»Danskeren,«
et halvugentlig Nyhedss og Oplys
ningsblad for det danske Folk
i Amerika,
udgivet as
DAXlSH LlYTkL PUBL. HOUSE,
Blatt, Nebr.
»Da-Ismen« uvsotumcr hvet caödag oij
Ltrvag.
Iris pr Aufgang i Te Forenede States
81.50;ttllldlande182.00.
Macht hemteg I Forstw. Beittllmg, Beta
Lmq, Adkcoirforondrmg og alt ander
angaaende Blei-et obre-stetem
DANlSH Ll"l«H. l’l’Bl-. HOUSE.
Bunt, Nebr.
Nebst-tun Harald Jenseit
Ente-nd at the POSUIMce at Blsih Reh-.
IS second-dass- tttatter
Advertiscinz Ritte- made known upon
sppltrmimk
,,Tanstcten«
blwer sendt tu Eubftnbenter. iadtjludtrv1
ketig Opfigetse modtageg of lldgissgkne og at
Gæld et betalt. 1 Lockeneftemmelie med Te
Foremsde Eurer-J Postkne.
Naat Laie-n hctmenter sig til Fou. der
aveiterer thdet. entcn for at ksbe hoc dem
eller for at um Lsptysmager o.11 det avektes
rede, bei-es de alttv onnate, at de faa Aver
kissementet tdette Bind. Tet vit væke til
genfidtg Nyttr.
Avostlenc iom ’,,ulærdc
Mænd og Lægfolk«.
Tet er et Einm, som not er værd en
indgaaende Trøftelse Og da det nu
engana er btaat vaa Banc, stiatignok
fom i Forbigaaende af min gamle Ven
Laks Jespersen, Russim faa tror jeg,
der er rette Tid at ftaznke det nærmere
Lvmckrksombed.
EtLejlighevssUdfagrk
Lrvene forekommer i Ap. Ger. 4,
1."-:. Hele Verset lyder saalede5: «Men
der de saa Peters og Johannes Fri
mobigbed, og havde fornummet, at de
vake ulærde Mcend og Lægfolt, sprun
rrede de sia, thi de kendte dem, at de
bavde vceret med Jesus.« Tet er Lu
kas, der fortæller det. Lejliabeden er
et Forhør over de to Apoftle i Antw
ning af den haltess Helbredelse og de
xsalige Folger deraf. Jodernes Ypper
stevræfter, Obersten Ældfte og Strift
klvge sidde til Doms over Apostlene,
som det fvrudgaaende viser. Og det
var dem, ikke Lukas-, der fornam, at
de var ,,ulærde Mcend oa Lægfolk«.
Og vi Kriftne hat ikke stor Agtelse for
de sitiftkloge paa Kristi Tid, at vi
uden videre tage deres Bedømmelse af
Herrens Avostle for gode Vater. Den
maa tages for, hvad den er, bedørnt
fra kristeligt ShnspunkL
»UlætdeMænd«.
J hvilken Forstand? J den For
ftand naturligvis, at de itke havde
modtaget rabbinfk Uddannelse. Dei
gjaldt itke alene de to tidliaere Fiskere
fra Genesateths So, men alle de tolv,
flpnt flete af dem endda beviseligt
havde en Del verdslig Dannelse. Men
i en anden Forstand var de visselig
ikke Ulcekde. Der staat i det samme
Vers:
»DehavdeværetmedJesus«.
Allerede da Jefus var 12 Aar gam
mel, fad han midt iblandt Leererne, vg
»alle, som horte ha1n, fokundrede sig
over hans Forstand og Svar.« Og
da han 30 Aar gammel fremtraadte
for Israel, forundrede Folket sig saare
over hanö Lan-dom. Selv de striftklo
ge hilfte ham fom Læremester. Jngen
af os tvivler vm, at han var Jedetnes
fiskfte Laternester. Og ham havde
Apostlene vætet med. varlænge?
J tre Aar, saa ret vi vide. Tier nogen
da kalde dem ulaerde i kristelig For
stand? Netvp en af de to, som her
first vg fremmest er i Betragtning,
Johannes, striveet »Dei, vi have
hort, det, vi have set med vvre Øjne,
det, vi have bestuet, og vote header
filet paa, nemlig om det Livsens Ord
. . . . hvad vi have set vg htrt, for
kynde vi eder.« Aldrig hat nogen kee
logift Stole i ei treaatigt Kursuz kun
net give sme Elevet en Leerdpnh der
san maale sig med den, Apvstlene fik
i de tre Aar, de fulgte Jesus.
BibelensGtund-fptog.
Mange eegne des for uusdvendigt
for dem, de stnlle fortynde Evangeliet,
at have vedeutlkg Kenan til Hide
ceus Gen-Ums Meu i den For
staud var Miene da ikke nlæedr.
De kendte W Oel-tatst og M
Dei-kais var is dem Modersmaah es
idee geselle Sproß hat de eftetlsdt
UWG DetvatidetoSW
Ite eade W ists forth-ed
szcs
«
s
nei« Seins Tet oil packe et itort Gode
for enboer Evangeliets Prasditann
Ia at Apoitlene tendte dct jedifte
Fett-J Historie teminelia del, deroin
tan der itte tvioles.
straftenfradethcje
Tat-: di faa Aandfkndgndelien over
»Aus-Elem- eller »Jførelfen af straften
fra det liefe« med i Betragtning Da alle
de Aandigaven sont fnlate derined, ja»
sga liegnnder vi not at faa et Jndtrnt
ci, at Vlvnstlene havde en llddaiineler
:il Tiere-J Gerning fom ingen ienere
zlirtcng Tjener hat haft. Terfor fid
der oasaa felv i vort højt oplmfte Sude
Aarhundrede de lærdeste troende PS
feksdrer som Eteledrenge ved Apost
leneg ngder og lære Teologi. Saa
Pan-en bar not naermere Ret i sm Be
tragtning af St. Peter, end de, der
stiller bain forrefti Ratten af de
,,ulærde«.
»OgLa-afolt«.
eret, som oversaetteg med Lægfolt,
mener Mcend i en privat Livsitilling
Ja, saadan kunde det jodifte Einbeds
arisioktati bedømnie Apostlene. Thi
de foritode jo hverlen den Gerning, de
var taldede til, ej heller deres Kald og
endmindre den døje Herre, sont havde
taldet dem. Men i Kristendommens
Navn maa di ligesrem proteftere
imod denne ravgale vantrosjodifte Ov
fattelse af Apoitlenes Stilling Blev
de itke netov taldede til at sorlade den
private Stilling, ja til at .,sorlade
alt« og folge Jesus. Jngen Bistov
eller Prcelat i Kirten bar tunnet rote
ssg af at vcere taldet dirette af saa liøj
en Autoritet som Apoftlene.
ApostelenPaulus.
Med Hensnn til Kaldelfe tan han
ftilles liae med de tolv. Men han tan
itle i nogen Forstand regnes for
,,ulckrd«. Tet er til ham, den hsje
romersie Embedsmand Festus siger:
»Den megen Leerdom gør dig rasende«.
Det er en tendt Sag, at Paulus havde
gennemgaaet sin Tids laerdefte Sto
ler, og det er dam, Jesus kalder ,,et
udvalgt Redstab, at bringe mit Navn
frern for Hedninger og Konger og Js
raels Folt« (Ap. Ger. 9, 15). Og
Paulus vidner selb: »Jeg bar arbei
det mere end de alle; dog itke jeg, men
Guds Rande, sont er med mig.« Tet
er visselig itte for intet, at Manden
med den alsidige Almendannelse valg
tes as Jequ til at vcere Hedningernes
Apostel, til at ,,btinge hans Navn
frern for Hedninger og Konget og Js
raels Folk.« Og hvotdan det nye Te
stamente vilde have set ud, om vi der
havde manglet Pauli Breve, det lan
jo enhver tænte over for sig selv.
Hvorfor itke slere lig Pau
lus?
Jeg ved det itte. Men jeg ded, at
Jesus een Gang bad »en Øverste«:
,,s-lg mig!« Men han sagde nej. Dei
var dog et Forføg i den Retning. Og
et Ord som dette tan vist anses som et
Svar paa Spørgsmaalet: ,,Mon no
gen af de øverste hat troet paa ham
eller as Farisceerne?« De vilde itle
modtage et saadant Kalb, sordi de itke
troede paa dam. Det, tænter jeg, er
Aarsagen til, at han itke taldte flere
lig Paulus. Han var jo ogsaa i lang
Tid vantro og tom dersor fsrst sent
med.
Kietefædrene·
Om Krifti Kald itte modtoges af de
verdensvise og -lcerde paa hans og
Apostlenes Tid, saa varede det ikte
faa lange, for en Del verdensdannede
Meend modtoge Kaldei. Der er vel
flere, ogsaa af de ulærde, der kender
Navnene Justin, Athanasius, Origen,
Jrindus, Chrysostomus og Augustin,
De er alle af de saataldte verdensvtse,
som omvendte sig til Heeren og mod
tog Kaldet til hanö Kittes Tjenestr.
Og de er sandelig lysende Stiernet
paa Oldkirkens Himmel. Og sta Re
sormationstiden kendee vi jo alle Lu
ther, Melanchton og flere as detes
Medhjælperr. At diöse Mcends grun
dige Leerdom og Dannelse havde en
Bekhdning for Kiesen, der mæeteö
endnu i vore Dage og blandt os, det
tun en Kendee itle tvivle otn.
Uleerde Mænd og Lægsolt.
Er der saa tngen Plads for deres
Tjeneste i Riesens Jo, vtsfelig. Det
menee jeg da. hver estee sotn den hat
saaet en Raudegave fra herren. Jeg
mener ogsaa, Gudz Menighed altid
bit have Plads for Lægpreedikanter
—- scerltg om de havde dygtig Lighed
med Appstlene eller Diatoneene Ste
fan og Philip. Der et Ntdsttdet i
stetem hvot de leerde ttke vil gaa her
sent Minde; saa saurer han andre
seist-eben Det viser htstpeten es flete
stinkt-let paa. Wen om vt dexfoe
All-e Hutte, at saa er det umvetkdtj t
ei give sudcnne unge, sont haetfagt
ja til seitens Huld: »Als winken
kundig Uhu-nele saa tagee vk stpes
M fett
scrtntnsspemcetninp
stMMlaseMoedsm
IIW Phanme
L
der«stal bestitteg til Bifiopper og Proc
ster, bl. a.: »Hast bøk være bekvem
til at lære andre« u Tim. B, 2) og
»fom holder fast ved det sunde Otd
efter Undervisningem at hcm Lan viere
mægtig til, baade at formane med den
sunde Lærdom og overbevife dem,
fotn sigct imod.« (Tit. l, 9). Er
Lægmanden ellek den ulætde i Bestre
delse af saadan Duelighed, sag lud
ham i Guds Navn melde sig. og mange
Guds Born blanvt os vil hilse ham
velkommen. Men det er netop for at
faa Mai-nd med en saadan Duelighed
at vi soger at gøre unge ttoende Mant
en faa grunvig og alsidig Uddannelfe
til Kirscns Tjenefte som inuligt.
A.IJLAndetsemf
-—-.---f——-sz
Tankck til Eftkrtankr.
Wunden til, at diese Liniet frem
tommet, et det fta P. Nielsen Eine-a
ao, indtnttede Edar til Lats Feste-t
fen i Ruftin Tet fotetommet nemlia
mid» at der et tun lidet af Ktifti Sind
aabenbatet i dette Edat, thi selv dm
man itte tan billige en Mands Ursta
lelser, saa detettiget det dcsa itle til at
give et, jeg maa nastinest talde det af
fejende Da tiltettedifende Sdat, som P.
Nielsen aidet Latg Jegdetsem isaet
detsom de beaae et Born as Herren.
Eelv dm man inaenlnnde kan billige
alle L. Jeipetfeng Udtalelset, saa stal
det, det et Ret da Eandbed dog ind
roinmes, da det et sstlett tiatigt, at de
omtalte Vidnet, Lildoftlene og andre,
ittesvurate om Latinen, for de be:
sternte sia for Vidneaetninaen.
Tet Vil actlde i dote Taae oasaa oa
et en fittet Tina, at den Mand, der af
anaft for, at ban itte stillde faa sit Udi
komme, ladet sig asholde fta at blive
et Herren-H Vidne ellet Eendebud, ban
et usiittet til at aaa et Ætinde for
Herren. Han beviset nemlig, at ban
ingen Tto og Tillid bat til den Hetteg
Otd og Lpfter, hdis Seitdebud ban
stulde verte. Jea menet som P. Mel
sen, at der et tia Lejlighed til som
Præst i Ametita at nve sia i apoftdliit
Fattigddni, da at slete as vote Ptckftet
hat ptøvet dene, men Hettetis Ltd
staat doa endnu sast i vote Dage, som
han kalte ded David sitt Tjeners
Mund: »Im hat været ung oa er ble
den aammel, men jea hat itte set en
tetfcetdig fotladt, ellet bonI-Sieb at
føae eftet Brodet« lZaL 37," 5), og
Paulus siget i 1 Tim. 6, 8: »Naat
di bade Jede oa Klædet slulle vi det
med lade os nøje.« Saa fattige fom
ham, det fande: ,,Ræve have Hulet
og Himlens Fugle Redet, men Maine
ftens Sen hat ikte det, hvottil han tan
helde sit Hoved« lMatth. 8, 20), er
dog vist tun saa af hans Eftersslgete
bledne, og det stulde dog eftet Herrens
Otd væte not sot Disciplen at blive
som hans Mefter.
En Ting synes mig hat vertet me
get ensidigt ftemhævet i denne Debat,
som i det hele hat vætet fort, at Grun
den til Ptæstemanalen stulde væte
Len, Løn og attet Lon. Men et dette
sandt, hvad jeg nødia vil tto, saa vi
set det tlart en anden Tina, da det et
Mangel paa den tette Lyst oa Billie
til at ville ofte sig sot Here-ens- Sag,
ofte fig, saa man itte beteanet ellet
spekuletet over sit eget og sia selv baade
forst og sidst, men ofte fig, idet man
kastet sig ud paa Herrens ttofaste
Fotjættelset i Tillid til ,,at han, sont
ikte spatede sin eneste Son, men gav
ham hen for os alle, hvorledes stulde
han itte give os alle Ting med ham.«'
(Rom. 8, 32). Nei, Tendenfen gaat i
vore Dage i alt og i alle Forhold
mete ud paa dette at sitte stg, end paa
det Herrens Otd opfotdret til, nemlig
at oste sig. Denne Mangel paa Op
ostelse for Herrens Sag et en as de
Mangler ellet et af de Hallen som jeg
hat fundet hos mig selv i for-get
Grad, eftet at jeg et kommen ud i Ger
ningen. Selv om jeg, som P. Nielsen
omtaler det fot sit Vedkommende, maa
sige, at der lan være Hullet i Leer
dommen, sont var gode at saa fyldte,
saa hat dog Manglen paa Kendstab
til »Videnstaben« itle vcetet neer saa
fslelig som Manglen paa den sande
Lyst og Villie til at ville ofre alt for
heteenz Slyld. Det et et af de verste
Huller hos mig, og jeg teenter, at
mange af herrens hellige ville sige det
famme for detes eget Bei-kommende
En anden Ting et ogsaa sandt, og
det er, at paa en enkelt Undtagelse net-e,
var herrens fstste Sendebud uleeede
Mand. De havde den Uddannelse, de
hat-de faaet ved et neett Samltv need
dete- hetre og Frelser ved at ftlge
hatn eftet, pg saa havde de et endnu,
de var fyldte as den Helltgaand Alp
Get. 2, 4). Det ee et andet Hul, som
xt maa falle over ogsaa t vote Dage,
neniltg Manglen af Guds sand
Ktaft. Det Lan vcere stemt not med
hallet-te i Silegnelfen af Videnstaben,
sont P. Meilen Anteile-, nien Mang
len hol den entelte as Stadt Rand
8taft, cudt stand- keäftige Deinen,
et Miit nieset vene, es dette ee
not snaeeft den dybe oq alvoeltge
Grund til oen hersiende Mangel Pan
Ilrliejdere iblandt os. «
Men Herren vcere lovet, Guds Aand
er tilitede med sin Kraft i Guds Ordl
da dank Saltainenter, dg blider der en
·!edende Trana i den entelte troende dg
dermed i bele dort Samfund til fom
Paulus- formanet i Ef. 5, 18 ,,at blive
inidte ai Ilandem »da ftal denne Guds
Rand not uddrive Arbejdere i Heften.«
La saa tun dette i al Karlighed til
P. LItieliem Jeg tror ille, at det
passier, at vi som Kristi Præfter »har
Lov til at stille Fordringer« til andre
end til oLZ feld. Zelv am der aldrig
lsled stillet saa store Fordringer til os,
san tror jeg ille, at di derfor sit Ret
til at stille Fordringer til andre.
Erim Krifti Tjenere og Efterfslgere
maa det Vcere dort Maal at gaa i Me
sterens Fodspor, det er hans eget Otd
on Forlangende til os, og hatt stiller
itte Fordringer til nogen, hakt ofrede
sia selv oa levede for at tjene andre
Eaa jeg tror itle, at vi hat Lov til
sont hans Efterftttlgerefk at stille For
drinaen Men jeg trot, at den Heere
Jesus- Kristus, som har sagt, se jeg er
med eder alle Dage indtil Verdens
Ende, ban er mægtig not til at indfri
sit er og oplade Menneilenes Hjer
ter, saa hans Tjenere itte behsve seng
fteligen at spørae, hvad siulle vi Ode, og
bVad flulle vi dritte, og hvormed flulle
di tlæde os, thi han har ogsaa sagt:
»Eders bimmelsle Fader ded, at J ha
Ve alle disse Ting behov.«
Tet fynes ille, som om L. Jespersen
bar ret høje Tanter dm Prcesternes
Offervillighed, men der vilde jeg gerne
minde Jespersen om den Heere Jesu
Ord: »Alt, hvad J dille, at Mennesiene
ftulle gøre mod eder, det gerer J ag
faa mod dem.« Math. 7, 12.
Her vender Herren netop Fordrin
aen mod den enlelte selv, der stiller»
Fordringer til andre.
Dei har vertet fremheevet en Gang
for i denne Debat af en Lcegmand, at
det var onsleligt at faa Lægmands
vidnesbyrdet mere frem iblandt os.
Vi bar jo nogle Jndremissionærer, lan
der itle blive nogle stere? Det er sandt
og lan itle afdisputeres, at Lcegfollet
har virlet til stor Velsignelfe baade i
Danmarl og andre Siedet-. Herren
vedlendte sig rigeligen deres Arbejde.
Det var Lægsoll baade Paa Fyen og i
Jylland, der i den rationalististe Tid
ved et sitnpelt, lraftigt, af Gudö Aand
ledet Vidnesbyrd, laldte Mennesler til
vaendelse og Tro, selv om de bleve
fotfulgte af baade Priester og Bisper
derfot. J vore Dage er det samme
Tilfceldet i Danmart, at Lægmcendj
hat baaret Vidnesbyrdet ud til Opvcelq
lelse og Omvendelse for mange, mange!
Mennester. Nu, det var i Nsds Tider,i
thi aandelig Dfd var fremherslende it
uttolig Grad. Herovre er vi enigei
om, at der mangler Ordetg Fortyns
dere, og at aandelig Nsd et til Stede
blandt de mange Landsmænd, som le·
ver her, og som man ille lan rette,
fordi Krafterne er for faci. Men mon
der da ille stulde vcere aandstaarne
Mel-nd blandt troende dansie Lægmænd
herovre, der vilde ofre sig for Herrens
Sag, og som lunde biete Ordet ud til
Mennester, hellere end at lade dem
aandeligt gaa til Grunde i Starevis.
Dersom en Mand vil og lan gaa ud
for Herrens Styld, ikle for egen Ære
eller Storhed, faa hat Herren vist det
ofte, at han vil velsigne. Dei maa
dog lunne lade sig gsre lige saa godt
her som i Danmarl, at Liegmcend lan
arbejde Haand i Haand med de irden
de Prcester, til Herrens Ære og hans
Riges Fremme. Jeg har hsrt bestem
te Udtalelfer fra troende chmoend
em, at man vilde glæde sig om denne
Sag mere lunde komme stem, vg at
man var vig paa, at Midlerne til at
dtive indre Mission saa vilde komme
rigeligere, naar mcin faa og hskte lidt
mere til disse Jndre Missioncerer og
deres Arbejde, end hidtil har vieret
Tilfeeldei.
Lincoln, i Maj 1902.
O. Ry e O l s e n.
Barndomsmindkts Magi.
As Biskop G. K o ch.
Bed Vejle Amts Stolemsde sprie
den holdt Biskop G. Koch i Flg. »Fu
dericia ngl.« et fængslende Fore
drag om ,,Barnemindets Magi«, som
vi nebenfor gengiver:
Et forspildt Mennesteliv hænger al
tid mere eller mindre nøje sammen med
dette Mennestes Barndomsliv, og et
rigt Mennesteliv staat lige saa sillert
i Forbindelse med dette Mennestez
Barndomsminder. M ded, at Flsden
ikke kan lobe hsjere end sin Kilde, og
om man end itke absolut san stge, at
et Mennesieliv ille tan komme hsjere
end Barndomsminderne, san et det
dog vansteligt. Tysterne siger med et
uoversætteligt Ordspil: «Hvad Men
Puestet spiser, det ek han«- Det gen-er
ogsaa aandeligt kalt. Der spises ogsaa
aandelig talt fertig meget i Baru
domstidem Barnemindet glemmes se-;
neft, hustes langft. Det er Darumka
det, en Digter tit allerbedit tan fynge
om. Jea hat taaet et Udtlip med, in:
deholdende et Tigt af en af vore ta
ditaleste Forfattere, hviS Vierter jeg
tidt hat vasret ted af at lase, men efter
at jea hat lcrst dette Tint, dck handler
om Forfattereng Bornholm er jeg
kommen til at holde af bam. Diatet
lnder saalede5:
Jea er fodt paa Jullandss Eletter,
der hoor Lam af Linian nivper,
der lwor hvergarnsllasdt oa liden
Moder iørrcd sine Etripper.
Jnde oar tun lavt til Loftet,
LIJiaanen tasted th i Einen,
Bedftefar i Ladertrøjen
fiaored om ved Elorstensaruem
Mor gled ind ad Frammersdorem
slcebende paa Mællefpandenx
fnart hat Koens varme Deille
fyldt hver Barnelop til Randen.
Far lom troaet ind fta Stall-en,
hænate Trøjen op ved Bjcellen,
spifte tavs, indtil han sagde:
»Lad os tatle Gud for Mcellen!«
Bad vi da i Los fra Maanen,
som tun Born oa Bønder beder,
medens tunge Stierner tandtess
over beede, tavse Hedr.
Vi findet ogsaa i Kirlens Historie,
at de Mcend, der hat vceret til størst
Velsianelse, har haft en god Batndom.
Jeg vil nævne Augustin og Pauli Di
fcipel Tiniotheus, men ganfle særlig
vote ire store Salmedigtere: Kingo,
Brorson og Grundtvig. Kingo syn
ger om sin Fabrik-, Bceverens Hus i
Slanaekup og dvaeler oed den Stund,
da Foraeldrene oil leere ham at gaa
ene; Brorson mindes tidt det Zie
blit, da Faderen døde fra sine tre
Drenae, og Moderen ftod tilbage med
Hjeinmets Gudsfryat og med sine
Born. Hans Barndomsminder kom
mer frem i Zalmerne: »Op, al den
Ting, soin Gud hat gjort« og »Hu
lommer dine arme Smaa«. Grundt
vigs Liv og Birlsomhed staat maasle i
endnu højere Grad i Fotbindelse med
bans Bakndomscninder; i lldby Pete
stegaard lceste Bornene om Aftenen
meD deres Moder i Danmarlshistorien
og Bibelhistorien. Senere hen paa Af
tenen korn deres Fader ind fra fin
,,Ptæiiecelle« og talte med dem om,
hvad de havde last, og disse Aftener
staat for Grundtvia som de dejligste
Timer, han har oplevet.
Batneminderne, fom vi see opfatte
de saa starpt, og som spillet en afgø
rende Rolle senere hen, vieler dels
fom Hutommelse, dels som Erin
dring. Hutommelsens Gemme hat
man selv Nøglen til, og man tan lulte
op, naak man vil, for de Minder, Hu
tommelfen gewinn-. Men stætlere end
disse Minder vieler de, dersfindes i
Erindringen. De lan ille tages frem
efter Behag, men man lommer i Tan
ke om dem i Glimt. De laldes frem
oed Jdeasfociationeo Taleren omtal
te en saadan Etindring fra sin egen
Ungdom. Som Digteren siget, er det
tidt Blomsterduft eller gamle Melo
dier, der fremlalder Minder.
Det er saerlig Hjemmets Sag at give
Stof til gode Barneininder. Dis-se
Otd siger jeg med Tak, idet jeg tren
ler tilbage paa min egen Batndom,
med Begejftring, idet jeg tanter paa
dem, der er os det taereste her i Verdem
vore Born, og med Vemod, fordi der;
mangler saa meget i, at vi tan stabe
Stof til saa mange gode Barneniin-l
der, som vi saa gerne vilde.
Men denne Sag er ogsaa Stolens
Sag; thi Stolen tager mod Barnet i
den Tid, Hjemmet flipper det. Jeg ved
godt, at Stolen hat meget andet at be
stille end at flabe Stof til gode Bam
minder, men i, med og under de Kund
stabet og Færdigheder, der stal bibrin
ges Bøtnene, stal de fyldes med Stof;
til gode Barneminder. Deraf kommen
det uhyre Anfvar ved at være Læeer.i
Ansvaret blivee sie-ne ved, at Mindetl
ikte blot tnyttet sig til det, Leere-ten hats
sagt, men ogsaa til hanz Billede, sag-J
ledeö sont det hat fastnet sig i Barnetss
«Sjæl. l
Lad mig fremdtage tte Minder.;
Forst er der dem, der samlet sig omz
Fædtelandet, hvoe stetllg Dunst, His?
stotie og Geografi san tjene til Unber-.
lag for Batnemindetö Tilblivelsr.l
Naat vi underviset Beenene i Mo
dersmaalel, stulde del være et af de«
ststfte Resultatet, at de lom til at el
ste deres Moderömaal og file sig som
danste Bien. Der stal nndeevises san-(
;ledes, at Indeelandsleetligheden frem
jelsle5. Naat Lamme ved Historieuns
;dervitningen hat fortalt one Besivens
Ihedeene t 1807, lan han ved Danstuns
ldestoisningen genuemgaa Digtet "»Ved
»Seit-baden steg en Matt-p- l than
I— Ogsaa Distorieundetvitntngen Ist
jeftee nein Opfattelfe sont sit stdste
zMaal siste paa at befreite Ismene i
izcdtelandttætlighedem Liseledes klal
man ved Gmnemgangen af Man
Geografl stemelfle samt- Kett-listed
til det Land, der et san lille i Mist-ekl
Ring, men san sieer for Jen, sank elster
det.
Men dct er ittc tut-! res, kmad du
flach at du daadirter Beitrwa ——«det
et mest ded, hvad du er. ::s:: mein
blev der itte talt san mei! Its: Fec
drelandekeerliahedx rnen ;-:: san lnisle
M Episode fra Hei-t, sont sp: sit frem
dtuge. Tet var en Middssx .·: states
til at satte DE- til Bord-:- Um Feder
holdt vcd Etolernaaen :E:-:, Lin-en
le satte fig, Da faa faade :«-.:«: ..:,.1n
nevirle er falden!« Jeg k«:- :::r-.«1
glemme den Mande, bessere-Is- T ts: DE
de digse Led. Enart eftcr iEk c: End
lvartering as Soldaten Her k:::; .7ra
Dannevirke. Jea tun lnich «-;7: tor
underlige Glade, der areb :——:-; rct Var
sotn om nogle crldre Brødrc xis senkte
hjem. Tagen ester kenn Pitkciiniernex
men ved Snnet as dem tte::1:-: s.«i De
samtnen for itte at blive set-r. Tiefe
Jndtrnt hat daret de ferste likertrcntcr
i nein Kækliahed til Fast-rein : «
For det andet stal Stolen s: Hist
til Pligtopfnldelfe. Her s.-.1-.Dcr det
onl, at Lareren huster vat. »i? VII-IN
opsyldelsens Minder mere Portrgner ven,
hvad han er, end ved, lwad :--..:n siaer.
Jeg maa tilstaa, at jea dar Den chl
altid at toinmer et Par Minntter for
sent, men Prweision fra Leier-rni- Ei
de —- dette, at han ans-. rtsorsr daa
Klotteslet, det indgiver : J til tec
ratterstyrte hos Barnet. Frexndeles
er det as stor Betndnina, a: Meeren
viser Selvbehersletse tkn -.-.f mine
Lcerete havde oste so Ztit at lane sig
tilbage i Stolen, stitte Finarcne i Ve
stegabene og udbrnde: »An, book det er
g1)seligt, at man ital sidde her ivlandt
jer og spilde sen Tid for 2 Alt. 1» Et.
i Timen!« En saadan Lmraden er
itte paa sin Plads. Endvidere ital
Leereren vise Retscrrdial)ed. Ter er en
Fare ved at foretrcrtte et Barn ior et
andet. Følelsen af, at Lake-ten bar
Favoriter, piner Bomene oa nedbrnder
Forholdet mellem Laster da tsletx
Leererens Pligtopfyldelse slat oasaa ai
ve sig lldtryl i den Tilstand, hoori
Zlolestuen holdes. Et snavfet Lolale
virter nedtrytkende og lægaer Etøv
paa Barnemindet. Jeg bar vaa den
anden Side en Gang voeret i en Stole,
hvor Lareren havde Kattns i Bindu
erne. Han udtalte, at Drenaene rette
dem aldrig7 de holdt tvertirnod as dem.
Lad mig fremdrage en anden Oknstcen- »
dighed. Der er vel adsiillige Stola-,
bvori Læreren tager sig en stille Pibe
Tobak. Jeg vil henstille til den Later,
soin gør det med en ond Samvittighed,
at han opaiver Tobatsrygning as Hen
syn til de btystsvage Smaabsrm han
muligvis har i sin Stole, og for hvem
Regen er generende og stadetig. Den
Later, der resplut kan lægge Piben,
indgyder derved noget as Zelvsornceg
telsens Mindetræster i Bernenr.
tin saadan Pligtopsyldelse tan rau
de Bod paa mange Mangler hos Late
ren. Da jeg var Soldat, bande vi en
aannnel Stabssergeni, der itte stod saa
høit i Dannelse som f. Ets. Vor Pre
n1ierlpjtnant, hvorfor di tunde søle os
lidt overleqne oversor dann En Gang
sagde han til os. ,,Naar De staat
ret, maa Te ingen Ting sige« men naar
De staar »Rør«, maa De not hviste,
men det stal vcere saa sagte, at ingen
kan høre det." En as mine Kamme
rater, der troede, at denne Betncerkning
stulde vcrre en Vittighed, trat paa
Smilebaandet; men han ftt rigtignok
læst og pnaskrevet, saa han hurtigst
muligt stat Smilet til sig igen. Men
den gamle Stabssergent var pligtop
syldende til det yderste, og det respek
terede vi; hans Ordrer lystrede di til
Punkt og Pritke. Naar han om Mor
genen tom op paa vor Belcrgnings
stue, stulde vi jo paa militær Vis staa
ret ved Enden as vore Senge, men en
as Kammeraterne, der tu·n havde
grumme ringe Agtelse for at vcere Sol
dat, sagde: »Got- Morgen, Or. Stabe
sergent!« hvilten Hiler naturligvis
ille blev vel modtaget.
Det tredie Omraade, sont Barm
mindet stal tnytte sig til, er Fristen
dommen. Her gælder det i særlig
Grad em, hvad du er. Jtte saaledes
at sorstaa, at jeg regnet det Stof sor
ringe, som vi kan bibrtnge Bernenr.
Tvertinwd tænter jeg mig, at mange
Leerere i Frankrig, hvor der tun stal
undervises i Moral og almlndeltg Ne
ligton, stitter stg orn Munden efter
saadanne Stillelser svm Abraham,
Jsak og Jakob. Der stal ille fortæls
les tm, men livligt, dog ilte ubehers
stet livltgt, men sauledes, at der bli
ver stille, vg at det sortalte scrnter sig
ned i Barnehjerternr.
Der var en gammel Later, som for
talte Bernene one Kongelsnnens Bryls
lup, og da han selv var-grebet as Ern
net, greb det ogsaa Bernenr. Der blev
stille i Klassen. Da han var farbig,
stger en ltlle Pign »Der vtlde jeg
ellere gerne have met med.« Og et
Par andre stger det samme. Men den,
der lan feengtce Birne-re, maa beuge
en darf-m has-nd. —- Dog gelber det
mere pen, hvad Betreten er. Bisen
sen hat t sin Fort-Muß »St! glad’
Gut« sttlvret en Stole-nehm der ved
stn perfotiitghed sit saa stor en Ind
L