J Bølgernc.
En Fortcelling as A. W o l l mar.
kveriat as l«. N
(3luttct.)
Saaledeg git det ogsaa, men degocerre haode de paa
Tilbagedejen Modvind at tæmpe med, og tilsidst dled det
fuldstændigt stille. De sire Mænd saa dereg Ø liage
soran seg, tun en Timesvej dorte, men uheldigvig dar det
bleoet Ebbe, dereg Baad stod paa det Tom, og det oilde
vare tre Timer, for den nceste Flod tom. Dei var ins
Dag Klotten var iite to —, og iotlende oa draacnde
laa Hufene i deres lille By for dem.
»Hm-id, om vi tilbagelagde det sidste Stytte Vej til
sodg?" sagde Anton, ,,om en halv Time vilde di være
hjeinme."
»En Time oil Vandringen i det minste dare, hvis
di itte blive opbolde undervejs," saade Peter.
,,Hvad stnlde del opholde og?" lo Anton overlegent.
»Si·a hellere rent ud, at du er bange«
Peter overvejede Forslaget i Forening med Stipperne
,,Vi tunne lægge Baaden for Anker her —- vente vi, til
Floden tommer, saa tomme vi itte hjem for Kl. 6, og det
er Juleaften, da man saa gerne oil dcere hos Bornene, oa
deguden stal jea jo holde Gudstjeneste Kl 7 Øen ligger
tlart for os, og vi lende Vejen. —— --— —
,,Naa, saa rast fremad," raabte Anton.
Endnu tødede de erfarne Folt, doa, seid om de tnnde
blioe forsintede ved af og til at maatte omgaa en Vandrens
de, saa vilde de dog verre hjemnie lange, forend det blev
markt. Deres sidste Betcenteligheder soandt, Anteret blev
tastei, de indtøbte Sager udtagne as Banden, oa belassede
med diSse beaav de fire Mamd sia pan Vandrinaen oder
den trolose Grund, den saataldete »Slit".
J Begnndelsen ait alt addi, Vandrinasincendene stred
tappcrt fremad, oa om en Vandrende af oa til trydsede
deres Vei, saa var det i Reglen let at springe over den
eller ved nogle Stridt ud til Siden at omgaa den. Frem
ad ait det, rast iremad. Anton var munter, men bang
Reisefæller alvorliae, de mindedes tun altfor godt, book
mange Ulyttestilsælde der dare stete ved det saataldte Glit
lob.
Saaledes git et Kvarterstid, i hoiltet de vare tomne
Øen et godt Stytte nærmere, men pludselig stød sig en
Taagemur mellem dein og Øen· Hvorsra lommer denne
Taage? Rommer den sra Dybet, eller tommer den fra
odenZ Jngen ved det, men med den fkygtelige Hurtighed
som er eiendommelig sor denne Havtaage, var den der
Pludselig, og nceppe formaaede de site Personer at holde
sammen.
,,3tore Gud! Denne Taage!" raabte Peter. «
» Jtaa, hvad siemt er der ved den?" spurgte Anton«
»vi gaa blot lige ud, di maa blot beholde den rigtige Ret !
ning mod Den."
Ja. derom galder det. At beholde den rigtige Ret
ning i denne Taage paa denne fakesulde Vei, det ek»
Sagen; de tyndige Folt tendte Vansteligheden derved og
bcevedetilbage for Faren De raadflog med hderandre.
Var det itte fotnustigere at gaa tilbage og sage at naa
den meget naermere tiggende Baad end den meget langere
bortliggende D? Men hvorledes siulde de haabe i denne
Taage at finde en saadan Nøddestal som deres Baad? Der
var dog langt støre Sandsynlighed sor, at de tunde finde
den langt større O. Dette var saa indlysende sor dem alle,
at de atter begyndte deres Vandring mod Den, sogende at
tomme saa hurtigt fremad som muligt, uden at tabe den
rigtige Retning. Naar blot de Vandrender itte havde
værett Men des-vierte, de trydsede bestandig deres Vej,
og man tunde itte se dem, for Foden traadte i dem.
Denne er for bred til, at man tan springe over den, men
der tilhøjre bliver den smallere. Nei, den blioer tvcetti
mod bredere, man maa vende om, den endet sittert til
den anden Side. Ja, saaledes er det, men et Koarter, et
tostbart Knatter, er gaaet tobt ved denne Sagen. J
tlart Vejr haode Øjet strats igen tunnet finde den rig
tige Retning, men der, der er nu atter en Forhindring, en
stor Fordybning —— de ssge en Udvej, men plndsetig er
Anton alene, og Peter staar uden sine Ledsagere. Enhoer
hadde ssgt en Udvej uden at sinde den og derved tabt
Forbindelsen med de andre. Heldigvis varede det itte
lcenge, inden de atter fandt hinanden, og for at undgaa
fligt toge de nu hverandre ved Haandenz thi Taagen var
saa tyt, at den paa to Stridts Asstand indhyllede alt i
sin hvide Kappe. — Fordybningen er omgaaet, nu fremad?
—- Men hvor ere de? Hvor er ØenJ —- Derhenne maa den
ligge, men hvor megen Tid havde de dog spildt med alle
disse Omveje.
Vejen bliver bestandig vansteligere. Vandrenderne
blive talrigere, snart tilhsjre, snart tilvenstre søge Van
dringsmoendene om Udveje. Anton forsejlede et Spring
og faldt i Dyndet, hans Ledsagere trat ham op. Men
snatt perlede den tolde Sved paa deres Pander, og en
bævende Angst hemmede der-es Kraft. Alle tav —- de
saa tilhsjre —- Taage, tilvenstre —- Taage, opad —
Taage. Ak, ovenover dem og rundt omtring dem et tat,
uigennemtrwngeligt Taagehav, og under detes Fsdder den
opblsdte Havbnnd Pludselig bleve de staaende, de tunde
itte langer-e ftjule det, de havde tabt Retningen, og ingen
didste mere, hvorhen de stutde vende sig for at naa Him
met.
Dei er et frygteligt Øjeblit. Ved deres Fødder for
mere Vandrenderne fig, Vandet stiger i dem. De erfarne
Folt vide not, hvad det betyder. Peter ser paa sit Ur,
Klotten er site. J to Timer have de saadan siattet am
tting; hviö de itte vare gaaede vild, maatte de for lang
Tid siden veere naaede hieni. nu vilde Floden, dette Stedg
Hersierinde, snart komme — hoad saa2
Anton bad dem indtrængende om ast gaa fremad; thi
at staa stille syntes ham som den visse Ded, og han vilde
itte ds. —- De andre iagttog opcncertsomt Renderne, de
vilde forsøge, om de itte as Vandstanden i disse og den
Retning, i hvilten Vandet bevagede sig, lunde udsinde, i
hvilten Retning Øen laa. Eiter en tort Rasadslagning git
de tilthte — der maatte Den ligge.
Tat-gen blev bestansdig tyttere, Vandrenderne bestan
dig talrigete, Vejen blev bestandtg vansteligere, her tunm
de itke komme igetinem, der heller ilke —- as Vandxenderne·
som i Begyndelsen saa nd som smalle St;er, var der nu
blevet brede Vandveje, hvis Ende ikte kunde oft-es, som
djædelste Slanget omgav de enhver ophøjet Tel af Had
bunden. —- Fremad! Jgennem! Omgaa dem tut-ne de ille
mete, maasle tunne de endnu reddes ded at gaci lige ur?
—- Nej, de ere som indsluttede i et Net, hvoraf Maske
stadig knytter scg til Maske og varsler deres Undergc1ng.
Snart er hele Havbunden under Band, de tørre Stedec ere
lun Undtsagelser —- ja, Floden tommer og tager sit Riae
i Besiddelse.
Nu sorstaar Anton, at selv digse tendte, prevede Folt
maatte opgive Haabet om Rednin-g. Men de maatte dog
sittert vcere lige i Nærheden as Den, og ved den ligge
Baade i Meengde, hvoraf en er tilstrætkelig til at redde
dem, og han vil have en af disse Baade, han vil reddes.
Han begyndle dersor at raabe as sine Lungers sulde Kraft,
atter da atter gentog han Raabet om Hsjælp og saa stac
tende, gennemtrcengende og fort-vivlset lod disse Steig, at
felv disse stærle Mænd bleve dybt ryslede derved.
«Det hjælper intet," sagde Peter. »Ligger Øen der,
hvor vi mensc, lige for os, saa vil Lyden ikte kunne naa der
hen, da baade Vind og Taage er imod. Hvis vi ere i Nar
heden as Øen, vilde vi kunne here Raab derfra — men
dersra vil ingen søge os; thi de tcenlse natnrligois, at di
ere i Baaden."
Anton bad og besvor de andre om dog at gelte noget
for at srelse ham, men imedens han talte, begyndte Van
det pludseligt at omslylle dem; de stod allerede i den, frem
trckngende Flod Langsotnt, langsomt lom den, højere og
hojere steg den —— nu naaede Vandet dem allerede til Anl
lerne — alle slyndte sig sr·emad, men der sont en til
Skuldrene i et VandhuL og da man fik ham hjulpet op,
murnlede han: «Hdis Gud ille gør et Miralel; ere di
ssortabte!"
At gaa videre nyttede Entset, maaste kokn de ved hvert
Stridt loengere bort fra det stelsende Land. De havde
gjort, hvad de lande, for at redde Livet, nu tcenlte de paa
dereg Sjæl. De site Mænd stillede sia Paa en lille Joch-j
ning, tæt op til hinanden, for paa denne Maade bedre at
tunne modstaa Bølgerne, og niedens nu Døden med sagte
Bølgeslag sneg sig ncermere og nærmere ind paa dem,
hævede Peter sine Tanker til Gut-, og hojt og inderligt løde
hans Ord i det hdide Taagehav:
»Herre Gud, vor Fader i Himlen, srels os dog —
men din Villie sie. Du hat sagt: Kald paa mig pao
Nsdens Dag, og jeg vil udfri dig ,og du stal prise mig!
Herre, tilgid os vore Synder, og giv os en salig Dad.
Hjælp — o, hjcelp vore Huftruer og Born! Du, Herre,
er dort Lys og vor Frelse, — for hvem stulle di frygte?
Du er dort Lios Kraft, —-- sor hvem stulle vi da srngte?
Herrens- Engel lejrer sig trindt omkking dem, sont frygte
hom, og udsrier dem. Vandene saa dig, de bleve bange,
Asgrundene bævedr. Din Bei var i Havet, og dine Stier
i de store Bande, og dine Fodspor bleve itte tendte. Herre,
du har sagt: Naar du gaar igennem Bandene, da vil jeg
vcere med dig, og igennem Floderne, de stulle ille overstylle
dig! Herre, Bolgerne bruse om os, men du, Herren i det
hsje, er storre end legerne."
En dyb Stilhed er indtraadt, ogsaa i deres Sjæle.
Anton er en Afrnagt ncer, saa at de andre maa holde ham
oprejst. Vandet stiger bestandig, det begynder allerede at
koste Anstrcengelse at modstaa Bolgerne. Dog ncerme de
sig tun langsomt, langsomt stige de og omslnnge deres Fed
der soin Slanger, hvis Ofre nu ille længere ville kunne
undgaa dem. Jngen as dem tale mete, de afslutte deres
Regnstab med Gud. Hvorlcenge lan det endnu vate, inden
de staa for hans Trone?
Vandet sniger sig sagte nærmere, men endnu bruse
Bolgerne itle; det er, som om de samlede Krcester for da
pludselig med vilde Spring at styrte sig over de fire Men
nesterliv og begrave dem i Floden.
Vl.
Lad og nu vende tilbage til dem, fom paa denne hel
lige Juleaften sovnede deres bedfte jordifte Stat, Ægte
fællen og Faderen.
Peter havde altid med fin Hustru og sine Born sier
iden hellige Aften, saaledes som det var Slit og Btug i
hans egen Hjemstavn
Ved Syvtiden straalede den lille Kirle i Lysglans
og genlød af liflige Julesange, og Peter leeste det glade
Buoslab op for Menigheden og holdt en tort Julepræditen.
Jndetlig glad plejede han at gaa over i Kirtem thi alle
kede ved Kl. 6 vnre Julegaverne uddelte i Hienunet, og
det lille Juletrce —- felv om det tun beftod i et lille for
lrøblet Fykrettce — var, som Sindbillede paa, at Vetdens
Lys denne Aften var tommet til Verden, bleven tcendt,
og de glade Born faa glcedesstraalende paa Æblerne og
diderne, hvormed det var behængL
Store Gaver blev der itte uddelte hos Peter, Inen
for det nsjsomme Sind bidrog selv de mindfte Gaver til
at forhøje Julegloeden. Man fejrede jo heller ille Julen
for Gaverneg Styld, de vare tun en Bisag, nej futh:
J Tag et lidet Varn er fod
Til Vod for Verdens Synd va Nod;
Tet er den Bette Jcsu Krist,
Sotn Frelie bringet us forvift.
Saaledes jublede og sang Bernene, og der var mere
fand Juleglæde i denne lave Stue end i mange stolte
Paladser. Men for Petets Born som for unt-re Born
var denne Dag mere end lang, den syntes slet itle at ville
faa Ende, og dog bidtog den tcette Tonge, fom ptudselig
sentede sig, sit til at fortlarte den torte, milde Vintecdag.
Fru Jnge saa hovedrystende ud af Vinduet —- naar man
hat nogle af sme leere detude paa Havet i en saadan Taage,
da bliver man let ængftelig. Desudem Faderen maatte
jo forlængst tunde have været hjemme, han vilde jo lande,
inden den fulde Ebbe indtraadte. Nu var der allerede
gaaet flere Timer over den fotventede Tib, hendes lille
festlige Uddeling af Julegaverne vilde blive fortortet; thi
det var jo snart Kirketid. Pttvende tog hun Julettæet
med Tilbehør i Øjesyn og lagde alt tilrette, saaledes at
hun let tunde finde det; hun hasvde en Gæve til hver, ogfaa
til Anton, til hvem hun havde et nyt Testamente. Men
F g
hvorfot blev dog Peter saa lcknge dorte? Hun blev met(
og mere colig, ogsaa Bornene begyndte at spørge om Fa
deren, og hendes Uto gik tilsidst over til en tvælende Angst
Der maatte væke stet en Ulykle, ellers vilde Peter ikke paa
en saadan Aften blive saa lcenge borte.
»Bøtn, jeg gaar ned til Stranden,« fagde hun.
»Jeg ogssaat Jeg ogsaia!« raubte de alle.
Jnge overlagde. Det var sittert bedre at tage Ber
nene med, end lade dem blive tilbage ved Juletrwet, og
deguden var det i Dag saadant set mildt Vejr, som om det
Var Foraarsluft; egentlig flet intet Julevejr, fom hun kort
før havde bewertet
Nu stod de seks ved Stranden. Lidt efter lidt kom
ogfaa, drevne af Uto, de medrejsende Skipperes Hustruer
og Vørn.
»Denne Taaget Naar blot der itte er stet noget?«
,,Hvad skulde det vorte? De ete jo i Baaden?«
»Ja, naar de blot etc blevne i Baaden!«
Store Gud, det var jo det, som Jnge ikle turde nd
tale for sig selv. Ja, naar de dog blot vare blevne i Baa
den. Hun tut-de ikke udtale sin Frygt for Børnene. Hun
kund-e intet gøre, flet intet. Men medens hun løb ængstelig
fkem og tilbage og forsøgte med sit spcjdende Øje at gen
nemtrcenge Taagehavet, begyndte Bornene pludselig at syn
ge, og de andre Born stemte i med: Lovet være du, Jesu
Krift o. s. v. og nu afløfte den ene Julesalme den anden
— men for Jnge var det, fom om disse Jubeltonex stulde
knuse hendes Hjertr.
Vli
Vi vende ni-. tilbage til de forulytlede. Det fuldstcrns
dige Windstille agr, at Floden tun ftiger langfomi og sagte.
Ja langfomt, inen sittert. Lcrnge lan det itte vate, før
Afgørelfen komm-er, maner got det nceste Bølgeflug en
brat Ende paa deres KvaL Anton ftirrer lige ncd for
fig, navnløs Angst staat at lass-e vasa hans Ansigt; de andre
befale deres Sjæle Gud i Vold, men tavse ere de alle. --—
Da, hvad er det? Ere de allerede døde, og komme nu
Englene for at bcere dem hjetn under himmelste LovsangeZ
Ssde, yndige Toner svceve over Vandet. Ja, det er Engle
fang, snart sagte, snari lydeligere trcengte den nd til de
ulykkelige —- — —
»Der er Øen!« stieg Peter pludselig, ,,ganfke nær.«
» Mesd et Ryt tastede Mcendene alt det af sig, sorn havde
lammet baade Sjæl og Legeme; Hengivelsen i Guds Vil
lie maatte nu vige for Haabet. Gennem Fødderne, fom
fyntes lammede og blytunge, ftrømmede nu ny Kraft.
,,««3remad, fremad! Vi ere strals hjemme.«
Mændene udstsdte i Forening et Strig. Saa gen
nemtrængende var det, at det kunde høres vidt omlring.
De tog Anton under Armen, og nu gil det fremad. Med
Kæmpekraft trcengte de fremad, saa at Bølgerne ligesom
lsly veg tilbage, og selv om de paany søgte at omslynge deres
Ofre, selv om de sorn Røvere paany føgte at styrte sig over
detes Bytte, tunde de dog ilte lcengere opholde dem, foin
tfor faa Øjeblilte siden betragtede fig som Dødens sikre
Bytte Med Stridt, som tun Fortvivlelsen kan gøre, gen
nernstar de Bølgerne, og da, ja da forsvandt Taagen lige
saa pludselig, fom den var kommen, og igsennem Tagwer
ket, som i Forhold til Taagen var lys, saa de deres Hjem
ligge i lort Fraftand. Paa Strandbredden løb Skiklelser
frem og tilbage. nu havde de tun et temmselig bredt Band
belie at gennemsiride, og da vare de frelste. Pludfelig saa
de en, to, tre mørke Genftande løsne sig fra Landet og be
vcrge fig hen imod dem. Forrest af alle er Fru Juge, med
Øjnene fast rettede paa de mørke Punkter derude i Bol
gerne nærinede hun sig med mcegtige Aareflag. Hun er den
første, der naar ud til dem, men snart ere lraftige Hern
der til Stede for at hjcelpe de forlomne Mennester op i
HBaadenes Drønende slog Bølgerne mod B-aadene, soin om
de vilde gøre et sidste Forsøg psaa at beholde deres Byite,
men deres Magt vak nu forbi, og som lydige Tjenere maal
te de nu bcere de frelsende Bande til HjernmeL
,,Herre! Stmnme opløftede, Strømme oplsftede de
res Rost, Strømme opløftede der-es Drøn, fremfor Røften
af de mange, de mægtige Bande, fremfor Havets Bren
dinger, er Herren mægtig i det høje.
,,Børn, syng videte, hing, hvis J lunne,« sagde en
gammel Mand, medens andre hjalp med at bringe de til
Døden udmattede Mænd til deres Hjem. »Syng kun, J
have jo sunget dem til Land.«
Et af Bornene begyndte, og hvem der kund-. fyngez
sang med, og atter lød Julesangen ud over Havet fra
Hierter, fulde as Tat oa Pris.
VllL
Nu til Berlin. Er det en sorgelig Juleaften for
Hanna og hendes Both Nej, det er egentlig den første,
i Sandhed, glade Juleaften i hele hendes Liv.
Siden hin Nat hat Hanna faaet et nyt Liv, og hendes
førstefødte, hendes Wilhelm, er det, som uden selv at ane
del hat lebet sin Moder til Gut-.
Uden at hun hat set det eller anet det, er der i dette
Batnehjekte blevet tcendt et lille Troslys, og han er lykkelig
over at turde tale med sin Moder om, hvad der gør ham
selv saa glad; desuden hjælper han til at erncere Familien,
og hvem mon er meft glad, hom, der giver fm Moder, sine
foktjente Penge, eller hende, som modtager dem? Men
ogfaa for hende hat Vilhelms Arbejde været en Spore til
Medarbejde; hun fyer nu for andre, og kort før Jul havde
hun haft saa meget at bestille, at Fortjenesten til Julen
shavde vceret rigelig. Det, der glcedede hende allerm—est, var
bog dette, at hendes Mund nu var fri for Fristelserne mel
lem de daarlige Kammerater, at han var hos den bedste as
alle Brødke, hvor hcm — det troede hun fikkert — vilde
lære at kende Gub, saa at han kunde blive helbrebet baade
paa Legeme og Sjcel.
Vel sagde Peters Brev intet bekom, men den elsiede
Hustru haabede alligevel det bedste, og i Dag paa den helli:
ge Juleaften var hun saa forundetlig tilmode. Hun havde
pyntet et Juletrce til sine Børn og havde opfyldt deres
smsaa Juleønsterz derpaa hsavde hun for sprste Gang, vek
Juletmet bedet højt for sin ftavcerende Mond og derefter
i Forening med sine Born sunget Julesangen: Lovet vcere
du Jesu Krist.
Dei var Kl. 6 om Aftenen. J den store Stad Berlin
og der paa den lille Oase i Nordsøen klang den sammt
Melodi.
Da Børnene vare gaaede tilsengs, lunde Hanna ilke
udholde det lcengere. Hun satte sig til at stride til sitt
Mand. Dei blev et langt Brev, hvori hun fortalte ham, at
hun nu havde fundet den iosteligste Perle, fortalte ham one
sin Søn —- og bad ham tilsidst om at vandre den smalle
Bej samtnen med hende og Bornene, Vejen, der fører ti
Himlen. Hun bad ham i Tro og tvisvlede iite — det føtste
Stridt var nu gjort, alligevel tøvede hun nogle Dage,
inden hun afsendie Brevetz hun ventede nemlig et Brev
sra sin Mand, men da der endnu ved Nyiaar intei Bkev
dar kommet, saa spjede hun og Bornene nogle hjertelige
Nytaarslytønstninger til og assendte saa Brevet.
Damphesten tog det paa sine Vinger og bar det til
Kysien, og saa maatte Bølgerne vcere Budbringere og bceke
det videre til Anton. Til samme Tid tog et andet Brev
den ssarnme Bej, iun i modsat Retning, og det tom i Han
nas Heenderz de to Breve havde krydset hinanden.
Anton sitev: ,,Tilgiv mig, Hanna, ligesom Gud hat
tilgivet mig, jeg hat syndet haardt mod- dig og Børnenez
Resten af mit Liv vil jeg beuge til at gøre det godt igen.
Hanna, Gud har talt et alvorligt Ord med mig. Jeg hav
de sagt: Naar jeg fasar graat Haar, vil jeg omvende mig
til ham — mit Hoded er paa en Time blevet gkaat. J
Dødens Angst har jeg leert at kende ham som den fort-erne
de Gud, den retfaerdige Dommet, men ogfaa sont
den forbarmende Fadek vg Forløser. Han vilde ilte Sim
derens Død, men at han stulde omvende sig og lede, der
efter har han sendt mig en trofast Ben i Peter. Ja, jeg
har lært megei. Mit hele Liv ligger som spildt bag mig
— men dog fortvivler jeg itte. Fortvivl du heller ikie,
med Guds Hjælp stal du nu finde en anden i mig.«
Nu fulgte en Bereining om hin Juleaften —o, hdor
bcevede og grced Hanna ved Tanken om, at hendes Mand
i hine Timer kcempede med Duden Men hvad kunde hun
vel gøre andei end folde sine Hcender og losve og takte
Gud: Herre Zebaoih, hdo er mcegtig som du blandt Gu
der? Du herster over det vilde Han; du stiller dets Bølger,
naar de hæve sig.
XL
Et Aar er gaaet, en ny Juleaften bryder frem. J
Dag stjuler ingen Taage den lille Ø i Nordsoem vi se th
deligt Peters Hus og i ringe Afftand derfra et andet Hug,
som under Straataget bæret et Stilt, hvorpaa der staat
at læse: Anton Lopke, Snedtermester.
Ja, der bor han med sin Familie. Svende har han
ikte, han for-er fielv Høvlen og Saven. Der fandtes new
lia ingen Sniedler psaa den lille Ø, og faa har han ved Flid
oa Møje fund-et det daglige Brod der for sig og sine. Hat
han ingen nye Mobler at lave, saa maa han reparere gamle,
og vel tager han ikke nær faa mange Penge ind her som i
Berlin, men han bruger heller ikke naer saa mange. Alle
Slags Bifortjenester ved Agerbrug, Faareadl og Fisteti ta
ger han med, og hvor trives ilte hans Hustru og Born
ved disse tarvelige ·Jndkomfter, som saldrig for — og hvil
ten Lykte og Fred er der itke i Hjemmet! Paa trofaste
Vennet og gode Venner fattes det ham ikle, men frem for
alle Ting glceder han sig daglig over at viere en Kristen.
Vel er hans og Hannas Bej ilte beftrøet med Rofer, heller
ikte ere de blevne Engle, men om ogsasa Shnd og Nod en
Gang imellem anfæater dem, saa er det dog tun Storme
paa Overfladen —- dybt nede i Hiertet er der stille, thi der
bor Guds Frev.
sKL er 5. Peter med sin Huftru og Anton med sin
Huftru modes ved Stranden. »J Dag for et Aar siden,«'
sige de, og tavse staa de og tcente efter, hvorledes det alt
sammen git til.
,,Hans Veje vare i de store Vande,« sagde Hanna, ,,og
jeg har stukket lige faa dybt deri som du. Piaasmin Konstr
mationsdag begyndte det rigtigt. Jeg vilde ud, jeg tænkte:
leve og nyde er det samme spm at vcere lykkelig. Kun altfor
snart stulde jeg erfare, at de Blomster, fom blomstrede for
mig, blesve ikte jo lcengere jo fmuttere.«
Tavse traadte alle ind i Antons Hus, hvor Juletræet
først stulde tændes. Anton gjorde det med bævende Haand,
det var jo første Gang; ligesom han ogssaa for første Gang
lceste Juleevangeliet sved Juletræet for sine. Msen hvad var
det, soni stinnede ved Foden af Trceet. Vilhelm havde hyp
let og bejfet et Brædt, paa hvilket der ved hans Hasand
prangede folgende Jndstrift: Dit Ord er en Lygte for min:
Fod og et Lys paa min Sti. ,,Fordi det er dit Konsirma
tionsbibelsprog,« fiagde han i en inderlig Tone til den el
stiede Moder.
Nu git man hen til Peters. Efter at her var sunget,
bedet og lcest, bragte Peters ældste Søn et Brcedt, en rigtig
Tvillingebroder til Vilhelms, frem for Lyset, den samtne
Jndstrift stod derpaa.
»Im-di det er dit Konfirmationsbibelsprog,« hvistede
han til den elsiede Faden
Det blev besiuttet af begge Familie-r, at anbringe Bi
belsproget over Deren »Det er det bedste, man kan have
paa Jorden,« sagde Anton, ,,og vi vil bestandig have det
for Øje og i Hjertet.«
Nu begyndte den lille Kirketlolle at lyde, og som Svar
paa dens laldende Raab lom alle ud af Hufene, enhver bee
rende et tcendt Lys, som han omhyggeligt dcellede mod
Binden. Saa begyndte det lille, gamle Orgel at lyde, og
frift og traftigt faldt Menigheden ind: Losvet være du
Jesu Krist!
Det er nu netop høj Flodtig, og Bolgerne beflhlle nee
sten Kirkevejen Det er, som om de ogsaa ville fejre Julen
og høre paa Orgelllsangen. Hvem der imidlertid lægger «
nøje Mærte til der-es Brufen, han hote gansie tydeligt:
Ære være Gud i det Høje, Fried paa Jorden og i Menneis " «
skene en Velbehageligshed!
-———— -—.-0-.———