Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 16, 1902)
Bedehuset Fortælling ast- .Gl til-recht Paa Danst ded Ellen. lFottsatJ «Mo’t Stesank! J lunde have dct niegei bedte paa edets ganile Dage, om J selv oilde. Da jeg tobte eders Hus detnede, var det nætinest for edets Ethik-, at ikle nogen vætre stulde saa sai i det; min Taan var at redde det til edet. Nu staat det tomt, og J tan slhite detind med edets Kristian, hvad Øjeblil J dil, naat han tomnier hjem. Jeg hat ladet mig sige, at han har sotladt-eder, men det slal J ilte tage edet nack. J har flete Venner, end J maasie selv ved af.« . Christel lyttede i Taoshed Hun havde mest thi til at give Betgeesranz ten Bested og lade ham vide at hun tendte ham godt not til ilte at stole paa ham. Men nd mhget under Ulhtten havde hun leert at tidinge sig selb. Nu reiste hun sia, tog Vandspanden oa git ned til Kilden. Lange stcid hun der mellem Ellebuslene og stitrede i det llate Band; Spanden flod over, men saa mange sowie tede Billedet drog gennein hendes Hjette, at hun glemte ai tage den bott. Da hotte hun Sttidt, og idei hun sor slrcrttet saa op. modte hnn sin Fjendes falste, sinilende An sigt. Jtte nojet med at have taget Kristiang Hus og Hieni og al hans Velsiand, vilde Bergerstanz nu ogsaa tote ham hang Husttn. »Du got niig Utet, Christel,« sagte han in««dsniiateiide, ,,naat du soget at undgaa mia. Jea toninier til edet soin en Ven nied Trost og Rand. Hoem hat du del, som vil tage sig as dig undiagen mig. Alle Fall talde dig en lOde land og din Krisiian en Landlober. Bat er han, og hveai ded, om han nogen Sinde lonimet iaen, jeg iror det ilt.s. Hold dig hellete til mig, jeg mener dig det gcsdt. ManJe -Gange hat jea sagt dig, ai jeg havde dig leer, nien du hat itte oillei h«te paa mig. Se nu, hvad Folgen er Meter-» Salt og Nod Dag ester Dag, et Hiis,son1 lnap er godt not til en Hund at bo i en Mand, s·oni itte hat kann-: t ernæte dig og nu oven i Kobet er loben sin Bej sra dig. Folg mit Rand, Christel, sotsoind du ogsaa og lad den ga:nle stat te sig selv. Jeg oed et Sied, hoot du tan oære stjult og i Sitterhed indiil Zorigheden hat lodfornielig stilt dig fta din Mand. Og hoad der saa vil ste, er itle godt at vite; men du er sotoatet for din Leveiid.« En navnlos Rædsel shldte den unge thiiide, wetan Bergetstanz med bestandig blodete Siemme iilhvissedc hende sine Planet-. Hendeg Zer sunklede, hench s-anie Zkiltelse ketiede fig, hendes Hand-er tnhiiedeE som til Fotsvar, og hendes Siemme klang med heilig Laune-, da hun udbrod: »Er du saa snati fcetdig med dit djævelsle sssotsiag, du stammelige Menneste. Alt hat Idu rodet sta os, Hne og Hjem hat du iaget, hiulpen soin du et as Morlets Magier. Vil du nu ogsaa stjæle seloe Hjetiet nd as Livet paa os. Jeg siger dig, det slal itte lnttes dig, Herren vor Gud iilhoret det, ham, soni du spottet. Og du stal oide, at var end min Ktisiian langt mete letsindig, ja hande han sotlaidi mig sot itte i Aar og Dag at vende tilbage til mig, saa oilde jeg dog elste ham og,vcete ham tro. Dei hat jeg iooet ham isor Herrens Alter« og jeg hat ham tasr som mit egei Liv. Men dig hadet jeg sra i Dag as; dig ovetgiver jeg til den, som dommer teifcktdig.« Ehristel martede, at henideg Kraft veg, Taatekne oat lige ved at brhde stem, hun greb Spanden og ilede hjemad, Uslingen stulde dog itte se hende gtædr. Hjemme i sin lille hytie lastede hun sig paa Sengen og -hultede, som om hendes Hjette stulde htiste, og vilde itte lade sig troste. Mo’r Stefans tog altid sin Tilslugt til sin trofaste Gud Hilsen paa Hilsen beugte ihun den sonsdetlnnsie unge Koinde sra den »Smetternes Mand, sont hat lidt uendelig meget mete, end noget Mennesle tan lide. Kors seits Hetlighed brpd da ogsasa omsider gennem Sicele-vaan dens Motte; Christel blev stille, tilsidst reiste hun sig og s-agde: »Hvililen elendig Husieu jeg maa haive datet, seiden Gud lan laide dette lsomme ower mig. Be over den Koinde, hvem man -vover at iiltro en saadan Troloshed, ve over hende, som shar daaget og hedet saa daatlig, at en saasdan Fristelse tan komme hende ncer. Be oder det Ansigi, der itte bedre bcetet den helliges Billede." »Herten hore dine Otd «og tage det Hjekte, hvotsta de komme, i sin egen Haand aEt det maa boje sig unidet hans Tugt,« sagde den gamle hojiidelig: »Faitige, ulærde Folt ere di, men tige deri, at vi oide, hvotihen vi slulle soge om vote Sjaeles Frelse. Alt tunne og bot di gkve hen til de urei-scerdige, naak Herren gioet dem Magi over os; men vor Sjæls Saligihed et Herrens, og den hat di ilte Lov at ofte. Ml nogen tove dig denne hans dyte todte Naadegave, da slaa sta dig ined alle de Banden, som nettes dig i Guds hellige Ord, g sovergiv den elendige til Guids Dom. Jlte stal nogen tænte, ast den saiiige ingen Ære hat« itte stulle de mene, at vi, fordi vi næppe have det daglige Brod, glemine Here-eng alvotssulde: »de gavner dei et Mennesie, om htan viiidet den ganste Ver-den, men tagee«S’tade yaa sin Sjcel,« og »hvad tan et Men nesle give til Vederlag sot sin Sich« Men oms Banden i Loihrddrn lod Suatten lysiig; thi alt Bergetftanz sogte stg en husttu, det vildste man. Rappe vovede nogen terbae Pige mete at tage imod hans Tilbud, og da han, pyniet og fin, ·stted intd ad maollens Port, gsö det i Elsebeth Molletens unge Datier. Hun gtæd og haid sin Moder, soni hun ’dog maa't-te viere fri, hellete dilde hun leve ugift alle Dage end ægte n saadan Mand. Mai-deren selv oar bange for at give sit eneste Barn til et hethgiet Menneslez men Elsebech Hader var haard, han lnvede uden vtdere sin Dattet bott, stont hun sagde sham rent «ud, it hendes hjette tilkhorte en andeu, en habetlig «g velstaaensde lang Mond Tom dog i Rigdom var taugt fta at lunne maale sig med Bergersranz Min derneö Tauter hat-de han aldrig ihaft Øje for, sin egen haften havde ,-han -f-aaet efter hendes Faders, itte estee heade- Villie, .og detes Ægiestab shavlde dag, —- det mente than t al Fald, —- qoætet ’saa lhttelsigt og ftedeligth Iom man tunde sorlangr. than vilkde ttte date en saadan Nat, at han for nvgle tossede Pigenyllers Slyid stutlde give Aftald paa tat faa den rigeste Mand i L«o«hr«b-orn til Sevi gerspn. Og hans Datter maatte .bøje Ttg for sin Faiders Villie· Et sorgeligt Syn var det tat se EKsebeth7 told og stiv,z itte .so.m en lyllelig «Brud, som en fangen Kvinde ud af; et beseiret FOU, der mod sin Villie maa splge lftn Tyran,’ kørte hun med sin Brudgom. Da hun tdm til fine «Svi gerforceldres Has, og Bergerfranz satte Stigen til Vog nen for at hjaelpe hende ned, maatIte than prife ·sin Lylle, at hun itte traaldte ham i ZHmedeh hun skød Stigen til lSide, sprang utden Hjcelp af Vognen og lgik inid uden at thilfe hderten ·til højre eller :venftre. Og det Ja, shun ud Italte for Herrens Alter, let-d med Klang lsdm et Fort-div »lelsesraab stingrende gennem hele Ksirten. « .Ulyklelig var hun selv, denne ftallels unge Brud, dertfor blev den milde, taerlige Elfebeth forvandlet til en holvmodig »Husm·oder, »der gjorde alle sine omvaerende ulyt lelige. Sin Mlantd elslede nun itte, ·og han kunde ille smildne hende lved sin Kcerlighed, thi hakt I;)alvde ingen Karlighed til sin Hustru ! Bergenfranz fejrede sit Bryllup i Heft paa den Tid, da Kornet i Lohr'born bragtes i Has; otn Eftermiddagen, xmcldens Spillemaendene spillede til Duns, og der lød et HSlraal u·d fra Bryllnpklhufet, der «tulde bety«de Gleede, Ygil Arnald op til Hedemarlen J flere Uger hat-die «han Lille hørt nioget til sine Venner dettoppe7 nu fandt shan IBegge Ftvinderne paa Matten i Fcerd med at binde Neg, Intedens de riaadslsog otn, hvorletdes de stulde faa den riges »liae Heft under Tag og tcerslet· » »Vi maa bygge en Lade« «ag-de Arnald, »men rig Jtignot forelkfbig Uden Logulv og Bindinggvaerb Delth ler det allerede fiaa sent paa Aaret, at dette naeppe kundeI nata at blive ·tørt, »Da delH tville lvi loansftelig tunne fan Tømnter fra Staren. S«lovrideren er eder ilte god, en eller attden Øretuder maa ·l)ave dagoaflet eder for «ha-ttt, eller maaske synes han i det shele taget itle om, at J thave taaet Bolig her oppr. Men deran »han belade trenlt sta, at Sloosven flulsde breide sig og gro stammen asver Hedetnar ken, «saa ·vilde det vcere gaaet, ligescrm ’da Faraos syd miagre Køer slugte de fyv fede uden felv at blive federe. ’derved.« · ; ,,Men Arnald, ltvordan er det, du fnatter?« udbrødl Chr »Har itte Herren velsignet dort Arbejde, saa di maa sige ham Tal for Hosten Kunde vi ihave ventet, at Kornet stulde blive «bedre seller Kartoflerne give mere det første Aar? Har jeg ible lunnet dringe først Jordbaer og siden Blaalbcer i Mængde til Tortvs i Købstaldenspt Hvad jeg saa derne’de, Bragte «mi«g til at langes efter tnit Hjeml lher appe. Hvad »l)jcelper det at halve mange Penge, nsaar de tun lcegge SnarerTor en? Jeg har nu hatft en «Glatde, som jeg ilte tan nænne at fort-Ade dig· Tænk dig, i Dag lom den sprste Tigger til He.dJL)ufet. Er det ille en Guds Velsignelfe at lunne dele med andre? Jeg dar ncer ved at græde af Tat og Glckde, da jeg ftar Brnd af til det tfsattige 'Barn. Kurtde jeg blsot sse min Kristian noget of tere, faa -vilde jeg svcere fuldtonrmen lyklelig; men han ! maa hjcelpe os Tved at gaa paa Dagleje, og jeg ved, at det er ham en Gliede at arbejde for os alle. Det er goldt itle at vcere ene." » »Du thar Ret,« svarede Arnold og slyngede Halmtoi «slen om .det sidfte Neg, Ahi han hadde "strals taget Haand med i Arbejdet. »Du idar Ret, derfor har jeg logsaa tcenlit paa "t tage mig en Hustru, tunne J gcette hvem?« »Hyrdeanna!« raubte Atvinderne ssom nted een Mund. Arnald st·irr-e’de forbaldset paa dem. »Men hvor tunde J dog dide det,« udbrød han, ,,jeg ztroede min «Hernsmelighed lvel fordareit fsor alle andre end Imin leere Herre Guld. Men J Alt-inwon lunne nu ogswa lomme efter al Ting.« De lo hjertelig alle tre, og Chri stel fagde: »Det lan itle undre dig, Arnotid, at vi gætte paa lden gsamle Faarehyrdes Datster. Flinl og dygtig er thun, dertil et elsleligt Guds Barn, saa jeg mange Gange« hart tænlt desd mig seco: Dei idilde vcere en Kone for Art.Iold.«t »Ja, jeg hear lange vidlt, at hun svar dig gsod,« sag-de »Man S"tetfans. ; »Hm» tunde HJ ide "det?« spurgte Arnocd højst for »undret. J »Ja, J Mænd ere nu itte faa klage, sssoni J gerne svildebilde sos «inld,« fvarede Clhriftel muntert, ,,lvi ,se mangt Hog meget, sorn undgaar eders Øjne, og forstiaa Urnegeh som tJ ille hclve Anelse om.« l »Du lunde Ihave gjort Eos begge tso ten Tjeneste, der som 'du lidt før havde indviet mig i,din Hemmelig.hed,« tsaglde Arnald, ,,jeg har « flere Aar thoth «af Anna, og rsaar jeg lont forbi hendes Moders 'Hus, har jeg fløjter mit allerkønnefte Stytile, for at hun slulde ’lomme ud i Deren og lulte Faarefolden op ’for mig. Mange Gange, nsaar Zhun bad mig: »Was godt paa de smaalLam,« hadde jeg Lnft til at fige til henide: ,,Annsa, vil du lhjcelpe mig shele mit Lsib med«at svogte min ’Hjord,« men jeg turde ilte, for dersvnt hun ihavde sagt nej, halvde jeg aldrig dovet at spsrge for anden Gang. Ei Ja maa Stamme fra Herren vg uden Betcenlning i hanö Navn.« ,,Men nu ere vi enige,« ·vedblev Arnolld med et lylle ligt Smil, ,,og nu ivil jeg le allerede fsr Vinteren at ferel min Brud indi mit eget Hiern, jeg er ted af Ungtsarles livet, og jeg figer Herren Tat af Ihele tnit Hierin foridi than vil give mig til Hustru en Jacldan Kvinde som ntinz Anna.« « l J Glæden aver Tm nye Lylte glemte Arnald dog’ ille sine Vsenner i Hedehusetz til de to Kviniders Jordan selfe viste «han sig en Dag med Bjælter og Nagler og sam Imentpmrede dem en Lade, sdel ille stor, men sparende til Ihedehuset og den lille Ager og saa solid, at »den vel kunldel holde Regnen ude. J de splgende Dage faa man derpaa Clhristel .og« Mlo’e Stefans Ivrig i Fand med at ·f«vinge Plejlen over et stort Sejldug, worpaa de khavde famlet ldet modne Korn, og faldt ensd Slagene ille synderlig re gelrnteösig, klaa blev dog Seeden Isaa del taki-steh at næppe nvget enefte Korn blev tildage i Atgene. Mv’r Stefanö siamlede de sidste stvre Blaabcer, sont thun ·t-tre’de i Solstinnetz alle Stagg ·Skovurter, zTimiam Enftan ogtnange antdre bletve Tindsamledez Oden gamle Klone«forstiod at «ttllave Leegemtdler af Planterne, pg mange date blevne helbredede new hendes Hjælp, thi den dliev altid gtiven i Guds van og under Bøn om hans Vclsignelse. » Boglhvseden gatv rigelig Asgrøde, ishi Jorden var sagt-i lig god for den; og medens Ncetterne bleve lange pg Da gene l·orte, bragte mlan «oppe paa Hediemarken ogsaa deni lille lHatdes Asgrøde under Tag. Koen havde tcelsvet, vg« Mo’r Stosans Hjerte hsoppede as Gier-de, da hun viste Kri stian den lille «Kalv og "sagdie: t ,,Fsoder halbe lvi not af, lLyng til Strøelse og Hø til at æ·de. Vil tun Stovrideren tillade os at samle Løv i Etflter-aaret, 'stal ivort cheg ikke tomme til at lide Nød i Vinter.« Sei-a tast da al din Enicrtc Pan Herrens starrte Mngt Lg haab, o dank-, mit Hjerte, Vier trostig, nsvksagt. Du er dog ej dcn Herre, Som alting raade bør, Gud monne Scedttet bcrke, Lg al Ting vel han gur l Honor sattigt e-n’d Hjemmet er, saa er det dog Hj e m:l det Sie-d, som er «.Hjer"-tet dyredarest af alle. Maa end Spessartbonden mangen Gang, naar han ;gør Liverslag over sit Ftorrasald til Vintersiorsbrug, sige til sig sellv: ,,Det strælter itke til, Livis itte Voelherre Thjælper, tomme :vi til at sulte,« saa længes han dog hjem sta de rige Vorders Gaarde, og naar Høstatbejdet er forbi, maa than tilbagse til sine Vierge. Den "am«me Hjemve grseb Kristian saa mægtig, at han git til sm venlige Husbond da begcerede Oklsov paa ube stemft Tid. »Ja, ja,« lo den ganile, »j«eg sorstaar dig nok; jeg ’l)ar seltv pritoet det samme. Men husk paa, Kr«istian, at naar den lille striger i Vnggen, sog det diaglige Brød bli loer tnapt, saa Hat du her en gammel Ven, og du stal ikte søge ham sorgcrv-es. Det er en Glalde at hjcelpe Mensne ster, der som Kristian Egebersg ere rede til att arbejde vg tage sat.« Kristian tattede sin Hugkondx 'men denne «afbrød ham og steigt-et »Lad nu det være godt, men glem itte mine Ord. Nød lcerer nøgen stinde at spinde, og hvem v·,ed Vm du ilte hat et Arlbejsde lsiggendse derhjernmse, bare du ser dig sor. Man behitxer itke ast lvære ledig, sordi Frosten bin der Jorden, og Sneen dækler Ageren.« Kristian syntes ikte rigtig om den A.fste"ds.ihilsen, nen den luttede dog hansØjne op, saa han paa Hjemsvejesn sit Syn sor mangt sog megset, han itte for hawlde lagt Mærle til. De røde Hyben og de sorte Slaaen, Piletroeetne ved Brett-en ,og Ulditotterne, smn Flaarene hawde afterladt l Tornense slangs Stim, bleve ham Anvsisninger til Fortje neste. Men naar han tænkte paa sde Venner, der i RI dens Stund wilde lunne staa tham bi med Raad sog Daad, da blitv det »hver-ken de gaimle Kamnierater fra Værstshusi set eller «de haardikyjertede Smigerforccldre. Nej, ncest Gud tven,dte hans Tanter .sig til Faarsehyrden Arnold, ·ham kunlde han stole paa, thi »der er sdsen Ven, som banger fa stere ved, end en Booder.« Da Knistian nærmede sig Korsivejen midt i Skoven, hørte ·han plusdsselig Klotteringning, og sra Sidesvejen, der sørte ned sta et as de note Dalstrog, tom en Kordreng i sin sotte Dragt, meld en lille Klotte i Haandenz biag eskter ham en anden, som bar et Krucisits, og enidelig en Præst, som sulgtes as sire Mcensd, der imellem sig hats-de en stor, sott Kiste. Ton-se git de alle Morbi. tun Præsten hilstie med est: ,,Losvet dekre Jesus Kristus,« hvortil Kristian svarede: »J- Ewighe«d!« Oppe mellein Bjergene boede mange .Ka«t"oliker, og nu Parodie en as deres Præster sulgt et as sine Skriftebørn til Gralven. Kristsian saa’ ester ldet lille Tog, indtil det sor sovandst i det stembrydensde Aftenmørte. Men gennem hans Sjæl tonede et stille, ysdmygt: »Lovet vcene Jesus Kri stus i Evighed. Han, som Tot-ladet dig alle dine Mis gerninsger, han, som læger alle dine Sygdomme, han, som luonet dig med Mistundlhed og Barmhjetstiglhed Vil ewd Vejen msange Gange bljve tmsig trang sor mine Synsders Skyl«d, saa wed jeg dog, at msin Genløsser lever, og vesd hans LHasand gaar jeg stimotdig frem, selt) Under Korset, indtil han iasabner mig sit Inder-has med en einig Herlig ·hed.« Blckdene faldt, o-g Stjovene stod «tk1«vfe i den Colde Ef teraarslufst, da Hesde«h11set en Dag fik Bessøg a.f Ste-peter. Han var paa Vej neId i Lavksarsbet og kom for at hilfe paa Kristian og laere hans Huftru ast Lende, og -hsan blev mod Xagen med aabnc Arme; khi de Venner ·va14e snart tabtse, fom sagte Hedk«bondens fattige Hiern. Men da han santmen med Hast-is Folt trog fat psaa Aftensmadem gkiv han fig tsil tat lse, ith ·i)an holdi Trek sieen højt i Vejrei og sagde: ,,Nej, ved du h«vad, Christeh saadan ·et Mestcrftykle stal du ikke lasde dig nøje med. En rigstsig Sie maa innnEe loendes rundt i Munden, .uden at man «mærker den. Jeg sonst-any at Kriftian folget med mig sog læm mig Kun sten a1f. Rigtignok hat aldrig nsogen Læredreng holdt ’ud Ihos mig længwr end i tre Dage; jeg var dem for streng, for-of de kom med store Tankev o«m egenv Duäcighed sog mente, ast ·de«t Haandværk var ingen Sag. Men hvis du wil ofte«de tre Dage og lidt mete, saia haabser ’j’eg, at du snart skal bllve fPiniL Hinab du foradbejdcr i Vinterens Løb, stsal jeg sælge swr dig ’til Sommer, «thi stil Handels mand duer du ikke; sdu forstaiar We at "tale Ihr dig. Og saa dkelse vsi Fortjenesten ligefom Froksostcn, ikke Fand-W Kristian tog med Tckk imsod Stepeters Tslbu·d, .og den Tib, han tilbragkte hos den gamle, dyxitige Trcestærer, var en fand Vederlvcegelfe for Gam. Men da Vinteren rigtig btsd los, da Sstsotsmen susedse odm ’det lille Has, og Reg-» non sstrømmede, ssom siuldse den rive det med fig, ’da Sneen» bagde sig dybst og todt omkring det, bleso Oder enfomt paa« Heidemarkm Mangk Bei-g pkejede Kristian Egeberg sog Gans Familkie ganste ivist ikke at mbsdtage om Sommeren, anen nu wate de fukdstændig asstaarne (fra «alle andre le svende Versen-er Wd Skcivens Raadyr og Ham. ! Mckr Stefans spandi den · Ost-, Gartner Winter hadde sendlt hende, Kristian «fiiiit«tede Sleer, dg Gans Hu ftru lsyede flit«tig, men Vinzterdagen er tun kori, sog naar Merket brav ind mellem Bjaergene, tun-de den fasttige »Taelleprasas næpipe lsprede Lys i den lille ·Stue. Man-ge Gange var dett svcert not tor sde ensomme Mennester ast holde Modet dppe, saa ssvaeri, «at dei tunde se nd, som «om baade Mod iog Hsaaib fvare ved at brisiez sog itte en Gang Mor Stiifans tuntde bringe ny Jld · den sygniende Crø wed at :tage lsin Tilflugst til Guds Ord. Men »om Natten saldrig er «saa "ori, den jo "foi Solen slviin«der,« aliid paany ville Gulos Vorn erfare, «a—i: Vent tun, til Stunden lotnmer, Saa bliver Luften fri, Lg du stal prise Sommer-, Naar Vintren er forbi. Foraarsfolen drød tilsidft igennem Snefiyerne, List) og Lys 'sejrede over Vin«t«errnørkest, og en solklar Søndag Morgen tundse«Chriftel gsaa ltil Kirle vi lLioihrborn tned en bille sets Uger gainmel Dreng paa "sine Artme. T Rundt om i Klinfternse «laa Sntren endnu sont Miwde am Vinterens Angst sog Nødz men Kilderne rislede mel lem Buftene, Leerten steg højt mbd den blaa Himmel, og i tre glsade TJJisesnnesleIhjerter genleid Salmens »Min Sjcel begcerer, ja lcenges efter Herrens Forgasarde.« Mesd stille Glæde traadte"Clhristel fremf or hele Me nighieden for ai lcegge sit Barn i·den gode Hyrdes Fctvm og lda thun faia den lille Dreng indlamrnet i sGuds Foll, døbt til at vaere Guds hellsige, elfkelige og udvalgie Barn, da jublelde hendes Hjertex »Salig«e ere lde, sxom do i dit Hug, de «fkulle enldnu ilove dig.« « En Højtidsdag war dei for de ire Hedekioere. og en Højtidgsdag bliesv det for mange, fom her siaa Guds Gad hsed og «ma—aite bøje isig for than-Z K Kærlsgheds JlxnagL Mere end een Floraarsdibla it ur:i·oldede sig her under Naadens rg Sandhedens Sol Men paa en af de forteitte Bænle fad en stinde, fom Iikke kunde glæde sig. Bergerfranzs Huftru halvde ofie hørt Heidebonden Eomtale, fnari lmed Hiarme og fnari nied Haan, og naar ’hen«des Mand var i sit allieziværfise Lune, sirømmede lhans «Mun:d wver med iEder og Fortun delser irnoo Kristian Egeberg og hele thans Has. Men saa liden «Till’id hasdde Elsebeth til sin Mand, at net-pp de iMennefter, s san ·hsadede, blevethende de læreste, og i sit Hjerie tog shun Hedabonden i Fiortfway sidet hun ikle med Urette "menie, at Vergerfranz for en sivr Del svar Skyld ihans Eilendighed i Nu saa hun disse fasttige, foragtsede Mennester, ilke ·som forlnyite S-ta"ller, men straalende aif Ungdiosm dg Lytle. Der ftod ·han, den ;stærte, sinulke Mand, faa tro fast -ved sin frislc, istønne Huftrus Side, og «hos ham den gamle Mdder og den tro V«,en der ikle maaite imangle i tderes Glceder smstn shan ikke hetvde sjigtet dem i Sorgen. « En navnløs iSmerie gennem.bæve!de den ulytkelige Kvin ·des Hjette. Aldrig skulde hun eje en saadan Rigdsosm al drig, skulde hun finde Hvile i en faadan «Kcerligl)ed Salv inets bitre Taarer brændte i hendes Øjne og sank mesd na gende Glød i hendes -Sjcel. Hun «faa over til sin Mand Hans imørle Øjne lynetde, hans Pande rynkedes, og hun lceste i hans Ansigt Misundelfens Harme. Hans Hern der tnysistedes, og han lovede ssig 'se’slo, at lcenge sinlde He dedoernes Lykle Iikke Ivare. »Bi kun, Sijernekrisiian,« mumlede shan, »du rejser Kammen derwpipe, set jeg; men idu ’fta·l komme ned, san langt ned, at din Dreng skal tigge for smin Der og jeg skal jage ham bort med Hunde, faa fianldt cjeg hiedder Ber gerfranz« Jlle mange Dage after, da Kristian var i Fcerd med sai bryde Stene op af Hewdemiarlenjsor at udvide dei drit ke’de Lansd, tom Stovrider Wolf til ’Syne, :steg rtoer Sten- « gcerdet sog gil lige løs paa den starr Klippeiblob fom lata mid«i paa Ageren og var al«1if·-or tung :iil at lunne fjernes. ,,Skal de t kaldes at shave rent Brod i Pofen,« fagde ·han, og trat et Haresiind frem, fom «han ;heoldi lige then for Ncesen asf -Kristian, »wer du, ·at ovi Tiaale en Vildttyiv heroppe?« ,,Hr. Slovri"der,« ssvarede Kristiam »so-org den, der lhiar lagt ,S«tindet suchet i""ienen, shvdrledes det er kom met der. Jeg er ustyldig i Dyrets Drab.« »Ja faa,·' demerkede Siovrideren, »du ved maafle Oheller itte noget om det ·Raadyr, »k,ois ene Florben jeg Tor leden Dag fandt i en Fcelsde. Og msaa jeg spørge, hlvent andre end Hedebonden lhar «udst-illei alle ide Felder, jeg finder Tder osmkring og paa Hedemarkeni Kioin en Gang sher, Hr. Bislditiyv og Krybslytte, og Jtik Haanden ,her op og se, hlvad Tdu lfasar sfat i.« Kristian fial Jsm sHasand inid ,p-aa dei betegnede Sied. ,,Niaa,« uldbrød Sskcwrideren triumiferensde, «da han drog en Fælde frem, »kan du endnu ncegie dig «slyldig? Og tan du nagte, .a«t jeg var «i min gode Rei, da jeg ilke vilde give H«ede7bon«den Brcende til Kulsvieri? Men giv kuni Tid. Rset laenge skal tdu itte fasa Lan ast blive iher, ifaa 'fiandt der endnu sgides en erigheld i«Spessari.« Kristian swd som lynflagen. Den Urei, her blev udøvet imod ham, advcebnede ham sala fuldftaendig at han ganske spagfcerdig sagde: »He Slsovridey aldrig bar sen eneste Bisd Bildt dre ret i min Mun d, siden jeg flytteide herop. Dyrene have nedtriampet imit Korn og for-meet mit He, msen jeg vidfie at de itle tilIhørte -m-ig, og jeg hat ikle rørt dein. Mere end een Nat Kaive min Huftru og jegoværet ude for at jage dem hori, men aldrig er jeg komemen dem for ncer. Gmd ;·tilgive den Usling, som svil sførse ·mig i Ulykte. J msaa "«tr«o mig, ihi jeg «er en Erlig Miand.« pSkoprideren saa mistroisl paa hani og fagde ikte andet entd: Dei stulle sdi not ifaa at ide.« Saa laldte lhan« spsaa finspHund tog gil. Eiter -n Tids Forli-d manghede Kristian Trce til ast bygge sin stægstald rtn med idg MIo r Siefans raadede ihain stil at gaa lige stil Skovrideten og .bede dm Tilladelle til at shugge i Skoven. - ,,Vis ham, at du that en godiSamtdiiiighed og ist irre-de Kam under Øjne,« sagde hun, ,,lvet er bedre end at iholde sig t Skjul. « Krisiilan gjsorde «aa, men bistv dort wfvisi. Gorifctiey