Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, June 11, 1902, Page 6, Image 6

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    f , I O . «
Dng Erck og de Fredxony
historisk Roman i to Tele
af
Bernhard Sevcrjn Jngcmann
Forste Tel.
IIVrtintJ
« Dei var saa markt, at ban jlte tunde se sin egen Hannd
for sine Øjnr. For itte at dækte Iskistante ded sit dri
- Fotetagende, hadde ban fat sit Edazrd fra ftg i Lig
vg han var aldeless daabenlos. For Spiegelsefrngt
de han i sin Barnddnt ilte været fri, og efter Tidsalde
Synsmaadee var Forestillingen ozn en mcegtig Aande:
Z Jndgribelse i Menneslelioet paa det nøjeste for
n med de religiøfe Begreber. Aage toiolede ingen
pCa Muligheden saaoel af ande, som af gode Aanders
nbarelse; men denne Foreftilling plejede aldrig i paa
Tilftand at forurolige darn, book dan didfte, dan git
ovlige Veje, og hadde sit adde Edcerd med Korsbaeftet
sin Side· »Er denne Sniggang ogfaa cerlig og ridder
, F« —- sagde han ved fig selv — »bvi tog jeg ikke rnit gode
v Ideer med? Hm! del var dog haardt, jeg tog Lvset fra
— in detoppe. Der ligger ban nu i Heldedangst paa Sig
len og forbander mig — eller et lxan kommen los og
ger ftg her ester mig i JJlottet?« — Den famme Lod,
esom af listende Trin, han for hadde bott, troede han
u atter at here baa ded sig ded boert Stridt, han gik
stem; men hver Gang ban oendte Eg, dar der stille. Tenne
H«Zornemrnelfe af et udetendt Versan Nærdæeelse i den
Hælgmøtke Langang satte dam i en frngtelig Zdænding rg
Hsfretnkaldte de Rædselsdilleder for dank Eitel, fom hat-. folte
sitz rnindst i Stand til at belcempe »Er ban nu død der
Toppe7 er det hans rasende Rand, der forfolaer mia?« —
IVistede han, og Billedet af den afsindige Stimand stod
hatn langt strækkeligere for det indre Lie, end han bist saa
»Sei virleligt paa Ligbcenten — ,,eller er de: alter dig, gamle
Palle!« —- udbrød ban ncesten med et Elria — Mord-ste
nen i Finnerup Lade, der fra bans Bamddrn baode for
:-Fulgt ham, og Billedet af hin gamle, afsindige Konaemor
der, han felv havde dræbt paa den nrnrdede Konges Lig,
od atter leoende for hans EjæL Haare-ne kejfte fig vaa
Hans Hoved og det var harn sotn han nu Virtelig flnlde
åfIxcmpe meI onde Aander i den ntøtte Gradbule, en Fore
ßilling der ofte i Dramme hadde asngstet barn og nnng i
sang Feberjantasier yaode dcerex dan: en dersiende Plage
Endelig dolsede hans Gr: til den Grad, at den bleo bam
udholdelig. Han verdte sig riludselig med al sin Kraft
pg sprang med knyttet Haand mod det Eted, book han at
: der troede at høre de liftende Fied. Da horte han tydelig
et klirrende Sværd støde mod Muren lige ved hans Ore.
»Ha! et Mennesie dog! — Elendige Morder! er det dig?«
—- raabte han, helt behjertet ved denne Opdagelfe af en
virkelig legemlig Forfølger, og sprang frem mod den oftm
lige Dsdsfjende, idet han med fm hojre Arm flog Soærdet
til Side, der syntes fort med Kejten og af en kraftlos Arm.
Sværdet fle klirrende hen i den mørte Gang; men i det
femme følte Aage sin Hals tvcelende omklamret af et Par
dyndvaade og ligeforn tramperystende Atme.
»Ha, ha! sit jeg dig endelig fat, Helvedhund!« —
i·irj!te pludselig en oild, raa Stemme ind i hans Dre, og
slsnge kendte den saarede Stimands Rost. — »Na hat jeg
Enge not ligget Lig —- nu lan du lese mig af, Kammerat!«
Den forfcerdelige Rost blev til et vildt Dyrs Hylen, og
»—Tcge filte den rasendes Hugtænder i sin Pande; han flog
Jwvivlet om sig og søgte af al Magt at befri sig fra det
Idekende Uhyre, men forgceves: han maatte lcenge lcetnpe
U brydes med den ufynlige Morder,. fpr det lyttedes ham
» XI- ham kastet omkuld; men han ftyrtede selv til Jorden
maatte endnu lcenge brydes og vcelte sig der i Blinde
««Md den stedse mattere hylende Stimand, uden dog at lunne
THIS-l sin Hals befriet fra de krampagtig sammenslyngede
M Endelig løsnedes Arrnknuden orn hans Hals, og
HGB rasende Modftander laa tavs vg, sont det synles3, lin
M Under hans Kne.
»Gud viere hans syndige Sjcel naadig!« — suktede
z e og tejfte sig halv aandelss. Hans Modftander gjotde
tun en pludselig Bevaegelfe, sotn for at rejfe sig, men
di tallende tilbagez og nu merkede Auge fsrsi, at han
Wüng vadede i den faarede Morders Blod. Han
Hort i den mtrke Gang med starke Slridt. Et Par
standfede han forpuftet og syntes atter at here den
Morder liste sig eftet ham· Endelig stsdte han mod
Fast hinbring; han selte, det var en sior Metalport.
Du tustede i den af alle Kreftm men den syntes tillaaset
« den modsatte Side og urolkelig. Han dundrede paa
med sine jerndeslagne Hele, og hvert Stsd genlød hult
em chelvingenq Efter nogen Tids Forli-b blev en
Mge paa Poeten aabnet, og Stinnet af en Lygte til
med ei merkt Krigeransigt kam til Syne. »Hvem der?
Martern
« »Gegen fra ingen!« —- svarede Auge, idet han pludse
Kind-Jede sig de hemmelighedsfulde Udtryk i Lsnbrevei.
Mal du ved Lxsnek — lsd Svaret —- ,,og ene
MkaabenN
»Mein du ser. Lnl tun op! det hafter.«
M slv Sid! «- Bagten maa jo vide det.« Laugen
M vg. Tage htrte Lyden af et Horn, som bespan
· Mailand Kort efter aabnedez Jernporten,
M, panstt Krigzrnand traadte ud til harn i
. need es We i den ene Vaand og et dragel
W sihan belyste den forklædte Dtosi fra
f E s og ttaadte studsende et Pax Stridt tilbage:
w hu fee nd, du Blodhund!« —- sagde han med
z — »Der er hacedk fee en celig Karl at lukle flige
.pk W selp maa staa ude.«
s M en paid Syst paa Mien, brave Landt
.. Hier-wissen wwng
" FAUqu fast Kinder for Mantel«
fie- W tu mig« —
Muse tunde je viere en
ZU J W II fotWt Stirne-nd
M " « W for MW WILL-.
J
faaledes lede ind gennem Jetnpotten. Hatt horte, den blev
lullet eftet hatn tned Stænger. Strals eftet fotnam han
Lnden as Læniet og Tridset, sont naat en Vindebsto ned
hejfedes og han mættede, at han dlev fort ind paa en gyns
gende Bro.
« »Gaa nu lige stem, Slyngel! eller du styttet i As
gtunden!«—- brummede bans Ledsager bag ded ham. En
told Gyfen ovetsot dam: men han tav og gik lige.
»He saa! det siap du bedte fra, end jeg havde undt
Sig« —- mumlede det bag ved ham — ,,men du hat een
Bto til; den er ti Gange dcette. Her bliver du rnig lvit.«
Aage horte hdotledes hans trigetsle Ledfagete gil til
bage over Breen og at den ophizssedes igen Han sotmodede
nu, at han var inden for Flottets ydetste Slanfe mod Nord
veit, der laa mellem Søtaatnet og Ringmuten; thi han hav
de npje gioet Agt vaa i hvillen Retning ban var gaaet.
Hatt barst-e nu saaet to nne Ledsagere, der lige saa lidet spa
tede paa fotagtelige lldtrnt med Hensyn paa hans blodige
Udseende og formentlige Stitnandshaanteting. Aage lod
stg føte Videte frem as dem uden at male et Otd til deres
Forhaanelset, det henttnelig glcedede dam, sotn Tegn paa
dereå Stemning eg cetlige Sind. Endelig stødtes der attet
i et Horn: det besvaredes ligesom føt i nogen Frastandz
det nedbissedes attet en Vindebto, og Aage markede nu, at
han var lige under Slotsmuten, thi han hørte over sit Ho
oed en Latm som as Zyslen med Blidet og andre Ktigs
maskinet. Hatt fil et uvenligt Puf i Ryggen og stod lige
sont fest paa en gnngende Bre.
»Lige ud, Karl! eller du dtattet i Graden!« — lød en
advatende Rost bag oed ham — ,,gaar du en Fingetsbted
til Siden, er du Tødsensk« Hatt beialede sm Sjcel Gud i
Vold eg gik. Man lod hant lcenge saaledes gaa ene, sont
sned Lioet i Ocenderne, eg sttntes at glæde sig oder hans
Tpdsgtu og Fare Zaasnatt han imidlettid tnætlede, at
det itte langer gnngede batn under Fodem vidste han, man
var oder den indte Slotsgtav og inden for Ringrnuten.
Endelig sattee ltan op ad en Itappe: men Bindet blev end
nu ilie taget kta hans Ljne Føtft eftet at daste fett om i
mangfoldige fotdildende Retninget, som gennetn en Laby
tint as Gange ca Trauten bleo han befriet fta Øjenbim
det, og han saa sig nu i et Værelse paa Slottet, det itle vat
bam ubetendt, og hoor man bod ham vente paa Slotshøw
dingen. .
Tet var endnu merk Nat. En as de Ktigsmcend, der
sidst bavde sttlgt darn, var bleven staaende ved Deren med
en Lngte Da draget Eva-ro og snntes at bevogte hatn med
Gtu og 9lsitn.
»Hvem holder du mig sot?« —- sputgte Aage.
»Im en as Juntetens hemmelige Tjenete« —- var
Svatet —- ,,noget godt bringet du sagtens itle, stden du
kommer bleg eg blodig ad de merke Veje. Hor, nu tages
de gloende Stene as Lvnen. Nu vil snatt Kallundbotg By
staa i lnS Lue.'«
»Tet sotbyde Gud!« — taabte Aage —- ,,hent Slots
hpvdingen stralsl jeg hat strengt Fotdud sta Junleten.«
»Bei saa du mig ille ud til« —- sagde Katlen og
studsede — ,,saa vil jeg lebe. Du got vel ingen Ulylte
saa lcenge?« Detnted git Katlen nd og tog Lygten med
fig. Aage saa ud gennem Vinduet og bemcetlede med For
sttceltelse, at man bat gloende Stene paa Ristet til Bli
derne paa Muten.
,,Holdet inde, Katle!« — lpd nu en barst Rost i
Gaatden —- »het et Fotbud sta Juntetenz intet Slud
maa løsnes endnu!«
,,En brav Karl dog i Grunden!« —- sagde Aage ved
stg selv og ttoede at have hstt Slotshøvdingens Rost.
Strals eftet aabnedes Deren; en th Kriget med et strengt
Ansigt og vaabnet sra Hoved til Fod, ttaadte ind til ham
med et Lys i Haanden. Da han saa Aages blodbestænkte
Ansigt og Skiklelse, ttaadte han et Sltidt tilbage og satte
Lyset paa Bordet, idet han hastig sot kned Haanden til sit
ftote Stagsocttd. »Hvad er du for en Karl?« —- spurgte
han med en haard og raa Sternme —- ,,sender Junkeren mig
ntt blodige Dsdninger paa HalsenZ Svat, Karl! hvent
et du? stg mig dit Løsem ellet jeg hugget dig ned paa Ste
det!« —
»Jngen fta ingen og til ingen« — svarede Auge, og
Slotshøvdingen tog Haanden sta sit Svætdhtestr.
»Na saa tal, Ulyklesbudl bringet du mig Fotbud, et
det vel mod Staansel og TpvenS stal Byen btænde? stal
Gtaabtsdtetlostetet fstst anteende62 der sovet jo Kotigen
i Nat.«
»Byen sial staanes!« — svatede Auge. —- »Slottet slal
aabnes sot Kotigen saasnatt Sol staat op! Papiterne slal
udlevetes og Falddsten sastnagles« —
,,Raset du, Katll« —- taabte Hsddingen sotbavset —
»t-: du nttvne, hvad jeg naeppe tot tcenM Slulde Junketen
genlalde ved din Mund hvad han under Livssttas bsd mig
med sin egen? Hvo sial saa sttasfes sot hvad het alt et
siet og staa i Gabet sot Kongens Vtede?"
»J stal undfly saavel Kongens sont Junletens Aasyn
og tage edets Lendom og Bevidstheden otn en stot Handling
med edet i Landflygtighed« — —
»Og staa brænderntttket sont en Menedet og Fottcedet
sot al Vetdenl Nej Katll vat det ogsaa Junierens Bud
— jeg adlsd det ilke. Hvad jeg hat sdotet, maa jeg holde;
men Ansvatet et Juntetens: mit Liv hat jeg solgt ham;
min Hsvdingsaete et min egen. Bis mig sott paa hvidt
sot hvad du sigetl ellet jeg ladet dig hange sotn en Spei
det og Fortædet.«
»Nu, i Guds Nava!« —- sagde Auge, idet han pludse
liglastede Huen og Landlsbetvamsen og stod i sin velbe
kendte tiddetlige Dtagt sot høvdingens Øjne — «jeg lan,
jeg vil ille hedtage en Mand as Æte sotn edet. Jeg et
Dtost Aage Johnspnl jeg sotlynder edet hvad Reisen men
itle Junletens Villie. J kan nu handle med mig sotn J vil
Isotsvate det sot Gud og Kotigen og edetz egen Samt-Hüg
Ihedz men hat J Kongehuset og Fadtelandet lettete end
edetg Stolthed og en indbildst Ttosiabspligt, saa sslget J
mit Rand og bringet det stoee Osset, feg assotdtet edet.«
» »den-e Dtostl«— —svatede hsvdtngen osg buttede stolt
" da kpld — »F hat yo t et ,dttsttgt Spit. J et me mit-c
sange. Obptle I jeg v handle, taadet ieg im engans selv
sat. cd og e gældet met, end Monds syst es Mand
, still-. Ieg et en sammelt-ag- Ltigtmand, set J. Oder
Hefe statthaft og innsttge Dydet snstaatjeg Ists ttle paa.
Ri- Lob yet-den adlyd hvad dta et budet as dtu lernte
M Mit-ten es lad den spare Felsens-, spat m den«
I —'«l
f
,,Men naar J ser de fordaerveligfte, de grueiigfie Isl
ger for Øjne, naar eders Oderherre hat brudt sin Lehnsed
og forbrudt sin Ret« —- —— »
- »Bei rager iike mig. — Den, der tog mig i Pligt og
iEd, holder jeg mig til: han maa forsvare hoad der ster, det
viere ondt eller godt!«
,,Men naar J svor en ugudelig Oprører Trostab« —
»Saa maa jeg holde ham hvad jeg svor —- om han
saa til Tat lod mig hiesige derfor —- eller fare til Helvedr.
Her er intet Balg. Var jeg traadt i chevelens Tjeneste
Heere Trost! jeg maatte holde nd til Enden, hvorvel det
bleb en Ende med Forfærdelse.«
»Edcrs Etolthed forblinder eders Øjne for Sandhed
og Ret, gcrve Mand!«—— uddkpd Aage og beitagtede den
hsje, jerntlcedte Høvding med en vis Beundring— men
hpr mig! jeg besvcerger eder ved den leoende Gnd’ — —
,,J maa undsiylde mig, Or. Drost!« — afdrød Hod
dingen ham told og rolig — »min Tid er knap: jeg har
maasle ikke mange Timer at leve i. Jeg venter hverken
Tat af Kotigen eller Junker-en og maaste lun en ringe Her
lighed derfor paa hin Side Fcengslet og Galgenbalten; men
— der maa vasre en Orden i al Ting. J gaar nu til Taars
net og jeg paa Murtinden. J Morgen findet J maaste oed
. ongens højre Haand, medens jeg ligger paa Hjul og
Stejle; men »saa lange di er paa vor Post, maa hver gøre
sit, og soin sagt —- der maa dcere en Orden i al Ting.« —
Med disse er trampede han i Gulvet, og tre Krigsmænd
traadte ind.
,,Bring denne Herre straks til Fangetaarnet!«' — bød
Slotshovdingen og gav de to ncerenefte et Vinl.
»Og du, Beni!« —- henvendie han sig til den tredie —
»lad atier Stenene glsde! det var et falst Forbud. — Af
sted!«
De to Rarle grebe strats Aage og trat ham hen mod en
Landesr, foni de aabnede i Mut-en. Aage vendte sig endnu
en Gang om og raabte til Høvdingen med hsj Rest i den
heftigfte Uro og Spænding: »Tæni paa eders udødelige
Sjcel, i hvad J got! hust paa, J sial adlyde Gud mer« end
syndige Mennesier!«« Mer sit han ilke sagt, for Land-ten
luite sig efter hatn.
Den tredie Kriger blev endnu ftaaende, ligesom han
ventede en Genialdelse af det strenge Bud, han havde mod
taget; da traf ham et truende Blil fra den uroktelige Flats
hpvdingc ,,Stenene sial glødes —- sagde jeg — er du dav?
Karl! — Affted! Lydighed eller Tod« saa lcrnge jeg befaler
her!«
Krigeten vendte sig hastig og ilede iavs og mørk ud af
Deren, han stod ved
Slotshøvdingen gil nu med faste Siridt et Par Gange
op og ned ad Gulvei med Haanden paa den store Pande
Endelig ftandsede han ved en Bønstammel og bsjede sit
Knat. idet hans Øje faldt paa den opflagne Tidebog. »J
Tjenere!« —- mumlede han og foldede sine beendet —
»værer eders Herrer efter stet lydige i alle Ting!«-—
Derpaa reiste han sig, flog et Kort over sit beede, vons
rede Bryst og gik tavs nied starrte Stridt ud af Dsrm
r
ligeledes staerlt besatte, og over de saataldtc Barires kllsk
Tinder gtinsede talrige Lanser og Stridsøtser i Morgen
guten Formuren foran Porten var i Sardelesbed startt
besat, faa vel soin Porttaarnet, hvor man syntesjs mes! at
defrygte et Angreb. Tet store Faldgitter af Jern tnelletn
Poeten og Formuren dar opstudt med ftærte Jernringes
T« VII stor Uro og Bevægelse paa Slotiet, on man fMTes
at deute en haardnattet Etorm og Hævn sor den natlige
Um.
Branden var imidleriid stuttet saa del paa Klvskekkk
sOM i Byen. Der blev, sont sceddanlig, einget til Ottesang
af de andægttge Franristanere, og Rongen sorsontte ille
at deltage i deres Andagi.
»Men book i al Verden er Auge? hvor er Trosten?«
— spurgte han Grev Henrit, da han atter sdang sig ple
sin Hest nden sor Klostertirien, for med stn Krigsbeoding
at bese de hastig tilberedte Stormredstaber. —- »Jeg saa
hatn itte den hele Nat og nu heller ikte ved Ottesanaen:
det er ttedie Gang jeg spøtger om harrt. Han plejer dog
itte at fode, naar jeg daager eller bedur, ntindst naar der er
Fare paa Færde.«
»Jetzt har itte set beim siden Midnat« —- soarede Grev
Henrik og sagte at stjnle tin Uro. —- »Eftet dort Ærsentnr
oed Sotaarnet saa jeg bant sidst ved hint Vakttbliis« -s-- til
fojede Greoen og gav fig en lystig Mine. —- ,,Tet var en
sinut Nat; al Ting var her saa stille og fredeliatx lmn
maa vil hade faaet Elstovsgriller eller sliae Zotermerier i
Hovedet; han git hen ad Sotaarnet til, nden at enfte mit
Folgestab, og bad mig itte denke ham for Middaa.«
,,Forunderligt!« —- sagde Kongen ——· ,,Llaae tsaa ei
letstndigt Elstovseeoentan dg paa denne Tidl det tan ille
dare. Hin! Hvad bled det til med Spejderen, J fange-des
dar han betendt?« '
»Han er forsdunden, Heere RongeL det er en for
underlig Historie og sast ubegribeliat. Jea var selo ded
Søtaarnet et Par Timek efter Midnat. Lanselnaeaten oar
ded; men hans Morder davde Fanden taget — det soor
man hojt og dyrt paa. Han haode ligget bastet i de dritt
nedes Ligftue; ingen Udgang var mulig. Ved Midnat
havde man hort ham hnle og steige, at Fanden toa dani.
Jngen hadde vooet sig ind til dam, og da jeg koni, var leder
len Stiinand eller Trosten at se« — —
«Hdad! Drosten?« — asbrød Kongen bam — ,,l1o.1«d
angaar det Eventyk Aaan han laa jo itte paa Lipituen
med Morderen, ded jeg.«
»Det er da ogsaa sandt, eders Naade!« —- fortrede
Greo Henrik og rønttnede sig —- »Jeg taler over miax det
lomtner as den vaagne Nat« —- —
»Da maa vi, saamcend, deete lnsvaaane i Tita, Greoe!
helft nu, Aage er dorte« —- soarede Konan hastig oa red
ned ad Sotaarnet til. — »Jeg oil oide hdad det oii sige
rned den Djædel-Snat.«
Gred Henrit fnlgte Kotigen til Betaut-net Rnatet oin
den bundne Morders Forsoindelse hadde her alt samtnen
taldt en Motngde nysgerriae Mennester, sont torsede sig
over den forslrcettelige Nnhed og fortalte den, med stedse
forunderligere Tillceg, den ene til den anden. Man gjorde
cerbodig Plads sor Kongem og han horte nn med For
undrina as Vagten det satnme AlmuesEdentnr med det
foruroligende Tillæg, at Drosien ved Midnat var aaaet
ene ind til den rasende Morder paa Ligftuen oa oar lige
ledes uden Sdor forsvunden. Meningerne date dog herom
fokstellige, og nogle mente, det havde ikle været Drosten
selv, men chevelen, der i Drostens Stittelse var aaaet ind
til den døende Morder, sor i eaen Person at afhente dam.
»Sladder, Born!« — sagde Kongen —- ,,for mig til
den fokdsmte Ligstue! Her maa stitle noget under.« Han
traadte nu hastig ind i den slurnle Stenstue og saa sig med
spcendt Opntcettsornhed oin alle Begne. Der var intet
Bostab, undtagen de drutnedes Ligbcent, sont var over
staentet med Blod og hvorpaa der hang nogle sonderreone,
halvt forraadnede Tod. Fra det hoje Jerngitter i Murm,
hvorigennem nteppe en Epurv tunde siyoe, saldt der en soag
Lysning ned og odlyste en ridderlig Fjerhat i en Krog·
»Hoad fer jeg hist?" —- udbrød Kongen forbavset —- »Dre
stens Hat og Agras! og se! der ligger jo hang grpnne Etap
Pe. — Plyndret — mnrdet alisaa! —- store Gub! dog nej!
— en Rover havde vel medtaget Byttet. — Den sangne
Morder var jo haatdt saaret?«
»Til Legemets Dad, naadigste Herre! efter Badstærens
Mening« — sdarede en gammel Graabroder, sont med en
Del nysgerrige Almuesfolk var tillige med Krigerne trængt
ind i Taarnet eiter Konaern —- »At ja!« —- vedblev den
alvorlige Francistaner i andeegtig Prceditetone —- ,,det tog
en Ende med Forslrcetlelse. Nu se vi da grandaivelig book
ledes de ngudelige sttasses: dette Blod striger itte til Him
len, sorn den uftyldige Abels, men til de forstotlede Syst
dere paa Jorden og sra Bejen til Heldedes Asgrund, for at
J stal se de sordstnies Spor med Gru og Rædsel, mine
andægtigei Den iitnelige Dod tunde vel stundom Menne
sier med St. Coömi og St. Damiani Bistand forhale ved
Lager og Apothekere, men den evige Dsd aldria: naar Fri
sten-er udloben, se, saa tommer den, der hat Geldsbrevet,
og afhenter hvad hans er, uden Persons Anseelse. Her er
stet et Tegn til Steckt og Advarsel sor mange i vor eign
detige Tid Sancta Maria! ora pro nobis!««·) — —
·) hellige Maria! bed for os.
" (Fortscettes.)
1 .—.-..» —
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. . Jndbunden 81.20
Erik Menveds Barndom
Jndbunven 81.20.
Prinz« Otto af Danmark
og hans Samtid.
Vmslag SO. « But-banden 01.20.
our-s Last-. em« sont-» sen-. use-.
Tolvtc Kapitel.
Det var benimod Morgenftunden. Den urolige Span
ding var ophørt, hoormed man i Kallundbotg hadde set
Ratten fremdryde. Den Stilhed, der havde herftet bele
Ratten, syntes at have betrygget saadel Botgerne sont
Ktigsfoltet Lysene date siutte i de fleste Hufe. Ved de
halv udbmndte Vagtblus nittede Krigetne og hvilede sig
paa deres Kopper i rolige Grupper, medens entelte git pag
Vogt ved de opftablede Lanser. Ser den muntre, aut
vaagne Grev Henrit var bleven ted af den fpændte Op
martsotnhed, fom han nu troede ovetftødig; han havde sat
sig til Hdile under et Madonnabillede uden for Gtaabrød
teilt-steh hvor der altid brcendte en Lngte. Han havde nn
lig set til Vagterne og fundet al Ting i god Orden. Nu
følte han sig trætz dog holdt han Sonnen botte og Zjnene
aabne, medens hans Blit dvaelede paa de dalende, halvtfor
soundne Stjekner. Hans Sjæl drømte om Krigethæder og
ftolte Sefervindinger ved den danste Konges Side og om
de Metlenbotgste Damets Beundring, naar han med vund
ne Lavrbær og tongelige Hædetsgaver en Gang vendte
hjem til sit Fædteland. J disfe Tut-nennten der forte ham
gennem et halvt Liv paa nogle faa Minutter, blev han
plndfelig fotstyrtet ded Lyden af Blidetast og et fAJSteligt
Brandsitig fra Klosteret Han for op og saa med For
fcerdelse, at der fløj gloende Stene fra Slottets Stotmhul
let og Murtaatne i forstellige Retninger, og en th Lue
flog pp fta Klosterets Fotraadshus· J et Øjeblit var han
i den ivrigste Virtsomhed til Byens og Klosterets Redning.
Alle Vegne var der Slulningsredstaber paa rede Haand.
Her blev en ftygtelig Larm i Byen; men Strætten var dog
stotte, end Ulyllen lod til at blive. Entelte Huse bleve del
antændte, men Sneen bestyttede de flefte, uagtet Tagene va
re af Strau. Mange Blideftene flsj fotbi; mange tslnedes
inden de tamte. Klosterets Fortaadshus var ftrats kom
met i Brand; det maatte opofres og tildels nedrives; men
i Hovedbygningen selv og i Geestehuset hvot Kongen op
holdt sig, faldt der itte en eneste Sten.
Kotigen var imidlertid stratö paa Farbe, og ingen var
ivrigere, end han og Grev Henrit; de rede beftandig gennem
Gadetne og vake altid føeft til Stede, hvor et Hus rennend
tes.
Kongen var heftig sorbitretz han tastede ofte et treten
de Bltt til Slottet. Han holdt uden for den brendende
Klosterbygning ved Grevens Side, ligesom et nyt Wide
tast stete, —- en stor, gloende Sten flog ned mellem detes
Heste og rullede sydende hen i Sneen.
»Dein Konge!« —- udbtsd Grev Hentit —- ,,Borgetne
tan stullez men vi formaa mete. Lad os btyde lsö og
stotme strats.«
»Seid-m ej!« —- svarede Kongen og rystede paa hone
det. —- ,,Se!« — vedblev han vg pegede paa det af Luetne
oplyste Kobbertag paa htosterets hovedbygntng —"— «naar
Solen staat hsjest og Taarnstyggen faldet hist, saa er det
first Std, Gtev Hentttt saa hat min Taulmpdtghed naaet
sit Maul, sin ydetste Grenset«
Saasnart det blev Dag, pphsrte Bltdeftydntngen fra
Stdemhnlleenex men i Btyftvcernene paa den ydetste Mut
saa man vpfyldte med Krtgsfolt. Muttaatnene san man«