AI
Hvorfor cr Meuncskct Verdru?
(
Protoqu as L.
Mut-kind
Filum-.
Men allermest hemmelighedsfuldt og gaadefuldt er
Mennestets Forhold lige over sor Gud. J ethoert Maine
stebryst slumret en dyb Dragning til Gild, hvad enten den
ne Gud er en betendt eller ubetendt Gud. Hjertet sotbli
ver utoligt, indtil det hviler i Gad. »Jeg haever mine Øj
ne opad« —- det tommer itte Mennestet fta. Og hvor
dyht det end hat fortabt sig i Vetdens Nydelse, i Vetdens
Tummel og Verdens Bis-vom —- Længselen efter Gnd
vaagner altid op igen og gribet det med usvættet Magt.
iser Hr. Hätt-l er — titttods for sin Ghmnasticeren —
itte sittet paa at itte denne Lrengsel endnu engang over
vælder og betvinger ham). Orn en Aattier igennem hat
spottet over Tro paa Gud, gtibet oste hin Længsel ester
Gud Zpotteren paa den Maade, at han med et bliver et;
bedende Menneste, og saaledes med denne Bøn gioer helej
sit soregaaende Liv et Slag i Ansigtet. ,,Som Hjorten
sttiger eftet Vandsttømme, saa sttiget min Sjcel til dig,
minGud. Min Sjtrl torster ester den levendeGud. Naar stal
jeg tomme dethen og sees for Guds Ansigt?« (Salm. 42,
Vers 2 og 8·) Disse urgamle Otd er itte et entelt Men
nestehjertes Udtaab. Nej, det er hele Mennestehedens dybt
følte Sat, som tun Paa Davids Lcebet hat fundet et sætlig
gtibende Udttyt. —- Ud as hele Mennestehedens Sjæl hat
denne højt benaadede Semit talt hine Ord. —- Kort sagt:
Det et et historist Futtum, at Mennesteheden til alle Tiber,
overalt og Paa tustndfold Bis hat søgt Gud. De assiy
ligste Gudebilleder i Centralasrita er lige saa gode Beviset
derfor som det solbestinnede Hellas’s tosteligste Marmor
templet· Og heller itte det 19de Aarhundredes Menneste,
hvad enten det nu tilstaar det ellet ej, tender nogen Fted
uden Gild. Ogsaa det famler og soger ester Gad, selv da,
naat det med Stolthed talder sig en Gudsforncegtet.
Og dog, og dog —- vi behøoer blot at gtibe i Vor egen
Varm for at ertende, at vi undflyr den samme Gud, som
vi sogen at vi holder botte sta og ham, efter hvcm vi tor
ster, at vi itte tan være uden ham og dvg onster ham langt
af Vejen. Hvilten Gnade! »Er Mennestet ssaa siger og
sprrger Pagcal) itte stabt for Gud, hvotsor et det da tun
’ lntteligt i Grle Men et det stabt for Gud, hvorfor et
det da saa fuldt as Modsttctben mod Gud?«
Ja, hootfor? Det er det stote Spøtggmaal, som vi
atter og atter stoder paa. Evigheden er sttevet Mennestet
i Hjettet og under al Tidsforvirring duttet dette Ord attet
og atter op i Mennestebrystet. Det er dets Adel! —- Men
nestet hat to .Hcender; den ene strætter det ud over Vetden
som Konge over alle Stabninger; den anden her-ver det be
dende og tattende op til Gud som sin Faden Er det itte
Etorhed? —- Ja, men i samme Øjedlih som det antaaber
Gud, tvivlet det maaste Paa, om denne Gud vittelig etSi
steter. Er itte det Jammer? — Mennestet stammer sig
over sig selv, det stammer sIg over sme Shnder lige til
Fottoivlelse. Og dog disse samme Synder, som det for
dommer og fotbandet, dem gør det dog om igen og om
igen. O, hvor sondetrevet, hvot uharrnonist, hvor selvmod
sigende, hvor unaturligt det niennestelige Væsen er. Hom
fot er det san? Stulde det altid have vceret saa?
Stulde man itte lige over for dette hemmelighedssulde
og næsten uhyggelige Versen, sotn vi talder Menneste —
stulde man itte, siger jeg, as sig selv komme til den Etten
delse, at en fremmed sjendtlig Magt er trcengt ind i det
mennesteliae Væsen, —- et Element, som hat sjetnet det fra
dets egentlige Udspting og btagt det i Sttid baade med sig
selv og sin GudT
Og i Virteligheden i hver Religion er det, man stræbet
ester, at forsone den trcentede Guddon1. De rygende Al
tete hos alle Folt vidner, at det gceldet om at ndslette en
Geld, at botttage en Stillevæg mellem Gud og Menneste.
Men sporger man: Hvad er det da egentlig, som er blevet
anderledes med Mennestet, end det sra Begyndelsen var?
—- saa tier Videnstaben, saa tier ogsaa Filososien, og
Aabenbaringen taget Ordet. Men denne stiller i Begna
delsen as hele Mennestehedens Udvitling Histotten om Syn
desaldet. ,,Mennestet«, —- saa tæret Aabenbaringen —
«har paa sotbrydetst Maade sondertevet det Baand, som
sotbandt det med Gud; det hat fulgt en gudsjendtlig Stem
Ine og staaet ind paa sm egen Vej uden Gud. Saaledes er
det blevet stilt fra sit egentlige Livselemeni. Da det blev
stemmed for Gud, blev det ogsaa stemmed for
sig selv.« Bil du itte hetragte som tilfotla
deligt, hvad den guddommelige Aabenbaring beretter orn
Syndesaldet, saa maa du dog indtpmme, at du tusinde
Gange besinder dig i Strid med en højere Lov i dit eget
Jndre, og at ovetalt, hvorhen dit Øje ser, Sandselighed
og Selvisthed ruineret og undertrytter Mennestene og got
dem umennestelige.
Vor Herte Kristus vidnet atter og atter om Menne
steue, at de var sortabte. Og de er sortabte, sordi de hat
tabt sin Gud. (Jeg erindtet blot om Lukas 15, om Sig
nelsetne om det tabte Pen«gestytte, det tabte Faat o·g den
sotlorne Son). Et sortabt Faar et et, sont er tommet
bott sra den gode Hyrde og den grsnne Græsgang. Stilt
. fra Ohr-den, er det udsat for Hungerens Futen for de Fa
tek, som Torne, vilde Dyr, Asgrunde og Sumpe ttuer
med. Det et endnu et Faar. uagtet det et sottabt, men det
maa lidt ester lidt gaa tilgrunde, sordi det er sortabt.
Paa samrne Maade et det med Mennestet.
Dets egentlige Livselement er i Gud. Ligesom Fisten
i Vandet hat sit Element, saaledes stal Mennestet leve,
aande og viere i Gud. J Guds Villede og Samsundet det
stabt; her udsoldet sig detö Stonhed og Magt. Løst sra
Gud maa det omtomme.
Guds Billede er itte ganste sorsthrtet i Mennestet.
Det tan sorge over Syndetne, det tan længes efter For
tssning sta Synden, det tan viere fyldt af en tstende
hjemve ester Gut-. Det et tun en nstemt Hatte Vistnot,
en ustemt Harpe er san godt som slet ingen harpe, naat den
manglet, som tan stemme den. harpen tan itte stemme
sig selv. Mennestet tan ttte sorlsse stg selv. Det et en
Att as Gudz suvereene, srte Rande. Men hige ester For
·lssntng, det tan Mennestet. Jntet adler det saa meget sotn
Boden, tntet er« mennesteltgere, intet er mennestevckdtgerr.
J Boden vtser Mennestet, at det er tornrnet til stg selv, at
det Hammer stg over stne Lentet og teentet over stn tabte
helltghed og Derlighed, her ssrst totnmer Menneftet t his
L 4
eite og cedleste Forstand til Selobevidsthed J denne Weinb
ning siger Pascal: »Juki«-U er ulyktelig over, at han itte
er sinnge, uden cn affat Konae.« Da den sorlorne Son
git i sia selv oa fuld as Lcengfel og Hjemve lieevede sine
Ljne Inod Faderbnset, da beayndte den ustemte Harpe
at tone. Ln naar forst derje: ,,inin chel rørster ester
Gud« bliver ledende i et Menneskehjerte og sylder hele
Sjcelem da et Hiælpen for Deren
f Hjemveen stal blide til Hjemtomitt Forstaa mia ret:
Hjemve er ilke Hjemtomsi. Om Mennestet sidder bag den
Ziillevcea, fom stiller det sra Stud, fuldt as Lænasel ester
den tabte Stillina fom Guds Baru, saa er det iiie dersor
et Gnds Barn. Eyndensz Etilledkrg inaa nedrides, oin
der ftal bringe-Z det nogen Hierin Stillevægaen maa liae
saa reelt og virlelig dorttage5, som den er noget reelt og
virleligt. Saa sandt soin Synden selv ilke er et Fantasi
billede, men en faltisl Ulytke, saa sandt maa ogsaa For
løsningen være itte en indre Tanteudoitling hos Mennesket,
men en virtelig Frelseakt. -
Denne Frelseatt kan, hvis den virkelig skal bringe
Frelse, ikke blot bestaa deri, at vore Synder bliver sonede og
forladte. Forsoningen er Nr. J, er Grundlaget. Men
der maa ogsaa gives os Mennester en ny Aand, vi maa
haeves op paa et højere Livsstadium. Men hvorledes skal
dette gaa til? saa spørger vi med Nikodemus. Ja, hvor
ledes2 J hvert Fald itle ved egen Kraft og Foruqu Og
dog skal det sle og det efter samme Lov, hoorefter det sker
overalt i Naturen, i Naturen, hvor jo den samme Skaber
og Hetre raader soin i Aandens Verden. Lad os, idet vi
folget Henry Drummonds berømte Bog: ,,Naturens Loo
i Aandens Berden4« tage et Eisempel: Mineraltiget er’
ved en uoverstridelig Kløst stili fra Planteriget, ligesom
Planteriget fra Dyreriget. Ved sin egen iboende Kraft lan
aldtia det døde mineralske Stof gaa over i de organisle
Verseners Verdener. Men hoad der Ved egen Kraft er
umuligt, det bliver muligt, ja virleligt, naar Planternes
Sugesibrer i hemmelighedsfuldt Liv forbinder sig med Jor
dens St-v. Ad denne Vej bliver det dode Mineral ført op
i de organisie Verseners højere Verden.
Jtle anderledes er det mcd Menneslet. ,,Kod sødt af
Kod«, fom Frelseren siger, »død i Synder og Odertrce
delser«, som Apostelen siger —- er det i og for sig udygtigt
til at siride over i det sande aandeliae Lios Verden. Men
om nu Gud, fom er Kæriighed ved Meddelelfe as sin Aand
vilde gøre Menneslet modtageligt for Aandens Verden og
hæoe det op i denne Livets Verden? —- Naturen siger os, at
det maa være muligt; men Evangeliet forkynder os, at det
Virkelig er faa
Søg at forstaa Hemineligheden ved Kristi Person
saa eller faa, eller sorsøg sslet ille at forstaa den, men enhver,
som lender blot det mindste til Guds Bidnesbyrd om Kri
stus, maa have forstaaet saa pas: Han er Mediet (misbil
liaer ilke dette saa ofte misdrugte Udtryk!), ved hvillet alle
Aanders Fader nieddeler de syndige Mennesier et højere
Liv; eller med bibelsle Udtryl: Han er Midleren, ved hdem
Gud ian og vil forlade de syndige Mennesler deres Synder,I
gøre de verdglige Mennester til aandelige.
Saa staat vi da foran den ene, der fom Guds Lam
bar Verdens Synder, foran den ene, som døende for Men
nesteheden overvandt Mennestehedens Ded, som, opftanden
sra de døde, har bragt ,,Liv og uforgcengeligt Beeer for
Dagen« for os.
Frygt nu ikte sor, at jeg stal sore Dein ind i Vog
inatiske Stridighederl Nei, denne Stund er en Fredens
Stund. Om Fredsfyrsten, soin har bragt dig og mig iill
Freven, om hain og ham alene er der her Tale. Jeg bederi
dig, o Mennesle, jeg beder dig, fordi du er et Menneste —
se med Kerlighed paa hom; nedscenl med Kcerlighed din
sogende Sjæl i hain, da spørger jeg dig, om han iiie er
Menneslet, som det stal være — det ideelle Menneste? Som
Solstraalen gennem et rent Glas, saaledes straaler oderaltI
Guddomcnen frem gennem hans Liv. Og dog, uagtet han
er absolut syndeski, nej, fordi han er det, fordi han er abe
rørt af dette Syndernes brutaliserende Uhyre, netop der
for er han ogsaa i alle Forhold Menneslet, fom det skal
vcere. J ham er al Mennesiets helligste Lcengsel gaaet i
Opsyldelse. As alle de frygtelige Dissonanser og Dishar
monier, fom ellers forstyrrer Menneskevæsenet, er der intet
at sinde hos ham. Hans Villie er i et og alt ens medden gab
dommelige Villie, og desuagtet, nej netop derfor -—- nyder
han den højeste Frihed, Glæde og Salighed. Derfor ilke
blot hae han Fred, men han er Freden i egen Person. Og
fordi han hat Fred i Gud og Fred i sig selv, staat han ogJ
saa i den højeste Harmoni med Mennesteheden. Det et den
guddommelige Barmhjertighed, fom troner paa hans Pan
de, det er den helligste Forbarmelse, den farteste Kærlighe
dens Taalmodighed, den mest forhaabningsfuldeTjenstiver,
fom besjæler ham. At ofre sig selv er Midlet for hans
Magt og Herlighed Hvor denne Lysstitkelse viser fig, der
flyr Dsd og Synd som Taagen for Solens sejrende Magi.
At dette Mennesie taler oin Himmelen fom sit Fædrenehus,
sorekommer dig som noget natutligt og selvforstaaeligt.
Og hvis du arme Menneslebarn, nu turde haabe, at
du i Gudmennestets Stole blev fortlatet i dets Billede,
itke sandt, da vilde det itle vcere noget bange Spørgsmaal
mer: »Hvorfor er Mennesket i Verden?« da vilde i Jesus
dette Spørgsmaal være besvaret og det paa den saligste
Maade.
Velanl Jesus Kristus er itte blot et mennesteligt
Ideal, ille blot et ftraalende Forbillede, nej, han er Frei
feren, Jgenlpserem Alt, hdad han figer og ger, stal dette
ene for-klare dig: «Det er mig, som bringet dig tilbage til
den Gad, du hat tabt; det er mig, fom nedriver Syndernes
Stillevceg, det et mig, fom hjoelper dig til en ny Aand, saa
du tan bestaa for Gud og blive Guds Baru. Hvor jeg er,
der flal ogsaa du vcere, og fom jeg er, saa stal ogsaa du
vere. Bov det kun med mig! hengiv dig til mig og luk
op dit Vierte for mig!« — Det er det altfaa, fom Evange
liet stgee os: «Vi san og stal blive Krisit Billede lige.« v
Man kan vistnok indvende derimod (thi mod alt kan
man indvende noget): «Det er blot en Paastand«. — Nu,
hvti det ee en Paastand, faa angaar det i faa hsj Grad
dit eget Be og Bel, at det i Sandhed lsnnee sig at gtre en
alvoelig Prsve paa, om da itke denne Paaftand er et med
Sandheden. Paa denne Probe vil det komme an. Og
hvts disfe mine fatttge Oed runde dringe blot nogle af de
tilsiedevcerende til at gsre en faadan Probe med Alt-oh
faa vilde deees Maal fuldkommen viere naaet.
s- 4
Meu, Gud være lovet, vor Paastand er ikke greben ud
as Lusten. Da Llpostlerne søtst forttsndte Evangeliet, tunde
ve endnu itke henvise til en Ftristendommens Historie, thi
denne Historie begyndte jo føtst den Gang. Men de nd
malede stristus for Hedningetnes Zjne og asventede, at
han selv ved sin Aand vilde legiiiinere sig i Hierterne. Lg
dette underbare stete. Umiddelbart blev overalt det erna
hedstotstende Hietter grebne as Evangeliets Sandhed, —
det bedste Tean paa, at dette Evangelium er Guds Evat
paa alle vott Hiertes Spøtgsmaal og Klager.
Pan disse, som med glad Tto gteb det glædelige Bud
stal), paa disse viste fig llige nieaet hvilket Folk, hvilten
Stand, Alder og Kon, de tilhorte) Grundtrcekkene i Jesu
stristi Aasyn. De var detsor vog endnu ikte suldlomne
Llltennester, men hver, som havde Ljne, tunde se, at de var
i Bevcegelse henimod Fuldkommenheden. De sorthndte om
zcnd endnu i stot Sktøbelighed »Jesu Kristi store Dyder.«
De aabenbarede en Kcerlighed, som Verden ikke havde
Anelse om, og som dog var Verdens Liv, de beviste i utalli
ge Tilscelde, at Samfundet med Jesus var dem mere vcetd
end detes jordisle Liv, at de af ham havde modtaget et Liv
og en Kcerlighed, som de satte højt over denne Verdens
Død og Jammer.
I Saaledes haabet jeg, at der ogsaa blandt os gives
saadanne, som med sit Hjerteblod vilde kunde besegle, at
Jesus er Svatet paa Spøtgsmaalet om vor Tilvcerelse.
Men den, som tvivler, ellet den, for hvem dette endnu er et
stemmed Eventhr, tilraaber vi: kotn og se! Brug engang
Alvor i din Omgang med denne Mand, og se, om han ikke
er, hvad han vil vcere, din Helbredet, din Ftelset, din Kon
geZ Lad ham engang vaete Härte i dit Hjette, i dit Fami
lieliv og i din Vitksomhed, iad ham vcete den bestemmende
Faktor i al din Gøten og Laden. Men aerlig! saa vidt et
Menneske kan vcete oetligt. i
Saa vidt man ved, hat endnu aldtig nogen, som vir
lelig hat aabnet sit Hierte for ham, saaet Stene for Btød
hos ham; saa vidt man ved, hat endnu aldtig nogen ætlig
Mand betlaget sig over, at han i sin Eftersølgelse as Kri
stus er bleven bedraget. Hvot meget siammeligt og op
tøtende Misbtug, der end til alle Tider er gjort as Kristi
Navn, alligevel, trods al de Teologers Spidssindighed og
Hcarkløveti, som vilde binde det himmelste Liv i dog
matiske Fotmlet, trods al stolte Prælatets Haardhjertethed
og Hetslesyge, som as bedste Evne sorduntlede Kristi
Hytdebillede, trods al vetdslige Fyrstes Brutalitet, som nd
nyttede det evige Evangelium sot sine timelige og verdslige
·Hensigtet, ttods alt Menneskenes Hykleri. detes Sløvhed
oa Fjendstab lige ovetsor den himmelske Sandhed, — trods
alt dette paastaar jeg, at det bedste, det mennesieligste i
den nuvcetende Mennestehed et flhdt as den Kilde, som hed
der Jesus. Alle Mennestevenner, alle Verdens Vismcend,
alle Lovgivere og Religionsstistete, alle Opsindete og Op
dagete gennem Aariusindet, de alle tilsammen hat itke
engang for Menneslehedens jotdiste Tilvcerelse bragt den
saa megen Lytle og Fremgang som den ene Jesus, Tem
metmandssønnen fra Nazareth. Ogsaa Kristendommens
Modstandete vil blive nødte til at indrømme dette, gerne
eller ugetne.
Man kan nu indvende mod Kristendommem hvad man
vil, men hine Mcend, sra hvis Mund derslød Strømme as
levende Band, og som har holdt Ordene: Tro, Trostab,
Kærlighed, Haab, Frev, Ttøst og Ftihed levende i Berden,
det var Mænd, som lod Kristi Aand hetste i sig. De utal
lige Bretter og Stiftelset, oprejste as uegennyttig Kætlig
hed og Batmhjettighed, hvotom den ellets saa glimtende
klasisle Oldtid ej havde Anelse, og som nu staat paa alle
Kanter som lige saa mange Livsensbrønde, de et alle
sammen udsptungne as den Medlidenhedstaare, som glind
sede i Jesu sØje. Alle de stotartede Bestrebelsen som gaat
ud paa at skasse ogsaa den sattigste en mennesievcetdig Til
vcerelse, paa at udshlde de stillende Asgrunde mellem Men
neske og Menneste og paa at sorbinde Menneskehedens blei
dende Saat, — de et uimodsigelig blot Bittninger as Jesu
Kristi Aand. Enfoldige Kristi Disciple som Fliedner,
Wichern, v. Bodelschlointh og andre hat i Kraft as den
Kristenaand, som var i dem, paavist og aabnet slete Midlet
og Veje til at bortjage Soeialismens truende Spøgelse, end
alle dybsindige Filososer og kloge Socialpvlitikere tilsam
men. Doktor Luther endelig, der attet stemstillede Jesus
som det, han er, sordtede og vandt ogsaa i hans Navn Fri
heden, Samvittighedsstiheden, hvoras al anden Frihed med
Naturnødvendighed flyder. Og i hvett et Folk, i hvet en
Tid, hvot Jesus Kristus blev født paa ny i Hjetterne, der
blev ogsaa alle thet —- Sagtmodighed, Ydmyghed,
Taalmodighed, Barmhjettighed, Kætlighed, Venlighed,
Kysthed —- levende. Kott sagt: Det sande Mennestevcesen,
Mennestevæsenet, som det stal vate, et det, hvor Kristus
gør sig gceldende. Det var saa, det er saa, og det vil saa
beere. Forleden Dag ttaadte en sotnem Dame, som hørte
hjemme i langt botte liggende Lande, ind til mig og sagde
under hede Taarer: »O, jeg beder Dem, giv mig et Bevis
sor, at Kristendommen er Sandhed. Jeg er ved al Slags
Stristet og Taler kommen ganske og aldeles bort sta Evan
geliet. En Gang sad jeg troende som et Batn ved Jesu
Føddm da var jeg saa suld as Fted og bragte overalt Fred
med mig; jeg kunde elsle og blev elstet, jeg var lykkelig og
gjorde lylkelig. Nu et alt anderledes; Sondettevethed og
Uto et min Lod. Jeg bønsalder Dem, giv mig et Bevis,
men et slaaende, for Evangeliets Sandhed«. — Svaret laa
mer nok. Jeg sagde: »Beviset, det bedste og mest slaaende,
hat De selv givet. Maa det ikke vaete det mennesleligste,
det sandeste og slønneste, som gør Mennestet til Menneste,
og maa ikke —- ttods al Skinvisdom — det væte Løgn,
som sotstytrer Menneskets Frev, Kerlighed og Lykke?«
Jeg ved ikle, om dette Bevis var indlysende sor Da
men; jeg hat ikke høtt mete om hende. Men intet et sor
nustigete end at takssete Treeet estet dets Frugter. J Hyts
ter og Paladser vil de sandhedssøgende lVierter etsate, at·
Jesus Kristus viser sig som Betdens Lys, ja, at han ogsaa
got sine til Vetdens th og Salt. J ham et Ftelsen soe
den enkelte og sot det hete. — At, naar man blot vil mod
tage ham, som han vil modtages, som den, med hvem
vi indgaar en vatig Livssotbindelse. Hatt siget itke, at vi
en Gang stal komme til ham i Bod od Tro, nej han siger:
»Bliver t mig vg jeg i edet«. Og sandelig, den, som sendet
Hemmeligheden ved denne bliven, han ved ogsaa med salig
«) Wend, som scetlig hat indiagt sig stvr Fortjeneste as den
tyste Jndremissiom
J
Vished, at han trods al endnu Vedhængende Synd es
Zitøbelighed dog er Paa Bejen til Fuldkommenhedmks
Maul J Kristus er Frelsen, Uden ham ikke. ;
ijan siner, hvad man vil, man hæve Efesernes stored-s
Tania, Vor moderne Kultur, til Styeme, — alligevel vicdt
I Morgen den Dag den civiliserede Verden falde sammetk «
med et frygteligt Brug, og hele Folkelivet vilde blive ett
skrækkelig Zet, om man drev det ud, som er kommen ins
Ved Jesus Firistug. Og paa den anden Side Vilde i Vort «
Folk, som bløder af tufinde Saat, det sociale Spørgsmaal
og ethvert andet brændende Spørgsmaal snart blive lsst,
om dette Vort Folk gaV Rum for Kristi Aand, ihi det vildc
Være saa meget som at overdrage Kcerligheden Stytelsen.
Vore Stets- og Landstirker er jo ingen lunde Fotenint
ger af blot Kriftentroende Mennesier. De Vil heller ille
IVcere det. Men hvor et Samfund ogsaa blot ncermer sig
dette Ideal, som f Eis. Brødremenigheden, der synes des
sociale Spørgsmaal allerede løst Og tusind Loenket vilde
falde cIf vort Folks Børns Hcender i samme Øjeblik, som
dette Folk blev et kristeligt Folk.
(Sluttes.)
Beisctanlicn
, Ai Jvar Marias Haufe-n, Cl)icago.
SIUttrsJ
Fra 21.—27. April gjorde jeg en Missionsrejse. Den
ne Gang gik Turen mod Besten. Reisen gjaldt egentlig
Elt Horn, men jeg kom et Par Steder soruden.
Des Alioines
var det første Sied, jeg standsede. Jeg tom dertil Mandag
Morgen den 21de og rejste derfra den følgende Dag. Jeg
blev Venligt modtaget as Præstefoltene, i hvis Hjem jeg
boede. Vi benyttede Dagen til Samtale, til Besøg hos
Benner og shge, og om Aftenen havde vi Møde i Kirken.
Menigheden i Des Moines har bygget sin egen Kirte, et
venligt og lyst Guds Hus; den har ligeledes opsørt et tum
meligt og hyggeligt Praestehus og virker med glad Hierte
for Herrens Sag. Fra Des Moines Menighed øves Mis
sionsarbejde i Nevada, hvor der findes en danst thygd.
Jeg tror, Pastor Kloth prcediker der hveranden Sondag
Forniiddag
J Maj 1892 besøgte jeg samtnen med Pastor Weis
mann Des Moines første Gang paa Vejen til Kirkesam
fundets Aarsmøde i Council Blitffs. Vi bleve velvilligt
modtagne, men vare jo helt ukendte. Naar man drager en
Sammenligning mellem Forholdene den Gang, for 10
Aar siden, altsaa, og nu, da have vi stor Aarsag til at sige
den gode Gud Tat for den Velsignelse, han har lagt i
Gerningen dernede. Menighedsarbejdet i Des Moines hat
selvfølgeligt faaet Støtte fra Den f. Kirtes Missionstasse;
men hvadder er saaet, har baaret en god Frugt til Herrens
LEre, Sjæles Frelse og Guds Menigheds Opbhggelse. Og
lad det opmuntre os til at støtte vor Missionskasse med
rundelige Gaver, at Herrens Sag kan hjælpes fremad der
ved de sorskellige Steder, hvor Støtte behøves. Dei er ikke
en forfcengelig eller ufrugtbat Gerning at give til.
Sorgehuset
Dei dil dære i frist Minde hos mange, at der Sen
dcig Aften d. 13. April d. A. blev begaaet et frygteligt Dob
beltmord i Ncerheden af Des Moines, idet den trettenaari
ge Thomas Petersen og hans Søster, den sekstenaarige
Lena Petersen bleve drcebte paa Vejen fra Kirten i Highland
Pakt til deres Hjem. Et Umenneste vilde voldtage den «
unge Kvinde; da Broderen forsvarede sin Søster, knuste
Morderen Drengens Hoved, mishandlede derester Pigebar
net, og sluttede det sorfærdelige Drama«med ogsaa at knuse
hendes Hoved for at skjule sin Ugerning til han fik Tid til
at undvige. En halvanden Timestid efter den blodige
Udaad bleoe de mhrdede fundne. Pigen var da dødz Bren
gen aandede endnu; men et Knarter efter drog han sit sidste
Suk uden at vcere kommen til Bevidsthed. Morderen er,
saa didt vides, endnu ikke paagreben.
Pastor Kloth i Des Moines og jeg mindedes Salomons
Ord: «Det er bedre at gaa til Sorgehuset end at gaa til
Gæstebudshus« (Præd. 7, 2), og vi begav os paa Vej ud
til de mhrdede Borns Forældre for at sige dem et Ord til
Trøst og Vejledning. Faderen er af svenst, Moderen af
thsk Herkomst. De vare selvsølgeligt i en sorpint og sen
derrevet Sindsstemning over deres tcere, haabefulde Børnz "
ulyttclige Endeligt; de niyrdede vare de hngste af Vorne
flotten, der tæller syv ialt. Faderen syntes i sin Sorg at
se mest paa de sorhaandenværende sørgelige Forhold; Mo
deren sorsøgte at opløste det forpinte Hierte til Gud og
søge Hvile i «Ordet: Guds Villie ske!
Ved det uhyggelige Gerningssted, hvor Mordene bleve
begaaede (blot et Pat Bøssestud sra Børnenes Hiern) vokser
et Par Butte. Af dem star jeg nogle Pinde og dannede
et Kors til Pastor Kloth og et til mig selv; og min Tanke
dermed var, at ved Korset, hos den torssæstede er der Trost
og Lægedom, ogsaa for en saadan frygtelig Sorg, som den
nævnte Forældre maa bcere. Gud stal i sin bestitlede Ti
me føre til Lyset, hvad der er stjult i Mortet og aabenbare
Hierternes Raad. Det var ikke Guds Villie, at Brsdrene
stulde mishandle Joses; men det var Herren, der vendte det
onde til det gode for at velsigne og bevare mange Folkeslag
i Hungerstiden. Jesus blev korssaestet af ugudelige Hien
der; men Jesu Død blev til Slægtens Frelse. Det var
itke Guds Villie, at disse Børn siulde mishandles og mhrs
des, som de bleve; men Gud tan lcege de svcereste Saat
med sin Trost, og beuge ogsaa en saadan frhgtelig Til
dtagelse til at drage Hierterne til sig. —
Hvor er Trost? Paa Jorden et den ittez
Lest mod Himlen op da dine Blittu
Gud er salig; deri Trusten bor;
Dybt i ham bestandig«Bældet stummen
Saligheds Basin, som ej sig immer-,
Stort not for en himmel og en Jord.
Gattian Müllerd
(Sluttes).
i
-.J
es
st
sit
s
Ei
