Kxng Erik og de Fredlofe,
historiik Rotnani to Tele
af
Bernhard Lerci-in Jngeiiiantt
Fotite Tel. H
- iFortiatJ
«Det er billi gi Heere Kongel det Lffet for sin Frihed
san han gere; inen det fnoende Punkt — forlad mig, eders
F? Rand-IT det s«,nc5 inig at fitide niod bang Pligtsorhold til
Kisten og den nelliae Faderz faa lanqe hatt itte ded en
J pavelig Bulle et asfat, tan iiigen formene hain at bruge Kit
- lenö Ret mod hveni tun on, iiden at fiiøige Kongen eller
nogen vetdslig Mag: ein Tilladelie«
»Bei stal han not-es tilI« —- iiddred Fteing Etit heftig
-«-·· «saa lange jeg et Kotige, stal en Misdaidet itte for
Fslge mig eller tnitie Undetsaatter nied iiretfaetdigt Band
og alle Helvedes Pl ager Hei er jeg fat af Gud den Al
; incgtigste til at bestytte Foltet og detg Fiihed; og den Ret
stal itke al Vetdens Bifoet betage inig. Hoad jeg got, vil
jeg forsvare fot den altnægtige Gnd, foni for mit Folt
og enhvet Ridder af Pligt og thte1« JJied disfe Ord greb
hatt heftig i Kloktefttenaen igen
En anden Kanimersvend triiadt e ind
»Lad alle Lyfene tande i Ridder alen!«—— bød Kon
gen — »lad Underniarfken fainl e det bete Hof og enltvet
Ridder her Paa Slottetk Sæt inin Tronftol for Enden af
Riddersalen!« —- Paa Kotigen-:- Qsint gik Kainniersvendeti
hastig.
,,J overilet eder, ftortnægt igite Hette3«— faade Riaåi
taaden —- »giv ikle eders Sammenkomft med denne farlige
Prcelat en Offentlighed, som liaii kan misbtiiae iil edets
Stabe og Ulhtte!«
»Min Sag ftyet ikte Lnfet!« — fdarede Kotigen. —
,,Jeg agtet ikte at handle eller tale anderledeg ined min
bittefte Dødsfjende, end jeg tot dedteiides det for mit iro
Folt og det hele danfte Ridderftab. En Forrcrdets Løfte
sordrer Vidner.«
. «Men Fotsigtighed og —- undstnld min Lptigtiabed,
naadigfte Herre! — ciatgklogftab fordrer her faa faa Bib
ner sotn muligt« — indvendte Thottild Kniitson med utolig
Deltagelse. Hatt vilde sagt nier; men nu aabnedes Toren,
og Synet af den hnje, lænlede Ærtebisp Grand bragie ham
til Tavshed.
Ledsaget as «- Ile fog den Da de tre Taatnaemmet ti:l
Iige med to bevcebnede Lansetnægte, traadte den stolte Ptæ
. Iat oder Tærftelen til Kotigen-s Lonkatntner og stitrede vildt
« heti for sig uden at sceste Bliktet paa nogen Genstand. Han
vvar isøtt en hvid Eiftercienfertaabe nden noget bifneligt
Udmcerkelsestegnx hans stolte Aafnn dar blegt og udinagtetz
hans Skceg var aftlippetz hang Hoden var binnen og oni
Tonsuren krusede sig en Ring as ftride, araa Haar. Han
Bevægede sig langfomt, og hvett Strin sitnteå at Volde ham
Smertez nien det var fom han, med Foragt for al leaemlig
Nod, gjorde Vold Paa sig selb, for ilte oed sit Udfeende at
vcere Genstand for Medlidenhed.
Da Kongen saa hatn, traadte han uoiltaatlig et Stridt
ckilliage, og en Følelse as vemodig Deltagelfe for den saldne
Hsjhed dar shnlig i hans Blit, idet tillige Fo tefiillingen am
hans Faders Mord og denne Mands Delagiighed i Landets
vg Rigets Ulytie soer nied Harmradmen oder det tcette
Kongeaafnn
,,J kan gaa!«—— sagde hatt tilS Olotgfogden og Bag
ien. Man adlød, og genneni den aabne Døt til Riddet
Talen, soin sttats luktedes igen, saa Kotigen allerede en
Tialtig Forsaniling as Riddere og Hofmænd, der med spend
cke Ansigiet og nysgetrige Blik ftikrede mod Jndgangen til
Lenkamreh hvot de havde set den fangne Astkebifp feres
ind.
Den stolte Fange dar bleven staaende to Stridt sra
Deren og havde endtiu itke værdiget Kongen et Blik ellet en
Hilfein Hatt ftod ubeoægelig soni en Maltnstotte, og det
kolde, uvisse Blik syntes nu forst at faa Lin, medens det
pludselig med en stogtelig Jld fastede sig paa et Salv
keucisix, det- stod oed Siden af Kongens Stjold paa Hylden
over en Bonstammei.
f »F staat for eders Heere og Konge, Ærtebisp Grand!«
s— ivg tiu Kong Erik Ordet, nien holdt inde igen for at
sovqu fin Hatnie over Fangens plumpe Trodsighed.
»Ja, rigtig! jeg staat for min hiin tn elske Heere
sog Kongel« —- svatede Ærtebispeti og foldede de lcentede
Weiden uden at vende Øjnene fra Krucifitset —- »hati
Kal djmme mellem mig og denne Verdens Thranner!«
»F staat ogsaa for edets verdslige Hei-re og Konge!«
Fi-— oedblev Exil —- ,,fot eders lovmæssige Overherre i dette
sind vg Rige staat- J! Hvad J hat sotbrudt niod mig
es Danmath Krone, stal J staa til Ansvae sot paa den
- e Domsdag — men føtst her —- saa sandt der er
Meedighed paa Jorden! sørst her. Jeg har indsendt min
YW ovee edetö Forbtydelset, til St. Peders Domstolz
Eben hellige Fadee hat opfordtet mig til at les-lade edet
VII Laß here edets Forsvae og Bekendelfe«—
, »Mit hat J da ikke adlydt2 Kong Erit!" — afdtsd
M hast og vendte nu first det stolte Blik mod Kon
- ; »M! J tilde-, til Kronen smeltet paa edets Jsse
« d; helltge LandstraaleV
»Hm W jeg stal biete Kronen, raader den ret
OID bis set-« —- svatede Kongen —- ,,uden hans
wisse Bicie stal ingeti Magt i Vetden keuse efhaat
H M MW san holdt et Øjeblik inde. »Nein: vi
· « , en fertig Fort-endet« —- vedblev han roligere —
« Ost- M os Bergen og Sitterhed. Den fort-Imme
· qsitdeedet stal have Ret til at sotsvate sig, meti itke
zdjte twe Fotbrydelser paa Vejen til sin Dommer.
Itzt-M Woming og Ære, og vil vi tro hani,
III the-. Vil hati ttte det, veU da tan han
I « s es fee-spare sig t siue Lenkt-'
, « ." « II Stkserhed fort-m da Fang Crit
Oe W Ltsiadelfa sont hatt upeti Lov og
M ps den kannutste set lpd scengsle
esse MON- VII-Mem Mist
M M J NO smgkeh vil jeg sptlvate for
tet jeg dog itte for at lese edets soibrydetsie Hemden naar
Billighed sordrer det; men her stal J hverten løste Haand
eller Rest mod Majestceter og Kronen før J fotlader disse
Mute, stal J med eders Saligheds Ed for Guds og det
danske Ridderstabs Qer love, hvad jeg her, som Kronens
og Foltets Bestytter. hat fordret. Naar J hat laktt Besin
gelserne for eders Løsladelse og er villig til at aflægge
Eden for min Teone i alle mine Mcends Paahør, tan
eders Fangenstab her endnu i denne Time ophore.« Paa
Kongens Vint overratte Thortild Knutson derpaa IS'-rie
bispen Petgaments Bladet og satte et af Lysene hen tik
ham.
Den stolte Fanges Haand bcevede, idet han greb Bla
det, og det kostede hain synlig Anstrengelse at læse det: men
det var soni hans Ztnrke og Trods voisede jo laenger han
laste, og da han havde læst det til Ende, lo han haanligt
og trytnpede Petganientet i Haaiiden »Uhædnet stiilde
jeg lade min Forsinredelse?« — raabte han — ,,niin Tun
ge stulde jeg selo binde, saa den itte sorttindte jer evig Død
og FordoinmelseZ —- niit sidste verdslige Verm stulde jeg
afstaaZ —- den hellige Kirtes Ret stulde jeg undettaste en
verdslig Thrans ViltaarlighedZ —- Nej, Kong Erit Erit
sønl jeg er endnii en saloet og viet Ærtebisp, bestiitet til at
velsigne eller sorbande den Krone, du beeren Seld i disse
Laenter hat jeg Magt til at ryste Kronen as dit Hoved med
et Ord. Oder mit Legeme har du vel Magi, Tyran! men
ved den leoende Giid! itte over min fri, udedelige Aand.
For jeg oil sainthtte i et eneiie as digse Punkten maa du og
dine Bedler ride hdert Lein fra hinanden paa mit Legeiiie,
som jea med deiitie Helveddagt sonderrider al Pagt ined
dig og denne Verdengs Tespo:er!« Med disse Ord sonder
red han Totumentet for Kongens Ljnestastede Etumverne
paa Guloet og ttampede paa dein, saa Lcenterne raslede.
»".)lfi·indige!« — raabte Kongen forbitrei —- »saa bliv
i dit jxcengfel og trods mig der til din Dødsdagl jeg los
ladet dig itte, for du har beseglet hvett Led, du her har
traadt under For-, stal jeg saa hundrede Gange tomine i
Padens Band deiorier!« Med disse Ord gieb Kongen
heftig i Klotteittenaen Tieren til Riddetsaleii sor op, og
Undermarsten lod fig se. »Vagten!"—— bpd Kongen —
»Fangen stal tilbage til Fængflet.«
Den højrestede Tale i Lentamret havde vatt Uro
blandt Kongens Riddere og Hosmænd, der vidste« han
saa godt sont dar ene med den fingtelige Statssanae. Da
Lontanimerdesren iiu aabnedes, sirømniede alle til, som
frhgtede man en 1’lltitke
»Tilbage!« —- bisd Kongen, oa man adlod. Men
Deren til Riddersalen tileo staaende halo aaben, og inden
Vaaten toin for at ashetite Zangen, hadde Ærtedisp Grand
taget en dristig Beslutning. Han greb hastig Krucisitset,
soin han saa lcenge havde stirret paa, og med dette heilige
Tegii i Haaiideii, iiooiior alle iiiaaite doje fig, traadte hatt
nied lange, trastige Etridi midi iiid i Riddersalem der
siandsede han og oenote iig pluoselia mod Konaem fom
fiod fotbaoset over dette Inn pa- Tit-: tærstelen og stintesl
i Vegreb med at itdftede et Magtbud til zyangeng Paaari
helfe.
,,Anathema!" —- raabte Ættebispen nu nied frtigtelia
Rost og hcevede den lantede Haand nied Krucisitset —
»Kom; Erit Eritsøn af Tanntartl Jeg udsiaer Jordan
delsenåi Otd oder oit Hooed; jeg fortynder dig og enhoer
Kristen, her er til Siede, at du er falden under Bittens
store Band!« k- .
,,Hvad? Formasteligk griber —- tnevlet heiml« —
ndbrød Kongen og traadte over Tau-fielen. «
,,Anathema!« — eaabte LEttebispen endnu højere —
»Den, der lcegger Haand paa mig er fotdømt. Du er nd
stødt as de troendes Samfund. — Du hat ingen Magt
mer over Kriftne, Kong Erit! J Kraft af mit heilige
Exnbede og med Et. Pooels apofioliste Mandighed oder
antvorder jeg dia, sont en Guds og Kirtens Fjende, til
Satan og til Kisdets Fordærvelse!« Termed slog han et
tretaktet Lhnitraaleslag gennem Luften med Krucisitsset
og saa sig oni ined ltinende Blit.
Alle stode som fotsienede as Forbavselse Kotigen .
gjorde atter Mine til at teile; nien han var bleven dedbleg, »
og det var soin Hatnien tvalte hans Stemnir. Juden han
tunde komme til Orde, itde-d Ættebispen paa ny ined
ooerdsdende Rost, idet han vendte sig til Ridderne og Haf- «
foltet: ,,Fliir, Kristnel sorladee denne sokpestedes besznitier
ikte edets Sjeele bed Omgang med den sotbandedet For- -
dømt er den Haand ,det nu reitet ham Ncering —- sorban
det den Tjenet, der meddeler heim Jld eller Band —- for- ;
bandet den Junge, der hnsvalet harn med et Ord, saa lceiige i
hans Sjcel er overgivet til den onde. Den, der om ti ·
Dsgn endnii tjener og adlydek denne Kiekens Fjende, over- i
antvoeder jeg med ham til Satan og til Asdets Fort-Erdel- «·
se, at Aanden tan blive salig paa den Herres Jesu Dag.
Amen!« Med disse Oed nejede han, kyssede Krucifitset
og oveeraite det til Slotstapellanen, der sicelvende stod
hain næeniest blandt Ksngens Miend og nu bøjede sit Knec,
idet han nied en smertelig Mine trytte det saa fragtetig
misbeiigte Velsignelsens Tegn til sit Hinte. ,,Lg nu, .
banltisie Konge!« — tilssjede Ærtebispen ined en stolt .
Maetyetntne i det trininseeende Aasyn og tev Rappen fra
sit magre Bryst — ,,nii taki du, oin du vovet det, lade
ssndeteide den Kirkens Saldede, somsorthndte dig Heerens
Strassedoin. Mit Legem er maaste i din kadx inen Guds
er Aanden og hans ee Magten i al Evighed.« z
Der var dsdsstille i Salen J de soebavsede Ridde
res Aasyn stod den hijeste Steckt asnialet, niedens deres
Oer nied smertelig Deltagelse vendte fig mod deres band
lyste Kotige. Dei vae et Dieblih som oni Bandstraalen
nied vittelig Lyntrast havde tatnt den nnge Konge og staa
et ham med Lamhed; han var tumlet tilbage og holdt sig
svinilende til Dsrstolspenz men tiu samlede han hele tin
Styrteog seemteiiadte med sasie, heftige Stridt blandt sine
Riddetr. »Hu Nonne-weder staat mtdt iblandt og Zg vils
Mantos-de os til Pfad-elen, hvem han selv tilhseee« —
udthd hatt i Fett-Meisters heftigste Tone-—- «Den, der
selv ee few-tun vtl speniaste sig til at sotiynde Gut-i Dom
ever Rennesim J denne nsaltge St. Tieeiliie Nat raubte
nitn Feder- Bleib fes Joeden on anklagede denne Farben
der see Sieds Deutsch han« Dei-ed buede sor lieugst
me saxdet set Mdelens hand, da nii vtl han dsmnie pg
M Ut- hini til inyede nein tidjdeltge Stiel, hviz han
LW Dei-; M nei, W Oed hats hiie sagt et dydt og
" HW Inhnpetle same tttbaae piia han« sitzt
dige Hoved Den hellige Fader stal dsmme os imellem;
tun det, Band,«Kristenhedens Fader betræfter, ettender
Kongen af Dantnart for gyldigt. Bart med Misdcedeken!«
Det var sont Ridderne og Hofmændene ved disse Kon
gens er fotst tunde dtage Aande igen; de betragtede ham
med Tillid og Hengivenhed, men syntes dog endnu tvivl
fonnne, og ingen gjotde Mine til at her-re den frygtelige
Fange, der tnejfede stolt midt iblandt dem og snntes at
glcede ftg over den aandelige Magt. han bet endnu i sine
Lauter udøvede.
»Dort med Forbryderen!« —- gentog Kotigen. —- »Ist
han gentalder det ugudelige Band, ftal lian itte le Dagens
Lnik Vagtl Trabanterz hvi tøoer J! hat denne Mis
deeder: er flagen jer med Lamhed? frngtetJ for at ad
lnde eders Konge?«
Vagten og Draht-interne omringede nu Ættedispen,
ddg med fynlig Uro. Den frygtelige Fangc blev ftaaende
uveocegelig med Øjnene opspilede mod Loftet, og ingen
vovede endnu at lcegge Haand paa ham. Men da tog
Kotigen attee Orden »Endnu bietet jeg Krone og Spiel«
—1tdbrpd han —- ,,jeg stal vide at beftytte mig selv og mine
tto Undersaatter mod dette Ulmrek Jeg hat svoret ded niin
Fadens blodige Hoved at haandhæve Kronens Ret og Wofe
stætens angrebne Beerdighed mod enhdet Magt paa Jorden·
hvad enten den er gejftlig eller verdslig, og —- ded alle hel
lige Mændl den Ed stal jeg holde. Vil det tro dansle Folt,
vil det cedle danfte Riddetftab ej ufokfcerdet staa mig bi
under min Kamp for Sandhed og Ret, saa stal danst Tro
ftad herefter blive til Spot og danst Mod til en Forhaa
nelle Ete V tro og tcette danfte Mcend og lade jet sirwtns
me as en vanvittig Majeftcktgforbwder til at fortaade eders
Konge3«
Tet var nu som enhver Tviol og Frygt dar fotsvun
den dos yans Riddete og Hofmænd5 Salen genlød af lar
mende Hyldingstaab· Fotgædes sagte Ækkebispen at
tomtne til Orde igen. Fokbittelsen mod hatn dar almin
delig, og uden Betcentning lagde Vagten Haand paa ham
for at føre ham tilbage til Feengslen Men inden de naaede
Toren, aadnedes den, og Prins Christopher tillige med
Martgreven af Brandenbotg traadte ind med den pave-«
lige Nuntius itnelletn sig, ledsagede af det gejstlige og need-»H
lige Folge Ved Synet af den hoje fremmede Prcelat med
Kardinalehatten og det guftne Aasyn ftudsede alle. Han
traadte med Myndighed frem foran Prinsen og Martgre
den, idet han tavs og med en Lverherres Mine hilsede for
Kotigen og til alle Sider, ligefom det hele Holdinggraab,
der ned hans Jndtrwdelse hortes, men nu pludfelig dar
foriu:mtnet, havde gældet hom; han synteg at studie, da
lian i det samme saa den leentede Fange i Cisterciensertna:
ben, iom man dar i Fætd med at bottfsre Han «dintede,
da Vagten traadte til Eide. Den fangne Ættebisp fette ·
sig pludselig befriet fra de haandfaste Lanletnægtez
Haandtag. »Glokia in excelsis!" —- taabte Grand,
idet lian hædede de læntede Hander og tnælede ved Kardi
nalens Fod. — ,,Vcer velsignet, du Herrens Sendebud!«
dedblev han paa Latin —- ,,Se hdorledes en Llsrtebisp i
Tanmart mishandles! fe og døtn i den bellige Faders
Wann, du hans høje Udsendingl Jeg hat, tsaa mit hellige
Embedeg Vegne fortnndt Kirtens Band oder denne forma
ftelige Nonne for hans Trode mod Gut-H Lov og den tand
niste Ret. Betræft det i den heilige Fadens Navm limi
nentse! eller se Ærlebisp Grand her do for eders dedek
If Hatme og Forfmcedelse!«
»Stat op, ætværdige Hr Broder, og var trostig
idarede Jsarnus ligeledes paa Latin idet han hervede den
tncelende Ærlebisp. — »Jeg medbtinger bans Helligbeds
Fuldmagt til at hakt-de Konttitutionen! Cum Ecclesia Da
:iana. —- Lplaes dette Dotument i Landets Spwg for
Kotigen og hans Mcend, vcetdige Abt-ed Magnus!« Med
disse Otd tatte han et stort Petgamentg Brev med det pa
Ielige Eegl til den gatnle Abt-ed fra Gewin, fom havde led
iaaet dam. Abbeden saabnede det med slældende Haand;
nen idet han tastede sine Zer derpaa, styttede der en
Taatesttøm ned over hanjss tyntede Kinder. ,,Jeg kan itte!«
—- ftammede Oldingen — »han er min Heere og Konar.
Zeg befværget eder, Herre! ved den forbarmende Gudt
idsv itte den Magt, her er givet eder, til vor Konges og
Dort Lands Fordærvelfel Tet er en Sag, for fordrer den
Iøjefte Betæntning; ubetinget er denne Fuldmagt ej heller·«
Bette sidste sagde han paa Latin, og Ratdinalen stintes at
’tudse.
Den pludselige Feemteæden af en pavelig Vicarius i
Iette vigtige Øjeblit, hans usædvanlige Udseende, saa vel
dm det hemmelighedsfulde i hans Adfcetd og det frem-«
nede Sprog, der taltes, havde atter siaaet alle med en Eng
telig RadseL der betog dem Mund og Male. Selv Kon
ten syntes nogle Øjeblit at have tabt sin Fatning og Kon
tetnyndigihedens Lvervaegt, idet nu alles Opmærtlomhed
par henvendt pack den feygtelige fremmede. Nu traadte
Kongen et Pat Sttidt frem og lod til at ville haevde sm
Bretdighed ved et meegtigt Ord; men i det stimme geeb den
lerntede Ærtebisp Dolumentet af Abbedenå flaelvende
daand. »Der et padelig Fuldtnagt til Band og Jnterditt!«
—- mbte han —- »Heeren være lovet! hans Dommet ere
cetfcetdige. Opfyld edetå Fuldtnagt, højvcetdige Herre!
Unatlzetna og Kirtens Forbandelse over Kongen og denne
hani medftyldige!« Med disfe Ord heevede han den lernte
de Vaand baade mod Kvngen og Peins Christophetz der
syntes hsjst forfætdet over dette pludselige og uventede
Stag.
»Jntet Otd mer her, under siebltttelig Dsdsstraf for
mastelige!« — udbtsd nu Kongen nied teattig Rest og i
den hsjeste Forbitrelse. —- ,,Bringet den afsindige Farben
der til Fcngslet, Drabantee! Fokladee alle dette Stedl
Med hvad Fuldmagt denne Verse tan underhandle med
Kotigen af Danmatt vil vi anders-ge i vort Rigseaad
Naat han andtagee derom vg det et os belejligt, vil vt se
hans i dort LsntammetJ Med disse Ord gik han tilbage
til Lintnmteh Jntet Oed hietes met i Riddetsalen; ser
Ættebtspen fandt det randeltglt at tie, idet nu to Dtabank
ter ttlltge med. Bagten traadte til og ftrte ham ud af Sa
len. Alle thdeene og Dofmeendene saa vel som Pein
Ehetstopber vg, hans Folge gtt tavle bott; tun de Deut-an
tei. der hat-de Beat, bleve tilbage7 de grebe detez helle
baedee og opsttllede sig t den lcdvanltge Orden uden for
Kotigen- Getnaktee. Abbed Magnut havde vgsaa losladt
Seelen og Kardinal Jstenns ltod neesten akene mtdt pas
W ned tin Umonst-Ists og Selt. san san stg sprun
s«
dret om i den pludselig kyddede Sal. Fekst eftcr at han
ded sin Toll i behptig Form havde meldt sig hoc- Trabant
hsvdingen og sotlangt at indlades til Kongem blev halt
modtagen med de Ætesbevisninger, der tiltom en pavelig
Udsending. Han blev strals meldt, og lort ester lsslev nan
iillige med sin Toll indladt til en hemmelig Samtale med
Kongem
Femte Kapitel
Hvad der var-stet, havde sai alle i den største SMA
dtng, og der var en Engstelig Stilhed paa Slottet. Den
stemmede Ptælat sorlod itte Kongens Løntammer for sil
digt ud paa Ratten. Kongen lod sig ilte se, men paa hans
Besaling stulde den strengeste Hofslit iagttages. For den
stemmede Kardinal og hans Folge bled der søjet Foun
staltninger paa Slottet, som til et længere Opholdz dan
slnlde cekes som en sytstelig Gest. De svensie Gesandters
Asrejse dar bleven udsat. Reste Dag fandt der atiet en
lang og hemmelig Samtale Sted mellem Kotigen og den
pavelige Nuntius. Denne Herees Ncervætelse paa Slottet
og hans stygtelige Fuldmagt havde boetjaget al Lustigka
og Glcede.
Dtost Aage dar den anden Dags Aften endnu itte
tommen tilbage sra sen Besinttelsesrejse med Marst Stigs
sangne Dotte. Han hadde uden Hinder sprt dem til Konste
gaatden i Voedingbotgx men idet han vilde ride ind eftet
dem igennem den hvcelvede Port, var han bagira bleer
oveefaldet og sarlig saaeet as en ubelendi Haand oa var
bedidstløs bkagt ind paa Kongggaardem niedens dani- Jak
gere forgaeves eftersatte hans snigmotderste Fjende, i hvem
de troede at have gentendt hin lange, bondetlcedte Renten
paa den lille Bondehest uden Sadel, som de flere Gange
havde set paa Vejen, men som altid lige saa plndseljg var
spkfvutldev, fom han havde vist seg, og som ad bemmeliae
Veje syntes at have sulgt deres Spor lige sra Esgroxn
Besalingsmanden paa Vordingborg havde med stor
Slrcet modtaget den haatdt saarede Riddee, i lwem han
strats lendte den unge Trost, Kongens Yndling. Zaasnart
Drost Aage lom til Bevidsthed, undettettede han Besalinas
manden om de tvende Damets Stand og Ziillina, samt
at de her var at betragte som Statssanger, for hvis Til
stedeocerelse han gjordes ansdaklig, slont deres Llsbold der
maatte got-es dem saa seit og behageligt som de: under
slige Omstaendighedet var muligt. Besalingsmanden lod
strals Poeten tillaase og Vagter udsætte, niedeng ban lod
hele Gaardens Jndre staa sine Gæster aaben Om bvad
der var soresaldet, blev Kongen under-reitet ved et Jldud.
Jinidlertid beroligedes man dog nogenlnnde daa Sie
bcsra, da man den tredie Middaa atter saa Laugen ved
Taslet, book han Ined et roligt on næsten muntert Anssat
sad mellern sin Broder Christopber oa den pavelizxe Nun
tius. Dei-es hemmelige Underhandling sVnteS at dave ta
gei en stedelig Vending, og man stolede paa Kdna Menveds
mandige Vid og Statstløgt Den italienfle Prælat sen
ies sorttaksseligt at tunne iaale vott nordisle Rlima, bed
det, maasle lunde han ilte vceke utilbøjelia til at bosektte
sig her, naar Kongen blev enig med det paveliae Hof, on
naar det lundisle Ærlebispescede maasle ved Jeng Grands
Assættelse lunde blive ledigt· Man formodede, at en for
melig Ophceoelse af Aktiebispens Magt og af hang- men
mægtige Bandlysning sot en sior Del havde været Gensinn
den sor Kongens Samtalek med den uudfotsielige Jsaenu-:«,
og man haabede med Foje, at Kakdinalen vilde indkomme
denne vigtige Betingelse, sot Ætlebispens Frihed, inden
Kotigen ovfnldte de pavelige Fotdringet. Men nogle Tage
gil hen, uden nogen Bestemmelse syntes taaen. Jmidlertid
slete der ingen Forandring med den fangne Ærtebisps
Stillingx ban bled nsje HevogteL
Uaatct hoeelen Konaen selv eller hans tro, nenaivne
Mcend vilde anse det Band, den soebittede Fange havde
sottyndt dam, for gnldigt, saa længe det itte ved et for
meligt Pavebud var stadfaestet, dar denne sotdavsende Hand
ling dog stet, og med saa stor Offentlighed, at den ilte
lunde dlide Follet ubelendt; hastig sor Rngtet Landei rundt
og sotsaekdede Almuen, Truslerne mod dem, der itle inden
ti Tage unddrog Kongen al Hjælp oa Samsnnd, vielede
cengstende paa mange Sfcele; og blandt Tjenestetyendet oa
de vagthavende Lanselncegte paa Stoboeg sandt der hyp
pige Undvigelset Sied. De Sagn, der fortalies om den
gejstlige Fanges Kundslabee i den sorte Kunst, bidrog nn
saa meget mere til at scetie Frygt i bang Bevogtekr. Ved
enhver usædvanlig Lyd sra Fængslet om Ratten, listede
Taarngemmerne sig ska deres Post, og det dar nævpe, de
lcelleste Lansetncegte tnrde blive uden for Fængselsdørem
hvor de oste med stælvende Rast sang dtabelige Krigssange,
for at sætte mod i sig. Med stedse dotsende Ængstelighed
bevogtedes Fangem Et hofft misicenleligt Rngte gjorde
Aardaagenhed endnu nsdvendigerr. Nogle Fistere sra
Gillelejtz som bragte Fist til Sieb-Its hadde sortalt i Ste
gerset, at der bestandig lob en stemmed Stude fra og til
finsten Follene paa Studen syntes at være Fistere og
lyölede om Dagen med Garn og Anglekedstabetz men om
Ratten git de i Land, og man saa undettiden en hof, sor
mummet Riddep og nogle fremmede, misicenlelige Kaele
liste sig om i Nærheden as Sloitet. Deite Rygte oat del
hvetten lommet Matslen eller Kongen sot Øre, dog var
der udstedet den Besaling, at Vagien ved Fangetaarnei
stulde sordobleö og Sloissdgden med sit Lin indestaa for
Fangend silte Betogining. Altnnen ttoede, at Kongen nu
vilde lade ham dumme til Dsden og henrettr.
(Fortsættes.)
is H
B. S. Jngcnmnnr
Valdcmar Seien
J Lmslag M Ccnten Jndbunden Tl .:.-s)
Erik Menveds Bamdom
Jndbnnden 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
J Lmskag 80« Jndbundcn 81.20.
DANISK LVTK PUBL. EOUSL 312112 Nebst