Kong Erik og de Frcdlofe
U historisk Roman i to Dele
;- « f
Bernhard SeVTrin Jngciiiann
F orste T e l.
lFortintJ
.».«»sp.». H- W
Den fsintenaarige svenste Konge var alve
les afhængig as sit Rigsraad, hvoriblandt der var Mcend as
den forstelligste Tænteniaade; rg Drvst Aage besrygtede,
at Prins Christopher tun var dragen det svenste Gesandt
stab i Mode, for oni mutigt at for-ge Vanstelighederne ved
denne dobbelte Forbindelse. Dog, af Frygt for at frem
talde en sarlig Missorstaaelse mellem Brødrene, vovede
Aage itte at meddele Kongen sine Betænteligheder, og det
var faa langt fra, Kotigen anede nogen uredelig Hensigt hog
sin Broder, at han endogsaa ansaa hang Foretoinrnenhed
mod de svensle Gesandter sor et Bevis paa hans broderli
ge Deltagelse. Han modtog nu saa vel Christopher som
Marlgreven med godmodig Venlighed. Saa snatt han
havde hilset dein og den raste Grev Henrik, saa han efter de
svenfle Assendinger, der med et Par danste Riddere fulgte
de fvrstelige Herren Med Tilfredghed hilsede Kotigen i den
anseligste af de to svenste Herter Kong Birgers tro Rand
giver, den tlvge, fvenske Rigsforstander og Marst, Ridder
Thortild Knutson, en hef, inidelaldrende Mand med er
ædelt, alvorligt Ansigt; men itte uden et Siags Uro saa
Rongen hans Ledsagerz det var en dissen, iidtørret Stil
telse nied et bestandigt Sinil i det tolde, listige Ansigt, og
med,et underfundigt Spejderblit i de gena, stirrende
Ztrudsøjnez det var den svenste Rigåsraad og Drost, Hi.
Johan Brunle, der næft Thorkild Knutson var den vigtig
ste Statsmand i Sverrig og syntes lige san godt anstreoeii
hoå den svage Konge Birglet fom hos hans cergerrigeBrodre
idet han udsoislede enhvers Evagheder og vidite at drage
Fordel af enhver Omstcendighed.
Da Kongen havde set og bilset disfe Herrn, vpsatte
han Jagten og begav sig med det fordgede Selftab til Es
toni Kloster, hvor han strats talte med Gefandterne og mod
tog Breve sra Kong Birger, Prinsesse Jngeborg og sin Se
sier Merete, der, efter en tidligere Overenstomft, som Eber
rigg tiltoininende Dronning, var bleven opdraget ved dei
sdenfle Hof. Da Kongen havde lcest Brevene, fyntes han
sekrdeles vprømt og veltilsreds. Den Jver hvorined hat
paastyndte sit Bryllup og ønitede det saftsat til ncestlom
mende Sommer, var bleven optagen nied den største Velvillie
af det svensle Rongehu5, og Prinsegfe Jngeborgs Brev
aandede den inderligste Kcerlighed De Jndvendinger og
Betænteligheder, Gesandterne mundtlig tilspjede, angit sor
neniinelig Misforholdet til det pavelige Hof og den mang
lende Slcegtftadsdispensation, soin Kongen i sin Heilig
hedsglæde itte ansaa for ncer saa vigtig, som den virkelig
var. Han indbsd Gesandterne til at vcrre hans Gaster t
nogle Uger, da han snart haabede at kunne hceve enhver
Vanstelighed. Man tildragte Eftermiddagen sornejet paa
Jagten, og vm Aftenen drog Rongen med det hele, store
Selftab til Sjøbmg, hvor der samme Dag var ankommen
en Maingde Patvogne ined det tongelige Stegers og alle
dertil hørende Betjenter.
. b Det gamle Fangeslot syntes nii foroandlet til et tonge
ligt Lysttivi. De store Haller gliinrede as fyrftelig Pragt
og genlod as al den Tummel og Fcerdsel, der fulgte med et
Hofhold. Paa Taarnet ncer, var hele det runimelige Slot
sor tort Tid siden indrettet til Bebvelse. Slottets belej
lige Beliggenhed med Hensyn paa Jagten fvntes itte alene
at have bragt Kongen hid. For Jagtens Stle havde han
vel undertiden tilforn tilbragt nogle Dage paa dette Slot:
men denne Gang lod han til at ville opholde fig der en het
Maaned eller leengerr. Han havde sine vigtigste Mcend
med fig, og uagtet hnn ofte drog vna Jagt, lod ban dersot
itte de alvorlige Regeringsfotretninget hvile. Han arbei
dede ofte langt ud paa Natten i sit Løntammerz saa vel
Drosten som Marsten inodtoge daglig vigtige Befalinger,
med Hensyn paa Retsplejen, Krigsvæsenet og Landets bor
gerlige Anliggender; der toin og asgit daglig Afsendinger
sra og til de tongelige Hsvedsmcend og Stadsfogder i hele
Landet, og undertiden bragtes der Kotigen vigtige Brevfta
der fra sremniede Lande. Den fangne Ærtebisp spurgte
Kongen itte om og.lod itle til at erindrr. Et sømmeligt
Forlig ined denne vigtige Mund var dog uden Tvivl den
hemmelige Hensigt med Kongens Ophold paa Sjsborg Det
tunde aldrig vcere ham vigtigere, end nu, at faa bilagt
denne fortkakdelige Sag, der ikte alene var en væsentig Hin
dring sor hans Bryllup, nien endog truede Land og Rige
rned saa stor Fore; dog denne Hensigt med Kongens Op
hold her syntes ingensat stulle meerte, mindst den sangne
Ærtebisp selv, soin derved rimeligvis vilde Ispcende sine For
dringer Paadet højestr. Kongen setv syntes heller iite endnu
i denne Henseende at have taget nogen afgprende Beslut
« ning. Stsnt Hievngetkighed aldrig havde vcetet hans Fejl,
· inen han tvertiniod ofte viste den højmodigste Tcenteniaade,
havde den optsrende Erindring om hans Faders Mord
dog neesten gjort hani uforsonlig og haard mod enhver,
der siod i Forbindelse med Kvngemvrderne, og til et For
lig med Ertebisp Grund var det liam itte niuligt at gsre
det forste Stridt. Det lod soni haii ventede, at den trad
sige Fange selv feist bede hain oni en Sammentoinst og med
ydniyg Ertendelse as sin Bksde indlede Forligei. Dette
stete imidlertid ikte, og en Uge git efter en anden. Paa
Siebokg sor-gedes daglig Gcesteknes Antal. Martgreven
af Brandenborg og de svensle Gesandters Nærværelse, saa
vel som det hele lystige Jægerselslab og Junker Christo
Phers Hofstat, fremdragte vaa det ellers saa sde Slot et
Liv vg en Munterhed, der stvd i en ncesten stetende Mod
sigelse til dets alvorlige Bestemmelse og de mange merke
Erindringer, der tnyttede sig til Stedet.
. -..,»-»«a«» «1W,-».W.«»W »
Tredie Kapitel
En Dag i November saa man et usædvanligt og under
ligt Optog paa Sieborg Stet. Frei et Par hanseatifte
Handelssiibe, der laa ved Fistetlejet, var der sat en Del
fremmede Stibsfvlt i Land, der med det rostotste Fng
soran sig, i pyntelig Somandsdeagt og med stote Stag
lsdcerd ved Siden, nærmede sig Slottet, uns-ver en sturrende
Musik af Piber og Trommet. J Spidsen for Toget git
en tyi, hte Mond i en sid Bdrgerkjortel af sint Klæde med
store Brcemmer af lostligt FoerværL Dei var den rige
Handelsherre Berner Kopmand fra Roftok, som man ofte
havde set paa de store Marleder i Stanør og Falsterbo,
hvortil han altid bragte de rigeste Ladninger af Klæde og
tostelige Specerier. Han var almindelig bekendt for sit
overmodige Vcesen og for den Overdaadighed, hvormed
han segte at give sig Mine af en Pengekonge og borgerlig
Fhrste. Ved hans Side gik den næsten lige saa bekendte
Henrit Gullandsfar fra Visby, der ligeledes var en af de
mcegtigste hanfeatifle Købmænd og tillige gjaldt for en fin,
statgtløgtig Underhandler mellem Hansestcederne og de
nordifte Fyrster. De meldte sig ved Slottet soin hanse
atifte Gefandter og bleve indladte i Højeloftssalen, niedens
deres Folge blev bevcertet i Borgestuen.
Mellein Kotigen og de fremmede Købmcend fandt der
en lang Underhandling Sted i Droftens og Rigsraadets
Nærværelse, hvorved ifær Berner Kopmand dar højrøstet,
og hvorved Kongen usædvanlig lcenge holdt Taalmodig
heden vedlige. De betydelige Handelsprivilegiet, Kongen
for fire Aar siden havde gidet de hanseatiste Stæder og for
rige Aar udvidet i thorg, vare Roftotkerne endnu itle til
fredse med: de fordrede famme Toldfrihed ved ckildefangs
iten i Danmarl, som den norsle Konge nylig havde tilftaaet
dem, saa del som Erkendelfe af deres selvtagne Ret til paa
deres Slibe at fcelde Dødsdom og holde Etsekution efter
lybsl Ret over enhder danst Underfaat, sont forncerrnede dem
og faldt i deres Hænder, ligesoni alle de vendiske Stæder
med Købmcendene i Metlenborg og Lybet vare blevne enige
on1, paa egen Haand og nden ForfleL at lade enhder Ridder
og Adelsmand hcenge, der far de befæstede Berge i Tnstland
gjorde Vejene usitre.
»Det er not!« — afbred Konaen endelig den hele Un
)derhandling og rejfte sig heftigt. — ,,Jeg vilde dog here,
ibvordidt J tnnde drive de uforstammede Fordringer, og
ijeg lod eder tale ud. Her er mit Svar: Hvad jeg har lovet
Feder i Fior, hat jeg hidtil holth er J itte tilfredse dermed,
’tan vi danste vel ogfaa leere en Gang at hente hvad di be
hsde fra fremmede Lande og udføre, hdad vi kan undvære.
Naar Gæster og fremntede her fornceriiies, tan de klage;
her er Lov og Ret i Landet; men de, der tage fig felv til
Rette paa dansl Grund eller i de danste Farvande, flal dem
!mes, som Voldsmænd og Revere, efter danst Lov og Ret,
»hvad enten de ere Riddere ellek Borgere, hvad enten de ere
indfødte eller fremmede.« Dermed vendte Kongen Kob
mandsgesandterne Ryggen. Uden at lcegge Maerke til deres
forncermede Miner, begab han sig til sine fyrftelige Gcefter
oa de fdenste Herren som ventede ham til et Jagttog, medens
han oderlod de hanfeatifle Borgeres Bevcertning til Dro
sten.
De forbitrede Købmcend forlode øjeblitlig Slottet med
detes Fslge, fom i Borgestuen var blevet lystigt og helt
;beruset, men som Marsten, til Købrnændenes endnu større
Ȯrgrelse, havde tilladt sig at afvckbne, da de opferte sig
uspmmeligt og med vildt Odermod tiltog sig Friheder, der
strede mod Lov og god Stil. Dereg Vaaben bleve imid
. lertid tilbagegivne dem ved Stranden, hvorhen Drost Aage
!med nagle Riddere med lold Heflighed ledfagede dem, til
idels for at beitytte dem mod den tilftimlede Almueshob,
der med Spot og Latier havde omringet de berusede Stin
folt. Paa Veien til Fislerlejet talte de forncermede Han
seater itte et Ord; men det var som Blodet stulde fprcenge
Betner Koptnans store, blussende Ansigt, medens Henrit
»Gullandsfar smilede rolig og told.
i Da begge de fornemme Handelsherrer med deres ra
vende Folge var stegne i Aarefluden og man stødte fra
? Land, for at ro nd til Skibene, hævede den svære Roftdtter
ipludfelig sin Rest og raadte med løsladt Forbitrelse: »dring
Rong Crit Eritian vor Affledshilfem Hr. Drost! sig ham
i fra mig, Berner Ropmand af Rostot, og fra Henrit Gul
landsfar af Visth i dort eget og den store, meegtige Han
ses Navn, at Vi undfige hain paa Liv og Ded, som
vor Friheds og den cedle Borgeritands Fjende!«
Henril Gullandsfar stpdte sin Kollega forftrcettet paa
Albuen; men den stolte, hidsige Rostotter vedblev: »sig
Kongen af Danmark, at den Foragt, han har vist os i
Dag, stal totnme ham dyrt at staa, saa sandt jeg hedder
den rige Berner Kopmandl og saa fandt jeg er Mund for
at spørge, hvad dette Land og Rige toster, og hvor mange
Pund en Konge gælder i vor Tid, naar den hellige
Bandstraale svcever over hans Hoved!«
»Slig Hiler og Undsigelse maa J selv bringe min
Herre og Konge« — svarede Droften — »hvis J hat Lyst
til at sendes bagbunden tilbage til Roftot, fom en gal
Mand«. Dermed vendte han Rostotleren foragtelig Rog
gen og begav sig med sin Riddere tilbage til Sieborg Han
indhentede siden Kdngen og det store Selflab paa Jagten,
uden videre at omtale hin dnmdristige Undsigelse, der vel
foretom ham afmcegtig og betydningsløs, men dog var
ham et mærteligt Bevis paa disse Pengearistotraters utaa
lelige Overmod og paa den Dristighed, Kongens spændte
Fochold til Padchdsset gad enhder sornærmet og ildesindet.
Eiter en anstrengende Jagt red Kongen om Aftenen
tilbage til Sieborg nærinest ledsaget af Drost Auge. Det
var allerede merkt. Den tolde Novemberblceft hvirvlede
Levet omtring dem paa Skovvejen. Mannen stod nn op
bag ved Stoven og glimtede nftadigt gennem de nøgne
Grene tnellem flyvende Since Bagefter dem red Marfk
Olufsen mellem Grev Henril af Metlenborg og den svenske
Rigsforftander, hvis Hjemrejse var bestemt til næste Dag.
Nogle Jcegere fulgte dem med Jagtbyttet. Den szvrige Del
af Jagtselftabet var bleven tilbage paa Esrom Kloster.
lKotigen havde den hele Dag været uscedvanlig stille og Droft
Aage ligeledes. Siden de svensle Herrers Antomst havde
man hver Dag forgceves ventet Budstab fra det longelige
Gesandtstab ved Pavehoffet. Kongen havde endnu intet
Stridt gjort til Forlig med den fangne Ertebisp. De spen
ste Gesandters Reise tunde itle opscettes lcenger, og de
Vanfteligheder, man havde gjort, angaaende Kongens For
mceling, var ingenlunde hævedr. Kongen og hans tro Aagt
rede nu tavfe ved Siden af hinanden og syntes beherslede
af en Forestilling, som de itte lunde lesrive sig fra, men
som dog ingen af dem vilde der-re med noget Ord. Dei
var den ulytteltge St. Cceciliæ Dag, som hvert Aar smer
telig erindrede Kongen orn hans Faders strecktelige Mord i
Finnernp Lade. Marft Olufsen syntes itle at erindee hvat
Dag det var; han spogede muntert paa sin Vis med den
tyste og svenste Herre og priste den fromme og sparsomme
lige Maade, hvorpaa Kong Birgers Leeremester, en dis
Carl Tyster for nogle Aar siden havde helbredet sin unge
Konge, nemlig ved at gøre samme Løfte sor ham til tre
Helgener paa en Gang og siden ved Lodkastntng bestemn1e,
til hvem as de gode lHelgener Løftet stulde betales. «Jeg
hat siden tcentt vaa« — sagde Marsten og ln —- »om site
Sejren over Karelerne var med i Kobet og var et af Hel
lig Erits Miratl«er, i saa Fald maa jeg tilstaa, den Carl
Tyster var Guld vcerd«. Ved denne uheldige Spøg stodte
Marsken paa en Gang baade den tyske og svenske Herres
Nationalfølelse, uden at han selv lod til at have mindste
Anelse derom.
»Naar mine Landsmænd, saa vel som jeg, tjene ever-Z
Konger her i Norden, Hr. Marst!« —- svarede den behjer
tede Greo Henrit —- ,,saa mener jeg, vi fortjene Tat og
ikte Spot derfor, hvad enten vi tjene dem med Bon eller
med Sværd.« Med disse Ord flog han temmelig stcertt
paa sin Klinge.
Marsken satte et højst forbavset Ansigt op; han tav,
men blev endnu mere forbaoset, da ogsaa Thortild Knat
son gav ham et alvorligt Sonn ,,Anser J min Sejer over
de tapre Hedninger for et MiratelI Or. Marsk!« —- sagde
den svenste Herre med et roligt Smil -— ,,Alt er Mirakel,
om J vil: uden himmelst Bistand vindes ingen Sejer paa
Jorden — det maatte jo selv eders sejrrige Kong Walde
mar ertende; dog det forringer ikte hang Heeder; jeg anser
Volmarsejren med Himmelbanneret for hans stønneste
Heltetraan. Vor Tid er sparsommere paa Kranse, Hr.
Marftt vi oil itte berøve hverandre dem, vi vinde med
Ære.«
,,Men min Gud og Staber!« udbrød Marsten med
opsPilede Øjne og vlodrøde Kinder —- ,,hvem i al Verden
trenter at fornærme enten eder eller den kækte Gred Hen-.
rit? Jeg ded, min Zjælt ikke hvorledes det er fat« —;
veddlev han heftig —- »var jeg saa tort for Hovedet, somj
alle andre, saadet galt ud.« f
Grev Henrit tunde itte tilbageholde en godmodig Lat
ter over den pudserlige Selvmodsigelse i Marstens Ord og
vrede Stemme. Misforstaaelsen var snart haevet, og man
talte om gamle og nye Krigsbegivenheder. Uden at taenke
paa, hvad der iscer paa denne Dag maatte vcette bitre Erin
dringer hos Kongen, omtalte nu den højrøstede Marst
Fejden med Marft Stig og Hjelms Erobring, hvor han
selv havde været med under David Thorstensøns Banner.
»Men den forvovne Marst Stig fit J dog hverken
død eller levende« — sagde Grev Henrit. —- »Det er un
derlige Sagn, man her fortceller om hans Forsvinden.«
»Hans Dod, som hans Liv er indhyllet i Multn og
Nat« —- bemcertede den svenske Herre. —- «Ogsaa hos os
har han et frygteligt Naon.«
»En stor Feltherre var han dog« —- sagde Grev Hen
rit — »jeg vilde give meget til, jeg havde set ham; var han
saa høj som Ridder Broct eller som Heringen af Lange
land?«
»Hast saa anseligere ud, end Niels Broct og Hertug
Langben, om han end ikte havde fuldt deres Lcengde; ii
det Stytte tunde maaste haade J og jeg have vceret hans
Ligez men en eller Helvedes Karl var han: jeg tror, hverken
Tystland eller Sverrig har haft hans Mage.«
»En saa højt agtet Kongemorder tan vi rigtignok itte
rose os af« —- sagde Grev Henrit siødt —- »men jeg bejler
itte til at vcere hans Lige.«
,,Men min Gud og Stabert er det nu galt igen?« —»
udbrød Marsten forbavset — »tror J, jeg havde ønskets
noget højere i Verden, end at jeg tunde have tnust hans
forvovne PandebraftI derfor kan jeg vel uden Forncermelse
sige, at hverten J eller Marst Knutson har set hans Lige.«
,,Derfor vil baade jeg og Grev Henrit tatte Gud« —
sagde den svenste Herre alvorlig. — »Tet Land, der er
Moder til slige Heite, kan let betale sin Moderstolthed med
Lidet. Vi har undertiden Orkaner hos os, Hr. Marstl og
desvcerre, vi spølge længe derefter Odersvommelser og
Stibbrud. Her gaar det vel ligesaaZ Jeg mener, Dan
mart har tobt den Erfaring dyrt, at en forvoven Haand
tan slaa dybere Saat i et Folts Hierte, end en hel Tids
alder tan lcege.«
Man tav nu noget forstemt. Kongen haode yørt,
hvad der taltes om dag ved ham og drog et dhbt Sul. »J
denne Nat var det, Aage!« —- sagde han med dæmpet Rost.
—- Nu har jegi ni Aar baaret Danmarts Krone, og endnu
har jeg itke tilfulde holdt, hvad jeg lovede, da jeg saa
ham sids.«
»Hvem? Hei-re KongeZ —- spurgte Aage adspredt.
,,Min myrdede Fader« — sagde Kongen. —- ,,Huster
du itte, da deløftede Laaget as han-H Kiste i Viborg Dorn
tirte og lagde Sakramentet paa hans blodige Bryst —- jeg
sagde ham da det sidste FaroeL Hvad jeg lovede ham
horte tun den retfærdige Gud — men jeg ftal oisselig holde
det eller lade mit Liv!«
»Den Gang dar J, som jeg, en umyndig, Herre
Konge!« —- sagde Aage. —- ,,Var eders Løfte til den døde
itke lristeligt og sronIt, bør J nu, som en myndig Ridder
og Konge itte holde det.«
Kongen tav. Mannen belyste hans cedle Stittelse,
og som han sad der, rant og stille, paa sin stolte Dystløber
med den hvide Fjer i Hatten og Purpur-tappen over Gulde
ren, saa han fast ud som den ridderlige St. Jørgen, der vil
støde Lansen mod Udyrets Strude; hans kaekte Aasyn var
blegt, og en cedel Harme var synlig deri. ,,.Hvad jeg lovede
sden døde maa jeg holde!« —- sagde han efter et tantefuldt
Ophold. —- ,,En vis Konge maa adfprede de ugudelige.«
Som Kongen sagde disse Ord, snsede der en Pil tast
forbi hans Bryst og blev siddende i Drost Auges Kappe.
»Motdere! Forrcedere!« —- raabte Kongen og drog sit
Sværd, medens han havde Møje med at standse sin uro
lige Hingst. Aage for strats med draget Svcerd om paa
den Side af Kongen, hvorsra Pilen var kommen; de tre
andre Herret rede forbavsede til. —- »En Pil! —- Stimcendl
— Forrædere!« — udbrøde de i Munden paa hverandre
og saa sig om til alle Sider paa den maanelyse Vej; men
de sjnede itte et Menneste.
»Fordømte Niddinger!« — raabte nu Marsk Oluffen
pludselig og red ind mellem Bustene paa venstre Side, hvor
han saa noget hvidt bevæge sig. Der hortes et Strig som
af en sin, ivindelig Stempe. Marstens Heft sprang til
Side. J det samme lob kö unge Piger i Bondepigedragt,
med lange, lhse Haarfletninger ned ad Rhggen, med hin
anden ved Haanden over Bejen, medens en kampehøj Karl
ijyst Bondedragt med et stort Slagsvaerd i Haanden,
sprang frem og stillede sig mellem Marslen og de flhgtende.
»Hold jer til mig!« —- raabte Karten —- «mig var
det — Mads Jyde var det, der st-d. Jeg har ilke i Sinde
at smøre Hafer. Lad Jomftuerne tende! — de har intet
l gfort — men ieg er Karl for at vove en Duft med ier allei«
tMed disse Okd spingedc hau vikdt sit vakd og saakede
iMarskens Heft i Mulen. Hesten stejlede og fnysie. »For
Jdømte Satan!« — raabte Olussen og huggede forgcevez
efter den forvodne Kampeskiklelse — »giv dig til Fange,
eller du er Dødsens!«
" Ved denne Larm vilde Kongen ride hen, hoor han saa
Sværdene blinke mellem Buskene i Maanestinnet; men Aage
»og den svenste Herre søgte at holde ham tilbage, medens
IGrev Henrik strats ornringede Krattet med Jægerne og
tsendte nogle efter Flygtningerne. Marsken var sprungen
laf si» ubckndige Heft. »Kast dit Svcekd, dumme Djwvclt
sdu ser jo, du er omringet!« —- raabte han til den lange
EJydekarL
»Nei, Gu’ gør jeg ej!« — raabte Karlen. — ,,Marsk
Stigs Svend skal ingen fange lebende. Hold kun Stand,
bitte Høoedsmandi —- du stal føle, hvad Mads Jyde duer
til!« — og nu huggede han rasende ind paa Marsken; men
den krigerske Høvding var ham overlegen i Vaabenkunst, og
efter en fort fortvivlet Kamp sthrtede den rasende Karl med
tlovet Pande til Jorden. Han rejste sig halvt op igen og
greb med begge Hander til det lløvede Hoden — »Det var
for dig, bitt’ Else!« siønnede han. — ,,Lad kun min Herr-es
Børn rende! og J maa gerne« — — Mer fik han ikke sagt:
han slap det saarede Hoved og sank lioløs tilhage
Jmidlertid var Kongen med sit Folge reden til. Nogle
af Jægerne havde indhentet de slygtende Piger og bragte
dein fangne ind i Kredsen blandt Kongens Følgr. Alle be
tragtede dem med Forundring; thi som de stode der i Maa
nestinnei, saa de nd sont et Par forlleedte Prinsessm
Bondepigedragten ftjulte ikke deres fine Hub og overrasiende
Skønhed. Den højeste, der tillige lod til at viere den celdste,
holdt ligesom beskyttende den mindre, højst urolige Pige
ved Haanden; hun selv var bleg og stille; med dhb Smerte
betragtede hun den døde Vaabensvend og shntes ikle at
lcegge Mcerke til de andre. Den hngste Pige syntes baade
forskrcekket og nysgerrig; stønt hun ikke længer var noget
Barn, men saa ud til at kunne vaete en shtten til atten Aar,
tede hun sig helt barnlig: hun skjulte sig grcedende bag So
steren for Kotigen og hans Mcend, medens hun dog tittede
med spændt Opmcertsomhed til de prcegtigklædte Ryttere.
»Sig frem! hvem er J?« — spurgte Kongen og red
ncermere hen imod dem.
Den yngste sljulte sig og gjorde Mine til at undfly;
men den aeldste holdt hende fast Ved Haanden og vendte sig
mod Kongen med rolig Fatning, idet hun slog de store,
merkeblaa Øjne op og betragtede ham: »Kong Erik Erit
søn!« — sagde hun —- ,,din Fjendes Børn er i din"Haand.
Vi er to saderløse og forfulgte Viger. Jngen Mand tør
mere huse os i Danmarks Rige — vor sidste Ven og Be
stytter har din Mænd nu myrdet. Vor Fader var den
ulhlkelige, fredløse Marst Stig« —- —
,,Marsl Stigs Døtrel Kongemorderens Børn!« — nd
brød Kongen og tastede et harmfuldt Blik til dem. —
»Hm! J vilde altsaa fuldkomme eders Faders Ugerning?
J gaa nu Landet om med Stimcend og Kongemordere« —.«
,,Vi er uslhldige, Kong Erik!« —- sagde den aeldste og
lagde Haanden paa sit Bryst —- ,,Gud forlade dig saa
sandt vor Faders Død og det Blod, her slhder! Vor Her
res er Hævnen."—- Vi vilde kun nd af dit Rige« —- —
,,Og derfor vilde J sende mig ud af Verden?« —
afbrød Kongen hende. — ,,De skal bringes til Kallundborg
Slot!« — sagde han til Jcegerne. —- ,,Deres Sag stal
undersøgesl Er de sagløfe, kan de forlade Riget. — Bort
med dem! jeg vil ikke se dem.« Med disse Ord drejede han
Hesten og vendte sig bort fra Synet af de skønne ulhlkelige,
sotn et Øjeblik syntes at have formildet hans Harme.
Jngen havde dog med større Deltagelse betragtet de
fangne Piger, end Drost Aage. »Herre Konge!« — sagde
han med dcempet Rost —- »hvad kan de uskyldige Piger
. ka« —- A
’ ,,At Pilen ingen af os dræbte?.« — afbrød Kongen
» ham hastig — »nu ja, deri var de maasle uskhldige. Ul
’ vens Unger slal ingen tro-? Deres Ret stal de saa. — Bort
med dem!«
»Saa lad mig da ledsage dem, Herre Konge!« — tog
Aage Ordet igen. — »Slal Ridderdøtre føres i Fcengsel·
slhldes dem dog ridderlig Besthttelse paa Vejen.«
,,Vel! J folget dem, Drost!« — svarede Kongen hojt
og slog op med Haanden. — ,,De skal behandles med al
ridderlig Tugt og Æret J svarer til dem paa eders Ære
og Tro!« Dermed sporede Kongen sin urolige Hingst og
for i Firspring bort med Marsken og den svenske Herre
tillige med det øvrige Folge, paa Drosten og sire Jcegere
ncer.
sianj Ist-W ·»WMMHIIW" ""-«’"
(Fokiscettes.)
B. S. Jngemanm
Valdcmar Sofer.
J melag 80 Seins-. Jndbunden 81.20.
Erik McnvcdS Barndom
Jndbnndcn 81.20.
PrinS Otto af Danmark
og hanS Samtid.
J Lmslag 80. Jndbunden 81.20.
DANIsII LUTH PUBL. ROTHE Bleib Nebr.
