Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, June 11, 1902, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    CH
Den liile Sofugl
UND-Val
Tet var tredie Gang — forst det lslinlende
Lngalinit, Da faa det bendøende Knald
»Stibet sidder nu fast naa Zandrevlen
Johan«
»Bei vil aldrig lunne klare fig.«
Da dets Befcktning —«
,,i-Maasse den kan redde iia i Vandene« af
lsred Ellen dem belnmret.
lfndnu flere Fistere oa den-Z Kener havde
fannet sia i en Gruppe omtrina William va
eilten, va man ait langionit under Zamtale ned
nie-d Etrandbredden.
«Et nnt Glimt has-, oa et rullende Tan
fnlate efter . .
Der bavde været en Tid, hvnr Budikabet om,
at et Elib itod fast paa Sandrevlen, dilde have
fremtaldt en skadefro Glaede blandt Befolknin
aen i Et. Judith: Haabet om, at vcerdifuldt
Gods muliat iunde sinlles ind mod Knsten, eller
niaafte enogsaa Tanten om at lunne Plnndre
Elibet, for det endnu var sonderslaaet, vilde
have tilintetajort enlver Medlidenbedsfølelse
for de nlntteliae itibbrudne. Den Gang vilde
der ilte have været tænktseller ajort noget For
siig vaa, ej heller udvift nagen Anftrængelse for
at frelse Menneskeliv, men der vilde tun have
vasret sporet Jver, saa vel hos Kvinder som
hos Born. for at tilrane fig en Del af Bnttet;
men en ftor og lylkelig Forandring var siden
hine Tage foregaaet i St. Judith, og nu var
Evargsmaalet itle: »Hvormeaen Fordel kan et
Ziibbrud bringe os, men hvormange stibbrudne
Menneiters Lin lunne vi stelle?«
Ta det sidste Nødsignal var børt, raadslog
Fifterne med hverandre om, hvad de ftulde gøre.
»Noget maa der foretages««, sagde en af
dem, en ung Mand, der ilke bavde iaa megen
Erfarina, som mangen een as de ældre.
»Tet er let nvk sagt, at der maa foretages
noget,« fvarede en ældre Mand i en barst To
ne; ,,n1en hvem lan sige os, hvad dette noget er.«
,,Kunne di ille fætte een af Baadene ud?«
veddled den yngre Fifler utaalmodiat.
»Nimm vi itte ogsaa prøve paa at flvve?
aensvarede den anden haanende.
»Bei tunde vi vel not, hvis vi havde faaet
Linian men dem have vi nu enaang itle faaet,
hvorimod vi have faaet Baade«, fagde den unge
Mand liaesvm en Smule findt
»Ja, vi have faaet Baade; men bvad lan en
Baad nytte os ber; stet, at vi sit een af dem
ud, den vilde øjeblitlelig fyldes med Band og
fnnle; ja antaa endogsaa, at den ille ianl, —
hvok viide det vkkke mutigt at sckite Seit tii i
en faadan Spgang som nu, itie at tale om, at
vi have Binden ftil imod os, og at denne Vind
er start not til at fønderfplitte dei stærkeste
Seil. »Hvad siger du, Johan Christensen?«
fpurgte den talende, idet han vendte sig til
denne.
»Bei er nmnligt,« sagde Johan, ,,i det
mindste er det umuligt at gøre et Forsøg med
een af vore Fislerbaade.«
Der tom igen et Glimt, og et rullende Drøn
fulgte efter . . . .
»O, det er grueligt,«-raabte Ellen, »at ten
- le paa, at de stakkels Sjcele flulle omiomme faa
nær ved os, uden at vi lunne komme dem til
Hjcelp.«
»Der er tun een Mulighed, under hvillen vi
lunne naa ud til Sandrevlen«, fagde hendes
Broder, der havde staaet tavs og tcenlende, me
dens de andre havde talt.
»Og denne Mulighed bestaar i?« spurgte to
eller tre Stemmer.
»Den er maasie ilke stor,« vedblev William;
»men med Guds Biftand lod det sig dog vel
gere, hvis vi lun lunde faa den gamle Ørn
floi.«
Den gamle Ørn var en stor Baad, der var
bngget for sire Aarer og havde været brugt som
Lodsbaad i en Sshavn nogle Mil fra St. Ju
dith. Det var en saa sødygtig Baad, sotn man
vel tunde ønsie fig, eftersvm Lodserne havde
brugt den, hvorledes Vejret end havde verei;
med dygtige szolt og en lyndig Styrmand
var der ingen Fare for, at den stulde kuldsejle,
naar den tun havde llaret Brendingenz men
paa den anden Side var den gamle Ørn et me
get gammelt Fartsf, der ille længere ansaas
for at vcere stitket til sin Bestemmelfez den hav
de derfor sont udrugelig fundet Bei til St.
Judith, hvor den engang imellem havde veret
benyttet som Fisterbaad i godt Befr. Den
hab-de aldrig vceret udenfor St. Judiths Bugt
i Ssgang, og den laa nu med Kslen i Bett-et
hsjt oppe paa Land som en ringe og foragtelig
Ting, der ikle duede til andet end til at hugges
op og saelges fom BrendseL Det.var da iniet
Under, at da Willkam Braun gjorde Hentyds
ning til at faa den gamle Ørn flot, de fleste af
Fisterne, der stod omkring dam, begyndte saa
smaat at traelte paa Smilebaandet.
»Bei er mit rammekAlvorf sagde Williarn
med Bestemthedz »hust paa, Kammerater. at der
er et Skib i hab-nnd ude paa Landrevlen, og
J vide vel, hvad det vil sigei«
»A! tat« sagde en gammel Fisiey ,,i-et vtl
sige det fannne som, at der er en vaad Grad
for alle dem, der ere otn Bord.«
»Med mindre de lnnne bltve frecfte«,-tilfs1
ede Williann »An velt —- det gaa fern det vil;
dee er tun een Multghed, pg maafte er denne
Multghed rinqe not; men det er doq under alle
Omitcendigheder en Mulighed». —- og hvis der
er en faadan, saa tunne rii aldrig forsvare det
for oor Eamvittiahed; at vi haoe ladet stattels
Meditalminger omtomme uden at have forsøgt
denne .lJiuligl1ed.«
,,:I.Iien ·dn glemmer den Fare, hoori du sink
ter dia selo, William,« tilhvifiede hans Soster
dani; hendes Fnlelfer vare delte imellem Med
lidenhed med Elilisfolkene, soin vare i Hans
nød, Da Betnrnrina fpr Broderen og hans
stannnerater.
,,«Jtej, Ellen, jea aiennner ikte den Fare, vi
rtidikrt e di- irir « iaade William nied Linhed;
»men jeq antaaer iti e, at Faren niaa komme i
Betraatnina her Tet er urigtigt at stille en
lille Fare on fom Zkræmbillede imod en sior
Plini, Da desiiden tan Gnd not frelfe os; thi
du ved jo, at han holder Vandene i sin Haand«.
Ellen faade iniet mere, og William vedblev
at forestille sine Kainmerater, hoilken Skam det
vilde veere ille at gøre et Forspg Paa at frelse
iUiennesleliv. selv om Faren var endnu ftørre,
end man antog.
Dei er vidnnderliat, hoor ftor en Kraft der
liaaer i nogle faa, opinnntrende og aloorlige
Ord, naar de blive udtalte af en Mand, for
hvem di ncere Agielte Lg alle i Si. Judith
agtcde William, fordi de lendte hain som en
inodia, tyndig og gudhengiven Mand, og i tor
tere Tib, end jeg hat brugt til at sine det, havde
han næften henrevet enhver til at tænte, ligesorn
han seld icenite. Da der ingen Tid var at give
dort, hvis noget aodt stulde udrettes, storinede
alle foni een Mand hen imod det Sied, hvor den
gamle Lrn laa. —
Nogle af Mcendene toge Løftestcenger ined
sig for at lunne bat-Je Banden om paa ret Kol;
andre arhejdede tun ined de bare Hænder og
en god Villie, men alle anstrængte sia af nder
sie Evne, og selv Kvinderne vare ille lediaex
de lob til deres Hytter for at hente Lngter,
hvormed de lunde inse for deres Mænd og
Brodre, eller for at bringe Aarer, — og inden
tort Tids Forløb siod den garnle Ørn rede til
at stitte i Som.
Men nu lom Zpørgsmaalet: »Don vilde
fæite sit Lio i Bade paa en saadan Sejlads?«
Du anser det«maafte itke for givet, at Fisterne,
iordi de dare villige til at aore Banden sejltlar,
oaiaa vare rede til med William at udscette sig
for Fare; nien dn iager feil, der var ncefien
Strid om, hvo der stulde lades tilbage paa»
Zitandbredden. i
,,Tag mia nied, Williain, hører du?« sagde
den unge Mand, der først havde foreslaaet at
satte Banden ud.
»Jeg goar naturliavis ogfaa med, Milli
am,« sagde Johan Christenfen, »vi have før
zprøvet en Dyft sammen, og jeg vil heller ikte
denne Gang siilles fra dig.«
,,Naar Johan tager den anden Anre, saa
vil jeg iage den tredie«, sagde en anden, der
havde vaeret en af de flinkeste til at hjcelpe til
at faa Banden rejst op; hans Navn var Tho
mas Olsen.
»Nei, nej, Thomas!« raabte en fjerde, »dul
bør itte iage med, du hat mange smaa Born
at sorge for, og hvis der stulde tilstøde digl
noget —.«
»Thoinas, udfcei dig ille for Fare hvis du!
iite er nødt dertil«, raabie en kvindelig Stemnie
—- dei var hans Kone — ,,n1en hold dig heller!
itte tilbage, hvis du anser det for rigtigtz —»
Gud holde sin besiærmende Haand over dig,
kære Thomas . . .«, og idet hun sagde det, trat
hun sig tilbage, for at hendes Ægtefælle itle
ved Lngtens Stin stulde se hendes Taarer.
»Hu ei Ord, Born!« sagde den gamle Fi-«
ster, der havde talt en Gang for; »der er in
gen, som vil savne mig —- i det inindste er der:
ingen, der er afhcengig af mig; jeg vil bedre.
lunne undvceres end nogen af eder her; og
ihvorvel jeg ikle tan tage et saa haandfast Ante-«
tag nu,son1 jeg kunde for fyrretyve Aar siden, I
maa J dog huste Paa, ai jeg endnu ilke har
itabt al Kraft, og at jeg maaste ved lidt merej
Bested end de fleste af eder andre. Jeg hat ve
ret nde i mangen en Storm, jeg tender Sand-.
revlen godt, og der gives Tider, hvor jeg næsten
trot, at den ogsaa har iendt mig, saa at jeg,
hvis William Bruun itke scetter sig derimod —
og det haaber jeg itke, at han got — fom Sink
inand vil gaa ud med eder.«
Saaledeö talede den ene efter den anden,
foni om de havde en hjerielig Leengsel efter at
ndsætte sig for Fute; men Faren tcenkie Fistev
ne itte paa. Sandheden var, at de besjceledeö
af en ædel og hsjmodig Æresfelelse eller ret
tere, de fslte en saadan Længsel efter at frelfe
hines Liv, der vare i Nod, og de herover glemte
den Fore, for hvillen de selv udsatte sig.
Oele denne Samtale tog tun et Øjebliks
Tid, og da var det afgjort, hvo der stulde med i
Banden, var Resten behjcelpelig nied at finde den
ned til Strandbredden for at scette den nd i
Bandet.
Men det at scette den nd i Vandet krcevede
stor Dygtighed og Forsigtighedx thi hvis Mcens
dene ttte passede det rette Øjeblih vilde Banden,
fsrend den var kommen genneni Bunds-any
og fix-end den endnu var bleven fuldsteendig
stot, i et Nu fyldeg nied Band. De mantte dek
for, medend den ene Btlge htiere end den an
den tonr ftyrtende ind mod Land, oppedte det
Øjeblik til at sætte Banden ud, da der, efter at
en fett ellee syv saadanne Beiger vare den
d-de, synted i et Minut at viere en Stag
Stilstand. "
——I
»Nu tast, Manne!« raabte William; all(
anstrængte sig af yderste Evne, saa at Baaden
for den næste stote Bølge kom, allerede var udt
paa V-andet, og Mcendene sprang nu, den ene
efter den andeu, hen over Tofterne og satte sig
vaa deres Plads, niedens den aamlc Fifket
allerede stod med Rorpinden i ffn Haand. J
det næste Øjeislit date alle sire Aarer ude, og
de Fiftere, der havde vckret behjcelpelige med at
styde Baaden ud, maatte nu skynde sig op paa
Land for ikke nf de tilbagefkyllende Bølger at
blive revne med nd i Seien
Der hortes et begeistret Raab fra Mæn
dene i Banden, da de lytkelig og vel vare komne
ud paa de gyngende og skvulpende Bølger; og
da nu de, der vare blevne tilbage paa Strand
bredden, for Øjeblikket intet havde at gøre,
vendte de langsomt tilbage til deres Hytter med
Undtagelfe af en eller to Mcend, der bleve staa
ende for at give Agt paa, om der ftulde høres
et eller andet Signal.
Ellen var blandt dem, der sidst gik bort
fra Strandbreddenx hun kunde itke forlade den,
førend hun var fuldtommen fokvisfet om, at
hendes Broder og hans modige -Kammerater
vare helt ude paa det stormende Hab; og først
da hun følte, at hun intet lunde gøre for at
Ihjælpe dem, vendte hun tilbage til sit Hjem for
at bede sin himmelske Fader om at tage dem i
kærlig Varetcegt, som havde vovet sig ud paa
en saa farefuld Reise, og sætte dem i Stand
til at fkelse andre fra Fare og Død.
Paa denne Maade fad Ellen og ventede
eller lnælede og bad hele den lange, frygtelige
November-Nat; af og til gik hun ned til
Strandbredden for at lytte; men alt var mørkt
og stille det.
4
lange hvide Stribe, som Brodsøerne dannede
paa Zandrevlen, medens han ogsaa lyttede ef
iter, om der ilie skulde komme et nyt Signal
stud fra Elibet; men han ventede forgceves, —
der kom intet Skud mere fra Etibei dengang. .
J tre samfulde Timer havde William og
hanI Kammerater roet —- roet af alle Kræfter
da anstrengt hver Nerde og Muskel for at naa
Enndredlen Alter og atter, naur de for et
Ljetslik lind-de været nødsagede til nt holde inde
med Roningen og tcentt, at deres Bestræbelser
vare frngtesløse, havde de ian odmandet sig
ved Tanken om at redde dereiJ nlntkelige Med
mennester frei at omkomme. Tilsidst begyndte
Banden at firide raskere fremad, og endskesnt
Stormen ikke var aftaget i Heftiahed syntes
dog Strømmen at være dem mindre imod; de
ovmuntrende og trøftende Tilraab fra den
gmnle Stnrmand sagde dem, at de med hvert
Aaretag mere og mere nærinede sig Sandrevlem
Dei Var ikke forfcengeligt Pral af den gamle
Fässer, at han godt lendte Sandrevlen og nøj
agtig didste det Sied, hvor man med niindst
Fare kunde ncerIne sig den. Et uerfarent Oje
vilde have haft ondt ved at opdage nogen For
flel paa Bølgernes Bevcegelse en saa mørk og
stormfuld ltat som denne; men den øvede Sim
mand lunde ved et eneste Øjekaft udpege det
Punkt paa Sandredlen, hvor der var dybt not,
for at Banden uden Fare lunde slippe over.
Dei vcir vidunderligt, hvorledes han vidste at
undgaa Grundene og forstod at lile Baaden
ind igennein Snevringerne, alt medens han
ængiteligt stod og stirrede efter det strandede
Skib.
Endelig blev Vraget fundet. Det var
nceppe feks Timer siden, at Stils-et fizrste Gang
stødte mod Sandrevlen, og nu laa det allerede
sont redningsløft fortabt, dybt indboret i San
det, niedens den ene Bølge efter den anden sink
lede ben over det. Hele Standfellcedningen var
allerede fejet bort, og det Var tydeligt at se,.at
inden faa Timers Forløb Vilde det smukke
Skib enten vcere flaaet aldeles i Stytker eller
onsaa boret dybt ned i Flyvesandet.
( Men det meft ubegribelige for Fifterne, idet
de nærmede sig Vraget, var, at der ikke fandtes
mindste Spor af levende Bæsener om Bord paa
Skibet; de spejdede ritndt ornkring og be
strcebte sig paa alle mulige Maader for, saa
godt som Mørtet tillod det, at opdage nogen
— men· forgceves. Masterne af det odelagte
Stib kunde de se, og Restetne af det iturevne
Tovvaerk opdagede de; men de lunde ilke faa
,-Øje paa nogen Matros, der klyngede sig dertil
Ifor orn muligt et Øjeblil at friste Livet. De
Iroede ncermere til Skibet, og de raabte saa
højt, som de brusende Bølger og den susende
Vind vilde tillade det, i det Haab, at man skUlde
høre dem om Bord; men —- der kom intet Gen
svar fra Vraget. Hvot vare dog de stakkels
Søfolk blevne af, der saa kort Tid forindenY
havde affyret NødfluddeneL !
Man sit aldrig Underretning om dem, menJ
man antog, at de formodentlig ved Tanken om,J
at man ille vilde lunne komme dem til Hjcelp
fta Land, haode set den visfe Død i Mode ved
at blive oni Bord, og at de derfor havde kastet
sig i een af Skibsbaadene i det forfcengelige
Haab ved Hjcelp af en saadan at kunne naa
Kosten, men at Banden fandsynligvis var ble
»ven overslyllet af Bølgerne og saaledes gaaet
’under med alle dem, der havde føgt Frelse i den.
Det var det Resultat, William Bruun og
hans Kammerater kom til ved at sinde Vraget
forladt og ode, og de besluttede nu at vende
tilbage til Kysten; men det var med tungt
Hjerte, fordi deres Hjælp var kommen for sent.
Jdet Fislerne nu styrede langs med Bovgen af
Slibet, fil de Øje paa et Stykke Tot-, der hang
ned fra Dcelket og naaede lige ned til Bandet;
de vare for Øjeblilket noget i Læ af Skibet, og
William sik Lyst til ved Hjælp af Tovet at
vrøve vaa at tlatre op paa dets Dæk. Det var
ikke nogen let Sag; men William havde i sin
Tid paataget sig vanskeligere Hverv end dette,
og han befluttede at gøre et Forsøg, medens
hans Kammerater lovede at ftaa harn bi efter
Evne.
Det første, man havde at gøre, var at for
visfe sig om, at Tovet ogsaa var rigtig fast
gjort paa Daellet. Da dette var prøvet, drog
man deraf den rimelige Slutning, at Stibs
follene ved Hjcelp af dette Tod havde firet fig
ned i Banden Den uforfaerdede William greb
fat om Tovet, klavrede som en Kat op ad det
og var i et Nu oppe paa Skibets Deck.
Hvorledes han bar sig ad med at faa Fod
fæste paa det stibrige Dcek, over hvilke den ene
Bølge skyllede hen efter den anden, vtdfte han
ille en Gang siden efter selb; men han holdt sig
tappert og styrede sin Gang hen imod Skibets
Agterdel. Det hele Dcel var aldeles nøgentz
thi Styrtesøerne haode bortfejet enhvet Gen
stand; Lilgerne stod aabne paa vidt Gab, og
William indsaa snart, at Braget var fyldt med
Band, saa at ingen levende Sjael kunde opholde
sig nede i Slibörummei.
Der var imtdlertid en lille Dækskahyt i Ag
terenden af Stil-eh som endnu ikke var under
Band, og i denne søgte den dristige Fister nu at
trænge ind. Der var aldeles mørkt derinde;
men Wtlliams Øre opfangede snart en Lyd,
der fyntes at ligne en svag Stsnnen og kom fra
en Krog i Kahyttem ved at ncerme sig Stedet,
hvorfra Lyden hørtes, lom hans Haand i Be
rsrelse med en anden Damit-, der var lille, blsd
og meget koldz lidt efter hstte han et andet
-
J
svaqt Sirni, der tom fra et Barn, der vaan
i g i Sinerte; men denne Lyd var helt forstellii
fra den, lian først havde hørt..
Hier-de Kapitel.
Ellen niem; Tillnigckomsten fra Vraget.
Ellen var itte gaaet til Sengs; vg hvorles «
des runde hun oel ogsaa toenke Paa at lcegge sig
eller slna skg til Ro, naa hun koin sin kære Bro
der i Hu, der i denne stormfulde Nat havde sak
sit Lin i Bode. Hun dentede og bad, bad og
oentede hele den lange Novembernat.
Dei dar endnn, skønt henad Morgenstunden,
ganske mortt, og Etormen havde i Siedet for
at lægqe fig, tiltaget i Kraft og Voldsomhed."
Stakkels Ellen! stor bekymret var hun itte;
og dog er jeg glad ved at kunne sige, at hun
havde lært at kaste sm Sorg paa Herren, og at
han indgød hende Mod. Midt under al den
Uro og «2Engitelse, der i Nattens Lob stormede
ind paa hende, oar Gud hendes Trost og Støts
te; hun oidste, hvor sanddru de Ord ere, som
hendes Broder, kort forinden han havde vovet
sig nd paa den faresulde Reise, havde tilhvisket
hende: »Gud holder Vandene i sm Haand«;
hun erindrede ogsna, hvad Frelseren havde sagt
til sine Tiscidle, og hoad han siger endnu den
Dein i Tan, at itke et Haar skal krummes paa
dore Hoveder uden vor Faders Villie, som er i
Himlen. Ellen oidste, at hendes Broder var
en oprigtia Krisien, og hun satte sm Lid til,
at Gud not vilde beskytte ham i den Fare, hvori
han ikke ubetcentsomt eller dumdristigt havde
styrtet sin, men i hvilken han kun i Folge Mig
tens Kald havde oovet sig ud. Denne Tante
beroligede hendes Eind, og hun sølte sig for
svisset om, at hois det var Guds Villie, at heu
ldes Bruder skulde omkomine under Forsøget
pna at frelse andres Liv, vilde det komme til
at staa sig nodt med ham, godt med hans Sjcel.
Ja, Ellen følte og oidste alt dette, og dog
er jeg vis paa, nt ingen vil bebrejde hende den
naturlige Frygt for hendes elstede Broders
Frelse, der dreo hende til hvert Øjeblik at trodse
Storm og Regn og lobe ned til Strandbredden
for at se at faa noget at oide om de højmodige
Fistere i »den gamle Ørn'«. Ellen var ikle den
eneste, der nærede denne cengstelige Bekymring;
der var Hustruer, Søstre og Børn i St. Ju
ditl), der havde lige saa stor Grund til Omsorg i
og Frngt som hun, saa at de Mcend, der vare i
satte til at lyite og passe paa ved Strandbreds
den, hele Natten igennem og til langt udpaa
Morgenstunden havde fuldt op at gøre nied at
trøste og opmuntre disse stakkels Kvinder og I
give dem al den Lplysning om Farens Størs «
relse, som de vare i Stand til.
Ellen var nylig oendt tilbage til sin Hytte
sra en as disse ·trøstesløse Vandringer til
Strandbredden og søgte nu at sastklamre sit
Haab til en as de heilige Forjcettelser, der in
deholdtes i den paa Bordet liggende opslagne
Bibel.
Lcesning i Bibelen var ikke noget nyt for
Ellen; der havde vceret en Tid i hendes Liv,
hoor hun ilke havde tendt Bibelen; thi hun
havde ikke haft den Lykke at nyde en religiøs
Opdragelsez men hun havde allerede for lcenge
siden lcert at elske og statte denne Bog som den
bedste af alle Boger og havde oste erfaret, at
»Lytkelig er den, som tro tun folget
Herrens Ord, den milde, kære Røst;
Han gnar fast og trygt paa Livets Bølger,
Han har Jud-bog Graden Haab og Ttøst.«
Ellen havde slaaet op i sin Bibel paa et pas
sende Sted, og hendes Haab for Broderens
Frelse styrledes Ved at lcese esterstaaende Ord:
»Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg
være hos dig, og igennem Floderne, da skulle
de ikke overslylle dig; naar du gaar igennem
Jlden, skal du ilke brcendes og Luen ikte sor
tcere dig.«
Ellen troede —- troede tillidssuldt, at Gud,
som havde givet saa heilige Forjættelser om
sin Bistand, ogsaa nu vilde vide at bestytte dem«
der i Sandhed satte sin sulde Tillid til hann —
Medens Ellen sad og tcenkte saaledes, hitte
hun en Lyd, og hun følte sig sorvisset om, at
det var en Glædeslyd, der midt under Stor
mens Susen og Rasen naaede til hendes Øvex
J noesie Øjeblik stod Ellen allerede nede ved
Strandbredden, og ikte hun alene, nej, der m
mange andre, der havde hørt den samme Lydx
Fuldmaanen var netop i Fand med bagt
tunge, sorte Styer at dale langsomt ned i Best;
nxen i det samme oplyste to eller tre svages
Straaleglimt Horisonten, og de lcengselssuldt
oentende kunde nu sor et Øjeblik overslue Oa
vet i al dets Vildhed og Raseti. Ved dettes
Skin opdagede Ellen et godt Stykke fra Land,
ude Paa de gyngende Vover, en mørt Genstand,.
hvilken hun genkendte som den ventende Baad. ,
Det var imidlertid tun as og til, at den kunde ;
ses; thi saasnart den kom imellem to hsje lei
ger, var den itte mere til at øjne, og det syntes·,
som var den aldeles forsvunden og for bestan
dig fortabt; men snart efter viste den sig igen, -
og den synies nu stedse at ncerme sig met-e os i
mete. -
Du tan sorestille dig, hvor engstelig hvet
Stemme lod, hvor uroligt hvett Øje speisedk
for at komme til Vished om, at Baadent set
scetning var frelst, og hdilten Liudting, MI
ken Letielse solle itte alle de paa Strandbtegs
den ventende, da de omsider sit Bithed ein«-IF
hele Mandstabet var i Behalt-.
Gottscettexj
Tredie Kapitel
Man naar nd ttl Vragct
Zaaledes bled den tibrugelige aamle Ørn
sat nd paa det barste og stormfulde Hab med
Binden stik imod sin, medens den nedstrøm
knende Regn oa de sldnlpende Bølger vadskede
densJ ormaedte Sider· Astenen var ikke albe
les dcelgmørt; thi, sont jeg alt hat bemærlet,
det dar Fuldmaane, og der dar netop Lys nok
til, at William og hansz modige Kammerater
kunde øfne den store Fare, for hvilken de fri
dilligt hadde udsat sig.
Der dar sets Mand i Baaden, nemlig:
William Bruun og tre andre, der sad ded
Aarernez den gamle Fister, der stod ved Roret,
oa endelig en Mund til, hvis Forretning det
var at holde Baaden lens. Den sidstes Ar
bejde dar itte nogen let Sag; thi det var itke
not, at de mægtige Bølger as og til sprøjtede
over Rcelingen; den statlels gamle Ørn var
var ogsaa lcet i alle Ender og Kanter, saa at
den, der stod med Øsekarret, trods al anvendt
Flid og Anstrengelse, ilke kusnde forhindre Van
det sra inden kort Tid at staa op over ziffer
nes deder.
Hvor Balgerne brusede, rullede og stum
mede! Det er ret behageligt at sidde i en
Baad, der glider lanasomt hen over det spejl
blanke Had, medens Solen stinner venligt og
varmt ned paa os og dens Straaler forgylde
de stnaa lette Bølger, der as og til rejse scg paa
Havets Overflade7 men der er vist tun saa as
mine unge Laesete, som vilde ønsle sig ud i en
aaben Baad paa det samme Had, naar det er
pislet til Raseri af Stormen, og enhver Bølge
synes at komme rullende med en saadan Fart
og Voldsomhed, at man skulde tro, at den
gansle dilde overvcelde og begrade alt, hvad der
lom den i Vejen.
William Braun og hans Kammerater kendte
altsor godt Havet i alle dets sorstellige Stilkel
ser, til at de skulde vcete bange for en saadan
Storm, som den jeg hat bestrevetx men de
tendte ogsaa de Vansleligheder, de havde at
laempe med, sørend de tunde gøte sig Haab om
at suldføre deres BarmHertigheds-Ærinde, og
de satte sig dersor til deres saresulde Hverv
med al den Alvor og Hengivelse, som Sagen
ttcevede. Der blev ikte velslet mange Ord, de
havde intet Ord at give dort, enhver passede sin
Dont; de, der roede døjede Ryggen, idet de satte
Aarerne ud sra sig og halede dem igen ind itnod
sig med den yderste Kraftanstrengelse, medens
den gamle Styrrnand, imod hvis Ansigt Reg
nen pidstede og Stormen rasede, styrede Roret
med al den Dygtighed, som lang Ersaring
havde leert dam.
Og dog gjorde de kun liden Fremgang;
naar de, der wede, fra Tid til anden reiste sig
i Sædet for bedre at hale ind paa Aarerne,
kunde de stimte Lyset i Hytterne inde paa Land,
hvilket viste dem, hvor langsomt de uagtet al
anvendt Anstrengelse stred stem. J det ene
; Øjeblik vare de oppe paa Toppen as de mcegtige
Bølger, og i det andet Lyntes de at stulle styrte
ned i havets Afgrund; men endog ester en Ti
meö møjsommeligt Slid sorekom det Fisketne,
at de ikte date mere end to eller tre hundrede
Alen fra Kystem langs hvillen de kunde hste
legerne bruse og se den lange Stribe as hvisdt
Stum, som Havet styllede pp paa den.
Men de gav ttle tadt — digse modtge
Mond! Dereg Maal var at eedde Mennestes
ltv, og de vilde tkke opgtve Fuss-geh endstsnt
de Anstrengelset, de gjorde for at naa Btaget,
udmattede dem srygteltgt; de bleve usottkss
dent ved at ro med Aarerne, den gamle Mund
ved Roeet holdt sit Øje silft heftet paa den