icsäg Erik og dd Fredlosc
historisk Roman i to Tele
af
Bernhard cherin Jngemann.
F o r s t e D e l.
( Fortscw )
De to fangne Piger ftod taose i Maaneloset melleni
Jægernr. Den celdike slap. itte den yngftes Haand; hun
havde nærmet stg den falone Svends Lig og bpjede sig
knoelende over hans Hovetn Droft Aage var stegen af sin
Heft; han stod tckt veo med Bidflet i Haanden og med Ar
men paa Sadelknappen Dei var som Synet af den inte
lende Pige havde forvandlet ham til en Billedftottr. Den
yngre Piges urolige Bevægelser gao han itte Agt paa; hans
Blik dvcelede tun paa den kncelende Skittelfes hun forekom
ham som en kcerlig, deltagende Engel, der bad for Sonde
tens SjæL Han saa en Taare nedglide ad hendes hvidt
Kind, og han kunde itte længer tilbageholde sin Deltagelse
»Von trostig cedle Jomfru!« — udbrød han beoceget —
«eder skal intet ondt vederfaresk Den Mand, J der begre
der, har maaste vaeret eder tro og hengiven; men var han
ikke slagen med Vanvid, faldt han her som en stor Misdæs
dek. Herren være ham en barmhjertig Dommer for ederi
Bsns Skyldt Bring den døde til Esrom!« — fagde han
til to af Jægerne — ,,bed Abbeden i mit Navn at lade ham
kristelig begraoe og snnge en chelemesse over ham! J
andre to folget os!«
Man adlød strats og bar Liget bott. Den kncelende
Jomfru rejfte fig.
»Lad mig bringe eder i Sitkerhed!« — vedblev Aage
—- »Forend eders Sag er lovlig underspgt, kan J ikke for
lade Landet; men jeg giver eder mit Æresord derpaa:
Kong Etit vil itte for eders Faders Stle glemtne, hoat
han stylder eders Stand og Kon.«
»Er vi vittelig eders Fange, Hr. Ridder!« — fang
den aeldste Softer —- »før os da i den hellige Jomfrus Navn
til vort Fcengsell Lov mig tun, at J itte vil adstille oE
og ikke være haard mod min stattels Softer!«
»Hm-den for eder selv eller eders Softer, ædle Jam
ftu, har J nogen haard Behandling at befrygte, og der
som J — som jeg vist haaber — tan retfærdiggore eder«
vil eders Fangenstab vist itte oare lcenge.«
»Dort Liv og vor Frihed er i Guds Haand, itte i
Mennestenes!« —- fagde den ældte Soster med oecnodig
Rolighed — »i denne Verden hat oi nu ingen Rennen vor
, Faders tingeste Svend lod sit Lio for os. Den, han gav
" Ridderslaget, forlod os i Neben« — tilføjede hun sagte.
Med endnu inderligere Deltagelse betragtede Trost
Auge den stille, blege Jomfru, og den cedle Smerte i bener
Aasyn, Folelsen af hendes forladte Tilitand fremkaldte,
siar ham dybt i Hiertet. ,,Jeg vil ocere eders Ven og Be
skytter saa laenge jeg lever!« —- udbred han med kendelig
Bevægelse — »det lover jeg eder ved min ridderlige Ære
Iog Tro!«
»Derfor lpnne eder Gud og vor kcere, hellige Frue!«
—- svarede den stønne Fangr. —- »J synes at mene os det
yodt; men er J Kong Eriks Ven, man J dog oist bade
vs for vor Faders Styld.«
»Visselig er jeg Kong Erits Ven« — fagde Ange, og
hans Kinder blussede —- »men derfor tan jeg itke bade
eder —- hvis J, som jeg fuldeligtroy er ustyldige i hvad
Ess« her nys er stet. Som Ridder og Kriften, skylder jeg des
? - uden eder og alle vergelsse velvillig Trost og Hjoelp.«
Pera Drostens Befaling var imidlertid de to bott
gangne Jægeres Hefte fremtrutne og Sadlerne saaledes
indrettede, at Jomfruerne tunde sidde deri paa tvcers, uden
z alt Beiden Den yngfte Spiter blev førft bragt til Scede.
, Hun havde endnu itte talt et Ord, men haode set sig uro
« lig om til alle Sider, medens de forftelligste Foreftillinger
syntes at behersie hende. Snart lod hun til at oaere mod
salden og ncer ved at grade; snart blintede hun med de
smukte Oer og syntes at tænte paa en dristig Flugtx snart
Bettagtede hun den unge, artige Ridder og de to Jcegete
med et fornemt Hersterindeblit, fom om hun tun Vehøoede
at befale for at adlydes. Først nu, da hun fad fast i Sav
len og havde Tojlen i Haanden, ftmtes hun tilfreds og helt
behjettet. »Saa lad det gaa rat !« — sagde hun med mun
ter Livlighed —
,,Heftene ere jo aldrig faa smaa,
, 7 « Dei er jo bedre at ride, end« gaa!«
-
",·,Et denne Heere nu vor Ridder og Beftytter, er det jo
hans Pligt at forsvare os. Paa et tongeligt Slot vil man
vel ogsaa oide at behandle os kongeligt.«
»Gud hjcktpe og for Slot vi siat gest-t« — satt-de
Gifte-rein —- »Men vær du tun glad, lille Ritte! alle oore
Hovedhaat er talte.« Med disse Ord lod hun sig hjcelpe
stil Dest, og inart red Droft Auge mellem begge sine ftsnne
Ianger gennem Esrom Skov, ledsaget af de to Jægere.
Pan den dunkle Skovvej red man en Tid lang tavg
og stille. Den ældste szter sad med nedbpjet Hoveo og
jean hensunten i Istgmodiae Trinken men da de kom til
N ask-es Skovslette, hvor de uhindret tunde se den store,
,Wlare himmel, hevede hun sit Hoved, og de keerlige
M M fyntes at genftraale af Stiernelyset, idet et sinnt
JW cf Sie-lede og faligt Udsdelighedshaab ligefrem
Meede hendes Astny »an Guds Himmel dog er stor
is Izu pg sengt-« —- udbwv huu med min-i beweget Stem
Ite T- ,,hift oppe i Guds Rige er ingen mer fredlss og for
«
«f,w«Og tagen Sjcl udelukket fra Naaden og Rettig
jedenk ists-jede den unge, bandlyste Droft i oemodig Erin
W pm heut Stilsmiife fta Hirten som han tun altfor
W fjlth ,,Dog ogsaa her, cedle Jomfeu!« —- ved
f p- PUI —- ,,ossaa her tan og oil Guds Rige komme
» jstspis Jede di jo hastig Dei nhtter vist heller iste,
-W as»
hu sit-et fest Magt til at
zdei km- jeg se paa edees
but-IF- su Mo se umw
»Gud give, J havde Ret, hvad flig Seit angaat,’
fromme Jomfru!« —- svarede Aage. —- ,,Men det onde et
faa siort i Vetden, at ingen Ridder sial rose sig af at have
overvundet det; sligt mægtet jo ej engang«den aedleite Konge
i sit eget Rige og nceppe engang i sit eget Hierte.«
»Jo, i sit eget Hierte disselig!« — sagde Jomfruen.
— ,,Men J hat dog Ret: Magten et itte hans egen, men
den forvarmede Guds.« De rede nu atter en Stand tavse
og ncermede sig Esrom Kloster. »Den unge Kong Crit
saa god ud'« —- tvg den ældste Jomftu attet Ordet — »hvor
strengt han end talte til os, tunde jeg dog itte frygte for
ham. Bot Ret vilde han itte ncegte os; tun saaledes sem
mer det sig en Kvnge at vredes.«
»Min Hette Kongen er heftig« — svatede Aage —
,,han er streng, men retfcerdig, og der et vift ingen Riddet
i Kristenheden, der mete tro opfnlder alle ædle Ridderlove.«
»Er det sandt« — udbrod Jomftuen med et dæmpet
Sut —- ,,saa viere Herren tattet, selv for den Ulhtte, der
nu bringet os denne Beil Var jeg end felv Styld i vor
trv Fofterfadere Ded« —- tilfojede hun efter et Ophold —
»hans Blod vil dog itte tomme over mit Hoved.«
«Hvorledes menet J? cedle Jomfru?« —- sputgte Aage
og studsede — »jeg forstaar jet itte.«
»Havde min Fadets tro Svend kamt hvor han sig
tede« — svarede Jomftuen —- ,,faa havde nu J og alle
Kong Erits Vennet haft større Sorg end vi. Hans Pil
forfejlede aldtig Ørnen i Staaten-« Hun tav fom hun
betæntte sig vaa at sige mer. »Dog jo —- J ftal vide det
—- havde min Softet itte streget og jeg itte stodt til Stht
tens Arm, havde han nu felv visi levet og været i Sitterhed
med os, medens J begtæd eders Konges Dad. Men lovet
vcere den hellige Cæciliet Det vat dog bedre som det stete,
selv om Kong Crit itte var saa god og retfærdig, som
J siget««
,,Til visfe, cedle Jonxfru!« —- udbrød Aage forbavfet
— ,,J hat da forebhgget den størfte Ulytte. Vidfte J, hvad
det dumdristige Menneste havde i Sinde?«
»Jeg vidste, ban havde svoret Kongens Dod for vor
Faders Sthld — og han havde visfelig holdt Ord engang.
For at staffe vor døde Fadet Fred i Graben, stal han felv
have myrdet sin Fee-stemp, og siden hat hans Forstand vaetet
forvirret; men sin Herte og hans Born var han tro til
Dvden. Han vilde flygte med os ud af Landet; men da
Jagttoget tom, ftjulte vi os. Han tendte Kotigen og greb
ftrats den ftore Laasbur. — Gud forbarme sig over hans
Sjæl!« —- Hun holdt inde og brait i Graad.
,,J hat fulgt en ftygtelig Ledfager« —- sagde Aage
med dcempet Stemme. —- ,,Grced itte for bang Dodl —- han
faldt paa sin Gerning Hat J endog vidst hans blodige
Fotfæt, Gud hat dog befriet ederS fromme Sjæl for at
dele hans Brode, og Kotigen tan tatte eder for sit Liv.
Havde J tun aldrig vidst den afsindiaes Tanter! — Slig
fatlig Kundsiab ftulde J dog itte betroet mig.« '
»Hm spurgte J mig da derom? aedle Ridder!«
Blodet for Drosi Aaae til Kindetne, og han tav nogle
Øjeblit. ,,En vanvittig Mordet var altsaa eders enefte
Ven vg Besiytter!« —- toa han nu Ltdet igen —- ,,hans
fordømmelige Hævnvlan maatte J altfaa vide, for at fore
bngge den! Havde J tun andre Vidner paa eders Forhold
til ham, end eder selv og eders Ststerk — Dog jeg tvr be
træfte edets Vidnesbyrd med mit Sværd og mit Blod;
vaer trestigl vil Gud, ital J aldrig behsve at fly fra Dan
mart; i Stedet for det Fangensiab, jeg nu maa fvre eder
til, siylder min retfcetdige Kvnge eder Tat og Ære.«
»Det tan vi aldtig vente af Kong Etit Christopher
fens Søn1« —- svatede Margrethe — »er Matst Stigs
Born er nu alle Døre og Hjetter lutte. Vil Kotigen tun
unde os Frihed til at dtage herfra, vil vi tatte ham vg bede
for ham i vor Landflygtighed Vetden et jo ftor — og
der er tristne Mennestet ogsaa i andre Lande«
,,Frist Mod, Margrethe!« — udbrpd nu den yngsie
Saiten som med utolig Deltagelse og dlintende Øjne havde
hoti til — »er Kong Etit saa retfcttdig og riddetlig en
Herre, sont han saa ud til og som denne gode Riddersmand
siger — saa tan der jo ingen Tvivl vcete om, han maa fri
tende os og give os vort Fædrenegods tilbage med tange
lig Etstatning for alt, hvad vi hat tabt.«
»At, tæcefte Softet!« — fvarede Margrethe i bønlig,
demodig Tone —- ,,hvad vi hat tabt, tan itte Guid og Godg
erstatte os. Den Lytte og Ære, Verden og dens- Konget
tan give os, maa vi itte langer soge, men ve! den, som
er hvjere« — —- »
»J heiter not, Hr. Riddet! at min fromme Sestev
alletede et en halv Helgenindk — sagde den yngste Jam
fru munter og legede med en glimrende Rosettttans af Ru
binet, som hun hidtil havde ftjult under sit Halslim —
»vil J fotfagte vor Ret, som en tcet Riddet, saa vil hun
vist bede fromt for jer i et Kloster; kommet jeg en Gang
ved eders thsvat til den Ære og Glanz, jeg et fedt og
baaren til, faa vil jeg heller itte glemme jek i min Lytte.«
»Du-it Aage studsedex han besvatede denne Tiltale
med en heftig Hilsen, idet han tavs red til Side og lod
Ssstrene ride jtevnsides.
»Stille, stille, gode Ritte!« — hvistede Margrethe, der
var bleven blussende red ved Sestetens Tale. —- ,,Dn ved
itte felv, hvad du siget; men du besiæmmer os for den
ftemmede herre.«
»Jeg ved not, hvad jeg siger!« —- fvarede den tune
fulde Jomfru og sivg Ratten sivlt tilbage — »Mode: var
af Litlesitegtenx saa vel hendes som Hvidernes Stamme erj
jv besiegtet med Kongehufet; vil du itte tofe dig af det«
tynde Kongeblod saa vil jeg-! det er dog altid tyttete endt
Band; og det hat jeg tit hort: tngen Ridderdattet i Dan
martx Rige hat haft en sisrte Mand til Fadet.«
»Ak, den Stothed er vor Ulytte!« —- suttede Mar
grethe med dermpet Resi. —- «For Gud i himlens Styld,
tareste Stftett gentag aldrig for noget Vetdens Menneste,
hvad du det sagdet Sptrg mig itte hvoefort — jeg tan
aldrig sige dig det —- men tat din Gad, du itke ved alt!"
»Kommet du an med de Baader tgen«t« — sagde S
steten fortrcdeltg og betragtede hende med et nvsgettigt
Blit. — ,,·hvad i al Vetden tan du da vide, som jeg itke
vedi Mein du itte betrat mig al Fing, naar vi er ene,
ital jeg aldrig viere holde saa urimeligt as dia. — Du tan
ogsaa ret vcre utaaielig, hvor from og rat du end et.«
Medeas denne lise Ordtvtft forefaldt mellem Sssirene,
ble- Aaaei metettlomded asdragen fra dem ved en start
Lartn af Heftetrampen og hojrsstet Tale. De rede just
forbi Poeten til Esrotn Kloster, og han saa en Del ftadse
lige Herrer i ridderlig Dragt ride ud af Porten med nogle
gejftlige Herrer mellem dem. Det var Junker Christophet
og Martgreoen af Brandenborg tillige med den svenste
Drost Brunle og Abbeden paa Esrom, sorn med flere Klerte
og Riddere ledsagede en hoj, gejstlig Herre af et fremmed
Udseende og med en rod Kardinalshat, der betegnede haust
hoje Værdighed Aage genlendte ftrals den pavelige Nun
tius, Ærlepræst Jsarnus, som for en Maaned siden havde
sorladt Kotigen og Rigsraadet og var dragen til Lybet,
med det truende Lofte, at han snart vilde vende tilbage til
Danmart, for med pavelig Fuldmagt at domme melletn
Kongen og den fangne Ærtebisp. Smiet af denne mag
tige Prcelat flog Drost Aage med et Slags RadseL og han
anede intet godt. At han tom i Prins Ehristophers Sel
staly behagede ham heller ilte. Han onskede ilte at mode
dem og vilde hastig dreje om ad en Jidevej; men det usced
vanlige Syn af to ridende Banderpiger, ledfagede af en
Ridder og to longelige Jckgere, havde allerede tildraget fig
Prinsens Opmcertsomhedz han red med et Par Riddere
hastig til for at se, hvem det var.
»Ih, se, Drost Aage!« — sagde Prins Christopher i
haanlig Tone — »vor strenge Ridderlovsprædilantk dort
fører J der to smutte Piger paa en Gang? En tunde J
dog del nøjes med. Ser jeg ret, er de valre Born nol lidt
mer, end de stal gælde for. Sig frem, hvem er des«
,,Marfl Stigs ulyltelige Dotte, højbaarne Junker!«
— soarede Aage. — »Jeg folget dem paa Kongenk Befa
ling til Kallundborg sorn Statsfanger.«
»Kongemorderens Øgleslcegt!« — raabte Priner og
blev pludselig ildrød over hele Ansigtei. — ,,Vel! det var
en god Fangst. Rast dem i Hundehullett de stal aldrig
mer se Dagens Lys — det lover jeg dem.« —
Den yngste Ssster udstsdte forstrætlet et Strig ved
denne vilde Trusel; men den celdste tysfede paa hende og
spgte at berolige hende.
»De stal behandles retfcerdigt og med al ridderlig
Tugt og Ære!« — soarede Aage rolig —- »det er min Kon
ges Villie og udtryllelige Bud, som jeg punltlig stal ad
lyde·«
,,Jeg er Lehnsmand paa Kallundborg Drostt« —
raabte Prinsen sorbitret. — ,,De Statssanger, der sendes
did, raader jeg for. Rid med« Pallet Meld Slotshsw
dingen min Villie! J staar mig inde for, at den adlydes!«
Han sagde endnu et Par Ord til en af sit Folge, men saa
sagte, at ingen andre harte det. Dermed vendte ban sin
Heft og red tilbage til sit Selstab. Hder drog sm Vej; men
den af Prinsens Riddere, som han haode hoislet til, stut
tede sig nu til Drost Aage og hans Fanger.
Denne uveltomne Ledsager var en tyt, lorthalset Herre
»med et ubehageligt Udtryt af Raahed og Begcrrlighed i det
Iftarlagenrode Fuldmaaneansigt. Han taldtes i Almindes
;lighed rige Hr. Palle og udmcertede sig ved en kostbar, men
ismagløs Pragt i Klaededragt og Ridetøj, som han satte en
sÆre i at lunne sammenligne i Vcerd med Kongen5. Ved
fet paataget ungdommeligt Fristfyrocesen sogte han at sljule
jsin Alder, der allerede ryttede startt moo de Halvtreds.
ZHan var Unglarl endnu, men en Utrættelig Beiler, og vilde
gerne anses for en drabelig Ridder og en uimodstaaelig
Erobrer hos de stønne af alle Stamder. Han var itle yndet
af Kotigen, men holdt sig til Pring Christopher, som han
var dleven Kammersvend hos. Blandt Almuen haode han
intet godt Loo paa sig for adstilligt lidet hoederlige"Æden
tyr, der endog var udbredte blandt Follet ved Spotsangr.
Han red en Tid lang tavs ved Droft Aages Side og syntes
fortrædelig over denne uventede Reif-n Aage tao ogsaa og
kfortscktte Reisen, uden at se til ham.
»Min Ncervcerelse falder eder maaste til Besocer, Or.
Drost!« — afbrsd endelig Hin Palle Taoshedem —- »Mig
tom denne Færd heller ilte belejligt. Junkeren var i Dag
i det strenge Lune; saa taaler han ingen Modsigelse; jeg
havde ellets gærne frabedet rnig saa misligt et Hoero Hvor
J handler i Kongens Naon, ved jeg not, at jeg paa Jun
lerens Vegne ligesaa geerne lunde blive hjemme.«
»Det mener jeg, sandt at sige, ogsaa, Ridder Pallet«
—- svarede Aage i ligegyldig Tone og styndte paa stn Heft.
»Mig lan det vcere lige tcert, hvor mildt eller strengt
man behandler eders Fanger" — vedbleo Hr. Palle —
,,men bringet feg ikte Slotshoodingen vaa Kallunborg rnin
Herres Befaling, set J selo, jeg paadrager mig Junkerens1
Unaade, og det har jeg dog ilte Lyst til(lor et Par Land
lobersters Styld.«
»Hm-te J maasle itle, hvad jeg sagde eders Herre onr
disse Damers Ravn og herlomst?« —- spurgte Aage ogi
maalte sm raa Ledsager nied et udfordrende Blit, idet han
sagtnede Hingftens Gang —- ,,ogsaa uden Hensyn til deres
Byrd ftylder J dem Agtelse, som cerbare danste Piger, og
jeg er for Øjeblittet deres Besiytter rnoo enhver Former
melse."
»Ei, ej! J er noget ivrig, Or. Droft!« —- soarede
Polle. —- ,,Hoem trenler paa at fornærme de smutle Born?
hat de ogsaa lebet Landet rundt uden Stromper og Sto,
der stal ilte vcere dem iii Forltejnelsez nu tomrne de jo
standsmceösig afsted og ttl et bederligt StatsfcengleL Vi
stal se, de valre Fanger har allerede til Gengceld fanget
vor ridderlige Hr. Drost.«
Blodet foer Aage til Kinderne ved den uforstammede
Sonst-ne ,,Med Forgunst, He. Palle!« —- sagde han med
tilbagetrrengt harme — »der gaar Vejen til Kallundborg;
den er lang og bred not til os alle, og vi heb-ver itte at
falde hinanden til Besvcer. Bil J ride forud eller sslge
ester, saa vil vi fsje os derefter. Men oil J langer oere
os med eders Samtvern, maa J te jer hat-ist« eller — J
sorstaar mig« — han slog paa sin Klinge og tad.
»Ei, ejt altlaa for eller bag eller hsflig i Midten —
eller statt-? —- Nu, ja, det er sire antagelige Billaar!« —
soarede Palle —- »jeg vcelger med eders Forlov det tredie,
sont den goldne Middelvej, og agter t al hsoisthed og
Fredelighed at blive mtdt i saa behageligt et Lad. Jeg
bar io nreppe set de frnutle Damer endnu.« Med diose
Ord red han ind mellern Ssstrene og hilste dem, medeng
hatt betragtede dem- et frætt Blit. »Mit i al Werden er
dette?« — udbrsd han pludselig og hofft forbaoset, tdefhan
betragtede den yngste —- «Jomfeu Gundeltlle, tereffer jeg
eder hert Vil J nu ogsaa holde Vrotten for Nar? th
J nu give jer’ud for Marst Stigs Datter? J Zivt Wk
J doq tun Forpagterens Datter paa hedegaard."
»Ja det var den Gang« —- svarede Jomfru Ultika vg
lo — «Jomfru Gundelille hedder jeg endnu i Visen om
Or. Palles Frieri til Kasten. Hat J maaste aldrig hskk
den? Or. Pallel Jeg stal gerne synge den ka fkkf VM
er gansie motsom.«
Hvad Or. Palle itle før var rød i Ansigtet, dei blev
han nu. Han synes højlig forbitret; Synet af dkk Hak
sialiagtige Ansigt lod dog til at virke saa mægtigt pas han«-,
at han ilie iunde give sin Harme Luft; men hCU spDUU
sin Hest og havde næt redet Jomsruen i Gtøften, idet hEM
pludselig foet srem ad Vejen. »
»Hvad var det? iendcr J denne Herre? cedle Jam
!fru!« —- spurgte Aage forundret.
»O ja, saa temmelig« — svarede Ulrila og lo —
,,jeg har hast ham lidt til Gjæl engang.«
»Det var et overgivent Vovestylte as min Sessel
tære Herre!« —- afbrsd Jomfru Margrethe hende —- »er.
Palle havde lcenge plaget hende, og hun troede ikie paa an
den Maade at lunnesssdesris sig fra hans Paatrcengenheo; men
ldet var vistnoi Uret; han blev til Latier og Spot perfor;
Iog hvis J nu ille hindre det, er han i Stand til at h ne
sig—«
»Men hvad gjorde J da?« — spurgte Aage. Ulrila
lo og vilde sortælle7 men Sssteren greb hende i Armen.
I»For Guds Siyld, icere Ulrila! der har vi ham igen« —
hvhvistede hun, og Ulrila tav.
Or. Palle havde standset sin Hest og sluttet sig til ern
I
igen. Han syntes gansle at have fattet fig. Han sorsikrede
Dtost Aage, at det var saa langt fra, han Inslede slige Fan
ger haardt behandlede, at han endogsaa ansiede, det var
muligt aldeles at besti dem sra Uangensiabet »Jeg hat
set dem far« —- tilfsjede han —- ,,og havde jeg dist, hvem
de var, stulde de nu ilte vcete paa Vejen til noget Heng
sel.« start ester red han atter ind imellem Jomfruerne.
»Lille, stcelmste Jomfru Gundelille!« —- hvislede han —
,,tal ille mer om den forbistrede Historie!« Jeg mente jer
det ikle saa ilde: havde jeg visi, J var en edelbaaren Niv
derdatter, vilde jeg have tilbudt eder Haand og Vierte i al
Tugt og Ære —- og hvis jeg endnu lulnde være saa lylsalig
at finde Gunst for eders smulte Øjne« —
Uden at se til ham, begyndte nu Jomfru Ulrila at
sange
«Hpt, J Ridder Hr. PalleS
J gar mig ingen Harm!
Naar Messen er udsjungen,
Saa sætter eder i min Karm!«
L »Syng itle den sordsmte Bise, stonneste Jomftu!« —
yafbwd Or. Palle hende —- ,.jeg vil ingen Harm gsre eder
»— men tro mig, allerdejligste!«
L Uden at agte paa ham sang hun nu hsjt:
,,Saa tlædte hun sin Koresvend
Udi Starlagen blaa;
Selv drager Jomfru Gundelille
Sin Koresvends Kleider paa.«
»Ti stille! jeg siger jo inteLOrd met, lille, sicelmsie
Gundelille!« — afbrsd Hr. Palle hende igen. —- »Men
hvis J vidste, hvor hpjt jeg elfter og cerer fer« — —
Den lunesulde Jomfru slog en høj Latier op og ped
blev at syngex
»Det var rige Or. Balle
Han ganger til hendes Karm,
Minder-I) han Jomfruens Kotesvend,
Han tog hannem i sin Arm.«
«Det var Jomsru Gundelille
Karte selv den starm i Guard;
Det vil jeg for fanden sige,
Hun lo derved saa saare.«")
»Ha, bi! den Spot slal J visselig saa betalt!« —
hvislede Palle sorbitret. — »J synger smutt« — sagde han
højt — «kan J den Vise helt ud? smalle Jomsru! -——
Dersom J synger et eneste Vers til« — hvistede han —
,,stal det komme jer dyrt at staa.«
»Ti stille, for Guds Styld, tæreste Søster!« — bad
Margrethe, og Ulrila tat-.
Hr. Palle red nu om ved Auges Side og indlod sig
ilie mer med de sangne Jomsruer. Han var tavs vg msrkz
han havde med stor Harme bemættet et tilbagetraengt Smil
i Drostens Ansigt, og Jægerne, som sulgte dem, lo og hvi
slede samtnen paa en Maade, som altfor tydelig »bede, at
det gjaldt Hr. Palle og hans uheldige Elstovs-Æventyr.
(Fottsceites.)
«) I: kysscr.
") AfFollcsangcn.
?
xÄ
B. S. Jngemannz
Valdemar Seien
J Lmslag 80 Gent-Z. Jndbunden 8120
Erik Menveds Barndom
Jndbunden M .20.
PrinS Otto af Danmark
og bang Samtid.
J Omssag Mr Jndbunden 81.20.
DANISE LVTR PUBL. ROTHE Blatt. Nebr.
V
