhyggeligere Pleje. Jdet han
førtes hort, trykte Kongen hans matte Haand og betragtebc
acngsteligt paa Kongent ,,hust Paa, J sial dømme en Bro
niere; men Konan gav ham et Vink til at tie vg vendte sig
dende Pande.
Der herskede atter en dyb Tavshed omkring ham. Kon
aens Riddere havde med højtidelig Alvor stillet sig i tvende
Rætker ved hans Side; de stode endnu alle med de dragne
en forstenet Dødning, imellem sig. Nu hø ZU Zod
trin paa den hule Højeloftsbro, hois øverste fa(i rtn med
Falddøren alt var fastnaglet. Grev Henrik aekoiiede Døren
og blev staaende paa sSvalen med en kold Hilsen, medens
Junker Christopher og Martgreven af Brandenburg traadte
ind, ledsagede af deres ridderlige Følge. Markgrevens sied
vanlige Munterhed og Letsind var forsvunden; han syntes
angreben af en heftig Anstrengelse og i en spaendt, urolig
Stemning Da den høje Junker Christopher tog Fjerhats
ten af sit sorte Haar, der flagrede ham vildt om Skuldrene,
og traadte frem for sin Broder Kongen, syntes hans Fod
at oatle, medens et koldt og tvungent Srnil dog var udbredt
over det lange, storformede Ansigt. ,,Min stormcegtige Ot.
Broder har gaestet mig paa en egen Maadei« —- sagde han
i bitter Tone, idet han buttede med en stiv vg formelig Hil
sen. — ,,Jeg beklager, at jeg ikte har været underrettet om
eders naadige Besøg, for at knnne modtage min høje Lehns- - —
herre som det sømmer sig vg forebhgge mine Folks Dum
heder vg de Voldsomheder, jeg her ser Spor af.«
,,Jeg plejer, selv umeldt, at finde mine Mcends og
Tjeneres Borge aahne saavel for mine Udsendinge sont for
mig selv!«— svarede Kongen med streng og heftig Rost
— »Den Opscetsighed, jeg her har mødt, er Majestætsfors
brydelse Man har ncegtet mig Lydighed; man har forma
stetig lutket Porten for mig til et befcestet Slot i mit eget
lLand; hvor sligt er stet, er Lehn og Gods forbrudt, den
styldige rsære hvo han vil!— Man har endog, som jeg nu
maskier, lumsteligt og forbryderst strcebt mig efter Livet;
det er Judasværk og halsløs Gerning. Det oprører min
Zjeel inderst« — vedblev han med bevaeget Stemme vg et
toivlsotnt Btit paa Prinsens mørke Aashn — ,,det er mig
en bitter, en gruelig Tanke, at min egen Brodet stulde
kunne være delagtig i disse Forbrydelser. Saaledes synes
det dog for mennestelige Ojnei men kan J retfærdiggøre
eder, Junker Christopher af Danmark, saa tal! og hortvælt
Jned et enefte Ord den tungefte Sten, der nogen Sinde hat ; z—
knuget mit Hiertet —- Er J skyldig eller ikke?«
»Nei, hvo anklager mig!«—— udbrød Junkeren heftig
og ftolt— »Hvo vover at sigte mig for Opsaetsighed og
Majestcetsforbrydelse? hvor er min Anklager? hvor er min
HøvdingZ hans er Ansvaret for hvad her er sket — hvor
er han?«
»Her! — lød en stcerk, hul Røst ved Højeloftsdøren
tcet bag ved harn. Det var som Prinsen for sammen der
ved, idet han vendte stg og betragtede den gamle Slotshsvi
ding med et vildt og frygteligt Blit.
»Knus mig, om J vil, Herre Junker!« —- vedblev
Høodingen — »jeg er beredt til Døden. Mit Liv er eders,
tnen ikke min Ære. Her staar eders gamle »tro Høvding,
den eneste, der var jer tro her paa Bergen; derfor staat
jeg nu bunden som en Misdceder; men jeg svcerger ved den
.højeste Gud for Kongens og det danste Ridderstabs Aasyn
I— jeg har kun opfhldt min Pligt: jeg har adlydt den Her
res Bud, sont jeg svor Trostab og Lydighed. Jngen kan
tjene to Herren Hver har stn at gøre Regnskab for; jeg
har min; men hvad han bød mig, svare han selv fort« -
i ,,Raser du!« — raahte Prinsen og stummede af Har
«har jeg befalet dig at forsvare Slvttet mod andre,
end mod mine Fjender?«
,,Rigtig, Herre Junker! mod eders Fjender« — gentog
Slotshøvdingen— »hvad enten de vare store eller smaa,
hvad enten de bar Hjælrn eller Krone! —- saa lød eders
strenge Bud, og har J ikke ncevnet Kongen, faa hat J vigses
lig ment ham, saa sandt hjcelpe mig den hellige Jørgen og
den forharmende Gud i min sidste Time!«
,,Løgner! Ærestændert dumme, formastelige Optøret
og Majeftætsforbrydert« — raabte Prinsen som ude as sig
selv og for truende mod den bundne Slotshøvding —- »vo
ver du saaledes at forvanste mine Bud? vil du leese i min
Sjael og gøre mine Tanker til Forbrydere mon min Konges «j,
Ha, nu ser jeg det: jeg gennemskuer din Plan, erræderi -
du vil stifte Fjendikab mellem mig og min kvngelige Or.
Broder; du vilde vaekke Oprør og Borgertrig i Landet —
du var en Frænde af Marst Stig — du er en hemmeltg
Ven af de fredløse Kongemordere.« — —-—
Kongen studfede og betragtede Fangen med et starpt
-Blik. Den stolte Slotshøvding syntes at have tabt sin— sz
Fatning; han stirrede paa Junkeren med stift Dpsptledes «
Øjne; men der kom intet Ord over hans Liebes-.
(Fortscettes. )
:
kmm med et innige vemodigt Blit. Aage stikkede stift pg T
der!« —- hviflede han med svag Stemme. Han vilde sagt
dort, idet han hastig for med Haanden over den høje, glss
Sværd i Haand, og de tvende Drabanter stode med dereö «
iange Spyd ved Døren, med den mørke SIonH g, som «
B. S. Jngcmanm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81330
Erik MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark ?
og hanS Samtid.
Omflag 80. ZJndbunden 81.20.
l DAMSE Lusts. Post-. muss. mais-. Uebr.
».c:
d
g
J
