Wisse-Zehn s e t.
Fortiklliug as O. Glsubricht.
Paa Danst oed E llen.
(Fot"tsat.)
»Krybsthttet fortjene itte at faa Tømmer fta Her
slabsftooen,« sagde Stovrideten, ,,desuden et det endnu
ingenlunde afgjott, at du faat Lov til at hlive boende
deroppe.«
· Hvad han havde ment hetmed, oiste sig snatt; thi
Oderførsteten tom en Dag og gennemsogte Hedehuset for
at finde stjaalet Trie; men da han intet opdagede, hverten
ude ellet inde, fordi der intet var, teo han Stengierdet
ned, saa at Stenene faldt til hojte og venstre ind over
Ageren og odelagde denne· Han fotlangte tillige, at Kri
stian flulde folge med ham i Stooen, og her diste han ham
den Stude, han slulde have anrettet paa nogle unge Ege
triter, hvis Stubbe bar Spor af, at Trieerne nylig oate
omhuggede. Langere inde i Stooen fandt man digse stjulte
i en dyb Klost.
»Na have vi vel endelig tilstrætkelige Beoiser, Kri
stian,« sagde Ooerføtsteren, ,,tilstaa din Styld, saa oille vi
sate staansomt srem imod dig i Bettagtning af din Fai
tigdon1. Niegtet du derimod, saa maa du for Reiten, og
saa vil du itte faa Lov til at blive tet lcenge her opPe.«
,,Jeg er snari trin as at tale om dette,« soatede Kri
stian, »jeg hat hverten gjott det ene eller det andet, og jeg
lan ilte gøre mig selo til Tho; lad saa komme, hvad der
vil. Hr. Ooetførfteren stnlde hellete sttasfe dem, som vit
telig gøre Stadi, og lutte Øtene til for Bagvaslere, ellers
tan De let komme til at gøte cetlige Folt Uret.«
Stort eftet hlev Kristian stitonet for Reiten. Amt
manden troede ham styldig, og da han itte vilde tilstaa,
bleo han sat i Foroaring Paa Feengsletg Straaleje og
oed dagtig Band og Brod haode han haade Tid og Lejlig
hed til at tænte over Verdens Gang og ZlJtenneskeneH Onds
stah. Mete end een Gang, naar han saa gennem Gitter
vinduet, hvortedes Agtene bleoe tilsaaede, og tikntte paa,
at hans tiere saonede han-J Hjielp, var han nin oed at
bede om at blive føtt for Retten for at afgive Tilstaaelse,
men Samvittigheden holdt hatn tilbage ined et alvorligt:
,,Hellete sh n e s en Logner for Mennestet end vie re en
Løgnet for Gud.«
« Christel var imidlettid saa forsagt og ulyttelig, at
Mo’t Stefans maatte tage hende atvorlig i Stole:
«Stammet du dig itte,« sagde den gamle Kone, ,,at
gaa her og tage paa Ves, som om din Mund var ityltig. og
du siulde sti ham oed dine Klager. Hust paa, at han, som
siger: «Salige ete de, som lide Forfølgelse for Retfierdig
heds Styld,« han ved ogsaa Midler og Veje til at bringe
Rtistians Ustyld for Dagen. Og er du bange for, at
Matten hlioer for sent tilsaaet, da lan jeg fotsitte dig, at
dette Vejr holder sig itte. Vi oille endnu saa Frost og
Sue, saa di tunne viere glade oed itte at have faaet Baar
sceden i Jorden·"
Medens hun endnu talte, lsd Hundeglam, og Ste
peters vethetendte Stemme hilste tned et fotnsjet »Gut-S
Fted og god Dag!« idet han trsaadte ind til de to KvindeL
Hans gtade Smil fotsoandt imedlertid, da han horte,
hvotledes Kristian var tommen i FængseL
»Na tunde jeg jo stille mig op og holde en Tale om
Mennesienes Onsdssiab,««Jagde han, «tnen jeg oil hellere
hjiklpe til at faa Kristian sat i Frihed. Jeg tendet en
Bise, og naar jeg synget den sot Amtmanden, saa springe
Fængselsdsrene op med det samme. For ovtig vil jeg
taade Kristian til hellere at slaa fra fig og se at komme de
Slhngler til Lios, som saaledes siette ondt for ham. Hat
han fotst en Gang grehet dem paa ftesi Gerning og gioet
dem en Tugtelse, tomme de itte saa let igen.«
Dermed bpd Peter Fatvel og sorsvandt i Stoven.
Men allerede efter et Pat Timets Forlob var Kristian sti
og da de to Vennet fulgtes ad hjem til Hedematten, spurg
te han:
»Kunde du, som hat gjort saa meget for mig, itte
ogsaa tiete mig den Kunst, at tale saadan en streng Her
te sotn Amtmanden til Rette. Jeg saa gennem mit Git
tervindue, at du spaserede frem og tilhage med ham i
Hatten, som J vare gamle Bennet.«
,,Det ere vi ogsaa,« soarede Steplletet, »men endnu
et det itte den rette Tid til at fottielle dig, hvotledes vi
ete hlevne det. Kun saa meget stal du vide, at ligesom
sten maatte viere taknemmelig, fordi en lille Mus gnavede
Nettet i Sthtlet, hvori den var fangen, saaledes maa ogsaa
mange store Folt i denne Betden hlioe de smaa Tat first
dige. Denne Gang hat jeg dog itte benhttet mig deraf,
jeg hat tun ganste tigefrem foralt om dit Lio hetoppe )g
og lidt om Bergetstanz, saa at han sit at vide, at Bergen
franz er Ulven, og du et Lammet. Men det oil jeg sige
dig, at med den Faarenatut tommer du aldrig igennem og
og saar ikte tet lange Loo at viere i Ro.«
Kristian lagde sig dette Ord pasa Stude, og da han
tott estet en Motgenstund fandt et nylig onihugget Ttie
henlagt for ftn Dor, gemte han det, ogs stillede sig nieste
Nat paa Vogt. Ved Morgengty sit han sat t Ugernings
manden og saa, at det var den fordrutne Ulrit. Ei Pat
-veltettede Slag aahnede hurtig Slynglens Mund, og hele
Betgetfvanz’s Kældtingstteg hlev aabenharet for Kristian
han forte derpaa Ulrit til Slovtideren; der maatte han
gentage sin Beretning, Slovrideten lhttede tavs, og om
Ulkit hlev straffet, fit Kristian aldtig at vide.
En Del af Byens Folt havde sambet sig ved Rhgtet
om, hvad der var stet, og da Kristian kom ud fra Stop
tidergaarden, sttttede de paa ham med en vis Nysgettig
hed.
»Her, Nahoer,« sagde Kristian og saa alvorlig paa
dem, »jeg hat faaet at vide, at der et dem, som talde Hide
honden en Bithv, sordt der staar et Bistade udenfot mit
Hug. Maa jeg nu spsrge Edet, om nogen af Eder hat
savnet nogen Bisveetm?«
,,«Jeg shnes ittez« svatede den gamle Kohytde, »at
nogen af os have hast Bisoierme i dette Foraat.«
»Godt,« svatede Hebel-enden, vendte sig bort og gtt
uden at sige et Otd mete gennem den gabende Mengde
nd as Lohrbom op til hehematlem
Fuglene sang i den lune Foraarslust, Bierne sum
mede om Siovblomsterne, og Kristian lyttede til Natu
rens Toner, indtil hans eget Hierte istemmede dens »So-bei
vcere Gud«. Meget havde han at talle for, ogsaa dette,
at han i det nys erhvervede Bistade saa« en nn Kilde til
Jndtcegt. Jnden ret lcenge sandt han en Svaerm vilde
Bier i et hult Træ i Stoven og sit dem til sin Gladse flyt
tede til sit eget Bistade. Fred og Lylie syldte Hedebon
dens lille Hieni, og han ersarede i Sommerens Lob endnu
tydeligere end sor, at det er godt at bo under Herrens Bin-—
gers Slygge.
En Dag, da Kristian saa nd as Vinduei, var det,
som om Sloven plndselig blev levende. Biajonetter og
Soldaterhuer blintede mellem Træerne. Fjenden var i
Landet, og hele Egnen truedes med Ødelceggelse. Lohr
borns Bonder sorsiansede sig bag en Vognborg og drev de
sjendtlige Soldater tilbage, men alle Møller og enlig lig
gende Gaarde bleve plyndrede. Kun Hedehuset stod urorL
Christel havde nu to Smaabørn og angstedes sor dem, men
Herren sendie sin Englevagt om det lille Hje1n, og ilte en
eneste Fsende betraadte Hedemarlens Grund.
Men i Bergersranz’s Hus saa det sorgeligt ud. Elte
beth var mere ulytlelig end nogen Sinde, thi den onde
Samvittighed gjorde hendes Mand saa umedgørlig, at
han nceppe dar til at komme nar. Den stalkelss Hustru
tlagede sin Nod for sin Moder:
»Jeg gaar til Grunde,« sagde hun, «jeg do: Tag for
Dag og hat mistet al Tro paa Gud og Mennesler.«
Een Siat ejede iniedlertid det sattige Lohrbom rsg
det var sin Præst. Vel lnnde han ille stille de sattiges
Sult, men han tunde vise dem til ham, som er LivsensJ
Brod, og vel lunde han ille borttage Syndens Elendighed,
men han lunde sore de sortabte til Syrincm Frelieix Aar
igennem var han gaaet bagester Bergersranz, havde for
manet og advaret, inen alt sorgcrve65. Nu oofogte l;-an ten
stallels Kvinde, der taldte sig hang .f)iii4ru, stont han havde
sveget hende inerc end en Gang. Præsten lod Liliebeth
udøse al sit Hiertes Bitterhed, saa hcldt han Glth Ordi
Spejl srem sor hende, og hun saa, ilte blot sit licenkede,
mishandledse Kvindehjerie, tnen sit sordærvede Synder:
hjerte. Hun vaagnede til Ertendelsen as sin egen Styld,
hun sogte til Korfeis Fad, og Frelseren bojede sig over
hende med sit hellige Blod og gav hende Lagedom i sine
Saat. Elsebeth sandt det evige Liv i Trer paa den
toråscestede og genopstandne Guds Son, og hun sit i ham
Kraft til at folge hain under Korset·
si
Q I
Sonimcrsolen stinner varmt over Hedemarlen Dei
lille Hus er volset med Udbygninger baade til højre og
venstre, og over Døren i Midten er lagt et Halvtag To
Kirsebærtræer, sulde as modne, Inørlerøde Frugter slygge
over brede Bænle ined Plads ille blot til Hedebonden og
hans Huslru. men til Stepeter, som nu boer hos sine Ven
ner, til gamle Mo’r Stesans og til de toisl nie Born,Arnold
og Anna. Hedemarlen selv har undergaaet en synlig For
andring.. Stengærdet er rytlet længere ind imod Sloven
og ligger nu som en sterrmende Vold, overgroet med Bed
bend og Brorndcerranler, om den vel dyrlede Argen
Endnu rinder Kilden lige srisi og rig, men en del holdt
Stentrappe sører ned i Klostem og en Bank, som sljuler
sig mellem Ellebuslene, indbyder til Hoile ved det rislende
Væld.
En lang Rætle Bistader sendet summende Sværme
as de flittige Jnsetter nd over Habens Blomsterbede ind
i Sloven, og tomme Kurve hcenge allerede rede til at mod
tage dem, der ville befolie nye Stader.
Ti Aar gaar itle sporløst hen over et Mennesieliv.
Kristians lraftige Stillelse er bleven mere bredsiuldret,
hans Heender haarde as Arbejde, hans ungdomssriste An
sigt brunet as Sol og Bind. Den lille hvidhaarede Mand
ved hans Side er Slepeier, men ille den samme, der saa
lælt drog over Bjcerg og Dal; bojet og ældet er han lyk
telig over at lunne hvile hos sine Benner. Men hans dybe,
lloge Øjne brcende endnu med deres gamle Glans, og hans
Blil glider vidt ud over Lohrborns Huse og Haver, som
de ligge der i den disede Sommerlust. .
»Der-ved bliver det, Kristian,« ssagde han og pegede
ned mod Landsbyen, ,,mange Genvordigheder slulle kom
me over den retsætdige, men Herren slal udsri hatn as dem
ale samm-en; men de ugudeliges Bei er morl og slibrig«.
Der ligger nu Bergeksranz’s Hus i al sin stolte Herlighed,
men hans staltels Hustru gaar omlring som en ydmyg
Korsdragerinde; hun tsr tun lutle sin Bibel op, naar heu
·des Mand er ude, og Margrethe, den onde Svigernisoder,
sover.« .
«Sig mig en Gang,« sagde Kristian, ,,l)vad mente
du, da sor mange Aar sagde til mig, at den gamle Ber
gersranz ogsaa en Gang havde gjort Uret imod dig lige
som den unge imod mig. Jeg har ilte glemt de Ord,
men taalmodig ventet paa, at du stulde give mig Jndblit
i dit Livs Hist·orie.«
»Wer du glad,« svarede den gamle, »at du maa nojes
med den Byrde, der er lagt paa dine egne Skuldre; tot-d
ner det dernede, saa slaar Lynet ned heroppe, og naar nogen
lommer Franz sor neu-, sial det altid gsaa ud over dig.
Hat du Lyst, tan du imidlertid godt saa Lov til at se
ind i mit Vierte og saa lidt mere at vide om Menneslenes
Ondstab, end du hidtil har tendt.
Hat du hort; at naar man i Spessart vil stælde as
Zellbergere ud, saa raaber man »Køllner!« ester os? Dei
lommer as, ast saa mange as os dtage til Kølln sor at
lade os hverve til Soldater i den lufyrstelige Garde. Faar
man end sine Prygl ogsaa det, saa er Kost og Lon god, og
ester sels Aars Krigstjeneste kan man vende hjem som en
holden Mand. Egentlig hadde jeg dog itte tænit paa at
sorlade mit Hjem mellem Bjærgene; men Margrethe, vor
Nabos Datter, holdt as mig, og jeg as hende, og hun sag-de
til mig, at dersom jeg vilde tcenie paa at saa hende til
hustrty maatte jeg lunne mode hoö hendes Fader mesd en
del syldt Pengepung; thi jeg var sattig, og hun var rig.
»Men, Margretshe,« sagde jeg, ,,seks Aar ere en lang Tid,
er du vis paa, at du lan blive mig trei«
Hun lovede, at hun ille stulde soigte mig, og saa
drog jeg as Sied. Mange Gange, medens jeg var i det
fremmede Land, sit jeg hilsen sra min Brud, ast hun ven
tede paa mig og vilide vedblide at denke, til jeg lom tilbage,
og jeg glædede mig til at hjemsptk Elende spm min Hustru·
Sammen med mig var ogfaa Bekgkkfkanö — den Samu
forstaar du, —- rejst til Kollet Vi boede siammen, men
han var en rigtig Gnier, der aldrig undte sig selv noget
godt, med mindre, det da var paia andres Betostning. Jng
sparede ogsaa trosast min Løn stimmen, selt) om jeg tillool
mig at tage, hoad der harte til Lioets Opyold, as min egenl
Lomme; og da de sels Aar var omme, fulgtes vl ad hiemafn
Vi rejste midt om Sommeren, og det var nie-get oarmt.
IFOrmodentlig har det Kiloevand, hdormed jeg en Tag
stillede min Tørst", vceret sor koldi; jeg bleo saa trat, at
det blev sort for mine Hin-» og jeg maattc lægge mig til
lSengs i den sørste Gæstgtvergaiard, oi kom til.
Jeg soo, sont jeg mente, og du«-inte, først rsnde osg
sorstyrrede, siden milde og stønne JOmnsmH og da jeg ding
-nede, sagde jeg:
»Saa, Franz, nu er det ooerslcutei, og i Morgen
vandre vi videre.«
,,Det forbyde Gud,« sagde en rolig Koinde stemme
ganste nær oed mit Leie, »der bliver itle Tale om at r«jse
oidere for det sørste. J Dag er det den niende Dag, du
ligger i Feder; men med Guds Hjcelp er nu det vcerste
overstaaet, og du slal ingen blive rast-«
»Du spøger vist, Mo’rlil’,« svarede jeg, og saa fors
bavset paa den gamle Kone, som ssad ved Siden as Sengen,
,,hoor er Franz, min Reisetammerat?«
,,Han er borte,« sagde den gamle, «hemmelig stjal
han sig hersra om Ratten og tog dit Tornyster med. Han
har vel tænkt, at du slulde alligedel de, saa han lunde lige
saa gerne tage det.«« Vore Folt have prøoet at scette ester
baut, men de naaede ham ilke.«
Jeg sank tilbage psaa Lejet og græd som et B-arn, der
har sorvildet sig i Skoven og nu forgaeves talder paa Fa
der og Moder. Min gode Plejerste og hendes Mand lod
mig grcede ud, de forstod vel, at det ikte oar dem, men vn
anden, som stulde bring-e mig Trost. Og han gjorde det,
forst med det Haab: »Du er snart hjemme hog Herren, og
der faar du Fred,« siden med den Forjce«ttelse: ,,Jeg er
Herren din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som
siger til dig: Frygt ikte, thi jeg hjcelper dig.«
Snart begyndte jeg at komme til Kræster, og jeg
loengtes efter at komme hjem. En Dag, da jeg troede tnig
alene, talte jeg med Herren derom, som jeg plejer at tale
med ham om alt, hoad der ligger mig paa Sinde; da
traadte en sremmed hen til min Seng og sagdet
»Herren har hørt din Bon; han har sendt cnig for
at hjcelpe dig ud af din Nod. Vcer tun uden Bekymring.
Værtinden her stal give dig alt, hvad du trcenger til, ind
til jeg, om Gud vil, tommer her tilbage om sjorten Dage,
til den Tid tunne di tales ncermere ved om Tingene.«
Jeg sormiaaede itke at sige et eneste Ord til Tat, jeg
ratte ham blot min Haand og saa ham ind i —Øjnene, og
saa gil han. Jeg horte, hvorledes han paalagde Vcertin
den at sorge godt for mig, og da han kom tilhage, betalte
han alt sor mig, hoad jeg styldte. Han tørte med en Hund
og snittede Skeer, som han folgte, ligesom jeg senere, og alt,
hvad jeg oed og tan, siylder jeg ham, min laere Ven Dide
ril. Da jeg til Afsted gradende tastede mig om hans Hals?
og tatlede ham, sagde han: l
»Peter, dersom det slulde staa ilde til hjemme, saa’
lorn til mig.« «
Det gjorde jeg, da jeg orn Vinteren havde tjent saa
meget, at jeg tunde betale min Rejse, drog jeg til Medebach,
hvor Dideril boede, og lærte hans Haandvart. Nu ved
du vel not, Kristian?«
»Nej,« sagsde Hedebonden, ,,jeg vilde meget gerne vide
hoad der blev as Bergersranz og Margrethe, dem hørte jeg
ikte noget om.«
»Hm, ja,« brummede den gsamle, »Slynglen havde
jo taget mine Penge, nu tog han ogsaa min Brud; han
sortalte, at jeg svar ded, og saa sit han i Huj og Hast holdit’
Bryllup med Margrethe.« !
»Hm du da ikte lræoet ham til Regnstab?«
»Jo, men han soor paa, at Anklaan var salsk, og
jeg maatte ooen i Kobet betale Sagens Omloslninger. Si
den den Tid har jeg draget om, sultet og stossest og tjent
mit daglige Brod, medens han har boet lunt og godt paa
min Betostning. Men jeg vilde ilke bytte med ham, nej,
itte sor alle Berdens Nigdomme; jeg bier paa min Gud
og paa min Ret.«
Aftenlusten oiftede Kølighed ind over Hedemarlen, sog
ud as Husets Der kom Christel; vel itte mere den unge,"
siælmsle Pige og Hustru, men støt og stcerk, med Sundhe-l
dens Rødme over det endnu frisle, smulle Ansigt. Karlig
og omhyggelig støttede hun sin Svigermoder, og Mo’r Ste
fsans holdt godt fast paia hendes Hasand, thi de gamle Øjne
begyndte at blive svage, saa hun itte rigtig tunde slcelne sine
Omgivelser mete· Hun tog lebende Del i alt, hvad der an
git hendes Børn og Bornebørm medens hun dog længtes
ester sit himmelste Faedreland og i Tankerne var mere der
end paa Jorden. Hendes største Glcede var Børnebørnene,
Arnold og Anna. J Timevis kunde de sidde oed hendes
Fodder og lytte til hendes Fortcrllinger, ogsaa i Aften
lforlod de Legen, saa snsart de saa hende, Anna stottede sit
Ilyslotlede Hoved mod hendes Knce og saa hende spørgende
iop i Ansigtet, medens Arnold tog hendes Haand og stillece
sig op ved Siden af hende.
» ,,Hoad er det, Peter siger: at der er tommet Krig i
lLandetW spurgte Arnold. »Hm-ed er det at føre Flrig2«
l »Krig er, naar Mennesker ophidses imod hverandre,
saa at de ville slaa hverandre ihjel. Morderengelen gaar
da gennem Land-ene, og alle Bcelke blive sulde as Blod, og
;Menneslene sorsmægte as Frygt og de Tings For-ventilse,
isom slulle komme. Men Herren vil sljule over sine og
sdcetle dem med sme Ving-esjer, indtil Stormen har raset
Jud, og Fredens Sol atter stinner over Jorden.«
l ,,Aa, hvor det bliver dejligt,« udbrød Anna, »hvor
Jjeg glceder mig, til der bliver Fred igen.«
H ,,Det ksan maasle vare længe,« sagde Mo’r Stefang
shvistendex »Gud holde sin slcermende Haand over eder,
leere Born, og afvende Svcerdet fra eder. Jeg blioer itke
loenge hos eder, jeg- maa snarst hersta.«
»Nei, nej, Bedstem·oder, du maa blive hoö os,« rasabte
begge Bornene, »Krigen er saa slem; du stal passe paa
os.«
«Det kan jeg ikke,« svarede den gamle, ,,jeg langes
hjem, jeg lcenges ester at hvile i Herrens Fred·«
Beinene tav, og Anna gtced stille. Men i Stum
ringen lød Fodtrin, som ncermede sig fra Sloven, en Kniee
de traadte gansle tæt hen til Hedebvnden og sagde indsmigs
tende:
»Hm Kristian Egeberg ikke Husly og Mad til en stat
tels vildsarende, dødstræt Kvinde2 Sig ikke nej,« vedbled
hun indtraengende, »men hast, at der er en Gud i Himlen,
som antager sig Enker osg faderløse. Hvor der er Plads
til en Hund, kan der vel ogsaa blive Plads til mig."
Kristian syntes ikte om den fremmede Kvindes Besen,
men hans gcestfrie Hierte havde ssvcert ved at asslaa hendes
Bøn. Mo’r Stesans havde imidlertid med spendt Op
maerksomhed lyttet til hendes Stemmes Klang; nu sendte
hun Arnald hen til Hedebonden og lvd ham sige:
,,Led hende fare, hendes Tale huer mig ikke, hnn er
ilte til at stvle paa.«
Kristian betaenlte sig ikke lcengere, men sagde:
»Hersra sører en Sti ned til Landsbyen, der er Her
berge og Plads, her oppe kunne vi ikke huse dig, men vil
du have et Stykke Mad, kan du faa det hos min Huftru.«
Den fremmede tog uden Tal imod det tilbudte Sink
ke Brod og git; men bagved Stengcerdet standsede hun,
tog et Pulver frem saf Lomm-en, borede et Hul i Sirt-det,
fyldte det med Pulver og rakte det til Hunden, svm geende
sprang efter hende.
»Saa,« sagde hun med et ondt Sinil, da Dyret be
gcerlig greb efter Brodet, »hverken i denn-e eller den fol
gende Nat skal du vcelte din Herre, og føtend her tommer
en ny Hund, vil alt vcere i Orden.«
Tre Dage efter samledes ved Midnatstid, niedens
Søvnen laa tungt over de arbejdstrcrtte Mennesters Øjne,
en Skare vilde Mcend i Skovene omkeing Lohrborn. Det
var Polakken Michels Røverbande, som i lcengere Tid
havde gjort Egnen omlring Spessart usikler, og som nu
fra alle Sider mødteå paa Engen itke langt fra Hedehuset.
Vi lunne nn til Dags nceppe gøre os nogen Forestil
ling om den Skrcek, der syldte alle Hjerter, naar hin RI
verbande nærmede sig; men i Aaret 1806, midt under de
Krige, som den Gang rystede hele Evropa, vare alle lon
lige Stranker nedbrudte, og alle Slags Ugerningsrnænd
benyttede sig af den herstende Uro til at drive deres onde
Spil. Jkte blot de egentlige Revere med deres Hustruer
og Børn dannede disse plyndrende Bauder, tnen alle Slags
Hælere og Deltagere sluttede sig til dem, og efter deres Op
holdssteder kalkztes de snart ,,Wetterauetne«, snart »SpeB
satt-erne« eller ,«-Overrhinlcendetne«. De havde deres eget
Sprog, uforstaaeligt for alle undtagsen de indviede, under
alle Slags Forllcedninger som Handlendse og Haandvaer
kere drog de enleltvis omlring og mødtes ester Aftalc paa
ubeboede Steder, hvis de da ilke havde Tilholdsstedcr i
Hcelernses Hufe. Sjcelden vovede man at angribe eller fan
ge dem, saa stor var Frygten for deres Hcevn, og greb man
en as dem paa sersl Gerning, saa lod man ham gerne lobe
med en Advarsel om itte ofterie at komme der. Og det:
havde Gavthvene ikke noget imvd, thi sra den ene Bys eller
Fyrstes Omraade til den andens var ikke laengere, end at
en god Fodgcenger med Lethed kunde gaa gennem 8—-4
saadanne Landoinraader paa en Dag.
En saadan Roverbande havde nu samlet sig for at
udplyndre Hedehuset. Man stulde itte tro, at der kunde
vcere meget at hente i den sattige Hedebondes Hjem; men
midt iblandt Røverne stod Bergersranz; han havde svvtet
Hævn over Kristian Egeberg, vg nu var endelig den Lej
lighed kommen, da han til Gavns kunde tilintetgøre sm:
Fjende. Han kunde ikle udholde at se Hedebonden Dag
for Dag erhverve sig et rigeligt Udtomme og et hyggeligere
Hjem, dertil kom, at Stepeter sagdes at have gemt bein
delige Summer hos Krist"isan, og siden den gsamle havde
taget Bolig deroppe, havde Hedebonden altid rigelig med
Penge. Lainge havde Biergerfranz vceret Haeler for disse
Røderbander, nu slulde han selv en Gang deltage i et af
der-es Plyndringstog
»Lad mig beholde Stepeter,« sagde Anføreren Michel,
medens de med djævelsk Gliede overlagde deres Mordplan.
»jeg har en giammel Regning at afgøre med ham. Havdc
han ikle vceret, saa var Amtmanden ikte sluppen fra os.
Vi havde ham sat, og han striftede saa ydmyg snns en arm
Synder, men i det samme lom Slepeter og —«
»Og tre af eder flygtedse sor een Peter,« haanede Hans,
Michels hngre Brod-er. ,,Det kan man kalde Heltemvd.««
»Hold Mund, Knægt,« raabte Michel svred, »du stulde
blot en eneste Gang føle Peter-Z Jernncever, saa vilde du
ilke betaenke dig, men se at slippe bort snarest mulig. Men
nu til Verlet. Er Hunden død, Christine?«
Kvinden nilkedez Bergersranz maatte blive tilbage,
men Michel og hans Kammerater nærmede sig Hedehuset.
Forsigtig lrøb en Dreng op og flog en Rude ind.
»Sover den gamle, saa lad hende vcere, er hun Vaa
gen, saa —« havde Michel sagt og med en betegnende Bewe
gelse peget paa Struben. .
,,Tag Lygten og lys hende ind i Ansigt«et,« sagde en,
da Drengsen var krøben ind gennem Binduet. Han gjotde
det, men for i det samme ud igen og faldt gispende om paa.
Jorden.
Hans sparkede foragtelig til ham og steg ser med
Lygten i Haanden ind ad Vinduet; men i samme Nu so’r«
han tilbage.
»Den garnle er død,« hvislede han raedselsslagen, ,,og
hun stirrer saa gyselig paa en. Her lunne vi ilke gaa paa
Rov i Nat.«
MOk Skefans var ded. Ved Midnatstid var hun
stille slumret ind ined soldede Hcender og Blitket vendt vpad. l
Altid havde hun vier-et Hjemmets gode Aand, selv i Dsden
blev hun dets Bestytter5 vg-« faa Minutter efier, at Reverne
havde sorladt den dødes stille Kammer, laa Hedehusei trhgt
som spr, ensomt mellem Bjergene i den tavse Nat.
,,Nej,« sagde Bandens Auf-ter, da han atter havde
sine Fall samlede om sig i Skavlanten, »det duer ille at
ville plyndre et Hus, hvori der ligger Lig. For denne Gang
lade vi Reden i Ro; den stal dog itke undgaa os.«
«Men slal da denne prægtige Nat gaa ubenyttet hen,« -
udbrød en as Banditterne; »tomhaendet vil jeg itle vende
tilbage til Wietterau; hvad om vi aslagsde Beng hos Ber
gerfranz? Mens han tendetholsder sig med date Minder,
kunne vi tømme hans Kister og Fade«bur, saa han ikle stal
sinlde en Trevl eller en Krumme Br-d, naar han kommer
til age.«
(Fortseette5.)
-,J-J-’-.-s- -
.· «—··1