H
J B ø l g e r n c .
En Fortælling as A· W o l l m a r .
versat as l.. N.
FUktst1t.
Hanna stjulte Ansigtet i sine spenden men da hun at?
ter saa sap, Var han-H Ansigt sorsdunden. En odertroist
Frygt gennemrystede hende. O, om han i dette Øjeblit
dar dod og nu viste sig for hende!
Hnn stutde imidlertid snart blive beroliget i saa Hen
seende; thi saa Dage ester sit hun et Brev fra Peter, der
paa et langt bortliggende Seminarium slittig søge at ad
danne sig til -L(rrer. Han sortalte hende om sit Liv, oni sit
Arbejde og sine Forhaabninger og scemscitte i Slutningen
as sit Brev det alvortige Spprgsmaah Tcenter du endnu
paa det, vi lovede hinanden paa vor KonsirmationsdagZ
Tænter du paa vott Bibelsprog: Dit Ord er en Lygte
for min Fod oa et Lys paa min Sti! Og tragter du al
vorligt ester at blive en sand Kristen, som vil leve ester
Guds Bud?
Sssteren maatte rødme af Stam ved at lcese diese
alvorlige, manende Ord. At, hvor lcenge var det itte si
den, hun vhavde været i Kitte! Mere og mere havde hun
slutte fig til Hühners, næppe mærtede, at disse ved deres
verdslige, letscerdige Omgang tog noget sra hende, der var
langt mere -vaerd end alle de Penge, hun betalte dem. De
havde Omgang med mange; oste tom der om Astenen en
Del unge Mennester, i hois Selstab Hanna tilbragte As
tenen med at spille Sorteper og megen anden Lystighed.
Fru Hiibner lederede Bajerstøl og Smørrebrsd, enhver be
talte, hvad han sortasrede, men alle snntes de godt om
Hanna, og hun var glad og stolt oder alt det Smigreri og
den Anerkendelse, der blev pdslet paa hende Hat-de Fru
Wilms set hende her, isørt de rosa og himnielblaa stlæder,
sont hun her bar sra Morgen til Asten, og som tlcrdte hende
saa godt, vilde hun vcere bleven sorsærdet; men haode hnn
vidst, hvad alle disse Blonder, Sløjser, Blomster og Hand
ster tostede, dilde hun hurtigst mutigt have rejst til Ber
lin sor at phente sit Barneharn hjein til den stille Fred i
Burgbetg.
Saaledes git slere Aar. Hanna var sorlængst udlcert
og ardejdede nu for Betaling. As den undsetige, bly Iow
fru var bleoen en stadselig, levelysten Dame, der nu be
sandt sig særdeles del hos Hühners og var bleoen i Stand
til at leje et starre Verelse as dem. Hoad hun for havde
set paa med Uoillie, var nu bleoet hende selv til en Vane.
Odersladisthed, Løgm Letsindighed og Nydetsessyge havde
saaet en saadan Magt oder hende, at ingen Lygstraale sra
det hpje tunde bryde igennem det Panser as Verdslighed,
som nu omsluttede hendes Hinte.
Hendes Broders Breve vare hende uhehagelige, hun
besoarede dem itte mete· Toppunttet as sin Lytte naaede
hun, da hun sorlovede sig med Modelsabritantem He.
Anton Lopte.
Anton vilde have vceret et ganste dygtigt Menneste,
naar han blot itte haode hast saa mange Jdeer. Tallose
Planet gennerntrydsede hans Hooed, sit han hegyndt Paa
Udfsrelsen as en as disse, blev denne opgivet for en anden,
og denne igen sot en tredie, saaledes at Anton ved denne sin
Ubestandighed aldrig tras det rette. Han var virtelig en·
« dygtig Snedter, men det var tun lidt, han sit gjort ster
digt. Som det var med hans Haandvcert, saaledes var
det med hanö Katattey han troede altid, hvad den sidste
sortalte ham. Kun i et var han sra sin Ungdom as sorble
den fast, nemlig i dette, at han aldrig betymrede sig om
Gud eller om sin Sjæls Salighed, og naar Talen var om
dette vigtige Emne, sagde han altid: Gud og jeg har det
saaledes med hinanden: han betymrer sig itte om mig og
jeg itte om hom.
Saaledes dar den Mand, med hdilten Hanna vilde
vandre igennem Livet. Brylluppet stulde holdes i Burg
derg, det oar hendes Bruders udtryttelige Ønste, men
strats ester Forlovelsen dsde Fru Wilms. Herom vidste
hanna dog intet, ssr hun en Dag modtog et Btev fra
Peter, hvori han i stcerte Udtryt bebtejdede hende, at hun
· itte var msdt ved Begravelsen. Hanna bled sorstrcettet,
hun havde virtelig ingen Undetretning saaet om Bedstemo
derens Did; forst otte Dage derester sandt hun til fm store
Forbavselse det sorte Brev i Fru Hühners Ketten mellem
Tallertener og andet Husgeraad
»Ja, dette Brev tom den Asten, De stulde til Dans,«
sagde denne, »og saa tunde jeg itte nenne at sorstyrre De
res Fern-fesse; fiden hat jeg glemt det.«
Peter blev ude as sig selv as Vrede, da han harte dette,
og Hanna tunde itte verge stg mod en Gysen ved Tanten
om, at hun haode danset og moret fig, medens hun, som
havde elstet og opdraget heade, laa paa Dsdslejet; det var
dog hjemmet, han mistede samtidig med Bedstemoderen.
s- Nu stulde hun jo selv grunde sig et Hjem sor tommende
Tiber, hvorsor hun, estee Bedstemoderens Dei-, stuttede sig
saa meget inderligere til Anton, og denne havde intet imod,
at hans Brud nu var bleven Arvingz thi Peter og Hanna
« siulde nemlig arve hele Fru Wilmg litle Formue og øvrige
Esterladenstaber. Brylluppet stulde nu itte udsættes lan
gere, tun stod Hanna sast paa, at det stulde holdes i Stil
hed, og der-ved tom man over en stor Forlegenhed, thi nu
heb-rede man itte at holde Brhllup med Danö og anden
Lystighed, hviltet vilde have sorarget Peter, som man jo
var nsdt til at indbyde.
Peter kom, —- men da han shavde været hos Hühner-s
en Asten, ertlarede han, at der tunde han itte blive lan
gere, og i det hele taget tun-de han itte forstaa, at hans SI
ster i en Aarrætte haode tunnet udtholde at leve i en saadan
Lust. Med Anton, sin Svoger, stuttede han i disse Dage
Venstab. «—Grunden til, at disse to saa sorstellige Naturer,
med de mestsmodsatte Amstuelser, tunde fympattsere med
Xhinandem var «denne, at Peter en Dag havde omtalt nogle
« gamle Mahlen sont sandtes paa Seminariet. Bestrtvelsen
as de mange sorunderlige Rum og Gemmer, som fandtez
i dem. havde saaledes vatt Unions Opmartsbnthed, at han
strats ester Peters Bestrivelse begyndte at udtaste en Teg
ning, som virtelig robede Talent, og da denne en Mor
gen ttdlig opspgte hatn, sandt« han allerede Svogeren i
· sutd Arbejde ved hsvlebantem
»En dygttg, strahsom Mand,« tantte Peter, »som
maaste tan bringe det vidt i sit-Daandvaert, en Fremttridts
mand, Tom kalder sig Fabrikant, fordi han hat lavet nogle
faa Stykter Møbler.
Dog synes det mig, at der er sprget for beggses Ub
tornme for de jordiste Livs Vedkommende, og de synes
begge at have dette Jordeliv ssaa tært, at der slet itke bliver
Tid til at tænke paa det evige Liv. O, hvor er dog min
Saftet sanken dybt her«i denne ftore Stad. Hvorfor kunde
der dog itke sindeset eneste kristent Menneste, til hvein hun
kunde have siuttet sig?« Dette ivar Peters Tanker.
Anton ogHanna sagde:.,,Peter er et godt Menneste,
men han med sine ensidige Anstuelser pasfer ikke for denne
estore By, hvori vi leve. Hvor kejtet var han ikke ved Viel
sen; han vidste iste, otn han siulde give Brudepigen den
hsjre eller den venstte Arm; nej, af hsjere Dannelfe finde-z
itte Spor hos hom, hsvotfrsa ftulde han vel ogsaa have den?
Saadant nsoget leerer man tun i be ftore Stæde:, for hvis
klare Lys alle forceldede Jdeer maa svinde bort som Dug
for Solen; man leerer her at se paa meget, som man for
hat-de troet paa, med gsanske sandte Øjne.«
Btylluppet var forbi. En tostelig Blomsterbulet hav
de staaet foran Bruden -— men hvor fælsomt, en saadan
Duft, som hine Ferstenblomster bag ved Korsgangen i det«
gamle Hjem havde udaandet paa Hannas Konfirmations
dag — en saadan sandte-Z vist itke i det store Berlin. For
Hanna stod pludselig hint stille Billede: Bedstemoderen
læfende Aftenbønnen, den milde Akten, Buevinduerne ow
givne af Blomfter — det hele stod med en faavan Klarhen
for hende, som om vet var fra i Gaar. H
Som Toner fta en anden Vetven var ogsaa Peters
Afstedshilsen, da han tog begge hendes Hernder og sagt-ed
»Forglen1 itke det Ord: Dit Ord er en Lygte for min Fodl
og et Lys paa min Sti. Bliver det desuagtet en Gang!
mørtt omtring ebek, da husi, at J have en trofaft Brodes-J
som daglig vil bebe for eder.«
Siden Brnlluppet er der gaaet ti Aar. Hvis en
Vogn rnller nedad Baktcn, vil den i et saadant Tidsrunn
trods den største Langsomhcd i Forten, dog vazre tommet
et godt Stykke nedad, hvis et Stib ganste langsomt glider
ned imod Vandsaldet, i hvillet det vil blioe knr1st, vil det,
om end Farten var not saa langfom, nltid komme tidsnok
Saaledes dar det ogsaa med det Livgstid som bar Famili
en Lople. Langsomt, ganste langsomt gled det ned imod
Asgrunden, og en af dem, som vare om Bord, havde en
Anelse om Faren.
Hvor date dog de sørste Maaneder efter Btylluppet
slonnel Med Stolthed saa Hanna op til sin Mand, paa
deres hyggeligt indrettede Lejligshed og deres lille Msbellm
ger, og hvor smigrede det«hende, at hun blev kaldet Mis-l
belsadrikantens Fruc. J- denne solrige Tid sit hun ogsaas
en Jndbydelse fra sin Broder til dennes Bryllup. Peteri
havde nemlig sor nogen Tid siden faaet en Anscettelse somY
Lærer paa en af Zerne " Nordsøen, hvor han befandt sigi
særdeles godt. ,,S-lusten her er styrtende for mine Ner
det,« skreo shan til Sosteren, og Follene her ete med detesx
stille Levevis ligesom skabte sor mig.« Her haode han
ogsaa fundet den Pige, med hvem han nu i den tilstundende
Ferie agtede at gifte sig, og det var dersor naturligt, at
han onstede at se sine eneste Slægtning, sin Søster, ved
denne Fest.
»Du lan rejse,« sagde Anton, »deri got du som andre
sine Folk en Baderejse; men jeg bliver her, thi hvem, der en
Gang er vant .ttl at leve i Berlin, han interesserer sig ikke
sor den Slags Ting, og desuden tcenker jeg mig, at der
paa en saadan Ø er langt mere Band end Ø, og det er ikke
min Lyst.«
Efter megen Talen frem og tilbage besluttede Hanna
sig til at reise. Kcerligheden til Broderen var eegte og dreo
hende til at des-ge ham, men det kunde jo ogsaa vcere skont
at vise sig som den fine Verdensdame fra Hovedstadem —
sin Brudedragt kunde hun tage paa til Hsjtideligheden i
Kikkem men desuden kunde hun tage sire andre Dragter
med sig, og hun saa allerede Øboernes Forbavselse ved
«Synet as hensde — ja, det var dog ogsaa meget skont at
kunne lade sig beundre.
Anton sortalte didt og bredt om sin Kones Baderejse,
saa at denne blev helt skamfuld ved at here derpaa. »Vi
kunne gsre det,« tilspjede han, og da han ledsagede sin sine»
smutke Kone til Banegaarden, var han til Mode, som omj
han havde deltaget i en stor Verdensbegivenhed Hanna
dlev i flere Henseender slusset ved denne Reise, og da var
hun egentlig tilsreds —- nej, i sin inderste Sjekl var hun
utilfreds. Skusfet blev hun i dette, at hendes Optræden
aldeles ikke imponerede Oboernez enten saa de slet ikle paa
händes smntle Klæder eller de trat paa Skuldrene og sandt
dem i hoj Grad upraktisle og upassende for en Snedkers
Kone. Med Gliede lyttede hun til den dyde Kærlighedss
tone, der selv uden Ord klang ud as det unge Brudepar,
og til den endnu dybere Tone as Fromhed og fand Gabs
srygt, der var sorbunden dermed. Men utilsreds blev den
unge Verdensdame, naar atter og atter den Ovecbedisning
treengte sig ind paa hende: Dis-se to shcwe valgt bedre end
vi. Det var for hende, som om deres Lylle hvilede paa et
langt fastere Grundlag end hendeg, thi man kunde altid
fokudse, hvorledes Peter vilde stille sig til en Sag; hog
Anton var dette umuligt at svide sorud. Juge, hendes
Broders Hu·stru, vilde faa letttere ved ast komme nd as det
med Peter end hun med Anton -—— det stod i Dag tlart for
,hende« .
,,Hvoras kommet det,« spurgte hun i et saadant be
væget Øjeblik sin Broder, «at man aldrig mellem eder
eller mellem Jnges Slægtninge eller i det hele taget her
ipaa Øen hsrer et ulcerligt Ord? Er det sotdi J ikke tale
saa megett, eller passe J saa gødt sammen, at der ingen
Disharmoni sremkommer7« .
Peter lo. »Harmo, vor Tale er dog egentlig kun en
usynlig Daand, hvormed vi sare den over vore Medmenne
stets Sind, og disse Sind -ere de Jnstrumenter, as shoilke
der fremvælde himmelste eller himmelstrigende Toner, ef-er
som de her-rez. Ethverst Instrument giver entorstellig
Tone, et sorskelligtt Svat til Fingeren, som farer hen
over ;det, og ligesom Harpen er sslsom over for Vind og
Vejr og sigeg at give forstelltge Toner i Regn og Solskin,
saaledes givet det mennestelige Sind forstellige Toner om
Morgenen og om Aftenen, fvrsiellige Toner, før man har
spist og efter at man hat spift, forstellige Toner i Sorg og
forsiellige Toner i Gliede ——— derfor gcelder det om at lære
den Kunst, som taldes Takt —- det vil sige at berøre Sin
dets Tangenter faaledes, at de itte frembringe siurren·de,
slrsigende, dishatmoniste Lyde, men at der maa fremkomme
staune, veltlingende, harmoniske Toner, saadanne, som
lcenge efter tlinge med Velbehag gennem Sjælen. Denne
Takt er som den i Musiken mere medfødt end tillært, men
man tan dog ogfaa felv gøre noget for at tilegne sig den,
inen desværre er den, som er taktfaft paa alle Jnftrumenter,
ligesaasidt født som den, hvem det altid lyktes at aflotte
alle Sind siønne og veltlingende Ton«er.«
»O, hvor vilde jeg Inste, at der paa mit Hiertes
Strenge altid spillede en, soin forftod det, da vilde jeg vg
saa spare oersefter.«
»Spil du »inn, kaere Søfter,· den rette Takt paa an
dres Sind, da oil Beltlangen tone tilbage til dig seid.
Spil ogfaa til rette Tid. Se, naar mit Instrument er for
stemt, da lader jeg det staa, til det atter bliver stemt rig
tig·t. Men det er netop det fatale, at det mennestelige
Hjerte lcenges allermest efter Fingeren til at spille det,
naar det er- meft forstemt, og den leere Naeste fristes da dg
faa mest til at forsøge Spillet. Hvilten Mistlang toner
derfor ilke imod den spillende i et faadant Øjeblit.«
»Du mener, at naar en er forstemt, stal man slet
itte tale med ham?« spurgte Hanna.
»Ja, netop, og naar en gaar og furmuler uden Aar
sag, faa er det lige faa tattfuldt fom tlogt at undlade at
tale til dam, thi derded undgaar man at faa et dredt eller
gnavent Svar.«
Hanna lo.
Peter fagde godrnodigt: »Ja, du let af Stolelæreren
og Orgelspilleren; dog, jeg maa fige dig, at dette har jeg
itle fra mig selv, men fra en gammel Schweinen som var
Leerer i Musik og som forunderlig skønt forstod at spille
baade paa Sindene og Paa Orgelet. Du vil ogsaa tunnc
forstaa, lcere Hanna, at naar du i Kerlighed og Ydmyghed
spger at anslaa de rette Strenge hos dem, du omgaas, faa
vil du ogsaa sjeldent faa en sturrende, ildelydende Tone
til Svar.«
Ja, Hanna maatte tilstaa for sig selv, at Menneftene
her pasa denne afsides liggende Ø levede et slønt Liv; men
ogsaa Storstaden havde sine pragtfulde Blomfter, og den
unge Kone vilde plukke dem, hun Inflede fvcelge i Duft
og Farver og nyde Livet uden at bekymre fig for Frem
tiden, og dog var der en Stemme i hendes Jndre, som hun
itte lunde bringe til Tavshed7 thi den hviskede bestandigt
til hende, at Blomsterne vilde visne og dø, at Livet var
tort, og at hun itte havde holdt sit Løfe til Broderen, hvis
Hjem bar Præget af, at han holdt sit Laste, at tjene Her
ren vg følge ham efter.
Nu var det lange, lcenge siden, at hun haode set sin
Broder. J hans sHjem legede nu fem Born — ,,lutter
fmaa Sangfugle,« strev Peter, »og er det dog itke mai-ek
værdigt,« vedbsleo han paa sm jævne, gemytlige Maade,
»du det hedder: J Frisland synger man ikkr. Bøtnene
maa altfaa have detes Sangetnatur efter mig, og under
ligt er det at høre og se, at saasnakt de·begynde at aabne
deres Næb, saa begynder S-angen. Moderen er den, der
førft begynder at fotstaa Melodien, detefter kommer saa
deres ftolte Fader, men lcrnge førend de lcere at tale, fynge
de, og Ordene komme da eftethaanden af sig felv. Jeg
tror gansie bestemt, at mit Hjem er det fornøjeligste i hele
Vetden, eller stulde maafke dine fem, tære Hanna, gøre os
Rangen ftridig?«
Ja, Hanna havde ogfaa fem Born, men om de tunde
synge, det oidfte hnn itcke. Hun taldte paa Wilhelm, den
celdfte, som allerede i flere Aar havde.gaaet i Stole, og
spurgte ham, om han tun-de syngr.
,,Jkte alene, men samtnen med de andre,« var Soo
ret.
De andre vare naturligvis hans Stolekammetater,
thi i Anton Lopkes Hus blev ille fanget, og ogsaa Lat
teren var i den senere Tid bleven fjcelden der.
For lang Tid siden — Hanna erindrede det næppe —
havde man ogsaa let hos dem, man var den Gang ofte
lystig, men sjælden glad. Nu var ogsaa dette forlængft
fotbi. Møbelfsabritanten var baaret til Graden, Anton
var nu simPelthen Snedket, Møbelmagasinet og den sine
Lejligshed var opgivet; thi naar man ilte haode flere Mob
ler at fælge, hvorfor stulde man faa betale den ftore Has
leje?
Det oar i det hele taget en elendig Verden; de rige
Folk, som lunde kobe, havde ingen Smag, og saa forlangte
de endda, at man stulde ocere høflige imod dem, og dette
var itske efter Antons Hoved Han beflluttede da tilsidft at
holde op med Atbejdet for egen Regning og søge Arbejde
paa en stor Msbselfabtib Her stulde han tun laoe en en
kelt Del af et Stytke Møbel, hoortil der ikke behøvedes faa
megen Omtanke, og Anton hatvde virkelig Brug for sine
Aandsevnet til højere Ting.
Sagen var, at de Venner, han nu havde faaet, yndede
mest at bestaeftige sig med Orsdningen af Verdensforhol
dene, men da dette itke lunde lade ftg gere, faa vilde de i
det mindste have Del i Statens, Kirlens og Kommuneng
Regering. Dei var enshver Statsborgeks Ret og Pligt,
som var baade behagelig og let at udøtve. De forskelltige
Misforhold og Mangler, der kunde vaere at anke over, vare
da det ftaaende Samtaleemne, og naar de saaledes havde
redet alt det bestaaende ned og dokumenteret, at faaledes
kunde det ikke vedblive at gaa, der maatte ske en Foran
dring, thi saaledes var det ilte til at udholde lcengere, da
holte de sig laldede til at indføre en bedre Tingenes Til
and. Naak man faaledes havde gjott alle de Mitinng
rende lige faa utilfredfe som en selv, faa gis man hjem med
den stolte Bevidsthed at være en Helt og en Mand, en
Follets Velgører, der ofkede sit eget Vel for at fremme
andres.
Men hvorledes ffta det nu ud i hans eget Hjem,
hois Bel det dog er Mandens sprste Opgave at opholde og
befotdre? Hannas forgreedte Øjne og forgfulde Minet
Ivare Svaret. J Begyndelsen havde hun gjort Anton Fore
stillinget, havde bedet og trodset, fmigtet ham og stceIdt
over ham — spillede han maaste ilke i den rigtige Takt
paa sin Mands let opbrusende Sind? Sjælden fremlonr
ved hendes Berørting en ston Tone, men ofte brød deres
Samtale ud i en skrigende Dissonnans. Engang imellem
indsaa Manden, at Hanna havde Ret i sine Foreftillinger,
og han lovede hende da Bod og Bedring, men var ille i
Stand til at holde sme Løftm lhi hun var eftekhaaadm
bleven en fuldstcendig Slalve af sine saakaldte Venners
Villie.
Efter faa Aars Forli-b havde Hanna begraoer alle
sine Dromme om Lykle, Glanödg Nydelse her i Verden;
Livet traadte hende nu i Møde med sine jernhaarde For
! dringet-, og hun vilde nu have vaeret tilfreds med den aller
-beskedneste Lod i Klostergangen i Burgberg. Det Sied,
Jsom en Gang foreskom hende saa trist og kedeligt, vilde nu
Jhceve vceret et Paradis for hende. Al, om hun kunde bo
jder i Fred og uden Frygt for det Spørgsmaal: Hvad
Isiulle vi splise, hvad siulle vi dritte, og hvormed sknlle vi
lkskde ose — Hvirkm en Lykket Naar hun saa paa sme
YBørty som hun elskede inderligt, blev hun saa iung ont
!Hjertet. De smukle cheder, hun som Pige og ung Kone
jshcovde anstaffet fig, siar hun itu til Bornellceder, hun
sparede og undværede felv, men ikle destomindre stod den
bitte Armod for Døren, rede til at trcede ind hurtigft mu
ligt.
Hvorledes lunde det ogfaa være anderledes, naar
Manden kun tjente lidt og af dette brugte den største Part
selv? Han maatte drkille og ryge sammen med de andre
ved deres Moder-, han maatte nedlægge en Del af fin For
tjeneste til Partiformaal paa Fædrelandets Alter —- hvor
meget blev der saa til-bage til en Hustru og fern fultne
Born?
Hanna hatvde meget at gøre, naar hun stulde holde sit
Hus i Orden og sorge for Mond og Børn. Jngen Tje
nestepige arbejdede som hun; svag og syg, som hun var,
maatte hun selv gøre alt Arbejde, og den for hende saa
nodvendige Nattero blev forstyrret, dels af de fmsaa Born,
dels af Mandens sildige Hjesmiosmst Alligevel vilde hun
med Glcede have gjort det altfammen, med Glcede vilde
hun have givet Aflald paa alle Fordringer til L)ioet, hvis
det dog ikke havde gaaet saa synligt ned ad Bakke for dem,
og hvis hun blot havde haft det allermindfte Haab om, at
den ssvage, vaklende Mand, som under de Forhold, hvort
»han levede, var bleven en Tyran, var til at bringe paa
bedre Veje.
Var Ordene i hendes Kionfirmations-Bibelsprog alli
gevel fande: »Dit Ord er en Lygte for mlin Fod og et
Lys paa min Sti? Var det Sandhed, at de selvstcendigsie
og frieste Maend vare dem, som havde gjort, ikke Menne
sieord, men Guds Ord til deres Rettesnor og Lygte for
deres Fodi
Saaledes kunde det ilke vedblive; uden Penge kundes
LHanna ikke stille sine Berns lSult5 men hvorledes stulde
hun komme til Penge? Endelig udfandt hun det; hun
maatte staa endnu tidligere op og gaa sildligere i Seng og
forføge, om hun ikke ved Strcedersyning kunde fortjene no
get. Forsøget lykledes, idet man gerne gav den blege, klit
tige Kone Arbejdez men hvor svaert det var for den rysten
de, bcevende Haand at føre Synaalen, det saa ingen uden
Gud. Jo, endnu en, og det svar Wilhelm, Hannas ældste
Son. Han var opvakt og forstandig langt over sin Alders
«— for Hanna var det ofte, som om alle hendes Born saa
celdre ud end andre Born —- og hængte med en lidensta
»belig Karlighed vid sin Moder. Uden at denne havde op
;fordret ham dertiil, søgte han at hjælpe hende med alle
huslige Arbejder og med at passe det mindste Barn. Jntet
Ord var bleven iveislet mellem dem derom, men for Han
na var det ofte, som om hun i den niaarige Dreng havde
en Ven.
Hidtil var Anton regelmcessig gaaet til sit Arbejde,
men en Morgen blev han liggende i Sengen og forkyndte
sin Kons, at han ikle vilde arbejde, før han og hans Kam
merater stete deres Ret.
»Du sirejler dog del ikle?« raabte Hanna.
,,Jovel! paa hvilken anden Maade lunne ellers de
forfulgte Arbejdere komme til deres Ret?«
»Og saa — fortjener du slet intet mere?« raabte
Hustruen forfcerdei. -
«Jeg faar noget af Strejlelasfen,« fagde Anton be
roligende.
,,Almliöse,« mumlede Hanna.
Sha blev han da anhejdslos hjemme. Den stat
kels Mand havde lansgt hellere arbejdetz han havde den
fulde Følelse af sin egen uvcerdige Optrceden og var endnu
ikke helt hjerteløs overfor sin Familie, men han betrag
tede sig som et Osser for den uudholdelige Tilstand trindt
omiring og var enfoldig not til at tro, at han ved sin GI
ren og Laden kunde fremlalde en ny og siønnere Tid.
Og Hanna? Ansiog hun i disse Dage den rette Tone?
Havde hun denne store, ftcerle, fornægtende KErlig«hed,
som form-aaede at binde hendes Mands Hierte fastere end
den Sag, som hun saa gerne vilde have ham losreven fra,
og «m hvilken hun vidste, at den tilsidst vilde have hans
Undergang til Fslge?
Ak, Hanna havdeii sit med Sorg og Bittershed op
fyldte Hierte ingen Plads til en faadan Karlighed Fai
tigdommen havde nu opflaaet fin Bolig hos Lopkes, og
Noden aflagde engang imellem sit Bespg Den stakkels
Kone kcempede en fortvivlet Kamp for dog at bevare Stin
net overfor andre Folk, hun kampede for sine Vorn og saa
rned usigelig Smerte ind i Fremiiden, som tun fyntes at
varsle om for-get Sorg og Bekymring for hende og Bor
nene.
Anton var heller ikle vel til Minde, og derfor var
han saa lidt som muligt i sit Hjem; men naar han saa
kom hjem, var han begejstret over et eller andet nyt Prio
jeki, der for ham havde Udsigt til med et Slag at gøre ham
til en rig Mand. Naar saa hans Huftrdt ille vilde tro
Paa dekte deetstab og denne Lighed i de timelige Kam-,
da lunde han blive heftig vtedis
»Du maa ogsaa med ind i vor Forening," raubte
han en Dag, »jeg holder Taler der og gaar og piner mig
selv med at virke for den alinindelige Bel og for For
hedring af svor Stilling; andre Mcendg Koner tale der,
hnorfor ikte ogfaa wins« -
Da Hanne afslog det, trcengte han endnu mete ind
paa hende og befalede hende tilsidst at folg-e med og gsre
som de andre.
E
!
Gottfcettey - s ·
. «...,«...» -«. ...»-«. »H«
«.-MMMW «