»Danskercn,« I
et halvugentlig Nyhedss og Ophsisi l
ningsblad for dct danfte Folk
i 2!n1ertka,
uvgmet uj
DA leH LUTH PUBL. HOUSE
Blan, Nebr. l
.«Tsnsteten« notonnnkk uvcr Onødag on (
Lordag. !
Im pt Warnung 1 Te Fokeneoc Ztmec !
81.34);1111101ance:82.00. ;
Rades betete-« ! Forstuo Bewume Beta- !
link-» Adrespeforandrmg og alt ander «
anxmaendc Bladet adresieresz
DAIUSH LUTH. PPBL HOUSE.
Blau-, Nebr
Redattsn Darald Jenseit
Intered It the Post Uüice It Blatt-. Nein-.
ss secondætaos ais-net
Advekttsjug Rates made known upon
spottet-two
,,Danfkeren«
Ilivet sendt til Substribentek, indtil udttvd
selig Dpsiselie modtages af Udgiverne og at
seid er betalx t Ovekeasstrmmelse med De
Hoteaede Stateks Postlovr.
Rast Les-tue henveudet sig til Fett, da
Ivettetet ists-det, enten for at tsbe hoc deu
slet iot at fa- Optysaingek om vet event
Itde, bed- de sind onnqu at de jas Aver
tsfetaentet t dem Blei-. Des vit være til
IIIsiUI AM
Kan du forfach
(Grevinde Adeline Echi mmchnanm
Jndsendt af Tl).d,«11nd,
Mintkeapolis, Minn
Det var saa stille en Ilåidnatgstund,
Jeg talede med min Gub:
Jeg loved med Hierte og med Mund
At holde i Trer ud.
Alene, forladt,
Forfulgt og forhadt,
Vil saa du vaereZ
Kan det du bæreZ
Jeg tan og vil det, o Frelser min!
Naar blot du bliver hos mig,
Naar jeg med Liv og Sjcel bliver din,
Naar bin Helligaand bot i mig.
Kan uden Klage
Du alt forsage?
Kan du Spot fordrageZ
Vil Kot-set du tage?
Som Røg tun Berdens Bis-vom er,
Hvad tun dens Spot mig vceteZ
Hos Jesus ingen Forsagelfe er,
Og Korset er let at bere.
Vil du ej fortryde,
Naar ved min Side
Du ene maa ftride
Og tcempe og lideZ
Nej, at nei! hvad er Berdens Lyft?
Hvad er Verdens Visdom og Ære2
Tag mig i Favn! tun op til dit Bryft,
Lad mig hvile! Din vil jeg vere!
Saa begynd bin Sttid!
Gsr al din Flid!
Elst for mig det forhadte!
Fotagt ej den forladte!
Som Solen barm, frist som Kinde
væld
Jer Kætlighed gennem mig flsdz
En sang Kraft for min ttætte Sie-L
Der at elste og virke mig bad.
Nogle Otd til en ret
Forftaaelfc.
Det ligger nær for os- Menneftet
at misforftaa hverandte, men det kan!
der raades Bod paa, forudsat at man
itte vil misfotstaa hverandte.
Nu hat der jo i lcengere Tid været
fort en livlig Forbandling i ,,Danste
ten« angaaende Prcestemanglen. Og»
i sin Helhed synes jeg, at Forhandlin
gen hat været gov, og den har sittett
vcetet til Nytte.
Jmidlertid er der nu i den sidste
Tid fremkommen enkelte Mislyd, der,
som det synes, vil bringe Forstyrrelse
i den gode Tone, hvori Forhandlin
gen hat voeret fort. Til disse Mis
lysd regnet jeg ogsaa He. L. Ander
sens Stykke i ,,Dsi.« for 80. April.
He. A. citeeer noget af en Art» jeg
strev i »Dst.« Nr. 25. Citatet lyder
fanlebeö: ,,Menigheden hat Myndig
heb og Pligt til at bestikke og udfende
Ordetö Tjeneke, men mon ikke Myn
disheden og ist-er Pligten ofte over
ses, her better Menigheden paa et stort
yg tungt Ausban Dertil bemerker
he. A. bl. a.: »Men jeg tcenkte ikke
den (Titu5) var faa fremmed, at han
ikke ded, at med hensyn til Lærere ved
m Stole, og hvem der stal veete Pre
« « s- sier i voet Santfuntn hat Lægfvllei,
Mr vi state-get Stimm, i Bittens
" tka Iideu euer iugeu Judaydecse
derive me han Güte-) striver om
r
Myndighed og icenker paa Menighe-.
derne, saa er det simpel hen menings-s
lsft, dg naar han paaftaar, at Wenig
hederne her beerer paa et stort og tungi
Ansvar, saa paöfer det ingenlunde.«
Jeg stulde mene, at det er itte dan
skelig at indse, at jeg netop itke »tæn
ter paa Menighederne« og itle paa
staar, at Menighederne her bærer paa
et tungt og stort Ansvar. Jeg taler
slet ikle om Lærere ved vor Stole og
oni, hvem der stal viere Præster, uden
for saa vidt, at Menighederne, Lak
rere og Præsterne kominer ind under
Udtrytlet Menigheden. Altsaa taler
jeg itle oni Menighederne, men
oin Menigheden. Läg saa stulde
jeg ogsaa mene, at det ikle er som A.
striver, simpelt hen meningsløst at tale
om Menighedens Myndighed og Pligt
til at bestikle og udsende Ordets Tje
nere, den Mening findet i hvert Til
fcelde sin rige Stadfcrstelse ·« Guds
Ord. J en Forstand lan det jo siges,
,at det er Herren, der udsender Arbei
;dere, »beder derfor Høftens Herre, at
ihan udsender Arbejdere i fin Host«,
Hnen han gør det gennein sit Legeme,
forn er Menigheden. Men hdor der
er Myndighed og Pligt, der er ogsaa
Ansvar. Men i Guds Rige er der
ogsaa Naade, Kraft og Velfignelse til
at have Ijkyndiahedem eftertomme
Pligterne og bære Ansdaret. Dog fra
vor Side bliver det altid mangelfuldt
med det altsanimen —- derfor tan det
heller itte stade, di blider mindede Din,
boad Herren har lagt hen til oö ng be:
troet os. Hvad det angaar med at
prøde og indscktte Lærere og Prasser,
hvilket Hr. A. inaafte tcenlte paa —
hvnr megen Tel Lægfollet ian harse og
har deri, det er jo en hel anden Sag.
J sin Almindelighed er det jo godt
at have en Mening om de forsiellige
Ting, og man bor heller itte dcere
bange for at fremscette den, felv orn
den strider mod den alm. eller offenk
lige Menina, men man bebe-ver jo hel
digdis itte for a«t være ubesleden, og
frernfor alt stal vor Mening i and-«
dommelige Sager altid finde Stade
ftelse i det guddommelige Ord. —- Der
lan vaere forslellige Meninger om et
og andet Sted i Guds Ord, men det
ber itle være nogen Bussemand til at
flrcemme Folk med. Med Henshn til
Lidei, da ftaar det vel fmaat noi iil
iblandi os. Nogle mener vel ogfaa,
at i saa Henseende stod det langi bedre
til for en Del Aar tilbage, dertil ital
jeg intet sige, men minde om den Om
ftcendighed, at Livet nu har en lidt
and-n Form end det havde for nogle
Aar siden, men det er jo dog ilte For
men det tommer an paa. Og hellerej
»end at hhle og ilage bestandig stulde vi
Watte mete. Til den Ende lad mig ci
Jtere Slutningen af en Art. He. Chr.
«Jensen, Audubon, Ja., strev i »ka.«l
for 4. April. »Vel er det itle soin detj
ftulde være, men det er dog langt an-?
derledes Tider i tirkelig Henseende vi
lever i nu, end for en 12 a 14 Aar;
siden. Nu har Vi alligevel et luih.
iSamfund, fom trods Mangler, Fejl
Zog Strebeligheder dog er eisSamfundJ
lvi burde elste og glcede os ved og i, vg;
at der dog noget ncer overalt lyder
klare Toner om Frelfervejen, derover!
Lburde di ogsaa fryde os. « .
i Vort Aarsmpde er net. FlerJ
iForslag Raad og Meninger er alleredJ
zfremtommem Stulde jeg for nimm
rende indbringe noget Forflag, sau!
siulde det bestaa deri, at alle troende
Mennester, hville Herren har betroet
denne store Naade at arbejde for hans
Frelsessags Fremgang — beder Her
ren, at danne vort Hierte vg Sind
fauledes, at vi lunne msdes til Arag
mpde i Fordragelighedens og Bruder
lærlighedenz Aand. Forstellige Me
ninger om Guds Riges Arbejde maa
taales, det hat der verei siden Apost
lenes Dage, men i Forstelligheden
Enighed paa Guds Ords Grund.
Tænker derimod nogem min Mening,
mine Betingelser, mit Forslag er det
absolut rigtige, jeg mangler bare
Aarsmsdets Stadfcestelse, og den maa
jeg have, hvad det saa end stal koste;
da turde en saadan viere daarlig
hjulpen, selv om han sit sit igennem
Aar-wadet.
- J en velftreven Artikel af Paftor
Pedersen, der lceses i »Dsi.« Nr. 34,
mer-net han ,,Misteenksomhedenö vg
Bitterhedens Seel-, isk der i Reglen
bietet hundrede Feld Frugt«. Lad
os ikke saa den, det er let gjort, enhver
Sthmper kan gtre det, men det er iike
let at faa den dort igen· Men lad
denne Sandhedens, Retfeerdighedens
og Fredfommelighedens Tone, der for
tvrigt er anstaaet i nævnte Art. fra
Pafior Pederfens haand, have Lov at
tone, faa faar di et velstgnet Rats
silbe, og herren vil viere med ds.
Titus.
s
M uyi Hjxxxe ei erste-m Vierte, et
Weg-W se Wegs Vierte et hier
Wog Wnusi- mcn renfet
Lebst-l , set-— pg bei alone-—
et
Ipbertsom
s- J
Hvorfor hat-di saa mange
Priester.
Undet den Oversktift læfer man .t
Stytke af L. Johnson i »Dansteten«
af 12te April, og man tunde frifteö til
at spørge: Hvad menet vittelig(L.
Johnson med det alt fammens Mon
han alligedel itte trot, at det et Man
gel paa Ptcester, levende, dygtige
Sandhedsvidner, der i Ydmyghed vil
gaa Bud for Herren til SyndeteZ Jeg
trot det; og faa var det da itte faa
galt, om vi stulde hente dem i Dan
matk. Pastor Johnfon mener itte at
tunne modtage en saadan med Tat, og
Pastor Falct menet vel det samme;
men jeg tendet dog en, fom vi butde
sige Tat for, tigtignot var han itte
Ptæst, da han tom her, men blev det
da et Pat Maaneder tftet; hans Navn
var Lauritz Mathiasen, han splittede
og stilte da itte alt i Stumpet og
Stytter; det tan man jo spstge om i
Council Blusss, Hutchinson og St.
Motten-? Menigheder. Jeg har tendt
ham, siden han gjorde sin farste Rejfe
i Jndre Missions Tjeneste i Danmatt,
og som faadan tan jeg itte lade vcere
med at tage hans Minde i Forsvar,
og vilde Herren i sin Naade fende os
flere som ha m, faa tunde vi not viere
tjent med at modtage dem med Tat
Og hvad det engelste Sptog angaar,
da lan det jo Vcere aodt; nien tag det
danfte Sprdg ud af Ritter-ie, og alt
Det sksnne Ded vore Gudstjenester et
horte og dil oæte det, saalcknge som
Eniiatationen vedvaret, og om jeg
stulde leve til den Dag, der stulde pra
dikes paa engelsi, faa vilde jeg itte
faa meget ud af det, og mange med
mig.
Men at der et Mangel paa Præftet
og Missionætet, er nu sittett; jeg stal
bare pege paa Minnesota; hvot mange
smaa Seitlementer et der itle, som
snsier Guds Ord fottyndt iblandt
dem, men tan itke faa det, og man
fpstget hvotforZ —- Fotdi en Præst
itle tan leve af den Lon, en saadan
Plads kunde yde, svates der; jeg me
net ,,jo«, faafremt man er villig til,
fom L. Johnson siget, at ftaa Last og
Brast med Guds Riges Sag.
Og faa Missionem ja, eftet L.
Johnsens Mening kan vi itte antage
flete Arbejdere, fotdi vi itte hat Pen
ge at dkive Mission fot; jeg menet, det
er den forterte Ende at beghnde fra,
forst Manden ellet Mendene, faa koni
nier Pengene siden, og forn det alletede
et Paapeget af Pastot Harald Jensen,
maa Lægfoltet ind i dette Arbejde, og
jeg mener, at en Mand, i hvis Hjette
er Kætlighed til Herren vor Gud og
hans Riges Sag iblandt vott Folt,
—- en faadan Mand vilde tunne sve en
velsignet Getning.
Bi har jo not nogle Missioncetet,
men horet ilte noget fta dem, set dem
itte heller; vi hat dem blot »paa Pa
pir«. Naat jeg set tilbage paa den
Tit-, jeg var i Danmatt, og paa, hvad
Leegfoltet udtettede det, faa maa jeg
fpøkgc Kan Lægfolt i Amerika itte
gste det samme? Jeg menet hellige
Mennester, og mon der itte tundt i
vott Samfund stulde stdde saadanne
Maul-, som med Kerlighed til Jequ
og hans Sag her paa Jotd vilde sige:
»he: er jeg, send mig!
Nu ved jeg not, at et saadant Sen
debud vil itte altid hlive modtaget med
Kætlighed, det blev de ikte altid i
Danmart, det vilde vel gaa ligefaa her
paa flete Stedet, men hdad gjotde det,
naar de date udfendte af Udvalget og
ftemfot alt udsendie af Missionens
state Herre, det hat sagt: Gaa ud paa
Bejene og ved Garderne, og nød dem
at gaa ind.
P. J. M o r te n,
Hutchinson, Minn.
ArbejdH-Maktcn.
Nu kommer fnart Tiden for vor
Religionsstole; der er jo en dnrebar
Stat gemt i denne 11ndervisning, det
er en Sab, som tun votse op, og i
Trer blive til det evige Liv. Da jeg
drog fra det gamle Land, havde jeg
venne Stat med, og den blev mic, til
Liv, og i Jesu Navn talltr jeg Herren,"
fordi hcm i det fjerne Amerika hat sat»
den gamle luthersie Ritte, med alle»
dens arbejdende Grene baade blandt
gamle og unge og især for BorneneJ
dels i Sondagsstole og dels i Religi
onssiolr. Naar vi gsr det gode, da
lad os itte blive trcette, vi flulle og
hsste i sin Tib, lad os se til de store?
Undergerninger, Herrens NaademidJ
let udretter iblandt os, de tager Trost-I
heben bort og givet Kraft og Styrle
til Arbeit-et Hvad Bitnene i Ung
dommen nemmer, de i Alderdommen
ej glemmer, især naar vi Gang paa
Gang lytter til Overhsring af Kon
sirmander og Religivnsetsamen, sau.
bliver det gamle nyt igen.
Der er vel nvgle af de Born, der
gaat til Religionsstolem som lcefer i
»Dansteren«, og nu vil jeg sige til
eher, J leere Ban, sig Herren Tat
fordi J har Forceldre, der vil sende
jer til Sondagsstole og Religionsstole,
der er maaste nogle af eders Forældre,
der stal arbejde saa meget haardere
for at sende jer, glæd dem nu og eders
Later, J smaa Drenge, og bed Jesus
orn at maatte ligne harn, da han sad i
Templet og horte og lærte, da han
var tolv Aar; bed hoer Morgen, for J
gaar, om at maa ligne hain, og leer
saa Luther-H lille Katetismus med
Fortlaring, og Bibelhistorien, og lcrg
Mærte til oe gode Drenge som need
nes saa mange Steder i vor Bibel,
der er Abel, David, Josef, Samuel
oa Den lille Dreng, der bragte Brod og
Fist, som Jesus velsignede til stor
Bespisning. Men J tan jo ogsaa lcese
om de siemme Drenge, der var Kain,
Elis Sonner, Absalon og den Son,
der lob bort sra Hjeinmet, og mange
flere, de havde ogsaa leert Guds Ord,
nien vilde itte leve derester, nien alle
de fromme Drenge leoede efter Guds
Ord og vilde gerne gore Guds Villie,
og de sit Held og Lytte til deres jor-T
diste Kald og til de aandelige Keile
Og, lad os troende Forældre, ja, den
leoende Menighed med vor Sjælesor
ger bede, at Herren maa udruste as de
smaa Drenge Præster til vort Sam
funds Gerning og til Priester i hver
as deres Hjem her paa Jorden, saa
stal Lutherdommen og Kristendomknen
not opholdes i Amerika, og Herren
gioer gerne og bebrejder ingen. Lg
til Pigerne, det sanime som til Tren
gene, hor, og lcer, og bed, at Jesus
ogsaa maa give jer Lyst og Villie der
til; Herren oil ogsaa bruge jer i jeres
Hjem, til at hjælpe de smaa Ioslende
med at lcese og til at synge med dem,
det er ham behagelig, saa de lan kom
me i Sondagsstole og Religionsstole
med Tiden·
Og J Forceldre, sont har baaret
eders Born hen til Daabem men hat
ingen Lyst til at senoe dem til danst
lutherft Religionsstole, betænt dog,
bvao J got! eders Born tan jo paa
Donmiens Dag komme og sige: »O,
du Fader og Moder, J bad mig hen
til Dauben, men lod mig itte lære!«
Lad dem oplaeres i den lutherste Lære,
hoortil de er dobt, vore Born er en
Stat, Herren hat givet os, sont vi tan
samles med i de eoige Boliger, som
Jesus er gaaet forud at berede os. Alt,
hoad oi ejer, lidt eller meget, tan vi
itte tage med os, men tro paa Jesus,
saa stal du og dit Hus blioe salig, og
Troen tommer veo at leere Guds Ord;
thi i hans Ord et Lysz Brod leoer vi
itte alene af, men Guds Ord, det le
vende Guds Ord, lad os ikke sorhindre
oore Born i at faa det lært. Og nu J,
tcere StudenterL som Herren vil beuge
Ztil det alvorsfulde Arbejde, at udsaa
EGuds Ord, got det med Gliede, og
itte suttende, undtagen til Gud om
ien rig Host.
Det gor os ondt at læse i »Danste
ren« denne Udtalelse or: den lille Lon,
J faar, jeg tror, at hvis J aabent og
Etligt vilde forteelle Menighedem Den
Lon, jeg hat faaet, tan itte slaa til,
saa vilde J faa Hielt-, og af bedre
Hiertelag, end naar J ladet os det
vide lidt stcerende i «Dansteren«.
Paulus talte til Menigheden om
Hjcelp; han sit den. Et godt Ord
sinder et godt Sted.
Farmerne maa ofte arbejde et Stut
lte Land otte Gange, sorend Sieben
lblioer lagt, og mangen Gang itte ho
sste noget og oste lidt, de bar deres Ud
lgifter at svare til Menigheden, til
Samfundet og alle andre Udgiftet, da
tniber det med Taalmodigheden og
Troen, da sendes der Nodraab, og
Hjaelpen tomtner ofte den Vet, vi itle
haode tænti. Ja, Herren-nedtrytter
og ophojer. han udsendte de tolv, og
de fet, hvad de behovede til detes Nod
torft.
En Ben as den lutherste Kirte
og dens Virtsomhed.
Im Jackfon Co» Minn.
Den 27de April var en Højtidsdag
for »Bo: Ftelsers Menighed« i Pe
tetsbutg Twsp., Jactson Co» Minn»
da der den Dag blev tonsirmeret 19 af
Menighedens unge. Dei fokholdsvis
store Antal, hat for en Del sin Grund
i, at det et den sprfte Adnfirmatiom
der er afholdt paa denne Plads. De
unges Alder varierede mellem 14 og
19 Aar. Vi havde den Dag faaei Lov
at- afbenyite den tystilutbetste Kirsc,
som sindes der, da vi ikke felv hat no
gen Kitte, men holder vore Moder i et
Stolehus. Kirken var fyldt til sidste
Plads, men de var ogsaa msdt ftem
fra dmliggende Byer: Jackson, Sher
butne og Dnnnel. De unge havde
mosdiagei deres Undervisning paa en
gem, da ingen af dem er i Stand til
at læse dunst, og da jeg tun tommet
der en Gang om Mauneden, vilde der
blivesfor lidt Tid til at undervise i et
for dem ukendi Spkog. Menigheden
et dannei af en Ptæst tilherende den
norste Synode, hvorfka den havde Be
ijening ca. 15 Aar; men Folkene der
hat elleri' den nieste Tid staaet uden
I—
titkelig Betjening. Hvotmange lig
nenve Felter tunde der itte findes
tundt omtting i dette stote Land. Og
hoad kan vi gøte sot dem — n u for
det blivet sot sent? Ja det hats-der
vatet talt og sktevet stern og tilbage
om nu sot tangere Tit-, men vi staat
bate og stanwer paa et Steh og kom
met itte videte· Lad mig faa Lov at
stge et Pat Otd desangaaende, hvad
jeg menet der tunde gutes nu.
Fptst menet jeg, at det taget sot
lang Tib, søt vi tan saa vote oanste
Latebøger oversatte. De som findes,
snnes mig, et altfot spare Bote dan
fte Boget (Balslev’s) et mete letsatte
lige sot Born. Vi burde desuden
have et lille Udvalg as vote danste
Salmet ooetsatte og synge ind, hvad
der tungt nemmes ved Laub-gen
Mange Stedet ttcevet Nodvendigheden
det engelste, og oi saat itte Jndgang
blandt de unge uden oed det engelste,
og mange Stedet tunde det vindes
mange as de unge oed at benhtte dette
Sproa
Vi hat so not i de sidste »Danstete«
saaet Oplnsning om, at tun et Pat
Stnttet as vott Sainsunds Ptcestet et
i Stand til at prædite paa engelst.
Det stal seg itte ptotestete imod; men
de fleste et oel alligeoel i Stand til,
,naat be hat Latein-gerne sot sig, at
nndetoise oa fortlate sot Bøtnene Paa
engelst, saa tan de so prædite paa
danst endba; thi endnn er Det jo san
dant, at de sleste unae sotstaat danst
— tun tan De itte lasse og sktive det
Denne Maade snnes mig saa et en
Filaten sig i Jstblitlets unberlige Si
tuation.
Zaadan hat jeg nu baatet mig av,
gioet Undetvigning vaa engelst, og
ptaditet paa danst sot Fotcctdre og
;Bøtn, og hoth Konsirmationen paa
iVanst — med Undtagelse as Bonho
xtingen Det oar den eneste Maade jeg
tunde saa dem paa
; Tersor mener jeg, dette Ovetfættel
Isesatbejde bnrde væte sætdigt snatest
;muligt· — Men denne Maaoe tan be
Tnyttez hvot Nodvendigheden ttcevet
"det, itte behøoe vi detfot at give estet
Jsot det engelstlnstne Begat. der mange
Steuer et uden Grund
Men hvad tan saa det hjcelpe, vi
manglet jo Ptæstet, og mange as dem
— lhdet det, og Penge —- ja og Tro,
Kettligl)ed, Joet, Enighed, at »tunne
tænte eet mene det samme og alle væte
ligesindede« —- ja, der et meget. Men
Ptcestetne da sctrlig, og dem hat vi
itte, men vi tan saa dem sta Dan
matt. Ja, men saa et det anbet,
jeg hat nævnt vel alligeoel det vi tren
get til sptst;.thi sot det et, saat vi vist
itte Ptæsterne sta Dantnatt. Detes
Dygtighed og itte-Dygtighed stal jeg
intet sige ont; men jeg menet, oi som
Samsuno fot Øjeblittet manglet sot
meget as bet, Paulus nceonet i Fil.
2, 1«—4, og sot bet et, manglet Pen
gene og Ptæsterne sta Danmatt· Men»
hoad da, Nsden bunter jo endda paa
Daten? Ptæsteaspirantetne sta vot
egen Midte et itte talrige, siges det?
Lao mig tomtne med et Fotslag. Der
et oist Steder, hoor Menigheoen og
sVirtsomheden et saa lille, at der itte
Itan komme not ind til Ptæstens Lon»
;uden at samme maa modtage maaned
älig Undetstøttelse as Samsundet —
j5,·10, 20 ellet 25 Dollats. Ja, hvis
Yvi vat »ter os« tunde det maaste gaa;
’men det et oi nu itte — som Sam
fund. Kunde der itte spat-es ellet und
væres en Præst paa en saadan Plads,
om Menigheden blev betjent en eller to
Gange om Maaneden, enten as Kred-:
sens Ptæstet ellet en Resseptæst, saa
vedtommenoe Ptæst tunbe optage et
Atbejoe, hoot Virtsomheden et stotte?
Jeg ttot det. Disse Undetststtelses
penge til Ptaestet, taget sot meget as
det, det butve anvendes til de stote
Missionsselte, der slet intet hat. Saa
vidt jeg ved, tendtes denne Umonst-t
telsesmethode itte i vott gamle Sam
sund. Og en Menighed, der itte tan
svate sin Prcest halvt not, butde nsjes
Fnted en anden Ptcests Betjening en
sellet to Gange om Maaneden — hvis
tStillingen ee saa kritisi, som det stei
-ves om, og hviö Herrens stote Sag
«detved kan seemmes. Jeg ved vel, at
det itte et saa heldigt alle Stedet, men
jeg menet det heller tun, som en mid
tertidig Udvej, en Øjehlittets Hielt-.
At ptsve noget andet as det paataentte,
tutde maaste væte mindre heldigt. Ei
andet Fotslag. Kunde vi itte btuge
itte-pkæstelcette Mand paa sine Ste
det, og indtil der blev slete Ptæstet —
thi de tommer vel not —.
Tit Ets. Lægmand, der vilde og
tunde osee sig sor Herrens Sag sor
en Tib, Mand, som hat god Lend
stab til heteens Ord, det sindes so da
mange, som hat hstt det sotkhndt t
Aatevis, og maa paa den Maade have
tilegnet stg ltdt dogmattst eller teolo
gist Uddannelse, som de attet ved al
mindelige Talegavee tunde meddele
andre. Men Mænd med vatme Hier
tet, der kunde tale as Etsating og sige
som Salmistem »Kommet htd —- saa
oil jeg sottalle hvad Herren hat gjott
ved mtn Sseel (Salme 66,16). Mond,
der tunde tage de Smaa ved Haandety
og leere dem Herrens Veje. ja, spM
tunde betede de unge for vor Kitte.
Findes der ikte saadanne Mæno i vort
Samfund, der var i Stand til det og
Bunde oer sig en Tid for den Sag. Og
hvorfor tunde dut Frungangsmaade
itke btuges, sont en midlettidig Hjcelp.
Der tunde i hvert Falv soes lidt Mis
sion,og saadanne Illænv havdetnaaste
en tigeke Kasse at tage til end Jam
fundds, —— ja, d saadant Forsiag
vilde jeg henftille til vokt Samfunds
nidtæresMænd —- bvis jeg bavde Ret
dettil, men jeg et itte Samfundet, og
tan ikke vedtage en saadan Entwuan
bestutning. Men dette til Opervejelfr.
E. K r O g h,
Lidt om Oplysntug og dcns
. Brug cllcr Mistwag.
12
Vi hetek i vore Dage saa meget om
Onlysning, hvor ftote Fremitridt oen
hat gjott, hvad Den hat givet, hoad
den formaar o. f. v. Det turoe oerfor
itte være af Vejen ved nogle Bemerkt
ningcr yderligere at oplyse Lplnönitp
gen eller den populcrre Lpfattelse af
denne.
Oplygning er et ineget vin Begreb,
ofte et nieget svæoende Begreb for Den,
iom meft beraaber sig paa Den. Jeg
onster at bemerkte, at jeg unser itte
mig selo, som den oplhste iblanot de
oplyste, men som et Rennele Ver af
sGud hat faaet ,,connnon sense«: al
Ininoelig fund somqu og oet er oen
sunoe Somqu jeg appellerer til, hos
min tæntende Lasset.
En Illustration: Kommer man
ind i et møkkt Værelse, set man intet,
og blioee verfor uoplyft om Det, som
Værelset nimmer-. Men tasnoer man
et Lus, og Lysets Straaler faar Lov
at falde paa Værelfets Omgioelfer og
de deri vcerenoe Genitanoe, faak jeg
Lejlighev til at iagttage on lveoomme
de oplyfte Genitande og give mit Bel
behag eller Mishag tillenoe· Saale
des har Oplyzningen her bevirtet, at
bei sont var utilgængeligt for nin
Kundftalz blev tilgængeligt for den«
og en Abgang til Viden bleo mig
aabnet. Denne Vioen tan nu hlive
mig en Kiloe til Gliede eller Sorg
efter de Anstuelfer jeg faar, og de
Jndtryt, som jeg modtager. Nu lan
jeg paapege Jotandringer og Forde
dringek. Men efter at jeg hat be
dotnt og ordnet alt, tommer en anven
med en anoen Smag og ei andet Syn
og foretagek nye Forandringer. Maa
sle han hat bedre Smag og finete
Omdømme end jeg, maafle tillige
Evne til at give mig samme Jndsigt,
maaste han tan give mig nye Homö
ninger af Vcerdi. Men fett at vi itte
stetnrner overens, hvek for fig tror at
væte tettest, saa et Vejen aabnet til
Streit-. Det turve imidlektid hcende,
at vi begge havde en meget ovetfladisl
Forstaaelse af, hoad vi saa for vote
Øjne, thi ver tan i et Værelse findes
mangeaktede Genitanor. Vi saa vel,
hoad Bækelset indeholdt, men havde
maafte liden eller ingen Forftano paa
det meste, der mødte vokt Zie. Hvao
om der fandtes Maletier af beremte
Kunftnete, og vi hat-de uøvet Saus
for Kunst. Hoorledes tunde vi be
dsmme Verrtets Beerdi? Hvorledes
tunde vi tale om Farvee inev deres
Blandinger, om Slyggek, om Dir-nen
sioner, om Formel-, Udtkht o. s. v.?
Nei, her lræves natutlig og uddannet
Aunftsans. Stet, at der var Boget i
fremmede Sprog, —- jeg maatte da
læke Sprogene, for jeg tunde tænte
at bedsmme disse. Hvis jeg nu sit
Sptogene lett eller fandt en mere el
ler mindre lottelt Overfættelfe, mau
ste jeg da sandt, at Bogerne var stren
ne af lærde Forfattere og omhandlede
Jdet og Vibenstaber til hoilke jeg hav
de lidet eller intet Kendslah Ovar
leoes stuloe jeg bedømme Bogernes
Værd eller den deri indeholdte Oplyss
nings Viert-? Sat, at der fandtes
astronomisle Koti, Solvet, Landkott,
geologisie Kort o. s. v» men jeg haode
intet Kendstab til disfe Videnftaber,
— jeg tunde gansteviit se Kortene,
men jeg saa itte med Forstaaelse. Stet,
at der itod en af de nymodens Masti
ner, smaa eller store, men lunftig og
indvitlet, og jeg havde intet Kendftab
til Metanitten og dens simpleste Prin
siperl Saaledes i det neesten uendes
lige. Her meget Studium, hvot me
gen Tid vilde det itte tage at scette sig
ordentlig ind i blot nogle af disse
Ting. Og saa lom det endda an paa,
otn jeg havde den natutlige Begavelfe.
Dette simple Etsempel er et godt Be
vis paa, atzdet udlrceves mere tll at
blive en splyst Mant- end at lcese Adi
ser eller lsst hen at tale om Oplysi
ning.
Det er tun de ferneste, som lan
btyste sig af at viere Hel oplystr. Og
der er ingen, absolut ingen, der et vel
oplylt i alle Kundltabens mangfoldige
Greue. De entelte Vldenftaber og
Kunlter er dtevne til veres nuvcetenbe
hsjve dermed, at en Rælle af ihrerdige
Mennesler medsen i en viö Retning
»O -
