Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (May 28, 1902)
f « s Ong Etik oa de Fredloie historifk Roman i to Dele as Bernhard Severin Ingcnianit Føtite Det. lFortiat. » »Findes ikke eders Konges betømte Congesta het paa Blotteti« —- spurgte den heje Mester Poppe i halvt tysl Juckt danst Tungemaal — ,,denne vigtige histdtisie Sam IRS suste vi fotirinlig at gøte Betendtitab nied, siia vel. spat med den Afsttiit, her ital findes af eders detømte Scxo Grammatika-T feint Sveno Agonig og hvad yet Watte finde-Z af gainle Visesamlinger og af notite ellet tslcndfte HedenoldH:Poeniet og Sagaer, iiein alle nur-ite kige Monumenta ävoliimina antiqiiiatig.«’«s·i »Hvad jeg fotnemmelig glæder mig til« — sagde den Blie, ivtige Mestet Rumelant — ,,er hvad jeg venier at Ende af eders berøinte theologifte Lumina") og kristelig Ilososiste Poeter, isæt den ftore Andreas Sunonis hans vidt berømte Hexaemeron"’«·), sin jeg endnu aldrig hat kunnet opspore nogen Afsstift af hos mine Landsmænd eller hos nogen af de høje Herrer og Fyrsiet, mine højgunstige Belyndere, sont jeg eftet tinge Evne hat besjungct.« »Saa vidt jeg ded, vil det Strift, J der ncevner, findes her blandt de lætde, latinsie Skrifter fra højfalig Kong Baldemat Sejers Dage« — sparede Slotsherren og søgte T; at sijule sin Utaalmodighed — ,,men tun hvad det er stre vet i Landets Tungemaal kan jeg nogenlunde gore eder Rede for. J stal faa eders Studeretammer tæt ved Skrift samlingen. Slotstapellanen bar Oderfigt detmed; han vil - vift kunne give eder al den Anvisning, J ønsier. Jea - stal indtette det for edet paa det bedste, mine højlærde Her , ret! inen J maa undfkhlde, at jeg, sotn en læg og ligeftein ; Krigsmand, ingen Besied ved dermed. Tillad mig nu at indføre eder i min Familie og tager til Takte med neigen i legeinlig Fsde for det føtste!« Med disfe Ord aabnede c han hastig Deren til Ftuerstuen, hvor han indførie de to fremmede Herren »Tillad mig forst et Pat er her i Enrum nied Dro sten!« — sagde Meitet Petrus og bled tilbage i Forfalen tned Drost Aage over hdis blege Kinder der for en flygtig deme, idet Døten til Fruerstuen lutkedes ng han tun halvt sit hilset Jomftii Matgrethe At lian havde lidt af et fatligt Saat var stinligt; han bar endnu Hovedet noget stift og den Venstre Arm i et chede. Den høje, gejitlige Hette tog ham ved Haanden og » betragtede hain nøje med sit tlare, rolige Blit. »Bei et fornemmelig for eders Styld, tæte Dtoit Auge, Kongen hat sendt mig hid« —- sagde han. — ,,J ved hvot tær han hat haft edet fta sin Batndom og hvot nødig han sadner eder; men inden de: er mig tilladt at tale et eneste Ord til edet oni Kongens og Landets Anliagendet, er det paalagt mig at forvisse mig om eders Legemes og Sjeels Sundhed. Man fiaer, J hat itkc dlot vætet fatlig saatet, men tillige været hjertefyg cg plaget af allehaande urol ige Tankcr og fotvitrede Drommerier, faa at J oiie mer hat ttcengt til en aandelig end til en legernlig Saarlage Hat J nogen Tillid til mig, faa betto inia, tivad der endnu maatte foturolige eder!« »Jeg hat vætet en Grillefcenget siden jeg tom i Band« «- svatede Auge. — »Jeg ved det ret vel — det Kors var » rnig for tungt; men, Herren og vor Frue sie Tals dei et blevet mig leitete. Der er nn gaaet et Lys op i min Sjæl, der fotliget mig med det gaadefulde i mit Liv og min Sterbne Dog mig og mine Sager ligger der ingen Magt paa. Sig mig kun, hvad hat Kongen for? hvorledes tan . han og Landet teddes fra Undergang under alle disse for-» virtede OmftændighederZ for Guds Styld8 fig mig« — —’ Z »Jntet Ord endnu detom, tære Drost!« —- afbrøJ Mester Petrus ham —- »først maa jeg se, hvotvidt J er stiktet til at tage Del i de Vetdslige Handeler. Den Sjael, Ziom sial Vitke kraftigt for Landets og Kongens Fied, maa first have Fted med sig selv. « »Det hat jeg, eetvcetdige Herre! min Sjcrl et saa stift. soin den nogen Sinde bliver i denne Beiden Da jeg EIZItth Ærtebispen var singtet og Kongen i Band, sprang eg til Heft og vilde til Siebotg; men man bat mig halb 1spdtd her tilbage. Hvad jeg siden hat hsrt om Kongens Heftighed og Vrede, hat end met foturoliget mig, og i mit Hang til merke Forestillinger har jeg mangen Nat i mine Feherdrøtnme set Kongen omringet af MordereR »Bev: rolig detfor, cedle Drosti ingen Konge hat vir tet mer elstet af sit Folkz en usynlig Vagt af Retfcerdighe « W og Kerlighedens Engle ledsage hatn, selv hvot Døds jiender ere hani nier. Jeg ved, J var med Kongens Fadet Ftnnerup Lade hin blodige St. Cceciliæ Nat; hvad J der, som Baru, var Vidne til, hat J vist aldtig kunnet »Nei, aldrig!« —- udbrød Auge spændt og heftig — W jeg hat tidt antet paa, jeg hverken havde Mod ellet Matt til at hindre Ulysseu. Fttft da Laden stod i Brand VO- deit myrdede Kruge, tom jeg tet til Besindelsez jeg tev M fra den gamle, assindige Palle, idet han ftyrtede spei- Liset for at mishandle det; jeg stsdte det samme ; i hanc Ernst, hvorined han havde mhrdet sin Det blodige Opttin og hin vanvittige Oldings s— s hat ftdeii ofte staaet grueligt for mig. Det af Shn var dog niesten tidslettet af min Sich da jeg M for to Aar siden blev sendt af Klingen til den Misp paa Stil-org, for at bringe hanc til Be f; seen da its saa hin fvtfcerdelige Statzfange, da » M ßt leistet-e Daand og ovetantiiordede mig til ’ « -- used Sittent ftygteligste Forbandelse, da var det fli- ies after stot- i Zinneriip Lade pg som en For " " M Ums-d talte sennein Ærtebispen es udtotds ens, Drd over mis for mine Stint-ers Mehr hat jeg ofte lidt af de streite es kenn-et med alle muiise Uhytex es Die-, MMMMfacjeg altidenhiiiimelst ——,M fis sieh femme Winter forjos de sie »» « sagte-Monaten des - yfnisise heiteretommist ,,-"’"7-"f"" « fqos r— — det Liv, jeg itte i min Barndom havde Kraft og Mod til at oposre for min gatnle Herre, tunde jeg dog nu stelse fra Forbandelsen, oed at oposre det for hans Son, vor aedle, Unge Kong Erit. Dette et nu fuldt og fast min Bestan melsez paa enhver thsalighed for mig selv hat jeg gjort Astald. Hin husvalende Engel stod ftden vitkelig og men-! nestelig for mig; men hnn hverten vil ellet kan afdtage mig; versta. Dct Var den celdste og frommeste as Matst Stigs fangne Tøtte, cervcttdige Herre! Kun edet vil jeg betto det. Jeg hat saaet hende saa tær som min egen Sjæl,’og bun hat selv vidundetlig styttet min Besiutning Ved at tedde mit Liv og bevare det til den Hettes Tjeneste, det hat dømt hele hendes Slaegt stedløs, hat hun sagt at afsone en Del as stn fotfætdelige Fadets Brode. Hvett Stridt, jeg folget min kare, unge Konge, vil og ntaa dist not fjetne tnig fta Marst Stigs Slcegt i denne Vetdenz dog med Gurts Hjælp skal det itte standse min Gang ellet lamme min Trostab. Se, cerdærdige Herre! sta det Øjeltlih mit Livs Bestemmelse stod tlatt for mit Blit, hat jeg saaet Fred for de onde Aandet, sont sorsulgte mig, og jeg seler mig nu næsten aldeles helbtedet baade paa Legem og Sjasi. Nu ved J alt, fromme Herre! stg mig nu hvad der et langt vigtigete! hvad Budstab bringet J mig sta Kongen?« «Endnu søtst et Ord om edet selv, tcete Dtost!« — fvatede Messer Petrus med tottlig Rost og gteb hans Haand, idet han betragtede Auges tungsindige, men bestentte -Aafyn med stt klare, tolige Blit. —- »Edets Besiutning s maa jeg ptise som statt og adel, hvotvel den endnu til Dels s oiset eders Hang til Ovetdtivelse, selv i hvad der et prise Iligt J kan osre edets Lin og Virksomhed til Kongens og Landetg Tjeneste uden at sage Matthrdøden derfor. J be høver itke selv at give Astald paa Livets Lytte oa Glcede, sotdi det staat edet et hejete Livsmaal for Lise. Dog slige ungdommelige Lvetdrivelser vil jeg itke bebtejde edet. Der var en Tid, da jeg selv vnstede at do sont Martht for den hellige Jomsrus Oste; det vilde endnu væte min Stoll hed, hois det var mig besiikteiz men jeg higet ttte met det estet i blindt Svarmeri og aandelig Forscengelighed Den husvalende Engel, J talte om, cedle Trole hun, sont her stod fot edet sam en sangen Jomstu, hende vilde jeg tun onsie tetsætdiggjott, og J behøvede da Vist itte at opgive alt Haab med Hensnn paa eders eget lønlige Hjerteanlig gende. Jeg hat ogsaa tendt et saadant Versen« — vedblev hatt bevæget — ,,ncest den hellige Jomsru, et hun mig end nu den dhtebarefte KvindesjaL der lever og hat levet i Vetden; hun et i Sandhed en Himmelbtud her paa Jotden, og saa vel hendes sont min Pligt og Stand adstiller os i den hdte Ver-den Tog til en saadan Asstgelse ttor jeg, sandt at stae hverten J ellet nagen verdslig Mand hat Kraft eller Kaid, og for et vetdsligt Livsajemed, sont eders, hoor stort og stønt det end et, behøves naeppe et saa dant Osset. Men derfar maa Lykten og dens højere Sty rere raade. Det glctdet mig indetliat, at den stønneste mennestelige Følelse er bleven levende i edets Sjcel: den et, selv med det stetste Offer oa det ddbeste Zahn, ncest Livet i Guddommen, den tiaeste Stat, der tan stæntesz en Men nestesjctl.« »Ja oigselig!« —- udbtød Aage og stnttede glad he gejstret i hans Arme — ,,ganfte ulhttelig tan jeg nu aldtig htive J hat set tilsnldc ltvotledes jeg hat det; sordølg mig intet længere!« ,,Vel, min unge, brave Ven!« —- sagde Mestet Pe trus og tthltede hans Haand —— »jeg vil anse jet for aan delig helbtedet; det er en sand og sløn Følelse, det et et ædelt TaadSlio, der tøter stg i edets lin vel sværmetisles og dtømmende Eitel; jeg vil udtive edet as denne alt for rolige og lidende Stilling, der tun ncrtet eders Hang tii Gtubletiet; jeg vil itte jage i Betæntning at gøte Krat paa edets hele Kraft i Kongens og Landets Tjeneste. Se! het er et hemmeligt Brevslab sta Kongen.« Han ratte ham et fotseglet Btev. Aage brpd hastig Seglet: »Hm, hvad betyder dette? J oed vel Jndholdet?« »Jeg hat selv sttevet Bteoet i Kanslerens Ftavarelsr. Det et tomrnet til Brud med Junker Christopher; han stals asvæbnes og ydmygesx inden to Solemcetter stal J eller Hr. Ribolt belcegge Holbæl Slot og mode Kotigen for Kal lundbotg med hundrede Lansetncegte.« Dtost Aage stirtede sotbavset snart i Brevet, snart paa Mestet Petrus. »Store Gud!« — udbrod han — ,,et det kommet saa vidt! Botgertrig altsan blodig Fejde mellern Btødrene!« »Rolig, Edle Drost! det et jo netop hvad J stal sote bygge! men stille, sotsigtig! jeg hat desuden et mundtligt Spørgsntaal sra Kongen.« —- Mester Petrus dtog med disse Ord Aage bott sra Deren og vedbleo med sagte Sternum »Hm Junteten ingen Stristet ladet afhente her for nhlig? Den brave Or. Ribolt hat man ingen Mis tanke til; men et Slotstapellanen at lide paa?« »Fot Besalingsmandens Trostah staat jeg inde« — svarede Aage —- »Kapellanen lendet jeg itte. Men hvad mener J?« »De Brevstaber, Junker Christophet borttog sta Lande Sattistilitle, hat han nedlagt het, paastaar han; men man hat nhlig ssgt dem her sorgt-ves; de tunde nu vcere as stsrste Vigtighed i Kongens satlige Sag med Me stet Stand. De lcetde Herren jeg hat medbragt, slal attet anders-ge Atlivet. Jeg maa selv ile til Spertig set at he rolige Gemhttetne: J ded, Gesandtetne fotlode as hastig: Fotholdet et spendt5 Undethandlingetne et asbrudte. Kotigen gik sot vidt i sin Vrede over Grandz Flugtz han vil nu dtive alt igennem med Magi. Med de slesvigste Heringet er det ogsaa tonunet til Brud. Kardinalen hat sotladt hoffetz han teuer med sitt srhgtelige Fuldmagt.« »Ulhkle paa Ulylte!« —- udbtsd Aage —- ,,store Gndl hvad stal der komme ud as alt dette!« ,,Vil Gud, lan alt blive bedte, end det set ud til« — vedblev Mestet Petrus relig. — »Kat: J og Matsten siasie Fred med de verdilige Fjender, haabet jeg og mine Kolle gen nceft Guds Bistanv, l det mindste at stasse Stilsttmd med de geistligr. Kanzler Matthias og Provst Gnido et sent-te til Rom for at sorelomme Stand. De fleste Bisher her i Landet holder med Kotigen Dominikanernes Pto vinsislptiot es Mlerne vedhlkver dere- Ptotesi mod den Beile-W; ingen Prof vll over-holde Inter- , Met- vaztom satt Jst-et « Mem m da Naiv-IX »Um denne Mittels-e M used Junketen —- stehs sethd stritt-eine —- CWen Mzd Sperrig — f- .- «'· es s . « O .- ».- -·-·., f »— Kongens Jlstnd og Heftighed — og denne stygtelige Isar nus og de stedløse« — — »J hat Ret, Drost Aaget der staar slere Skyer paa Danmarks og vor unge Konges Himmel, end det staat i Mennesters Magt at adsprede« — tog den gejstlige Herre» atter Ordet — »men hust paa« —- tilspjede han højtideligs —- ,,ovet Skyerne staat de himmelste Stierner, og over Stjernernes Gang og høje Sthrelse raader den højeste,» retfcetdige Gud; og glem itte, kære Drosts hdor den strenge( Retscerdighed maatte knuse os, staat Midleren med hans himmelste Moder: ingen Ulhktesstjetne staat saa fast paa Retsærdiahedene Himmel, at hendes Barmhjertigheds Bon ner jo tan rotte den og afdende dens Trnsier. Vcer tre stig, asdle Trost!« — dedbled han rolig og mild — »Jngen opruller del Freintidens Dcekte; saa meget trot jeg dog at have stimtet i hin store, hemmelighedssulde Bog, at jeg itte dpaider Haatset om bedre Tage for Damian-L saa lange Gud da vor helliae Frue dil holde bestaerinende Haaer over Kongens Liv. Med hans Lyttes Stierne vil disselig Dan martE nu stige eller synte.« »F er en leerd og gudfrhgtig Mand, cerværdige Me ster Petrus!« —— sagde Aage, der imidlertid havde gaaet urolig srem dg tilbage med Kongens Brev i Haanden — »men tilaid mig, nu et det eder og itte mig, der sdrsalder til Grubletier; jeg hat mete Tillid til eders Gudsfrygt og klare Blii i den Almcegtiges Husholdning her paa Jorden i den Tid, di leder, end til edets Stiernekundstab og from me Henstitren paa Fremtiden. Her gælder det Øjedlillet, fromme Herre! men hoad i al Verden er her at gere, naar hverten J ellet nogen anden sornustig Mand tan bringe »Kongen til Besindighed? Hat da Ætkebispens Flugt -bragt ham til at trodse alle ForhoM vil han endnu kun Jsordre Ret, men ingen Naade as Pavehossetcö tænker han, strods Band og Jnterdiit og seld uden Slcegtskabsdispensa ltion, at formaa det floge, svenste Rigsraad til at samtykte si FormaslingenZ det er jo en Umulighed! — dil han sor smaa al sindig Underhandling og lade Socerdet asgøre Striden med Heringerne? dil han selv nu stotme sin Bro dets Slotte oa nøde ham til at blive en aabenbat Form der og Oderløber til Fjenden?« ,,Jeg hat delt eders Forbaoselse, ædle Dtostl jeg har dadlet Kongens hastige Ftetnsctrd; jeg hat forgceves spgt at hindre disse alt sor raste Stridtz hans Villie er umlie lig; men, med al min Frygt sor Felgerne, hat jeg dog maattet beundte den Kongesjæl, der vover saa meget for Majestceteng Bærdighed, i Tillid til sin Sags Retfærdig hed. Juden tvende Gange site og tyde Tinier staat han med sine Riddersmcend sor Kallundbotg sor at lcere sin oprørste Broder deighed« — ,,Tet var da sandt med Kallundborgs Spaetring og den nhe Bescestning ?« ,,Tesvcerte! Junierens Opsætsighed har oprørt Kon gen i her Grad, men endnu mere hans undetfundige Be strcrbelser for at hindre Formcelingen. Den snedige Drost lBtunte bar redet ham, sormodentlig sot at scette Splid »mellem Bredtene og voekte Oprør i Landet.« ! »Hm! og paa samme Tid sotnhe de slesdigsie Herin ’ger de gamle Fordringer« —- — »De siaar maasle i Forhindelse med Junieren; dog de hat itte sttaemmet Kongen; hat de allerede glemt Ne derlaaet i Grønsund, dil han vise dem, at han ogsaa tør mode dem til Lands-. Marst Olussen samler alt Fodfoltet mod dem i det Hadersleoste« — »Og Ærtebispen og Katdinalen — hvor er de?« ,,Grand truer fra Bornholm og Jsarnus sra Axel husx han sordrer Leide for Ærtebispen og protesterer mod Jnddragelsen af de lundisle RittegodseL Vislop Johan as Rostild og Koncilierne dakle; man srygtet for Inter dittets Fuldbytdelse.« »Forl)atmende Gudt og under alt dette kan Kongen tænte paa sit Brhllup?« »Den sorste Skærsommerdag vil han staa i Helsing bdrg med en Brudestare eller med en Krigsmagt; dog det var tun et overilet Ord til mig og Marsten. Gud for byde, det stulde komme dertil.« ,,Han spendet Buen sot heit; den maa briste. Endnu tun et —- de stedlose, man var paa Spor ester, er de gtebne?« »Det ved jeg itte; men deres Dødsdom er sceldet, hdor de ttcesses. De sidste Motdsorsøg hat gjort Kongen usorsonlig: der et sat Pris paa hvert sredløst Hoved. Aage stagge stal have vceret i Ledtog med Marst Stigs Detre.3 For de ulylkelige Pigers Frihed et der vist heller intet at! haabe.'« »De er uslyldige, ved den levende Gud! de et uslyl-’ dige!« —— udbred Aage heftig. — ,,Jeg maa til Kongenz det er paa hsje Tid!« — han rev Bindet as sin venstre s aarede Arm og bevcegede den noget stist. — »Det stal gaa an!« — vedblev han — «min højre Arm hat ingen lam met; jeg maa væte ded Kallundborg føt Kotigen. Stal Slottet stormeö, stal den forrcedetste Junker tugtes, saa oære det min Sag! mod sin egen Broder flal min Konge dog ikte selv sere Baaben. Dei maa dcere kommet vidt: han tendet intet Maadehold langer« — »Dir-g jo« —- asbrpd Mestet Petrus ham — «han paaleegger eder udtryktelig at staane Junker-en, hoor han ttæfses; J belægger Holbeet saa stille og stedeltgt som mu ligt. Kan J endnu stifte Fred mellem Brsdrene, cedle Dtostt redder J maaste Land og Rige.« Nu aabnedes Deren til Fruetstuen og Slotshsvdins gen kom tilbagr. »Eders Morgendrit bliver told, mine Herrer Gestal« sagde han hpflig. —- «Men hvad set jeg, He. Drostt edetö Armdind« — «Det kan og skal undvceres!« — svarede Aage. — »Man hat forkeelet mig her; man hat vætet alt for em hyggelig og forsigtig. Jeg srget nu eder og edees edle Fange Ta! for Badstaerplejen. Kongen behtver stiste Arme og Svcerd Kan J straks overlade mtg et Par hun drede Mand as Bescetningen herli« »So hundrede Mand tan holde rustede her i Gaatden onr en Time, naat J, Tom Drost, besaler det t Kongens Naan« — svarede dr. Rtbolt. —- »Tsr jeg vide, hvottil de stal West« « »Jeg drager til Holbcet og Kallundborsz der ser J Kettng Rat-n og Segl sor det!« —- han raste ham Kon sens srev —- »det et ogsaa ttl eder; men det bltoer mellem eil« »Mot- Innterent store And, dr. Dtostl er det mu -l lith« — udbrsd Slotsbesalingsmanden nderft kabavfkt og flog Heenderne samtnen · »Jnleren hat saaet det Jndsald at anlcrgge nn stan ser og lukte Porten for Kongens Mand, som J ved. Dei er formodentlig tun en uheldig Spog eller en Mistkf staaelse; men J ser selv, en saadan Port maa sptcknges I Tide, naar Kongen selv er paa Vejen og vil ind. Alth to hundrede Mand om en Time, men i al Stilhedt det M staar sig.« « · »J stal finde alt beredt inden det ringer til« WI messe!« —- svarede Slotshøvdingen bestemt og rleg— — »Men eders Saat, Hr. Drost — kan J selv uden FOUT —- ellers bliver det min Sag.« . »Med eller uden Fare, jeg maa, jeg oil fort!« —- WA »rede Aage —- ,,altsaa naar det ringer til Højmest —- DFJ Tand for Tunges det gcrlder en Jagt mod de fredlpie —- sorstaar J?« » »Rigtig! det stal verre Trer her paa Slottet i en HAIV TTime!« Med disse Ord ilede Hr. Ribolt ud i Zlotsgaar iden, og Drost Aage gik med Mester Petrus ind i Inter Hstuen. Den Spcending og Joch Drost Aage var kommen , havde sat hans Blod i livlig Bevægelse og givet bam sit friste Udseende tilbage. J den store Fruerstue, lioor man modtog fremmede og samledes om Helligdagene inden Gudstjenesten, modtoges Auge og Mester Petrus af den aldrende Husmoder, der selv bragte Gersterne den oarme Morgendrik i blanke Splvstaaler. Ved et stort, rundt Bord midt i Stuen, med en hvid, srynset Bomulds Dag, sad de tysle Mestersangere, med de dampende Staaler for sig, i behagelig Underholdning med Damerne. Jomfru Ulrita udspurgte dein nysgerrig om deres Besøg hos frem mede Fyrster, i hvis Berommelse især Mester Rumelant var uudtømmelig ligesom han var utrcrttelig i Opregnel sen af al den Hader, han selo havde nydt sor sme Sange hos disse gode Herrn, »hos store og hpjbevaagne Vet yndere.« Jomsru Margrethe tog ogsaa Del i Samtalen med de fremmede; men hnn var beslednere med sine Sporgsmaal; hun belymrede stg ogsaa langt mere om deres Kunst, end om den Lytke, de dermed havde sogt og sundet hos de store. Hun lod sig as den alvorlige Mester Poppe ornstcrndelig underrette om Aanden og Tonen i de berømte Minnesange, hvis stønneste Blomstertid Mester Poppe mente man tun i daarlig Uforstand tunde sige var sorbi, idet han tvcett imod paastod, at den Edle Sangerkunst netop nu forst haode fuldelig udvitlet sig til Sandhedens og den højeste Slønheds Pris, medens man itke længer gentog de ens formige Lovtaler over den majgronne Baar eller de jor diste Kvinders Slonhed og forfængelig Elstov, men tildels i de samme eller regelmcessige Sangformer besang mo ralsle eller gudelige Æmner og vigtige teologiste Dog merz dog tunde han ikte nasgte de crldre Minnesange stort Værd og en vis Livsfrislhed og Naturlighed, som selv hans gode Venner, Mester Heinrich Frauenlob og en vis Mefter Regenbogen saa oel som den berømte Stolemester as Eszlingen, ined al deres Lærdom, forgæves straebte at tilegne fig. Han ansaa det imidlertid for en stor Lylte, nu da Fyrster og Keisere itke længer som fordum selo gav sig af med den cedle Sangerlunst og den ncrsten alene dist ledes i den hæderlige Borgerstand, at der dog gaves Her rer og Fyrfter som Kongen as Dantnarl, der hcedrede og opmuntrede Kunstem og at Sangene endnu fandt Gen tlang i Riddernes Borge og hos de ædle Jomsruer i Fran stuen. Han priste den poetiste Aand i den danste Ridder poesi, men fandt den dog ligesom Minnesangene sor verds lig og sorfængelig, en Besiyldning, som Jomsru Margrethe tog sig meget nar, uagtet hun gerne indrommede den lcerde Mestersanger, at alle de dansle Viset, hun tendte og elstede, handlede om Elstovsceventyr, men ille en eneste om bibelste og teologiste Materien Da Drost Aage traadte ind i Frucrstuem reiste Mar Fgrethe sig for at gengcelde hans Hilsen og bemærtede ined inogen Uro, at han havde lastet sit Armbind. Hendes Op mærtsomhed sor Mester Poppes Underholdning var sorbi. og hun bad ham undstylde, at hun, som Saarlcrgerinde, nu havde en Forretning der ille tunde opscettes. »Tillad mig, Hr. Drost!« —- sagde hun til Auge og pegede paa den lssbundne Arm — »det var itke efter Astale. Dog J er selo Herre over edcrs Arm!« — tilføjede hun, da hun saa, hvor let han bevcegede den. -—— »Saaret er nogenlunde legt; med Forsigtighed ian J Vel beuge Armen til Maadex men det stioe Halsbind« — »Det stal jeg bære til eders Erindring til vi ses igen, cedle Jomsru!« —- svarede Aage —- «skont jeg næsten trot, det lan undoeeres. Om en Time maa jeg forlade Slottet. At jeg føler mig i Stand dertil, maa jeg tatte eders Kunst og utrcettelige Omhu sor. Jeg tænter snart at se min erdle Herre, Kongen« —- tilspjede han med sagte Sterntne og drog hende til Side til en Vinduessordybning mod Slots haven —- ,,dog den belejlige Tid til at udrette noget for eders Frihed er desvcerre nceppe kommen endnu.« »Vi fordre jo ingen Naade af vore menneslelige Dom mere, men tun hvad ret og billigt er« — soarede Mar grethe med stille Alvor — «til at erholde Fritendelse for den sagløse troede jeg enhver Tid maatte veere beleilig hoö en god og retfærdig Konse.« (Fortscettes.) B. S. Jngenmnnt Valdcmar Seien J Omslag 80 Ccntåk Jnddunden 81.20 Erik Menveds Barndom Jndbunden 81.2(). Prins Otto af Danmark og hanS Samtid. Omslag 80. Jndbunden 81.20. vzmsx mu. PUBL. Zonen Bist-. Nod-.