Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 9, 1902)
l . at se freni til Aftenstunden, da jeg stal fidde ved Siden af «ga:ld en langt storre Herlighed deri, at Herren havde »givets « No-« HYHTdthsuset Fortælling af O. Gloulirccht Paa Dansl ved E llen. (Fortsat.) Med stsrre Opiiiærtfomhed, end Kristian og hans Hatten trenlte, havde Prceften fulgt dem. Han haode med Sorg set deres letsindige Liv; da de niaatte saelge Hus og Hiern, vad han for dem, at denne Ydinygelfe inaalte blive til deres Ftelse, og medens hans Blil fulgte Hedebondens Bygningsarbejde, lagde han begge de kcere unge for Her reng Fod i inderlig Bon. Nu havde han hort en hel Del af den Spot, der regnede ned over dein, og da han i Dag stulde prcedite over den Jetzt: »Hvi ser du Sloeven, fom er i din Broders Øje, men Bjcelten, foni er i dit eget Øje, bliver du ille va’r«, flog hans Ord med Guds Aands Magt ned i mere end et Hiertr. J Reglen holder man dog mere af at vcere Ordetg Horere end dets Gørere; og da Hedebonden forlod Hirten, fulgtes han af mange hadefnlde Blilke, thi hvor Hiertet ilte vil bøje sig for Giids Ord, der forhærdes det. Meft cergrede det dog Lohrborns Befolkning, at Præsten gil hen og kalte Hedebonden og hans Huftru Haanden og talte med dem som med gamle Venner, formanede og opmun trede dem uden et enefte bebrejdende Ord. »Bei varer ille lange, for Proeften selv begiver sig op til Hedemarlen og besøger det Pal,« muinledes der; ,,men di tun, til det bliver Winter, og die itke have hverten at bide eller broznde, saa lonime de nol herned for at bede otn Brod og lade Nerven beholde Hedehnfet.« Og saa lo man, inen det var ingen uflyldig Lotter. tshrislels Moder havde ogsaa vceret i zeitle, og da hun toin hjem, var hiin saa vred, fordi hun mente, at Pras dilenen belt igennem hadde været møntet paa hende, at hun tastede Rollentøjet onslring og siældte Nahreng lille Pige; ud, fordi Maden va-: brcendt paa, niedens hun var i Kirlei Hirn dekttede Bord, men itte til sin Datter og Svigerføm liendes onde Lnne fmittede gamle NickeL og da Kristian og bang Huftru traadte ind, Oleve de modtagne med en Sie-m af Slceldsord. »Jeg vil have Fred i mit eget Has,« slreg gainle Niclel og flog i Bordet for de to unge, fom ilte havde malet et enefte Forfvar, ,,helst ser jeg, at du og din hovinodige Hu strii vende det Ryggen, jo for jo hellere, J have bragt mere end tilstrcellelig Slam over mig og mit gode Navn.« En tung Gang blev det for de tre, som vendte hjem til Hedehuset. Regnen faldt i Stromme og slutkede Jlden paa Arneftedet, Binden peb ind ad de utætte Binduer, faa der maatte hcenges Tørtlceder for, og Vandet sivede i store Draaber ind genneni Voeggene. Mode Stefans var den eneite, der holdt Modet ovve og bragte Liv i den sygnende Tro ved Ord nd af den hellige Strift, og da Aftenfolen brsd gennein de bortdragende Slyer, lunde Hedehufets Beboere lagge sig og sove i Fred, fordi de vidste, at han flumrer ille og sover ille, han, som bevarer Israel. Fra den tidlige Morgen er Kriltian Egeberg og hele hans lille Husstand i iuldt Arbejde, og endnu ved Aktens tid staat han nied Hallen i Haanden for at rydde de kraf tige Lvngbuste dort og bryde Stenene op af den haarde Grund. hans Hustru og gamle Mo’r Stefans have nol at gore med at strebe de Stene bott, sont ilte ere dem for store; men undertiden lan Kriftian, naar han forgaeves har akbejdet paa at tolle en af de vaeldige Klippeblolle, idei han holder inde for at pufte et Øjeblil og terre Sveden af Panden, viere lige ved at tabe Modet. Aftenfolens Glans formaar itle at sprede de Slyer, der samle sig paa hans Bande; sprft naar Christel lomrner for at hente ham hjein og fer ham ind i Øjnene, rodmende af Sundhed og Lytte, feist og glad og med det samtne dybe Karlighedsblih som da hun paa Bryllupsdag lovede at dele al Dagens Byrde og Hede med hom, forst da bryder Sinilet paany frem i hans alvorlige Øjne. »Se, hvor langt vi ere naaede i Dag,« siger Christel og peger vaa det fuldbragte Dagværl, »Herren giver os Kraft og Mod, derfor gaar Arbejdet saa let. Og hvis du trot, jeg bliver trcet, tager du megei fejl. Jeg behøver blot at se paa dig og tænte: »Bei gør han for dig, og du har Lov til at gore det famme for hatn,« jeg lieh-ver blot dig og tale med dig om alt, hvad der ligger oö paa Sinde, saa er al Træthed dorte, og jeg bliver saa lyllelig, at jeg gerne lunde græde af Glæde.·« Saa folges de ad hiern, Christel stotter sig til sin Huöbonds Arm, og med dem gaar han, som er den bedfte Ven for dein begge. Er end Hedehufet lille, fortjenet det end tnap Navn af Has, saa lcenge det mangler baade Dsre og Vinduer, saa forsilrer Christel dog, at Taget holder Regnen ude, og hundeniPhylals er en bedre Sillerheds vagt end en Der med baade Laas og Slaa. En hel Vold af Stene reiste sig efterhaanden omlring Hedemarlem og da Jorden var nogenlunde renset, maatte den lille Ko trcelle Ploven. Byg og Havre var det enefte, der foruden Kartofler forelsbig vilde lunne trives her-, og medens Christel hjalp sin Mand med at faa Matten til saaet, anlagde Mo’t Stefans en lille Have omlring Hufei, hvor hun lavede Bede baade til Korvel og Persille, til Roer og Svibler. Rigtignok lunde hun ilte lade vcere ined nnj og da at sende en langfelsfuld Tante til den hyggelige, lille Have om det gamle Hjem, og det giorde hende meft ondt at tænle paa, at den slemme Bergerfranz nu ejede hendes Roser og alle hendes lcere Blomster, men hun endte dog! altid med en Tat til Gud for doi nye Hjem; var end dettH ydre Herlighed ille sont det forstes, saa ejede det til Gen-! Fred paa dette Sied." " » Arnold havde hidtil været den eneste, der gæslede he-; debonden i hans fattige hjem, da en Dag Slovkideren, Dr. Wolf, viste sig paa Vedemarlen og betragiede Hus og Agee med et kritisi, provende Blit. »Er det virlelig dit Alvor at ville do og bygge her, Rristian?« spurgste han og traadte ncermere. »Ja, He. Slovridee, med Guds Hjælp,« svarede Kristian « »Saa hold dine Gramfeftene i Orden og tag dig i Agi, at ille Bildt og Bunde stukle blisve dig en Snare.« »Derfor beoare mig Gud!« udbrød Kriftian. »Selv om jeg ille yavde Grcenjestenene, vilde dog Guds Bud i mit Hierte scette det Skel intellern Nestens Ejendom og mig: »Du sial itle ftjcele«. Men vil De vise rnig God her, sacr tillad rnig sat samle Lyng og nedfaldsent Løv til Strøelse til min Ko og onvis mig Brænde her i Stoven, faa -at jeg tan anlcegge en Kulmile. Jeg vil gerne arbejde sfor mig og mine; men De ved, at nede i Landsbyen findet jeg ingen Hjcelp mere; oanslelig vil nogen der laane os n·oge’t.« Sloorideren tastede endnn et langt Blil nd over Hugi og Mart. »Betro dig Brcendet ja, Kriftian Egeberg fraj Lohrsborn turde jeg vel the betroest noge"i, men HedebondenY heroppe tror jeg tun halv’t, han Inna forst bevise, at han tan holde rent Mel i Posen.« Saa fløjtede han ad sin Hund, bød Faroel og gik ind i StovenF ,,Det stal du itte tage dig raa nær,« trostede Mo’r Ste«fans, da Kristian mørt i Sintd bereitede det fore faldne. ,,Stsovrideren er itle af de vcerste. Han Inenier det godt, og han vil siltert ikte glemme dig. Herren felv, fom daglig matt holde os i Ave, har tilladt harn at tale san ·l)a-ardt til dig. Og han, som viste Hagar Brønden i Ørtenen, han vil ogsaa hjælpe os tre ftcerie Mennesler til at tjene dort dagliae Brod. Hver Sten og Bl-omst, hvert Vlnd og Trce præditener jo det gamle: ,,Saa lcenge Jor den staat, skal See-d og Høst ikle aflade.« »Vi ere i Nod,« sige faa mange; men hvor mange tende virtelig den bitre Nød, der nsager med Sult, naar der ilte findes ekrumme af Brod i Hufei? Kom til Spez sar«t, gaa fra Hus til Hus i den Tib, da Frugttrceerne blomstre, og Fuglene bygge Rede, og du flal here et Nod raub, et Strig oin dagligt Brod, som du sent vil glemn1e. Kristian forspgte at flasse Brod til sig og sine, da alt, hvad de havte medbragt, oar fortoeret, og intet sont helft spiseligt mere var tilboge i Hedehnsei. Dei var en fand Fryd for hang Fjender at se ham gaa fra Dør til Dør for at bede —— itteom Mining —--- men om Arbejde eller Laan, fom han efter Høit vsilde betale tilbage. »Gott til de store Bner,« hed det, »der er zlrbejde at ina« Mange gav alligevel den sultne Mand et Stylke Brod af deres eget knappe Forraad, og det blev vædet med Taarer, medens han spiste det og git videre paa sin trange Bei. Lcenge havde han vcrret borte, og hans Hierte var nær ved at briste af Sorg, da han omsider begab sig paa Hjemvejen med uforrettet Sag og tcentte paa, hvorlsetdes hans Moder nu havde vceret ude at sarnle Fjeldurter og med Lcengsel ventede paa, at han flulde bring-e Brød til den magre Suppe Men da han ved Solnedgang traadte ind ad Hedehusets Dor, saa han et stort Brod paa Bordet. Kun to Stiver havde hans Kvinder staaret for at opholde Dagen Livet igennem; nu sarnledes de glade onr Bordet for at talte Gud og den ulendte Giver, forend de i Falles slnb begyndte det for dem uvant rigeligeiMaaltsiId »Er dette Manna· fra Himlen, ellei kommer det fra min StiernebroderA spurgte Kristian. »Jeg ved det itt«e,« svarede Christeh som var ganste bleg af Sult, «vi fandt det her i Vinduestarmen i Mor ges. Gud gengælde den, fom hat tcenki paa os i vor Nied« Ved Dageg næfte Morgen væltetde Kriftian fin Hu stru og sagde: »Ehristel, i Dag maa jeg igen paa Bandring, jeg maa have Arbejde, det koste, hvad det vil. Jeg gaar til Byen, og fra Hus til Hus vil jeg soge, indtil jeg sinder, hvad jeg sogen Naar min Moder vaagner, faa hils hende fra mig. Gud velsigne eder begge, bed for mig, min Huftru, og Lev vel, til vi fes igen.« J den stille, foltlare Sommerrnorgen vandrede han derpaa over Bjerg og Dal, indtil han endelig, henimsod Kloiten ni holdt Hvil «for at sfpise det Stylte Brod, der siulde vcere boade Frolost og Middag for ham. Men han «søgte forgaeves i sin Lornme. Enten maatte Christel have glernt at lcegge det i, eller han havde tabt det, da han lcestede sin Tørlt ved en Kilde i Stovem Noget forsagt nærmede han sig en lille Bat, der ris lede frem under nogle store Steue, for ved det klare Band at ssge lidt Vedertvægelse. Trcet og sulten var han, og da han saa en Mand, som sad under Bustene og delte sin Mad med sin Hund, kunde han ilte lade være at anste, at han haode blot en ringe Del af de mange gode Stylter Brod og Kod. Den Tonle, der rørte sig i hom, talte saa tydelig ud af hans Ansigt, at den gamle Mand lagde Mcerte til ham. »Hvatd tcenter du Paa, Kammerat?« fpurgte han og sna op. ,,Paa mangt og meget,« svarede Kristian, ,.blandt an det derpaa, at din Hund har det godt, for dens Herre har itle tabt sit Brod, sorn jeg har.« »Derfor er der gode Rand,« sagde den gamle, ,,lotdt Band er en daarlig Kost for en sulten Mave. Drit en Gang; dette er bedre til at give Kræfter.« Han ratte Krifticm sin Ølflaste og dertil et gsodt Stricke Pslsh »Her, min unge, vanddrillende Ben,« sagde han muntert, »spis nu, og vil du have mere, saa er der niere, hdor :ette lom fra.« Kristian foldede Heenderne og takkede Gud, og saa tog han med god Appetit fat paa Brod og Pplfe, medens han kalte med sin gamle Ven. Denne var imidlertid ilte ledig. Med let og sitker Haand fette han en siarp Kniv vg- tildannede of fmaa, hvide Trcestytter den ene fmukke Træske efter den anden. Et Brcet tvcers over en Trillebør tjente ham fom Arbede bord. »He-ad er det for Træ?« udbrød Kristian forundret, ,,det er jo blødt forn Ler at behandle.« ,,Slovpil laldes det,« fvatede den fremmede. ,,det er baade det blødefte og det billigste, den iære Gud lader notge; Sleerne selv ere dog ikle det vigtigste. Naar jeg lommer til Byen, er der altid not, som spstge efter Pil spaaner. Jeg laver nernlig Jldtændere af dem, se en Gang.« Han tog en lille Jerngryde fra Trillebøren, tændte jJld og opløste Soon i Gryden. Derpaa tog han nogle af de lcengfte Spaaner, trillede dem tanrmen ög dyppede Sind ,len af dem i Gryden. J Lobet af en halv Time havde han saalsdes et ikte ringe Antal Jldtcendere feerdigr. »Dein syneö Kollepigerne ·feerdeles godt orn,« sagde han; »det er ganste vist tun en Vifortjeneste, men sin Fro tost kan man dog tjene derved. « »Lad mig nu faa Lov at hjcelpe eder, « sagde Kristian, da den gamle gjorde sig rede til at drage videre »Jeg stal samrne Vej som J, og min Frotost vil smage mig saa meget bedre, naar jeg tan gøre eder en Gentjeneste.« »Naa, saadan,« sagde Den gainle, ,,Hovmodet stitker dog altid frem. Du vil itte vaere nogen nogset styldig Ja, saadan tcentte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men siden har jeg lcert, at man ikte tan betale sin Geld, hver ten til Gud eller Mennester; man maa sinde sig i at vacre en Skyldner alle sme Dage. Men hvad vil du egentlig i Kobstaden? Stal du solges med mig, gaar det tun lang: somt, saa dersom du har Hastvært, maa du hellere sige mig Farvel.« Kristian fort-alte om sit sattige Hjem, og hvvrledes han nu søgte Arbejde, sor at hans kære ikte stulde om tomme as Sult. Den gamle Mand blintede med Øjnene og mente, at man stuldse itte gifte sig, saa siap man for alle de Sorgen Da de derpaa ncermede sig en Landsby, rettede han Ryg gen, satte en graa Paryt paa sit staldede Hoved og raabte med en snnd Martskrigerstemme sit: ,,Steer, Steer!« Vinduer og Døre aabnedes, gamle Betendte og nye Its-bete nittede Beltommen til »Stepeter«, vg til hver en telt havde han en Spøg eller et venligt Ord. »Ægtestanden er not ikte bare Løjer,« sagde han til en ung Kone, der tom for at slaa en Handel as, »vel, Marie?« ,,Nej, saade hun mut, »den gerrige er som en van mandshest, den tører med Bin og dritter Band.« »Er det din Mand, som er Vognmandshest, saa tag itte venne;« han løstede en vceldig Ste højt i Vejret. ,,Gud velsigne dig, Marie1i’l, hils din Man-d, naar han kommer l)jem.« ,,Peter,« raabte en rødnceset Svirebroder nd as Werts l)1inøren, »blomstrer Slaaenen allerede i Spessart?« »Nej,« svarede Skepeter, »den er lige saa sen som du til at dritte Vand.« Ved Landsbheng sidste Hns bantede Stepeter paa. Ei blegt, as mange Sorger maerlet Kvindeansigt saa ud gennem det aabne Bindue. »Dorthe«, sagde den gamle Mand; »din Sester er dad, jeg bringet dig hendes sidste Hilsen. Hun har udstridt, Gnd vcere tattet.« »Tat, Peter,« svarede Kvnen ligeghldig, ,,gid jeg kund-e give dig alle mine Sorger og Betymringer med tilbage. Min Mand et i Vartshnset, mine Born paa de vilde Veje, det er næsten mere, end en staktels Kvinde tan bære, Peter."j Hun luttede Vinduet og grced. i »Hvor gammel er du?« spurgte Stepeter og saa e-fter-t tæntsomt paa Kristian, medens de sulgtes ad ud as Lands byen. l Denne ncevnede sin Alder. ( »Ja, ja,« sagde den gamle, «det tcentte jeg not. Vent tun, til du har een Gang saa mange Aar at bcere paa, saa vil du se, at Berden ligner en Stagmart suld as døde og døendr. Sargeligst er det at re paa dem, der ere levendes døde, dem, der i levende Live d- bort sra Gud. SaadanI er der nu Dorthe, hun var den tonneste og flinteste Pige, men hun saa sig ikte sor, da hun git hen og gistede sig med den Druttenboldt· Hendes ene Spster er det gaaet paa samme Maade, Bernene maa lobe om og tigge. Den an den, Margrethe, er gist i Lohrborn med den gamle Vergn ssranz, tender du hende?« »Ja, og jeg tender hendes Mand og hendes Sen endnn bedre.«’ »Hvasd siges der om dem? Godt eller ondt!« ,,De ere rige Folt, og deres Rigdom for-ges hver Dag. Men vil J vide hvad de ellerz ere for Folk, saa spørg en anden end mig.« ,,.Hvorfor det? Ere de dine Venner?« ,,.Hør en Gang, gamle, jeg var en letsindig Knægt og agtede itte Penges Verd. Men der var to, som havde et og samme Navn, og de to llædte mig as indtil Stindet, og bagester lo de mig ud Men der var en over os, som itte lo, han gav mig Mod; ved Nattetid drog jeg bort og bhggedse mig et nyt HUB paa det sidste Sthtte Jord, jeg havde tilbage, og der sidder jeg nu og liider Nød med alle mine. Men mine Fjender sorbander jeg itte. Min Sag er i Guds Haand, og jeg vægrer mig itte ved den almceg tiges Tugtelse.« Atter blintede Stepeter med ·Øjnene: »Jeg tender dem nol,« sagde han, »den gamle Bergersranz har sorbitret mig hele mit Liv. Men du tan viere vis paa, at hans Hus trods Grundmur og Bjcelter er bhgget paa Sand, thi »d ngndelige have ingen Fred,« siger Herren.« »Det tunne de heller itte have,« svarede Kristian, »di unde hverten sig selv eller andre den. Kun om een Ting ere de enige, at strsabe Penge sammen, enten det saa sler med Ret eller Uret, er deres Maal. Hvor mon den Slags Folk’ have deres Samvittighed?« ! ,,Paa rette Sted, tænter jeg,« svatede Stepeter, ,,me1t det gaar med den som med Sædekornei. Faar Guds Lyst og Luft Lov at komme til, saa bliver der Liv, men dietkesT det as en Storpe, som det itke tan trcenge igennem, faa tvceles det.« Gennem Knbstadem hvor Stepeter aslagde Besøg i Herslabstøttener, hvor Pigerne ester mange Forsitringer om, at de maatte se paa deres Frues Fordel, dog tilsidst betalte den sorlangte Pris, og i sattige Hiern, hvor Hug moreren sit den eneste Ste, hun nødvendig skulde bruge. paa Kredit, naaede den gamle Mand tilsidst Forstaden paa den anden Side Byen. ,,Her stulle vi besøge Gartner Winter,« sagde Ste peter, »Winter hedder han, men han burde taldes eraar, hans Hjerte ligner en svllys Foraarsdag, vg hele hans Liv er en Lovsang til Guds Ære« t En helt ny Verden aabnede sig sot den sattige Vierg M da han traadte ind r den store Gartnerhave. Mellem de Agtblomstrende Frilandöplanter vare glasdaettede Bede, hvor Agurter og Bonner allerede. bar Fragt; og de store Drivhuse srembød en Mangtfolsdighed as Blomster sra de varme Lande, hvis Ligse Krtstian aldrig havde set. En Mand med snehvidt Haar tom dem i·Møde, bredte begge sine Arme ud imod Stepeter og raabte: .»Ged velsigne dig, Fætter Peter, veltommen tilbage. Hvor har du dog vaeret saa lange? Jeg troede ncesten, du «var omlommen deroppe mellem Biergene, eller at du doz « i tilsidst havde slaaet dig til Ro og faaet dig en Halm-. Men lom nu med ind sog faa noget at leve af, du kan not blive I tør i Halfen af al den Rsaaben. Hvem er det, du hat medf iEr du bleven for gammel til at klare dig alene med din Hund? Den lender mig dog endnu, men den hat jo ogface ncesten Mennesleforftand, siger dens Herre.« »He-r, gamle,« sagde Stepeter, ,,din Mund loher loo lig rast. Jeg tan iile svare paa alle dine Spørgsmaal paa Ieen Gang. Monden, jeg har med, et en af vore Vierg foll, han vilde gerne tjene dig for Lon; tag ham for min Slhld, han og hans Familie lider Eltde »Ja, ieg kan tcente det, eftersom Forholdene for Die zbliklet ere deroppe,« fagde Gartneren. »Jeg tan ve: ogsaa fiasse Raad for en Tid, men efter Sankt Hans blioer der itle meget at best«ille. Korn nu og scet eder ned i Veran daen; et Glas Øl tan gøre godt her i dei lfri.« Ungdomsminder, Livserfaringer, Spørgsmaal og Svar optog snart de to gamle, faa de ganste glemte Kri stians Nætværelse. »Na tommer jeg igen med mit sædvanlige Forslag,« sagde Gartnerem »At du stal bo hos mig paa dine gamle ’Dage. Du tan faa nol at bestille med at hjcelpe mig i Haben, du maa ogsaa gerne drage ud med din Trillebør, dersom det ilke kan vcere andet; men naar vi lfaa begge ere færdige nied vor Gerning og lunne sidde samtnen oxn Afte nen saadan ssom nn, saa vile hver Dag vaere .n Fest. Hu-« fler du, da vi vare unge og søgte Arbejde. Du fandt snart, hvad du sagte, i en Legetøjsfabril, du hat altid vaeret fin gernem. Jeg kom her til Gartnoeriet, fattig fom Jakob, da han første Gang gik over Jordan. Eieren, min Tden saa kære Husbond, tog just ikke videre venlig imod mig, og jeg maatte forsagt vende hans Dør Ryggen. Just som jeg tom ud i Haben, faa jeg et Svin, der var btudt igennem Jndhegningen og rodede ganske forsirætkelig i Bedene. Uden at beiænke mig, sprang jeg løs paa Dyret, greb der i begge Ørenx — du ded, vi havdse en vis Faerdighed deri, —- og; trat det, trodg detg Strigen, ud af Haoeporten Saa lut tede jeg Laagen og siyndte mig bott. Bag ded mig lød Havelarleneg Raab, og stønt jeg løb saa rafk, jeg tnnde, blev jieg dog indhentet og ført tilsbage. Sidsen da har Herren sorget for mig langt over, hvad jeg lunde bede og forftaa, min strenge Herr-e blev efter Aar og Dag min tcere Tät-ign fader, og du lan jo spørge min Kristine, om hun fortrhder at have giftet sig med Bondelømmelen fra Spessart — hun oil« — ,,Hvad vil hun?« spurgte Husmoderen, som i det sam me lom til. »Hun vil sige, at naar Skepeter lommer, faa er min gatnle ilte til at tende igen for bare Snal og Ly fiighed.« Kristian lyttede med et vemodigt Smil til disfe Men nesters sorgløfe Passi-ar. Han lunde ilke midt i al denne Oderflod lade vaere med at toente paa sit fattige Hjem hist oppe mellem Bjergene, hvior hans lære nu maaste led Nod Hvor langt vilde vel et Brød tunne wette? Som Solda ten, der ifjernt fra Hjemmet i den ensomme Natteoagi set den faldefcerdige Hhtte, hvor Papirftylter maa erstatte sde itubrudte Vinduesruder, som et Palads og i Tankerne taler Kcerlighedens Sprog med sin elsiede, medens hendes An sigt staat for ham med Længselstaarer i Øjnene, saaledess laengtes Kristian efter Hedehufet oppe mellem Bjergene,, eftet sin Huftru og sin gamle Moder. Hellere end at nydes alle disse gode Retter uden dem, vilde han savne og sulte,. naar han blot lunde vcere has dem. »Skam dig, Kristian,« sagde han til Isig selv, idet han tog sig fammen, »er det Mandsmod og Kriftentro?« Lid og strid, og naar Herr-en vil, vender du hjem for at gøres d'in Hultru glad og jæone Vejen for din Moder paa hendes gamle Dage.« Som tcenlt, saa gjort. Kriftian tog fat mied en gsod Villie, og medens han arhejdede ille blot i sin jotdiste,. men paa sammesTid ogsaa i sin himmelste Herres Tjenefte, bad han for sine læte, indtil han trostig tunde lcegge al sm Sorg paa hatn, som. tceller dore Hovedhaar. Da han saa Lørdag Athen efter fjorten Dages Ophow hos Gattun Winther modtog sin Lon, bød han sin Husbond Farvel indtil am Mandagen, fyldte sin Tvcersfaet med Brod vg Yalle Slags Levnedsmidler og drog hjemad. St. Hansormene lyste i Græsfet, Lygtemcendene hop ’pede over Enge og Moser, Raadyrene ftandfede og ftirrede med Forbavselfe paa den ensomme Vandringsmand, me dens han i den lhse Sommernai gil gennem Biergstovene.. iJo højere han lom op, des leitete blev han om Hjeriet. YNattens Stilhed saandede med Hiler fra den evige Sab batshoile gennem hans Sjæl. Og taler Naturens tava Aand til Dyrene og Plantetne med Guds Almagts og; Kcerligheds Spr-og, faa lhder til Menneslet, stabt til at lebe i Gud, hans Naadehilsem hans Fredsbud gennem de dybe Stove og fra den stille Stiernehimmel, saa at enhver, hvis Øre et opladt derfor, hører Toner fra Evighedens Berden. Kirketlotten slaar. Dei er Midnat. Endnu nogle Stridt, og Hedehufet ligger klart oplyst af- Maaneglansen, hilset af Kriftian med et inderligt: ,,Gud væte loveth »Gud vaere lovet«, risler det nede fra Kildetløften, »Gut) være lovet« aander det med sagte Susen gennem Graun ne; og Kristian er hjemme, —- hjemmel li- II - si Saa støn og festlig fom Kristian havde teentt fig, blev dog denne Sandag «itle. Kvinderne gjorde alt for at berede « hant en gsod Dag; men de date faa blege af Sult og Savn, den strigende Nød ftirrede ham alle Vegne saa levende i Møde, at Festglæden itte rigtig kunde oinde Sejr orker de tunge Tanter. Hvad der lnugede hans Huftru og hans Moder mere end noget andet, vidfte Krifiian dog ille endnu; men havde han anei, hvad de havde oplevet denne Lørdag Asften, me dens han betedte sig til at gaa hjem, vilsde han ilte have undret sig over deres Forsagthed. , Medens de begge bavde travlt med dereö Lørdags arbejde, havde de uventet faaet Bespg Snigende fom ·.t Rovdyr, der hat ondt i Stude, havde Betgetfranz naermet sig Hedehuset gennem Stoven, uden at de mcerlede han Komme, for han stod hos dem. Han hilfie venlig, talte om Bejr og Bind, om Hedemarlen og om det lille has og sagbe tilsisdst: (Fortsættes.) .