Kong Ekik og de fkedtose,
historist Roman i to Dele
af
Bernhard Sevetin Jugemann
Forste Del.
»Der staat et Abilbtkæ i Danmatts Hade,
Dei stygget over tusind Slægters Grave;
Dei Tm hat Rostet laant af Tit-MS Junge:
Hvet Gren kan tale, og hvert Blad kan sjunge.
Fta Skjoldung-Stammetræets hoje Krone
Om fjerne Tiber Heltedraper tone;
Om Abildfrugtens Kkæftet Skjalde synge:
Lig Jdunsæbler, Slægten de fotynge.
Et Folt sig hoiler under Stammens Stygge,
Sangfugleskaret i dens Løvfal bygge;
Kan Mindets Fugl udsjunge hvad den hom,
Den gamle Tid i Folkets Sjæl stg toter.
J Stammens Ly staat grønne Blomstertrone
For Slcttens Drot med gylsdne Eisekrone,
Og ved hans Side Danmsarks Moder siimtet
Hvert Stiermblink, som gennem Løvet glimter.
Hvet Gren hun elster, og hvert Blad hun kendet;
Til Sagnets Billedstrift sit Blit hun vendetz
Hun tankefuld opruller Tidens Strifter
Og kifter Tegn til Fædrenes Bedrifter.
O, Dannedronning! hoao du saa helt nøje,
Du laaner Lin af Styalen i bit Øje,
Naat Digtningsfuglen flagrer til din Trone,
Med Billedblad fra Skjoldung-Stammens Krone.
Fesrste Kapitel
Paa den nordøstlige ant af Sjælland, en halo Mil
fra Gilleleje, ligger Landsbnen ZøborkL Her støder un
dertiden Spaden og Plovjernet paa Grundstene af garnle
Bygninger, og der fes Tegn til brolagte Kebstadgadeh som
ingen mere ved Navn paa, og hvorover nu Sceden grot eller
Hierdene græsfe; her stod endnu i Slutningen af det«tret
tende Aarhundtede en lille Købstad, der var bygget paa
Ruinerne af det celdgamle Sjøborg. Paa en Batte rnellem
Sidene af den nu næften ndtnrrede Soborg:Jndsø findes
der endnu Levninger i Jorden af huane Kamvestens Mute;
her ftcsd det ftcerke og eel befcestede Zøborg: Zlot, der i det
itettende og fjortende Aarhundrede indesluttede san vigti ge
« Statsfanger. Siedet, hvorpaa Slottet stod, var den Gang
F- Lhelt ornflydt af den ferfke So, der fauleer dannede en na
’ Furlig Befæstning og gjorde tunftige Borggrcwe overflødige.
Slottet var omringet af Jordvoldex det var bnaget af sons
re, tithugne Kampesten og forsynet med et Hierin sirtantet
Taatn, lwori de farligfte Statsfanger fnrvaredeg. J den
dybe Taarnkcelder var Luften slet og indsefpærretz Der
trængte ingen Lysstraale ned; men det oberste Taarnfceng
sel ssk Luft gennem ei lille tundt Gittervindue i atten Alens
Afstand fta Jorden. J dette ovre Taarnfcengfel bevon
tedes endnu i Slutningen af Aaret 1295 en af de vigtigste
Deltagere i Marfk Stigs Sammenfvcergelse. Det var
den myndige og urolige Ætkebiskckn Jens ist-and Som
Medvidner i Kongetnordet paa Erit Glipping og som de
fredløfe Kongemordetes Bestntter, Var han her bleven
fcengslet i Kong Erits Mindreaarighed.
Tenne farlige Prcelat havde mange Tilhængere i Lan-.
det og mægtige Venner, faa vel blandt Europas Verdgliae
Fytstet, som ved det kavelige Hof. J Folge den berygtede
Vejle-Konftitution: Cum ecclesia Daciana««), Der havde
givet Anledning til faa farlige Sttidsigheder mellem Kon
gerne og Geistligheden i Danrniart, stutde Folt og Land
uopholdelig straffes med Forbud anterditt), hvorved al
Gndstjeneste over hele Riget flulde ophøte, faa snart n
Bisp af Kongen ellee den vetdslige Magt blev fængslet.
Dette var dog itke stet ved Ærtebisp Grands Fcengsling.
Jkke alene Kætlighed til Fcedrelandet og Frygt for den
Ugusdelighed, Ryggesleshed og Forvikring, en saadan
Landestrcck vilde foraaksage, men ogsaa Frygt for Folkets
Hatt-ne og den verdslige Magt havde bevaeget den ftsrfte
Del af den dansle Geistlighed til selv at indgaa med
Antaab til Paven mod Fuldbyrdelsen af denne Straf.
Kiekernes Tillukkelse kunde for Geistligheden felv have de
fatligsie Fslger paa en Tid, hvori Bevægelserne eftee et
Konsemotd endnu ikke date standfede, og Folkets oprørte
Libenstabet saa ofte udbrsde i Voldsomheder og blodige
Opkrin. Denne vigtige Sag ftod længe uafgjott hen. Gabs
ijestrn dedle imidlertid sotn fcedvanlig; nien man be
· frygtede med ste, at hvis Ærkebispen ikke fnart loslodes,
« - pilde Forbudet bekrceftes af Paven, og Landet derved stin
- - its i den stsesie Ulyllr.
Kong Erik Menved havde opnaaet sin Myndigheds
Alter« det et og tyveade Aar. Han hat-de oplevet en Baru
M, der tidlig want-te danne ham til Man-d og udvitle det
Wmmeligethans ualmindelige Anat-sehnen Den-old
"- "« f Auge-eh paa Kongeværdighedem han, som Baru,
» meet Vidue til, hat-de give-i hans Retfeerdighedgiver
EMIQ lidensiabeligt Anstrtg og tidlig svakt Myndighedg
W i hans Kongesind Tidsalderens tiddetlige Aand
M strick megttgt paa hom. Hans Omhu for at bevate
; Glutis og Majestcet anfaas af mange sont en
« PMghedi saa faelig en Tit-; men fes-banden
Muth Lidlighety hat-de denne Omsorg for
CMHW denn et Hang til Peagt og udvottes
set-ehe last-et hanc til Last, fvtn Forfængeltgs
Mk Den Alpen hockmed ban tmtdlets
, M tu fsst vg ststkdbsftkg Sich
,»--I0«Mnst m has-s esse Orden
Mt sei-h M M sprit
A«
Kongedaad var intet ringere, end et Forssg paa at forwa
re Majesteeternes Magt og Myndighed mod den nicegttgste
as alle Jotdens Herstere, der fra St. Peders Stol detvang
Kongerne, sotn Foltene, i alle kristne Lande« Dette vovede
den unge Konge selv paa en Tid, hvori hans personlige Lyk
salighed for en stor Del ashang af det pavelige Hof. Han
havde sendt sin celdste og erfarneste Raadgiver, Rigstaad
Jon Litle, tillige tnsed Drost Hessel til Rom, for at for
svare, som retmæssigt Nsddcerge, hvad der, imod den geist
lige Ret, var foretaget mosd Ærtebispen og fordre ham dsmt
as Paven selv som Majestætsforbryder. Men soruden det
te vigtige Hverv havde den gamle Rigstaad et and-et, der
paa enhvek anden Tid ingen Banskelighed haode tunnet
medføre, stønt det nu var lige saa misligt, som det var
Kongen magtpaaliggende. Han stulde neinlig as Paven et
holde og snarest mulig hjemsende den lange lovede Slægt
stahs-Dispensation, som sørst tunde tillade Kongen at
eegte den skønne Prinsesse Jngeborg af Sverkig, hvetn han
havde været forlodet med som Barn, og lange elsiet som en
festerlig Frcende, men hvem han nu følte sig henteven til
med hele Ynglingens heftige og lidenslabelige Etsiovsftyrke.
Medens man ved det pavelige Hof opholdt det danfte
Gesandtstab med vidtløftige Underspgelser og tvetydige
Oinsvøb, haode man fendt den pavelige Nnntins, Ærtes
præft Jfarniis, til Danmart, for at tkue den unge danste
Konge med unndgaaeligt Band og Jnterditt, hoig han iite
uden alle Betingelser løslod Ærkebispen. Om Redensa
tionen og Tilladelse til Kongens Ægteslab havde den listige
Ærtepræst intet striftligt Ord sra Baden; men han yttede
sig mundtlig derom helt forblommet, og det var temmelig
klart, at man rilde benytte den unge Konges Lidenssabelig
hed i dette Hierteanliggende til at stemme ham fojelig mod
det pavelige Magtbud og eftergivende mod den gejstlige
Statsforbryder paa Ssborg.
Dog den unge, heftige Konge syntes ved denne Frem
gangsmaade saa langt fra at ville falde til Føje, at han
meget mere derded ceggedes til en Moditand og Trodks mod
den pavelige Stol, som innde have de farligste Folget
for ham selv og Rigei. Endnu var Sagen nafgjort.
Kardinalen havde med stcerte Trnsler forladt Danmart og
var dragen til Lybel.
Den stolte Ærkebifp Grand, fom ene var Etnld i den
pScending og overhcengende Farr, sad imidlertid endnu
bestandig i det strenge FængseL J de forste 36 Uger as sit
Fangenstad havde Han ligget i Bolt og Lcenter i den merke,
dybe Taarnlaelder og lidt megen Nod. stønt den da nmyn
dige Konge af de fleste sritendtes for Delagtighed i denne
Haardhed· Ærtebispens Medsange, den forraederste og
ondsiabsfnlde Provst Jakob, var paa Grund af Sygdoin
kommen nd af Fcengslet, men havde strakg benyttet denne
Staansel til at flygte til Rom, hvor han virtede ivrig
mod Kotigen og satte alle Midler i Beoægelse til Aktie
bispens Befrielse og fcelles Heevn.
Forrige Jul havde Kongen været paa Ziehorg og seid
tilbndt Ærtebispen Forlig og Frihed, naar han vilde fra
træde sin Ærkebispeftol, sorlade Riget og afsdætae al
Hcevn og Forbindelse nied Kroneng Fjender. Uagtet en
overmodige Trdds og Haan, hvormed Ættebispen havde af
slaaet dette Tildud, oar dans Zængsel dog paa Kongens
Besaling blevet sormildet, og han rar bragt op paa det hoje
Taarnlammer, han nu beboede, hvor han itte favnede Lys
og frist Lust, men hvor han endnu paa det strengefte stulde
bevogtes i Lcenler. Saasnart Kongen forlod Slottet, blev
Fangens Tilstand imidlertid ogsaa her højst elendig. Den
nye Slotssoged, Jesper Mogensøn, berygtet for sin Ger
righed, Grnmhed og sit hytlelste Versen, og Konaens Bro
der, Junker Christopher, beslyldtes for at have megen Del
i den Haardhed, hvormed Ærlebispen behandledes, nagtet
Prinfen ved alle Lejlighseder dadlede Kongeng Forhold i
denne Sag og raadede til et formeligt Brud paa Kitten og
det pavelige Hof.
En Asten i Oktober Maaned git Slotssogden Paa
Liebsten med Rollen W en gammel Taarngjemmer, op ad
Vindeltrappen, der firte til Ærtebispeng Fængsel og til
Taarngemmertamret oven over Fængslet. Det ftcerte
Skin as en Blendlygte, som Kutten holdt i Vejret, oplyste
Slotsfogdens Ansigt og Stiltelse. Han var en lille, startt
bygget Mand med et regte Bøddelansigt, hdori hiertelos
Haardhed og stadefro Nederdraegtighed var forenet med en
lumst, stinhellig-Mine. En laadden Hue sad ham dybt
ned over den lade, indstrernlede Bande. Han bat en tort,
smudfig Lammestindi Pels og tratnpede med store, jem
beslagne Stsvler i Trappestenene. Han syntes yderst for
bitret og ur-olig. »Bei Satans Mennestel den gudsfot
gaaene Krop!« —- brummede han — »da: han med Fanden
at gere, hjeelper hverken Bolt eller Leenker mer.«
«Som jeg siger jer, Huibsnd!« soarede den tytte,
rundlindede Kot med en vigtig Mine —- »han taler med
nsynlige Aander og ingen Taarngemmer tsr langer vcete
insde hos dam. Hart staar lige saa formelig i Pagt med
den ende, som jeg staat det med jer, paa det nack, at han
itte svm jeg, tan sige sin Tjeneste op til Faredag. J huster
dog del, at jeg hat sagt op i rette Tid og hat Lov til at
gaa, om jeg vil, i Dag eller i Morgen; der stal Fanden nn
dlive langer, siden —- siden han nllerede er her, havde jeg
neet sagt. «
,,Slndder, Motten! du stal blive til jeg saar en anden
Madsvend, det dar du lovet mig Men hvoras er den
Snak kommen om hani Trolddomitunsier?«
»Bei dar tin Rigtighed!« —- sagde Rollen —- »Jngen
lender saaledei den sorte Kunst til Grunden. J ved jo
seid, anlet Christopheri Fall sandt Bogen om den sorte
Kunst blandt Bredene sva de sredlsse, den Gang de ragede’
iop dlandt Ærledispeni Hemmeligheder i Lande Sakristi
!tisie. Bogen dreendte dem jo paa Fingrene og sorsvandt
isttaki tmellem Heenderne paa dem En saadan djoevelst
ist-g Immer altid tildage til sin Herre. Endnu hat han
iden Me, det er jeg sitier paa; men jeg er bange, han tan den
Ewndenad han Ial sittig have studeret den i Land, og han
dan- so alle de dedenste es gtæste Leser bedre udenad, end
Ists Hader-von den ngudeltge sandt«
" »Du dar Ret, Meetenl han er et Satans Menneste,
es um ta- tkie Mt not paisepaa hem; hani fordern-c
Mut ds- akdzeiq dnet mig.« her dlev Statisng be
fee-Veso sinnen-de i Rendedeu as Osten til Ættedtspeni
Viele VII-. M M M JUNGE-s- —W1td Kissen —
,M . M VI, W. W seid Miste-d es manee pil
.——— H
Thele Helvede paa halfen, hvis han ilte faar gjort rent has
jsig, og faar bedre Mad og Dritte. Jeg var tilfreds, han
stde af Sult ng raadnede helt op af Urenlighedl tet var
Yendda tusinde Gange for godt til faadati en fordnint Lands
pfortceder og Hetsemester Men naar man har den Lede i
khuseh gnr man dog tlogest i at huste paa sine egne Smara
synder, og itte handle værre mod en fangen Djævel. end
lman dil, han stal handle mod os« —- ——— —
I ,,Sladder, Mortenl Fanden er jo itte tor Neste« —
yafbrød Slotsfogden ham med et misiroift Blit.-— »Hadde
kxeg itte sel d hnrt hour du bandte og stofede den fordø nte
’Ærtebisp, stulde jeg ncrsten tro, du stod i Komplot med
hani.«
» »Nei, Husbondl det lan jeg sige mig fri for; spr
dilde jeg staa i Komplot med Beelsebub selv, og det lan
Taarngemtnerne vidne: der er ingen af dem alle, der hat
starre Hiertensglæde af at plage og drille ham, end jeg.
Naar han maa dritte mudret Band og aede ftimlet Brod
som et Sdin derinde, saa synger jeg Dritlediser nede i
Stegerfet da lutler Vinduet op, for at han stal lugte Ste
gen, der gaar hans Nase farbi, og jeg tomtner aldrig hans
Dør ncer, uden jeg synger et eller andet, iom jea ved,
Jhan ret tan crrgre sia gul og satt da are-n over. Jeg gjorde
en Vise i Foraaret om Friheden rg den gronne Maj; den
Wergrer han sig altEd oder. Nu stal J here, Hiisilsend!«
Log nu fang han hnjt uden for Ferngieldørem
»Der er saa smutt i det Fri,
Saa dejligt i det Grnnnel
Fri Fugl flyver Taarnet forbi;
Rom med, fangen Mand! hvis du tan!
Jeg flyder til Hammerhus og til Rønne —«
»Er du fra Forstandent Morten!« —- afbrød Sinig
fogden ham —- »opmnntrer du ham til at flygte til sit
Slot paa Bornholin?«
,,Det lader han not viere, som han ligger her; harte
J ilte, thr dybt han sutlede? det var af Hat-m og Gram
melie over, at den mindste Fugl tan til Foraaret flnve til
han-J Olot og dygge Rede, medens han hderten lan rnre
Haand eller Fad. Den Vi«fe har jeg alene gjort for at
plage og cergre ham.«
»Du hat Ret, Matten! det ærgrede ha1n« —
Slotsfogden fornøjei. — »Du er en cerlig Sjcei.
sagte
Nu horte
Ijeg selv, hvor han suttede. Men faadanne Viser stal du
dog itte synge for ham! det sætter ham tun Fluer i Ho
vedet og Bisselceder i Stocne. Du er en brav, veltcentende
Karl, Morten, det ved jeg not; men du er tun noget enfol
dig. Forstod Bispen den sorte Kunst, havde han not itle
siddet her saa længe. Jeg vil for tro, han har en Strne
lø2.«
,,Teg jer lun i Agi, Hushondk han er Fanden itte
gal, den Karl; her er ingen Bifp i Landet, fom tan sætte
ham i Latinen.«
,,Om han er gal eller tlog, kager itte mig!« — brum
mede Slotsfogden og fteg op ad Trappen til Taarngeins
mertaniret. Han aabnede Døren til dette Lofttammer
oderst i Taarnet, lige over Ærtebiipens Fcrngsei. Her
holdt altid to Taarngemmere Vaat og hold: Øje med
Fangen gennem et Hut i Gulvet. Om Ratten plejede to
andre tilliae at holde Vogt i Sitten bog Fangen og sidde
ved hans Hodedgærde, hdor de da idelig plaaede ham og
tidt med deres Stint forhindrede ham i at inde; men det
IRygte der nylig var udbredt om Ærtebispens Trotddoms
ltunstey hadde nu gjort alle Husfoltene angest, og ingen
turde lcenger være om Natten hos ham. De to Taum
gemmere Paa Lofttamret sad ded et Brætfpil og tastede
Terninger, da Slotsfogden traadte ind til dem. De
sljulte hastig Tærningerne og rejste sig cerbndigr.
»Jo, J passer mig godt paa!«
fogden —
dernede spille hnjeft Øjne med Satan om sin Sjæi.
del paa ha1n! dei raader jeg jer.
»me«dens J sidder her og dobler, ladet J ham
—- bruinmede Slots
Pas
Slipperf han los, tan
J være lige saa sitre paa at blide hcengte, som J alt hadde
Stritten om Halten og den klare Luft til Fodstaminei.
Nu, lad se! hvad han tager sig for?« Med disse Ord
bøjede Slotsfogden sig til Hullet i Guldet og ligede ned.
»Jeg tror han sover« —- hvistede han — «han ligger paa
Ryggen uden at rsre sig.«
»Det er han næsten nødt til for Lænletne osg for itte
at fotgaa af Stant« —- sagde Ketten.
»Na ja!« fvarede Slotsfogden — »man maa itte for
agte noget Middel, der tan tjene til at frelse en fortabt
SjæL Se, derfor er det, jeg ladet den fotstottede Synder
dernede ligge, som han har redet, i sin egen Søle. Kun
enfoldige Mennefter tan talde det Grnmhed; det er den
sande Barmhjettighed. hvor længe tror du, den mest for
hærdede Forbryder tan holde saadant et Fængsel ud, uden
at omvende sig og trybe til Korset?«
Ja deri hat J, saa visselig, Ret, hnsbondl J har
taget jer fromt og faderligt af ham; J udsaetter jer end
ogsaa hnjmodig for Kongens Brede igen, ene og alene fdr
at udsve den rette triftelige Barmhjertighed og frelse Fan
gens SjreL Men han stanner tun lidt derpaa, det Starnl
hans Halssiarrighed et uden Lige. Stulde J tro det,
Husbnndl nagtet alt, hvad J gar, for at bringe ham til
Omvendelse, fordander han jer dog hver Time paa Dagen
og Unster, J maa komme til at lide tusinde Gange faci·
mange Maler i Helvede, som J her af lutter Kristens
tcerlighed ladet ham udstaa?« «
»Jeg tm det nat, Mortenl af slige Falk flal man
aldktg vente Tatneinlishen Men det er dog nu for galt
her med Losiet og Taget« —- mumlede Slotöfogden og saa
sig om —- »under nahen Himmel stal han dog itte ligge;
det tunde endog viere farligt. " «
»Bei er to efter eders egen Befaling, husbond!« —
vedblev Kotten i trosthldig Tone og gabede nied enfoldig
Mine paa hulleene i Loftet og Taget —- ,,ellern tnnde det
jo ttte regne ned paa den fordpmte Satan. han ladet
not veere at flyve nd af Taget need Ugletne, og om Mitten,
naar det et toldt, saa er lidt Regn vg hagel et heilt pel
gstensde Mit-del til at bringe ham til Eftertante og Er
tendelfe af stne Sitte-den«
»Na ja, det er sandt, Mortenl jeg hat felv paa en
Maade befalet det; men dee et Maade med altl det man
itse se nd sank man nnd Fltd lod Taget forfaldr. I Mor
gen stal Taget bsdes. Reste Satan-hallet lan man lade
blbe «-- de falde ttte i Oknene Frist Luft er fund, es lelv
lidt spssean as Gne tan have jin Ryttr. Jtte en Renn
draabe falder til Jorden, Born! uden at den jo tan blive
et Middel til en forhcerdet Synders Omvendelfe.«
,,At, Husbond!« —- sagde Motten med bevceget Stem
me og foldede sine Hander —- ,,J tun«de, Stam! gerne være
bleven Bist-; J taler mangen Gang saa opbyggeligt og ts
rendes, at Taarerne lomme mig i Øjnene.«
»Nu ja« — svarede Slotsfogden med et selvtilfreds
Smil — ,,jeg var ogsaa bestemt en Gang til den gejstlige
Stand, og stont jeg itte blev tronraget, leerte jeg dog i
mit Proveaar mange fromme og nyttige Sandheder. Men
det er itte not, man tender Sandheden; man maa, sand
faerdig, vide at anvende den i Livet til stn egen og sine
Medmennesters Frelse.«
,,At ja, Husbond!« — oedblev Motten med andaegtig
Mine —- »hvem der lunde sige det med faa god en Sam
vittighed, som J! Det er et tungt Kald for et fromt,
kristeligt Gemyt og en folsom Sjæl, sont jer, at maatte
Vare saadan en Blodhund og Bøddeltnagt mod en stattels
Junge-; men hvad gør man itte for Pligtens og den tare
Dydg Stle, og for at frelse et Mennestes Sjæl; en san
dan dydig Blodhund og Bøddellnægt« — —
»Hold Mund, Motten!« — afbrød Slotssogden ham
—- »saadanne Qrd maa du aldrig bruge om din H.usbond,
om du aldrig mener det saa cerligt. Men hier, Jnu taler
han jo dernede. Kan du here, hvad han siger? Mig
synes, det er Latin eller Græst.«
Kutten tastede sig paa Maven og lagde Øret til Hul
let i Gulvet. »Aus bevare ost« — hvistede han og saa
helt forsiræltet ud —- »han talder paa Aristoteles, Dick
velens Stolemester, og giver ham Anvisning paa jet. Han
fort-ander sig paa, at J er fuldmoden til at aaa i Stole
hos ham.«
»Ja saa! det ligner ham, det ugudelige Starnl Men
det syntes mig, jeg hørte en anden Summe Der er dog
vel aldrig nogen hos ham?«
Motten lyttede igen. »Hille Dad! Husbondk harte
J det?« — hvistede han og sprang op med en forstraltet
Mine, idet han saa til Daten sont for at undfly.
»Nu, hvad var det? hvad gaar af dig, Matten! hoad
hørte du«--M
»Lag selv Øret til Hullet, Herre! saa stal J hete!
Kors naadelig bedare os! den onde er stinbarlig hos ham
— han vil hente jer til Midnat, hvis J ilte strats giver
hans gode Ven, LErtebispem Steg og Bin og rene Klar-er
Hat tun selv!«
Slvtsfogden tastcde et mistænteligt Blit til Ratten,
men lagde dog Dret til Hullet, niedens han paa samme Tid
holdt Øje med Motten og de sorstraettede Taarngemmere.
J denne Stilling havde han ille ligget ret lange, spread
lzan for dodbleg op, og Navnet Jesper Mogenseih ledsaget
af en dæinpet, unaturlig Latter, lød hult, soxn fra en Af
gru11d, rg med en Rost, der aldeles itle lignede Ærtedi
spens. -
»He-ne J det nu selv? Herre!« ——— sagde Motten. —
»Ten, der nu laldte paa jer, hat jeg ingen Last til at se
ncer ved.«
»Tys!« — hvislede Slotgfogden og na-r1nede fig alter
Aadningen i Gulvet, nted angsteHg Mine.
»Jesper Iltorgensøn!« —- tonede nu samme frWtiliae
Stemme, ligesom under hans Fad, og saa l)øjt, at alle
tunde liøre det — ,,plej niin højlcerde IJtefter og stunde!
eller jeg tnatter din Hals og vender ud og ind paa din
stinhellige Sjcel!«
Medens denne brplende Ruft lod stg here, laa Tasten
gjeminerne ncesegrus paa Gulvet og bade deres Ave Marie.
Slotsfogden rystede og havede; men Motten Madsvend
var bleven dlodrsd i de runde Kinder, og der stod ham
Vand i Øjnene, som as en hemmelig Anstrengule medens
han lneb Lceberne tcet samtnen og stod som maallos as
Starb
«Saa lad ham da faa det som det forlangeg!« —
stammede Slotsfogden — ,,er her slige Kunster med i Spä
let, tan hverten Junker Christopher eller nogen forlange,
jeg stal iætte Lid og Sjæl paa Spil langer. Bras op
for Bispen, i Satans Stind og Ben, Mortenl lad ham aede
og dritte sig ihjel, om ham saa lysterl men undslippe stal
han itte, om han aldrig hat saafmange Djævle til Ven
ner.«
,,Det stal J have ondt ved at hindre, Husbond!« —
svarede Motten med frygtsom Stemme —- ,,Den, der saa
ledes lan begle, maa det vcere en smal Sag at slyde gjen
nein Nøglehullet med en Bisp« — —
»Det vil jeg se, før jeg tror det!« —- sagde States
fogden og syntes at have befindet stg og overvundet stn
Strei. — »Du er en brav Karl! Motten! men du er
noget overtroist og enfoldig. Her stiller maaste ogsaa
nogle Kneb under, men det vil jeg daade lade dig og jer
andre vide: market jeg Uraad, eller hat nogen af jer mind
ste Lod eller Del i dette Djavelstab« stal det komme jer
dyrt at staat J stal blive levende brændte eller radbræt
lede, saa sandt her er Lov og Ret i Landet!«
»Kors bedare os, Husbond!« Udbrsde de sorstræb
tede Taarngjernmere i Munden paa hverandre.
»Som jeg siger jet« —- vedblev Slotsfogden — »det
er itte andet, end Kneb og Bedrageri. For at prjve ham
dernede, vil jeg give ham god Kost og Renlighed for en
Tidx men gjsr han mtg flere Optsjer, stal han ned i
hundehullet igen; og det siger jeg jet, Karlel vover nogen
at hjælpe ham til Flugt, stal J en for alle og alle for en
blive hangtel J stal nu vaage her alle tre i Natt«
»Ar, da i-: pi ine, strenge stamqu sagde den
gamle Taarngemmer —- »Er her Djeevelstab i Taarnet,
tst di itte være her, uden Motten Madsvend maa blive
her ogsætte Mod i vö.«
«Saa dliv da hos de dumme Katle i Nat, Mortenl« —
sag-de Slotöfogden —- »Du er dog den sornufttgste. Jeg
stal forstylde dtg for det, og i Morgen stal jeg not faa .
Karle, svm ttte ete bange.« -
»Bei er det samme, husbondt« —- svaeede Motten
kjcel —- «jetk stell nok holde Mvd i dem i Nat. Den, der -—
som J og jeg — hat en god Sanwittighelz han heb-ver
itte at viere banget-or en Smule Djovelstab.«
»Bei var et sandt Ord, Mortenl fslg mig nu first
ned ad Trappenl jeg er bleven li dt thnrmel as at
butte mig —- saa dan du med det sen-me heute Mad og
Dritte til Fangen pg jee alle.« -
Gottsættey