Kdiig Erik og de Fredtose,
historisk Roman i to Tele
ai
Bernhard Sen-tin Jngeinanir
F ø t it e D e l.
lsiortiatJ
»Wel! Christopher rede sor fig, hvis han incegter detl
Ved alle hellige Mcend! jeg gav gerne Hcelvten as mit Liv,
tunde jeg sige i Sandhed: jeg hat en Broder! Dog Gud
almcegtigste og vor hellige Frue ste Tat! en suldtro Ben
hat jeg endnn og min elslede Jngeborg og et tro, lcetligt
Folt — Hvad hat jeg at klage!« med disse Ord lagde
Konan sm Arm fortrolig paa Aages Stulder, og der
blintede en tilbagetrcrngt Taare i hans blaa, itastiae Øjne.
.,Ziden vi saag sidst, niin irrte Jlage!« —- vedblev han
med fatt og tolig Stemme — »er jeg bleven en bandlyst
Mand, soin du; men det sorsærder mig nu itte met. Jeg
hadde lernae tcrntt det; nu ved jed det: Jnaen tan for
dømine os uden den Alrnægtige og Retfcerdige; men han
dil det itte: for han et barmhjetiig, ser du. Den, der
trot paa Frelfen og Forbatmelsen, Ange! — han hat den,
trods al Verdens Prcelater oa Bifper.«
,,Forshnd eder ilte, min aedle Fionge!« —- udbrød Aage
med urdlia Bethmrina —- ,,jeg hat oasaa fundet Fred i
niin Ein-l og et Vætn mod de onde ?lander, jeg blev over
aiven til: men det dar ille i Trod5: det var i Karlighed
Herre Konste! og i et Haal1, sdm indeflutter den hele, stote
Hinnnel.«
,,Et saadant Haab hat jea dasaa, min Aaael —- oa
Keerlighed — det ded du tun lidt hvad er, du, som ingen
Jngebora har; min Karlighed et del saa stor oa mcrgtig
som Ridder Tristans eller den tcette Flotez’s: jeg vover
til sidst at brnde en Lanse sor inin Jngebora med Paven
feln og hele Kleresiet, naar aalt stal daste«
»Ist Himlens Styld! min keereste Herre og Kongei
lietasnt dokt« — —
,,Jea har betcrntt meget, Ange! da det vigtigite føtst«
— afbrød Kongen sin utolige Ven alvorlig og ivrig —
»vor Zaliaheds Sag er for vigtig til, at den slnlde dcete
afajort nied ei myndigt Ord as Bisd eller Pave, helst naar
det Ord hedder, som til dig og mig: du er sotdømi; du er
overaiden til den onde! Nei, bi! — hvot staat dei strevet,
noaet Mennefle hat den Magt? — ieg ttoede det aldrig
ret: inen det ved jeg nn: den himmelste Naade og Barm
hjertiahed, jeg iror paa, tun den kan ftelse mig og os alle.
Kom! jeg stal vise dig det! den leetde Magister Petrus har
strevet niig det op; Kirlens hellige Fcedre bevidne det —
og, hvad der er mer — Guds eget urottelige Ord. Dog
— det blivet for didtløftiat. Tto niig tun Aage! ingen
Ærtebisp, end itte Paven i Rom — lan sordømme os.
Vil Kirten iorstøde de troende, er det ilte vor Kitte længet,
ilte den rette og sande. Kunde chevelen lutte os alle
itenbnate Ritter i Verden, stod der os doa en Kitle aaben,
som inaen chrvel lan lutte, og se, den er alle Vegne, hvot
to ærlige Sjecle er fotsamlede i Herrens Navn. Se, saa
tng er jea lsleven« Wage! Det et Kretteti for dem i Rom,
og man vilde del dømme mig til Baalet, hvis man vidste
det; dog faa tlog et jeg oasaa, at jeg kan tie detmed. Du
stal tun dide det, og min Jngebotg og hvem der hat min
udødelige Sjtrl og min Salighed saa tæt sont J.«
Aage tav og saa sorbavset paa ham. «
»Ogsaa for Land og Rige er jeg ttyg« — vedbled
Kdngen — ,,med Guds Hjælp stal jeg trodse baade Band
og Jnterditt, baade Oprørerne og de fredløse, uden at nogen
ital trumme et Haar paa mit Folts Hoved.«
»Men Afbigtsbrevet til den hellige Fadet, det bliver
dog visselig nøddendigt, min Konget J Ærlebispens Sag
maa dog for en itor Del Fotsonlighed og Naade gaa sot
Ret.«
»Nej, Aagei Ret fordrer jeg tun, ingen Naade as
Mennesler, og i denne Sag slal ingen vente Naade as mig.
Lad Paven dømme mellem mig og Grandi Utettens Hem
melighed slal tomme sor Dagen, saa sandt der er Retscer
dighed til under Solent Hat jeg selv Uret i noget, som
vel lan vcere — nu vel, saa et det tidsndt ai tcenle paa
Bad og Bieder, naar Dommen salder.«
«Men Dispensationen« —
»Den vil jeg til Nod undvcete. Hvad der er tilstaaet
hundrede andre tan itie naegtes Kongen as Danmattt nag
tes det, er det Uret; men den Uret v il jeg itte undettaste
«mig. «- Dog, seet dig, min Aaget intet Ord met om alle
de sortrcedelige Sagert min Sjcel er traet af at icente der
paa. Komi« — vedblev han munter —- ,,nu stal du høre
et Elstodsdigtt min leere Jngeborg hat selv asstrevei det
til mig. Hettuginde Euphemia hat sendt hende det sta
Norge; det vil snart bltve udsat baade paa Norst og
Svensl. Der stal du se, hvad en tiddetlig Elfter tan gaa
igennem og hvorledes Lytten og vor Hette dog altid er
med alle tro og standhastige Elstere.« Nu satte Kongen
sig til Bordet og lceste med begejstret Rost i Æveniyret om
Florez og Blanzeslor, som Aage dog allerede tendte.
,,Ttistan holder jeg rigtignot met as« —- sagde Kon
gen —- »og vore egne gamle Elstovssange shnes mig langt
smuttete; men denne Bog iager jeg nu dog helsi i Haandz
tcentt hdert Otd hat hun afslrevet med sine nydellge
Fingre.«
Dei blev imidlertid Aften. Dei ringede til Ave, og
Kongen git med Aage til Klostertirten, hvor han deltog
i Graabrsdrenes og Foltets Andagt, der dog itte var saa
tolig og usotsthtret sotn seeddanlig
Ratten saldi paa. Ved hver Time steg Spændingen
i Bhen. Der var en aengstelig Siilhed. Der stinnede Lyö
i alle Hufe; ingen Steds synteg man at sove. Omtting
det belejrede Slot lpd tun Stilddagternes Stridi og klit
rende Vaaben. Hist og her lhste der et Vagibluö i den
tolde Vinternat. Tavse Ktigsrncrnd i store Kappet tlyni
gedes detom. Uden sor Klosteret holdt Drost Auges Ahi
tere Bagt. As og til red Droften med Grev Hentit am
tring Slotsmurene, hvor man hstte en dæmpet Klang as
Vaaben og Fcrdsel med Blider og svtete Forsvarsmastiner.
Ester Auges Raad var det ogfaa udsat Vagter paa
den almindelige Stibsbro sydssi sot Slottet og paa det
garnle Sstaarn paa den notdvestltge Udtant af Byen, hvot
der ogsaa var et Landtngisted tilltge nnd en gammel, nu
sorladt og forfalden Bescstntngz dette Punkt ansaa han i
Soerdeleshed for vigtigt, naar man vilde afstære enhder
mutig Forbindelse med Slottet. Ved Midnat stod Aage
seld ved hint aamle, afsideg Søtaarn i det stille, tlare Stier
nelnsz og saa ded Grev Henritg Side ud over Buaten, me
dens de onervejede fra hoilten Zide Slotsmuren bedst tunde
bestiges. Da blev Aaae en tille Fisterbaad oaer, som laa
nceften skjult under det forfaldne Bolvcert ded LEøtaarnet,
og liaesom han vilde gøre Grev Henrit opmcertsom derpaa,
saa han, bag en halv omstyrtet Murpille tcet ved sig, et
Hoved titte frem med en laadden Hue og en stor Stramme,
lig et Harestaar, mellem Nase og Mund. Det spejdende
Hoved drog sig straks tilbage bag Pille-Ruinen, og Aage
troede at have kendt den som Stimand og Mordbraender
berygtede lollandste Romninggmand Ole Ark, som nsan
ofte havde dæret paa Epor ester og sont man troede hadde
dacret behjaelpelig ded Ærtebispens Flugt Uden at be
tcente sig lange, gav han Greo Henrit et Bint og drog sit
Sdcerd; tnen i satnme Øjeblit sprang Karlen ud fra sit
Stle baa Ellhtrpillen og flngtede ned mod Boldærtet til
Baaden.
,,Stands ham!« — raabte Aage til den yderste Sind
vagt, der stod med sin Lanse i Haanden, med Ryagen laenet
mod Bolvcrrtet, og saa ud mod et fjernt Stib, uden at be
mcerte Flygtningen
Ligesoin Drostens Rost naaede Lansetnægtens Øre og
han vilde vende sig om, følte han et Dolteftit i Ryggen og
tumlede til Jorden med et sinerteliat Strig, niedens Rom
ningsmanden for ham sorbi, med den blinkende Daaaert i
Haanden og sprang i Baaden.
Flygtningen hadde«allerede Aaren fat og dilde støde
sra Land; men da mcertede han først, at han i Styndingen
havde glemt at løsne Tovet, der bandt Baaden til Bol
dckrtet. Medens han nu i fortvivlet Anstrengelse gjorde et
Par utilstrættelige Hug paa Tovet med sin Daggert, stod
Aage Da Greo Henrit lige sor ham med deres draane
Zvcerd Gred Henrit greb hastig det hath oderhugaede
Tod oa droa Baaden helt op mod sta; den fortdivlede
Pflnatningg Daaaert for blinkende imod ham; men for et
Zlag af Drostens Sværd faldt Dolten tillige med Ett
mandens Haand i Søen, og med et forfcerdeligt Brøl sink
tede den saarede Romningsmand om i Baaden.
Paa Grev Henrits Raab ilede alt flere Lanseknaegte til
fra Søtaarnsdagten, og snart bare de Fangen bunden til
Sotaarnet, ester at de dog forst, paa Drostens Befaling,
havde bundet en Kappe om hans haandløse Arm, for at
han itte slulde forliløde fig. Den sarligt saarede Laufe
tiiægt bled ogsaa bragt til Taarnet, og inedens der sendtes
Bud efter en Badslcer blev den sangne Stirnands cheder
nøje anders-site Foruden et Astadsbreo, et Paternoster
)baand og en Del kostbare Kirtetlenodier, der lod til at vcere
iranet Gods, fandtes der en Miengde Bea, Soon og andre
sbraendbare Sager hos ham, og i Drættet paa hans Huei
sandt man en Nøgle og et Lønbrev omhyggelig stjulte.l
Af den daanede Forbryder var der for det sørfte inaen
Betendelse at vente. Drosten forvarede Nøglen og Bredets
og ait med Grev Henrit til det nærmeste Bagtblus. I
Her aabnede han Lønbredet og læste det sagte.
. «Til ingen!« —- stod der. —— «Adlt)d og ti! eller du
;,,er Dødsens. —- Vod det nderstet —- staan itte Byent —
»stle eller brcend Papirerne i Nødsfaldt —- hold Falddø
s,,ren beredt! —- Lad hans Sejer blive hans Undergangl jeg
,,svarer for Folgernr. Oderbringeren tan bruges til alt.
»Du-end strats dette Lønbrev —- fra ingen!-« ·
Drost Aage hadde tillige med Kongen og Print-I Christ
stopher lært den endnu temtnelig sjældne Strivetnd af en,
Kannit under Drost Hessels Opsigt, og han troede med
Forfærdelse i de fordrejede Strifttegn at genkende Prins
Christophers tunge Haand Han fowarede Brevet hastig
og dar bleven dødbleg.
»Nu, hvad lceste J for Runer der? Hi. Drost!« —
spurgte Grev Henrit. —- ,,J besinder jer itte ret vel, tror
jeg« — —
,,Dette Lønbrev stulde visselig date bragt Slotshow
»dingen« — udbrod Aage heftig, og Blodet for atter til
lhans Kinder. — »Bei er fxa ingen og til ingen; dog —
jeg tror at forstaa det.«
) »Lad se, Hr. Drost; det er dog intet hemmeligt El
lstovsbrew — Karlen var en Spejder og Forræder.«
s ,,Saa sandt min ædle Konges Sjælero er eder tier,
sHr. Greve!« —- svarede Aage spcendt og greb hans Haand
l- «saa lad denne usalige Londom være min alene! Saa
meget vil jeg betro eder: det synes at angaa Kongens uly!
telige Familieforhold; dog selv med denne min Gisning
beder jeg eder tie. Her er« intet Bedis mod nogen, tun en
Mistante, en Ulyttestante —- men den maa ledes til et
modsat Maalt — den maa tilintetgøres!« Med disse Ord
greb han i sin Barm og kastede Brevet i Vagtblusset.
«J er forsigtig, Drost!« —- sagde Greo Henrit og thu
tede Panden. — »Eders mørke Statshemmeligheder for
langer jeg itte at indvies i. Som Drost maa J bedst vide
hvad her stal dølges eller aabenbares. Jeg spørger tun som
Krigsmand og Belejrer: stulde dette Lønbrev, J der vel
ilsomt tilintetgjorde, være bragt ind paa Slottet, som J
selv mener, maa her da ikke gideö en hemmelig Jndgangs
Kunde den findes, var det os vigtigt. Uden Belejrings
mastiner kan det blive os et svcert Spring not at komme
over Ringmuren.«
,,J har Ret! her maa gives en Løngang!« — udbrsd
Aage pludselig med glinsende Øjne. — »Jeg hat en For
modning — jeg saar et Jndfald: her gaar et Sagn om en
Løngang fra Søtaarnet. Fangen maa vise mig den. Jeg
vil selv bringe Lønbrevet, itte som det stod hist i Flammen
og som nu tun den Alvidende stal se det — men som en
forsonende Aand vil strive det om i min Sjæl.«
»Godt! jeg splger eder med Mandstab.«
»Nei, Gut-et det er umuligt. Kongens Stolthed er
oprørt; han sbragter.Overrumpling; han vil og maa ind
gennem Porten eller over den stormende Mur, og begge
tan vi itie her undvcereö. Findes Lsngangem vil den vist
ogsaa være vanstelig at komme igennem selv for en entelt
og vaabenlss.«
»Saa lad det Eventyr fare, Drostt for en er det for
vpveligt.«
«Jeg vtl dog vove det« —- sagde Auge bestemt efter et
Øjeblitg Betæntning —- »men tngen stal fslge mig, og ingen
maa vide det; selv itte Kongen Er jeg her itte inden t
Morgen Middag, saa metd-Kongen, at jeg formodentltg
scdder fangen paa Slottet eller hat nvget for, hvorved jeg
kan vcere ham og eder alle gavnligere, end selv i Spidsen
for Stormløbernel Jeg stoler paa, J leder Angrebet efter
Astale· Lyktes det, saa lov mig skim et, kcekke Grevel lad
Kongen ilke sætte sin Fod uden hvor Grunden er under
søgt og befunden cerligl og —- stulde J se mit Axelskærf
vaje noget Sted, da tro itke Freven, vg lad Kotigen ilke
ncerme sig et saadant Sted2«
»Ha, hat« — sagde Grev Henrit højrøstet og klap
pzde Aage paa Stulderen — ,,det var altsaa den Løndorn,
J vilde holde for Jer sele J tunde lige saa godt ladet mig
lcese Brevet, min hemmelighedsfulde Hr. Statsmandl Bi
kan altsaa vente Faldgruber og slige ElicevestregetxZ Godtl
naar man tun har Nys otn sligt, har det intet at bethde.
Ha! den højbaarne Hr. Junker! det er dog en nederdrcegtig
Form-der —- at strcrbe sin Konge vg sin Broder og en saa
dan Konge og Broder ester Livet« —
,,For Gud i Himlens Skyldt hvo siger det? ædle
Greve!« — udbrød Aage forskrcetket med sagte Stemme -,—
,,J raaber jo saa højt, som J vilde vække al Verden med
hvad ingen Inaa høre. Lad det Ulyklesord aldrig komme
over eders Læber! Jeg siger eder jo, det er tun en Eis
-ning, en gruelig Mistanke; det vilde sonderrive Kongens
Hinte, kom det ham for Øre; det blotte Rygte kunde frem
talde frygtelige, blodige Optrin og bringe den største Ulhkle
over Landet og Kongehuset.«
,,Jeg billiger eders Forsigtighed i denne Sag, cedle
Dtost!« — svarede Grev Henrit alvorlig og med dcempet
Rost, idet han saa sig om med et skarpt Blit. — »Von
rolig! her lan ingen have hørt os. Der har J min Haandl
hvor et Ord tan gøre saa store Ulhkker,skal det visselig al
drig komme uden for mine Tænder. Men slaa hint for
vovne Eventyr as Hovedetl det kan koste eders Liv og til
hvad Nytte!«
»Et kostbarere Lin Redning« —- sagde Aage. — ,,Jeg
matt have Vished i denne Sag: slal jeg vogte Kongens Fod
sor lønlige Faldgruber, maa jeg kende dem selv sørst· Gud
Hvære med jer! —- FarveU —- Den, der i to Aar var band
Jkyst« — vedblcv han med bevceget Rost —- ,,har leert at
Jtrodse Stimænd og Djævle.« Bagtblusset oplyste hans
"blege, noget svcermeriske Ansigt, og det var som der udgik
et mildt Lys sra hans Aasyn, idet han haevede de unerke
blaa sØjne mod Stiernehimlen. — »Følg mig ikke!« —
tilsøjede han — ,,jeg tror paa den himmelsle Velsigncsse
og de gode Aanders Magt, ser J, vg saa maa den for
disle Forbandelse forstumme og de onde Aander sthrte i
Asgrunden.«— Med disse Ord trykte han heftig Grev
Henrits Haand og git med hasttge Skridt tilbage til SI
taarnet. Grev Henril rystede paa Hovedet og saa ester ham
med et deltagende Blit, men fulgte ham itke.
Lllcote Kapitel
Dei gamle Søtaarn laa teminelig langt fra Slottet i
den nceften øde Dei af Btjen tæt ved Stranden Dei Var
et rundc af Kampeften opført Vagttaatsi, med Siydehuller
« iMuren og trieb-en Vcegtergang foroven mellem de Haufe
formede Tinder. Forneden var der to hvcelvede Stenftuer,
hvoraf den ene brugtes til Vagtftue i Krigstid, den anden
til at henfMte de drutnedes Lig i til de begroves. Taarnet
dengtes fornemmelig til at udhcenge Lygter paa om Natien
i Siorm og Uvejr, for at vejlede de føfarende ved Jndløbet
i Bugten
J Vagiftuen traf Droft Aage den dødelig faarede
Lanetncegt, foni var ncer ved at opgioe Aanden under
Saarlægens Pleje og en gejftlig Mands Banner-. En
Graabroder, fom var hentet fra Klosterei, var i Færd med
at give ham den sidfte Olie. Paa et Bord laa der en Per
gaments Lap, hvorpaa den fromme Franciskaner nylig
havde opskrevet den døendes sidfte Villie. En Tranlampe
hang paa den fmudsige Mut og oplyfte Stenhvælvingen
og den alvorlige Dødsfcene. Med et deltagende Blik til
den døende Krigsmand forlod Aage Vagtftuen, næften uden
»at bemcertes, og aabnede Døren til den faataldte Ligftue,
hvorfra der, efter Sagnet, i Esbern Snares Tid havde
iværet Nedgang til en underjordist Vej, og hvor Aage for
modede at sinde den formentlige Løngang til Slottet
J denne stumle og for Spøgeri berygtede Ligftue
var den fangne Morder bragt ind. Ved Badskcerens Hjælp
var han kommen til Live og forbunden; men han talede
vildt og rafede. Man havde bundet ham til de druknedes
Ligbænl, der tjente ham til Løjbcenl, og alle havde forladt
ham med Gru og Affly.
Da Dwft Aage traadte ind til ham i Ligftuen, faldt
Siinnet af en gul Hornlygte, der hang i Loftet, paa Mot
derens blaa, opfvulmede Ansigt med Harefkaarsftrammenj
og de hæslige Hugicenderz han lo grueligt og star Tom-T
der, som et vildt, lcenlet Dyr. »Kommet du der, du band
lyfte Kongehund!« — mumlede han og kalte Tungen ud af
den fraadende Strube — »faa er du nu ogsaa død og for
dømt? det er dog en Smule Trøft mellem Djævle. —- Nu
bides Fifkene om min Nceve paa Havfens Bund, medens
jeg ligger Lig her i Helvedes Forftue. — Dei var din Skyld,
du blege Dødning med St.-Jørgens-Svaetdet! —- Jeg var
dog bange, du var sluppen fri, for din dumme Fromheds
Styld og for din Hundetrofkab.«
»Hvi faa?« — spurgte Aage og sattes i en underlig"
Spænding ved halvt at gaa ind i den tafendes mørke Fan
tafi — »hvor kunde du tro, at en bandlyft Mand tunde
undgaa Fordømmelfen?«
»Seit du, Kamme-all« — hvifkede den bundne Sti
mand og ftirrede vildt hen for fig— »den famme hellige
Mand, der overgav dig til den onde, han gav mig Btev
og Segl paa Himmeriges Rige. Dei ligger der i min
Bamsz Satans Barber star den nys af mig; og Brevet
var Løgn, fom al Dyd og Fromhed i Beiden. Kunde den
hellige Mand give mig et falst Brev paa Saligheden, kundej
han vel ogsaa gjort falfk Regning med din Sjæl — Dei
glaeder mig dog, han duer til noget« —- vedblev han og lo
fcelt — ,,det hat Ieg altid tænkt: forbande kan de forte Karle
langt bedre, end de kan velsigne. Men hvem gjorde det af
med digs den Haand, der siulde gjort det, er Fanden i Vold
—- hui der bed en fulten Fift mig i Neglersdderne« — —
»Hvem var Lønbrevet fra? og hvem stulde du btagt
deli« —- spurgte Aage nu pludfelig med streng Rest og
sircemmende Myndighed-— »Men) Sindliedeni og bei
gaa dig bedre, end du har fortjent, eiendige!« "
—— ninntlede Etiinanden — »nej, strenge Herre! lad L
onde tage hoad hans er, og Ole Arks syndige Sjcel III
naar galt skal dæret jeg her sendt mangen sordstnt III
brav Karl til Hinnnerig; men skal jeg nu selv gaa Fuss
i Vold, stal det være som en rettroende Kristen, og ins
skal sige mig paa, jeg brød mit sdorne Ord, om dei ssj
dar til den livagtige Satan.« ,
,,3ig mig Bejen, du skulde gan! er den her?« — ded
blev Llage og saa sig om i den slnmle Stenstue.
»Vejen til min Herres Hule2« —- nnnnlede den bund-e
Stimand og grinte — ,,leder du om den? Kammeratl taj
dig i Agt, du ikle brcender dig paa den!« —
,,Llltsaa her dog!« —- sagde Aage ved sig selv og sa
sig endnn opntærksommere om— » og her er Nøgleni ikkt
sandt?« Med disse Ord fremtog han den gamle rusint
Nøgle, der Var funden tillige med Lønbrevet i Stimandenl
Klar-dein
,,Rigtig, Kannneratt Nøglen til Heldede!« gentog des
affindige Morder og lo hcesligi.
Dlage undersøgte nn hele chelvingen, men saa intet
Spor til nogen Kcelder eller Nedgang Gulvet Var brolagj
med store Kampestensfliser. Han stampede flere Siedet ox
sornam endelig en hnl Lyd og en Klang as Metal under
Stengnlvet. Han tog thten as Jernkrogen i Losthvælvini
gen og satte den paa Gulvet. Da opdagede han en stor, M
Sten, som kunde optages, og hans Formodning stadfæsie2
des; den løse Sten stjulte en fast tillaaset Jernlent, der doq
nassten shntes for liden til Nedgang for et Menneske. Hat
prøvede Nøglen, og den passede. Han aabnede Lemmenz en
raa, sugtig Kælderluft steg ham i Møde sra en bælgmøtt
Grube, hvortil en Stige førte ned i den stjulte Dhbde.
Under digse Undersøgelser laa den rasende Morder
paa Ligbcenten og grinte med sordrejet AnstgL Aage stot
betænkelig ded Aabningen og overdejede sit vovelige Fore
tagende; da faldt det ham sørst ind, at han uden Forklceds
ning upaatvivlelig maatte røbesx hans Blik saldt paa den
blodige Bams; man havde flænget as Stimanden for at
forbinde ham med. «Godt!« — sagde han —- »vi bytit
Klæderi der har du min Kappe og Hat! jeg tager din Ttøjt
og Hue.«
,,Godt Bhtte nok!« —- nnnnlede Ole Art —- ,,sølget
niin Lhtle med min Vams, gaar han nu neden om til HE
der og Lytta Ha, løs mit Lig, Satan! og lad mig folgt
med ham i Asgrunden!«
Jlke uden Afsky isørte Auge sig den smudsige og blo
dige Landløberdragt, der dog opfhldte Hensigten og gjordt
ham ncesten ukendelig. Dchaa tog han Lygten i Haanden
og gjorde Mine til at nedstige gennem den snævre Aabning
i Gulvet. Men nu forvandlede den bundne Stimands
Haan og Trods sig til en ynkelig Jamren. »Forbarmelsel
Forbarmelfe!« — skreg han —- »tag ikke det sidste thglimi
fra mig! — Nu kommer Djædelen selv og sønderriver mig.
— Ha! lad mig ikte ligge Lig her i Mørke! Forbarmelsq
Forbarmelse!« Han rev i sine Baands og hhlede.
«Bed din Gud og Dommer om Forbarmelse!« — sang
Aage —— ,,jeg kan ikke hjælpe dig.« Dernied klemte han sig
ned gennem den sncevre Aabning med thten i Haanden
og drog Kælderlemmen til ester sig, for ikke at høre den af
sindiges Hylem men han var nær styrtet hovedkulds ned as
Stigen, idet han med Forscerdelse hørte, at Jernlemmeu
smceldede i Laas over hans Hoved. Det var ham som han
havde begravet sig selv lebende; Nøglen havde han forssmi
at medtage, og over den tillukte Gravhule shntes nu Sti
mandens dæmpede then at tabe sig i en hoverende Latier
Aage svimlede, men fattede sig og holdt stg sast i dt
sugtige Trin, medens han vedblev at stige ned. Endelig
stod han oed Enden af Stigen. Nedgangen var stejl og
dhb; men den førte til en snaever, hvcelvet Gang, der var
saa lad, at han nceppe lunde gaa oprejst. Lusten var mudi
ret og kvælende, og han traadte ofte paa sprællende Tudse1
og andet Kryb. Han holdt Lygten hen sor sig, men øjnedt
intet uden den lange smalle Løngang, som han ingen Endt
kunde stimte paa; dens Retning overbeviste hatn dog om
at den upaatvivlelig maatte føre til Slottet. Han gik fren
med hastige Slridt og saa urolig til Lyset i Lygten, son
stinnede mattere og mattere. Luften shntes ikke at inde
holde tilstrcekkelig Næringsstof for Lidet og Flammen. Hat
var næppe kommen hundrede Stridt frem, sør hvad hat
besrhgtede siete: Lyset slukter i Lygten, og han stod I Mtt
ke. Han sølte en Ængstelse tillige med en Mangel pas
Kraft Dg Dristighed, sont dar ham ufcedvanlig. J det sam
me hørte han en hul Klang langt bag ved fig, ligesor
Jernlemmen atter var bleven aabnet og tilsmceldet. Ha«
forstcerkede uvilkaarligt sine Skridt fremad, men gled hvet
Øjeblik paa slibrigt Kryb og maatte ofte standse for at drag
Aande, medens den Lust, han indaandede, syntes at lam
hvert Lem og sammensnerpe Brhstet. Han var ncer dei«
synke afmcrgtig om; men nu syntes han at høre en Lydsfm
as listende Trin bag ved sig, og den forøgede Speis-Syst
ding gab ham Kraft paa nh. »Er her nogen?« — taub
han og vendte sig om; men ingen svarede, og der blev plnl
selig dødsstille igen.
(Fortscettes.)
B. S. Jngemann:
Valdemar Seien
J Omnag 80 Centr. · Jndbunden ei.2t
Erik Menveds Barnzom
Jndbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omslag 80. »Jndbundeu UN
DMISZ VIII PUBL. MVSL VII-Us- Nod-.
