f «
s Ong Etik oa de Fredloie
historifk Roman i to Dele
as
Bernhard Severin Ingcnianit
Føtite Det.
lFortiat. »
»Findes ikke eders Konges betømte Congesta het paa
Blotteti« —- spurgte den heje Mester Poppe i halvt tysl
Juckt danst Tungemaal — ,,denne vigtige histdtisie Sam
IRS suste vi fotirinlig at gøte Betendtitab nied, siia vel.
spat med den Afsttiit, her ital findes af eders detømte
Scxo Grammatika-T feint Sveno Agonig og hvad yet
Watte finde-Z af gainle Visesamlinger og af notite ellet
tslcndfte HedenoldH:Poeniet og Sagaer, iiein alle nur-ite
kige Monumenta ävoliimina antiqiiiatig.«’«s·i
»Hvad jeg fotnemmelig glæder mig til« — sagde den
Blie, ivtige Mestet Rumelant — ,,er hvad jeg venier at
Ende af eders berøinte theologifte Lumina") og kristelig
Ilososiste Poeter, isæt den ftore Andreas Sunonis hans
vidt berømte Hexaemeron"’«·), sin jeg endnu aldrig hat
kunnet opspore nogen Afsstift af hos mine Landsmænd eller
hos nogen af de høje Herrer og Fyrsiet, mine højgunstige
Belyndere, sont jeg eftet tinge Evne hat besjungct.«
»Saa vidt jeg ded, vil det Strift, J der ncevner, findes
her blandt de lætde, latinsie Skrifter fra højfalig Kong
Baldemat Sejers Dage« — sparede Slotsherren og søgte
T; at sijule sin Utaalmodighed — ,,men tun hvad det er stre
vet i Landets Tungemaal kan jeg nogenlunde gore eder
Rede for. J stal faa eders Studeretammer tæt ved Skrift
samlingen. Slotstapellanen bar Oderfigt detmed; han vil
- vift kunne give eder al den Anvisning, J ønsier. Jea
- stal indtette det for edet paa det bedste, mine højlærde Her
, ret! inen J maa undfkhlde, at jeg, sotn en læg og ligeftein
; Krigsmand, ingen Besied ved dermed. Tillad mig nu at
indføre eder i min Familie og tager til Takte med neigen
i legeinlig Fsde for det føtste!« Med disfe Ord aabnede
c han hastig Deren til Ftuerstuen, hvor han indførie de to
fremmede Herren
»Tillad mig forst et Pat er her i Enrum nied Dro
sten!« — sagde Meitet Petrus og bled tilbage i Forfalen
tned Drost Aage over hdis blege Kinder der for en flygtig
deme, idet Døten til Fruerstuen lutkedes ng han tun
halvt sit hilset Jomftii Matgrethe At lian havde lidt af
et fatligt Saat var stinligt; han bar endnu Hovedet noget
stift og den Venstre Arm i et chede.
Den høje, gejitlige Hette tog ham ved Haanden og
» betragtede hain nøje med sit tlare, rolige Blit. »Bei et
fornemmelig for eders Styld, tæte Dtoit Auge, Kongen
hat sendt mig hid« —- sagde han. — ,,J ved hvot tær
han hat haft edet fta sin Batndom og hvot nødig han
sadner eder; men inden de: er mig tilladt at tale et eneste
Ord til edet oni Kongens og Landets Anliagendet, er det
paalagt mig at forvisse mig om eders Legemes og Sjeels
Sundhed. Man fiaer, J hat itkc dlot vætet fatlig saatet,
men tillige været hjertefyg cg plaget af allehaande urol ige
Tankcr og fotvitrede Drommerier, faa at J oiie mer hat
ttcengt til en aandelig end til en legernlig Saarlage Hat
J nogen Tillid til mig, faa betto inia, tivad der endnu
maatte foturolige eder!«
»Jeg hat vætet en Grillefcenget siden jeg tom i Band«
«- svatede Auge. — »Jeg ved det ret vel — det Kors var
» rnig for tungt; men, Herren og vor Frue sie Tals dei et
blevet mig leitete. Der er nn gaaet et Lys op i min Sjæl,
der fotliget mig med det gaadefulde i mit Liv og min
Sterbne Dog mig og mine Sager ligger der ingen Magt
paa. Sig mig kun, hvad hat Kongen for? hvorledes tan
. han og Landet teddes fra Undergang under alle disse for-»
virtede OmftændighederZ for Guds Styld8 fig mig« — —’
Z »Jntet Ord endnu detom, tære Drost!« —- afbrøJ
Mester Petrus ham —- »først maa jeg se, hvotvidt J er
stiktet til at tage Del i de Vetdslige Handeler. Den Sjael,
Ziom sial Vitke kraftigt for Landets og Kongens Fied, maa
first have Fted med sig selv. «
»Det hat jeg, eetvcetdige Herre! min Sjcrl et saa
stift. soin den nogen Sinde bliver i denne Beiden Da jeg
EIZItth Ærtebispen var singtet og Kongen i Band, sprang
eg til Heft og vilde til Siebotg; men man bat mig halb
1spdtd her tilbage. Hvad jeg siden hat hsrt om Kongens
Heftighed og Vrede, hat end met foturoliget mig, og i mit
Hang til merke Forestillinger har jeg mangen Nat i mine
Feherdrøtnme set Kongen omringet af MordereR
»Bev: rolig detfor, cedle Drosti ingen Konge hat vir
tet mer elstet af sit Folkz en usynlig Vagt af Retfcerdighe
« W og Kerlighedens Engle ledsage hatn, selv hvot Døds
jiender ere hani nier. Jeg ved, J var med Kongens Fadet
Ftnnerup Lade hin blodige St. Cceciliæ Nat; hvad J
der, som Baru, var Vidne til, hat J vist aldtig kunnet
»Nei, aldrig!« —- udbrød Auge spændt og heftig —
W jeg hat tidt antet paa, jeg hverken havde Mod ellet
Matt til at hindre Ulysseu. Fttft da Laden stod i Brand
VO- deit myrdede Kruge, tom jeg tet til Besindelsez jeg tev
M fra den gamle, assindige Palle, idet han ftyrtede
spei- Liset for at mishandle det; jeg stsdte det samme
; i hanc Ernst, hvorined han havde mhrdet sin
Det blodige Opttin og hin vanvittige Oldings
s— s hat ftdeii ofte staaet grueligt for mig. Det af
Shn var dog niesten tidslettet af min Sich da jeg
M for to Aar siden blev sendt af Klingen til den
Misp paa Stil-org, for at bringe hanc til Be
f; seen da its saa hin fvtfcerdelige Statzfange, da
» M ßt leistet-e Daand og ovetantiiordede mig til
’ « -- used Sittent ftygteligste Forbandelse, da var det
fli- ies after stot- i Zinneriip Lade pg som en For
" " M Ums-d talte sennein Ærtebispen es udtotds
ens, Drd over mis for mine Stint-ers
Mehr hat jeg ofte lidt af de streite
es kenn-et med alle muiise Uhytex es Die-,
MMMMfacjeg altidenhiiiimelst
——,M fis sieh femme Winter forjos de
sie »» « sagte-Monaten des
- yfnisise heiteretommist
,,-"’"7-"f"" « fqos
r— —
det Liv, jeg itte i min Barndom havde Kraft og Mod til
at oposre for min gatnle Herre, tunde jeg dog nu stelse fra
Forbandelsen, oed at oposre det for hans Son, vor aedle,
Unge Kong Erit. Dette et nu fuldt og fast min Bestan
melsez paa enhver thsalighed for mig selv hat jeg gjort
Astald. Hin husvalende Engel stod ftden vitkelig og men-!
nestelig for mig; men hnn hverten vil ellet kan afdtage mig;
versta. Dct Var den celdste og frommeste as Matst Stigs
fangne Tøtte, cervcttdige Herre! Kun edet vil jeg betto
det. Jeg hat saaet hende saa tær som min egen Sjæl,’og
bun hat selv vidundetlig styttet min Besiutning Ved at
tedde mit Liv og bevare det til den Hettes Tjeneste, det
hat dømt hele hendes Slaegt stedløs, hat hun sagt at afsone
en Del as stn fotfætdelige Fadets Brode. Hvett Stridt,
jeg folget min kare, unge Konge, vil og ntaa dist not fjetne
tnig fta Marst Stigs Slcegt i denne Vetdenz dog med
Gurts Hjælp skal det itte standse min Gang ellet lamme min
Trostab. Se, cerdærdige Herre! sta det Øjeltlih mit Livs
Bestemmelse stod tlatt for mit Blit, hat jeg saaet Fred for
de onde Aandet, sont sorsulgte mig, og jeg seler mig nu
næsten aldeles helbtedet baade paa Legem og Sjasi. Nu
ved J alt, fromme Herre! stg mig nu hvad der et langt
vigtigete! hvad Budstab bringet J mig sta Kongen?«
«Endnu søtst et Ord om edet selv, tcete Dtost!« —
fvatede Messer Petrus med tottlig Rost og gteb hans
Haand, idet han betragtede Auges tungsindige, men bestentte
-Aafyn med stt klare, tolige Blit. —- »Edets Besiutning
s maa jeg ptise som statt og adel, hvotvel den endnu til Dels
s oiset eders Hang til Ovetdtivelse, selv i hvad der et prise
Iligt J kan osre edets Lin og Virksomhed til Kongens og
Landetg Tjeneste uden at sage Matthrdøden derfor. J be
høver itke selv at give Astald paa Livets Lytte oa Glcede,
sotdi det staat edet et hejete Livsmaal for Lise. Dog slige
ungdommelige Lvetdrivelser vil jeg itke bebtejde edet. Der
var en Tid, da jeg selv vnstede at do sont Martht for den
hellige Jomsrus Oste; det vilde endnu væte min Stoll
hed, hois det var mig besiikteiz men jeg higet ttte met det
estet i blindt Svarmeri og aandelig Forscengelighed Den
husvalende Engel, J talte om, cedle Trole hun, sont her
stod fot edet sam en sangen Jomstu, hende vilde jeg tun
onsie tetsætdiggjott, og J behøvede da Vist itte at opgive
alt Haab med Hensnn paa eders eget lønlige Hjerteanlig
gende. Jeg hat ogsaa tendt et saadant Versen« — vedblev
hatt bevæget — ,,ncest den hellige Jomsru, et hun mig end
nu den dhtebarefte KvindesjaL der lever og hat levet i
Vetden; hun et i Sandhed en Himmelbtud her paa Jotden,
og saa vel hendes sont min Pligt og Stand adstiller os i
den hdte Ver-den Tog til en saadan Asstgelse ttor jeg,
sandt at stae hverten J ellet nagen verdslig Mand hat
Kraft eller Kaid, og for et vetdsligt Livsajemed, sont
eders, hoor stort og stønt det end et, behøves naeppe et saa
dant Osset. Men derfar maa Lykten og dens højere Sty
rere raade. Det glctdet mig indetliat, at den stønneste
mennestelige Følelse er bleven levende i edets Sjcel: den et,
selv med det stetste Offer oa det ddbeste Zahn, ncest Livet
i Guddommen, den tiaeste Stat, der tan stæntesz en Men
nestesjctl.«
»Ja oigselig!« —- udbtød Aage og stnttede glad he
gejstret i hans Arme — ,,ganfte ulhttelig tan jeg nu aldtig
htive J hat set tilsnldc ltvotledes jeg hat det; sordølg
mig intet længere!«
,,Vel, min unge, brave Ven!« —- sagde Mestet Pe
trus og tthltede hans Haand —— »jeg vil anse jet for aan
delig helbtedet; det er en sand og sløn Følelse, det et et
ædelt TaadSlio, der tøter stg i edets lin vel sværmetisles
og dtømmende Eitel; jeg vil udtive edet as denne alt for
rolige og lidende Stilling, der tun ncrtet eders Hang tii
Gtubletiet; jeg vil itte jage i Betæntning at gøte Krat
paa edets hele Kraft i Kongens og Landets Tjeneste. Se!
het er et hemmeligt Brevslab sta Kongen.« Han ratte ham
et fotseglet Btev.
Aage brpd hastig Seglet: »Hm, hvad betyder dette?
J oed vel Jndholdet?«
»Jeg hat selv sttevet Bteoet i Kanslerens Ftavarelsr.
Det et tomrnet til Brud med Junker Christopher; han stals
asvæbnes og ydmygesx inden to Solemcetter stal J eller
Hr. Ribolt belcegge Holbæl Slot og mode Kotigen for Kal
lundbotg med hundrede Lansetncegte.«
Dtost Aage stirtede sotbavset snart i Brevet, snart
paa Mestet Petrus. »Store Gud!« — udbrod han — ,,et
det kommet saa vidt! Botgertrig altsan blodig Fejde
mellern Btødrene!«
»Rolig, Edle Drost! det et jo netop hvad J stal sote
bygge! men stille, sotsigtig! jeg hat desuden et mundtligt
Spørgsntaal sra Kongen.« —- Mester Petrus dtog med
disse Ord Aage bott sra Deren og vedbleo med sagte
Sternum »Hm Junteten ingen Stristet ladet afhente
her for nhlig? Den brave Or. Ribolt hat man ingen Mis
tanke til; men et Slotstapellanen at lide paa?«
»Fot Besalingsmandens Trostah staat jeg inde« —
svarede Aage —- »Kapellanen lendet jeg itte. Men hvad
mener J?«
»De Brevstaber, Junker Christophet borttog sta
Lande Sattistilitle, hat han nedlagt het, paastaar han;
men man hat nhlig ssgt dem her sorgt-ves; de tunde nu
vcere as stsrste Vigtighed i Kongens satlige Sag med Me
stet Stand. De lcetde Herren jeg hat medbragt, slal attet
anders-ge Atlivet. Jeg maa selv ile til Spertig set at he
rolige Gemhttetne: J ded, Gesandtetne fotlode as hastig:
Fotholdet et spendt5 Undethandlingetne et asbrudte.
Kotigen gik sot vidt i sin Vrede over Grandz Flugtz han
vil nu dtive alt igennem med Magi. Med de slesvigste
Heringet er det ogsaa tonunet til Brud. Kardinalen hat
sotladt hoffetz han teuer med sitt srhgtelige Fuldmagt.«
»Ulhkle paa Ulylte!« —- udbtsd Aage —- ,,store Gndl
hvad stal der komme ud as alt dette!«
,,Vil Gud, lan alt blive bedte, end det set ud til« —
vedblev Mestet Petrus relig. — »Kat: J og Matsten siasie
Fred med de verdilige Fjender, haabet jeg og mine Kolle
gen nceft Guds Bistanv, l det mindste at stasse Stilsttmd
med de geistligr. Kanzler Matthias og Provst Gnido et
sent-te til Rom for at sorelomme Stand. De fleste Bisher
her i Landet holder med Kotigen Dominikanernes Pto
vinsislptiot es Mlerne vedhlkver dere- Ptotesi mod
den Beile-W; ingen Prof vll over-holde Inter- ,
Met- vaztom satt Jst-et « Mem m da Naiv-IX
»Um denne Mittels-e M used Junketen —- stehs
sethd stritt-eine —- CWen Mzd Sperrig —
f- .- «'· es
s . « O
.- ».- -·-·., f
»—
Kongens Jlstnd og Heftighed — og denne stygtelige Isar
nus og de stedløse« — —
»J hat Ret, Drost Aaget der staar slere Skyer paa
Danmarks og vor unge Konges Himmel, end det staat i
Mennesters Magt at adsprede« — tog den gejstlige Herre»
atter Ordet — »men hust paa« —- tilspjede han højtideligs
—- ,,ovet Skyerne staat de himmelste Stierner, og over
Stjernernes Gang og høje Sthrelse raader den højeste,»
retfcetdige Gud; og glem itte, kære Drosts hdor den strenge(
Retscerdighed maatte knuse os, staat Midleren med hans
himmelste Moder: ingen Ulhktesstjetne staat saa fast paa
Retsærdiahedene Himmel, at hendes Barmhjertigheds Bon
ner jo tan rotte den og afdende dens Trnsier. Vcer tre
stig, asdle Trost!« — dedbled han rolig og mild — »Jngen
opruller del Freintidens Dcekte; saa meget trot jeg dog at
have stimtet i hin store, hemmelighedssulde Bog, at jeg itte
dpaider Haatset om bedre Tage for Damian-L saa lange
Gud da vor helliae Frue dil holde bestaerinende Haaer over
Kongens Liv. Med hans Lyttes Stierne vil disselig Dan
martE nu stige eller synte.«
»F er en leerd og gudfrhgtig Mand, cerværdige Me
ster Petrus!« —— sagde Aage, der imidlertid havde gaaet
urolig srem dg tilbage med Kongens Brev i Haanden —
»men tilaid mig, nu et det eder og itte mig, der sdrsalder
til Grubletier; jeg hat mete Tillid til eders Gudsfrygt og
klare Blii i den Almcegtiges Husholdning her paa Jorden
i den Tid, di leder, end til edets Stiernekundstab og from
me Henstitren paa Fremtiden. Her gælder det Øjedlillet,
fromme Herre! men hoad i al Verden er her at gere, naar
hverten J ellet nogen anden sornustig Mand tan bringe
»Kongen til Besindighed? Hat da Ætkebispens Flugt
-bragt ham til at trodse alle ForhoM vil han endnu kun
Jsordre Ret, men ingen Naade as Pavehossetcö tænker han,
strods Band og Jnterdiit og seld uden Slcegtskabsdispensa
ltion, at formaa det floge, svenste Rigsraad til at samtykte
si FormaslingenZ det er jo en Umulighed! — dil han sor
smaa al sindig Underhandling og lade Socerdet asgøre
Striden med Heringerne? dil han selv nu stotme sin Bro
dets Slotte oa nøde ham til at blive en aabenbat Form
der og Oderløber til Fjenden?«
,,Jeg hat delt eders Forbaoselse, ædle Dtostl jeg har
dadlet Kongens hastige Ftetnsctrd; jeg hat forgceves spgt
at hindre disse alt sor raste Stridtz hans Villie er umlie
lig; men, med al min Frygt sor Felgerne, hat jeg dog
maattet beundte den Kongesjæl, der vover saa meget for
Majestceteng Bærdighed, i Tillid til sin Sags Retfærdig
hed. Juden tvende Gange site og tyde Tinier staat han
med sine Riddersmcend sor Kallundbotg sor at lcere sin
oprørste Broder deighed« —
,,Tet var da sandt med Kallundborgs Spaetring og
den nhe Bescestning ?«
,,Tesvcerte! Junierens Opsætsighed har oprørt Kon
gen i her Grad, men endnu mere hans undetfundige Be
strcrbelser for at hindre Formcelingen. Den snedige Drost
lBtunte bar redet ham, sormodentlig sot at scette Splid
»mellem Bredtene og voekte Oprør i Landet.«
! »Hm! og paa samme Tid sotnhe de slesdigsie Herin
’ger de gamle Fordringer« —- —
»De siaar maasle i Forhindelse med Junieren; dog
de hat itte sttaemmet Kongen; hat de allerede glemt Ne
derlaaet i Grønsund, dil han vise dem, at han ogsaa tør
mode dem til Lands-. Marst Olussen samler alt Fodfoltet
mod dem i det Hadersleoste« —
»Og Ærtebispen og Katdinalen — hvor er de?«
,,Grand truer fra Bornholm og Jsarnus sra Axel
husx han sordrer Leide for Ærtebispen og protesterer mod
Jnddragelsen af de lundisle RittegodseL Vislop Johan
as Rostild og Koncilierne dakle; man srygtet for Inter
dittets Fuldbytdelse.«
»Forl)atmende Gudt og under alt dette kan Kongen
tænte paa sit Brhllup?«
»Den sorste Skærsommerdag vil han staa i Helsing
bdrg med en Brudestare eller med en Krigsmagt; dog det
var tun et overilet Ord til mig og Marsten. Gud for
byde, det stulde komme dertil.«
,,Han spendet Buen sot heit; den maa briste. Endnu
tun et —- de stedlose, man var paa Spor ester, er de
gtebne?«
»Det ved jeg itte; men deres Dødsdom er sceldet,
hdor de ttcesses. De sidste Motdsorsøg hat gjort Kongen
usorsonlig: der et sat Pris paa hvert sredløst Hoved. Aage
stagge stal have vceret i Ledtog med Marst Stigs Detre.3
For de ulylkelige Pigers Frihed et der vist heller intet at!
haabe.'«
»De er uslyldige, ved den levende Gud! de et uslyl-’
dige!« —— udbred Aage heftig. — ,,Jeg maa til Kongenz
det er paa hsje Tid!« — han rev Bindet as sin venstre
s aarede Arm og bevcegede den noget stist. — »Det stal gaa
an!« — vedblev han — «min højre Arm hat ingen lam
met; jeg maa væte ded Kallundborg føt Kotigen. Stal
Slottet stormeö, stal den forrcedetste Junker tugtes, saa
oære det min Sag! mod sin egen Broder flal min Konge
dog ikte selv sere Baaben. Dei maa dcere kommet vidt:
han tendet intet Maadehold langer« —
»Dir-g jo« —- asbrpd Mestet Petrus ham — «han
paaleegger eder udtryktelig at staane Junker-en, hoor han
ttæfses; J belægger Holbeet saa stille og stedeltgt som mu
ligt. Kan J endnu stifte Fred mellem Brsdrene, cedle
Dtostt redder J maaste Land og Rige.«
Nu aabnedes Deren til Fruetstuen og Slotshsvdins
gen kom tilbagr. »Eders Morgendrit bliver told, mine
Herrer Gestal« sagde han hpflig. —- «Men hvad set jeg,
He. Drostt edetö Armdind« —
«Det kan og skal undvceres!« — svarede Aage. —
»Man hat forkeelet mig her; man hat vætet alt for em
hyggelig og forsigtig. Jeg srget nu eder og edees edle
Fange Ta! for Badstaerplejen. Kongen behtver stiste
Arme og Svcerd Kan J straks overlade mtg et Par hun
drede Mand as Bescetningen herli«
»So hundrede Mand tan holde rustede her i Gaatden
onr en Time, naat J, Tom Drost, besaler det t Kongens
Naan« — svarede dr. Rtbolt. —- »Tsr jeg vide, hvottil
de stal West« «
»Jeg drager til Holbcet og Kallundborsz der ser J
Kettng Rat-n og Segl sor det!« —- han raste ham Kon
sens srev —- »det et ogsaa ttl eder; men det bltoer mellem
eil«
»Mot- Innterent store And, dr. Dtostl er det mu
-l
lith« — udbrsd Slotsbesalingsmanden nderft kabavfkt
og flog Heenderne samtnen ·
»Jnleren hat saaet det Jndsald at anlcrgge nn stan
ser og lukte Porten for Kongens Mand, som J ved. Dei
er formodentlig tun en uheldig Spog eller en Mistkf
staaelse; men J ser selv, en saadan Port maa sptcknges I
Tide, naar Kongen selv er paa Vejen og vil ind. Alth
to hundrede Mand om en Time, men i al Stilhedt det M
staar sig.« « ·
»J stal finde alt beredt inden det ringer til« WI
messe!« —- svarede Slotshøvdingen bestemt og rleg— —
»Men eders Saat, Hr. Drost — kan J selv uden FOUT
—- ellers bliver det min Sag.« .
»Med eller uden Fare, jeg maa, jeg oil fort!« —- WA
»rede Aage —- ,,altsaa naar det ringer til Højmest —- DFJ
Tand for Tunges det gcrlder en Jagt mod de fredlpie
—- sorstaar J?«
» »Rigtig! det stal verre Trer her paa Slottet i en HAIV
TTime!« Med disse Ord ilede Hr. Ribolt ud i Zlotsgaar
iden, og Drost Aage gik med Mester Petrus ind i Inter
Hstuen.
Den Spcending og Joch Drost Aage var kommen ,
havde sat hans Blod i livlig Bevægelse og givet bam sit
friste Udseende tilbage. J den store Fruerstue, lioor man
modtog fremmede og samledes om Helligdagene inden
Gudstjenesten, modtoges Auge og Mester Petrus af den
aldrende Husmoder, der selv bragte Gersterne den oarme
Morgendrik i blanke Splvstaaler. Ved et stort, rundt
Bord midt i Stuen, med en hvid, srynset Bomulds Dag,
sad de tysle Mestersangere, med de dampende Staaler for
sig, i behagelig Underholdning med Damerne. Jomfru
Ulrita udspurgte dein nysgerrig om deres Besøg hos frem
mede Fyrster, i hvis Berommelse især Mester Rumelant
var uudtømmelig ligesom han var utrcrttelig i Opregnel
sen af al den Hader, han selo havde nydt sor sme Sange
hos disse gode Herrn, »hos store og hpjbevaagne Vet
yndere.«
Jomsru Margrethe tog ogsaa Del i Samtalen med de
fremmede; men hnn var beslednere med sine Sporgsmaal;
hun belymrede stg ogsaa langt mere om deres Kunst, end
om den Lytke, de dermed havde sogt og sundet hos de store.
Hun lod sig as den alvorlige Mester Poppe ornstcrndelig
underrette om Aanden og Tonen i de berømte Minnesange,
hvis stønneste Blomstertid Mester Poppe mente man tun i
daarlig Uforstand tunde sige var sorbi, idet han tvcett
imod paastod, at den Edle Sangerkunst netop nu forst
haode fuldelig udvitlet sig til Sandhedens og den højeste
Slønheds Pris, medens man itke længer gentog de ens
formige Lovtaler over den majgronne Baar eller de jor
diste Kvinders Slonhed og forfængelig Elstov, men tildels
i de samme eller regelmcessige Sangformer besang mo
ralsle eller gudelige Æmner og vigtige teologiste Dog
merz dog tunde han ikte nasgte de crldre Minnesange stort
Værd og en vis Livsfrislhed og Naturlighed, som selv
hans gode Venner, Mester Heinrich Frauenlob og en vis
Mefter Regenbogen saa oel som den berømte Stolemester
as Eszlingen, ined al deres Lærdom, forgæves straebte at
tilegne fig. Han ansaa det imidlertid for en stor Lylte,
nu da Fyrster og Keisere itke længer som fordum selo gav
sig af med den cedle Sangerlunst og den ncrsten alene dist
ledes i den hæderlige Borgerstand, at der dog gaves Her
rer og Fyrfter som Kongen as Dantnarl, der hcedrede og
opmuntrede Kunstem og at Sangene endnu fandt Gen
tlang i Riddernes Borge og hos de ædle Jomsruer i Fran
stuen. Han priste den poetiste Aand i den danste Ridder
poesi, men fandt den dog ligesom Minnesangene sor verds
lig og sorfængelig, en Besiyldning, som Jomsru Margrethe
tog sig meget nar, uagtet hun gerne indrommede den lcerde
Mestersanger, at alle de dansle Viset, hun tendte og elstede,
handlede om Elstovsceventyr, men ille en eneste om bibelste
og teologiste Materien
Da Drost Aage traadte ind i Frucrstuem reiste Mar
Fgrethe sig for at gengcelde hans Hilsen og bemærtede ined
inogen Uro, at han havde lastet sit Armbind. Hendes Op
mærtsomhed sor Mester Poppes Underholdning var sorbi.
og hun bad ham undstylde, at hun, som Saarlcrgerinde, nu
havde en Forretning der ille tunde opscettes. »Tillad
mig, Hr. Drost!« —- sagde hun til Auge og pegede paa den
lssbundne Arm — »det var itke efter Astale. Dog J er
selo Herre over edcrs Arm!« — tilføjede hun, da hun saa,
hvor let han bevcegede den. -—— »Saaret er nogenlunde
legt; med Forsigtighed ian J Vel beuge Armen til Maadex
men det stioe Halsbind« —
»Det stal jeg bære til eders Erindring til vi ses igen,
cedle Jomsru!« —- svarede Aage —- «skont jeg næsten trot,
det lan undoeeres. Om en Time maa jeg forlade Slottet.
At jeg føler mig i Stand dertil, maa jeg tatte eders Kunst
og utrcettelige Omhu sor. Jeg tænter snart at se min erdle
Herre, Kongen« —- tilspjede han med sagte Sterntne og
drog hende til Side til en Vinduessordybning mod Slots
haven —- ,,dog den belejlige Tid til at udrette noget for
eders Frihed er desvcerre nceppe kommen endnu.«
»Vi fordre jo ingen Naade af vore menneslelige Dom
mere, men tun hvad ret og billigt er« — soarede Mar
grethe med stille Alvor — «til at erholde Fritendelse for
den sagløse troede jeg enhver Tid maatte veere beleilig hoö
en god og retfærdig Konse.«
(Fortscettes.)
B. S. Jngenmnnt
Valdcmar Seien
J Omslag 80 Ccntåk Jnddunden 81.20
Erik Menveds Barndom
Jndbunden 81.2().
Prins Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Omslag 80. Jndbunden 81.20.
vzmsx mu. PUBL. Zonen Bist-. Nod-.
