J—Bøljterne.
En Fortcelling af A. W o l l m a r .
p. verfat as L. X.
Fortset.
,,Tcir.g niig itte," raubte Hanna pludselig med flam
tnende Linn saaleoee at Anton forstrætlet oeg tilbage;
«,hvis jeg stnl gaa ined og tale, da siger jeg hojt og whe
Itgt til jer alle, at Mændene ere nogle Pjalte, som itke ville
atbejde, rnen roligt se paa. at deres Huftruer og Born lide
di — ja, stnl Zeig mie, da stulle J i alt Falo komme til
at hsre Zandbeten, det siger jeg din.«
For en snnoan Lptrlrden oeg Anton fky tilbage og
Feste da hen i Foreningen, bvorfra han oendte hjem med
nyt Moos og nne Forhaabningek; men at tale derom til
- sen Konse oovetoe han itte inere, og oerfor tog han nu fat
paa Botnene for at belcere dem. Om hoiltetZ Denne
ftadteläz Mand, der selv san gerne rilde ocere rig, han fogte
Au at vcette Had og Miiundelie mod de rige i sine egne
Botns Hierter ved at leere dem Sange, hvoti Fattigdom
wen og Elendigheden »altid blev stildret nied saa merke
Forder, sont muligt, og Elylden for ’oine bleo nltid paa
den mest iaoefulde Man-de lngt paa de rige. Endoidere
, fpottede han over Religionen, on til Bornene sagde han:
i- «,J stulle ikle være faadanne fromme Hcengehooeder sont
: Onkel Peter-J Born: nej, jen sial opdtage jer til Helte.«
Men da, sont Hannag Hierte oar veo at brifte af
Sorg oder at se, boorledes henkeg Ægtefælle søgte at
fotgifte Borneneg Sind sit hun uventet en lille meuw
trinke Wilhelm bragte nemlig stn Faoer en Stags Bænl,
Tom han havde fammentornret af Bræddeftuinper, en
strals vangnede Snedteren i Anton; san glemte sine dadr
Iige Sange og arbejdede nu et Pa: Timer samtnen med sin
Son, der var utrcettelig i at rette Spørgzmaal til ham.
Vel benmteoe Faderen den forste Lejlighed til a: udsaa sin
onde Sei-d nien saasnart hnn begyndte paa deite Teinn,l
ftk Bilhelm rncerskocerdtig not sna meget at fpørge og bebe
Faderm om, at oenne altid blev stanofet i sit Foredrag.
Snatt dar det en Dragefnor, der stulde lade-T snart bad
han o:n Hjoelp til et Stolenrbejde, og da hnn en Tag’
havde faaet et helt Bord foroeret, bad han Faderen at stryge
det need Oliefnroe —- og Anton var altid villig til at gere»
hoad Trengen bad ham orn.
Handlede Vilhelm sanledes af Forstand eller af Jn
ftintts Hanna saa sin store Dreng dybt ino i Øjnene og
« saa da, at han fokstod hendex hun san, at det var Hei-klin
372 Veh, tnderlig Kcerlighed, som gjorde, at han ooerfor sin
Inder altid traf det rette. Det vqr en Solstraale i den
msrte Nat. «
Men —- hvad var det? En Morgen var Wilhelm
Vorte. Hvorledes var det gaaet til? Han maatte haoe
Dætet meget forsigtig og stille under fin Paa-klcedning, og!
allerede var Modeten oed at frygte for en ny Ulytte, da«
Lhun ’andt en Seddel paa sin Hooedpude, streven med Bil
heltns Haand ,,Mo1der,« stod der, ,,naar jeg kommer
shjem fta Stole, stal jeg foricelle bin alt.«
Bed Miodagstid kom Wilhelm da gtcedekstrtalende
hjem og sagde: »Moder, «eg vil tun fottælle for dig alene,
et jeg bar faaetPlads iHessensBlad-Ekspedttion og at jeg
hver Morgen og Aften stal bringe Blade onilring .Husene,
og detlved osil jeg tjene en Hitl Masse Penge· Der har jeg
gjort i Tag; Kl. site mantte jeg begonne, men proecis Kl.
fyo Var jeg i Stole. Jngen usren ou mai san det at vioe,
thi hois mine Softende faa oet at oiose, fortcelle de dei til
Fader.«
Hanna presfede Sonnen fast til sit Hierle. »Hocr-«
for maa Fader itte oide det?« spurgte hun.
Vilhelm blev blodreld »Fordi du steil bade Pengess
ne, tkke han," sontede han. l
Altsaa, saa vidt var det lommetl Sonnen gennenpi
stuede Faderen og fordømte ham. Hun maatte rsome
ovetfor dette Born. Fastere sluttede hun ham i sine Arme,
men faa ydmyget havde hun endnu aldtig folt fig.
UT
Motten og mortere blev det omtring den ftattelå
Rom, og dertil hanc-e hun en Folelse af, at der af disse
sung-e, merke Styer, der beugte over hendes Hieni, vi.de
frembtyde et Udejr med Tot-den og Lyn, Tom vtlde ede
lægge dem alle. Hendes Anelse var rigtig, erjiet kom.
En Aften lom Anton hjem og opfordreoe i en barst
Tone sin Kone til at hegt-de sig til No tilligerneo Bornene
i det tilftsdende Beetelse, Loin var Sovetanimer.
Det var endnu tidlig paa Listen-m Matten, var jtte
sti, de to mindste Born sov alletede, og lydigv trat Hunnen
- Hs tikbase med de to celdfte ,,—— at, detnnede hende, at der
4Itztbt It nostsstrtekkeligh men det glædede hende, at Bot
— Äne- Øjne ttte sinkt-e se det. hun sogte ogsaa ser Sen
; spen, wen W styede fta hendes Øjne, og i Spændtng
- M khon og lyttede eftet, hoad der svtlde ste. Heniinod
Wut syntes hun at bete Iodttin og en Led, fom en
W See-stand blev anbeagt i Kistenet derpaa hsete hun
W sagte Mumlen as Gaumen og saa blev alt toligt.
Anton boetfjantde Vg, men kom snart tilbage igen,
CI heut Mylhweleizssphan atbefdede i det til Kettenet
MEDIUM. Host- beßilte han? san rom
« , op iMWet for at site Plads til en Vate
" TM hism harrte faaet anbragt op til Bæggen og netop
. sei-steh M at We til med Braut-seh da en Lyt
« - ( M at se op. Hans huftru ftod for hom.
« M besitllee but« fpurgte hun bewende.
« Wen here see-, vix du ein-eng vide
W have ladet vgl-e Opmalb
den fette Sinkt-heb dest, Inen Polttiet
»Es-Use udbeedte, og derive foutagek
net sit. M den« Grund man dticke
M end-I Ue M Miste-nie til. Saa,
H—
midler, saaledes er det ogsaa rigtigt, at den tonsislerer de
giftige Sttister; men vil du virtelig, Anton, rætte Haandi
jlil saadanne Msrkets Gerninger?«
»Hdorledes kan du sige, at det er Gift?«
«Sandheden har frit Lob, og hveni der taler Sand
hed, tan frit og frejdigt staa srem i Los-et. O, Anton, de
andre ville not bringe sig i Sikkerhed, men du tnaa rage
Kastanierne udaf Jlden for dem. Te have forledet dig
til at strejke, de have taget vort daglige Brod fra os, og du
stammer dig ikke overfor vor Wilhelm, som nu. ncesten som
en lille Fader, arbefdet for sine SostendeZ L-, Anton, oni
de nu sætte dig i Fængsell Du tror dine Zorforere san
lange, indtil det er for sent.«
En voldsom Graad kom over den stattelei Henne, og
Anton bleo heroder saa meget mere forstrrkktet, sotn han
sjeldent saa hende grcedez han bleo dobt rvstet derover,
men desværre stal han saa dybt i Stunden, at ban ille
tunde redde sig derud af.
Og hanna2 At, ogsaa hun vilde saa gerne nd af
Sumpen, ogsaa hun vilde saa gerne vandre paa den ba
nede Vej —- og ganske stille beanndte den Oderbeoisning at
spire frem hos hende, at den rette Vej var den, som var
oplyst af Guds Ord. Dei var nu itle langere den blinde
Overbevisning, men det var nu en dybtfolt Eriaring,
spdt under Trængslet.
Næste Dag tom Anton hjem i oprørt Zindistilstand.
;Han havde faaet at vide, at Politiet havde deanndt at
Efatte Mistanke til ham og tun ventede paa en Lejlighed til
at arrestere ham. En Tale, han havde holdt, haode gioet
Anledning til dennk Mistante — lort sagt, Jorden
brandte ham under dederne.
»Du maa dort hersta, helt dort fra alle dine san
kaldte Venner«, sagde Hanna
»Ja, men hdorhen sial jeg?«
Hanna tav et Ojeblih men pludfelig sagde hun:
»Hrorl«,en? Til Peter-, til Yroder Peter.«
»Den Rejse er saa lang, jeg — hat ingen Penae, og
dertil vil ingen give mig Penge as Kassen.«
»Jo leengere dort, desto bedre for dia. Vent nu,
til jeg kommet tilbage, om en Time er jeg her igen;
min Broder rejste om Af:enen, du maa rejse allerede i
Asten.«
Hanna gil ——— hendes Vej sørte til Pantelaaneren
Med Steckt bavde hun ofte toentt paa den Vej, men i Dag
git hun den med Gleede. Naar Anton tom over til Peter,
den fromme, retstafne og selvstcendige Mand,-saa oilde
Bindet faide ham fra Øjnene, og han vilde atter blive den
flittige, godxnodige Mand, som hun haode elstet i tidligere
Dage.
»O Gud, giv Velsignelse!« bad hun stadigt undervej5,
»vckr mit Lys paa den morle Bei, oa devar oasaa min
Mand paa hans Reise.«
Bonnen bragtc No i Sindet, ja, hun snntes, at hun
bleo heli let om Hinten som om ban allerede var kommen
derooer til det stote Han, og havde faaet alt Zinnds vadsiet
af, sont de daarlige Kammerater liaode titIasnget liam med.
Dei var tunge, tnen stonne Ljeltzitta da Anton for
lod sit Hjem Han saa bestand-ja paa Hamm, sont om hat
havde en hel Del at bede ocn Tilgioelse for, men Ordet
tom ilte over hans Laden Det stal iorit blive anderledes,
lovede han sig selv. Hanna saa paa ham med Blitte, i
hville der laa den varmeste Karlighed, parret med tilbage
doldt Brede; det rar, som om hendeg Hierte siulde spren
geå ved Tanken om, at hendes Borns Fader slulde forlade
sit Hjem og gaa nd i den tolde, merke Nat, og alliaevel
createde det hende, at han itle en Gang spurgte: Hvad
stal der blive af eder?
At, for sørste Gang i lang Tid var dette Sporgsmaal
kommen op i hans Hiern, nten hoad tunde det nyite at
sporge, naar der ingen var, som kund-e besvare det? Don
troede han i sit Hiertes Jnderste Paa sin Hufttu og paa,
at hun not oilde sinde paa Rand. Saa sagde han FaroeL
,,Men —- hoad stal der blive af Ballen, som er stjult
under Tsrvene?«
»Es-r med den, hvad du vil. Jo for du blioer den
loit, desto bedre'«. ’
Nu var han dorte, og i Dag for forste Gang saadc
hun til Bornene: »Bed for Faden der nu er ude i Kul
den«.
Vilhelrn saa paa scn Moder med et saa alvorligt
Blit, at hun uvilkaarligt spurgte: »Herr du maasle allerede
gjort det for i Dag?«
»Ja, Moder«, svarede han trohjertig.
»er hat du leert det?«
»Bed Bornegudötjenesten, du ved jo, hoor jeg er hoer
Sondag«. ««
Ja, fremmede havde leert hendes Barn, hvad der var
chendes egen helligste og stsnnesie Forrettighed og Pligt,
men som hun aldrig havde gjort Bkug as eller tænkt paa
at opfylde. Men saa de andre Born? At, de hverten bad
eller sang, det dar indesluttede, sitz Born, som ofte i lange
Tidet maaiie undvaere Synet as Solen og et giad og til- .
sreds Udtryk i Faderö og Moder-s Aussigi.
»Alt maa blive anderledes bog os«, sultede Danach
alt, itske dlot Anton. Vi have alle meget at bede Gud orn
Silgidelse sor«.
Nu var hnn alene med fine Born, og dog var det, som
var hun ille alene, det var for hende, sorn om hele huset ·
var fyldt med noget untenneligt, ufortlarligt noget, med
Slanger eller andet Zettel-. Bilde hun ssge at gtre sig
klart, hvad det dar, saa bleve hendes Junker strats ledede
shen til Brendetamret og den hemmelighedsfulde Balle,
sotn laa stjult der. Hivem tilhjrte den? Aabenbarvt ingen.
heudes Mand havde sagt: Gsr med den, hvad du dil, jo
Ihurtigere du Eli-ver den tvit, desto bedre. spie nu Meig
keden cost en fandt den, san lunde den maaste bringe Ulys
te over dem alle. Ttlstdtst Bunde hun itte udholde det lckns .
gere. Hut fis-d op, gis ind i Kam-neues og betragOtede med ,
W sie-der det strendselirnatertale, sorn var lage .
even pas W, trat den frem for Met pg aabnede den,
. Deus Zwld heil-d t en ntallig Mengde smao
date-, HI- sen-, W Mc Ha m due pg lett-. vg
Reg- --:- os, kamst noget has-de hun endnn atdeig last.
Its-s- gksslwsskini Ist-. Mk eleudkelte Glas-. i -
MICHA- IMM Mdt SMspottelxer og
" slpm W Messe-s Mittw- ja eudse
. » w i seist-M Mee
N M- DOIM :
r
—
Men Hanna var itte længere den drdmmende, unge
Pigez Livet med sin jernhaarde Virtelighed havde sotjuget
Drommene, og hun lærte mere dg mere at mode denne med
Kraft dg Handledygtighed Lydlsst luttede hnn Toten
ind til Bdrnenes deetammer dg tdg saa en Del as bist
Flyveblade. — Ha, hvilten prægtig Jld de gav i Haltet
ovnen! Atter dg atter hentede hun nye Ladninger af dette
btcendbare Stof dg dvergad det til Jlden, sdm lwer Gang
blussede lystigt op, dg hvdr srydede hun sig itte over, at
hun i disse tdtde Decemsberdage tunde dpdarme sm Ztne
ved denne Jld. Nu var Halvdelen, nu date alle de hvide
Blade med de sdrte Bagstader dpbrændte. men Hanna
nnjedes itte med dette, hun hentede dgsaa det graa Pap
hdori det hele var in»dpattet. Ja seld Beholderen dg
Baandede, hvdrmed den havde været dm·bunden, prrckndte
hun — intet maatte·blive tikbage, dg da nu ethdert Zpdr
var udslettet, dg tun en tcempemægsig Bante Aste i Ovnen
vidnede dm hendes Virtsdrnhed, da var det sor Hanna, som
dm hun hadde gjdrt rent Bord. Med lettet Hjerte bragte
hun alt i den gamle Orden i Btckndsetsrummet, dadstede
sig omhyggeligt dg stdd netop dg dvervejede, om hun atter
stulde gaa i Seng eller begynde pna st: Morgesmitiejde. da
hun nludselig følte sig omslynget nf td darme Arme dg san
Villyelm stna suldt paatlcedt til at gan ud.
.ctal du allerede gaa, mit Barn?« At, unenfor dar
det san mertt dg tdllot, og Drengen var endnn itte ti Aar
gammel.
»; a,lille Moder, .llers blider jeg itte fcerdig til Std
letid, Kl. 8.«
»Der hat du din Kasse.« Hun tog den paa Knttels
dvndrøreh hvdr den stadig bled hensat dm Astenen
»Hdor er den ddg dejlig varm, « sagde Vilhelm » dg
du set saa glad u·,d i Dag gaar jeg nieget gladere end el
lers, men —- — —·'
,,Men?«»
»Moder, stulle di itte en Gang lcese min Salme sam
men? Det er tun to Vers-, men ieg bdlder san meget af
dem.«
»Vil du da itte sremsige dem sdr mig?«
Vithelm sdldede sine Hemden Hanna snlgte udiltanrs
ligt hdns Etsempel, og nn frenzsaz1de, nej bad- hendes
Bam:
L Jesu, du min Werde-,
Tu dine Vingcr brcddr
Lg sccnm om niig nest
Vil Elnngrn mig anmutige-,
San lnd din Enge-l tnngm
Tct Var-n er gener i Her-rette Frisdk
»Du var sor mig, tære lljtdder,« nfdrpd kran, »Je:
nceste er for dig og mine Sestende:
Tretet er jeg ns nt dannen
tht irr-, J Ljentnngek
Mcn nom- Liv on Zur-l
Bang dn i nl bin Rande
Lg vom dem net frn Bande
’- Tu Lin over Jst-auf
O, nu didste Hunnen hdis Dann-d de! dar, der holdt
hendes snntende Livssstib even Bande, der tunde ingxn
slette Sange os. besndttende er bringe 1ilntte, nnckr den
des Bern, Guds Barn, hver Morgen, nnar alle de andre
st, sortrd sit Hjem paa den Monde.
Sgn glad dg del til Mode sdm i Dng hadsde Vilbelm
Ldpte endnn nldrig begyndt paa sin desdærlige Bank-ring,
dg hdis Aoiserne, som han bragte olntring, tunde have sor
talt hnnz Tanter dg Fslelser, saa dilde alle de, sdtn indds
tdg dem, dcere bleven gtade Lsgfaa i den stattels Han
nas Hierte sen det i Tag nd, sdm om der var begnndt en
Rengprelsesdroreä som dm det Merte, der san lcenge hav
de ruget over bendes Hjern dg holdt enhrer Sdtstraale ude.
nn stulde sorsdindez ja, det saa virtelig i an nd, sdm orn
de alle en Gang endnu tnnde blide lntteligr.
Hnn maatte i Das lasse ndget, noqet godt, for at faa
alt det hceslige, sdm hun hadde lceft i denne Nat, nd as
Zielen Saa tog hun da en S«tdlebibel, sdm tilhdkte den
des Born —- d, hvdr længe dar det ddg itte scden, hun hav
de læst i Gnds Ord· Hun læste dm den brede dg den
smalle Bef, hun læste Jesu Biergprcediten. O, hddr nyt
syntes det itte altsammen fdr hende! Hun sdldede sine
beenden dg as et ddrigtigt Hier-te tattede hun hom, der
hadde hast en saadan Taalmddighed med hende, dg bad
ham dm Hjælp sor Fremtiden, dg at han ddg dilde gøre
dem alle salige. For ssrste Gang i lang Tid toentte hun
nu med Kerlighed paa sin Mand, dg Tanten dm, at Anton
nu süart vqr tdmrnen dder til Broder Peter, dar tzende saa
!iflig; thi det var sdr hende, sdm tunde Peter gdre meget,
zg at han stdd den tære Gud nærmere end ndre.
V.
Der, hvdr Nordsden dmstyllet Slesvigs Vesttnst, lig
zer et stdrt Antal stsrre dg mindre Øer, sont dels ere be- -
tyttede mdd havet ved Diger dg Klitter dg del- dem-gelese,
udsatte sdr havets Rasersi. Paa en as digse Øer sinde vt
atter Peter. To smaa Landsbyer. hvis man tan talde en
Samctng as 15 Huse saadanne, hat-de ham tit Lærer for
deres Birn, endvtdere gjdtde han Tjeneste san Organist;
rnen hanc hiertes stsrsie Gleede dar, at han tee Gange dm
Nonne-den t Præstens Sted holdt Gudstjeneste sdr Me
nigbedem Han has-de ægtet en Obderste, en Dotter as en
dalligdræsi, dg var i sit hjem den muligt endnu lntteligere
end tsstt Embedr. Fern Bsem det yngste dar site Aar gam
melt, dplidede det paa stiskst Mem-de byggede, gamle has.
Imsrygt, Fred dg Gleede hoede dertnde. dg Monden
sandt t denne«3reds alt, hvad han sdtn Yngling havde nn
stet sic.
Des ntjsdrn maatte han date her paa dette Sted,
elleet dar det umuttgt at Im her. den bade tngen ftp-I
dtge We ellee tempernctftge Tecey men det er et
Spitwnaah dm den stseste Hemde blandt Cedertrceerne
dilde bade fremtakdt stiere Siebe TIdt Deus Bebdere end
de Jena« as Scheint-en densusede ddækgagttge Bitte, eller
den mett pragtfulde maeeshall ntel Rese, end de bldmstrew
de Itdslet dg tsde Dedebldrnsiey fdtn ddetalt bedættede
IMM; thi alt tdmmee an pas Øjnenn der fe. Men
tm Bunde se stg met paa det viel-disk den« sma, alttd det
Iw, bog sitt-d soesieltigt, M Heut —- Jspnsen Ste
dee er Ost-e dg Its-d inne ist«-Wende end M denn-·
M s Mdttden stilte et Unw- site dpttet Das
Bebdernef fra Fastlandet, i beetiden tttnde Vandet træde
saa langt tilbage, at der mellenr Øen og Fastlandet rat
tilsyneladende tsrt Land, hdor tun nogle Render og FIE
dnbninser, syldte irned Band» mindede om, at lHaoet del
srr tort Tid stden dceltede sine leger. J Ebbetiden til
dagelagde deklyndige og idristige Fdlt Vejen tsil «Fodg, men
det var dog altid en tneget sarlig Vei, en Vandring lang-Z
Asgrnnden.
Anton var lntielig og vel ankommen til Len oa dar
bleden gaestfrit modtagen af sin Svoger, der snatt ssk Ub
forstet, Ooorledes det stod til tned den stattels Flvgkllkngs »
»Hdorfor har du itte bragt din Huftru on DTUL
Born me’d?« sprtrgte han.
»Det tunde jeg da itte godt gøre midt oni Vintetet:,«
itdarede Anton, »det dilde være sor tcldt for Bornene, og
desttden vilde det ogsaa have været ubestedent, ont vi alle
vare faldne dig til Byrde.«
Peter indsaa, at Anton halvde Ret, men Sporgsmaa
let: Hvoraf leve de? destæstigede ham meget mere end
LEgtescellen og Faderen
Denne havde sttart genivunden sitt Ligevceat Log siUO
Singtninges beste-Irre Verliert sont Oboerens ErtendelTe
as detes Unsderlegenlted doerfor Beboeren sra Stotttas
MI- flog sig for Brnstet, fortalte noaet om sine Grund
scetninger, Taler cg Virtsomhed da sorsogte at faa Peter
til at gasa ind paa dnns Anstuelser. s
Saadan en tlcg Mand maaite Eis-g tunne indse, hvot
flet det stod til i Verden — msen besorger bvad oidste ltan
her om Verden? Her sandteg inaen tmiere Jnteregserf
dumme og taaltnodige henlevede de her deres Liv oa füa
tun hrer rttende Tag en Akois, sotn Var mindst otte Tage
gamtnel s— dar det et LitoZ Jrriterende dar oasaa Mor
gen- og Alstenandagten her i Httset. Der sad de alle nted
deres Sangbog i Hat-indem og der bled sunget —- Orgetet
og Bornestetnmerne syntes at tat-weg otn at fretnbrinae de
hsjeste Toner.
Alt rette sandt Anton i højeste Grad latterliat, nen
for itte at synes ttbøslia badde han den sorste Morgen sor
ssgt at snnae med, Log Tonerne han stetnbraath llana
sont Æsel stria i Lærtesd ng -- -naa, men hvad saa? Hatt
dar doa dirtelig sor oplnst til at deltage i saadant noaet
dnmt Tøjeri. J Tng vilde shan allia(l:el itte sige ncget, nten
med Tiden forbelholdt tian srg at lade sit ans stinne for
dem.
Paa den anden Side besandt han sig tneaet del der,
Rassen, Mceltetn Grøden, Fasten og Stinten — alt var
godt og oelstnagende her, saadan Kost bande han itte saaet
i lana Tid Reaeltncrssighetden i bans Lid dar ogsaa del
aesrende, oa Hadet Var dirtelia i høitste Grad interessant.
«Det er altsammen meget stetnt, iære Peter,« sagde
nett en Dag, »men al den Sand er .icesten itte til at nd
;»loe; det oil sige saadanne dittnme Zange, sotn denne:
Text Undigfte Rose er stunden. Hdad tror du. at Bornette
tænte ont en saadan Sana?«
»Ja, Anton, ieg betlagscr dia, hoig Zangen -:r din
rtbehagelim tlti dtt er da kommen paa den allermest sattel
diae Tid nrt liae for Jul. J Jnletiden er her netnlia slet
intet Lphold, Bornene stinae da trele Taaett da ofte otn
Ratten tned i Damme —— Stsnae dine Børn itte5«
»Nej, det aaar itte an i Hovedstaden. Hoad ritte
Nabcerne stae dertil? ----- Teåuden stulde det da oasaa
date andre Sange, de stnlde snnge. Dine gasa jo alle naa
den Melodi: Faaret er drunt, det ladet fia roliat tlinne.«
Peter tnodsaade itte, det var ikte hans Mande. »Er
engang daa Havet i Dag. Se hvor stille det liaaer, ncrvpe
den sagteste Vind bevæger dets Oderslade, — da for saa
Dage stden rejste det sta hushøit, som otn «det vilde slnnge
Stibene da Øen ov ntod Hintlen Er dei itte dasaa ina
ledes nied os? Enaana itnelletn er der stille oa sredetigt
i dort Jndre, ca til andre Tsider tan det vcere, sotn otn det
ubændiae Hjerte vilte snre Kria med bete Werden-«
»Ja, deri bar du Ret,« searede Anton, ,,oa saaledeg
er det ogsaa med mig, oste tan jeg dcete glad, men til an
dre Tider liae det modsatte —- dog holder jeg mest as det
lille Vers, sotn fixier:
Frnd dia ved Livet i dine Dages Baar,
Plut Glædens Roset, inden de sorgaar.«
,,Hvis- du i Aareots stulde ligge paa Snaeleiet eller
sidde indensor Fængselstnurene —- vilde du da strive dette
Vers paa Væggen?« spurgte Peter allvorligt.
»Aer, Peter« du vtl nsaturligvis have mig omvendt,
have mig leert at synge og bede?« sagde Anton starpt,
»lad drt hellere det sarez thi det nytter dig itke noget. Jeg»
vil not endnu en Gang komme ovenpaa og komme til at
ntjde Livet. Naar jeg bliioer galmmel og graci, vil jeg be
gynde at tcente paa Gud, og da vil jeg synge hellige Sange
omttap med dine Bornebsrn.«
Saaledes endte neesten altid de to Mantis Samtale,
hvtltet i th Grad dedtsvede Peter; han vilde fo dog saa
gerne have givet sin Sssier en anden Mund tilbage, og
derfor bad lhan for ham Dag og Rats medens hart ved
hyppigt at strtve til Sssteren søgte at holde heudes Mod
oppr.
Pan den lille Ø i Pesterihavet var det, sont alle an
dre Steder, Skii og Brug, at give hinanden Julegewey
og Peter vtlde i den Anledning gerne aslægge et Des-g t
den stærmeste By paa Fastlandet, da han hat-de en Del
Jndtsb at gsrez nien ssr den 28. December tursde han itte
give Poenene Fette, og da Tiden var saa langt samsta
dsen, wilde han helft have opgidet Reisen, da Pan ellets ttte
vilde faa et Stid færdtgt, sont han var i Færd nred at
tave til sine Ban. Det stulde irntdlerttd vcere anderles
des; ttdi da en sys, soinr leid as Keanrpettlsseelide, bad Peter
om at ttbe Medtetn ttl sig, saa tunde Peter ttte dringe
det over srt hier-te at srge nei, tdet han ilte tunde viere
glad i Julen ved Tanten om, at den syge stulde savne stne
smerteftillende Brander-. Dette gjoede Udsleigeh og Pe
ter bestenrte Iig til at drdde op tidligt otn Morgenen den
24. December, letdfaget as Anton. -
. »Mir ttte sor lange dorte,« sagt-e Fett Juge, »Str
nene Alle sio san gerne have deees Integaver t Mien, de
have je taa sie-et ped at deute, og du ded, hortedes de
Dleede siq til Julocftere.«
»Der er nie-ereilen Bett-« tagt-e Peter-. »Stil«-er
stiegen og Spend tage met-; jeg dar-bet, at ot Komme
huettst Even laoledes at vt tunne dat- oore Foreetntns
gesteht-de os txt-re himme, trrden det dltrrn nett-It. «
Gottscttey