e O «
Kong Ertk og de Fredlote
historiit Roman i to Tele
M
Bernhard Feder-in Jngcntanm
Foritc Tel.
sFotttsatJ
»Blio itke ond, trette Ultitta!« soatede Margrethe og
blev dlugfende red. —- »Hvad ondt er der i, at jeg plejer
hatn af et godt Hierte?«
,,Plej ham med saa godt et Hierte, du dil! det hat jeg
jo aidrig sagt der var noget ondi i; tald ham kun hoert
Øjeblit den cedle og den fromme, ret ligesom han var den
enefte brave Riddet i Kristenheden! men saa lad mig dog
have Lov til fdet mindste at undftylde Ridder Kagge og
ængfte mig for ham, naar han fthrtet fig i Livsfare for
min Skyldl Saa ganfte i sin Orden var det just itte, at
han fotlod os, da vi bleve fangne; derfor ftal jeg ogsaa nok
ftose ham dygtig, naar di fes-; men hoad stal han gøte mod
saa mange? Naar han undveg, tunde han dog have Haah
otn at redde os, saa lange han selv var i Frihed. At han«
overfaldt Dtosten i den mørke Port, uden at lade blaese i
Trompet for fig, nu ja, det saa tigtignok heller ikke saa;
sinnst og ridderligt ud;,men mod aabenbar Overmagt ers
List jo tilladelig i enhver Fejde, og det var dog et dristigtj
Foretagende, som inaaske endnu tan koste hans Liv, hont
vel det hvettens hjalp til ellet fra. At, vidfte jeg kun, han
var i Sitterhed, vilde jeg gerne date taalmodig og finde
mig i dette Fangenslad nogen Tid endnu. Naar Rongen
faar at vide, hvad jeg nu ded, maa han dog gøre Afbigt og
behandle mig sont en Prinsesse.«
»Ulykfalige! hvad siget du?« —- udbrød Margrethe
fotfctrdet og blegnede —- »hviltet afsindigt Mennefte har
indbildt dig« — —- ,
,,Det var altfaa dog Heinmeliaheden, du aldtig vilde
nd med, min fromme Softer!« —- afdrod Ulrika hende med
et hoverende Smil. — «Jeg havde befluttet at fordslge dig
min Opdagelse til jeg lunde vife dig, hvad den var aod
til; men nu stal du vide, at Riddet Kagge et mig mere tro
og hengiven, end du: niedens du tun hat tcentt vaa den
saarede Hr. Droft, hat min fredløse Riddet ladet mig gcttte
hvem jeg et og fendt mig en Budstit, som er vigtigere, end
al Verdens Drostet. Denne Runespaan maa tunne aab
ne os ethvert Feengsel i Danmart.« Med digse Ord frem
tog hun med triumfetende Mine en lille, fint udslaaren
Ttætavle, hvorpaa der var afbildet et fyrsteligt Baaden
nied tre ttonede Leoparder og med lllritas Navn neben
under i Runestrift, ved Ziden af Prinsesse Meretes, Kong
Crit Eritsons og Junker Christophers. »Ser du!« —
sagde hun og tnejsede — ,,de tre tronede Leopatder staa i
Kongens store Segl-Klemme. Jeg ved endnu tun faa
halvt om halvt Sammenhængen; men saa meget har jeg
dog nok tunnet flutte mig til af alle de forblommede Vint,
man hat givet mig: Kongens Fader maa have været hem
melig gift med en højbaaten Dame af Matsk Stigs Slcegi.
Tet har sagten-Z været en farlig Zag, siden han havde en
anden til Dronning; men jeg er dog lige fuldt hans Dat
tet og folgelig Prinsesfe Meretes og Kongens Halvsøster,
hvotvel ingen maa vide det. Min stakkels Moder hat not
lidt ftot Utet og taget sig sin Dod detover; men det hat
din Fader og hans Frænder jo strengelig hervnet; mig har
man opdraget i Matslens Hos, som din Saiten derfot maa
jeg nu dele den Forfølgelse, der gaar over din Slcegt.«
,,At! tro dog itte et eneite Ltd af det ulvksalige, for
virrede Æventyrt kcere Ultika!« —- udbrod Matgrethe og
braft i Graad. — »Du-end de Ulykkesrunet og tro mig!
du et visselig min Søftet; men al den Snak om en højete
Fsdsek tan tun dringe dig Stcendfel og Fotfmædelse.«
»Det vilde du næppe sige, naar du havde sei dit eget
Navn ved Siden af Kongets og Fytftets« —- svatede Ul
rita og tnejsede ftolt, medens hun betraatede Trætavlen
med dlinkende Øjne. —- ,,Og fel« — vedblev hun, idet hun
vendte den om — »het staat den norste Hering Hakons
stestjold og Stamtrce; det naat lige op til den store Ha
rald Haatfager; og set du, der staat min tro Riddet Rag
ges Navn ved en Sidegren, ligesom mit; han regnet ogsaa
sin Byrd fra Konger og Fytster; og husket du, hvad gamle
Mo’r Else spaaede mig paa Hale jeg skulde blive til en
fornem Prinsesse en Gang, fagde hun, og faa en smuk og
tig Brudgom af fytstelig Byrd.«
»Ak, tatefte Softer!« —- udbtød Matgrethe betymret
—- «din batnagtige Glimtelyst got din Sjæl til en Bold
for en Ekel-s Stvrptalet. Den Familiesotg, der drog
Ulykken over Landet, som over vor betemmelige Slcegt, kan
tun en ond Aand have tilhvisiet dig, sont en Kilde til Hee
det og Lylkr. thelleblod men aldrig Fyrsteblod rinder i
den Monds Aarer, der tunde afbilde dig som en Æte, hvad
du maatte ds af Gtu over, hvis du troede, det var sandt,
og vidfte, hvilken Byrd der i Sandhed et hsj og hcedetlig.«
«Det et Skade, du itte er bleven Praest, Sostet!« —
sagde Ulrita og flog Ratten tilbage. —- ,,Var Sagnet om
min hsje Iodsel tun et last og usandt Rhgte, kunde det
næppe have saa vigtige Folger her i Landet. Du hat dog
selv troet det var sandt, siden du aldtig hat villet betto
mig det; men jeg hat lange haft et Nys derom. Gamle
Mo’r Else paa Hald tutde ikke ret komme frem detmed;
men det maa du dog selv tilftaa: enhver, som hat kendt
os og vor Slaegt, hat altid bsjet sig langt dhbete for mig,
end for dig, hvorvel du var den celdste, og jeg hat tit set
Folk pege eftet mig, naar jeg var smhtket, og hstt dem.
hviste: se, der gaar den lille Prinsesse, fe, hun dlinker med
de smutke Øjne, ltgefom Kong Gltpping.«
»Arme, arme Safterk —- nddrtd Matgrethe og stut
tede hende gradende t sine Arme — «har du tunnet hsre
flige Vaddingsotd og udholde det? — hat man kunnet
fmigre dit forfeengeltge Barnehjerte med et Glirnmernavn,
der stjulte den bitreste haan og Foragti —- Atme, arme
Ultikal din Ittfte Ulhlke er dog din Sjæledlindhed; den
got dig endog hovmodig af din egen Jammer og Stand
sel. Akt gtuede du tun med mtg for hint Sagn, sont for
en Rtst fra Afgrnnden, saa vidfte jeg dog maaste Trost
on Raad for dlg; saa vilde jeg grade med dig og dede vor
tate, helltge Frue give dig det Dank-, hun gav mig, naar
somme Tider al den Radseh jeg saa og harte i min Baru
dom, blev mig en Cornelia Drom, og det var ligesom en En
gel hviftede i min Stal: det var Vanvid, det var Misset
stand og Staffelse til Hohe. Ak, Moder! Moder! hvorles
I:
des stal jeg holde, hvad jeg looede dig og bringe dette for
vildede Batn stelst i dine Atme!«
»Na blivet du tedelig igen, Søster Margrethel med
al din Kerlighed og Ftoinhed og Samvittighedssuldhed«
— asdtød Ultita hende sortrædelig. — ,,Moder var jo dog
tun min Plejemoderx det tan jeg not begtibe; hun talte jo
ncesten aldrig et lcerligt Ord til mig, og jeg saa aldrig
hendes Ansigt for det sorte Slør. Hoein min rette Mo
der vat, kunde du gerne sige mig, naat der vat nogen
tet sostetlig Kætlighed i dig; men du et da heller itte min
Ersten Jeg var tilsteds, du sad vel i et Kloster; der tunde
du sorge og bede sor inig saa meget du vilde, uden at plage
mig detmed. — Dog nej, saa stulde jeg stilles sta dig; det
tunde jeg dog itte udholde« —- tilsøjede hun lcetlig. —
»Jeg et nu en Gang et Vetdensbatm trete, gode Mar
grethe!« — vedblev hun batnlig og tlappede Søsteren paa
Kinden —- »det hat jeg jo sagt dig hundrede Gange. —
Alle de Ulyttet, der er stet i vor Barndom ellet søt jeg
blev sødt, hat jeg jo intet set til og ingen Del haft i! hvor
tan du fotlange, jeg stal belymre inig derom? hvad lande»
det ogsaa nytte, om jeg nu satte mig til at jamte med dig!
derovet? hvad dore Forældre ellet detes Ftænder hat lidt;
og gjort ilde i, det maa vor trete, hellige Frue bede vorJ
Hette gøre godt ellet tilgive dem, men det tan jeg jo ligel
saa lidt gøre ded, som du. Jeg tatter min Gud og Staber
og vor hellige Fruc, at jeg et bleven til i denne smutte
Verden, og jeg stammet mig itle ved min Fødsel, om jeg
ogsaa tun et en halv Prinsesse. Den Jammer vg· Stand
sel, du endelig vil have mig til at fottvivle over, stottet
jeg slet itte om at scette mig ind i: enten er det Snat til
Hohe, og saa et der jo ingen Ting at jamte over, eller det
er sandt, og saa niaa jeg jo være sornøjet detmed, som med
enhoer Tilstittelse —- saa er jeg dog et Slags Prinsesse,
og hvad Stam lan jeg have af, at man talder mig, hvad
jeg er, og at en Ridder as fytstelig Æt bejlet til rnig og
vil føte mig til den Herden der tiltomntet mig med Rette?«
»Gud hjælve dig for Hceder og for Bejler, statlels
Soster!« soarede Matgtethe. —- ,,Det er itte et sandt Ord
i Riddet Kagge Enhver ved jo, han er sødt het i Landet
as bedte Bart-, end han et verd; søtst siden han blev sted
løs og kom til Rorge hat han sundet paa at fotncegte sin
egen Slcegt og regnet sig paa en stammelig Maade til den
notsle Fytsteslaegt. Slig Ekel-Z Opdigtelse maatte dise
dig, hvad Mand han er, hvis du itte delte hans vtange
Higen efter den Højhed, der ingen Æte et ved.«
Under denne Samtale havde Ultita isøtt sig sine Hel
ligdagstlceder, vg det var blevet suldtoinment lyst. »Er
nu naa mig!« —- sagde hun og spejlede sig i det blanke
Sljold paa Vceggen — ,,behover jeg nu virtelig at stamme
mig saa grumine meget over min Tilvcerelse ellet øskne, jeg
aldtig var født? —- det var jo stammeligt og ugudeligt.
Optigtig sagt, Søstetl stulde jeg drage alt det i Tvivl,
Ridder Kagge hat sagt mig om min Herkomst og sagte
Stitkelse, maatte jeg ogsaa tvivle paa mine egne Øjne, og
ethvert Spejl, jeg saa, maatte vcere lige saa falst en Smi
ret, som du anser ham for.«
»Spejlet et visselig en salst Smigtet!« — svarede
Margrethe —- »det viser os tun Stallen og den glatte Had,
men stjuler Bentaden og Dødsdilledet i os; det blænder
Øjet og sordaervet Sjcelen, jo mer Behag vi sinde i Kogn
billedet, det viser os i vor Fotsængelighed. Havde du hørt
de overdrevne Artigheder, Ht. Kagge har sagt mig, inden
han saa dig suldvotsen og fandt et villigere Øte hos"dig
for sine smutte Talemaadet og dristige Planet med vote
tabte Godser og Rettigheder, saa havde du nceppe staant
ham mete for Latier og Spot, end du staante den taabelige
Hr. Palle.«
»Al, hvor du dog et grcesselig utimelig, du tate,
fromme Soster?« — asbrød Ulrita hende — »den tytle,
dumme Hr. Balle et jo tun stabt til at gøte Nat ad. Jeg
ved not, Riddet Kagge var en Gang lidt sorelstet i dig;
men det tilgivet jeg ham gerne, siden det saa vel er gaaei
over; du var jo dog paa en Maade min Søster, og jeg var
den Gang tun et halvt Barn. Du vilde not hast, han
stulde suttet sig rent ihjel over din Kulde, men det var for
meget sorlangt as en ung, smuk Riddet. Stal han nu en
delig vcere en trolos og ustadig Elster, sordi han tog sejl
as os Søstre, inden han tigtig kunde hitte Rede i sit eget
og vote Hierin? Hvad tunde han sor, du var saa kold og
utaalelig from? og var det da saa utilgivelig en Snnd, at
han tilsidst sandt mig lige saa ton og maasle lidt til?«—-—
,,Keere, sorblindede Batn!« — suttede Margrethe og
tlappede Sosteten paa Rinden, idet hun sttøg de trøllede,
gule Lollet sra hendes Pande — »inaa du da søge en tom
sorscengelig Grund til enhver Sjcelssornemmelse, du tet
stal sorsiaa? Aage Kagge var Fader en hengiven Vaebner;
det er sandt; han var en ivtig Deltager i hin sitettelige
Harvndaad, du nu trot, du ved Grunden til; men var denne
Grund ilte salst, og et du i Sandhed hvad du tror at vorte,
hvvr kan du da uden Rædsel tælle din Haand til en Mand,
som var med i Finnerup Lade?« Hun holdt inve og sol
dede sine handet som til en stille Bon, idet hun bnjede sit
Knæ paa Bonstamlen og hvilede det stønne Hoved paa
Breviaret.«)
,,Ssstet! tateste Sestetl du hat sorstreettet mig!« —
udthd Ulrita og var bleven ganste bleg — »der for mig
et scelt og blodigt Billede sotbi. Ak, du hat Ret! —- det
hat jeg aldrig tæntt paa; er det Sandhed med min Fødseh
butde jeg jo aldrig have ht. Kagge leer; og dog, jeg saa
jv aldrig hin ulhttelige, hsje Herre, der faldt i Finnetup
Orde. Stulde jeg hade alle dem, der voldte hans Ded,
maastte jeg jo ogsaa hade min Moder og din Moder og
Fadet Stig. At! du hat dog Ret, Sestett vi maa aldrig
teente paa vor Sterbne i Verden, naat vi vil vaete glade
blandt andre Menneskets vi maa enten glemme alt, hvad
der et stet om os, eller gaa i Kloster og sige den sit-um«
lhstige Berden god Nat. Men det tan jeg itte, koste So
sterl bed du for mig! jeg vil glemnie, hvad det ilte er godt
at tænte paa; jeg tan dog itte hade nogen Sjcel i Berdenz
og den« der elsiet mig ret heftigt, maa jeg elste igen, i hvem
han saa et, og sor hvad Bedrist han saa er fredlss og sor
sulgt.« hun brast t heftig Graad og holdt de lange, gule
Lotter for Øjnenr.
«Kcresie Ulrital grced ittel jeg vil hede for dig saa
leenge jeg leverl« — sagde Matgrethe. — Hun reiste sig
hurtig fra Benstatnlen og scuttede Ststeren tæflig i sine
Arme. »Ist hat jo itte engang sagt htnanden et glcedeltgt
o·) Osmiedogen med Ustog as Skrtststeder.
l
Nytaar. Gud og vor leere, hellige Frue gør dig from og
taalrnodig og lyksalig og give os begge, hoad der er gavn
ligst for Sjcel og Salighed! Grceo itke, kærestelllrilak
bar jeg talt haardt til dig og bedrøvet dig, saa tilgiv inig
idet for Moders Skyldi hun bad rnig sormane dig og vogte
dig Sjæl sor de forscengelige Tanter; men jeg ser»det jo,
dn er god og from og velsignet. —- Grced tun itte!«
»Ja, vil du saa aldrig mer tale ilde om Ridder Kagge
eller forlange, jeg stal glemme ham og lade vcere at dram
me om hamZ for det kan jeg itte —- det vil jeg ikke.« Med
disse Ord tørrede Ulrita sme Øjne med det lange Haar
og tittede skalkagtig ud paa Søsteren mellem Fingrene.
,,Elsk i Guds Naon enhver Menneskesjæl, som der er
Gnift af Guds Kcerlighed i!« — svarede Margrethe —
»men vcer tun ikte bedrøvet!«
»Na ja, det kan jeg sorstaa!f«' —- sagde Illrita og tog
Haanden sra Øjnenez hun lo og tyssede Søsteren heftigt.
—- ,,Et glaedeligt Nytaar, Spster Margrethel gid du maa
saa den smnlke Drost til Mand inden Aaret er omme! og
gid vi var vel ude af dette Bur inden Stoven er grøn og
Fuglene de sjunge!« Dermed begyndte hun at danse om
med den stille Søster paa Fcengselsgulvet, idet hun sang:
,,Jeg ved vel, hvor der stander et Slot,
Det er saa vel beprydet
Med Sølv og med det røde Guld,
Med udhugne Sten oprnuret.«
»Stille, stille! tære SofterL der lomrner nogen« —
vad Margrethe. Ulrita lyttede, og da hun horte, man
udenfor tog Jernstangen sra Feengselsdøren, satte hun
hastig sit Haar i Orden for Spejlet og paatog sig pludselig
en noget stiv og sornern Mine. Døren aabnedes, og en
lille, vcever Terne traadte ind sor at hjcelpe dem med Paa
tlædningen og bringe dem den scedvanlige Morgenforsrist
ning. «Godt nyt Aar med vor Frue og St. Joseph, ædle
Jomfruer!« — sagde Ternen og nejede, idet hun satte den
varrne Øloststaal paa Bordet. »Husbond lader eder spørge,
om J siden vil age til Højrnesse med hans Freie. Her er
tommet sremmede i Nat« — tilsøjede hun meddelelseslysten
—- ,,de har sovet histovre i Ridderloftet; men der stal gøres
Stads ad dem: de skal herover til Davre i Fruerstuen, og
der er lagt i Kaminen paa Højenloststilliem Det er tre
sremmede Herrer fra Kongen; man tror, Drosten vil rejse.«
»Rejse?« —- gentog Margrethe og blev blussende rød
—- ,,at ja« — tilsøjede hun stille —- »muligt er det vel, naar
det er nødvendigt. Nogle Dages Rolighed vilde rigtignot
vcere hain tjenligst. Folg mig til Fruerstuen, lille Karen?
maaske det haster med Forbindingen.«
»Nej, bi og se dog sørst om mit Haar sidder rigtigt!« (
—- sagde Ulrita. —- »Glcedeligt Nytaar, lille Karm! en
Kcerest inden i Dag et Aar!« «
,,En Brudgom vil Jotnfruen vel sige, for Iiærester
tan man have not af hvert Aar« — svarede Ternen og «
smaalo. — »Haaret sidder nydeligt, Jomfru Ulrikal havde
jea saa dejligf et Siltehaar og dertil Perlebaand og Ho
vedguld, fom J, vilde jeg, saamcend, aldrig ønske at faa
Konehuen paa i mine Dage; men mit Haar vil jeg gerne
sijule jo før jo heller; hver Gang min Kcereste har saaet
Utat af Husbond, maa jeg altid here, det er stridt og tak
tet. J er saa smal som et Rør, Jomsru Ulrita!« —- ded
blev hun og betragtede hendes Paatlcedning og smcekre
Sliktelse. — »Na tan man da se, J er en sin og sornem
Ridderdatter og ingen Terne eller Fadeburpige. Kunde jeg
saaledes stydeHam, vilde mianereste gvre storeØjne. Men
jeg saa strats, J var sødt til at slide Silke og Starlagen.
Der stiller andet under de Vadtnels Kaaber, end Piger as
vor Stand, sagde jeg til Maren Nøgletvinde, saasnart vi
saa jer; ·og da Husbond saa siden blev saa artig imod jer,
og hans Frue sendte jer alle de dejlige cheder og Sinytler
Juleasten, saa markede vi not, det var sandt, vi havde
sornemme Fugle i Bur, om itte selv en Prinsesse, som
nogle jo vil sige. Den løvgrønne Snøretrøje klceder jer dog
allertærest, Jomsru Ulrikai men var jeg i Jomsru Mar
grethes Sied, vilde jeg ilte bcere en hvid Ærmetjortel Nyt
aarsdag; det ser dog saa sorgeligt nd, og det er intet godt
Forvarsel for Aarets Lytte og Glæde.«
»Min Farve var Liglagenets siden Fader og Moder
døde« —- svarede Margrethe med et dybt Sus. —- »Men
tom nn, lille Kareni medens du mynstrer Klæder og Pynt,
tan mangen en Messe synges til Ende.«
,,Med Ottesangen er det sorbi, og der er god Tid til
Højmessen« —- sagde Ternen. —- ,,Tag dog lidt Davre,
Jomsru Margrethe! det gaar dog ikte an at age til Kirle
eller sorbinde Drostens Nakke paa Lastende Hjerte.«
,,Det siger jeg med, lille Karen!« —- sagde Jomfru
Ulrika og lo sljælmsk, idet hun ivrig gav sig i Færd med
Ølosten. — »Saa Drosten er nu frist og vil rejse?« —
vedblev hun. —- »Det maa ogsaa viere haardt for saa tap
Per en Herre at ligge saa lcenge under Jomsrupleje, tilrned
naar han hat Stavanken i Natien.«
»Skammen er itte hang, men den Krysters, der itte
turde træde ham under Øjne!« — svarede Ternen — ,,itte
sandt? Jomsru Margrethe!«
»Bei mener min Søsier vist ogsaa« —- sutkede Mar
grethe. —- ,,Men tomi mig synes, det ringer« — —
,,Det har langt frem! —- Du ers visselig, alt sor from,
Sester!'· — sagde Ulrita med en skcelmst, drillende Mine.
—- ,,Du glemmer ncesten hver Morgen din Davre over
Messen, og det ringer tit sor dine Øren meget for tidligt.
Men det er sandt, Drostens Nalte stulde der jo ogsaa ses
til inden Messen, og det sinker dog altid noget. Nu kom
mer jeg! Tag mig dog med! Nu tommer jeg straksl jeg
vil ikle osiere luttes inde her alene. At ja, Sesterl havde ;
jeg itte dig, blev jeg et ugudeligt Stam, og sov sra Messen
hver Morgen. Du tan da tatte Drostens Ratte for, at «
du aldrig sover over dig. Bi dogl nu tommer jeg!« Hun
drat Tinstaalen ud og styndte sig ud as Deren med Seite
ren og Teram. «
Ottende Kapitel.
Fra Jomsruiaarnet, der tillige med det gamle Walde
Imartaarn ved Kapellet -stod i den nordre Halvtreds as SM
tets Ring-nur, ssrte en hvælvet Løngang til den store, flise
lagte hyjeloftstillie eller Hovedbygningeng Forsal, hvorsra
man- havde Jndgang til Feuerstuem Riddersalen og Sei-s
tets andre talrige Verelsey her var ogsaa Hovedindgans
gen fra Slotsgaarden over den saataldte Hojeloftssvals
eller Altanen paa den høje Plantetrappe, der med sit frem
staaende Bislag og det lange Jernrækvcerk dannede Hojes
loftsbroen Lige over for de to nordre Taarne stode mod
Zotanien i den sydlige Halvkreds af Ringmuren de steck
teste Befcestningstaarne, Ormen og Vandtaarnet. Oder
Højelvftstillien stvd det egentlige saataldte Slotstaarn, og
over Kapellet et lille Kloktetaarn. Midt paa Slotspladfen,
livor siden det bekendte Gaasetaarn blev opført, stod en
hoj Flagstang med det kongelige Vaaben, de tre kronede
Leoparder med en hel Del gyldne Hierter. Den cirkelrunde
Mur, der med sine hoje Tinder og Taarne omgao hele Slot
tet, var udoendig omringet af Jordvolde og dybe Borg
graoe. Da Slottet ofte beboedes af Kongen og hans hele
Hofstat, var det sinutt vedligeholdt og rigeligt forsynet med
Bostab og allehaande Beloemmeligheder. Slottet var en
af Landets vigtigste Fastningen Besætningen af Huss
larle og Krigsfolk var ikke ubethdeligz der boede desuden
mange Smaafamilier af Betjente og Haandværkere omkring
Ved Staldbygningerne og uden for den oel befcestede Port
i den saakaldte Forborg. Hver Gang Kapeltlollen om
Morgenen lod til Ottefang, gil Høvidsmanden med sine
Hustarle og Slottets Haandværtere og Betjente med deres
Koner og Born fra alle Slottets Bygninger til Kapellet
over den store, runde Slotsplads, der da faa ud som et
Købstedtoro om Sondagen. Nu kom de tilbage fra Ka
pellet med deres stutte Lygter i Heenderne.
De fangne Jomfruer bevogtedes uden al Strenghed.
Naar de blot ledsagedes af en Terne, ftod næsten hele Slot
tet dem aabent; tun maatte de sinde sig i at indelukkes om
Natten i Taarnet, fom aldrig aabnedes for det blev lhst; og
Portneren havde tun Tilladelse til at aabne dem Slots
oorten, naar de ledsagedes af Slotsbefalingsmanden selo
eller hans Familie enten til Bykirten eller paa de sædvan
Tige Spadseregange gennem Abildhavcn til Fruerlunden,
Elottets Dyrehave, hvor man ielv paa denne Aarstid un
Iertiden forlyftede sig med Faltejagten, en Fornøjelse, som
Lllrika lidenstabelig elskede, men Margrethe tun for hendes
Ekyld tog Del i.
Da nu Jomfru Ulrita med sin Søster og Ternen
sraadte nd af den dunkle Løngang i Forsalen, løb hun som
"aedvanlig ftraks hen til et af de lange Buevinduer og aan
Jede sig et Kighul paa en af de frnaa frosne Glasruder for
it se nd i Slotsgaarden. »Se! se! —- sagde hun glad —
,Vi faa den nhe, gule Karm til Kirlen i Dag, og se! der
Jide de til Bands med de fremmedes Heft-e. — Hillemændl
)e har lange Siltedækner paa, og der er kongelige Stald
karle med. Se! nu kommer Slotsherren herover med
Orosten og de fremmede Herren Den ene er jo tun en Kan
1it! men hvad er det for to snurrige Herrer med de tysle
Duer ?« —
,,Lad os gaa ind i Fruerstuen!« — sagde Margrethe.
—- »Det sømmer sig ilke, de træsse os faa tidlig her alene
Iaa Tillien.«
»Man tan da heller ingen Ting se og fornøje sig over
For den tedsommelige Sommelighed!« —- sagde Ulrila for
trcedelig og fulgte, langsom og rotkende, Søsieren ind i
Fruerstuen
Straks efter aabnedes Toren fra Højeloftsbroen, og
Drost Aage traadte ind i Forsalen med Kongens Strifte
iader, Mester Petrus de Dacia, og de to tyste Mestersat
gere, ledsaget af Slotsbefalingsmanden, He. Ribolt, en
høj, anselig Mand i stiv, ridderlig Dragt. Slotsherren
traadte sidft over Tcerfielen og lukkede Døren for Varmen,
som alt begyndte at udbrede sig fra den store, blusfende
Stenkamin. »Paa Kongens Vegne!« — sagde han med en
ois Højtidelighcd og tog den høje Fjerhat af — »velkom
men i hans Hojeloft, velbaarne Herre! her er han eders
Verri, stont i min ringe Person. Jeg tan altfaa oente ham
her til ForaaretZ cervcerdige Herre Magister!«
,,Det Budsiab bød han mig bringe eder, naest kongelig
Hiler og Gunst« — soarede Mester Petrus de Dacia og
rakte Slotsherren Haanden. —- »Vi har sovet under eders
Tag, men J kender endnu itke eders Gcester« — oedbleb
han. —- ,,Mit Navn oed J; jeg maa om nogle Timer rejse
videre; men disse Herrer onste, med Kongens Tilladelse,
at gæste eder i nogen Tid, tildels i et lærd og videnstabe
ligt Øjemed.« Han forestillede nu Slotsherren Mester
Poppe og Mester Rumelant fra Schwaben, som to navns
klundige Mcend vg Meftere i den aedle Sangerkunst, der
havde besøgt mange Fyrsters Lande og nu ligeledes onstede
at se og tende alt, hvad der i Danmark var mærkeligt, med
Hensyn paa Folkets Liv og Jdrcetter og dets Forhold i
Kunst og Vidensiab til andre Folkefcerd. »Disfe loerde
Herrer« — tilfojede han —- »anbefales eder som Kongens
Geester paa Slottet faa længe dem lyfter. Den kongelige
Skriftsamling og Slotsarlioet stal efter Kongens Villie
ftaa dem aabne.«
»Ja faa! de boglærde Herrer ere mig velkomne!« —
svarede Slotsherren og hilsede de fremmede noget forle
gent.—— »Bei er formodentlig Kroniterne, de gode Herrer
oil efterse, og de gamle Strifter her sindes om Dantnarts
og de tyste Rigers Fortids- Handeler. Her var nhlig en
loerd Klosterbroder fra Rh, sont ligeledes paa Kongenö Be
faling havde meget med disse Strifter at gøre. Det er et
Eiggendefæ, som jeg, sandt at fige, tun lidet forstaar mig
paa; nien de leerde tunne itke notsom prise vor Konges
Dmsorg for at samle deslige Strifter og den frie Brug,
han tillader deraf baade for indenlandste og fremmede leer
Ie. — At! Gud hjælpe mig! kære Drost!« —- hvistede han
sagte til Aage —- ,,de er oist forsircettelig lcerde, de for
staa vel itte et danst Ord?«
(Fortscstted.)
B. S. Jngenmnm
Valdemar Seien
J Omslag 80 Cents. Jndbunden 81.20
Erik MenVedS Barndom
Jnsdbunden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
Dmflag 80. Jndbunden 81.20.
DANISZ LVTZ PUBL. KATER Blatt-, Nod-.
