Ksng Ekik og de erdtose
historisk Roman i to Dele
af
Bernhard Severin Jngemann.
F o r s t e D e l.
iRortiatJ
«Dumme Ton !« —- soarede Johan Kyfte iorig —
»tre: du itte hvad den cerliae Motten Madfoend i Bispens
Navn hat tilfagt oZZ iaa snart oi ftaffe hain ud, er di
jo hans Styrismænd paa Bornholm og faa Loo til at
gsre saa mange Fangster, di oil, i alle Kongens Riger
og Lande«
»Nei, di lid1, gode Karl!« — reiteoe Motten ham
—- «lun saa længe der er Ufred melleni Kongen og Bispen,
giver han jer Loo til at drive detHaandvcerh tun i
Kirlens og den fromme Herres Tjeneste lan det vcere fromt
ogs kristeligt for en Tib; siden stal J nøjes med hvad han
under jer af sit eget og holde jer i Stindet; men inden
Aar og Dag kan J dog oære rige Knatte. Nu affted!
og forspm ikke hdad J bar taget jet paa for andre Bode
stykkerl Jeg vil itke have jer længer med. See nogen
msig i faa frnukt Selslab, kunde man let faa i Sinde at
bange mig op engang ved Siden af jet, for det Weder
lige Kammeratsiabs Skyld.«
»Nej se, vil du være storfnudet, Motten Spcetkenaal!«
—- sagsde den enøjede — ,,hoad større LEre kunde du for
lange, du Stegdender! —- men tin-! hvad var det? —- Er
her Jcegere i Skooen saa tidlig?«
Man horte Jagthorn og Laan af mange Heste og
Hunde i Naerheden De tre Vandringsmcend gik endnu
nogle raste Slridt fremad, men sprang derpaa pludfelig
hver til sin Side.
,,D·od og Pølse! Kongen og alle hans Hofmcend!« -——
udbrpd Motten og stillede fig bag et mit Bogetrw ded Siden
af Bejen, medens begge hans mistcenlelige Ledfagere fljulte
sig i de tætte Tjørnebusie.
· Et stort Jcegertog nærmede fig. J Spidsen red den
unge Konge mellem Droften og Marsten Dset dar et
herligt Syn at se den kcekle, ridderlige Kong Erii til Heft.
shan red altid paa en hof, maellebvid Hingit, der fnntes
"«l)ovtnodig af sin Byrde og ofte faldt ind i det kunftige
Danseftridt, som den oed Dyftløb og Turnekinger var
vant til« Dens Bidsel og Sadeltøj glimrede as Guld og
prægtige Steue; Silketøjlen, hoori Kongen ftnrede den« var
lbiet eneste Tdangsmiddel, den taalte; den minfte Bekøtelse
af Guldlringlen i Kongens Sporer hcevede den paa Bag
benene, og for alle andre, end Kongen selv, fnnxes det et
farligt Vovestykke at tnmle dette stolte Dor. Kongen selv
var en herlig Ynglingskiklelse med et kceit, bestemt, ncesten
alt for strengt Aasyn, der dog oed de lange, nedlicengende
«gule Lokker fik en Mildhed, der i visse toerlige Øjeblitke
erindrede om den scedoanlige Afbildning af hin Frelferens
kærefte Apostel, som hoilede sit Hoved Ved hans Print Den
unge Konge besad megen ridderlig Værdiglyed, der endnu
mere forhøjedes oed en nceften blændende Pragt, hvilket
tun ikte fyntes passende til et Jagttog. Den boje, hoide
Fjerbufk i hans Hat glimrede af fmaa Solostjerner, og
den gkønne, hetmelinsbræmmede Jagtkjoriel var saa rigt
baldyret med Silkeløder og Guldhjerier, at den lignede et
glimrende Hatnist.
Den Glans, den unge Konge synies at ynde, udbredie
sig ogsaa til hans Folge. Drosten. Age Johnspn, der
ked Ved Kongens højte Side, var af lige Alder med Kong
Exil og havde ikle fyldt sit to og tyoende Aar. Han havde
- meet Kongens Legebroder og fortrolige fra Barndommen
af og svar endnu i Besiddelse af hans hele Fortrotigheo
Der dar en blid, men nceften tungsindig Ajvok udbredt
over Drost Auges Ansigt, sont gav ham et ældre Udfeende,
end Kongen Han havde tastet sin mørteblaa Kappe over
, den stummende Hestervg fom et Dcetlen, og bang prægiige
Sindalkjoriel var helt overstænket af Kongens urolige og
ftæadende Hingst, som han red ncer oed og sontes at have
et ospmærtsonit Øje med.
« Marften, Niels Oluffen, der red paa Kongenå venftre
Side, var en h-j, ftætl Mand paa nogle og tredive Aar,
: used et starpt, taat Ktigsetanfigt og stio Rytterholdning.
Heu var, næst Drosten, Kongens nundvcerligste Mund og
»den seetdeles svirkfom og tapper Herre; men han var ille’
fri for et Udteyk af Haardhed og Overmod i sine Miner,
Mlket seedvanlig oprsrte Frihedsfølelsen og sankede Selv-.
Eckligsheden hoås enhver, der ilke fslte sig ham overlegen.;
Geld Kongen og Dtast Ange, der fuldkonnnen lunde maalej
s s jig med ham i tidderlig Dygtigshed og vare hani højt over-i
s - slegne i Finhed og Klpgt, følte sig ofte ubehagelig stsdteH
Eis-Its henz kantede Fufentasivæsen, der var ham selv saa
" ikbemdtx at hau i hpjeste Grad fokbavsedes, uaak hanl
E sin ubeheendige Raadighed og Selvtillid stødte baadel
Deiner og Fjensdee fta sig.
« Planet de andre Vetter i Kongens Fslge var der to;
M Mksteksangece, Mefter Rumelant fra Schwczben og
Mk Poppe den steckte, sont i deres tysie Sangetdtagt
Mutes-et Opmeeeksemhed Meftet Rumelant var nan
- If seist, wen havde et livligt, lidenstabeligt Ansigtz
PRINT-esse geeme htjtsftet og med stot Jver, helft
Wedel-Use Sagen hveri hcm havde fine egne helt dehn
w W: Haue Landsmann Poppe den stets
M til Msilnavm det var en san-d Kæmpestitkelse
W, tun-we Haar pg Steg. Ved sit uvsemdk
, hast efte Berti og gamle Kvindeh der under
W W W ham for en Ttoldmandx han talte
fng M pg Fyap fotn en Feltheree; han red en mager,
N es bat eiltid en fett Fjet i sin Hat, som Tegn
gis-setz kein af and-te fort-rede set og met.
M h W here-et havde t negen Tid opholdt
«" . Cis-W Des den neige dankte Kotige, der felo
f f Wie sc seekdeles yadede dygtige
« » . De jedsagede heim un pag
Wut-. den Ver-mie, bensie Filosesf
- bis-« nebst-r- siu Ade imst- M
ei m Its- fee meinst-ig- fot siu
ess- koisessesc singt-schei- og nis
wswsisknisekxeuoton w
" «sM-MMWICW,mt-z
ei m Mk »Was-irden
;
Ef
.«—«.
naar de i deres Jver bleve altfor heftige og var nær ved
at sige hinanden haarde Ting. Han var endnu en ung
Mand. Paa sin Reise i Tyslland havde han loert at kende
den for sin Helligded faa berømte Nonne, Christine
»Stambel i det Kslnsie, og den Begejstring hvormed han
Zaltid omtalte denne Dame, vilde have paadraget ham Mis
ftanke for en hemmelig Elslov, hois han itte saa vel i Stets
lter som i Tale med endnu hvjere Begejftring altid havde
prift den velsignede Jomfru Maria fom Slønhedens og
Herlighedens Krone og hævdet hendes guddommelige Rang
over alle Helgener og Helgeninder i Verden· Med heu
ridende Veltalenhed havde han deoift, at den store Naade
»og Tillid, Herren vifte den hellige Peder ved at betro ham
IJienighedem dog i langt hojere Grad var forundet den
elslelige St. Johannes Apostel, der, som Herrens iceteste
Difcipel,-stulde oære den hellige Jomfrues Besiytter· Hans
heftige, theologiste Strid om denne Genstand med den lcerde
og dersmie «Aldobrandinus Papparonus Benensis" af
Prædiierordenen haode for en stor Del grundet den store
Agtelse, han stod i blandt de lærde. Kun naar Talen
var om denne hans Yndlingsgenftand blev han ivrig i
Sindet; ellers; var hans Tale rolig, besindig og klar; den
stille Kraft, der laa i hans store, noget soærmeriske Øjne,
oakte, med den storste Fordringsløåhed altid delvillig Op
mærlsomhed og Tillid; men. hvad der var et Scersyn
blandt hans Tidsalders larde —- han var aldeles fri
for Pedanteri og Brammen med sin Lcerdoxn
Kotigen og hans Folge ncermede sig nu Korsoejen og
det Trek, bog hvillet Martin Kot havde ftjult fig; herfra
aabnede der sig den stonneste lldsigt over Esrom So.
,,Holdt« —- iagde Kongen og sprang af sin Heft —- »der
er et fmult Sied; her vil vi tøoe og holde Davre! Denne
Vej maa de jo komme fra Lrelrog?«
,,Udaatoivlelig, Her-re Konge!« — svarede Marsi
Qlufsen, idet han og Drosten ligetedes steae af deres Heste
og overlode dem til Kongens Ridelncegt —- ,,der gaar
Hovedvejen til Esrom og List-org Men kender jeg
Martgreven ret, rider han ilte gennem Ørelrog. for alle
de smutte Piger ere oaagne og tan deundre hans Sinn
hed og Ridetunst: ban bar jo endnu tun Hovdet fnldt af
Elstoosæventnr og sligt Tant.«
»Kaer J Kcerligded Tant? min lætle Marko —
afbrød Kongen ham — »alemmer J, jeg er Brudgom —
og jeg vil haade itle af de toldsindige?«
,,Brudgom? Herre Konge!« —- sdarede Marsten —
.,det kalder vi paa Dansi tun en Fcestemand paa hans
Bryllupsdag, og ferend den lommer, maa der meget vcere
stet!«
»Meget?« — aentog Kongem og bang gleite livlige
Ansigt blev pludfelig alvorligt og strengt — »Na vel!
Megei tan sie i tort Tit-; men gor man mig Tiden for
lang, lan den Dag, jeg langes efter, komme naar jeg vil.«
«Det forbyde Gud og vor heilige Frue!« — sagde
Droft Aage halvt fagde og betraatede sin unae Konge med
et Blit, fuldi af urolig og inderlig Deltaaelse.
,,Lad Hornblceferne spille, Aagek«——— afdrod Konaen
disse Ytrinaer. der lode til a: mishage ha«.. - »Det
blioer en smul Dag. — Vi vil beannde den mantert.«
Paa Drosiens Vink begnndke Hornblæserne, der fulgie
Jagttoget, at spille den belendte gamle Vife om Aer
Thordspn og sløn Valbora, som devoidfte Kongen aterne
h-rte.
»Na ja, det er fmutt, om just ille muntert" — fagde
Kotigen — ,,.Hvor er Rumelant og Poppe? Stabe, de
itle lan synge dansll til disfe Toner passe deres lunftige
Mefterfange tun ringe.«
,,De iores igen om gejstlige Sager« — sagde Marflen
—- ,,de duede bedre paa et Klerlemøde, end Paa et Jaattog.«
,,Lad os dog høre engang!« — fagde Kongen -—-—
»Jeg tør vcedde, Mester Puppe har Ret, men Melker Reime
lant vinder doa Sejer i den Ordkatnp.«
Medens Musiten oedblev oq der dattedes et Froh-»st
Jdord paa en lao BraendestabeL blev Konaens Opmcertsom
hed hendragen til hvad de to ivrige Tystere afhandl ede
De ftode med deees Hefte oed Bidtlerne og talte høj reitet,
medens den alvorlige Mester Petrus sad stille og winterl
fom paa sin Pasgcenger og saa ud over Seien.
»Min Paastand vil jeg forsvare for hele Kleresiet ogz
alle rettroende Sjæle i Kristenheden!« —- sagde den lille,
iorige Rumelant og flog paa sin Sadel med Pisleftafte
»vor Syndighed er os visselig en bedre Burgen for Paradi-1
sets Salighed, end al vor lumpne Dyd, faa sandt den heilige(
Jomfrues Forbøn lan udrette noget, og det tan ingenlunde
kaldes Naade, at hun staffer os Naade; det er Kcerlighed
og Talnemmelighed, som hun ligefrem flylder os for vore;
Synderö Styld; thi det er jo ilte Verdens Dyd, men dens-l
Synd alene, hun hat at takle for sin Ære og Herlighed.«
»Fo: Djævelenl hvor vil J heu? min tære Mester
Rumelant!« —- raabte den høje Messer Poppe— «hvad Ære
har den hellige Jomfru af, at vi ere nogle syndige Hallelu
lee? det lan jo hverken vi selo eller andre have Ære af."
»Jtle det? min selvlloge Herre!« — raabte hans
Modstander —- »jo, den Sag er klarere, end Solen. Det
er jo itke af vor Fuldlommenhed, vi stal rofe os, men netop
as vor Siredelighed Var den kare, hellige Frue nagen
sinde bleven det, hun blen, dersom ikte Adam og Eva og
vi alle med havde syndet?«
»Nej vift ille, teerefte Ven! men for Djævelen« — —
,,Ergo«·) hat hun jo Menneslets Synd at tatle for
sin Ære og hetlighed, og »ergo« maatte hun vcere hsjft Mak
nemmelig, naar hun itle tog sig af alle Syndere og ligeledes
lod os komme til Ære og Herlighed for vore Synders
Skyld.«
,,J gse mig gal, Mefter Rumelant!« — raabte Poppe
hidftg og trampede —- ,,jeg ved nu ille, hvad jeg stal svare
jet; men Uret hat J, mtn Sieh og det vil jeg, som en
etlig Dosten bevife jer med mit gode Sonn-, naae J
soxlanget det. shvad, oin jeg me begik den Synd og flog
ier ihjel her pau Stedetl mantte den heilige Jomfru da
lade mig komme til Aste pg herlighed derkots ellee var
det maaste sag lille en Sand, at den ille kunde regnet mig
til stoe Westef«
- »Am-e Vertei« —- afthd Messer Petrus dem alvorlig
—- ,,tal lkle ein tet guttonmeeiiqe need Spittstndtghed eller
Esset Irr-et Rud, es Kluft om vor teeee,hel1ige Jene,
jenen W es Mlsttlheten seist J foweeilee de
W
HW
- .
legettielige Vaaben med de aandelige, Mestet Poppe! og J
got Mortet til Lysets Kilde, Mestet Ruttielant! naat J
ladet Hetligheden udsttomme as Syndeti paa Jorden -.
Stedet fot af den store, ubegtibelige Batiiihiettighed i
Guds Rige.«
,,Kcete Hertet!« — afbrsd Mestet Petrus dem alvotlig
»Mig shnes, det et om Shnd og Barmhjettighed, de
lætde Hertet tale'« — sagde Kongen og satte sig ttied Dtost
Aage noget assides paa en thebuL —- »Nu ja, det et et
"Kapitel, sotn et uendeligt, og sotn jeg vel ogfaa bot over
tcenle, naat jeg dtager til Sjøbotg.«
»Ti! visse, min Konge!« —- svatede Auge og betrag
tede Kongens cedle Aashn tned glad Deltagelse. —- »Naat
vi betcente den stote Batmhjettighed, vi alle ttænge til,
inaa vi hellere onste at tunne tilgive vote Fjendek, end
faa den tetsætdigste Straffedom over deni.«
,,Ham, du menet, tilgivet jeg aldrig i Evighed!« —
udbtød Kongen heftig — »han sad ovetst i Raadet hlandt
tnin Fadets Snigmotdete — han bøt sidde nederst blandt
Fotbthdetne i mit Rige. Vil Paven itte dømme hatti, saa
vil jeg selv. Hans Blod fotlatiget jeg itte:tneti ceteløs
og stedlos stal han vcete alle Tage.«
,,Med Rette tan Paveti bog tun domnie hani, min
Konge!« — bemættede Aage—— ,,og saa længe han stddet
fangen het, tan hatt itte sotsvare sin Sag for sit tette Bast
nething: detsot synes det niig billigt« —- —
»Nei, Aage!« —- afbtød Kongen hani — »hvetten bil
i .gt eller tetsætdigt er det, at loslade den gtebne Motdet,
for at lade hatn lyve stg sti og hcedtet blandt sine Jako
ninget; tnen tlogt var det maasle for ntin egen Fted og Lyt
ke«— —
»Dg maaste sot Landets og Rigets med!« — svatede
Aage. — »Saa meget et dist, Hetre Range! saa lcenge denne
fatlige Mand siddet paa Sjsbotg lan hvetten Ovetdtost
Hessel ellet Rigstaad Jon staffe jet Dispensation til edets
Fauna-sing og forstod jeg den listige Jsarnus tet, hat hatt
alletede lønlig Fuldtnagt fta Paven til at hævde den ulyt
telige Veilc- Constitution baade mod edet og Riget.«
,,-Otn selv saa var« —- sagde Kotigen og tejste sig —
,,ttot du da, jeg og Riget blev vittelig sordømt detsot? —
Stulde Danmarts Bispet og Kleister vove at holde Fotbudet
mod detes Konge og alle detes Landsmaan Hat du itte
selo i hele to Aar for din Troslab iitiod mig, oaetet bandlyst
af Ættebispeii, inin tære Aagek og hesinder du dig itte
detfor lige stind og vel? Hat nogen Klett i Dantnatl vovet
at ltttte dig sit-keimten naat du tom Ved niin Side, eller
nagte dig det højhellige Sattament i miti Nætoætelse3«
l »Min Fordømmelse et hellet itte endntt bettæftet af
den hellige Fadet« —svatede Aage ---— ,,o-g bog, Herte
Kongel dog et det inig en Grii at tænte deroam maiigen
cerlig Landåntand betragtet ntig med Blit, sont bedtøve og
satt forscetde mig. —— Bandsttaalen et frygtelig, selv i den
læntede Forbtydethaand; —- mig vilde den have tnttget til
Jotden, hvis jeg endnu itte havde det Oaah, at den For
bandelse, en Kongetnotdet hat lyst over mit Hoved, ingen
Magt hat hos den fothartnende Gud i Hitiilen; den hel
lige Judex vil bist ngscm fnk Hiizk xktfzkzpjge Zzgsz Jkykb
og for edets Bons Skyld, botttaae den« «
«Det skal det niaa han!« —- soatede Kotigen heftig —
»ellet jeg ftal læte dig at ttodse Utettens Magt Maasle
tommet nu ogsaa jeg og hele Danmatk til at dele din
Slcebne, min tto Aagek men, vil Gud og vor læte hellige
Ftuel det skal itte nedslaa oI ellet bringe oI til at sor
nedre vg! —- jeg sættet Lio og Krone detpaa!« —- —
s ,,Fot Gud og Himlens Stnid, inin ædle Hette og
stonge!« —- udbtad Aage fotfcerdet; tnen hoad han vilde
taat, blev pudselig afbrtsdt ved et Vint af Kotigen, sotn
i det samiite fct Øje paa et tundt, todmugset AnsigL der
med spændt Optncettsonihed tittede stetn bag Ttæet, de ftode
ved. ,,.Hdem er det?«—spurgte.tlot1gen — , det er jo ingen
af vore JægeteZ staat du der paa Lut? Landsniatid!«
«En ftemmed!« —- udbtod Auge — ,,loni hid! hvem
er du?«'
»Vil de gode Hetret mig noget?« — sagde Motten
Madsvetid og ttaadte frem. « »Mig shntes, J talte til
mig. — Jeg et tunghøt, maa J vide —- har J noget at
besale, maa J taabe hojt!«
,,Hvetn et du?« —- sputgte Aage med sotstcettet RøftJ
idet han betragtede hatn med et fotstetide Blit. —- »Hvad
vil du het?«
»Den vilde Heer?« —- sagde Rotten og satte et eit
foldigt Ansigt op-— »nej, det holder jeg jer dog itte for;
men jeg slal itke nægte, jeg blev noget bange for edets Heste
og sisttede itte oni at mode dem paa fastende Hjette.«
»Heute Gudt et stattels fjantet Menneste!« —- sagde
Kotigen. — »Lad hani gaa med Fted, Aagel havde han
ogsaa hørt hvad vi talte ont, hvad havde det at bethde?«
»Jo, Meend, hat Hesie paa saftende Hjerte noget at
bethde, høje Herre!« —-—vedbled Motten og betragtede Kon
gen ttied shnlig Deltagelse. — »Den hvide Hest betydet
Sejet og hastig Dom over Herrenö Jjender —- stger Vater
Gregor« —
«Saa meget des bedre!« — fagde Kongen livlig og
tatte hatn et Par Splvstytter —- ,,gaa tned Gudl du har
i diti Ensoldiged sagt sandt, vil jeg haabe —- den hdide
Hest et min.«
»Men den blodrsde betydet Optør — og den gule
Pesttlents« — vedblev Motten og shtites benagen idet han
modtog Kongens Gave og thssede hans Haand —»se derfot
blev jeg bange, da jeg saa jet mellem de to Væster. —- Jeg
et ellets en fattig Shndet, til Tjeiieftez jeg gaat en Pil
gtimägang for mine egne og andres Shndet. — Nu ital
jeg ogsaa bede godt for edet, hsje betret« Med disse
Ord sited han hastig over Bejen og fotsvandt i Sloven.
»shvad vilde han vel stge med den tsde og gule Dest?«
— sagde Kotigen alvorlig. — »De fromme Klosterhertet
thlde et dog Foltet med Oderteo.«
»Den Karl var maaste hvetlen dsv eller fjatitet"-—
svaeede Auge. —- »«Edee vilde hatt vel sige noget behageligt
for at undilippe Vor strenge Marst et itle godt lidt af
Landstrhgetne; den tsde Dest, han ridee t Dag, hat hatt
ellers tthlig ttlbhttet sig af edets Bruder, Junker Christ
eopher. —- Mtii gule Heft et vel belendt, og siden jeg blev
bandlhft, et jeg i Alttiueni Øjne den rene Pesttletitt og
Ulhtte ved edett Side. «
Mise alvoeliae Bettaattttnger over Ketten- Otd blepe
nu asimtdte ved en pludseltg Lattn af Jagthunde, sont sote
freut t itahbelet med en teet cvidtitktiebttst og gave halt
c
»Vildt! Bildtl« —- taabte Jcegernez men i Stedet fOk W
sormentlige Bildt sprang de to stjulte Rsmningsmcknd fkkm
as Busten; de havde afkastet Bondetostetne og BWME
sor i de lette Vaabentrsjek at tedde sig ved FULng MM
detved tsbede de sig nu og vatte Mistantr. Paa Mar
stens Bud bleve de grebne og bkagte sor Jagtselstabet.
,,Hvem er det?« — taabte Kongen og studsede. — »Vi
et jo ille paa Mennestejagt. — Hvad stal det betyde?«
»Et Par Rsmningsmænd as eders lollandste Rytteke.
Heere «Konge!« — meldte Marst Olussen. —- «Jeg kende
dem: vi hat lcenge vcetet paa Jagt estet dem. Det er dem
Gteven as Lolland ladet efterspprge som Rangmcend og
Motdere.«
»Saa lad dem søre til Flynderbotg og vente detes
Dom!« —- bød Kongen. —- «Hvad vilde de her? de TM
strengelig sothøtes!«
De ovettastede Rønningsmænd blev strats truer til
Side, sot at bindes og søtes til Fæstningen. De haka
hidtil staaet stille og modsaldne, s om overbeviste Forbkydere;
men da de nu saa, de stulde bindes, sore de pludselig op
og satte sig med sottvivlet Raseri til Modvasrgr. Med
deres Daggertet saatede de tre as Kongens Jægere, og
under den Sttigen og Lam, herved opitod, legte-Je de
sig Og stykthk sig Ud I Sten. Jægete satte estek dem til
Heft, og man løste et Kobbel Hunde, der vare vante til Vil
dandejagten; men Flygtningene svømmede saa Mit OS
behendigt under Vandet, at ingen lunde eine dem, ist
end de lode sig s paa den modsatte Søbted, lwor de kmstig
sorsvandt i Matten
Kongen var med sit Folge gaaet ned til Seen, for It
se dette Seetsyn. Man lod nogle Jægete ride uden om
Spen, for om muligt at indhente Flygtningene Trost
Aage vilde ogsaa sende nogle estet den soregivne dove
Karl, som han nu troede havde staaet i Forbindelse med
de sarlige Rsmningsmænd.
»Nej!« —- sagde Kongen — »l)an slal itte sotfolgesl
Den, jeg givee Sslv i Haand den ene Time, giver iea itte
Jetn om Haand i den anden.«
Man git tilbage til det opdættede Frotostbotd Eaa
snart man havde sokfkisiet sig, satte man sig til Heft og
vilde drage videtez men nu hattes der Jagthokn paa Vejen
sra Orelrog og tre syrstelige tlædte Herren med en Tel
Riddere og Jægere, ncermede sig i suldt Firspring Tet
var Kongens Brodek,.Junler Christopher, med den unge
Markgrev Valdemar as Brandenborg, der i denne Tid Var
Kongens Gest, og den lælte Gtev Henrit as Mecllenbotg,
der nylig var traadt i Kongens Tjeneste sotn Keigshøvding.
De havde vætet i Ørelrog, hvor Prins Christopher paa
Kongens Vegne havde modtaget et tongeltgt svenst Ge
sandtstab. Martgreven var sulgt med, for at more sig og
se den smulle Egn; hed det; men det Var stet paa Opsor
dring as Prins Christophck, sont med megen Jver sagte
den nnge Markgreves Venslab. Prinsen snntes uadstille
lig sea ham og drog ham som ostest med sig om i Landet,
naar han, som han bestandig attranede, assendtes as »Kon
gen i Anliggender, hvorved han havde Lejlighed til at vife
sig med Anseelse Vg Myndåghed for Foltet, idet han nd
rettede et eller andet i Kongens Navn.
Prinå Christppher eller Junkeren, som han almindelig
ialdtes var to Aar iyngre end sin Broder, Kongen
Støndt han var hej og statt, var det langt sra det slønne
Fothold i hans Legetnsbygning som i Kongens. Hans
lange stotsotmede Anstgt, med det tylle, sorte og nedhcen
gende Haar, havde et markt, næsten stutnmelt Udtkyt, som
opvalte Mistillid og som alt sor meget erindtede Follet otn
hans sorhadte og myrdede Faden Hans Brodet, Kongen,
havde derimod mest Lighed med Modeten, den staune, tloge
Dtonning Agnes, der i Rangens Mindreaakighed for en
stot Del bavde sorestaaet Rigsforstandetstabet,.men nu le
vede et lytleligt Privatliv med sin anden Gemal, den hol
stenste Grev Gerhatd, paa Nytøbing Slot. Den Folteyn
dest, den ridderlige Kong Exil Menved allekede fra sin tidi
lige Batndom havde vundet, syntes Broderen ille at nnde
ham, og mange ttoede, at Prinsen gjokde sig hemmelig nl
Flid for at vtnde et maegtigt Parti sor stg i Landet. J
det Tilscelde, at Tronen blev ledig, var han vel sor Øjeblit
let den Prins as Kongehuset, der fsrst tunde ventes at verl
ges til Tronsølget; dog dertil var der ingen ritnelig Udsigt.
Uagtet der i Anledning as Æklebispens Fangenslab havde
vertet nogen Tvist mellem Bkødrene, var det dog saa langt
sea, at Kong Erit viste nogen Mistillid til sm Broder, at
han endogsaa jcevnlig sorøgede hans Anseelse og bettoede
ham betydelige Forleninger i Riget«; men Droft Aage
havde Prinsen hojlig mistcenlt for crgertige og satte-der
sle hensigtet, og Dtostens Mistillid til Christophee blev
snatere for-get end sormindstet ved den Jan-, hvotmed
Prinsen nu lod til at tage Dei i Undeehandlingerne om
Kongens Fotmæling Saa vel om denne sot Kongen saa
vigtige Sag, som om den svensle Kong Bitgers Formæling
med Kongens og Christophers Sestos-« Metete. sandt der i
denne Ttd hyppige Underhandlingee Sted mellem det svenste
og danste Hos.
(Fortscettes.)
I
B. S. Jngcnmnnz
Valdemar doch
J Linslag Ho Ccnts3. Jndbunde1181.20.
—
E rik MenvedS Barndom
Jndbundcn 81.20.
PrinS Otto af danmark
og hans Samtid.
J Omstag Zo· Jndbunden 81.20·
DANTSE LUTE PUBL. READ Bleir, Nebr
