i s «
Kong Erik og de zredlotey
historist Roman i to Tele
ai
Bernhard Sein-tin Jngenianm
Forste Del.
(Fortiat.)
De to unge Jægere vare Drosten sardeles hengivne; de
mcektede vel, hvor lidet tæktomment Or. Palles Selstab var
ham, og de begyndte nu, som for at forstaa Tiden, at nynne
en oel belendt Vise om den tapre Ridder Helmer Blaa. J«
et as de niange ooldsomme Optrin, der vare Folger af de
stedløse Kongemorderes Sag, havde Ridder Helmer Blaa
fceldet Hi. Palles Motbroder. Derooer var Helmer Blaai
lange bleven morderist forfulgt af Hk. Palle og hans setsl
Brødre, indtil han til sidst i hcederligt Nødvaerge nedlagde
alle sets Brødre og tvang Hr. Palle til at give hm sin Sostet
til Ægte, som længe før Tvisten havde vceret trolovet med
den lcette Ridder. Denne for Hk. Palle saa uberømmelige
Begivenhed havde tildraget sig almindelig Opmærtsomhed,
og næsten alle unge Karte tunde en Foltesang udenad til
Æke for den tcetle Riddet .Helmer, der itte alene var bleer
stitendt as Kongen og Ridderftabet, men endog stod i for
ttinlig Gunst hos Kongen· Hi. Palle horte Omtvcedet paa
Vifen:
s«
,,Zaa fri rider han i Sadlen.
Han saa tilbage til Jægerne med et Ansiat, som blas
sede af Harme; inen Jægerne lode som de itte mcertede
det, og en af dem sang nu hojtt
«Te bedste Rand, som jeg tan oide:
J stal ej tøve, men strats bortridet
» Iaa fki tider han i Sadlen!«
»Ede15 Jægete, Or. Drosts vil jage mig bort med
slet Sang, Wetter jeg« — sagde HI. Palle og vendte fig
til Ange. — »Er det jer eller den sinulte Jomfru hist, der
hat givet dem det artige Jndfatdk«
»s; er maaste ingen Elfter as Sangs Or. Palle!« —
svatede Ange· — «Det er uheldigt. De muntre Karle oil
fortotte os Vejen.«
»Høter jeg ret« —- brutmnede Palle — ,,kan den Vise
maaste fortotte en og anden Vejen til Himmerig, hvis den
itte fnatt saat Ende.«
»Alten« J det?« —- svarede Aage tigeghldig. — »Vil
J Aste og Eclitab, maa J sinde jer i vor Lystighed. Stynd
jet at snnae Visen ud, Karle!« — raabte han til Jæaerne —
,,ellers dliver He. Palle ored·« Og nu sang Jægerne lystig:
»Det stal niin Fastemø ej spprge til By,
At jeg stulde for hendeg Bkødke fly.
He. Helmet var ved et frit Mod:
Saa toet red han hendes Brødre imod.
Forst vejed han Ode, saa vejed han Lang,
Og da var Socerdet tommet paa Gang.«-t)
»D-d og Helvede!« — raabte nu Or. Palle, og Speer
det sor ham as Balgen —- »vil J, Sværdet stal tomme
paa Gang, saa stal J ogsaa søle det!« Dermed oendte han
sin Hest og foek som rasende ind paa Jægerne, som han itte»
gao Tid til at« tænte paa Foksvar, for hans Sværd altj
havde gennemslaaret deres Trøjer og bibkagt dem et Par
Saat. Men i Forbitrelse over dette pludselige Overfald
trat Jægerne detes lange Jagttnive og truede med en blo
dig Heim Undek denne Larm udstpdte Jomfru Ultita et
hpjt Strig, og den ældste Soster blegnede. »Hold inde,
Katlet« —- raabte Aage og red ind mellem Palle og de
fotbittede Jcegete. —- ,,To mod en gælder itte. Den Sag
vil jeg ene afgsre med He. Palle.« Droiten haode draget
sit Sværd og ventede, at hans Modstander stulde vende sig
imod ham; men nu lod det som Hi. Palles Hest pludselig
var bleven løbsh med Sporerne i begge Sidet foer den
bott ad Bejen til Estom med sin fotbitrede Herre, der
bandte og svingede Sværdet over Hoved Over dette Syn
glemte Jægerne deres Saat og lo heit. Jotnfru Ulrita lo
med, og saa snart Jægerne havde faaet de lette Saar«for
bundne, fortsattes Reisen, inen i en anden Retning, end
den var begyndt. ,,Jeg harte not fejl« — sagde Drost Aage
til Jægerne — »det var næppe til Kallundborg, men ina
rere til Vordingborg, Kongen bsd mig ledsage disse Da
men Det taader han selv og itte Junker Christopher. Var
der anden Mening i hans Ord, faat det gaa paa mit An
svat!« Jdet man nu drejede om ad en Bivej, foer en lang,
bondetlædt Rottet paa en lille- Bondehest uden Sadel ud
af Krattet ved Bejen og forsvandt plndselig igen imellem
Bustene. ».5i a gge!« — udbksd Ultita med uviltaarlig
Gliede og greb Sssteten om Armen. Den aeldste gav hende
ei betænteligt Vint, og hun tao, men saa sig oste urolig
okn.
Trost Aage havde hart hint Udbtud og studsede. Nav
net Kagge var ham tun alt for vel betendt fra Marst
Stigd Dage og fra de strenge Undersøgelset angaaende
Kongemordei. En adeltg Berliner as dette Navn havde
været med blandt Erit Glippings Mordere iFinnerupLade;
han var med de andre fkedlpse singtet til Norge og maatte
itte under Livssttaf betrcede danst Grund. Havde han des
uagtet hprt med til de fangne Jomsruers Folge, tunde
denne dereö Forbindelse med en af de farligste Landsfor
rædke i hsj Grad sotdærve deres Sag. Denne Darin-n
dighed bpd Drosten nu ogsaa verre paa sin Post med Hensyn
paa deres Bevogtning. Forstemt og taos fortiatte han
Reisen. .
Fjerde Kapitel.
Junker Christopher reb imidlertid med sit Folge tnod
Sigborg. For den fremmede Prælats Bekvemmelighed red
man i langsom Pasgang. Den hemmelighedsfulde Vigtig
heb, Kardinal Jsarnus, som pavelig Gesandt, vidste at
J, give fig, og den Tilbageholdenhed, hvormed han undveg
ethvert forstende Spørgsmaai. havde fat Prinfen i en Eng
stelig ·Spænding, fom han forgæves ssgte at sijule.
Jsarnus var en Prælat med megen gcjftlig Anstand,
«) As Ivlkefangem
i—
og han forte en Pragt, der svarede til hans høje Beerdig
hed, foin en Kirtens Fyrfte. Hans rigt tlcedte Betjente
fulgte ham i cerbødig Frastand tillige nied hans Famulus
og Striver; ncermere ved ham red tillige med Abbeden fra
Esrom to freininede gejstlige Ordensbrødre. Med disse fine
Landsmcend og med Avveden talede yan afvetglende i det
italienste og latinste Sprog. Naar han talte med Prinsen
eller med Martgrevem var det tort og aftirudt paa næften
uforstaaeligt tyst, og han snntes at benytte denne Mangel
paa et forstaaeligt Fællessprog til at lade enhver Ytring
ubesvaret, som han itte fandt det tlogt eller hensigtsmceg-l
sigt at indlade fig Paa. Til vigtige Forhandlinger brugte
han sin Famulus som Toll. Alle Vegne, hvor denne mitg
tige Prcelat lod sig se i Landet, var han Genstand for en
cengftelig Ærliødighed. Dei usaedvanlige Syn af den røde
Kardinalshat virtede paa Foltet fom Zynet af en Komet
og ansaas for lige faa uheldvarslende som hint frygtelige
Scersyn paa Hinilen. Nogle af de utyndigste blandt Al
muen troede endogsaa, det var Paven selv, der nu var kom
men til Danmart, for at afsætte Kongen og scrtte hele Riget
i Band; og det var itte af Andagt alene, men nieget mer af
Fragt, at de forbavsede Vønder og især alle gamle Koner
tncelede, naar de mødte ham. Hans lange, gule og abe
vægelige Ansigt med det kolde, truende Blit hande, ved sit
fremmede Udseende og den forud fattede Mening om en nee
sten overnaturlig, heininelighedsfuld Magi, en hartad for
stenende JJiedusahodedWirtning ,,.Kære Hir. PaveS gør os
ingen Fortrced!« jamrede ofte de tnælende syge og sit-blin
ger paa hans Vei. Han forstod dein itte, og der hortes intet
Ord fra hans tynde, fannnentlemte Lceber; men han nd
ftratte med told, uforandret Mine tun sin Arm, og med de
tre Fingre, der glinfede af prcegtige Ringe, uddelte han over
deres blottede Hooeder det tavfe Tegn paa en Velsignelse,
som de seygtede snart stiilde forvandleg til Forbandelsez
thi de Trusler, hvorined han sidft havde forladt Kongen og
Riget, vare ved Geistlighedens egen Fragt og de ivrige For
inaninger til Omvendelse bleone almindelig betendte.
Med denne gejstlige Foltestræninier nccrmede Junker
Christopher sig nu Sjøborg Efter adftillige mislyttede
Forng paa at vinde den heinmelighedsfulde Ltfrtepreests
Fottrolighed, haode Junkeren truttet fig tilbage og over
lidt fin Plads ved Kardinaleng Side til Abbeden fra Es
roni og de andre gejstlige, der underholdt ham paa Latin
nied filosofiste og teologifte Genitande. Den tcette, lystige
Martgreve red ved Siden af Ridder Helmer Blaa og talte
ivrigt om Felttog og Turneringer. Junteren lod ogsaa
dem ride fordi og blev ene tilbage ined den svenfte Ring
raad, Trost Brunte, som han lod til at have et digtigt Ord
at sige, inden de naaede Søborg
,,Nu opfcetter J formodentlig Hjeinrejsen, Hir. Droft!«
— sagde Piinsen i fortrolig Tone — ,,l)vad denne hemme
lighedsfulde Gcrft bringet, tan maafte vaere eders Konge
og det svensle Rigsraad lige saa vigtigt som os.«
«Maaste tan det forandre Sagerne her mer, end Her
rerne anste« —- svarede Droft Brunte tvetydig. — ,,Hvor
ledes mener J ellers? højbaarne Hr. Junker!«
»Hm rsdtantede Sty er sittert fuld af heilige Lan
straaler« ——— vedblev Priner og pegede paa Kardinalen,
hvis røde Hat stinnede mellem Troeerne i Maanelyset. —
»Giver min halsstarrige Broder nu itte efter, har han
Ulytten for Deren. Sligt tommer der ud af alle halve For
holdsregler. En mægtig Statsfange ftal man begrave i Ti
de eller lesladr. Var det itte ogsaa eders Mening? Hr.
Drost!«
»Det tan ofre vcere tlogeft, højbaarne Herre!« ——
fvarede Brunte —- ,,den døde tan itte antlage, og den
lnejmodig frigivne vil det itte.«
»F ded, hvilten Djævel jeg mener« — vedblev Prinfen
—- ,,nu bliver han dog fri og maaste farligere, end nogen
Sinde — eller Uvejret bryder los, som han hat ftreget hidI
over os fra Rom. Han var faa godt som begraven; det hav
de jeg sorget for, men sit lun liden Tat for; af utidig Med
lidenhed tog man ham op igen af Graden; af Staanfel mod
en syg Klert var man saa dum at løfe Bispens spannt-lan
ger, saa han tunde undvige og scette Himmel og Jord i Be
vcegelse til vor llyltte. Da raadte jeg til Forlig i Tibe;
men da det var Tid til Strenghed, var man svag, og nu,
»da Forsonligbed blev tlogest, var man streng og paastaaelig.
iMit Raad vilde man aldrig agte paa; jeg fit Had og Ugunst
jtil Tat Nu vil Foltet faa Øjnene op, tcenter jeg, vg eders
unge Konae maaste nied, hvis han vil folge sin tlogeste
Raadgiver. «
»Meget muligt, højbaarne Junker!« — svarede Brunte
med et liftigt SiniL — »Endnu ser jeg dog itte Fami,
og om jeg end var faa heldig at se den og forftaa eder
— saa lcenge Thortild Knutson er vor Rigsforstander oa
i saa høj Gunst og Naade« — —- han holdt inde og trat
paa Stuldrene.
»Han stiger tun til Fald!« —- vedblev Prinfen. —
,,Lad ham nu tun ogsaa vinde min Broders Fortrolighed!
— Dei vil itte for-ge hans Tillid i eders Rigstaad Ved
sit Venstab ined eders farlige Hertuger og det høje Svoger
siab, der tales om, graver han sig jo felv fin Grav·«
,,Det var vel muligt, høje Herre!« —- fvarede Brunte
med et stadefro Smil —- »hanö bekømte Klogstab er der
Maade med. Kommer Tid, tommer Raad. Var eders
Broder, Kongem tun itte faa utaalmodig en Elfter og vor
smutte Prinsesse ham noget mindre hengiven'« — — —
«Barnegriller!« — afbrød Prinsen ham —- »her maa
nu Statstlogstab raade, itte barnagtigt Føleri. Ebers unge
Konge jager itte saaledes med sin Formæling, og deri gør
han tlogt. Mellem os, Brunle!« —- hvistede han fortrolia,
idet han næsten standsede sin Heft —- »min Soster Merete
passer tun lidet for eders Range, men hans fvlsomme So
fter endnu mindre for min Broder. Denne
dobbelte Fotbindelse vil blive sdeleeggende for begge Riger.
J tommer let til at dele vort ulyktelige Forhold til Bade
hosset, og bryder Fjendstabet ud mellem eders Konge og
hans cergerrige Brsdre, er der ingen Tvivl om hvem Prin
sesse Jngeborg, som Dronning, vil vcebne Danmart og min
forelstede Broder imod: at hun hat den stolte, trigerste Her
tug Erit langt toerere, end den tronede Brodes-, det ved J
selv meget bedre, end jeg.«
« »J Sandhedl jeg beundrer eders Statstlsgt, højbaarne
betret« — svarede Brunte i smigkende Tone, medens hans
listige Blit fyntes at gennemstue Prinseng hemmeligste
Tanter. —- «« er lige faa snild, som hsjmodig: J agter
Danmarts og Sperrigs Lytte Mete, end eders egen SI
sters og Broders private Hjårteanliggendert derpaa lender
jeg den høje, fyrstelige Aand, der er haevet over Familie
livets Smaalighederz men, sandt at sige, jeg indser ikte,
hvorledeg den dobbelte Forbindelse tan forebygges eller
haves uden et Fredsbrud. —- Saa laenge eders tongelige
Broder her har Magten og kun sølger sit eget Sind« — —
»Ein Tid, Brunte!« — hoistede Prinsen. — »Den
Gast, vi bringe ham i Aften, vil snart forandre Tingenes
Stittelse her i Landet. Jeg gruer selv for hvad der tan
ste; men soin det er, tan det itte blive. Eders unge Konge
vil altid behøve en tlog Raadgiver, der i hans Navn tan
styre Foll og Rige. Dertil er ingen stitket som J. Brug
eders .Hoved, vatre Brunkel tommer det i Fute, kan J
stole paa mig.« —
»Lad os gemme disse Sager til Lønkainret, højbaarne
Herre« — hvistede Brunte og saa sig forsigtig om —
,,Stoo har Øren, Mart har Øjne, siger man. Det vilde
maaste vcere llogt, om jeg herefter tilsyneladende var i min
beoaaane Herres Unaade.« ;
«Rigtig, Bruntet modsig inig ved Taflet i Morgen, T
naar Kongen hører det, og jeg stal sige eder ei Ord, som»
J tun paa Skrømt maa tage mig ilde op.«
,,Ethvert ugunstigt Ord, J siger mig aabenbart, Herre!
stal ver-re rnig et Bevis paa eders lønlige Naade. Alt hvad
jeg tan love eder« — tilføjede han hastig med hviskende
Stemnie og Haanden for den inodsatte Side af Munden
—- ,,det er begge Formieliiigers Forhaling saa laenge mu
ligt. Hvad mine egne Lager angaar, da stoler jeg paa eders
syrstelige Ord«
»Derpaa har J min Haand, snilde Brunke!« — spa
rede Prinsen og kalte ham Haanden. — »Na af Sied!
Kardinalen er alt ved Søen.« Derpaa sporede de deres
Heste Da indhentede det øvrige Selstab ved Søbredden,
hvor en Flndebro i denne Tid var indrettet for den listed
vanliae Fcerdsels Skyld. Medens man standsede her, lom
Ridoer Palle i fuldt Firspring tilbage og fortalte Prinsen,
ganste sorpustet, at han var bleven morderist oversaldet af
Drost Aage og begge hang Jægere paa en Gang.
»Godt! det er mig tcert!« —- svarede Prinsen tilsreds.
—- ,,Zlig uridderlig Adfaerd as Drosten sial komme ham
dhrt at staa. Jlan del med Ed bevidne hvadJ siger?
Pallel — elleikx:s vil ingen tro det «
»Med Ed?« — gentog Palle med blussende Kinder
og søate at stjule sin Forlegenhed. —- »Hvo der ikle vil tro
mig, faar, saa Stam, lade det ocerel den ugudelige Ban
den og Sværgen har jeg forsboret.«
,,3aa Fanden i Vold med jer Snat!« — brummede
Prinsen fortrcedelig og vendte sig fra hain.
Ved sin Tilbagetomst til Søborg Slot haode Kong
Erit indesluttet sig i sit Løntainrner i alvorlige Tanker over
den Livsfare, han nylig var undgaaet, og det var ham som
St. Cæciliae Nat var bestemt til Ulytle og Fare for ham
og hans Slcegt. Det var anden Gang, han selv havde
set Stimcend i Egnen om Søborg; han havde nu givet
Marst Olufsen Befaling til nøje at undersøge Skoven ved
Esroin Overbevisningen om Folkets Hengivenhed forjog
iinidlertid snart den unge Konges mørte Sindsstemning
Han havde ladet den svenste Marst Thorkild Knutson kalde
ind til sig i Lønlamret, og han talte nu rolig og aabenhjer
tig med den oalre Herre om den ulyktelige Forbindelse
’inellem Danmart og Sverrig, der for nærvcerende Tid op
syldte Kongens hele Sjcel, og hvori hans Hierte tog saa hef
tig og inderlig Del.
Thorlild Knutson var en smut, anselig Mand paat
nogle og fyrretyve Aar. Hans mørtebrune Haar syntes fort
Tiden araanet, og han lod til med mandig Sjcelsstyrte at
have tilkcrmpet sig et Herredøinme over sig selb, sont han
baade lendte og satte Pris paa. Hans virksomrne Jndslh
delse soni Statsrnand og Rigssorstander havde erhvervet
hain høj Agtelse saavel i hans Fadreland som ved frem
inede Hoffen En arelær Higen efter Magt og Højhed spo
redes umislendelig i hans fyrige Blit; det ædle, kraftige
Udtryt i hans Aasnn vidnede oin laet Selvtillid og en vis
stolt Foragt sor alle smaalige Kunster, hvormed mindre
begavede Statsmaend ofte søge at erstatte Mangelen paa
fand Regenivisdoin Som han i sin blaa, ridderlige Dragi,
med den store Ordenslcede over Brystet, her sad lige over
for den unge, danste Konge og talte srit oa deltagende med
ham, vilde man have antaget ham for en saderlig Ven ell-:r
Frænde as Kong Erit, hvis han ilte ved streng Jagttagelse
as den Ærbødighed, han styldte Ynalingens ophøjede Beer
dighed, uden al Smiger havde vidst at modtage den For
trolighed, Kongen stænlede ham, ined et Udtrht af Hylding,
der itte svcetlede hans egen Vcerdighed, som en fremmed
Konges Assending.
Uagtet Thortild Knutson, foin svenst Rigsforstander,
paa Kong Birgers og Rigsraadets Vegne var bemyndiget
til at indrømme den danste Konges Ønste, angaaende Be
»stemmelsen as hans Forniaeling til næstkomrnende Foraar,
var det dog under den vigtige Betingelse, at den pavelige
lDispensation ilte til den Tid maatie udeblive Men den
iLidenstabelighed hvormed Kongen selv bortviste enhber
’.Hindring, havde hidtil bevæget Rigsforstanderen til at
fremsætte hin Betingelse i saa milde Udtryk som muliat.
Nu berørte han den atter og braate ved denne Lejlighed
Sagen med den fangne Ærtebisp i Erindring
Blodet for den unge Konge til Kinderne, og han bleo
pludselig tavs. Der syntes at foregaa en lønlig Kainp i
hans Jnderste. Han saa sig et Par Gange om, som om han
savnede nogen; endelig dvcelede hans Blit med synlig Bel
behag og Tilfredshed paa Rigssorstanderens kloge og re
delige Aasyn. ,,Jeg priser min tilkommende Broder og
Svoger lyktelig« sagde han — »at han har en Mand som
eder til Ven og Raadgiver. Hvad min gamle Rigsraad
Jon og min leere Drost Hessel fra min Barndom har vak
ret for mig, det er J nu for ham. Misforholdet ined det
pavelige Hof har lange beredet mig mine bedste og ersar
neste Raadgivere. Min tcere Drost Aage har ikle mer Alder
og Erfaring, end jeg selv. — Jeg hat Tillid til eder, brave
Marst Knutsonl hvis jeg bar eders Herre og Konge, hvad
vilde J da raade mig i denne vigtige Sag?«
«At se Fangen og høre hans Forsvar — uden Liden
stab, stormcegtigste Herre!« — svarede den svenste Stutz
mand. —- »Saa vidt jeg ved, hat han ille blot over Uret,
men ogsaa lidt Uret; thi et langvarigt og Haardt Jungen
stab, er en Lidelfe og Straf, der tun efier en los-nsa-6sig
seeldet Dom tan laldes retsaerdig.«
»Bist det da en Uretfærdighed, at jeg lod sengsie Stutz
»
forbryderen, der var delagtig i min Faders Mord — i ei
fordømnieligt Kongemord?« — sagde Erik heftig og reiste
sig. —- ,,Slulde jeg give ham Frist til at komme eller oprsre
Folket imod mig, fordi han ilte var dømt af Paven og sine
jævnligeZ Kan jeg lade den kanoniske Ret gcelde, naar den
vil fritendc en Oprører og Kongemorder?«
»At J hindrede hans Flugt og statsforbryderste Fore
tagender, Herre Konge! kunde maasle vcere nødvendigt« —
soarede Thorkild Knutson, der ftraks tillige med Kongen
havde rejst sig — »hvis det ikle var muligt først at indhente
pavelig Tilladelse til dette Skridt; men tillad mig, eders
NaadeI enhver unødvendig Strenghed mod den Udømte
Statgforbryder vilde jeg, som eders Raadgiver, frit og
aabent have erklceret for lige saa farlig, sont ubillig.«
«Med mit Vidende har han intet utilhørligt lidt« —
soarede Kongen. —- »Fremfcerden ved hans Fængsling hat
jeg i høj Grad misbilliget, og hvad her i min Mindreaarig
hed stete, har jeg vift var mod min Villie. Min kække Drost
Thorftensøn har jeg afflediget —- jeg har i ham tabt en tro,
tun alt for streng og ivrig Ven; min egen Broder har jeg
strengelig irettesat; for en revfet Statsforbryders Skyld
har jeg udsat mig for et Migforhold i min egen Slægt,
som smerter mig dybt og maafte kan vcere farligt for Land
og Rige. Hvad tan man med Billighed fordre mer?«
»Ædle Herre og Konge!« —- tog Thorkild Knutson
Ordet med Varme — »J vcerdiger mig en Tillid, som jeg
agter højt og føler mig hædret ved. Jeg kan, Herren ste
Tak! med frimodig Oprigtighed gengcelde den: mellem eder
og min Konge haaber jeg, dei dobbelte Slcegtskabsbaand
stal knytte en Varig Forening; men jeg vil ikke misbruge
eders Fortrolighed. Betro mig intet, cedle Herre! som J
kunde ønske, jeg ikle vidfte, hois jeg en Gang, sotn Gud
forbydel af Troskab mod min egen Konge og mit Fcedreland
maatte blive eders og Danmarks Fjendel Selv i en saa
dan Stilling vilde jeg højagte og beundre eders cedle Sind,
og jeg ded, J vilde ikle miskende mig.«
»Nei, .Hr. Thorkild!« — svarede Kotigen og ralte ham
sin Haand — ,,felv om J den Dag i Morgen, som en tro
soensl Statsmand, maatte vorde min Fjende, vilde jeg ikle
·1niskende eders Hierte og ridderlige Aand. Eders Agtelse
fætter jeg Pris paa. Svar mig frit! Tror J, jeg i denne
Sag har handlet uretfoerdig?«
,,Nu vel, Herre Konge!« —- sagde Thortild — »lad
da mit Svar vcere et SpørgsmaaL som J bedst kan be
soare eder! Havde Rigsraad Jon og Drost Hessel vceret
hos eder i denne Tid, tror J da, J faa laenge havde opsat
det Forsoningsslridt, som jeg formoder dog var Hovedhen
sigten med eders ufædvanlige Ophold her?«
»Jkke mig, men den fangne Forbryder tilkommer det
at gøre det første Skridt til Forsoning« —- svarede Kongen.
— »Dog jeg er nu led af dette Ophold. Her ligger mit For
slag til et Forlig, jeg har ladet Drosten opsætte. J Mor
gen vil jeg se Fangen« —
»Hvorfor ikke endnu i Aften? cedle Konge!« — sagde
Rigsforstanderen. —- ,,Er J tilbøjelig til Forsoning, var
det maaske i en lykkelig Stund, J tillod mig at vcere eders
Raadgiver. Opfyldelfen af eders eget inderligste Ønste
staar maaske i nojere Forbindelse med dette Foretagende,
end J selv tror« —
»Vel! jeg fer ham endnu i Aften —- endnu i denne
Time!« — sagde Kongen og drog i Klokkeftrengen. En
Kammersvend traadte ind. ,,Sig til Slotsfogden, at den
fangne Ærkebisp flal føres hid!« Kammersvendsxa buttede
og gil. Kongen kastede sig i en Stol og faldt i dybe Tan
ker. Thorkild Knutfon gjorfde Mine til at anbefale sig.
,,Nej, bliv! jeg beder eder!« —- sagde Kongen og tav
atter nogle Lieblitle — »J denne Nat blev min Fader
myrdet« — tcg han atter Ordet med bevæget Resi. —
,,Den Mand, je1 nu venter, var Mordernes første Raub
gioer. J fkal være Vidne til, at jeg hverlen er hævngerrig
eller uretfærdigz men J stal ogsaa fe, at jeg for min egen
thøjeste Lylkes Skyld intet Øjeblik kan fornedre mig oz
glemme, hvad jeg stylder den Krone, jeg bærerl —- Læst
Kun paa disse Betingelser bliver han fri.« —- Med disse
Ord ralte han Rigsforstanderen et bestrevet Pergaments
Blad, der laa paa Bordet. Thortild laeste det sagte og
Kongen gav Agt paa hans Ansigt, medens han lceste.
»Nu, ikke sandt?« — sagde han heftig — »jeg for
drer kun, hvad ret og billigt er — Sikkerhed for Kronen og
Riget —- Fred med Kirken —- Lydighed mod Landslovem
saa længe han er min Undersaatl — i min egen Sag vil jeg
ikke dømme —- fom Majestætsforbryder maa han dømmes
af Paven!« —
,,Jeg maa tilsiaa, Herre Kongei eders Fordringer ere
mildere, end jeg haode troet. Har J fuldlommen Ret i eders
Klagemaal imod ham, vil jeg endogsaa lalde dette Forlig
højmodigt —- og dog — stormcegtigste Herre! — dog tvivler
jeg paa, han underslriver det: Afftaaelsen af Hammer-.
bus« — — f-,.d k
,,Det Slot slal han afstaa!« afbrød Kongen hanr
— »en Landsforrceder skal ingen Fcestning eje i Landet.
Om han saa sad paa St. Peders Stol —- han er min Un
dersaat!«
(Fortsættes.)
- sent-« .- .«-«... Mk» HJJM «
B. S Jngemanm
S s
Valdcmar Dejer
J Lmslag 80 Ccnts. Jndbunden 81.20
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden Pl 20.
PrinS Otto af Daninark
og hanS Samtid.
J Omslag 80. « Jndbunden 81.20. «
DANME LUTZ PUBL. ZOVSIH III-. IMM