Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, April 09, 1902, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    l
. at se freni til Aftenstunden, da jeg stal fidde ved Siden af
«ga:ld en langt storre Herlighed deri, at Herren havde »givets
« No-«
HYHTdthsuset
Fortælling af O. Gloulirccht
Paa Dansl ved E llen.
(Fortsat.)
Med stsrre Opiiiærtfomhed, end Kristian og hans
Hatten trenlte, havde Prceften fulgt dem. Han haode med
Sorg set deres letsindige Liv; da de niaatte saelge Hus og
Hiern, vad han for dem, at denne Ydinygelfe inaalte blive
til deres Ftelse, og medens hans Blil fulgte Hedebondens
Bygningsarbejde, lagde han begge de kcere unge for Her
reng Fod i inderlig Bon. Nu havde han hort en hel Del
af den Spot, der regnede ned over dein, og da han i Dag
stulde prcedite over den Jetzt: »Hvi ser du Sloeven, fom
er i din Broders Øje, men Bjcelten, foni er i dit eget Øje,
bliver du ille va’r«, flog hans Ord med Guds Aands
Magt ned i mere end et Hiertr.
J Reglen holder man dog mere af at vcere Ordetg
Horere end dets Gørere; og da Hedebonden forlod Hirten,
fulgtes han af mange hadefnlde Blilke, thi hvor Hiertet
ilte vil bøje sig for Giids Ord, der forhærdes det. Meft
cergrede det dog Lohrborns Befolkning, at Præsten gil hen
og kalte Hedebonden og hans Huftru Haanden og talte
med dem som med gamle Venner, formanede og opmun
trede dem uden et enefte bebrejdende Ord.
»Bei varer ille lange, for Proeften selv begiver sig op
til Hedemarlen og besøger det Pal,« muinledes der; ,,men
di tun, til det bliver Winter, og die itke have hverten at
bide eller broznde, saa lonime de nol herned for at bede otn
Brod og lade Nerven beholde Hedehnfet.« Og saa lo man,
inen det var ingen uflyldig Lotter.
tshrislels Moder havde ogsaa vceret i zeitle, og da
hun toin hjem, var hiin saa vred, fordi hun mente, at Pras
dilenen belt igennem hadde været møntet paa hende, at hun
tastede Rollentøjet onslring og siældte Nahreng lille Pige;
ud, fordi Maden va-: brcendt paa, niedens hun var i Kirlei
Hirn dekttede Bord, men itte til sin Datter og Svigerføm
liendes onde Lnne fmittede gamle NickeL og da Kristian
og bang Huftru traadte ind, Oleve de modtagne med en
Sie-m af Slceldsord.
»Jeg vil have Fred i mit eget Has,« slreg gainle Niclel
og flog i Bordet for de to unge, fom ilte havde malet et
enefte Forfvar, ,,helst ser jeg, at du og din hovinodige Hu
strii vende det Ryggen, jo for jo hellere, J have bragt mere
end tilstrcellelig Slam over mig og mit gode Navn.«
En tung Gang blev det for de tre, som vendte hjem
til Hedehuset. Regnen faldt i Stromme og slutkede Jlden
paa Arneftedet, Binden peb ind ad de utætte Binduer, faa
der maatte hcenges Tørtlceder for, og Vandet sivede i store
Draaber ind genneni Voeggene. Mode Stefans var den
eneite, der holdt Modet ovve og bragte Liv i den sygnende
Tro ved Ord nd af den hellige Strift, og da Aftenfolen
brsd gennein de bortdragende Slyer, lunde Hedehufets
Beboere lagge sig og sove i Fred, fordi de vidste, at han
flumrer ille og sover ille, han, som bevarer Israel.
Fra den tidlige Morgen er Kriltian Egeberg og hele
hans lille Husstand i iuldt Arbejde, og endnu ved Aktens
tid staat han nied Hallen i Haanden for at rydde de kraf
tige Lvngbuste dort og bryde Stenene op af den haarde
Grund. hans Hustru og gamle Mo’r Stefans have nol
at gore med at strebe de Stene bott, sont ilte ere dem for
store; men undertiden lan Kriftian, naar han forgaeves har
akbejdet paa at tolle en af de vaeldige Klippeblolle, idei
han holder inde for at pufte et Øjeblil og terre Sveden af
Panden, viere lige ved at tabe Modet.
Aftenfolens Glans formaar itle at sprede de Slyer,
der samle sig paa hans Bande; sprft naar Christel lomrner
for at hente ham hjein og fer ham ind i Øjnene, rodmende
af Sundhed og Lytte, feist og glad og med det samtne dybe
Karlighedsblih som da hun paa Bryllupsdag lovede at dele
al Dagens Byrde og Hede med hom, forst da bryder Sinilet
paany frem i hans alvorlige Øjne.
»Se, hvor langt vi ere naaede i Dag,« siger Christel
og peger vaa det fuldbragte Dagværl, »Herren giver os
Kraft og Mod, derfor gaar Arbejdet saa let. Og hvis du
trot, jeg bliver trcet, tager du megei fejl. Jeg behøver
blot at se paa dig og tænte: »Bei gør han for dig, og du
har Lov til at gore det famme for hatn,« jeg lieh-ver blot
dig og tale med dig om alt, hvad der ligger oö paa Sinde,
saa er al Træthed dorte, og jeg bliver saa lyllelig, at jeg
gerne lunde græde af Glæde.·«
Saa folges de ad hiern, Christel stotter sig til sin
Huöbonds Arm, og med dem gaar han, som er den bedfte
Ven for dein begge. Er end Hedehufet lille, fortjenet det
end tnap Navn af Has, saa lcenge det mangler baade Dsre
og Vinduer, saa forsilrer Christel dog, at Taget holder
Regnen ude, og hundeniPhylals er en bedre Sillerheds
vagt end en Der med baade Laas og Slaa.
En hel Vold af Stene reiste sig efterhaanden omlring
Hedemarlem og da Jorden var nogenlunde renset, maatte
den lille Ko trcelle Ploven. Byg og Havre var det enefte,
der foruden Kartofler forelsbig vilde lunne trives her-, og
medens Christel hjalp sin Mand med at faa Matten til
saaet, anlagde Mo’t Stefans en lille Have omlring Hufei,
hvor hun lavede Bede baade til Korvel og Persille, til Roer
og Svibler. Rigtignok lunde hun ilte lade vcere ined nnj
og da at sende en langfelsfuld Tante til den hyggelige, lille
Have om det gamle Hjem, og det giorde hende meft ondt
at tænle paa, at den slemme Bergerfranz nu ejede hendes
Roser og alle hendes lcere Blomster, men hun endte dog!
altid med en Tat til Gud for doi nye Hjem; var end dettH
ydre Herlighed ille sont det forstes, saa ejede det til Gen-!
Fred paa dette Sied." " »
Arnold havde hidtil været den eneste, der gæslede he-;
debonden i hans fattige hjem, da en Dag Slovkideren, Dr.
Wolf, viste sig paa Vedemarlen og betragiede Hus og Agee
med et kritisi, provende Blit.
»Er det virlelig dit Alvor at ville do og bygge her,
Rristian?« spurgste han og traadte ncermere.
»Ja, He. Slovridee, med Guds Hjælp,« svarede
Kristian «
»Saa hold dine Gramfeftene i Orden og tag dig i
Agi, at ille Bildt og Bunde stukle blisve dig en Snare.«
»Derfor beoare mig Gud!« udbrød Kriftian. »Selv
om jeg ille yavde Grcenjestenene, vilde dog Guds Bud i
mit Hierte scette det Skel intellern Nestens Ejendom og
mig: »Du sial itle ftjcele«. Men vil De vise rnig God
her, sacr tillad rnig sat samle Lyng og nedfaldsent Løv til
Strøelse til min Ko og onvis mig Brænde her i Stoven,
faa -at jeg tan anlcegge en Kulmile. Jeg vil gerne arbejde
sfor mig og mine; men De ved, at nede i Landsbyen findet
jeg ingen Hjcelp mere; oanslelig vil nogen der laane os
n·oge’t.«
Sloorideren tastede endnn et langt Blil nd over Hugi
og Mart. »Betro dig Brcendet ja, Kriftian Egeberg fraj
Lohrsborn turde jeg vel the betroest noge"i, men HedebondenY
heroppe tror jeg tun halv’t, han Inna forst bevise, at han
tan holde rent Mel i Posen.«
Saa fløjtede han ad sin Hund, bød Faroel og gik ind
i StovenF
,,Det stal du itte tage dig raa nær,« trostede Mo’r
Ste«fans, da Kristian mørt i Sintd bereitede det fore
faldne. ,,Stsovrideren er itle af de vcerste. Han Inenier
det godt, og han vil siltert ikte glemme dig. Herren felv,
fom daglig matt holde os i Ave, har tilladt harn at tale
san ·l)a-ardt til dig. Og han, som viste Hagar Brønden
i Ørtenen, han vil ogsaa hjælpe os tre ftcerie Mennesler til
at tjene dort dagliae Brod. Hver Sten og Bl-omst, hvert
Vlnd og Trce præditener jo det gamle: ,,Saa lcenge Jor
den staat, skal See-d og Høst ikle aflade.«
»Vi ere i Nod,« sige faa mange; men hvor mange
tende virtelig den bitre Nød, der nsager med Sult, naar
der ilte findes ekrumme af Brod i Hufei? Kom til Spez
sar«t, gaa fra Hus til Hus i den Tib, da Frugttrceerne
blomstre, og Fuglene bygge Rede, og du flal here et Nod
raub, et Strig oin dagligt Brod, som du sent vil glemn1e.
Kristian forspgte at flasse Brod til sig og sine, da
alt, hvad de havte medbragt, oar fortoeret, og intet sont
helft spiseligt mere var tilboge i Hedehnsei. Dei var en
fand Fryd for hang Fjender at se ham gaa fra Dør til
Dør for at bede —— itteom Mining —--- men om Arbejde
eller Laan, fom han efter Høit vsilde betale tilbage.
»Gott til de store Bner,« hed det, »der er zlrbejde at
ina« Mange gav alligevel den sultne Mand et Stylke
Brod af deres eget knappe Forraad, og det blev vædet med
Taarer, medens han spiste det og git videre paa sin trange
Bei. Lcenge havde han vcrret borte, og hans Hierte var
nær ved at briste af Sorg, da han omsider begab sig paa
Hjemvejen med uforrettet Sag og tcentte paa, hvorlsetdes
hans Moder nu havde vceret ude at sarnle Fjeldurter og
med Lcengsel ventede paa, at han flulde bring-e Brød til den
magre Suppe Men da han ved Solnedgang traadte ind
ad Hedehusets Dor, saa han et stort Brod paa Bordet.
Kun to Stiver havde hans Kvinder staaret for at opholde
Dagen Livet igennem; nu sarnledes de glade onr Bordet
for at talte Gud og den ulendte Giver, forend de i Falles
slnb begyndte det for dem uvant rigeligeiMaaltsiId
»Er dette Manna· fra Himlen, ellei kommer det fra
min StiernebroderA spurgte Kristian.
»Jeg ved det itt«e,« svarede Christeh som var ganste
bleg af Sult, «vi fandt det her i Vinduestarmen i Mor
ges. Gud gengælde den, fom hat tcenki paa os i vor Nied«
Ved Dageg næfte Morgen væltetde Kriftian fin Hu
stru og sagde:
»Ehristel, i Dag maa jeg igen paa Bandring, jeg maa
have Arbejde, det koste, hvad det vil. Jeg gaar til Byen,
og fra Hus til Hus vil jeg soge, indtil jeg sinder, hvad jeg
sogen Naar min Moder vaagner, faa hils hende fra mig.
Gud velsigne eder begge, bed for mig, min Huftru, og Lev
vel, til vi fes igen.«
J den stille, foltlare Sommerrnorgen vandrede han
derpaa over Bjerg og Dal, indtil han endelig, henimsod
Kloiten ni holdt Hvil «for at sfpise det Stylte Brod, der
siulde vcere boade Frolost og Middag for ham. Men han
«søgte forgaeves i sin Lornme. Enten maatte Christel have
glernt at lcegge det i, eller han havde tabt det, da han lcestede
sin Tørlt ved en Kilde i Stovem
Noget forsagt nærmede han sig en lille Bat, der ris
lede frem under nogle store Steue, for ved det klare Band
at ssge lidt Vedertvægelse. Trcet og sulten var han, og da
han saa en Mand, som sad under Bustene og delte sin Mad
med sin Hund, kunde han ilte lade være at anste, at han
haode blot en ringe Del af de mange gode Stylter Brod
og Kod. Den Tonle, der rørte sig i hom, talte saa tydelig
ud af hans Ansigt, at den gamle Mand lagde Mcerte til
ham.
»Hvatd tcenter du Paa, Kammerat?« fpurgte han og
sna op.
,,Paa mangt og meget,« svarede Kristian, ,.blandt an
det derpaa, at din Hund har det godt, for dens Herre har
itle tabt sit Brod, sorn jeg har.«
»Derfor er der gode Rand,« sagde den gamle, ,,lotdt
Band er en daarlig Kost for en sulten Mave. Drit en
Gang; dette er bedre til at give Kræfter.«
Han ratte Krifticm sin Ølflaste og dertil et gsodt
Stricke Pslsh
»Her, min unge, vanddrillende Ben,« sagde han
muntert, »spis nu, og vil du have mere, saa er der niere,
hdor :ette lom fra.«
Kristian foldede Heenderne og takkede Gud, og saa tog
han med god Appetit fat paa Brod og Pplfe, medens han
kalte med sin gamle Ven.
Denne var imidlertid ilte ledig. Med let og sitker
Haand fette han en siarp Kniv vg- tildannede of fmaa,
hvide Trcestytter den ene fmukke Træske efter den anden.
Et Brcet tvcers over en Trillebør tjente ham fom Arbede
bord.
»He-ad er det for Træ?« udbrød Kristian forundret,
,,det er jo blødt forn Ler at behandle.«
,,Slovpil laldes det,« fvatede den fremmede. ,,det er
baade det blødefte og det billigste, den iære Gud lader
notge; Sleerne selv ere dog ikle det vigtigste. Naar jeg
lommer til Byen, er der altid not, som spstge efter Pil
spaaner. Jeg laver nernlig Jldtændere af dem, se en Gang.«
Han tog en lille Jerngryde fra Trillebøren, tændte
jJld og opløste Soon i Gryden. Derpaa tog han nogle af
de lcengfte Spaaner, trillede dem tanrmen ög dyppede Sind
,len af dem i Gryden. J Lobet af en halv Time havde han
saalsdes et ikte ringe Antal Jldtcendere feerdigr.
»Dein syneö Kollepigerne ·feerdeles godt orn,« sagde
han; »det er ganste vist tun en Vifortjeneste, men sin Fro
tost kan man dog tjene derved. «
»Lad mig nu faa Lov at hjcelpe eder, « sagde Kristian,
da den gamle gjorde sig rede til at drage videre »Jeg stal
samrne Vej som J, og min Frotost vil smage mig saa
meget bedre, naar jeg tan gøre eder en Gentjeneste.«
»Naa, saadan,« sagde Den gainle, ,,Hovmodet stitker
dog altid frem. Du vil itte vaere nogen nogset styldig Ja,
saadan tcentte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men
siden har jeg lcert, at man ikte tan betale sin Geld, hver
ten til Gud eller Mennester; man maa sinde sig i at vacre
en Skyldner alle sme Dage. Men hvad vil du egentlig i
Kobstaden? Stal du solges med mig, gaar det tun lang:
somt, saa dersom du har Hastvært, maa du hellere sige
mig Farvel.«
Kristian fort-alte om sit sattige Hjem, og hvvrledes
han nu søgte Arbejde, sor at hans kære ikte stulde om
tomme as Sult.
Den gamle Mand blintede med Øjnene og mente, at
man stuldse itte gifte sig, saa siap man for alle de Sorgen
Da de derpaa ncermede sig en Landsby, rettede han Ryg
gen, satte en graa Paryt paa sit staldede Hoved og raabte
med en snnd Martskrigerstemme sit: ,,Steer, Steer!«
Vinduer og Døre aabnedes, gamle Betendte og nye
Its-bete nittede Beltommen til »Stepeter«, vg til hver en
telt havde han en Spøg eller et venligt Ord.
»Ægtestanden er not ikte bare Løjer,« sagde han til
en ung Kone, der tom for at slaa en Handel as, »vel,
Marie?«
,,Nej, saade hun mut, »den gerrige er som en van
mandshest, den tører med Bin og dritter Band.«
»Er det din Mand, som er Vognmandshest, saa tag
itte venne;« han løstede en vceldig Ste højt i Vejret. ,,Gud
velsigne dig, Marie1i’l, hils din Man-d, naar han kommer
l)jem.«
,,Peter,« raabte en rødnceset Svirebroder nd as Werts
l)1inøren, »blomstrer Slaaenen allerede i Spessart?«
»Nej,« svarede Skepeter, »den er lige saa sen som
du til at dritte Vand.«
Ved Landsbheng sidste Hns bantede Stepeter paa.
Ei blegt, as mange Sorger maerlet Kvindeansigt saa ud
gennem det aabne Bindue.
»Dorthe«, sagde den gamle Mand; »din Sester er
dad, jeg bringet dig hendes sidste Hilsen. Hun har udstridt,
Gnd vcere tattet.«
»Tat, Peter,« svarede Kvnen ligeghldig, ,,gid jeg kund-e
give dig alle mine Sorger og Betymringer med tilbage.
Min Mand et i Vartshnset, mine Born paa de vilde Veje,
det er næsten mere, end en staktels Kvinde tan bære, Peter."j
Hun luttede Vinduet og grced. i
»Hvor gammel er du?« spurgte Stepeter og saa e-fter-t
tæntsomt paa Kristian, medens de sulgtes ad ud as Lands
byen.
l
Denne ncevnede sin Alder. (
»Ja, ja,« sagde den gamle, «det tcentte jeg not. Vent
tun, til du har een Gang saa mange Aar at bcere paa, saa
vil du se, at Berden ligner en Stagmart suld as døde og
døendr. Sargeligst er det at re paa dem, der ere levendes
døde, dem, der i levende Live d- bort sra Gud. SaadanI
er der nu Dorthe, hun var den tonneste og flinteste Pige,
men hun saa sig ikte sor, da hun git hen og gistede sig med
den Druttenboldt· Hendes ene Spster er det gaaet paa
samme Maade, Bernene maa lobe om og tigge. Den an
den, Margrethe, er gist i Lohrborn med den gamle Vergn
ssranz, tender du hende?«
»Ja, og jeg tender hendes Mand og hendes Sen
endnn bedre.«’
»Hvasd siges der om dem? Godt eller ondt!«
,,De ere rige Folt, og deres Rigdom for-ges hver Dag.
Men vil J vide hvad de ellerz ere for Folk, saa spørg en
anden end mig.«
,,.Hvorfor det? Ere de dine Venner?«
,,.Hør en Gang, gamle, jeg var en letsindig Knægt og
agtede itte Penges Verd. Men der var to, som havde
et og samme Navn, og de to llædte mig as indtil Stindet,
og bagester lo de mig ud Men der var en over os, som
itte lo, han gav mig Mod; ved Nattetid drog jeg bort og
bhggedse mig et nyt HUB paa det sidste Sthtte Jord, jeg
havde tilbage, og der sidder jeg nu og liider Nød med alle
mine. Men mine Fjender sorbander jeg itte. Min Sag
er i Guds Haand, og jeg vægrer mig itte ved den almceg
tiges Tugtelse.«
Atter blintede Stepeter med ·Øjnene: »Jeg tender
dem nol,« sagde han, »den gamle Bergersranz har sorbitret
mig hele mit Liv. Men du tan viere vis paa, at hans Hus
trods Grundmur og Bjcelter er bhgget paa Sand, thi »d
ngndelige have ingen Fred,« siger Herren.«
»Det tunne de heller itte have,« svarede Kristian, »di
unde hverten sig selv eller andre den. Kun om een Ting
ere de enige, at strsabe Penge sammen, enten det saa sler med
Ret eller Uret, er deres Maal. Hvor mon den Slags Folk’
have deres Samvittighed?« !
,,Paa rette Sted, tænter jeg,« svatede Stepeter, ,,me1t
det gaar med den som med Sædekornei. Faar Guds Lyst
og Luft Lov at komme til, saa bliver der Liv, men dietkesT
det as en Storpe, som det itke tan trcenge igennem, faa
tvceles det.«
Gennem Knbstadem hvor Stepeter aslagde Besøg i
Herslabstøttener, hvor Pigerne ester mange Forsitringer
om, at de maatte se paa deres Frues Fordel, dog tilsidst
betalte den sorlangte Pris, og i sattige Hiern, hvor Hug
moreren sit den eneste Ste, hun nødvendig skulde bruge.
paa Kredit, naaede den gamle Mand tilsidst Forstaden
paa den anden Side Byen.
,,Her stulle vi besøge Gartner Winter,« sagde Ste
peter, »Winter hedder han, men han burde taldes eraar,
hans Hjerte ligner en svllys Foraarsdag, vg hele hans Liv
er en Lovsang til Guds Ære« t
En helt ny Verden aabnede sig sot den sattige Vierg
M da han traadte ind r den store Gartnerhave. Mellem
de Agtblomstrende Frilandöplanter vare glasdaettede Bede,
hvor Agurter og Bonner allerede. bar Fragt; og de store
Drivhuse srembød en Mangtfolsdighed as Blomster sra de
varme Lande, hvis Ligse Krtstian aldrig havde set. En
Mand med snehvidt Haar tom dem i·Møde, bredte begge
sine Arme ud imod Stepeter og raabte:
.»Ged velsigne dig, Fætter Peter, veltommen tilbage.
Hvor har du dog vaeret saa lange? Jeg troede ncesten, du
«var omlommen deroppe mellem Biergene, eller at du doz «
i tilsidst havde slaaet dig til Ro og faaet dig en Halm-. Men
lom nu med ind sog faa noget at leve af, du kan not blive
I tør i Halfen af al den Rsaaben. Hvem er det, du hat medf
iEr du bleven for gammel til at klare dig alene med din
Hund? Den lender mig dog endnu, men den hat jo ogface
ncesten Mennesleforftand, siger dens Herre.«
»He-r, gamle,« sagde Stepeter, ,,din Mund loher loo
lig rast. Jeg tan iile svare paa alle dine Spørgsmaal paa
Ieen Gang. Monden, jeg har med, et en af vore Vierg
foll, han vilde gerne tjene dig for Lon; tag ham for min
Slhld, han og hans Familie lider Eltde
»Ja, ieg kan tcente det, eftersom Forholdene for Die
zbliklet ere deroppe,« fagde Gartneren. »Jeg tan ve: ogsaa
fiasse Raad for en Tid, men efter Sankt Hans blioer der
itle meget at best«ille. Korn nu og scet eder ned i Veran
daen; et Glas Øl tan gøre godt her i dei lfri.«
Ungdomsminder, Livserfaringer, Spørgsmaal og
Svar optog snart de to gamle, faa de ganste glemte Kri
stians Nætværelse.
»Na tommer jeg igen med mit sædvanlige Forslag,«
sagde Gartnerem »At du stal bo hos mig paa dine gamle
’Dage. Du tan faa nol at bestille med at hjcelpe mig i
Haben, du maa ogsaa gerne drage ud med din Trillebør,
dersom det ilke kan vcere andet; men naar vi lfaa begge ere
færdige nied vor Gerning og lunne sidde samtnen oxn Afte
nen saadan ssom nn, saa vile hver Dag vaere .n Fest. Hu-«
fler du, da vi vare unge og søgte Arbejde. Du fandt snart,
hvad du sagte, i en Legetøjsfabril, du hat altid vaeret fin
gernem. Jeg kom her til Gartnoeriet, fattig fom Jakob,
da han første Gang gik over Jordan. Eieren, min Tden
saa kære Husbond, tog just ikke videre venlig imod mig, og
jeg maatte forsagt vende hans Dør Ryggen. Just som jeg
tom ud i Haben, faa jeg et Svin, der var btudt igennem
Jndhegningen og rodede ganske forsirætkelig i Bedene. Uden
at beiænke mig, sprang jeg løs paa Dyret, greb der i begge
Ørenx — du ded, vi havdse en vis Faerdighed deri, —- og;
trat det, trodg detg Strigen, ud af Haoeporten Saa lut
tede jeg Laagen og siyndte mig bott. Bag ded mig lød
Havelarleneg Raab, og stønt jeg løb saa rafk, jeg tnnde, blev
jieg dog indhentet og ført tilsbage. Sidsen da har Herren
sorget for mig langt over, hvad jeg lunde bede og forftaa,
min strenge Herr-e blev efter Aar og Dag min tcere Tät-ign
fader, og du lan jo spørge min Kristine, om hun fortrhder
at have giftet sig med Bondelømmelen fra Spessart —
hun oil« —
,,Hvad vil hun?« spurgte Husmoderen, som i det sam
me lom til. »Hun vil sige, at naar Skepeter lommer, faa
er min gatnle ilte til at tende igen for bare Snal og Ly
fiighed.«
Kristian lyttede med et vemodigt Smil til disfe Men
nesters sorgløfe Passi-ar. Han lunde ilke midt i al denne
Oderflod lade vaere med at toente paa sit fattige Hjem hist
oppe mellem Bjergene, hvior hans lære nu maaste led Nod
Hvor langt vilde vel et Brød tunne wette? Som Solda
ten, der ifjernt fra Hjemmet i den ensomme Natteoagi set
den faldefcerdige Hhtte, hvor Papirftylter maa erstatte sde
itubrudte Vinduesruder, som et Palads og i Tankerne taler
Kcerlighedens Sprog med sin elsiede, medens hendes An
sigt staat for ham med Længselstaarer i Øjnene, saaledess
laengtes Kristian efter Hedehufet oppe mellem Bjergene,,
eftet sin Huftru og sin gamle Moder. Hellere end at nydes
alle disse gode Retter uden dem, vilde han savne og sulte,.
naar han blot lunde vcere has dem.
»Skam dig, Kristian,« sagde han til Isig selv, idet
han tog sig fammen, »er det Mandsmod og Kriftentro?«
Lid og strid, og naar Herr-en vil, vender du hjem for at gøres
d'in Hultru glad og jæone Vejen for din Moder paa hendes
gamle Dage.«
Som tcenlt, saa gjort. Kriftian tog fat mied en gsod
Villie, og medens han arhejdede ille blot i sin jotdiste,.
men paa sammesTid ogsaa i sin himmelste Herres Tjenefte,
bad han for sine læte, indtil han trostig tunde lcegge al sm
Sorg paa hatn, som. tceller dore Hovedhaar. Da han saa
Lørdag Athen efter fjorten Dages Ophow hos Gattun
Winther modtog sin Lon, bød han sin Husbond Farvel
indtil am Mandagen, fyldte sin Tvcersfaet med Brod vg
Yalle Slags Levnedsmidler og drog hjemad.
St. Hansormene lyste i Græsfet, Lygtemcendene hop
’pede over Enge og Moser, Raadyrene ftandfede og ftirrede
med Forbavselfe paa den ensomme Vandringsmand, me
dens han i den lhse Sommernai gil gennem Biergstovene..
iJo højere han lom op, des leitete blev han om Hjeriet.
YNattens Stilhed saandede med Hiler fra den evige Sab
batshoile gennem hans Sjæl. Og taler Naturens tava
Aand til Dyrene og Plantetne med Guds Almagts og;
Kcerligheds Spr-og, faa lhder til Menneslet, stabt til at
lebe i Gud, hans Naadehilsem hans Fredsbud gennem de
dybe Stove og fra den stille Stiernehimmel, saa at enhver,
hvis Øre et opladt derfor, hører Toner fra Evighedens
Berden.
Kirketlotten slaar. Dei er Midnat. Endnu nogle
Stridt, og Hedehufet ligger klart oplyst af- Maaneglansen,
hilset af Kriftian med et inderligt: ,,Gud væte loveth
»Gud vaere lovet«, risler det nede fra Kildetløften, »Gut)
være lovet« aander det med sagte Susen gennem Graun
ne; og Kristian er hjemme, —- hjemmel
li- II
- si
Saa støn og festlig fom Kristian havde teentt fig, blev
dog denne Sandag «itle. Kvinderne gjorde alt for at berede «
hant en gsod Dag; men de date faa blege af Sult og Savn,
den strigende Nød ftirrede ham alle Vegne saa levende i
Møde, at Festglæden itte rigtig kunde oinde Sejr orker de
tunge Tanter.
Hvad der lnugede hans Huftru og hans Moder mere
end noget andet, vidfte Krifiian dog ille endnu; men havde
han anei, hvad de havde oplevet denne Lørdag Asften, me
dens han betedte sig til at gaa hjem, vilsde han ilte have
undret sig over deres Forsagthed. ,
Medens de begge bavde travlt med dereö Lørdags
arbejde, havde de uventet faaet Bespg Snigende fom ·.t
Rovdyr, der hat ondt i Stude, havde Betgetfranz naermet
sig Hedehuset gennem Stoven, uden at de mcerlede han
Komme, for han stod hos dem. Han hilfie venlig, talte om
Bejr og Bind, om Hedemarlen og om det lille has og sagbe
tilsisdst:
(Fortsættes.) .