Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (June 14, 1902)
1 . Kong Erik og de Fredlote, historisi Roman i to Dele . Of Bernhard Seperin Jngcmamn F erste De l. EfeortiatJ »Da er altsaa dig, der bildet Folk den Snat ind? MnntI« — afbrød endelig Kotigen ham utaalmodig og heftig — ,,tror du virkelig, den onde har hetttet hin Mor der oa det baade med Krop og Sjcel?« »Den hellige Francislus bevare mig for at tvivle der paa!« —- svarede Munten og torfede sig — »den, der tan bortføre de ugudeliges Sjcele, tan sagtens tilintetgøre deres syndige Legemer. Se! han bar tun ladet disse Bloddraaber tilbage til Vidne om den Magr, der er ham givet, og — ’mod«sin Billie — til den retfaerdige Dommers Ære. Hvor man har Sandheden saa tlart sor Lie, var det Blindhed og tcetterst Fottnastelse at tvivle.« »Lg min Drost, min tro Ange? tror du det samme om ham?« »Vredes Elte, Herke Konge!'« — svarede Mantis-lanc ren med oprigtig Mine og Haanden paa sit udtaerede Bryst — ,,1nin Samvittighed forbyder mig at vidne falstelig paa Gravsens Bred, for at behage eller smigre de store og mag tige, eller at fordølae de underlige Ting, her nu ste for vore Øjne til de sorstolledes Omvendelse med Slrcel og Bcevelsr. Den velbnrdige Herre Trost er lige saa ubegribelig sor svunden; og estersom vi vide, at ban var falden under Rirlens store Band og as vor højærværdige Ærlebisp var overgiven til Findets Fotdærvelse og i den store Sjaele sjendes Magt« —- — »Ti, sormaftelige! du ved iste, hvad du siger!« —- ad bred Kotigen yderst opbragt oa betragtede den blege, fürl vende Klosterbroder med et lynende Blit. — »Lad de onde Aanders Fnrste taae, hVad bans er! derom vil jea hverlen tvistes med lmm eller dia; men det Ved jeg: min tro Drost Auge ital ingen Djævel lunne krumme et Haar paa, hvad enten han er død eller levende. Her maa vcere stet et Mord, en strættelig Llltisaetnina« —- dedblev han — ,,et standigi BedraaeriI —- Eaa sandt hjælpe mig Gud og alle hellige Maul-! det slal opdaaes og strengelia strasse5. Vort, MunlL aat til din Celle oa bed Gud ovlnse din Forstandk din Billie er aod not; det var Synd at vredes paa dig. Gaa bort, Bern! J staa og i Beim Ole mine tro Mand! Gul vet slal opdrndes — Taarnet ital nedrives, hvis Droften itte findeg — her stal itte blive Sten paa Sten tilbage!« Pan Kotigen-J strenge Vefaling ait Munten og alle uvedlrmmende hastig bort. Lanselnægtene tom med Spyd Dg Bandsdaaer oa hdad man fandt ved Haanden og be gnndte itrats at opbryde Stenguldet. Tet varede ille lcenge inden man opdagede den løse Sten i Kronen ved den lille Jernlem, sin nasten slet itte oplnftes as det svage Dagslys sra Gitter »Ze, sej« —- raabte man — »en Kælderlem --— en hemmelig Grube!« »Ha! MordergrubenZ der har vi det!« —- ndbrød Kon gen. — »Fall« hid! gesvindt! Jeg vil selv derned.« «Lad dct være min Donti Herre Konge!« —- sagde Gred HenriL —- »Her er visselig Løngangen til Slottet« — tilsejede han med en sagte Rost — ,,maasle lunde den bruges til vott Angreb« — — »Nei, Greves gennem Rcrvegange gaar ingen sinnge vej!« —- asbrød Kongen ham stolt —- ,,slas mig lun min tro Llage!« Man lom stem med Falter, og nu blev Gangen un dersøgt. Kongen lod sig dog tilbageholde fra sig selv at stige derned Grev Henrit ilede ivrig og nysaerrig frem med en Fallel i .Haanden, ledsaget af tre Lansetncegte. Fallerne vare oste ncer Ved at udslulles af den underjordisle Luft; man sandt dog og tendte Stimandenö Lig, der strals blev baaret op as de to Lanselncegte, medens Grev Henril med den tredie sortsatte Undersøgelsen. De naaede til sidst den store Jernport, sont de forgceoes gjorde Forsøg paa at opbryde. Jndenfor hortes- Hornllang og Larm as talrige Vaaben, og Grev Henrit sandt det raadeligst at ile tilbage. Kongen havde imidlertid ladet sig nøjagtig underrette om enhver Omstændighed med Hensyn paa Drostens nat lige Besøg i Taarnet, og ved at se Stimandens Lig var han nogenlnnde bleven beroliget, da Grev Henrit lom tilbage og berettede, hvad han havde opdaget. »Den sorvovne Drost er sillerlig i Live, om just itle i Sitlerhed, Herre Konge!« — sagde Greven, idet·han steg op as Løngangen, helt for pnstet og angreben —- »hvor Morderen fandtes død og alene, tan han ille have saaet Bugt med den kcetle Drost, men at de hat veret i en haard Dyst sammen kan vi se. Her er Drostens Sværd; det fandtes tcet ved Liget. Her er ganste eigtig en Løngang til Slottet; men den er stcerlt bevogtet, og vi vare nær saldne i Fjendens Haand.« »Godt! nu ved vi, hvor Aage er« — sagde Kongen — »hans Mening hat vaeret god — ha, men en erledum Streg har han spillet os. —- Jnden Sol gaar ned, stal han vcere sti, nælt Guds Hjcelp!« —- tilfsjede han —- ,,Ve de For rcedere, krumme de et Haar paa hanö Hoved!« Kongen sorlod Sstaarnet, og med endnu stprre Jo righed sortsattes Tilberedelserne til Stormen. henved Middag holdt Kongen paa sin hvide Hingst uden for Slottets Iftlige Forstansning. Han var msrt og tavö. Han saa ofte med urolig Forventntng og stigende Harme hen mod Slotsportem hvorfea hans Broder Jun teren inden faa Øjeblik maatte komme, hvis der stulde ste noget Stridt tll Udsoning; men hverlen Prinsen eller Martgreven lod sig fe. Nogle Ryttere, som vare sendte paa Udlig til Melleballen ved St. JorgenS-Hospitalet, lom paa den bestemte Tld t fuldt Ftrspring tilbage og meldte, at der intet Heestab var at se paa Vejen. »An da, i den tetfceedtge Gudz Navn!« — udbrsd Kotigen med dcempet Stemme, heftig opmt —- »Jeg hat ingen Bruder mer. Mal-let er fuldt. Lad blcese til Sturm, Grev Henrltt lad nu Laterne ndbuldre min Brede!« Rappe var dette Ord udsagt, set der bleestes til Statut, og alt var t Bevogelsk Solen stod htjest paa Htmlety og Taatnstyggen saldt over Kloster-tagen Alle Strtdstmftet sattes Ijeblitlelig t Vtrltomhed. Angrebet stete, ester den Plan« der varkastalt med Dionen sea tre Stdet paa en Sans, doa daa de tvende Steder tun paa Statut, for at mislede Fjenden, medens Hovedangrebet, hvortil den hele Kriasstnrte efterhaanden sorenedes, bleo rettet mod den est lige Formur oed Taarnporten. Den yderste Vindebro var snart nedreven med de raste Baadsmænds oa Elipperes Baadshager. Ved Hjcelp as alle Byens Brandstiaer dlev Formuren straks benegen Jn aen Høoding var her til Ztede, og saa vel Junkerens sie-el landste som samfoste Bønderkarle fægtede nødiat og tun tvungent mod dereg Lands-Wend. Mod den tyske Grev Henrit stete der oel tarver Modstand; men hvor Kongen selv lod sig se, snldt Vaabnene Mnrens danske Forsvarere af Hirnderne, idet de saldt bam til Fode og bad om Naade. Formuren kom saaledes straks i Kongens Magt, og han var selo en af de fortse, der besteg den; men fra Taarnet over den befceftede Port stete nn den trastigste Modstand. Jndensor hørtes en mæatia, befalende Rost, og fra Taar nets Stormhuller og Tinder udfor der en tcet Hagel af Sten og Kastespyd Greo Henrit maatte ile med at danne et Stjoldtag til Kongens Beflyttelse, medens man forgceoes søgte at nedrive det store Faldgitter, der dannede en ov trutten Fern-Bindeer over Graden mellem Fermuren oa Worten »Tcend Porten i Brand!« — bød nu Kongen med harmfuld Jver. »Brande! Brande hid1« —- lød det fra Mund til Mund, og snart ftrommede man fra Bnen over den ero brede Forinur til Storinloberne med Begfatler, Brande oa sonderslaane Tjæretønder, som man kastede ind nnder Falds aitret. Under Belejrernes Stormraab stjnltes Porten og Taarnet af Røg og Flammen Under dette heftige Anareb paa Zlottets iØstside stod den sangne Drost Llage inden for Gluggitret i det firlan tede .Højeloftstaarn, der hcrvede sig fra Midten as Hofe lottszsbygninaen eller Slottetg vestlige Hooedfløj oven over Forsalen eller Højeloststilien. J lodret Linie fra Fama selsaitret fremsprana dnbt nedenfor ham i Slotsgaarden den ftore Planletrappe eller Hojeloftsbro, hoorsra der over en Soale dar Jndgang til Forsalen Den runde Slots gaard med de wende Sidesloje mod Nord og Syd, Feuer ftueloitet og t)tidderloftet, adslilte Fangetaarnet sra den bestormede Taarnport. Frei sit hnje Fængselsgitter kunde Aage saaledes for en stor Del ocereVidne saa del til de an gribendes soin til Forsoarernes Ramp og forikellige Be streebelser. Det var lyltedes ham at tlavre op i den hoje Mnrsordybning inden for Fængselgsgitren Her stirrede han med niravendt Blit og højt bankende Hierte ud over Slots gaarden mod Tanrnporten Her vidste han Hooedangrebet stulde ste. Han havde nllerede en Tid lang hørt Kampbul deret og set hvorledes alle Stridstræfter stødte sammen for at anaribe on sorsoare dette ene Punkt. Nu saa han denl tytke Rogstøtte opstige uden for Porten, og demærtede, hvor ledes man paa samme Tid i Porttaarnets Stormhuller satte de siørste Forsoarsmnftiner i Bevcegelse, for med Sten oa Biæller at tnnfe Belejrerne, inden det lyttedes dem at sætte Porten i Brand. »Ha! her maa jeg staa ortesløs, medens Konaen er i Kamp og Forel« — udbrød han og rnstede harmfnld i Gitrets Jernstcrnger. Han var derded nar ftyrtet baglænds ned i sit FængseL idet et Stytte af den gamle Mur losnedes og saldt ind til ham tillige med en Del af Jerngitret. »Et Vinl!« —- uddrød han forbavfet — ,,l)av Tal, min gode Engel! du er dog staertere, end den onde.« Han syntes strals at ville benytte dette Tilfcelde til en dristig Flugt ud as Taarnet, for at komme de stormende til Hjælp og maasle aabne dem Porten. Han bandt sit lAtselstasrs til den endnu saste Del af Gitret og gjorde Mine ; til at nedbejse sig paa en lavere Assats i Taarnmuren; men znu horte han en Rast, som toang ham til at treekte sig til sbage og opsnldte ham med Forfærdelse. Han havde ftøttet Isit Hoved mod en Taarnpille, der gik igennem Højelofts »bygningen eg ledede Lyden til hans Øre fra en umaadelig lDybde Lige under han1, hvor den høje Plantetrappe eller sHøjeloftsbro sprang frem, oar der en dyb Kælder med en Brønd, der stjultes af Højelostsbroem og hvorover der var ;Jndgang til Svalen og Slottets store For-sal. Denne Karl lder med sin dybe Brand var i Nodstilfcelde det sidste For s svar for Slottet og tunde blive en frygtelig Grad for enhver !Belejrer, der ikte tendte Jndretningen, idet Højeloftsbroens iøverste Afsats var en hemmelig Falddør, der pludselig sra chelderen tunde neddrages og siyrte den indtrængende Fjen de og formentlige Sojrherre i Afgrunden. Denne Jndret ning til Slottets Forsoar var førft nylig af Junkeren ble ven foretaget; hverken Kongen eller Drost Aage var belendt dermed, og som et heinmeligt Nødværge var det selv holdt stjult for de fleste as Slottets Beboere. At en saadan Fald grube her fandt Sied, havde Aage alt saaet Mistanle orn ved det opsnappede og af ham selv tilintetgjorte Lønbrevl nu for Bis-heben deroni ham fom et Lyn gennem Sicelen ved den fjerne Rost, der trængte til hnns Øre frn Borg icelderem »Der stal du staat« — lød Slotshøvdingens strenge Rost hult og dæmpet —- ,,styrter Porten, og de trcenge her ind —- saa giv Agtt J det Øjeblik, du horer Fodtrin paa Højelostsbroem trceller du til!« En svagere Stemme fvarede; men Aage horte ikte hvad idet var. »Hvad Blod her stal flyde, kommer over Junkereng Hoved!« — lsd atter Slotshøvdingens Rost. — »Hans er Ansvaret her og hist. Vi er tun Dødens Redskaber i hans Haand —- Sporg itte! tænl ittet ti og adlydt eller du er mensvoren og evig fordømt.« Auge stod som forstenet af Streek. Af entelte Ord, som endnu ttlføjedes, blev den hele frygtelige Jndretning harn klat. Selo den strenge Slotshsvdings Stein-ne syn tes ham at beeve ved det strecktelige Bud, han udftedte. Der blev atter stille i den fljulte Asgrund under Højes loftsbroem medenö Kampbulderet ved Slotsporten tiltog. og overdsvede enhver anden Lyd. En M Flamme flog nu opi gennern Rogststten over Porten. Der hortes et Forfeers delfesstrtg fra det flammende Poettaarn, hviö Forfoarere nu maatte fly for ille at tndebreendes. Udenfor ktd de stormendet Sejersraaly idet en Ratten af Jernleenker og et steckt klingende Butder fortyndte, at det ydre Faldgtttee mellem Fermaten og Poe-ten var nedrevet. Et endnu stier tere Brag paafulgte, man tpreengte den dreendende Port. En urnoadeltg Angst greb den lyttende Junge. Nie ften uden et se hvad han vovede, spang dem sig ud at det losrevne Fenssellgitter og heisede«sig’ t sit Atselsteerf san - s- J langt ned ad Taarnmuren, at han tunde tage Fodfceste paa en fremragende Murtant; rnen næppe var dette lykledes hom, for atter et Stylie af Taarnmuren løsnedes tillige med den Gitterstang, hvortil Algelslærfet var bundet; del styrtede ud over hans Hoved og tørnede mod Jan-Rat værket paa Højeloftssvalen, hvor Akselstærfet bleo ban gende. Selv tabte han Ligevcegten og maatte lade sig glide; men han greb uvillaarlig, som med meianisk Rednings dritt, efter den fremragende Murtant, hans Fod nylig havde hvilet paa, og han blev saaledes hangende, medens det lykkedes ham at stotte den ene Fod mod en Kant as det straa Regnslur eller Bislag over Hojeloftsdøren Han stod saaledes lige over Højelostsbrven, dog endnu i saa høj Fra itand, at han sandsynlig maatte brcekke Arme og Ven ved at falde derned. Efter hvad han havde opdaget, var Fald deren til Borgkcelderbronden lige under hans Fødder, og ved det fiorste Fodtrin oerpaa stulde den falde og aabne sin dybe og visse Grav. Ret længe var det ham nceppe muligt at holde sig fast i den ncesten hcengende Stilling Under »den almindelige Larm var der ingen, som bemcerkede ham. INu horte han det store Bulder ved Portens Sprcengning sog Sejrsraabek ,,Slottet er vundet! unge Kong Erik llede!« Kongen drog alt sejrende ind i Slotsgaarden gen nem den flammende Port. Aage lunde ikke vende Hovedet om og se ned i Guarden, uden at tabe Ligevcegtenz men han horte snart Kongens og Grev Henriks Stemmer dybt under fig. »Vogt eder, Heere Kotige! her er en Faldgrube!« — raabtc han af alle Amster; men hans Stemme var for fvag: han var udmattet as den frygtelige Anstrengelse, og ingen lod til at høre ham under den almindelige Banden Tummel og de larmende Sejersraabz for dem, der stode ncermeft ved Højelostsbygningen, var han desuden sljult af den fremspringende Taarnpille. »God Nat, skønne Mar grethe! God Nai, Kcerlighed og Liv!« — stønnede han — ,,jeg maa derned.« Hans Fald og Dod i dette Øjeblik syn tes nu ene at tunne srelse Kongens Liv. ,,Min Konge leve!« raabte han og slap Murlanten. Det blev sort for hans Ijne Han syntes at salde i en umaadelig Dybde; men han oidite itie mer, hvad der foregik med ham. »Aage! —- Aages Stemine!« — raabte Kongen, som, ophidset af Kampen og Stormem stod i Spidsen for sin sejrende Ridderskare ved Foden af den høje Planletrappe. Han havde hørt Auges Rost, men vidste ilke hvor; nogle as de sjerneste Krigsmænd havde set harn nedstyrte over Bislaget mod Hojelostsbroem men den almindelige Larm overdooede deres Forbavselsesudraab. Kongen satte alt Foden paa det sørste Trin af Planketrappen. »Tilbage, min Konge; Forræderi!" — raabte nu plud selig Grev Henrit —- »hist hienger Drostens Akselslærf — her er vist en Faldgrube.« Dei lange røde Skcerf hang lige over deres Hoveder ned fra Jern-Rækværket paa Svalen. »Gud i Himlent Inin tro Angel jeg hørte ham vaande sig deroppe« —- raabie Kongen ivrig, uden at agte paa Ad varslen, og ilede op ad Trappen; dog Grev Henrik sprang efter ham og greb hanr i Armen, inden han naaede den overfte Afsats. De standsede begge, som lynslagne, og saa nu i sarnnie Øjeblil med et Forsærdelsesudraab den ulyike lige Drost ligge dodbleg og blodig overst paa Højeloftsbroen. ,,Død! —- død!« —- raabte Kongen og vilde ile op til hom; men Grev Henrik holdt ham endnu tilbage, idet han selv sprang foran og trampede paa hoert Trin af den hule, ghngende Luftbro. Da opslog Aage sme Øjne og saa Kon gen; selv laa han, til sm Forundring, paa den endnu til lulkede Falddør. »Tilbage fra Graveu, min Konge« — raabte han med mat Stemme, idet han væltede sig hen for Kongens Fødder og ornfavnede hans Knec. »Aage! store Gud! hvad er dette!« — udbrød Kongen og oplostede ham i sine Arme. J det samme for Døren op til Højeloftstil lien og vaabenløs, med isgraat, blottet Hoved, traadte en høj, jernklcedt Herre ud over Svalen og stillede sig paa den overste Afsats af Højeloftsbroen »F staar ved en Grav, Kong Eriti« — sagde han med frhgtelig Rost. —- ,,Jeg havde beredt den for eder; men her raader en højere Magi. Nu slal Graden aabne sig og opsluge mig selv sor eders Øjne.« ·—- Derpaa stampede han as al Magt i den ghngende og knagende Falddør under sme Fødder. »Ha! hvi tøver du! Træll« —- raabte han med tordnende Rost — »bort med Sloddenl traek til!« ,,Rej, nejl i den forbarmende Guds Navn!« — lød en bedende Stemme sra Borgkoelderen dhbt under ham —- ,,jeg lan illel — sør dil jeg vcere mensvoren og evig fordømt!« »Hvad er alt dette?« —- spurgte Kongen hderst for bavset —- »raser den Mand? hvern er bei-Z« ,,Slotshøvdingen, rnin Konge!« —- svarede Grev Hen rik, der stod med sit dragne Soærd soran harn og med den ene Fod paa Falddøren. «Binder den afsindige« —- bød Kongen de nærmeste Riddere, og uden at vende Blitket fra de tilbagevendende Livstegn i Auges blege Aasyn, bar han harn selv i sme Arme med Grev Henriks Hjcelp over den gyngende Falddør og over Svalen ind Paa Højeloftstillien. Saasnart Grev Henril her saa Kongen og Drosten i Siilerhed, ilede han tilbage til de larmende Krigsfoll, for at besætte alle Ind gange og hindre enhver Uorden ved Bescetningens Afvceb mng. Først da Kongen saa, at Aages Bevidsthed vendte til bage og hans sorsiodte Lemrner dog ikke var lnuste, faldt hans Blik paa de forbaosede Riddere, der orngav ham og var ham behjælpelige med Drostens Pleje. Ved Deren til Hojeloftssvalen stod den hoje Slotshøvding, med Armene bundne paa Ryggen, mellem to Drabanter; han stirrede tavs og bleg hen for sig, som en Marmorstøtte. ,,.Hvo der havde saadan en Herr-e at dø sor!« —- rnurnlede han med dyb næppe hørlig Stemme, og der rullede en Taare ned gennem Furerne i hans stolte, ubevcegelige Oldingsansigt. Grev Henrit traadte straks igen med hastige Stridt ind i Forsalem ,,Herre Kongel« — sagde han hojt — «Markgreven holder for Portenz den hsjbaarne Junker er med ham. De beder eders Naade tilbageholde·eders strenge Dom og here hvad ederg Or. Broder har at stge til sit For - var.« s »Han trcede hid «straig!" —- bod Kongen, og Streng heden t hans Aasyn shntes blendet med dyb Smerte. — ,,Dommens Time er kommen« —- tilfsjede han —- »rnen — jeg dsmmer ingen uhsrt.« Grev Henril bukkede tavs og gil. Der var dtdsstille i den store Forsal Drost Aage hviiede bleg og blodig M en Vcenk med sit Hoved ved Kongens Bryst, og syntes end-ne ikke at vcere kommen til fuld Bevidsthed ester det bewva Fald. Man havde gnedet ham med Bin i Tindingetnä Vaa Konaens Vink bleo han nu ført ind i Fruerstuen for at komme til Ro og under omhyggeligere Pleje. Jdet han førtes hort, trykte Kongen hans matte Haand og betragtebc acngsteligt paa Kongent ,,hust Paa, J sial dømme en Bro niere; men Konan gav ham et Vink til at tie vg vendte sig dende Pande. Der herskede atter en dyb Tavshed omkring ham. Kon aens Riddere havde med højtidelig Alvor stillet sig i tvende Rætker ved hans Side; de stode endnu alle med de dragne en forstenet Dødning, imellem sig. Nu hø ZU Zod trin paa den hule Højeloftsbro, hois øverste fa(i rtn med Falddøren alt var fastnaglet. Grev Henrik aekoiiede Døren og blev staaende paa sSvalen med en kold Hilsen, medens Junker Christopher og Martgreven af Brandenburg traadte ind, ledsagede af deres ridderlige Følge. Markgrevens sied vanlige Munterhed og Letsind var forsvunden; han syntes angreben af en heftig Anstrengelse og i en spaendt, urolig Stemning Da den høje Junker Christopher tog Fjerhats ten af sit sorte Haar, der flagrede ham vildt om Skuldrene, og traadte frem for sin Broder Kongen, syntes hans Fod at oatle, medens et koldt og tvungent Srnil dog var udbredt over det lange, storformede Ansigt. ,,Min stormcegtige Ot. Broder har gaestet mig paa en egen Maadei« —- sagde han i bitter Tone, idet han buttede med en stiv vg formelig Hil sen. — ,,Jeg beklager, at jeg ikte har været underrettet om eders naadige Besøg, for at knnne modtage min høje Lehns- - — herre som det sømmer sig vg forebhgge mine Folks Dum heder vg de Voldsomheder, jeg her ser Spor af.« ,,Jeg plejer, selv umeldt, at finde mine Mcends og Tjeneres Borge aahne saavel for mine Udsendinge sont for mig selv!«— svarede Kongen med streng og heftig Rost — »Den Opscetsighed, jeg her har mødt, er Majestætsfors brydelse Man har ncegtet mig Lydighed; man har forma stetig lutket Porten for mig til et befcestet Slot i mit eget lLand; hvor sligt er stet, er Lehn og Gods forbrudt, den styldige rsære hvo han vil!— Man har endog, som jeg nu maskier, lumsteligt og forbryderst strcebt mig efter Livet; det er Judasværk og halsløs Gerning. Det oprører min Zjeel inderst« — vedblev han med bevaeget Stemme vg et toivlsotnt Btit paa Prinsens mørke Aashn — ,,det er mig en bitter, en gruelig Tanke, at min egen Brodet stulde kunne være delagtig i disse Forbrydelser. Saaledes synes det dog for mennestelige Ojnei men kan J retfærdiggøre eder, Junker Christopher af Danmark, saa tal! og hortvælt Jned et enefte Ord den tungefte Sten, der nogen Sinde hat ; z— knuget mit Hiertet —- Er J skyldig eller ikke?« »Nei, hvo anklager mig!«—— udbrød Junkeren heftig og ftolt— »Hvo vover at sigte mig for Opsaetsighed og Majestcetsforbrydelse? hvor er min Anklager? hvor er min HøvdingZ hans er Ansvaret for hvad her er sket — hvor er han?« »Her! — lød en stcerk, hul Røst ved Højeloftsdøren tcet bag ved harn. Det var som Prinsen for sammen der ved, idet han vendte stg og betragtede den gamle Slotshsvi ding med et vildt og frygteligt Blit. »Knus mig, om J vil, Herre Junker!« —- vedblev Høodingen — »jeg er beredt til Døden. Mit Liv er eders, tnen ikke min Ære. Her staar eders gamle »tro Høvding, den eneste, der var jer tro her paa Bergen; derfor staat jeg nu bunden som en Misdceder; men jeg svcerger ved den .højeste Gud for Kongens og det danste Ridderstabs Aasyn I— jeg har kun opfhldt min Pligt: jeg har adlydt den Her res Bud, sont jeg svor Trostab og Lydighed. Jngen kan tjene to Herren Hver har stn at gøre Regnskab for; jeg har min; men hvad han bød mig, svare han selv fort« - i ,,Raser du!« — raahte Prinsen og stummede af Har «har jeg befalet dig at forsvare Slvttet mod andre, end mod mine Fjender?« ,,Rigtig, Herre Junker! mod eders Fjender« — gentog Slotshøvdingen— »hvad enten de vare store eller smaa, hvad enten de bar Hjælrn eller Krone! —- saa lød eders strenge Bud, og har J ikke ncevnet Kongen, faa hat J vigses lig ment ham, saa sandt hjcelpe mig den hellige Jørgen og den forharmende Gud i min sidste Time!« ,,Løgner! Ærestændert dumme, formastelige Optøret og Majeftætsforbrydert« — raabte Prinsen som ude as sig selv og for truende mod den bundne Slotshøvding —- »vo ver du saaledes at forvanste mine Bud? vil du leese i min Sjael og gøre mine Tanker til Forbrydere mon min Konges «j, Ha, nu ser jeg det: jeg gennemskuer din Plan, erræderi - du vil stifte Fjendikab mellem mig og min kvngelige Or. Broder; du vilde vaekke Oprør og Borgertrig i Landet — du var en Frænde af Marst Stig — du er en hemmeltg Ven af de fredløse Kongemordere.« — —-— Kongen studfede og betragtede Fangen med et starpt -Blik. Den stolte Slotshøvding syntes at have tabt sin— sz Fatning; han stirrede paa Junkeren med stift Dpsptledes « Øjne; men der kom intet Ord over hans Liebes-. (Fortscettes. ) : kmm med et innige vemodigt Blit. Aage stikkede stift pg T der!« —- hviflede han med svag Stemme. Han vilde sagt dort, idet han hastig for med Haanden over den høje, glss Sværd i Haand, og de tvende Drabanter stode med dereö « iange Spyd ved Døren, med den mørke SIonH g, som « B. S. Jngcmanm Valdemar Seien J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81330 Erik MenvedS Barndom Jndbunden 81.20. PrinS Otto af Danmark ? og hanS Samtid. Omflag 80. ZJndbunden 81.20. l DAMSE Lusts. Post-. muss. mais-. Uebr. ».c: d g J