Kong Erik og de Friedhofe
historist Roman i to Dele
af' »k?
Bernhard Serertn Jngeinanm
F o r s t e D e l.
(F-ot«tiat.)
k
Med alle Tegn paa Ftygt og Hatme og en gennein
vaaget Rats Udmattelse toni Zlotgfogden en Morgen ned
sva Fangetaatnet med Nøgletne i Haanden. »Alle Folt
er da sont besatte!« —- mumlede han. —- ,,Nu tonimet jeg
selo til at vaage mig ihjel ooet Den fotdøtnte Zatan.«
»Ja, sagde jeg det itte not? Hugbondt han got os
alle gale til sidst!« —- lød en lnftig, oel betendt Etemme
ham i Bret, og Motten Madsdend stod fot ham i Haid
mottet veo Enden af Taatnttappen.
,,Motten! du gale Landstthger! et det digi« — raubte
Slotsfogdem —- »Hvot i al Vetden hat du oærets Du
var jo bleven besat og satet Potter i Vald, vilde man sige.
Nu blivet de gale her alle til Hode, og den ene rendet mig
dort eftet den anden. — Tal, MennesteT hvot Djavelen
hat du vatet?«
»Ak, trete Hugbond!« —’ suttede Motten — ,,tat J
St.-Hu,bett, at J et saa from og dydigt og fordøm itte et
stattels, stroheligt Vetdensbarn, sont hat maattet bade
haatdt not sor sine Syndets Styidi J hat sagtens meet-;
iet, jeg gerne shnget og danfet; en lille Rus hat jea helleri
itte føt datet bange for; men paa St. Veits Dag stal man
tage sia i Agi! til Straf for min Ugudelighed bleo jeg i en
Rug beladt med den ulhtsalige St. Bettes-Tanz og jeg
ttoedeh jeg stuide have danset et helt Aar, sotn det føt et
hænotesz saa manae shndige Italien Maaste hat J ellet
andre dtxdige Mennestet bedet for mig; jeg flap dog med
nogle ilget; men i al Den Tid hat jeg intet vidst as mig felv
at stge, og jeg hat danset saaledes hele Landet tundt, at
jeg næope tan hange satnmen.«
»Ja saa!« —- svarede Zlotsfogden og liettagtede ham
med et ntigtænteligt Blit —- »hat du haft Den Syget —
Den er dog meget sjctlden; ag inange vil sige, det er Snat
og Lvettto.«
»Na-re Husbondl husier J da itte, hdor det git Claus
Spillemand i Fjot; hatt holdt jo itte op at danse, for han
styrtede dod om paa Siebotg Gade.«
»Ja, det et nu sandt not; han blev tigtignot gal St.
Veits Tags men det oar jo itte paa den Dag, du gjotde
alle De Optojet og tendte fta Taatngenunerne. Vasr op
tigtig, Motten! hat du itte laDet dig fotfore af Bispen og
tendi Ætindet for hanik Du hat ttaoet dngtig ointting,
det set jeg nol, og hat dn nu tht til at hanges for din
JVer i Tjenesten, saa toniiner du netop til Pag; haade
Kongen og Marsten et het, og hvad den ene dommet. tan
Den anden fttats lade satte i Brett.«
»Kan, fromme Hut-band! hvad tæniet J om nagt-«
-»— svatede Motten og satte et fotdavset Ansigt op —
»havde jeg tendt Ætinder fot saadan en Landgfottader,
saa maatte jeg jo vcete bindegal, naat jeg nu tom igen og
lod mig hange detfot. Nei, det tan J da not begribe,
Husbond! at jeg et itte saa bestialst dum. Rent ud sagt,
jeg var utimelig dtutien hin Aften; om det vat St. Veits
Dag hustet jeg tigtignot itte; men jeg hat hverten haft
Sang eller Samling siden. Jeg hat sagtens tendt Landet
tundt som en Nat. , Nu et jeg føtst tommen til Forstand
og hat sundet Vejen til Sigbotg igen. Her er det jo tent
bandsat galt med Kongen og Bispen. statt jeg date jet til
nogen Tjeneste, faa sig til! — Jeg tunde nu med stetste
Fotnøjelse intette Halfen paa Bispen, naat jeg dermed
tunde tedde Kotigen og Landet. Hat J nogen Tvivl om
min Ætlighed, saa vil jeg blvt hente mit ij ogi al Yd
myghed anbesale mig.«
»Nei, dliv! jeg vil tro dig paa dit cetlige Ansigt Mot
ten!«—- sagde Slvtssogden hastig og bettagtede ham med
et ftarpt Blit, idet en nh, dristig Tante shntes at gennem
flyve hans angstede Boddelsjash — »Jeg hat aldtig beha
vet dig met, end netop nu: min nhe Madsvend et ogfaa
rendt bott; jeg hat lun en Taatngemmet tilbage. Jeg
maa selv væte alt og alle Vegne« —- —
»Det et met, end man tan fotlange as noget ttistent
Menneste, Husbondt det tan nappe Fanden felo tage stg
paa.«
,,Fuld og gal maa du have vcetet, det et sandt« —
mumlede Slotsfogden og vedblev at dettagte ham nøje —
hnil saa langvatigt et Fuldstab hat jeg dog aldtig hstt
MagetiL —- St. Veits-Dan"s! det et jo en Shgdom, som
alt andet Galsiab; men Sot er alle Mands Hette —- hvad
man got i Den Tilstand, tan ingen svate for —- hmt —
siden du nu et ved god Samling igen, Motten! vil jeg
dog tage dig i Tjeneste; —« om Dagen tan du behøves i
Stegetset — og om Natten —- nu ja, detom tan oi siden
tate. Gamle Mads Taatngemmet duet til ingen Ting7
nu hat han faaet sme Softetfpnnet til Hjælp; men dem
stolet jeg heller itte paa —- og De togsede Lansetnasgte et
bange sot at blive bandsatteiellet fotgjotte.«
»Kat! jeg hjcelpe jet med Nattevaagen, stal det itte
komme detpaa an!« —- sagde Motten —- »hvad jeg tan
plage og dtille Bispen med, got jeg med hjettens Glcede.
Jeg vil tun itte taade jet til at give mig Stuevagt hos
ham — sot tom St. Veits-Dansen over mig, vat jeg i
Stand til at danse Fanden i Vold med ham; det et et
Siags Krampe, maa J vide, og hvem jeg saa saat sat paa,
tan jeg let ilemme Livet ud af« —- —
,,Godt, godt, Motten! det hat ingen Nod; nu er du
jo fuldtönimen sund og fotnuftig« —- mumlede Slotsfog
den med et hæsligt Smil — ,,nogen maa jeg dog have til atx
hjcelpe mig, ellers blivet jeg selv forthtt. Den ene Ulyltej
tommet oven paa den anden. Kongen et en heftig MandH
og Junteten geeidet ikte meget hos ham; det hetet tun lidti
til at totnme i Ulytte, naat man hat en chevel atpasse
paa og strenge Vetter at ftaa til Negnstab. Nu tommeti
den fotbandede Snat til om Studen ved Gtlleleje, som lo
bet fta og til og vil hjcelpe Bispen til Flugt.«
Motten Madsvend blev ganste bieg. »Aus beoate os!
siget man det?« —- udbtsd han hastig —- «ja, san hat J
Stam Ret, Husbondt saa galdet det at viere sotsigtig; men
en gal Hund et det lige saa fatligt at lese som at binde.«
»Bei galder. mit Liv, hvis han undviget, Mottent
jeg hat Kongens eget alletnaadigste Otd for det. Ferng
selsnsgletne komme nu aldtig af min haand —- Kongens
i
s—
Folt maa holde Vagt; men jeg tot itte lide Paa dem. —
Jeg gaat med Lidet i Heenderne. — Nu viljeg stole paa
dig. Rom med!« Detined tog den fotvittede Slotsfogek
ham ved Atmen og trat ham med sig over Gaatden mod
Stegetset. Det Var en sInut, tlat Winter-Magen Dei
havde i de sidste Ncettet ftosset saa haatdt, at en Dei af
Sjobotg So oat tillagt med tetninelig fast Js. Da Slots
fogden og Kotten git over Slotsgaatden, saa de alle Kon
gens Jcegete med Heile og Jagtredstabet holde for Zwis
trappen og den tongelige Katm totte stem.
»Hu-ad et nu paa Fætde?« — sputgte Stetsfogden
» »Vi stal paa Klappejagt med Kongen til Titøb« —
sdatede en as Fee-gerne — »Den itote Hette fta Rometland
vil til Estom; han stal sagteng age ellet bætes paa Hien
det.«
»Naat tonnnet J da tilbage?« — sputgte Elotofogss
den.
»Bei ved itte jeg« — soatede Jægeten —- ,,i Morgen
stal vi not med Kongen til Estomx der skal holdes et stott
Raad, oil man sige.«
»3aa gceldet det vel Liv ellet Tod fot ham detoppe!«
munilede Slotsfogden og pegede paa Fangetaatnet.
Motten Kot bleo opincettsom og standsede; men han sthndte
sig snatt hen imod Stegetsdoten, hvot han blev ftaaende,
halvt stjult, idet nu Døten aabnedes til Slotsttappen, og
man saa Kongen og Prins Christopher stige til Heft, til
lige med Matsten, de tvende svenste Hettet og en hel Del
Riddete. Kongen og hans Folge blev holdende, og alle
Jcegerne med Tjenetstabet bojede sig dybt, medens Kardi
nal Jsatnus med sin Famulus og sit gejstlige Folge nu
onsaa tom ned ad Slotsttappen og tog Plads i den tonge
lige Kann. Undet munter Klang af Jagthotn drog Toget
detoaa ud ad Zlotspotten med Kongen og Gtev Hentit i
Spidsen Motten Kot var bleven staaende ved Stegets
boten. Han havde betragtet den unge, tiddetlige Konge
med et blandet Udttyt af Frhgt og beundtende Deltagelse,
og der syntes at foteaaa en heinmelig Kamp i hans Sind,
idet hans Blit oendte sig fta den stonne, bottfatende Kon
gestittelse til det stuinle Fangetaatm hvotfta han syntes
at hote et fjetnt, dampet Sul. Slotgfogden havde alletede
et Pat Gange taldt paa ham, uden at han havde hott det.
Nu taldte han igen med en dtoj Ed. Kotten sot hastig
med Haanden over Ansigtet og istemte detvaa med stin
gtende Rost en af sine lystige Kcempeviset, idet han med
Stcemt og Lattet ttaadte ind til Foltene i Stegetsei. Den
ovtige Del as Dagen dar der saa stille paa Zjobotg som i
et Kloster. Da det bleo Afterr, syntes Slotssogden use-Id
oanlig oenlig og gjotde sin tilbagedendende Madsvend til
Gode med et godt Bæget Bin af Kongens Reisetceldet.
Jnden han satte sig til Drittebordet, havde han med egne
Ljne sotdisset sig oin, at hano satlige Statsfange sad i
god Fotvating, og at saa vel den gamle Taatngemmet og
hans Kammetatet, som Vagten uden for Feengselsdoten,
oat paa detes Post. Da han haode styttet sig med nogle
Bægte Vin, beghndte han at udose sit Hjette fot Kottem
»Jeg et en ulyttelig Mand« — suttede han —- ,,jeg hat
itte faaet Sonn i mine Øjne i tte Ratten Hvet Gang jeg
luttet et Zie, shnes mig, Bispen et slygtet og jeg dinglet i
Galgen. Kotigen selv et itte stott bedte faren« —- vedhlev
han. —- ,,dommet han ham nu, ttods Paven og Kletesiet,
sta Livet, tomtner han selo og hele Landet i Ulykte; ladet
han ham slippe levende hetfta, et det lige saa galt. —- Jeg
dtømte en Gang, Bispen havde hcengt sig felv i sit Hals
jetn; at Gud give, det havde vcetet saa vel!«
,,Det var et ftomt Ønste, Husbond!« —- svatede Mot
ten. — »J vilde gerne hjceloe lidt til, sot at den Dtom
tunde gaa i Opsyldelse? sotstaat fig, Husbondl i al From
hed og Stilhed — og jeg fottcentet jet ingenlunde deri:
det oat jo i edets Stilling jo ncesten Nodvætge, og det var
tilmed en Velgetning sot Land og Rige — itke sandt?«
»Er du gal, Motten! det tunde koste min Hals« —
muntlede Slotsfogden —- »fot mig maa han i Gnds Navn
hcenge sig, naat han oil. naat jeg tun itte ved as det;
vilde en god Ven give ham en Haandstcetning, nu ja, det
tunde, fom du siget, maaste redde Land og Rige og for
tjene en stot og tongelig Belonning; men jeg maa tatte
min Gud og Staber, tan jeg tedde mit eget Liv. — Havde
jeg«»tun et tto Menneste, det tutde holde Vagt inde hos
ham i Nat, saa vilde jeg sooe tolig. Kunde du ikte have
Mod dettil? Motten!«
»Aa! jo, hootfot itte det, naat jeg sit det godt betaltl
gjotde han mig for meget af det, var det jo en smal Sag
at give ham sin Rest, uden at nogen stulde se og tende det.«
»Er det dit Alvot, Motten? hat du vittelig Mod
til« — —
»At gote Ende paa ham? Huobond!«
»Tys! nei, det siget jeg jo itte. St. Getttud beoate
mig fta at fotfote nogen til den Getning, om det ogsaa
vat en Velgetning mod Land og Rige, som tunde gote en
sattig Karl lyttelig fot sin Livstidl —- Nej, det vat itte
min Mening; tutde du lade mig lutte dig inde med ham
i Nat?« —- —
»Ja, paa et Viltaat, Husbond!«
»Hdad et det?«
»At J itte oil blive vted og antlage mig, detsom J
maaste i Morgen itte findet os i samme Tilstand som i Af
ten«—
»Sladdet, Motten! i hvad Tilstand jeg findet jet,
taget itte mig. Jeg detalet ti Solvorer for hvet Nat, du
vaaget hoö hom, og hundrede fot den sidste« — —
»Men naat dog den fromme Hette ved Djævelgtunstet
blev fti —- paa en Mande, saa sit jeg vel Stylden fot at
have sat ham i Ftihed?«
»Ha, ha, du et en lystig Spøgesugh Motten!« —
mumlede Slotsfogden med en sæl Lattet — »Den Frihed,
du tan scette ham i, naat ITg hat luttet Doten eftet dig,
den stal itte fotstytre min Nattern Det fotstaat fig« —
vedblev han med et utoligt fotstende Blit — »du maa fotst
lade mig undeksoge dine Morden at du ingen Fil ellet noget
Steigt Betttoj hat med? det er en Forsigtighed, jeg altid
hat btugt, naat jeg lod nogen vaage i Stuen hos ham.«
- »Det et itte met, end billigt. J et en samoittigheds
lfuld Mand«-— med diöse Otd trat Motten sin Ttøje as
!og vendte alle sine Lommet. — »Men det et sandt, Huös
dont-; det gaat dog itte an; stulde St. Veits- Dansen
komme over mig« —- —
»Siaddetl du et jo sund og tast« —
,-,Men jeg et for hidsig, husbondl og Bispen et gal
s-— g
paa mig fra gammel Tit-. — Jeg har af og til drillet ham
lidt, som J ded, og stulde han saa i Sinde at forncerine
mig, eller angribe mig, og jeg blev nødt til at forsvare
mig, faa tunde jeg let gøre lidt Larm og scette hele Vagten
og Hufet i Beoægelse.«
»Bei stal ingen Nod have. Du er en tcet Karl, Mor
ten! — tom! Vagten stal itte staa for ncer ved Døren og
forstyrre din og Bispens Nattero, og tommer du i Disput
med ham om Tilstanden efter Doden eller slige lcerde Sa
ger —- saa stal Lægfolt itte faa det at løbe med. Drit
et Glas Vin endnu til god Nat — og tom saal Jeg men-I
ger til Ro, og Bispen med — det er silde.« Motten niktede
og drat. «
Med et afstheligt Sinil i det raa, ftinhellige Ansiat
areb nu Jesper Mogenspn en Lygte og git med Kutten op
ad Taarntrappen til Fængfelsdøretn Han standsede et
Var Gange urolig og holdt Lygten mod Morten, fom med
oel tilfreds Mine fulgte ham. »Du ser jo saa mildt, som
jeg forte dig til et lystigt Nattegilde« — mumlede han —
,,Gaa foran! jeg tan itte lide den Puslen bag ved mig.«
Motten adlød og tog sig en beiæntelig Mine Paa.
»Lad itke Vagten mcerte Uraad!« —- hvistede han og pe
aede paa en Stritte, han bar om Livet.
Slotsfogden nittede og syntes beroliget. Han bis-o Bag
ten gaa lcenger fra Deren; derpaa aabnede han den halvt
oa tigede ind med thten foran fig. Zaasnart han havde
set Fangen ligge rolig med Lænten otn Haanden, stød han
Motten derind. »God rolig Nat!« — sagde han med et
hæsligt Sinil og finceldede Døren i Laus efter ham. Han
itasngede omhyggeligt for Døren igen og git ned ad Taarn
trappen. Den ncermefte Stildvagt lagde Mcerte til, at han
ofte saa sig tilbage, som om nogen forfulgte ham eller som
otn Lyden af hans egne Trin forelom ham mistæntelig.
»Den dumme chevel« —- mumlede han —- »hvad han
stor, ital han selv svare for! —- hvad rager det mig?«
Da Morten Madfdend var stødt ind i det mørte Fang
sel, blev han staaende tavs til Lartnen nied Laasen og Dor
stangen var forbi og han hørte den hule Lud af Slotgfogs
dens Jernhcele forfvinde i«Trappegangen; derpaa nærmede
han sig Fangens Leje og oilde talez men nu horte han
Sang og højrøstede Stemmer over sit Hoved; det var den
gamle Mads Taarngemmer, der Paa Lofttamret over Fang
slet gjorde sig lystig med sine Søsterspnner og de unge Karle
fra Landsbhem sorn stulde holde Vagt med ham. Morten
bleo staaende tavg og lhttede. Paa de lallende Steinmer
oa den døsige Sang incertede han, at Mjøden og det sach
siite Øl, han hemmelig havde bragt dem, allerede maatte
have smagt dem godt. Gennem et lille Hut i Loftet faldt
et Lysglitnt fra deres Lampe ned paa Ærtebispens Leje og
oplyste hans lange, blege Ansigt. Han laa med lutte Øjne,
iuden at røre fig, og shnteg at sooe fast. Motten satte sig
ned paa det fugtige Stengulv og forsthrrede itte hans
Hvile før end Svirelarmen paa Tagtamret aldeles var op
hørt og han i den stille Nat tunde høre hvorledes man snor
tede deroppe paa Gulvet. ,,Sover J? cervcerdige Herre?«
—- hvistede han nu og reiste sig.
»Nei, du tro Herrens Tjener!« —- svarede Ærte
bispen med svag Rost og hcevede sit Hoden — »Jeg og
Gudå Hcevn lade tun som vi fode, til Tid er at vaage og
handle.«
»Nu er det Tid til at smøre Hafer!« — vedblev Mor
ten —- ,,er alt her beredt3«
»For loenge siden. Du tøvede lange; dog ogsaa det
var en Guds Bestittelse: jeg ftulde selv i mine Lcenter blive
et Tugtens Ris i Herrens Haand. Men nu troede jeg fast,
du havde sveget mig eller var røbet« —
»Saa troede J, jeg var en Rcev eller et Faar, winter
digel Hat J Rebstigen?«
»Hu — men forsigtig, Motten! bind den til den tht
teste Jernstang i Gitteret! den er fast. Tag de andre udl
de ere overfilede — men uden Larm! Lcenten tan jeg selv
stille mig ved. Din Fil var sløv; men Herren har stcerpet
den i min Haand; hans Engel har gjort mine Fjender
baade døve og blinde.«
,,Men nu tommer Knuden, fromme Herre!« —- hvistede
Motten med et tvetydigt Smil og nolede —- »nu tommer
det an paa, om Herren-s Engel ogsaa fremdeles vil staa jer
bi. - Op i Vinduet har han da leert jer at trybe; men vi
har atten Alen ned ad Taarnmuren, og faa har vi den for
dømte Borgmur til. Grav og Sø har rigtignok vor Her
re lagt Bro over. Ser J denne Stritte? vilde jeg nu
hcenge jer i den, tunde jeg maaste gøre min Lytte; men
dertil er jeg for from en Hart — jeg vil tun binde den
til Dragtnuden, for at vi tan trcette Stigen ned efter os;
saa vil jeg gaa ned forst, for at hjcelpe jer. Se saal nu
svarer jeg for Stigen, naar J nu tun selv tan holde jer
fast, til jeg tan naa jer fra neben. Men — —«
»Med Guds almcegtige Bistand!« — hviftede Grand
med cengstelig Rost og betragtede den lyftige Kot med et
halvt mistcenkeljgt Blit — ,,hjcelp mig tun forst op i Vin
duetl.—— jeg er mai og svag. Nu! hvad tænter du paa?
Mortenl fthnd dia, inden vi røbes!«
»Der falder mig tun en lille Skrupel ind, ærvcerdigel«
— hvistede Motten. —- ,,Jeg er en god Kristen, og jeg ved
not, J og Paven baade har min og alle tristne Sjæle i
Lommen. J har reddet mit Liv; se, derfor hat jeg lovet
at befri fer, hvad det saa stal tostez men jeg er ogfaa en
danst Mand, og J tan itte forlange, jeg for eders Stle
stal forraade Land og Rige eller sthrte den unge, kcette
Konge i Ulytte. Hat-de jeg for set ham og vidfi, han var
faa vatter en Herre, haode jeg maaste betæntt mig paa, hvad
jeg lovede jer. J har lyst ham i Band og overgivet ham til
chevelen, men dertil er han, min Sjaell for god! og stal
jeg nu sætte jer i Frihed, maa J love mig ved vor Frue og
den hellige Martinus, at J vil løfe ham af Bandet og ingen
Fortroed vil gøre ham eller nogen Mand i Landet.«
«Raser du, Morten!« — udbrød Bispen, højst fortzah
set og forbitret — »vil du efterabe Tyranen og foreftrive
mig Betingelfer? Holder du itte hvad du har lovet mig,
ital jeg bandlyse dig med, og du stal være evig fordømt« —
,,Ja saa, cervcerdige!« hvistede Motten og trøb hastig
ud ad Vinduet paa Rebstigen med den løse Snor i Haanden,l
hvotmed han tunde oplsse Kunden, der bandt Stigen -—«
,,laa vil jeg sige jer god Nat og tage Stigen med mig til
Helvede.«
»Morten, tære Motten! bedrag mig itte!« — hviitede
Ærtebispen i bsnlig Tone og steg med Engstelig Hast op i
Binduet — »jeg vil itte vcere haardere mod Konaen eller
no«gen her i Landet, end jeg er nødt til for Guds og Kirleus
og min Samvitigheds Styld« —
» »Vil J da løse ham af Bandet saasnart J selv er kri
og i Zitterhed?« — spurgte Motten og blev staaende paa
Ztigen
»Ja dist, ja dist! ti tun stille og hjcelp mig!« ,
»3aa vil jeg da tro jer — for det forste!« —- hvifiedev
Motten og trøb ned ad Stigen. Dens nederste Trin var
dog fem Alen fra Jordenz men den behandige Kot hang
sig fast deri med Handerne og sprang ned uden ftor Møje.
Ærtebispen var nu ogsaa kommen ud ad Vinduet og holdt
sig med stor Besvcerlighed fast ved det ene Trin, medens han
famlede med Foden efter det andet. Endelig tog han Foden
fra det sidste Trin, men opdagede nu, til sin Forfærdelfe,
at Stigen Var meget for kort, og at han sandsynligvis
maatte slaa sig fordæroet, hvis han uden Hjælp stulde naa
Jorden. ,,Hjcelp mig, hjcelp mig, Mortent« —- bad han
sagte — ,,i den forbarmende Guds Navn! hjoelp mig!«
»Ja, naar J vil forbande jer nede i hede Helvede paa,
at J vil holde Ord, ærvcerdige Herre!« —- svarede Motten «
og holdt Handerne i Vejret for at gribe ham, hvis han faldt.
»Ja vist, ved alle Helgene og chevle!« — stammede
den cengstelige Fange — »Um grib mig! jeg maa lade mig
falde.«
Ærtebispen slap nu det fidste Trin paa Rebftigen og
lod sig falde; men skønt han strats blev modtagen af Kot
tens traftige Arme, tunde han dog itte tilbageholde et
dcernpet Udbrud af Smerte og Angest, idet hans opfvulmede
Fødder tørnede haardt mod Stenbroen, og da Kokken slap
ham, stnrtede han om og kunde hverken mæle eller aande.
»F hat dog aldrig sooret falst i eders Hierte, armer
dige!« — hofftede Motten cengstelig. — »Na er det ellers
ilte Tid til at danne. Tøve oi her et Øjeblik endnu, kan
Vagten komme og føre jer tilbage, hvor J tom fra.« Med
disse Ord trat han Rebstigen ned til sig og forvarede den
del. Ærtebispen laa endnu fom livlø5. Uden at betænke
sig langer, tog Motten ham med begge Arme om Livet og
bar ham faaledes oder Fcengsletg Baggaard til den høje
Borgmur, der rundt orn Taarnet var omgiven med en
Grav. Fra den indvendige Side kunde Muren til Nød be
stiges, og med stor Anstrengelse bar Kotten den halvt af
mcegtige Prcelat op paa Muren. Her fastgjorde han Reb
stigen, medens Bispen kom til Besindelse og vandt Kræfter
til at fortscette Flugten Uden at opholde og cengste den
vigtige Flygtning ved flere Betingelser, hjalp han ham og
saa ned af denne Mut og tog Stigen med sig. Den frosne
Taarngrav tom de over; men den Del af den tillagte Sel, de
endnu maatte over, var glat som et Spejl, og Ærkebifpen
faldt ofte og stødte fig. Ved Kotkens Hjcelp tom han endelig
over Jsen; men nu kastede han sig fortvivlet paa den frosne
Jord. »Jeg tan itte gaa et Stridt mer« — udbrød han —
,,stal jeg naa Stranden, inaa du stasse mig en Heft.«
,,Vil J- da give mig Absolution, cervcerdige! hvisxjeg
stjoelesk en Heft ud af Staufen hist2«
,,Det er et helligt Laan, som bringet dig Velsignelse!«
—- sagde Grand.
»Na vel! men forstaar J noget af den sorte Kunst,
fromme Herre! saa glem nu itte jert Latin, men lces over
Hundene, saa de itte gø, og over Karlene i Staldkamret,
saa de ikke vaagne!«
,,Jeg vil bede den Almcegtige staa og bi —- stynd
dig!« —
Morten listede fig nu hen til den naerliggende Stald
bngning. Han gik over en Mødding til Stalddøren, hvor
paa der var et stort Kors med Kali, som ansaas for til
strætkeligt Lutte. De ellers saa aarvaagne Lænkehunde
lode sig ikke høre. Det var· som Korset paa Stalddøren
lyste i IJtaanestinnet.« Nu ja, jeg redder dog en dygtig
Guds Mand« —- mumlede han og aabnede Stalddøren.
Til Karlelamret, som han stulde forbi, stod Døren paa
Klem. Han tigede derind og saa trende Karte ligge i dyb
Sonn. J Baafene tæt ved ftode to frnaa Hefte. Han løste
deres Grimer og trat dem ud. Stenbroen i Stalden og
udenfor Bagdøren var stjult med Gødning, og det lykkedes
ham Uden mindste Larm at føre Hestene ud. Han trat dem
langfomt hen til Søbredden og saa sig ofte tilbage; men
ingen forfulgte ham, ingen Hund gøede, og det forekotn ham
ncesten selv som et UndervcerL Han fandt Ærtebifpen,
hvor han havde forladt ham, i en bedende Stilling. Med
en uscedvanlig Alvor og med en Ærbødighed som dog syn
tes blandet med en Art Rcedfel, hjalp« nu Kokten uden at
sige et Ord, den høje, farlige Prcelat op paa den ene Heft; «
han satte fig selv paa den anden, og de rede tavse i ftcertt
Trav ned mod Stranden. Der ventede en høj, alvorlig
Ridder og de to laalandske Rømningsmænd dem med en
Fisterbaad, som de havde stjaalet fra Fisterlejei. Ridderen
og begge de vilde Karle bøjede derbødigt deres Knce for
Ærlebispen, idet han med udstratte Fingre gao dem sin
Velsignelse. Ved Mortens Hjcelp stea han af Hesten og
traadte ind i Baaden. Kotken lod de fremmede Hefte løbe
og satte sig paa en Rorbcenk. Med faa traftige Aareflag
naaede man en Stude med fort Flag og Vimpel, der laa i
nogen Afstand fra Knsten og ventede. Man steg orn Bord
paa Studen og lod Banden flyde. Dei var endnu itte Dag,
da Stibet med det sorte Flog med god Ver for mod Øft hen
ad Sundet og uhindret bortforte den vigtige Mand, der
selv i sine Laknter havde bandlyst Danmarts Konge.
(Fortsættes.)
B. S. Jngemannt
Valdemar Deickc
J Omslag 80 CcntsL Jndbnnden 8120
Erik MenvedS Barndom
Jndbnuden 81 .20.
PrinS Otto af Danmark
og hang- Samtid.
Lmslag RO. Jndbunden 81.20.
DANISH LUTH PUBL. HOUSL Bis-in Nebr.