Kong Erik og de Frcdlofe U historisk Roman i to Dele ;- « f Bernhard SeVTrin Jngciiiann F orste T e l. lFortintJ .».«»sp.». H- W Den fsintenaarige svenste Konge var alve les afhængig as sit Rigsraad, hvoriblandt der var Mcend as den forstelligste Tænteniaade; rg Drvst Aage besrygtede, at Prins Christopher tun var dragen det svenste Gesandt stab i Mode, for oni mutigt at for-ge Vanstelighederne ved denne dobbelte Forbindelse. Dog, af Frygt for at frem talde en sarlig Missorstaaelse mellem Brødrene, vovede Aage itte at meddele Kongen sine Betænteligheder, og det var faa langt fra, Kotigen anede nogen uredelig Hensigt hog sin Broder, at han endogsaa ansaa hang Foretoinrnenhed mod de svensle Gesandter sor et Bevis paa hans broderli ge Deltagelse. Han modtog nu saa vel Christopher som Marlgreven med godmodig Venlighed. Saa snatt han havde hilset dein og den raste Grev Henrik, saa han efter de svenfle Assendinger, der med et Par danste Riddere fulgte de fvrstelige Herren Med Tilfredghed hilsede Kotigen i den anseligste af de to svenste Herter Kong Birgers tro Rand giver, den tlvge, fvenske Rigsforstander og Marst, Ridder Thortild Knutson, en hef, inidelaldrende Mand med er ædelt, alvorligt Ansigt; men itte uden et Siags Uro saa Rongen hans Ledsagerz det var en dissen, iidtørret Stil telse nied et bestandigt Sinil i det tolde, listige Ansigt, og med,et underfundigt Spejderblit i de gena, stirrende Ztrudsøjnez det var den svenste Rigåsraad og Drost, Hi. Johan Brunle, der næft Thorkild Knutson var den vigtig ste Statsmand i Sverrig og syntes lige san godt anstreoeii hoå den svage Konge Birglet fom hos hans cergerrigeBrodre idet han udsoislede enhvers Evagheder og vidite at drage Fordel af enhver Omstcendighed. Da Kongen havde set og bilset disfe Herrn, vpsatte han Jagten og begav sig med det fordgede Selftab til Es toni Kloster, hvor han strats talte med Gefandterne og mod tog Breve sra Kong Birger, Prinsesse Jngeborg og sin Se sier Merete, der, efter en tidligere Overenstomft, som Eber rigg tiltoininende Dronning, var bleven opdraget ved dei sdenfle Hof. Da Kongen havde lcest Brevene, fyntes han sekrdeles vprømt og veltilsreds. Den Jver hvorined hat paastyndte sit Bryllup og ønitede det saftsat til ncestlom mende Sommer, var bleven optagen nied den største Velvillie af det svensle Rongehu5, og Prinsegfe Jngeborgs Brev aandede den inderligste Kcerlighed De Jndvendinger og Betænteligheder, Gesandterne mundtlig tilspjede, angit sor neniinelig Misforholdet til det pavelige Hof og den mang lende Slcegtftadsdispensation, soin Kongen i sin Heilig hedsglæde itte ansaa for ncer saa vigtig, som den virkelig var. Han indbsd Gesandterne til at vcrre hans Gaster t nogle Uger, da han snart haabede at kunne hceve enhver Vanstelighed. Man tildragte Eftermiddagen sornejet paa Jagten, og vm Aftenen drog Rongen med det hele, store Selftab til Sjøbmg, hvor der samme Dag var ankommen en Maingde Patvogne ined det tongelige Stegers og alle dertil hørende Betjenter. . b Det gamle Fangeslot syntes nii foroandlet til et tonge ligt Lysttivi. De store Haller gliinrede as fyrftelig Pragt og genlod as al den Tummel og Fcerdsel, der fulgte med et Hofhold. Paa Taarnet ncer, var hele det runimelige Slot sor tort Tid siden indrettet til Bebvelse. Slottets belej lige Beliggenhed med Hensyn paa Jagten fvntes itte alene at have bragt Kongen hid. For Jagtens Stle havde han vel undertiden tilforn tilbragt nogle Dage paa dette Slot: men denne Gang lod han til at ville opholde fig der en het Maaned eller leengerr. Han havde sine vigtigste Mcend med fig, og uagtet hnn ofte drog vna Jagt, lod ban dersot itte de alvorlige Regeringsfotretninget hvile. Han arbei dede ofte langt ud paa Natten i sit Løntammerz saa vel Drosten som Marsten inodtoge daglig vigtige Befalinger, med Hensyn paa Retsplejen, Krigsvæsenet og Landets bor gerlige Anliggender; der toin og asgit daglig Afsendinger sra og til de tongelige Hsvedsmcend og Stadsfogder i hele Landet, og undertiden bragtes der Kotigen vigtige Brevfta der fra sremniede Lande. Den fangne Ærtebisp spurgte Kongen itte om og.lod itle til at erindrr. Et sømmeligt Forlig ined denne vigtige Mund var dog uden Tvivl den hemmelige Hensigt med Kongens Ophold paa Sjsborg Det tunde aldrig vcere ham vigtigere, end nu, at faa bilagt denne fortkakdelige Sag, der ikte alene var en væsentig Hin dring sor hans Bryllup, nien endog truede Land og Rige rned saa stor Fore; dog denne Hensigt med Kongens Op hold her syntes ingensat stulle meerte, mindst den sangne Ærtebisp selv, soin derved rimeligvis vilde Ispcende sine For dringer Paadet højestr. Kongen setv syntes heller iite endnu i denne Henseende at have taget nogen afgprende Beslut « ning. Stsnt Hievngetkighed aldrig havde vcetet hans Fejl, · inen han tvertiniod ofte viste den højmodigste Tcenteniaade, havde den optsrende Erindring om hans Faders Mord dog neesten gjort hani uforsonlig og haard mod enhver, der siod i Forbindelse med Kvngemvrderne, og til et For lig med Ertebisp Grund var det liam itte niuligt at gsre det forste Stridt. Det lod soni haii ventede, at den trad sige Fange selv feist bede hain oni en Sammentoinst og med ydniyg Ertendelse as sin Bksde indlede Forligei. Dette stete imidlertid ikte, og en Uge git efter en anden. Paa Siebokg sor-gedes daglig Gcesteknes Antal. Martgreven af Brandenborg og de svensle Gesandters Nærværelse, saa vel som det hele lystige Jægerselslab og Junker Christo Phers Hofstat, fremdragte vaa det ellers saa sde Slot et Liv vg en Munterhed, der stvd i en ncesten stetende Mod sigelse til dets alvorlige Bestemmelse og de mange merke Erindringer, der tnyttede sig til Stedet. . -..,»-»«a«» «1W,-».W.«»W » Tredie Kapitel En Dag i November saa man et usædvanligt og under ligt Optog paa Sieborg Stet. Frei et Par hanseatifte Handelssiibe, der laa ved Fistetlejet, var der sat en Del fremmede Stibsfvlt i Land, der med det rostotste Fng soran sig, i pyntelig Somandsdeagt og med stote Stag lsdcerd ved Siden, nærmede sig Slottet, uns-ver en sturrende Musik af Piber og Trommet. J Spidsen for Toget git en tyi, hte Mond i en sid Bdrgerkjortel af sint Klæde med store Brcemmer af lostligt FoerværL Dei var den rige Handelsherre Berner Kopmand fra Roftok, som man ofte havde set paa de store Marleder i Stanør og Falsterbo, hvortil han altid bragte de rigeste Ladninger af Klæde og tostelige Specerier. Han var almindelig bekendt for sit overmodige Vcesen og for den Overdaadighed, hvormed han segte at give sig Mine af en Pengekonge og borgerlig Fhrste. Ved hans Side gik den næsten lige saa bekendte Henrit Gullandsfar fra Visby, der ligeledes var en af de mcegtigste hanfeatifle Købmænd og tillige gjaldt for en fin, statgtløgtig Underhandler mellem Hansestcederne og de nordifte Fyrster. De meldte sig ved Slottet soin hanse atifte Gefandter og bleve indladte i Højeloftssalen, niedens deres Folge blev bevcertet i Borgestuen. Mellein Kotigen og de fremmede Købmcend fandt der en lang Underhandling Sted i Droftens og Rigsraadets Nærværelse, hvorved ifær Berner Kopmand dar højrøstet, og hvorved Kongen usædvanlig lcenge holdt Taalmodig heden vedlige. De betydelige Handelsprivilegiet, Kongen for fire Aar siden havde gidet de hanseatiste Stæder og for rige Aar udvidet i thorg, vare Roftotkerne endnu itle til fredse med: de fordrede famme Toldfrihed ved ckildefangs iten i Danmarl, som den norsle Konge nylig havde tilftaaet dem, saa del som Erkendelfe af deres selvtagne Ret til paa deres Slibe at fcelde Dødsdom og holde Etsekution efter lybsl Ret over enhder danst Underfaat, sont forncerrnede dem og faldt i deres Hænder, ligesoni alle de vendiske Stæder med Købmcendene i Metlenborg og Lybet vare blevne enige on1, paa egen Haand og nden ForfleL at lade enhder Ridder og Adelsmand hcenge, der far de befæstede Berge i Tnstland gjorde Vejene usitre. »Det er not!« — afbred Konaen endelig den hele Un )derhandling og rejfte sig heftigt. — ,,Jeg vilde dog here, ibvordidt J tnnde drive de uforstammede Fordringer, og ijeg lod eder tale ud. Her er mit Svar: Hvad jeg har lovet Feder i Fior, hat jeg hidtil holth er J itte tilfredse dermed, ’tan vi danste vel ogfaa leere en Gang at hente hvad di be hsde fra fremmede Lande og udføre, hdad vi kan undvære. Naar Gæster og fremntede her fornceriiies, tan de klage; her er Lov og Ret i Landet; men de, der tage fig felv til Rette paa dansl Grund eller i de danste Farvande, flal dem !mes, som Voldsmænd og Revere, efter danst Lov og Ret, »hvad enten de ere Riddere ellek Borgere, hvad enten de ere indfødte eller fremmede.« Dermed vendte Kongen Kob mandsgesandterne Ryggen. Uden at lcegge Maerke til deres forncermede Miner, begab han sig til sine fyrftelige Gcefter oa de fdenste Herren som ventede ham til et Jagttog, medens han oderlod de hanfeatifle Borgeres Bevcertning til Dro sten. De forbitrede Købmcend forlode øjeblitlig Slottet med detes Fslge, fom i Borgestuen var blevet lystigt og helt ;beruset, men som Marsten, til Købrnændenes endnu større »Ærgrelse, havde tilladt sig at afvckbne, da de opferte sig uspmmeligt og med vildt Odermod tiltog sig Friheder, der strede mod Lov og god Stil. Dereg Vaaben bleve imid . lertid tilbagegivne dem ved Stranden, hvorhen Drost Aage !med nagle Riddere med lold Heflighed ledfagede dem, til idels for at beitytte dem mod den tilftimlede Almueshob, der med Spot og Latier havde omringet de berusede Stin folt. Paa Veien til Fislerlejet talte de forncermede Han seater itte et Ord; men det var som Blodet stulde fprcenge Betner Koptnans store, blussende Ansigt, medens Henrit »Gullandsfar smilede rolig og told. i Da begge de fornemme Handelsherrer med deres ra vende Folge var stegne i Aarefluden og man stødte fra ? Land, for at ro nd til Skibene, hævede den svære Roftdtter ipludfelig sin Rest og raadte med løsladt Forbitrelse: »dring Rong Crit Eritian vor Affledshilfem Hr. Drost! sig ham i fra mig, Berner Ropmand af Rostot, og fra Henrit Gul landsfar af Visth i dort eget og den store, meegtige Han ses Navn, at Vi undfige hain paa Liv og Ded, som vor Friheds og den cedle Borgeritands Fjende!« Henril Gullandsfar stpdte sin Kollega forftrcettet paa Albuen; men den stolte, hidsige Rostotter vedblev: »sig Kongen af Danmark, at den Foragt, han har vist os i Dag, stal totnme ham dyrt at staa, saa sandt jeg hedder den rige Berner Kopmandl og saa fandt jeg er Mund for at spørge, hvad dette Land og Rige toster, og hvor mange Pund en Konge gælder i vor Tid, naar den hellige Bandstraale svcever over hans Hoved!« »Slig Hiler og Undsigelse maa J selv bringe min Herre og Konge« — svarede Droften — »hvis J hat Lyst til at sendes bagbunden tilbage til Roftot, fom en gal Mand«. Dermed vendte han Rostotleren foragtelig Rog gen og begav sig med sin Riddere tilbage til Sieborg Han indhentede siden Kdngen og det store Selflab paa Jagten, uden videre at omtale hin dnmdristige Undsigelse, der vel foretom ham afmcegtig og betydningsløs, men dog var ham et mærteligt Bevis paa disse Pengearistotraters utaa lelige Overmod og paa den Dristighed, Kongens spændte Fochold til Padchdsset gad enhder sornærmet og ildesindet. Eiter en anstrengende Jagt red Kongen om Aftenen tilbage til Sieborg nærinest ledsaget af Drost Auge. Det var allerede merkt. Den tolde Novemberblceft hvirvlede Levet omtring dem paa Skovvejen. Mannen stod nn op bag ved Stoven og glimtede nftadigt gennem de nøgne Grene tnellem flyvende Since Bagefter dem red Marfk Olufsen mellem Grev Henril af Metlenborg og den svenske Rigsforftander, hvis Hjemrejse var bestemt til næste Dag. Nogle Jcegere fulgte dem med Jagtbyttet. Den szvrige Del af Jagtselftabet var bleven tilbage paa Esrom Kloster. lKotigen havde den hele Dag været uscedvanlig stille og Droft Aage ligeledes. Siden de svensle Herrers Antomst havde man hver Dag forgceves ventet Budstab fra det longelige Gesandtstab ved Pavehoffet. Kongen havde endnu intet Stridt gjort til Forlig med den fangne Ertebisp. De spen ste Gesandters Reise tunde itle opscettes lcenger, og de Vanfteligheder, man havde gjort, angaaende Kongens For mceling, var ingenlunde hævedr. Kongen og hans tro Aagt rede nu tavfe ved Siden af hinanden og syntes beherslede af en Forestilling, som de itte lunde lesrive sig fra, men som dog ingen af dem vilde der-re med noget Ord. Dei var den ulytteltge St. Cceciliæ Dag, som hvert Aar smer telig erindrede Kongen orn hans Faders strecktelige Mord i Finnernp Lade. Marft Olufsen syntes itle at erindee hvat Dag det var; han spogede muntert paa sin Vis med den tyste og svenste Herre og priste den fromme og sparsomme lige Maade, hvorpaa Kong Birgers Leeremester, en dis Carl Tyster for nogle Aar siden havde helbredet sin unge Konge, nemlig ved at gøre samme Løfte sor ham til tre Helgener paa en Gang og siden ved Lodkastntng bestemn1e, til hvem as de gode lHelgener Løftet stulde betales. «Jeg hat siden tcentt vaa« — sagde Marsten og ln —- »om site Sejren over Karelerne var med i Kobet og var et af Hel lig Erits Miratl«er, i saa Fald maa jeg tilstaa, den Carl Tyster var Guld vcerd«. Ved denne uheldige Spøg stodte Marsken paa en Gang baade den tyske og svenske Herres Nationalfølelse, uden at han selv lod til at have mindste Anelse derom. »Naar mine Landsmænd, saa vel som jeg, tjene ever-Z Konger her i Norden, Hr. Marst!« —- svarede den behjer tede Greo Henrit —- ,,saa mener jeg, vi fortjene Tat og ikte Spot derfor, hvad enten vi tjene dem med Bon eller med Sværd.« Med disse Ord flog han temmelig stcertt paa sin Klinge. Marsken satte et højst forbavset Ansigt op; han tav, men blev endnu mere forbaoset, da ogsaa Thortild Knat son gav ham et alvorligt Sonn ,,Anser J min Sejer over de tapre Hedninger for et MiratelI Or. Marsk!« —- sagde den svenste Herre med et roligt Smil -— ,,Alt er Mirakel, om J vil: uden himmelst Bistand vindes ingen Sejer paa Jorden — det maatte jo selv eders sejrrige Kong Walde mar ertende; dog det forringer ikte hang Heeder; jeg anser Volmarsejren med Himmelbanneret for hans stønneste Heltetraan. Vor Tid er sparsommere paa Kranse, Hr. Marftt vi oil itte berøve hverandre dem, vi vinde med Ære.« ,,Men min Gud og Staber!« udbrød Marsten med opsPilede Øjne og vlodrøde Kinder —- ,,hvem i al Verden trenter at fornærme enten eder eller den kækte Gred Hen-. rit? Jeg ded, min Zjælt ikke hvorledes det er fat« —; veddlev han heftig —- »var jeg saa tort for Hovedet, somj alle andre, saadet galt ud.« f Grev Henrit tunde itte tilbageholde en godmodig Lat ter over den pudserlige Selvmodsigelse i Marstens Ord og vrede Stemme. Misforstaaelsen var snart haevet, og man talte om gamle og nye Krigsbegivenheder. Uden at taenke paa, hvad der iscer paa denne Dag maatte vcette bitre Erin dringer hos Kongen, omtalte nu den højrøstede Marst Fejden med Marft Stig og Hjelms Erobring, hvor han selv havde været med under David Thorstensøns Banner. »Men den forvovne Marst Stig fit J dog hverken død eller levende« — sagde Grev Henrit. —- »Det er un derlige Sagn, man her fortceller om hans Forsvinden.« »Hans Dod, som hans Liv er indhyllet i Multn og Nat« —- bemcertede den svenske Herre. —- «Ogsaa hos os har han et frygteligt Naon.« »En stor Feltherre var han dog« —- sagde Grev Hen rit — »jeg vilde give meget til, jeg havde set ham; var han saa høj som Ridder Broct eller som Heringen af Lange land?« »Hast saa anseligere ud, end Niels Broct og Hertug Langben, om han end ikte havde fuldt deres Lcengde; ii det Stytte tunde maaste haade J og jeg have vceret hans Ligez men en eller Helvedes Karl var han: jeg tror, hverken Tystland eller Sverrig har haft hans Mage.« »En saa højt agtet Kongemorder tan vi rigtignok itte rose os af« —- sagde Grev Henrit siødt —- »men jeg bejler itte til at vcere hans Lige.« ,,Men min Gud og Stabert er det nu galt igen?« —» udbrød Marsten forbavset — »tror J, jeg havde ønskets noget højere i Verden, end at jeg tunde have tnust hans forvovne PandebraftI derfor kan jeg vel uden Forncermelse sige, at hverten J eller Marst Knutson har set hans Lige.« ,,Derfor vil baade jeg og Grev Henrit tatte Gud« — sagde den svenste Herre alvorlig. — »Tet Land, der er Moder til slige Heite, kan let betale sin Moderstolthed med Lidet. Vi har undertiden Orkaner hos os, Hr. Marstl og desvcerre, vi spølge længe derefter Odersvommelser og Stibbrud. Her gaar det vel ligesaaZ Jeg mener, Dan mart har tobt den Erfaring dyrt, at en forvoven Haand tan slaa dybere Saat i et Folts Hierte, end en hel Tids alder tan lcege.« Man tav nu noget forstemt. Kongen haode yørt, hvad der taltes om dag ved ham og drog et dhbt Sul. »J denne Nat var det, Aage!« —- sagde han med dæmpet Rost. —- Nu har jegi ni Aar baaret Danmarts Krone, og endnu har jeg itke tilfulde holdt, hvad jeg lovede, da jeg saa ham sids.« »Hvem? Hei-re KongeZ —- spurgte Aage adspredt. ,,Min myrdede Fader« — sagde Kongen. —- ,,Huster du itte, da deløftede Laaget as han-H Kiste i Viborg Dorn tirte og lagde Sakramentet paa hans blodige Bryst —- jeg sagde ham da det sidste FaroeL Hvad jeg lovede ham horte tun den retfærdige Gud — men jeg ftal oisselig holde det eller lade mit Liv!« »Den Gang dar J, som jeg, en umyndig, Herre Konge!« —- sagde Aage. —- ,,Var eders Løfte til den døde itke lristeligt og sronIt, bør J nu, som en myndig Ridder og Konge itte holde det.« Kongen tav. Mannen belyste hans cedle Stittelse, og som han sad der, rant og stille, paa sin stolte Dystløber med den hvide Fjer i Hatten og Purpur-tappen over Gulde ren, saa han fast ud som den ridderlige St. Jørgen, der vil støde Lansen mod Udyrets Strude; hans kaekte Aasyn var blegt, og en cedel Harme var synlig deri. ,,.Hvad jeg lovede sden døde maa jeg holde!« —- sagde han efter et tantefuldt Ophold. —- ,,En vis Konge maa adfprede de ugudelige.« Som Kongen sagde disse Ord, snsede der en Pil tast forbi hans Bryst og blev siddende i Drost Auges Kappe. »Motdere! Forrcedere!« —- raabte Kongen og drog sit Sværd, medens han havde Møje med at standse sin uro lige Hingst. Aage for strats med draget Svcerd om paa den Side af Kongen, hvorsra Pilen var kommen; de tre andre Herret rede forbavsede til. —- »En Pil! —- Stimcendl — Forrædere!« — udbrøde de i Munden paa hverandre og saa sig om til alle Sider paa den maanelyse Vej; men de sjnede itte et Menneste. »Fordømte Niddinger!« — raabte nu Marsk Oluffen pludselig og red ind mellem Bustene paa venstre Side, hvor han saa noget hvidt bevæge sig. Der hortes et Strig som af en sin, ivindelig Stempe. Marstens Heft sprang til Side. J det samme lob kö unge Piger i Bondepigedragt, med lange, lhse Haarfletninger ned ad Rhggen, med hin anden ved Haanden over Bejen, medens en kampehøj Karl ijyst Bondedragt med et stort Slagsvaerd i Haanden, sprang frem og stillede sig mellem Marslen og de flhgtende. »Hold jer til mig!« —- raabte Karten —- «mig var det — Mads Jyde var det, der st-d. Jeg har ilke i Sinde at smøre Hafer. Lad Jomftuerne tende! — de har intet l gfort — men ieg er Karl for at vove en Duft med ier allei« tMed disse Okd spingedc hau vikdt sit vakd og saakede iMarskens Heft i Mulen. Hesten stejlede og fnysie. »For Jdømte Satan!« — raabte Olussen og huggede forgcevez efter den forvodne Kampeskiklelse — »giv dig til Fange, eller du er Dødsens!« " Ved denne Larm vilde Kongen ride hen, hoor han saa Sværdene blinke mellem Buskene i Maanestinnet; men Aage »og den svenste Herre søgte at holde ham tilbage, medens IGrev Henrik strats ornringede Krattet med Jægerne og tsendte nogle efter Flygtningerne. Marsken var sprungen laf si» ubckndige Heft. »Kast dit Svcekd, dumme Djwvclt sdu ser jo, du er omringet!« —- raabte han til den lange EJydekarL »Nei, Gu’ gør jeg ej!« — raabte Karlen. — ,,Marsk Stigs Svend skal ingen fange lebende. Hold kun Stand, bitte Høoedsmandi —- du stal føle, hvad Mads Jyde duer til!« — og nu huggede han rasende ind paa Marsken; men den krigerske Høvding var ham overlegen i Vaabenkunst, og efter en fort fortvivlet Kamp sthrtede den rasende Karl med tlovet Pande til Jorden. Han rejste sig halvt op igen og greb med begge Hander til det lløvede Hoden — »Det var for dig, bitt’ Else!« siønnede han. — ,,Lad kun min Herr-es Børn rende! og J maa gerne« — — Mer fik han ikke sagt: han slap det saarede Hoved og sank lioløs tilhage Jmidlertid var Kongen med sit Folge reden til. Nogle af Jægerne havde indhentet de slygtende Piger og bragte dein fangne ind i Kredsen blandt Kongens Følgr. Alle be tragtede dem med Forundring; thi som de stode der i Maa nestinnei, saa de nd sont et Par forlleedte Prinsessm Bondepigedragten ftjulte ikke deres fine Hub og overrasiende Skønhed. Den højeste, der tillige lod til at viere den celdste, holdt ligesom beskyttende den mindre, højst urolige Pige ved Haanden; hun selv var bleg og stille; med dhb Smerte betragtede hun den døde Vaabensvend og shntes ikle at lcegge Mcerke til de andre. Den hngste Pige syntes baade forskrcekket og nysgerrig; stønt hun ikke længer var noget Barn, men saa ud til at kunne vaete en shtten til atten Aar, tede hun sig helt barnlig: hun skjulte sig grcedende bag So steren for Kotigen og hans Mcend, medens hun dog tittede med spændt Opmcertsomhed til de prcegtigklædte Ryttere. »Sig frem! hvem er J?« — spurgte Kongen og red ncermere hen imod dem. Den yngste sljulte sig og gjorde Mine til at undfly; men den aeldste holdt hende fast Ved Haanden og vendte sig mod Kongen med rolig Fatning, idet hun slog de store, merkeblaa Øjne op og betragtede ham: »Kong Erik Erit søn!« — sagde hun —- ,,din Fjendes Børn er i din"Haand. Vi er to saderløse og forfulgte Viger. Jngen Mand tør mere huse os i Danmarks Rige — vor sidste Ven og Be stytter har din Mænd nu myrdet. Vor Fader var den ulhlkelige, fredløse Marst Stig« —- — ,,Marsl Stigs Døtrel Kongemorderens Børn!« — nd brød Kongen og tastede et harmfuldt Blik til dem. — »Hm! J vilde altsaa fuldkomme eders Faders Ugerning? J gaa nu Landet om med Stimcend og Kongemordere« —.« ,,Vi er uslhldige, Kong Erik!« —- sagde den aeldste og lagde Haanden paa sit Bryst —- ,,Gud forlade dig saa sandt vor Faders Død og det Blod, her slhder! Vor Her res er Hævnen."—- Vi vilde kun nd af dit Rige« —- — ,,Og derfor vilde J sende mig ud af Verden?« — afbrød Kongen hende. — ,,De skal bringes til Kallundborg Slot!« — sagde han til Jcegerne. —- ,,Deres Sag stal undersøgesl Er de sagløfe, kan de forlade Riget. — Bort med dem! jeg vil ikke se dem.« Med disse Ord drejede han Hesten og vendte sig bort fra Synet af de skønne ulhlkelige, sotn et Øjeblik syntes at have formildet hans Harme. Jngen havde dog med større Deltagelse betragtet de fangne Piger, end Drost Aage. »Herre Konge!« — sagde han med dcempet Rost —- »hvad kan de uskyldige Piger . ka« —- A ’ ,,At Pilen ingen af os dræbte?.« — afbrød Kongen » ham hastig — »nu ja, deri var de maasle uskhldige. Ul ’ vens Unger slal ingen tro-? Deres Ret stal de saa. — Bort med dem!« »Saa lad mig da ledsage dem, Herre Konge!« — tog Aage Ordet igen. — »Slal Ridderdøtre føres i Fcengsel· slhldes dem dog ridderlig Besthttelse paa Vejen.« ,,Vel! J folget dem, Drost!« — svarede Kongen hojt og slog op med Haanden. — ,,De skal behandles med al ridderlig Tugt og Æret J svarer til dem paa eders Ære og Tro!« Dermed sporede Kongen sin urolige Hingst og for i Firspring bort med Marsken og den svenske Herre tillige med det øvrige Folge, paa Drosten og sire Jcegere ncer. sianj Ist-W ·»WMMHIIW" ""-«’" (Fokiscettes.) B. S. Jngemanm Valdcmar Sofer. J melag 80 Seins-. Jndbunden 81.20. Erik McnvcdS Barndom Jndbnndcn 81.20. PrinS Otto af Danmark og hanS Samtid. J Lmslag 80. Jndbunden 81.20. DANIsII LUTH PUBL. ROTHE Bleib Nebr.