T
Hedehuset.
Faritklling as Q. Glaubt-echt
Paa Danst ved Elle n.
(Fortjat.)
Men fra Rusland lad Efterretningerne paa, at des
fejrrige franfte Heer, som var traengt frem lige til Mostow
nu endelig i den rusiste Vinter havde fundet en uovervinde
lig Fjende. Sygdam og Hungersnød sluttede Pagt met
Kulden, og as de sejervante Starer vendte tun en ynlelig
fortommen Rest tilbage. Mange haabede nu paa Fred
men de tlogeste rystede paa Hovedet og mente at nye Ulyk
ter vilde komme.
»Fader,« sagde Hedebondens San en Morgenstund
»i Dag tomme Hververne til Lohrbom Finde de mig, sac
tage de mig; thi Bergerfranz og hans San ere med. Arnolt
advarer os, se kun!«
Kriftian traadte ud i Haven og saa nede fra Faarei
hyrdens Fold det kendte Tegn paa, at naget var paa Færde
et Tartlcede, som Arnald havde bundet paa Enden af er
Stang og ivrig fvingede frem og tilbage, medens han ud:
stødte en flarp Piben.
i-« »Du har Ret; men hvad vil du gøre?-« sagde Stjerne
kristian betymret. »Jeg ser ingen lldvej til din Frelse.«
»Sta! jeg da lade mig tage af Fjenden for at føre Krig
imod mit eget Folt?« udbrad Arnald. ,,Nej, Fader, jeg
vil ille hugae en Finger af eller paa anden Maade lemlceftc
mig, sam saa mange gare; thi det nntter itte. Men jeg vet
en Hule, hvor to unge Mænd fra Zellberg have stjult fig.
Der bar jeg i et Par Nætter bragt dem Mad, uden at du
vidste det, og derhen vil jeg flygte, der ftulle de not lade vcere
med at sinde mig. Lev vel, J kære, vi fes igen.«
J et Nu var Arnald ude af Syne, og Ehristel grced.
da han forsvandt i Skaven.
»Han trot, han er vel forvaret,« sagde hun, »men
jeg er ais paa, at de ville finde ham og tage ham fra os.
Kunde jeg blot lade vcere med at tlaae thi intet kommer
over os, uden at Guds Haand leder alt til det bedste; men
dette er saa svcert « .
Ved Aftenstid samledeg Rettutterne i Lobrbarn, oa
Arnald var imellem dem. Bundne med Stritter førte man
dem bott, og mangen Moder fulgte grcedende med sin San,
indtil Trcetheden ag Nattens Marte nadte dem til at vende
hjem. ngaa Christel git ved Siden af sin tære Dreng og
talte med ham, som man taler med en daende am Synd og
Naade, om Guds Karlighed og Trofafthed, indtil hun ly5
sede ham, befalede ham Gud i Vold og gil hjem til Hedehu
fet. Samtidig med Relrutterne forlod ogsaa Bergerfranz
og hans Sen Lohrborn.
Elsebeth blev mere og mere findgfotoirrei. Ene boede
bun i det store Has, thi bendes Pige havde sorladt hende,
fordi hun itte brad sig om nagen Hjaelp. Ene vandrede hun
gennem de pde Beetelser, spgende og llagende, afmagret as
Sult, fordi hendes Mand itke bavde efterladt hende saa
megei, at hun lunde saa det daglige Brod, indtil en Som
meraften hele Landsbyen blev opstrcemmet ved Raabet:
,,Brand! Brand!«
Bergerfranz’s Hus stod i lys Lue, og for Daggry var
det nedbrcendt til Grunden. Elsebeth blev reddet, og da hun
ingen andre Slægtninge havde, sendte man hende til hendes
Broder, som efter Forceldrenes Dad havde taget Møllen i
Besiddelse.
Men da Stiernetristian kam ned fra Hedemarten,
hvor han havde optaget Jldftæret Paa Himlen, ag saa sin
Fjendes Hus som en rygende Brandtomt, stod han en
Stund ganste stille, henfunten i dybe Tanler ag med Taarer
i Øjnene.
»Dette er itke ftet for vor Styld, « sagde han til Chri
stel, da han siden tom hjem. «Hvad tunde det gavne eller
glæde os, at var Modstanders Ejendom er bleven adelagt.
Hvem ved desuden, om det bliaer et Tab eller maaste ina
rere en Vinding for Bergerfranz, at hans Hus er braendt.«
Da Frugten var moden i Lobrborns Haver, kam
Vergerfranz’s Ssn en Dag ridende gennem Landsbyen
Stolt sad han i sin brogede Unifartn paa en prægtig Heft,
ag stolt saa han sig am, indtil han standfede der, hvor han
veniede at sinde sin Faders Gaard. Han saa og saa, holdt
Haanden over Øjnene, som om han troede at dramme, og
saa igen. Jo, Hufet var borte, — brcendt —, og Berga
franz’s San sagte forgceves om Nattely blandt Lohrborns
Brander.
«Gaa til Mallem hvor din Faders Huftru bar, hei
have vi ingen Plads for dig,« var det Svar, han alle
Vegne sit, da han med Hesten ved Tøjlen bantede paa den
ene Dsr efter den anden. Endelig fik han for gode Ord og
Penge Lov at bo i Landsbyens eneste lille Gæftgivergaard;
men det var itte milde Ansigter, han madte der.
Næfte Dag betraadte han, tilfyneladende meget tret«
men dog med bantende Hinte, Hedehuset. Kristian og
hans Dattet arbejdede paa Matten bagved Hufei, og
Christel saa paa den indtraedende, som man ser paa en
pludfelig opduttende Slange.
»God Dag, Christel,« hilfte Frantz og rakte Haanden
ud; men hun trat fm tilbage. «Jeg kommer lige fra Hac
ren,« fortsatte han, »ag tan bringe godt Not fra Eders Ar
nold. Vi have nu glemt alt gammelt Rag og stuttet Bensial
fom gade Kammerater, og jeg sial hilse Eder fra ham, at
ogsaa J maa glemme, hvad der hat vceret mellem as og tagt
vel imod mig; thi jeg tommer for at begære Ederö Dattei
til Hultm Vel er min Gaard brcendt, men dag er jeg in
ssen Tigger. Mere end tre saadanne Gaarde kunde jeg kabe
thi jeg har Penge som Gras. « Hnn trat en vel fyldt Punc
ap af Lommen ag tastede den henad Bordet
Christel svarede ttle et Ord, men aabnede Vindue1
og raubte til Kristian, am han vilde stynde fig at kommt
ind. Da Hedebonden et Øjeblit efter sveddryppende ok
med Leen i den bartede Haand traadte ind ad Daten, pe
gede hun paa Franz og sagde:
»Krtstian, her er Bergerfranz’s San tammen for a
bede am at faa vor Anna til Huftru5 og for at vi stulb
tage bedte imod ham, fortceller han, at han er bleven god·
Venner med vor Arnald. Sig ham, at ai hellere ville s·
vor enefte Datter dad end som hans Huftru, giv ham bani
AI
)
Penge tilbage og sig hant, at vi kunne sulte, men at hver
Bid Br-d, tobt for disse Penge, vilde tvcele os!«
Kristian saa først paa sin Hustru, saa paa den ungt
Mand i den brogede chedning; Aarerne i hans Pande
svulmede, han løstede Leen vg pegede mod den aabne Dør
uden at stge et eneste Ord.
Franz listede sig tavs bort, men i en halv Snes Alens
Asstand sra Hedehuset blev han staaende, vendte sig om og
tnyttede Næven i blindt Raseri. Da sor Faarehyrdens
Hund løs paa hatn, vg han maatte styndsotnst fortrætkr.
st- st
iß
, —Naar ester en lumtnerhed Sommerdag Styerne trcekke
samtnen paa Hitnlen, naar aandeløs Stilhed hviler over
- Jorden, naar Fuglene forstumtne og cengstelige stjule stg
bag Løvet, naar Husdyrene slcelvende søge Bestyttelse hos
« deres Herrer, og selv Mennestene cengstes under Tryklet as
det kommende Uvejr, da tan man faa en Anelse otn den knu
gende Rast-sel, der i Aaret 1813 greb Millioner as Menne
stehjerter, tnedens Krigshcer paa Krigshaer i Oktober Maa
ned trat sig samtnen om Sletterne ved Leipzig. Og da saa
Uvejret kom, da Jorden rystede under Kanonernes Drein,
da Hintlen glødede as Jldvaabnenes Lynglimt, da Tusinder
as Jldsvælg sendte Død og Ødelceggelseind i de tampendes
Reiter, da git der en Bceven, en navnløs Gru gennem Fol
teslagene.
J tre Dage svingede Bægtsiaalen op og ned, indtil
endelig de franste maatte vige. Med brudt Mod søgte de
tilbage over Grænsem men det var et straekteligt Tilbagetog.
Kun Garden, der sluttede sig samtnen oni Kejseren selv, be
varede nogenlunde Orden. Hele den øvrige Herr spredte
sig til alle Sider. De første Kolonner sandt alle Vegne
Spiselamrene vel fyldte, thi Hasten var just indsamlet; nten
da Levnedstnidlerne alle vare sortcerede, da de forsultne
Soldater trcengte laengere og lcengere frem, plyndrende og
odelæggende alt, hvad de ikte tunde fortcrre eller medtage,
greises Beboerne af Rcedsel. Møbler bleve sønderslaaede og
brændte, Boger revne i Stykker og Ruder tnuste; Kvinder
og Børn stjulte sig i Stovene, thi de vilde Soldater staa
nede itte de vcergeløse. Naar en enkelt Officer søgte at
talde dem til Orden, blev han mishandletz disse ligblege,
saarede, sultne Mennester anerkendte tun den haarde Neids
Fordringer. Faldt en af dem til Jorden under Beis, lod
man ham ligge, og hele Trosset med Kanoner og Vogne
drog hen over ham; der var itte Tale om at standse eller
hvile, at pleje de saarede eller begrave de døde; thi Kosab
kerne ontsværmede den slygtende Heer, asstar enkelte Delin
ger og fangede og nedhugaede dem ester Forgodtbefindende.
For at sorøge Angsten, udspredtes endelig det Rygte, at
Bafern var salden fra, og at bajerste Tropper truede med at
besætte Passerne i Kinzigdalen og asskcere Tilbagetoget over
Rhinen.
Den Bote Oktober stod Slaget ved Hanau, som stkrede
Napoleons Tilbagetog. Den uasladelige Styden med Ka
noner bragte Bud om Kampen vidt ud over Bierge og Dale;
og selv de, som ilte havde nogen as deres tcere med i Krigen,
delte den falles Angst.
Kristian Egeberg havde været i Lohrborn om For
middagen; to Soldater vare vendte hjem, slygtede sra Hee
ren, og han haabede hos dem at saa noget at vide om stn
Son. Men de tunde tun sige den betymrede Fader, at
Størstedelen af de tyste Hjælpetropper var bleven adspredt
paa Flugten sra Leipzig. De priste sig lyktelige, og deres
tcere grad as Gier-de, men Kristians Hierte sammensnøredes
as Sorg.
Den ellers saa modige Christel grced, saa hendes Øjne
vare røde, og hendes Anstgt opsvulmet, og Anna søgte for
gcrves at troste sin Moder. Tung og mørk laa Esteraars
taagen mellent Biergene, men dybere var Merket i den be
drøvede Moders SjæL Anna holdt det ikte længere ud i den
trange Stue; hun søgte ned til Kildetløstenx i« Frceernes
Stygge havde hun der mange Gange sundet Ro for sit ang
stede Sind, de rindende Bandes bløde Rislen talte saa mildt
om ham, som giver det Band, der opvælder til et evigt Liv.
Jdet hun steg ned ad Trinene og nærtnede sig Bænken,
saa hun en Stitkelse lcenet tilbage paa denne. Det blege
Ansigt var ombundet med et Tsrtlcede, og Hovedet hvilede
træt mod den hsjre Haand, medens den venstre var opbun
den. Anna saa strats, at dette var en as de mange statkels
slygtende Soldater, der strejsede otn i hele Egnen og bad
otn Brod. En Sabel og en lille Bylt laa paa Jorden ved
hans Fødder, og hans Øjne mødte Annas med et bønfal
dende Udtryk, idet han Pegede paa sin Mund. Hun tog et
Stykke Ber frem, som hun havde i Lommen, dyppede det
i Kildevandet og gav ham det i smaa Styller. Han spiste
det og lagde den raste Haand ovenpaa den syge som til Bøn,
hans Øjne bleve tlarere, og han nikkede et mildt Tat til
den Unge Pige, som saa paa ham med Taarer i Øjnene.
»Forstaar De mig, naar jeg taler til Dem?« spurate
Anna, »sta! jeg talde paa tnin Faden at han kan hjaslpe
Dem op og søre Dem hjem til os?«
Soldaten tog hendes Haand, aabnede med Møje Lak
berne og udaandede et sagte:
»Forlad mig ikke, bliv hos mig, — til jeg dør.«
»Nej, nei, De stal ikke dø!« udbrød Anna dybt greben;
og uden at tcente over, hvad hun gjorde, lagde hun skn unge,
stærte Arm otn den saarede Soldat og mere bar end sørte
ham op as Kildelløftem lige hjem til Hedehuset.
,,Moder,« sagde hun, idet bun aabnede Døren oa drog
ham tned stg ind, »her er en syg Soldat, som jeg traf i Kil
detløsten, han er saa sulten. Vil du ilte give ham noget at
spise? Tant, om det var vor Arnold, der kotn saaledes til
sretntnede Folt!«
Christel saa forbavset paa hende, og endnu mere sor
bavset paa den sretnmede. Men da denne, som nu ilte mere
stottedes as Anna-s Arm, sank sammen paa Bænten, vare
hendes Betænleligheder sorsvundne. J en Furt fik hun
gjort Jld paa, og niedens Kristian redte deres Gcest et Leje
i Ovnkrogen, knælede ved hans Side og løste hans Klæder,
« kogte hun en Ret trastig Sappe, og de talte begge kærlige,
i opmuntrende Ord til ham. Han saa tatnemmelig paa dem,
foldede ogsaa Hænderne, men sormaaede i sin dybe Udmat
telse itte at srentsøre et eneste Ord. Kort ester var han
. ssalden t Ssvn.
»Hvem stal sorbinde hans Saar?« spurgte Anna, da
hun samtnen med sine erældre talte om den syge, medens
, Astenens Slygger sænlede sig over Hödemarkem og Taagen
derude opløste sig til en tcet saldende Regu.
»Dersom Bedstemoder endnu levede, kunde hun sige os»
hvorledes vi slulde bcere os ad,« vedblev den unge Pige,
,,hun forstod sig paa al Slags Sygepleje; men du forstaai
jo ilke at behandle Saar, Fader, og vi faar neeppe nogen
Lcege herop i disse Tiber, iscer ikle til en Fransimand.«
»En Franstmand?« spurgte Kristian forundret, ,,hun
taler jo tysk lige saa godt som du og jeg.«
Anna viste ham Soldatens Fralke med de fire N’er,
»Der staar det, Fader,« sagde han, ,,men se, det ene Frat
keskød er staaret as en Sabelllinge og just det, hvori Lom
men var. Hvor ere dog Menneskene ubartnhjertige, og hvor
er Krigen dog skrcekkelig. Denne Stakkel har det nu godt
her hos os; men hvem tager sig af de mange, som strejfe
hugvilde om i Skoven og ere noer ved at omkomme af Sult
Dg Nod?«
Anna skjulte Ansigtet i sine Hænder og grced, den saa
rede vendte sig paa Lejet og stønnede af Smerte, men Tritt
heden overvældede ham, saa han straks faldt i Søvn igen.
Atter lød Kanonstud, og der bleo i det samme hanket
paa Hedehusets aslaasede Dor, saa alle der inde forskrcelkede
for sammen, og Kristian uvilkaarlig greb ester Øksen, som
stod i Krogen ved Siden af ham. Da· lød en vel bekendt
Stemme: »Det er mig, Kriskian, det er Arnold, luk hurtig
ov for mig.«
Faarehyrden saa bleg og sorstyrret ud, da han hastig
traadte ind; og han satte sig ned, saa snart han havde budt
God Asten. Han lod itke til at undre sig over den saarede
Soldat i Ovnkrogen, men sagde hvislende:
,,.Kristian, dette ligner den Tid, som Herren skildrer i
sit Ord: »Paa Jorden stulle Folkene cengstes i Fortvivlelse
oa forsmægte as Frygt og de Tings Forventelse, som skulle
komme over Jorderige.« - Jeg troede mig stcerk i Herrens
kraft, som jeg saa tit har erfaret at virke i mig strøbelige
Menneste, mcn i Dag har jeg ncesten tabt Modet. Det
I tordner jo her mellem Bjergene, saa man stulde tro, at man
var midt i Staget, og de stakiels Flygtninge snige sig fra
Sted til Sied, som jagede as onde Aander. Fra Dør til
Dor tigge de sig frem Paa alle mulige Sprog, de vise os
deres Saat, og Sulten stitrer dem ud af de hule Øjne. En
underlig Tid er det, ogsaa underlig sor dig, Kristian; din
Fjende er dødz jeg gik herop i Aften for at sige dig, at jeg
kommer lige sra Bergersranz’s Dødsleje.«
i Hedebonden btev ved sm Vens Okd hvid som en karket
»Borg. Tavs stirrede han paa Arnold, medens Christel slog
Handerne samtnen med et halvhøjt Forsærdelsesudbrud:
»Hvordan døde han, Arnold?« spurgte hun alvorlig
»Saadan som man tan dø efter et Liv som haus.
Guds Ord harte han paa det sidste, og det er mere, end der
i denne Tid forundes mangen stakkels døendr. Han vidste
ille, at hans Hus var brcendt, thi han har sulgt med Heeren,
og meget maa han have døjet paa Flugten, thi han kom uden
Hat og Frakke her til gennem Skoven. Gennem Haven
Ilistede han sig hjem, men da han saa Brandtomten, vare
ihans Kræster udtømte. Han løb en Gang rundt om den,
tog saa sank han sammen og blev liggende. Jngen bekym
i rede sig om ham, ingen vovede at ncerme sig til ham, thi, som
Sognesogden sagde, han kunde jo have Vaaben hos sig eller
lvaere smittet as en Shgdom og gøre dem alle ulykkelige.
"Men min Anna sagde til mig: »Lad os tage Bergersranz til
os, Herren har sendt hatn herhen og vil ikke, at vi skulle lade
J ham ligge.« Saa bragte vi ham ind i vort lille Has, og der
. døde han. Nu ligger han i Kapellet og venter paa, at Sog
. net slal give ham en Kiste.'«
« »Skal Sognet give den rige Bergersranz en Kiste?«
"udbrød Kristian. »Hvor ere da de Scekke med Penge, som
Franskmændene have betalt ham for Vater, og hvor ere alle
hans med Urette sammenskrabede Ejendonime, hans Enge
og Agre?
»Bortpantede for en stor Sum Penge, hvormed han
vilde drive sine Spekulationer videre. Med det tabte Slag
har han mistet alt. Bergerfranz er død som en Tigger, og
Guds Dom over ham i denne Verden er fuldsørt.«
,,Hvor er hans Son?«
»Jngen ved noget orn Frank, men han kommer nok en
Gang tilbage hertil. Gud give, han da ikke maa føre Ulhkke
med sig.«
Den syge Soldat var imidlertid vaagnet; han vendte
sig paa Lejet og sukkede dybt, hans Saar voldte ham Pine,
og Lyset siat ham i Øjnene.
Arnold traadte hen til ham og sagde:
»Got« det ondt i Armen, min Ven, saa lad os se paa
den og forbinde den. Vel er jeg ikke Doktor, men lidt sor
staar jeg mig paaSaarpleje, og jeg har allerede hjcelpet mete
end een Stakkel.«
Varsonxt løftede han derpaa Forbindingen og had
Christel om noget gammelt Linned. Medeas han vaskede
Saaret ud, saa han Soldaten ind i Ansigtet og sagde:
»Du er stærl, min Son, Smerten i Saaret maa vcere
slem, men du bærer den som en modig Mand. Gud give,
du maa vcere lige saa stcerk, naar du kommer hjem til dine
kære med kun en Haand. Ved du, hvem det er, der giver
Mod til at lideZ Kender du din Frelser?«
Soldaten nilkede med et lyst Smil og trykkede taknem
melig Faarehhrdens Haand.
»Jeg ser, vi sorstaa hinanden, Kammerat,« sagde Ar
nold, da han var fcerdig, ,,vil du som jeg, saa kommer jeg
saa jævnlig herop og ser til dig og sorbinder din Haand,
indtil du lan drage videre.«
Men hvem kunde vel nænne at lade den sebersyge
Statiel rejse? Kristian og hans Hustru bleve enige om at
lade ham blive saa lcenge, til han var helt rast. De tcenkte
paa deres egen Søn og paa, hvor taknemmelig de vilde vaere
mod enhver, der tog sig as ham, naar han var i Nød. Fra
Dag til Dag· ventede de paa at høre sra Arnold, tilsidst
lvare de nasr ved at tro, at han aldrig mere stulde komme til
.bage
Gotfred Neufer, som den fremmede hed, var ingen be
svcerlig Gast. Som oftest laa han stille hen, thi foruden
den legemlige Smerte pintes han af braendende Hjemve.
Kun nødtvungen havde han sorladt sit Hjem ved Rhinen
sor at gaa i Krig, og nu cengstedes han, fordi han intet
horte sra sine kcere: Faarehyrden havde paa hans Bsn stre
vet til dem og fortalt, at han laa shg her i Hedehuset, men
var omgiven af kcerlige Mennester, der plejede ham, saa
han i ingen Henseender led Mangel, men der komintet
Svar.
(Sluttes).
Keimanko
Af Jvar Marias Hausen, Chicago.
(Fortfat.)
Hjerteblodet.
J Regeringsbygningen i Springfjeld er en ikke fac
helt fattig Udstilling eller Samling fra Krigsaareue,
blandt andet mange Faner. To af disse tiltrak sig min
Opmærksomhed, fokdi de vare blodplettede. Den ene var
bleven baaren i Slaget ved Ringgold Gap den 27. Novbr.
1868 af Sergeant Riley; han blev studt gennem Hieriet
af en fjendtlig Kugle og faldt fvrover med Fanen. Den
anden havde været med i Slaget ved Vicksburg den 16.
Maj 1863 baaren af Korporal Samuel Baty. Han blev
ramt i Hjertet paa samme Maade som Riley og faldt med
disse Ord: »Kammerater, lad denne Fane vaje!« medens
hans Hjerteblod ogsaa farvede Flaget.
s Bi flulle sont kristne Mennesker ikke vcere Stoikere,
som ingen Følelse tunne have for cedel Daad og Heltemod,
heller ille for Stridsmandens. Lad os ikke glemme, at
vore gode Kaar i de forenede Stater er vundne ved Sol
datens Mod og Blod under Landets forsiellige Kampe.
LEre hver, som cerligt tjener,
Guds og Kejserens forlener
Og er mer en Lejesvend. —
Men iscer git mine Tanker i Retning af det kristelige,
da jeg saa de blodbestaenkte Faner. De helliges Faner er
»Kristi blodbestaenkte Fane«, det herlige Sejrsmærke, under
hvillet der er vundet Sejre som under ingen anden Fauc;
men hvad have vi ofret under dette SejrsmcerkeI Stod
vi imod indtil BlodetZ Jeg taenter her itke særlig paa
Martyrblodet, siønt ogsaa vet stal et Guds Bat-n være
villigt til at lade rinde, men Hjerteblodet i Henseende til
Opofrelse, Selvforncegtelse, Lidelse, Korsbcering. Det er
en Underspgelse vaerd. Hvormeget af Forsagelfens Hier
itebrod have vi skænket Kristi Sage chv os tage Sangs
imaalet med os ind i vort Lønkammer og prøve os overfor
Hdet og belende vore Fejl og Fald og Egenlcerlighed, og saa
. sige svm hine Krigere i Norgex
Frem Kristmcendt Korsmaendi Kongsmaendl
Da Spartanerne bleve spurgte, hvor deres Skanser
og Volde dare, bag hvilke Byerne skulde vorde forfvarede,
pegte de paa deres unge Mænd. Deres Bryst var Spartas
Vcern5 de vare villige til at oer sig for deres jordiste Fae
dreland; flulde vi, der have vort Borgerskab i Himlen,
holde os tilbage, naar Guds Sag trcenger til vort Hinte
blod? Herre hjcelp os at kæmpe cerligt og opofrende under
Korsets Mcerkel , « s ; -
Hierteslaget.
Vi kørte Paa Sporvogn i St. Louis. En Korekark
fra en anden Sporvogn var under et Sammenstød med en
anden Spvrvogn bleven ramt under Hiertet af Bremfe
iapparatets Haandsving; han blev i en meget lidende Til
stand baaren ind i den Spvrvogn, vi vare i. Paa de piet
lige Trækninger i Ansigtet kunde vi se, hvor store Smerter,
han havde, iscer naar Sporvognen rumlede meget. Den
tilfkadekomne boede i Ncerheden af Sporvejen; ved sit Hjem
blev han med Forsigtighed baaren fra Vognen; hans Hu
stru modtog ham graedende, og man lan tænte sig, at Lcegen
var til Stede for at forbinde den faarede, som nok med
Lrengsel ventede paa Doktorens Hjcelp.
Kære Ven! er du bleven syg og lidende — aandelig
talt —- saa du erkender og føler, at du trcenger til den stote
Lage, Jesus af Nazaret? Den karste behøver ikle Leegen,
men den, som har ondt, siger Frelseren selv. Hat Loven
kamt dig? Er du faaret, saa du føler din Synd og ken
der din Nat-? Lægen er her; Lcegemidlet, som ikke flaar
fejl, er til Rede. Giv dig under Frelserens Behandling.
Han helbreder de vcerste Saat. »Tro ham trøstig, tro
ham trøftig, han dig sviger ej; han dig lalder, han dig
kalder, giv dig dog paa Veil«
Kiieformcn.
Vi havde et meget opbyggeligt og gobt Kredsmøbe i
Menigheden i Webster Grove, Mo» hvor Pastor Beuter
er Proz-ft. Herren har været faa god imod os i Illinois
Krebs og givet os gode Krebsmøber, saa baade Menigheber
og Præster altid lcenges efter disse Moder. Ved dort
Krebsmøde drøftebes Emnerne: »Forskellen paa Johannes-U
Daab og den kristelige Daab'«, ,,Konfirmationen«, ,«,Mis
sionen« og ,,Det libet, sotn kan afholde et Menneske fra
at blive en Kristen«. Drøftelsen var frugtbar, broderlig
og belcerende. Befoltningen vifte os megen Velvillie og lyt
tebe med Opmcerkfomheb til Orbet, som blev forkynth
Veb en Samtale under Krebsmødet kom en af Prie
stebrødrene til at udtale, at Illinois Krebs lignede en:
Kile, naar man fra Nord tog Retning af Krebsens Birk
somheder syd Paa til Menigheden i Webster Grove veb St.
Louis, der faalebes bannede Kilens Spin. Der kan vcere
noget i Sammenligningen. Kreber er tun lille enbnu og
forholdsvis ung; den er i bet oæfentligfte vokget frem i
den sibste halbe Snes Aar; bog med Herrens Velfignelse
stal den blioe større og større; thi der er mange Lands
mænb i Kredsen at brive Mission iblanbt paa de forstellige
Steder, og vi maa bebe Høstens Herre om at ubsende Ar
bejdere i sin Heft ogsaa paa disse Egne. Der er noget i
Orbet om Kredfens kiledannede Form, der vil hage sig
fast hos mig. Der stal staas paa Kilen, for at den kan
kløoe Træet. Der fkal ogsaa siaas meb Ordets Hammer
paa denne omtalte Kile (Kredsen) for at den kan gøre sm
Gerning i flere og fiere Hjerter. J Guds Rige kæmpes der
med Ordets Vaaben, ikke veb købelig Magt og Styrke.
Gubs Ord skal files inb i Sjcelene til Vækkelse, Omven
delse, Beoarelse og Helliggørelse, da skilles Mennestene fra
ISynbens Liv i Verben og komme til at leve ,,bet salige
«Liv i Gud«, da vil Vibnesbyrdet lyde fra flere og flere:
Vi have set Herren! Han er opstandent Vi ere frelste veb
Guds Naade! Da bliver der fiere og flere som i Virtelig·
heben slutter Krebs om Herren, og bet er den rette Krebs
dannelse og den rette Kredsudvielsr.
Kileformen bannede Grundplanen for Norbboernes
Slagorden i mange Sng siges ber; man gik frem i Fyls
fing, i den spidse Kamporden og tilede sig ind paa Fjenben
og spredte hum. Gubs Aanb lebe vor Krebs i den rette
Fylking imod Guds Riges Fjenbe7, at vi maa fejre ped
I hom, som erst-de os! Gerne-new
