Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 30, 1902)
set-H "Hedehuset. f «" Ftskttklliug as Q. Glaubt-echt Paa Danst ved Elle n. (F-i,n«tsnt.) »Bei var en npperlig Spos,« lo Michel, ,,at tage en Ærtetæltring ved Ncesen er rigtig noget for os. Og han saar tun sin Ret. Da jeg sor nylig plyndrede hans Svi getsaders Molle, siceldte han mig sit-, fordi jeg ilte siassede ham de Papirer, han havde gjort Regning paa. Fremad Foltens!« Den samme Dreng, som Var troben ind ad Hedeliusets Bindu, maatte nu ogsaa undersoge Zorholdene hos Ber gerfranz, og der var han godt tendt. Mere end een Gang havde han gjort sig gode Benner med Vergersranz’s Son og havde ved hans Hjcelp gennemsogt Spisetammeret. Den ne Gang tastede han imidlertid den forstrcettede lille Dreng tilbage i Sengen, stoppede Sengetreppet ind i hang Mund og kneblede dam, saa han itte kunde sremsore en Lyd. Der poa listede han sig sagte ud i Forstuen, lultede Gangdoren op, og snort var hele Tit-verbanden trængt ind i Hufen De strigende Kdvinder bleve hurtig bragte til Tavghed, og da den ganile Bergersranz vilde sætte sig til Modvcerge, til delte Hang ham et Slag i Hovedet, som ftratte ham be vidstlos til Jorden. Alt, hoc-d Huset indholdt, hvad i Aarevig var blevet stjaalet, aagret og sammensparet, bon drede nu i Rodernes inedbragte Satte. Jntet Menneske i Lohrborn havde nogen Anelse om, hdad der soregit i Ber gersranz«’s Has, tun Bcegteten saa Lyg bevæge sig frein og tilbage, men det var ingen Sjeeldenhed der og soruroligede ham itte i minste Mande. Ved Dagng Vore Tyvene ster dige, og saa grundig havde de udfort deres «tlrbejde, at der itte var andet end tomme Kister og Stabe tilbage, da de stonnende under Byrden slæbte dereg rige Vntte bort. Bergersranz undrede sig imidlertid over, at Gavtyvene tunde være saa lcenge oin at plyndre Hedehuset Trost as at vente og gysende as Kulde i Morgentaagen listede han sig endelig ud af Studen, nozrmede sig Kristian (Fge:; bergs Bolig og tigede ind ad Bagvinduet. Solens forstej Straaler gled ind gennem den itubrudte Rude og saldt lige paa Mo’r Stefans Ansigt, der stirrede hain spogelseagtigH i Mode. Greden af Rcrdsel vendte han om og lob som jaget af onde Aander ned over Bjcergstien til Lohrborn. ; Der fandt han sit Hus udplyndret til den sidste BidJ Brod, sin Fader doende, og sen Hustru, den ulyttelige ElseJ desh, heusuuken i stille Vanviv, her-net Evuen til at takes Ude as sig selv,, brolende som et vildt Dyr as Raserii styrtede han bort og lod sig i«lange Tider itte se i Lohr born. Naboer og Betendte maatte tage sig af hans stattels’ Hustru og hjælpe hans Fader til Jorden. Hele Wenig heden var samlet om de to Kisten der paa en Gang bleve baarne ud paa Kittegaardem Side om Side laa Bergen sranz og Mo'r Stesans der, og Præsten talte med hellig Alt-or over de Ord: ,,Lader os dersor, da Forjættelsen at indgaa til hans Hvile endnu staat os aaben, vogte os, at itte nogen as Eder stulde synes at blive tilbage« (Hebr.. 4, 1). »He-or du hat bygget, der staat dit Hus,« sagde han, »har du bygget paa Sand, da ville Bandslyllene bringe det til at salde, men bygger du paa Klippen, staat det fast. Hvor din Stat er, vil dit Hierte verre. Har- Guds Rige og hans Retsærdighed været dit Hiertes Lyst og Glcede, da vil du i Doden gaa ind til en evig Rigdom. Men hat du her Paa Jorden hast dine Statte i det, som Mol og Ruft tan sortcere, og Tyve bryde ind og stjcrle, da vil Doden be rove dig alt. Glem da itte, du travle, urolige Menneste hierte, Herrens Fokjcettelse om den evige Hvile, thi hvo, som bliver tilbage, trues as Herren med den evige PineH hvor Ormen itle dor, og Jlden ille udsluttes; men den,i som har suldendt sit Lob i Trom, forjætter han en evig Krone. Og ingen bliver tronet, som itle hat tæmpet ret.«s Tabs stiltes Mcengden ad; hver entelt havde saaet« noget at tænte paa, men dybest havde Ordet ramt deni asdodes Ente, Margrethe. Hun blev tilbage, da de andre« git, og de lod hende blive, de tcentte vel, at hun vilde bedej ved sin Monds Grav. Da hun var ene, satte hun sig paa’ Bænken under Hyldebusten, der bojede sine Grene ud over Rirlegaardsmurem Taarerne lob ned over bendes Kinder og snieltede den Jsstorpe, der i saa mange Aar havde ligget haard og kold over hendes Hiertr. Men Syndens og Bild-I sarelsens morte Bolger steg hojt og truede hende med Dod og Undergang. Som en brusende Strom brod Samvit tighedsnaget ind over hende. Hun hartnedes paa den dode, der havde draget hende med fig, hun harrnedes paa sig ser og hele Verden, og i al hendes Bitterhed var der hverten Haab eller Trost, men hun tom bestandig dybere ned i Mindet om misbrugte Dage, sorspildte Timer og anyt tede Dieblittez som Asgrimdens Aander samledes alle hens des Synder til en srvgtelig Stare, saa hun i Fortvivlelse vted fine Heender og stonnede hojt. Svinilende og gysende var hun næt ved at segne, indtil al den Uret, hun sandt hos sig selv, samledes i den ene store Uret, hun havde ovet mod scn Ungdonis elstede, og hun tlagede: »Tilgiv mig, Peter, tilgiv mig, jeg hat syndet svarlig iniod dig.« Stepeter var ogsaa bleven tilbage, da Folget forlod Kirtegaardem sljult bag Bustene havde han fulgt Mar grethes Sjcelelamp, nu traadte han hen til hende, lagde mildt sin Haand paa hendes og sagde: »Alt er dig tilgivet sor lcenge siden, VERSIONS hvad du har gjott ondt imod mig, vendte Gnd til det gode; maat te du finde ligesaa villig Tilgivelse hos ham som hos mig.« Han tryklede hendes Haand lige saa trosast som i gamle Dage, da de stod samtnen som trolovede. Synd og ukkt hat-de sent dem ad, uu msdtes de paa Kitkegaardm sor, at sige hinanden, at de uden Vrede og Bitterhed atter vilde iunne stilles for at genses sor Guds Trone. ,,J syrretyve Aar har jeg længtes efter dette Øjebltt,« sagde Stepeter, »Gud vcere takket, at han har ladet mig op leve det.'« » »Ja, Peter,« svarede Margrethe, »det ital du vtde —- og Gud er mit Vidne, at jeg sigee Sandhed -—— trvds alt, hvad ondt jeg siden har gjott, har mtn Synd imod dtg ligget Dag og Nat paa mig som en uuholdelig Byrde. En Gang sor tyve Aar siden saa jeg dig tote kakM Mel-MS l jeg bredte mit Lærred paa Bleg, og havde jeg ikte stammet mig for de Falt, som vare i Ncerheden, saa havde jeg paa mine Knæ bedt dig om Forladelse.« ,,Lad nu det viere glemt, Magrethe « sagde Peter og tørrede Taarekne vort, der uviltaarlig brød frem i hans Øjne. »Von Haar ere hvide, vore vaeder bøjeg mvd Graven; vort Maal er ikte her paa Jorden, men hist oppe. Du maa bestikte dit Has, soni jeg har beskitket mit, og 1e ,at redde, hvad reddes tan. « i ,,Redde?« sagde den statkels Kvinde, »hvem og hvad slulde jeg redde? Hat jeg itte selv hjulpet min Søn at blive Ttil den, han nu er, til at vandre Fordcervelsens VejeLZ Lev vel, Peter, vg bed for et ulhtteligt Menneste, svm længes efter og dog aldrig tør haabe paa Guds Tilgivelse. « s Peter talte til Margrethe otn Jesus, Synderes FrelserJ hun lyttede og grad, og saa git hun hjetn Men da Løvet faldt as Troeekne, blev hun baaren til Graden, vg Skepeter var den eneste, som fulgte hende, den eneste, svm sørgede over Bergerfkanz’s Huftrn. »Mine Tantek ere ikke Ebers Tanter, og Eders Veje ere itle mine Veje,« siger Herren, og ofte ere hans Tanter vg hans Veje usporlige for os. Elsebeth, Bergersranz’s ulhtkelige Hustru, svm var vlcvcn folgt as sin Fadcr vg mis nndlct nf sin Mand, ved-» blev at vandre om i sit tomme Hjem uden Saus for noget omkring fig. Him spiste vg drak, git i Seng og stod op, spandt og syede Klasder til scg og den lillc Frantz, men hun viste selv itte, hvad hun tog sig sor. Oni Søndagen sad hun stille paa sin Plads i stirten og grced, men hun for stod intet as, hvad der blev talt· Kun naar hun vandrede ene gennem Skoven, naar Trceernes Susen og Beetkens Rislen nhnnede hende-Z shge Sind til Ro, tun da gled Deck let bort fra hendes Sjcel, tun da kendte hnn sin egen bitre Smerte, og tun da tunde hun bede. As og til mødte hun paa disse sine enspmme Ban dringer Faarehyrden Arnald; ham holdt hun af at tale med, thi hans milde Ord aabnede hende Vej ind i Guds Riges Hemmeligheden »Vin- stille for Herren, Elsebeth,« sagde han, ,,Gud er trvfast, at han ilke lader Edcr fristes over Eders For mue, men gør baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at J kunne taale det. Vor Ven, han, sotn aldrig svrlader os, har sagt: »J Verden skulle J have Trængsel;« der med mener han, at vor Trcengsel er statket og let og staf ser vs en over al Maade stor, evig Bcegt af Herlighed der hjemme, hvvr al Verden er ovetvnnder vg al Trængsel sorbi. Han tommer snart, vg naat han tommer, brin ger han med sig den Frev, sont han alene tan give.« »Arnold,« sagde Elsedeth, »naat det er klart her op pe,« og hun pegede paa sin Bande, »saa taler Guds Aand til mig ligesotn du, men saa snart han hat talt, og hans milde Haand hat lølet min Bande, saa ivmmer Møttets Aand igen og blceser Lnset ud og lcegger sig tungt over mit Hebel-, vg saa kan mit stattels Hierte itke bede. Dersor maa du, Arnold, og de, der som du elste Gud og hans Ord, bede for mig. Sig det til Stjernelristian. Herren frelste hans Hus Paa Bier-get ligesvtn Noah i Arten, nu maa han vgsaa scndc Ducn nd, det er Bønnen for mig, mcn den sin der intet Sied, hvor den tan hvile; thi, Arnold, Vandet staat semten Alen højt over Bjergene.« Statkels Elsebeth tav, og Vanvidets Nat indhyllede hende paany; sotn i Drømme gik hun hjem vg talte i Uger og Maaneder ikte et Ord. Saaledes fandt hendes Mund hende, da han efter lang Tids kaløb endelig vendte tilbagez tnen han spurgte itte til hende og bethmrede sig ikte om hende. Han tog blot sin Søn med sig paa Rejse, og efter den Rejse med sin Fader blev lille Frantz mere uregerlig end nogen Sinde spr. si .«. .-. T I Den Tid var laengit fotbi, da man i Lulickmn gjokdi Nat ad Hedebonden. Nu var Kristian Egeberg Sonne taadgmedlem, og naar hans statelige Stillelfe med det al vorlige, vejrbidte Anfigt diste sig i Landsbyen, tnodtog ban mange venlige og ærbødige Hilsener fra unge og gamle. Scerlig Ungdommen havde dyb Respekt for Hedebonden, og hvor vild og tøjlesløs Bergetfranz’s Søn end var paa alle andre Punkter, faa vovede han dog aldrig at haane hverten Kristian eller hans Børn, men havde lcenge betrag tet det som en Æte at turde lege med disse om Sondagen »Hvad mon Bergerfranz’s tloge Hovcd nu hat nd tcenlt, siden han atter er kommen paa den grønne Gren?« spurgte man sig felv i Lohrborn. »Røverbanderne hat han nahenbart itte mere at gøre med, og dog hat han nceppe erhvervet sine Penge kned Rette, siden han med begge Handel strør dem ud til alle Sider.« Endelig tom man dog under Vejr med, at den For retning, der for Bergerfranz viste sig at være saa over ordenlig indbringende, stod i Forbindelse med Krigen. J hine Dage, da største Delen af Europa var overfvømmet af Napoleon Bonapartes Krigshcere, da Fyrster afsattes og indsattes, da Folteflag stiftede Herrer ilke efter deres egen, men efter den fransle Kejsers Villie, naaede Krigens vilde Bølgeslag ogfaa til Spessartslovenes stille Dale. Oder verne tom og tev de unge, naeppe votsne Sønner fra den-s Forældre, og mange tydede de site N’er paa Soldatertraven fom et: »Nur nicht nach Norden«4«). —- Thi mod Nordi flulde Tvget gaa, til Rusland fortcs de sejersvante Ham. i Men disse Hundtedetusindek af Soldater stulde havei baade cheder og Fodtøj, baade Mad og Dritte, og Ver-; gerfranz blev en af Heeren-Z Leverandøter. H Vognlæs af Lcedet og Klæder bleve opdyngede i de tomme Vertelfer i hans Has-. Han selv stod i sm ny,c s lguldtreizfede Uniform ftolt fom en Konge og tog imod Om egnens fattige Haandvcertere, der strømmede til i Stark-r »fo: at faa Del i Atbejdet og Fortjenesten. Mange af dem i gi! strats bort igen, andre bleve og underhandlede med Ber lgerfranz, men naar de drog hjem, var det med en Brand li Samvittigheden, som volsede, jo oftere de leverede Va rer til ham. Hvem vejede vel de statkels Soldaters Sukke, naar Fodtøjet faldt fra hinanden paa de opblsdte Veje, fordi det bestod mere af Pap end af Leder, eller naar Klos derne løb op i Sømmene den førfte Gang, de siulde trætles paa? Hvem høtte den stille Klage, naar det Brod, der stulde styrte de trætte Stridsmænd, var usundt og ufordøjeligt, og naar den syge paa Lazarettet vcemmedes ved den Mad, der bødes ham under Navn af Styrkntngsmiddel, men var «) Kun ilke mod Nord. saa fordærvet, at nceppe en Hund vilde røre den? Hvern andre end han, som tceller de Blodsdraaber, der fra Sol datens saarede Fsdder væder Vejens Steue, fom set det tavfe Blit, der striger højere end Ord og naar — vel ikte deres Øren, som ere tilstoppede med Dukater —, men hang, fom aldrig bliver tunghørende. ,,Tak Gud, Kristian,« sagde Stepeter en Aftenstund, da Hedebonden tom hjem til sit lille Hus og fortalte, at den store Hier nu var dragen til Rusland, »tat Gud, at de denne Gang itte fit Øje paa din Arnold. Dersom Krigs tommissionen, som de kalde det, var kommen her op til Hedehuset, saa havde han ikke undgaaet at blive tagen med; thi om ellers nogen tan beere en Musket, er det ham. Det vilde ogsaa have vceret haardt at se din flinke Søn drage op i al den Js og Sne for at fryse ihjel eller blive cedt op af Ulvene. Vel ved jeg, at jeg ikke stulde have oplevet at se lHeeren vende hjem adelagt og adspredt, thi min Tid erH snart forbi, men jeg vilde dog gerne, at du siulde beholdes din Alderdoms Støtte.« ; Lcenge varede det ilke, før Stepeter lukkede sine Øjne for sidste Gang. En Aftenstund, da den dalende Sol lysteI kiart over hans smukte, udtryksfulde Anfigt, bpd han alle sine koere FarveL » »Se, Kristian,« sagde Arnold, da de to Mcend ftodei samtnen ved deres gainle Vens Dødsleje, »saadan giveri Gud sine Born det. Jo dybere Solen fynker, des rigerei bliver Glanfen, og efter et Liv fuldt af Savn og Møje kommer en Aften i Evighedens Klarhed. »Vi forvente vort Legemes Forløsning.« hedder det se, hvorledes Livet her sejrer over Døden, se, hvorledes Livsens LyH overstraaler vor Vens Ansigt!« Peter aabnede endnu en Gang Øjnene, smilede til sine Venner og hvisiede: ,,Herre, jeg vier paa din Frelse!« Kort efter var alt forbi. Firiftian og Arnold fulgtes ad hjem den Dag, da Peter var bleven begraven, og Hyrden sagde: »Du ved, jeg har altid ment det godt med dig og dine, stristiam lad mig da have Lov at sige dig et Ord til Advar fel. Tag dig i Agt for Bergerfranz’g Son. Ser du ikte hvorledes han lifter om heroppe, han gaar paa Jagt efter bin Anna. Bis ham Deren, Kriftian, ellers kan det sidste vlive vcerre end det første.« Kristian standsede, hans Øjne lynede, og han blev gan sfe bleg. »Im Anna er jeg ikke bange,« fagde han, ,,hun kan ikte udftaa Frantz; og hun behandler ham saaledes, at dersom han havde Gnist af Æresfølelfe, vilde han ikte oftere vife sig for hendes Øjne.« ,,Hvorfor har du itke fortalt Bergerfranz, hvad hans Sen har for? Jeg er vis paa, at han vilde hellere slaa Arme og Ben i Stykker paa Kncegten, end at han stulde tage din Anna til Hustru.« ,,Hvem ved,« fvarede Arnold, »Bierne suge Honning af alle Blomster, felv giftige. Bergerfranz forvandler alt til Gift for dem, han tommer i Berøring med.« Mcendene tav; thi Anna havde indhentet dem. Som hnn git der, rank og letfodet ved sin Faders Side, var hun sin Moder-Z udtrhkte Billede fra den Tid, da Christel i sin attenaarige Ungdomsfrislhed vandt Stjernekriftians Hierte. Hedehusets Enfomhed og de alvorlige Forhold, under hvilke Anna var opvokset, havde dog givet hendes Blit en dybere Glans og renset hendes Sjcel fra det Letsind, som havde bragt hendes Moder saa megen Smerte. Sin Frelser havde hun kendte og elstet fra Barn af, og eftersom hun udvitle des, blev ogsaa hendes Tro bevidst og levende, og hun gav ham hele sit Hiertr. »Hvor er din BroderZ« spurgte Kristian og saa sig om efter fin Sen. »Han git gennem Skoven,« fvarede Anna, »han stam inede sig over, at vi stulde se ham grade. Ved du, Fader,« tilføjede den unge Pige og standfede, idet hun vendte sig oin og saa ned over Dalen, ,,jeg synes, der ligger en Taage over al Ting nn, da Peter er vorte; det er, som forestaar os noget andt nu, da vi itke mere have vor gamle, trofafte Ven. Er du ikke bange, Fader!« ,,Gennem et taarefuldt Øje kommer alt til at liggez i Taage,« sagt-e Arnold, da Kristian tøvede med at fvare." ,,Men jeg ved et Middel imod alle Slags niørke Tanker, det hedder Bøn og Arbejde. J Pigebørn maa ogsaa have Handerne fulde, maa ogsaa vaage og bede, thi Ebers Mod ftander gaar omkring som en brøletide Løve, sogende, hvem han tan opfluge.« Arnold lofiede Haanden og Pegede hen imod Skov kanten, hvor Frantz forsvandt mellem Trceerne. Anna saa ham og blev bleg, men sagde intet. Nceppe vare de tre imidlertid naaede til Hedehuset, før Skrig og Larm fra Skoven kaldte Mcendene ud igen. Arnold og Frantz tuinlede sig i det vildefte SlagsmaaL og da de endelig bleve siilte ad, listede Bergerfranz’s Søn hinkende hjemad, medens Arnold stod tilbage med blussende Kinder og tnyttede Nerven »Du gør din Søsier en daarlig Tjeneste ved at fare frem paa den Maade,« sagde Faarehyrden bebrejdende, ,,tror du, at du kan gavne en god Sag ved onde Midler?« Arnvld svarede itke; men at han tog sig Formaningen til Hierte, saa man af han-S alvorlige Ansigt. Saa tom Vinteren 1812—13. Bergerfanz blev saa mcerkværdig spag, det svntes ncesten, som vilde han aflægge sm pralende Uniforin og blive Bonde igen. Tilsidst tog han sin Søn med sig og reiste vort, ingen vidfte, hvorhen. (Fortscettes.) Reisetanker. AvaarMarius Hausen, Chicago. Lidt kriftelig 21vi51æ5ning. » Denne Gang gik Rejfen syd paa. Vi rejfte til Web ster Grove ved Si. Louis, Mo» hvor Foraarskredsmødet stulde holdes. Mr. P. H. Linden, Chicago, var min Rei setammerat. Da vor Tid og Togforbindelse tillod det, sjorde vi et lille Ophold i Illinois Hovedstad Springfielv. Vor Gang gik først ud til Præfident Lincolns Monument paa Oak-Ridge Kirtegaarb, hvor de jordiste Levntnger » af denne underlige Mand hviie. Paa Sydsiden af dei hsje pyramideformede Gravmaele, staat en Broncefiatue af Lin eoln, og paa de sire sit-mer ere Vaabenarierne repræsentes rede ved fire Gruppen Under Prcesidentstitkelsen er en : fBroncetavle indføjet, hvorpaa vi se den amerikanfke Ørn I med en sønderreven Lænke i Næbet og med den ene Klo paa et sprengt HaandjerQ hvilket jo fremstiller Negetslaveriets Qphævelse. J Monumentets firkantede Underbygning fin des i Midten Gravkammeret, i hvilket Kisten staat; Dørene ind til Sarkofagen vende Syd og Nord. Det er med underlige Følelser, man fiaar ved en saa dan Mands Windes-merkte Jeg kan omtrent udtrykke mi ue ved at anføre følgende Udtalelse om Lincoln af Pecc fident Roosevelt: »Lincoln —- sørgmodige, iaalmodige, kærlige Lincoln — du bar paa dine Skuldre i fire Aar en ftørre Byrde end nogen anden Mand i det nittende Aar hundrede, og du gav dit Liv for det Folk, som du i leivende Live havde tjent saa godt!« Dei er et stønt Efiermcele og dei favner vidt; men det er siikert. sandt. - For en Tid siden læste jeg i et Maanedsblad et Digt paa Engelsk om Lincoln; jeg havde ikke Bladet i min Haand, men lceste det gennem et Butiksvindue, hvori det var heu lagt. J dette Digt forekom tre Udtalelser om Lincoln, fom fæftnede sig hos mig. Den første var: »Manden Var som S t a a l, naar det gjaldt om at gennemføre sin Hen figt.« Dersom def staalsatte havde manglet hos L., da havde han ikke kunnet bcere den tunge Byrde, der laa paa bam, og da havde han naeppe naaet sin Hensigt: Negrenes Frigivelsr. Den anden lød: »L. var b l ø d og tunde røres ved andres Taarer.« Det er til Overflødighed bevift i L.s Historie, at han havde et varmi Hjerie, saa han trods dei ftaalsatte var en medfølende Mennesieven, der kunde røres over andres Nod og vise dem Deltagelse. Den sidste Udta lelse var saaledes: »L. kunde tilgive; var nogen kommen i saadanne Omstcendigheder, at han intet Haab turde gøre fig om at finde Tilgivelse hos andre Menneffer, saa kunde han haabe at blive tilgivet hos Præsidenten.« Der forelig ger vist flere Etsempler paa, at L. benaadede Mennesker isaer i Krigens Tid, som intet Haab havde oin at finde Pardon. — Gud ske Lob, vi have en Frelser, der kan tilgive og vil forlade, og som indtil det yderste formaar at gøre dem falige, der komme til Gud formedelst ham. Ligesom Josva iog Mindestene fra Jordans Bund, opsamlede vi nogle Smaaften fra Siedet, hvor Monumen tet ftaar, og vi forlnd Siedet, glade ved at have staaet ved denne Stormands Grav. Mike-mitten Fra Kirkegaarden begav vi os til Regeringsbygnin gen. Naar vi tomme ind i den fra Hovedtrappen, træffe vi en Broncestatue, en Kvindeskikkelse, i noget mere end Legems ftørrelse. Den hedder ,,"Jllinois Veltommen til Verden«. Skitkelsen er iført en Art romersk Dragt, og Armene ere udbredte til Velkommen. Statuen er en Gave fra Kvinder i Jllinoisz den har vist været opstillet paa en eller anden Udstilling. Dei er heller ille blot en Tanke, men en Virtelighed, at Illinois siger Vellommen til de mange fremrnede, som kommer her. Fra at være et Land, beboet af nogle Flokke indbhrdes lcempende Jndianerstammer, har det siden 1720 aabnet sig for de tilrejsende, saa ,,The Prairie State« nu giver Hus og Hjem til omtr. 4 Millioner Mennefler fra de forfkelligfte Dele af Verden. Her i Chicago alene tceller man efter Forlhdende 60 forfkellige Nationaliteter. Men hvad der gælder om Illinois, gælder jo om de andre Sta ter og Dele af Unionen. Der lyder et Vellommen til de forstellige, der indvandre hertil og som tunne og ville er ncere fig, som lovlhdige, videnstabelige Borgere. Dette Vellommen har ogfaa straft sig til vor Nation, til vore Landsmcend7 og have vi ilke Aarsag til at sige Tal for dette Velkommen? Jo! Mangfoldige, onsaa fra gamle Dan mart, have fundet fig et godt Hieni, en uafhængtg og be trygget Stilling, hvis Mage de itke vilde eller kunde have fundet i FædrelandeL Mangen en fattig Jndfidder, Dag lejer, TjeneftekarL Fabriksarbejder el. l., som indvandrede til Amerika for flere eller fcerre Aar siden, er nu bleven en velftaaende Gaardmand, Fabrikejer eller Arbejdsmand i en god Stilling. Mangen en ung Mand, der gerne vilde ftudere i Danmark, men ikke kunde komme frem, fordi han var fattig, rejste til Amerika, og ved at arbejde om Som meren og ftudere om Vinteren, naaede han sine Ønslers IMaaL blev Prceft, Jurist, Doktor, Sagfører, Stolelcerer. Professor, eller hvad han nu stilede efter. Og — — — ja før det selv videre; der mangler ikke paa Ekseinpler, selw om der ogsaa findes- saadanne i Amerika, som ere blevne skussede og ere misfornøjede; men mon de vare form-jede i Danmarkl . Jniidlertid lad os vazre taknemnielige; taknemmelige mod Mennester, om vi skylde dem noget i den Retning, tak nemmelige mod den gode Gild, for hvad han har givet os i dette gode Land, om hviltet Prof. Walther i fin Tid sagde i en Taksigelfesdagsprcedikem »Er Amerika ikke det bedste Land i Beiden at bo i, saa er det et af de bedfte.« Ja, tak Herren og vis din Taknemmelighed ved at gøre godt med de aandelige og timelige Goder, du har faaet. Glem ikle dine gamle Forceldre i Danmark eller dine fattiae Søflendex striv ofte til dem og send dem nogle Penge til Hjælp i deres trange Kaar; se efter om der ikle er nogle unge Mænd eller Kvinder af dit Belendtstab, der gerne ville studere, men cre for fattige"dertil, eller som maaske ftudere under Trhklet af trnnge Kauk. Aa, hjcrlp saadanne, eller dog een idetmindfte! Giv nogle af dine timelige Midler til at hjælpe, hvor det behøves. Hjcelp din Menighed; der er vist nok Trang for det. Glein ikke din Præft, der muligvis fid der i trykkende Omstændighed, og hans Hustru, der niaaske godt lunde trcenge til, at du giver hende noget for Spife kammeret, Køkkenet, til Børnenes Klæder eller noget an det. Hufl paa din syge Nahm Betal hans Dottorregning, og gaa ind i Kramboden og køb til ham og han5, hvad du let kan se de trænge til. Giv ogfaa dit Ktrkesamfund en god Gave, støt dets Skolearbejde, dets Bornehjem o. s. v. Voer god mod Missionskasserne, den ydre og den indre Missions. Ja, vis din Tat paa diöse og andre Maader, og elst ille med Ord og Tunge men i Gerntng og i Sand hed. (Fortsættes.)