,,Hvad fattes digZ lille, icere Bam! kan du ikke taale
at agc baglænds?« — spurgte den omhyggelige Husfrue.
—- »Kom, byt Pladö mev mig! jeg kan taale det.«
! »Ak, lad mig sidde!« —- fukkede Ulrika og stjulte sig
’i sit Sinn —- »Margrethe! Margrethe!" — bviskede hun
. hulkende og flyngcde sig til Søsteren —- ,,min Drom! min
L Drom! — han er fangen —- det gcelder hans Liv!«
! »Stille, stille, kcereste Søster! — hviskede Matgreihe,
I— »det er jo tun et Rygte. Vi vil nu bebe for ham og
alle syftdige Sjcele. .Se! den kære Herre Gud ladet jo sin
l milde Sol endnu siinne over os alle.« «
Karmen tulleve forbi en Flok stadselig fmykkede Bot
: gere, der gik til Kirke og hilfede høfligt. Ulrika sattede sig
og nikkede ned til dem med en fornem Mine. De stak
Hovederne sammen, og hun fornam vel, at Talen var om
hendes Skønhed og formentlig høje Byrd.
lmaatte standse nogen, fom oilde u’d af Slotkeh og at M
gen under Livsftraf maatte løfte Haand mod den IM
bagrne Junker, hvis han var til Stede?«
»Det var Kongens Bad til os alle« — sont-de
Troften.
Osaka oed jeg da, jeg hat Ret, om jeg ogsaa lob
Zkælmer og Forrckdere undslippe!« — vedblev Ryttemh
—- »Jeg stoo Vogt veo Porten til Vaggaarden, Härte
Trost! og jeg sca tre formummede Herr-r trcekke detes
Heste uo af Staldenz de forsvandt gennem en Skanselaage
Heo Fioroem og vor Herre mag vide hvor de blev af. Mitte
;.kns.17.1nerater mente, oi skulde standfe og gribe dem, for de
listede sig san nnderligt Dort og saa ud til alle Hacmdez
men jeg sogrm nej! det er halsløs Gerning, hvis vi rote
dem, cg di che dem unvong Den ene var ganske bist
den lille Tysker, der maatte give jer Slottets Nøglexx
Den anoen var en tyk Karl, som nceppe kunde vtalte af
Sied. Men den tredie var en hof, barst Herre; han tru
ede og flog om sig ved hvert Skridt. Jeg tør næsten bande s
paa, oet var Junkeren selv. Han var noeppe to Favne fra
mig, san blev hnn mig not var og blev ligesom lidt sty:
ban trat sin Heft over Møddingen, for ikle at komme oz
for ncer, kan jeg tænle, men saa faldt Hætten fra han
Nakke, og jeg saa dct lange sorte Haar, som J nok kender;
oet er jo saa stridt som en Hestehale; ingen har det saa
skummelt og hcesligt i hele Landet som Hr. Junleten; men,
fom jeg figer, oi lobe ham gaa og rørte os ikke af Siedet.
Kongen vil nok selv vide at tugte hom, tænlte jeg« — »
,,Godt!« — afbrød Drosten ham —- «du har opført
dig som du burde. Hvad der er Kotigen og hans Brodet
imellem, kommer for Resten ilke os Ved, og om Junkerens
Haar er kønt eller hcesligt endnu mindre.« Dermed spo
rede han sin Heft, og det gil fort i skarpt Trav uden Op
hold.
Kong Erik og de Fredlose
liistorisk Roman i to Tele
af
Bernhard Sevcrin Jngeniann
F o r s t e D c l.
( ForiiatJ
»Bei dilde snierte mig dnbt, redle Jomfrn Margre
tde!« ——- iugde Auge —— »wi; min retsindige Konge dlot
et Tiedlil stillde innes uretfardig i eders thie; men eders
Sag er bleden dunkel og indditlet for den, der itte, soln jeg,
lender eders fromme Eind dg lxele elstoatrdiae Versen. At
den forbrnderste Vadner Kugae dur i eders Zelstad, er op
lnst; edets ulyttelige Tillid til denne Forbryder lsar lastet
Stygge paa eders nstyldige Færdx men, ded den ledende
Gud! jeg dil retfærdiggøre edek; er den derdslige Reife-cr
dighed blind, slal en Gudsdoni og mit ridderlige Eva-ed
visselig aubne dens Øjne!«
»Im Guds og dor tcere Frues Zt1)ld, nej, kcrre
Drostl« ——— ndbrød Margretl)e hald forstraellet — ,,dil J
satte eders dyre Lid dua ndaen Sag, saa lad det date daa
den ddjere da diatigete, hvortil J hur indviet det, tnen itle
et Par Udetydelige Fangers ZtæbneI At lide Urei er jd
beller ille den ftørste Ulytte« —- tilføjede hun med et mildt
dg leerligt Blit, idet hnn odloftede de store, langhaarede
Tjenluag og saa ud gennem Haderuderne mod den tlare
Himmel· — »Overil eder itte for vor Etyldl Vi dil jo
gerne die Paa Herren og den delejlige Stund. Naar di tun
tænler pua den Uret, vor Herre led for vor Styld, tan di
jo sagtens dære vort lille Kors gennem et statket Lid for
hans Ztyld Gud være med jet, cedle Drost Aagel« —
dedbled hun L- »hjertelig Tat for den Mildl)ed, bdorined
J nceften har gjort dort Fangenstab her umærleligtl Vi
dil nU sadne eder ret meget. Jeg gleminer dist Zialtadlet
igen; men hdad di hur talt samtnen ded Tadlbordet glem
mer jea aldrig. De smulle Viser, J bar lcett mia, stal jeg
heller ille glemme, og naur di Piaer taler om Florez og
Blanzefldr, dil di ogsaa husle dua eder on de stille Aftener
her ded Kantine-n da alle de stønne Ridderoedentnr, J for
talte os. Kommer Kongen hettil i Fdraaret, som man dil
fige —- saa totnmer J del med?«
,,Mausle« —- sdarede Aage —- »jeg dil i det mindste
alæde mig oertil; dog hvoe Kongen eller hans tro Mænd
ital ocrre til Foraaret, rauder ban nædde seld for, ædle
Jomfruk Der er en nrolig da farlig Tid. Gud styre det
for os alle til det bedste!«
Dei nor han visselig og altid, tcere Drostl« —- sagde
JJturaretlse i fortrolia da venlig Tone, idet hun lagde sin
Haand paa hans hdjre Ann, der hdilede i den brede Vin
dueslarm — ,,seld hdad der flnies os darst og ulntleligst,
er tilsidst dog det bedste for os, naar der ingen Snnd er i.
Tette Fungenslab, der for ndgle llger siden snntes inig saa
grneligt, bar dog daret inig den glcedeligste Tid siden Fader
dg Moder døde.«
,,.Kcere, fromme IJkargrethe!« —- hdistede Auge med
damdet Heftiahed og lagde sin denstre Haund over hendes
daa hang Arm — ,,tør jeg baabe, jeg har haft mindste Del
i den hiinmelste Fred og Glcede, jeg daglia hat set ud
straale as eders stille, fromme ØjneZ det Vald, hdorfra
eders Haab og Fryd udflnder, er visselig det evige Lids
Kilde; den Glæde udgit itle til eder fra noget mennesle
ligt Sind.«
»F hdert cedelt og fromi Menneslehjerte udfpringer
jo en Straale af hin evige Lidets Kilde« —- svarede Mar
gretbe —- »om end dens dybeste Bald er stjult i Guddoms
hiertet, der braft for os alle for at sainle alle chele i sit
uendelige Dle af Naade og forbarinende Karlighed.«
,,Kcereste Sjcel paa Jorden!« —- udbrød Aage med
overstrømmende Følelse —- «tør jeg hande, hdad jeg ille
tør udsige?« —- han holdt inde og tilføjede roligere: «dil
J virtelig savne mig en Gang imellem og synge de Sange,
jeg larte eder?«
»A! ja, det dil jeg! —- men — den fremmede Heere
vil. not tale med edel-, He. Drost2« —- afbrød Margrethe
ham nn hastig og tog rodmende sin Haand tilbage. —
»Som jeg sagde eder« —- tilføjede hun heit, idet hun traad
te frem med ham as Vinduesfordybningen og søgte at sijule
sin Undseelse dg Fordirring — »Halsbindet maa J beholde
paa, og Armen maa J vogte for den nedhoengende Stil
ling.«
»Dersom det er eder belejligt, Hr. Drost!« — sagde
Mester Petrus, som besteden hadde narmet sig, uden at dille
afbryde hans Samtale med den stønne Jomfru — »saa
lunde vi nu maaste slutte vore Forhandlinger i eders Lim
tamtner!«
,,Paa Øjeblillet, cervcetdige Herre! tillad mig tun et
Afsledsord til den adle, gastmilde Husfrue« —
«Og til mig med, He. Droftt hvorvel vi aldrig ret
hat lunnet forliges« —- afbrpd Jomfru Ulrila ham og
rejste sig fra Bordet, hdor Mester Rumelants Lodtaler oder
hans gode Herrer og Meerener allerede begyndte at lede
hende.
Eiter flere gensidige Høflighedsudtryt, der dog ille
sadnede Sandhed og Hierielighed, forlod Drosten Frueri
stuen med Mester Peteuöz men den, han« Øjne langst ddces
lede ded, var den stønne Jomfru Margrethe. Da det rin
gede til Hsjmesse i Vordingborg By, red Deost Aage i fuld
krigerst Rustning ud ad Slotöporten i Spidsen for de to
Ttediedele af Botgens Bescetning. Paa samme Tid kstte
Husstuen til Kirle med de to fangne Jvmfruer. Ved Kors
vejen uden for Slottet vendte Drost Aage sig endnu en
Gang om vg hilsede Damerne i Feuer-kamen og han be
markede med Gleede et hvtdt Slør, der viftede fra Kar
men i den stille Jomfru Margrethes Oaand Feuerleit
men blev ledsaget til Kirle af Or. Ribolt med de tre frem
mede herrer til Dest.
»Hm-r stal Drosten hen med alle de Krigtmcendf He.
Slotsbefalingsmandl« — spurgte Ulrila nysgerrig og stak
Hovedet ud af Karmen —- »her er dog aldrig Krig ellet
ORer
»Man vil tun rense Landet for de fredlsle og alle
Landstrygetes — spatede Dr. Rtboli. —- »Den Sttmand,
det vveefaldt Drosten, ital allerede viere paagreben« —- til
fsjede han i llgegyldlg Tone, uden at tcnke paa de fangns
Jomseuers Fothvld til disse almindelig fvrhadte Urosttfs
tere, og uden at lagge Meile til, at den livlige Fritterinde
stiftede Farbe.
Niende Kapitel
Det var ever ;lJiidnat, da Trost Llage med sin Rot
«terskare nasrmede sig Jssefjorden ved Holbæh Tet Var
stille Frofwejn Sneen lyste i den stjernellare Vinternat.
Enamoserne da alle Vandsteder Ved Vejen Var tilsrosne;
men Fiorden oar endnu nahen. Holbcet lignede mer en
Rain, end en Stad; i Siedet for Hase saa man for det
mefte tun entelte Mute oa enliat staaende Elorstene paa
de ode Tonnen For sem Aar siden var Byen bleven ad
vlnndret oa nasften helt afbrændt af den norsle Flaade i
Fejden tned Marst Ziias oa de fredløses Parti. En Del
Smaahuse var doa opdnagede iaen. Kirken oa det store
Graabrødretloster stod usladte, saa vel som Slottet, der
erf«J11nlcr Christopher nylia var sat i aod Stand, og som
han nn, trodsz Kotigens Fordud, lod til at ville gøre til
lige saa sterrl en Frestning som Kallundborg.
Ved Aaaes Zide red en aldrende Ridderhøvding, Or.
Ribolts Broder, en tads, aloorlig Herre, som undervejs
dar underrettet af Droften om hvad der skulde soretages.
Da man nrermede sig Byen, holdt man stille oa lod Hestene
udpuste, medens enhoer Rytter modtog sine Forholdsreg
ler. Man red derpaa lanasomt oa uden Larm gennem
Bdens snebedcelte Gader oo sorbi Klosterei, hoor alle laa
i dhb Zøvn· Paa Zlottet snntes man ligeledes at hvile i
den stvrste Tryaheo Zelv Boraoaeaterne Paa Murtinden
dar indslnmrede. Man undersogte Borgen saa vidt mu
liat paa alle Sider. Der var intet Lys at se i hele Høje
lostslmaninaenx tun fra Ridderlostet mod Fjorden stin
nede en svaa Lnsning fra et Vindue, og ved Stibsbroen
haa Zlottet laa en Knor med røde Zeil, hvorfra der glim
tede en Hornlngte Paa Zlibsbroen gil en tyk Ridders
mand i en Ravestindspels op og ned og syntes at vente
Paa noaen; han gabede ofte og gned sine Hemden medens
han utaalmodia saa op til Vinduet, hvorfra det enlige
Lns stinnede. En lnrvet, enøjet Karl med hcesligt, for
sviret Landstrygeransiat sad halv slumrende paa Bollwer
lei.
,,-’falder du i Zøon oa dratter i Fjorden, Kystek be
flubder du Rebslageren for en Hampesnor!« —- sagde den
tytle Ridder og lo ad sit eaet Jndfald.
»Ja saa! tror J, Strillen er mig saa vis, He. Palle!«
—- brummede Karlen —- ,,J har godt ved at spase: J er
hverlen slabt til at drulnes eller haenges; med jer trinde
Bug maa J jo svømme oven paa som en Øltønde, og den,
der slulde heenge jet, maatte selv lægge Hals til.«
»Godt!« —- svarede Palle og gabede — »det er en
politisk Stabelon, jeg har; den lunde du og dine sorvovne
Herrer trænae til. Men hvor Djævlen bliver de as? Det
er en Fandens Tid, de der kan vrøvle og raadslaa!«
»Bei geelder ogsaa hojt Spil, Hr. Palle!« — mum
lede Karlen og slog sig med Armene om Livet for at holde
Varmen. —- ,,Havde jeg tun en god Kande tysk Øl i
Skruttem vilde jeg nol holde Øjnene aabne.«
»Nun du holde et Øje aabent, er det al Ære vcerd,
siden du ille har sler ved Haanden!« — stæmtede Ridde
ren. — »Men hvad Poller teenter Junkeren paa?« —
vedbled han: — ,,at scette mig paa Vagt her i Frost og
Kulde, medens han raadslaat om vigtige Ting i sit varme
Lønlammerl mig, som er hans højre Haand og indviet i
alle hans Hemmelighederl Her-, sig mig dog, Kystel hvad
stal dette lønlige Naitebesøg betyde? Den stolte Niels
Brock og Johan Papce lendte jeg nol; det er to Fandenö
Karle, og hvad de føre i deres Skjold, kan jeg not Vide;
men hvemdar den tredie Herre, du bragte hid? han, den
lille med Pultelen og den røde Kappe?«
»Bei er Fanden selb, tror jeg nu fast« — svarede
Romningsmanden og lorsede sig —- ,,en Helsemester er
han i det mindste; sorstaar han ikke den sorte Kunst, dil
jeg lade mig hænge. De kalder ham lloge Mester Thrand;
han sial vcere dømt til Baal og Brand as Paven og forvist
baade af Konger og Kejserez men han giver dem alle en
aod Dag: han ler ad al Verdens Regiment og Herstab og
bryder sig hverlen om Guds Søn eller vor Feue, naar
han er til Ses. Hat han Ret, vi er Narre til Hobe i den
hele Kristenhed og slulde ingen andre lystre, end den vor
Herre, der er i os selv og i al Ting; dog det gaar over
min For-stand. Han kan ogsaa være from til sine Tiber;
d«et saa jeg, da han tyssede Ærlebispens Haand til Assled
og modtog Asladsbrevet, som han rigtignok siden smed over
Bord. Han er en god Ven as Niels Brcck og kan gøre
Guld, vil man sige.«
,,Nu, saa gld han vilde leere os og Junkeren den
Kunst!« —- sagde Palle — »saa var det Synd, han stulde
brcendes for den Smule Kettteriz derfor bliver han jo
not brændt en Gang i den anden Verden. Men sig mig,
Kystel kommer du sog dlne Herrer fra Hammershus og
sra Ærleblspen, hvor ist J da komme Junkeren under
Øjnel Ærleblspen hat jo lige saa vel ovetgivet ham som
Kotigen til den onde, og det maa jeg tilstaa, Junkeren hat
rtgtignot ogsaa veret ham vertre, end ti chevle.« »
»Bei maa de store Herrer sorstaa!« — svarede Kyste.«
— »Jeg tjener den, der hyrer bedst, og spsrger for Resten
om tngen Sing. Havde jeg vidst, Ærkebispen irkgen Sr
tug bragte med og stulde miste alt, hvad han ventede fea
Staane —- saa stulde Fanden sat sit Liv i Vove for han
SWWX
»Bei var not en streng Fakt, J havde med ham sra
Sie-borgt«
bjerget. Vi inaatte rorntne ind under Hveen, og vi laa
med Livet i Hænderne en hel Tag og to Nætter oed Salt
holmen. Der var Jagt paa os alle Vegne med Knorer og
de forbandede Fisterstuder; men Taagen og Ærkebispens
Bonner hjalp dog den Gang. Vi sejlede med Liossare i
en knlende Storm til Fiaaselsjerg og da vi naaede Ham
niersjshnsz var oi fast sortomne af Sulr og Kuloez og hoao
fik oi saa for det? Den aale Morten Madsvend fik Bi
spebrev til en Pilgrims-fakt: jeg og LleArt sit en tør Bel
fianelse ner tre inagre Fingre og nyt Aslad sor ti Aars
Ennder. Dei tan tin-re godt not til sit Brug; jeg vrager
aldrig Guds Gaverz men det Slags Gaver sylder kun lidt
E Pung og Marie. Det forstaar sig« — tilsøjede han —
,,oi har nu Lov til at søge vort Brod, hvor vi kan finde
det, og plyndre vor Herres og Ærkebispens Fjender til
oor Dødsdag uden at der stal svies et Haar dersor paa
ozi i Ztærsilden; men« —- —
,,Elaa dig til Taal-3, Khstel det er jo dog et Slags
Levebrød!« — afbrød Palle hani. — »Men holde dine
nne Herrer med Ærtebispen, kan jeg dog ikte faa i mit
Ooved hvad chrvelen de vil her: Junkeren og Ærkelsi
spen forliges jo som Hund og Kat.«
»Soni sagt, det inaa de store Herrer selv forstaa!«
—- soarede Rømningsmanden. —- »Hvad de har astalt
med Bispen paa Hanimershus, skal jeg ikke tunne sigezl
men kunde de nu skasse Junkeren Forlig med Mester Gran-DE
og Losning as Bandet, havde han oel intet derimod, og
en Tjeneste er den anden ocrrd: faar Junkeren Usred med
Ftongem tan han vel behøve lidt Rygstød, og faar de Kon
gen assat, kommer maaste Junkeren ovenpaa og kan hjcelpe
sine Benner igen. Dog det rager itte mig; det maa for
mig gaa hvordan Fanden det vil, naar her tun bliver bog
tig Røre og noget at fortjene. Men hvad var det for en
Lnd? horte J ikte Hestetrampen hin Side Slottet?«
»Drommer du? Kystel hvo stulde gceste Slottet saa
silde?« — sagde Palle og lyttede ængstelig.
»Bei har jeg mine Herren Nu maa her komme hvenl
Satan her bil!« —- sagde Rømningsmanden og lob ud til
Stibct. -
To høje Herrer i store, graa Kapper og med Hætter
over Hovederne, ledsagede as en lille, putlet Mand i en
rød Kappe, kom gennem en Londør i Slotsinuren og gik
over en smal Hængebro, der laa nedslagen over den ydre
Zlotsgrav. De styndte sig ned til Skibsbroem hvor de
hilsede Or. Palle med tavse Nik og steg i Studen uden at
mir-le et Ord. Der bleo strals stødt fra Land og hejset
Zeil. Hr. Palle rystede betæntelig paa Hovedet og saa
efter dem, medens han lyttede og syntes selv at høre en
sjern Klang af Vaaben og Hestesko uden for Slotsportenz
lian styndte sig over den smalle Hængebro, som han havde
staaet Vagt ved, og som han nu straks hejsede op efter sig,
hoorpaa han gennem Londøren i Muren ilede ind paa
Zlottei.
Paa den inodsatte Side as den ydre Borgbefcestning
itod Trost Aage med sine Ryttere. Han havde ladet dem
langsomt og en ad Gangen trcetke Hestene over den halo
suldendte Vindebro, der ej endnu kunde optrækkes. Den
oelbefæstede Slotsport var tillutt, og man havde nogle
Gange banlet paa, uden at nogen lod til at høre det.
,,.L7oem der?« lod endelig en søvnig Stemme fra Mur
tinden over Porten. Det var Kuren eller Borgvcegteren,
som nu reiste sig med et langt Spyd i den ene Haand og
et Allarm-Horn i den anden.
»Sooer du paa din Post-? Kure!« — raabte Aage i
streng Tone. — »Seit du ikle, det er Kongens Folk, som
skal ind! Rap digl Lad Porineren aabne straksl Det
er den ny Bescrtning.«
»Ni) Bescrtningl det ved vi her intet as — brum
mede Vcegteren. — ,,Jeg saar da vel støde i Hornet, som
Junkeren har befalet.«
,,En eneste Lnd koster dit Liv, Karl!« —- truede Dro
sien; —- »hoor Kongen selv vil besale, har ingen Junker
et Ord at sige.«
,,Gud velsigne jer, hvis det er sandt, strenge Herre
—- sagde Vcegteren glad ——— ,,saa slipper jeg vel for Troe
hesten i Morgen sordi jeg sov?«
»Nun gesoindtl eller oi sprænger Porten.«
Til Aages Forundring blev Slotsporten uden mind
ste Jndvending faa Øjeblitte ester aabnet. Den store;
Ryttersiare opfyldte nu Sloisgaarden, hvor man straks
besatte alle Jndgange tillige med Taarnene og Stanserne
paa Ringmuren. Dette stete hastigt og med faa liden
Larm som muligt. Lyden as de mange Hesteslo og de
tlirrende Baaben havde desuagtet vakt alle Slottets Be
boere, som med Forfærdelse tigede ud as Vinduer og Lu
ger og vidste itke i hvis Hander Slottet var faldet. Men
nu lod Drosten tre Lurblæsere sammenkalde de afvcebnede
Huskarle med alt Slottets Mandstab. Han lod Slots
fogden og Hastyendet i Kongens Navn kundgøre, at de var
asløste fra deres Bestilling her i Junkerens Tjeneste, og at
Kongen indtil videre ser havde taget Slottet i Besiddelse.;
De, som vilde trcede over i hans Tjeneste og sværge hams
Trostab, kunde blive; de andre stod det srit for at drage’
bort og tjene Junkeren paa hans andre Lehnsborgr. Bed»
denne Kundgørelse blev Frhgten forvandlet til almindeligs
Gleede. »Kongen leve!« lod det fra Mund til Mund. Der
var itke en eneste Hugkarl, som vægrede sig ved at stiste
Herre, og der hortes mange Ytringer, som viste, hvor lidet
Junker Christopher havde vidst at vinde sine undergivnes
Velvillie. Saasnart den nye Besoetning havde besat alle
Poster, gik Drost Auge med sit øvrige Mandstab ind paal
Slottet. Borgsogden lod sig nu sørst se. Det var en lille,z
ordlnap Mand med halv tysk Udtale; han overleverede
Drosten Slottets Nøgler og lod til at dele den almindelige
Tilsredshedz men saasnart han hadde faaet sine uventede
Gerster vel herniede, sorsvandt han og kom ilke mer til
Syne.
Jnden det endnu var Dag sad Drost Auge atter til
Hest og drog med Halvdelen af sin Rytterhob ud af Hol
»beek Slot ad Vejen til Kallundborg. Or. Riboltz alvor
lige Broder var bleven tilbage, som Slotshøvding, med
streng Befaling til ilke at aabne Slottet for nogen eller
tllbagelevere det til Junkeren for end han faa Kongenö
Brev og Segl dersor.
»Herre Drost" — sagde en gammel Mitter, da de
drog ud as den endnu slumrende By mellem denö Rainer
og Braller — »det var jo eders egne Ord, at vi itle
, »Ja, det tan J tro! det holdt haardt inden oi fit ham
I«
«
.
Jnden Trost Aage med sine Krigsfolk naaede Kal
lnndbnrg, ncermede Kongen sig alt Staden med største De
len af sit Ridderstab og et talrigere Følge af Ryttere og
Lanfekncegte, end han nogen Sinde plejede at drage gen
nem Landet med, naar han agtede at gcefte sine Lensmcend
eller en af sine Vorge. Tet var ved Middagstid Hestene
stummede cif det ftcerke Ridt. Man standsede ved St.
Joraens-Hofpitalet pna den høje Møllebakke uden for
Byen.
Rygtet om Kongens Ankomst var ilet forud: det hav
de mod Sceddane, opvakt ftor Frygt i hele Egnen og iscer
sat Borgerne i Kallundborg i en vurolig Spænding, idet
here-Z Hengivenhed for Kongen og Frygten for hans Vrede
satte dem i det misligfte Forhold til deres strenge, under
ordnede Herre, Junker Ehristopher, og hans krigerste HI
vedsmand paa Slottet. Om en Uenighed mellem Kongen
og hans Broder gik der alt i nogen Tid de forstelligfte for
uroligende Rygter; men innen vidste det rette Summen
hceng Som Herre af Samsø, Holbcek og Kallundborg,
udøvede Junker Ehristopher en fast kongelig Myndighed,
hvor han som Lehnsmand, havde Krigsmagt og Ferti
ninnsværker under ftn Befaling. J den sidste Tid havde
man ofte set ham i Kallundborg, hvor han paa Slottet
havde sammendraget en anselig Bescetning og til Bor
gernes Forbavselse sat Skanferne mod Byen og Landsiden
i en Forsvarstilftand, som om man hver Dag lunde vente
en farlig Borgerkrig. For nogle Uger siden havde man
paa Slottet ncegtet at modtage Marsl Olufsen, der med et
lidet Folge Krigsmænd i Kongens Navn hane fordret at
indlades. Af denne Opscetsighed mod en kongelig Udsens
ding syntes man nu at befrygte de alvorligste Følger. Selv
foer Priner Nat og Dag fra og til Kallundborg, snart
med et stort, bevcebnet Følge til Heft og snart til Søs med
de bevcebnede Knorer, der bestandig løb mellem Samsø og
Kallnndborg og bragte baade Krigsfolk og Levnetsmidler
til Fceftningen. Jngen vidste, om Junkeren personlig var
til Stede paa Slottet nu, da Rygtet om Kongens Ankomst
bragte hele Byen i Bevcegelse; men man saa med stor For
skrcekkelfe, at Vindebroen blev optrukken og de alvorligste
Anstalter bleve trufne til at tilbageflaa et AngreT
J Spidsen for sit unselige Følge holdt Kotigen paa
Møllebakten og lod sin hvide Hingst udpuste, medens han
alvorlig saa ned over Slot og By. Ved hans højre Side
holdt hans fyrftelige Gceft, den unge, stormodige Mark
grev Valdemar af Brandenborg, der havde opfat sin Hjemi
rejfe og ledsaget Kongen Paa dette Tog, for at tage Afsted
med sm gode Ven, Junker Christopher, og om mutig af
vende det Uvejr, der truede ham. Ved Kongens Venstre
Side saa man hans raste Krigshøvding, den meklenborgste
Grev Henrik, der nu, nceft Drost Aage, syntes Kongens
fortroligste Ven. Rytterne Vandede deres Heste i Dani
men ved Heilig Korer Kapel. Alle St. Jørgens-Hospitas
lets Krøblinger kom ud for at se Kongen, og de talrige Si.
Jørgensbrødre eller halvgejstlige Sygevogtere kappedes om
at bringe ham og hans Følge Forfrifkninger. Den store,
nysgerrige Hob holdt sig dog i cerbødig Fraftand fra Kon
gen og de to fremmede Herren
(Fortscette5.)
B. S. Jngemanm
Valdemar Seien I
J Omslag 80 Ccnts. Jndbunden 81.20
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.20.
l PrinS Otto af Danmark
og hans Samtid.
Omflag 80. Jndbunden 81.20.
DANISE LUTR PUBL. ROTHE Blatt-. Nil-Is
- J "
: »
HEXE-M
