Fortrcllinn as O. Eint-recht
Paa Danst ved E l le n.
lFortintJ
»Ein er dst ude med og«, sugde Christel med dyb
Smerte, »dersom da itte Gud og gode Mennester ville hjæl
pe os. Hvor fior er Gelt-en. Kriftians Jeg vil gaa til
min Fader; maafle hjcelper han os dog en Gang endnu.«
Ariftian betcrntte fig. Han syntes aabenbart itte om
tin Huftrus Forslag, men odervejede, om der itte stulde givedI
en anden Udvej. Tilsidst gav han dog tabt; men idet han
nævnede Gertdeng Størrelse, for Ehristel samtnen, saa et
Øjeblit paa ham, sont oin hun havde tht til at slaa han1,
men besindede sig og git nd af Døren
Moder og Sen bleve ene, og faa still var der i den
lille Stue, at Beetteureks Pitten lod høj g uhyggeligt.
Jtte et bebrejdende Ord fra den gamle, bedrpvede Kvinde,
itte en Undstyldning eller Retfærdiggørelse fra den III-fo
betyngede Mand brsd Tavsheden. Mo’r Stefans bad for
sin stattels Dreng, og Kriftian icempede for at finde et
eneste Glimt af Trost og Haab.
Et Øjeblit søgte hans forrige Letsind at bryde igennem
og lotte ham ud i det gamle Lin igen; men et eneste Blit
paa Moderen, som hun sad der med foldede Hcender og
bsjet Hoved, medens Leberne bevcegede sig i stille Ben,
drev ham tilbage, ind i sig selv, og der var Mørte, intet
nden Marte. Angstens og Fortvivlelsens sorte Stygger
listede ng tret om ham og tilhviftede ham et: »Velsign Gud,
—- og dI«.
Men midt i Fristelsens dybeste Nat gled et Lysflær
frem fra det fjerne. Nærmere og naermere, tlarere og kla
rere omltraalede det harn, indtil han midt i Glsanfen saa
Guds Son, faadan som han var afbildet paa Korset i
Lohrborns lille Kitte. Og fra de milde Lceber lod den
gode Hyrdes: »Min Son, vcer frimodig, dine Synder ere
dig forladne«. Nyt Liv fra Gud gennemstrømmede hans
Sjcel med Kraft og Mod. Herrens Aand fyldte hans
Hinte, han tunde taale og lide, haabe og tro, thi Byrden
gled bort fra hans Stuldre, og Gnds Fred fhldte hatn med
usiaelig Fryd. ;
Christel tom itte saa let igennen1. Ophidfet sokn hun
var og uden Jndblit i sin egen Stle traadte hun ind til
sine Forældke og tlagede sin Nød, idet hun fnarere fordrede
end bad om Hjcelp. Gamle Nikel, der røg sin Aftenspibe i
Kattelovngtkogen, tiltaftede tavs sin Huftru et spøreende
Blit. Denne sagde heller intet, men saa over Vrillerne hen
paa sin Son, sont var saa ivrig optagen as at flette ent
Tømme, at han itte lod til at have Øje eller Øre for noget
-andet. Endelig rømmede han sig og saade Uden at se op:
,,Christel, hvad stal der blive af Fader og Moder,
dersom jeg allerede nu udbetaler dig det, sotn staat i Hu
fet; jeg lsnn sige dig, at de tke Marter ere itte for meget,
naar man ital underholde begge de gamle. Gaa hjem og
ftræt dia itte tangere, end Dynen rætter, hils din Kristian
og sig, at jeg har arbejdet, medens han morede sig; lad ham
nu klare sig selv.«
»Er det alt, hvad jeg faar at here i min Faders Has?«
udbrød den unge Kone dybt bedrøveh »Fader, har du itte
andet at sige mig?«
Den gamle tog nogle Drag af sin Pibe og svarede:
»Ja, hvad stal man sige? Som man reder, faa ligger
man.«
«(Fn fed Gryde giver en mager Pung«, tilføjede Mo:
deren og fyede videre paa den Stet, hnn var i Færd med
at tappe.
Ehristel ftod en Tid tavs foran Bordet og saa fra
den ene til den anden. Dyb Rødrne farvede hendes Kin
der, hendes Lceber aabnede sig til et bittert Svar, men hun
tunde itte fremfsre et eneste Ord. Et Blit paa det Sied,
hvor hendes Bugge havde ftaaet, paa den graahaarede Mo-.
der og den gamle Fader mindede hende saa lebende om det
Bud: »Du stal ære din Fader og din Moder«, og hun
tav. En Taarestrøm lettede hendes forpinte Hierte, og med
et mildt «Godnat« git hun stille dort.
Men da hnn vandrede alene gennem sine Forældres
Have i den stille Foraarsaften, brpd den«tilbagetrcengte
Srnerte ftem i al sin Heftighed
«Dette er altsaa Faden og Modertærlighed«, hdisledq
hun, idet hun stod stille og støttede sig mod et Trce »Derfor
har man sine Spslende, for at de i Nødens Stund stulle
svigte og haane en. Naar nu Hus og Hjem ere folgte, og
jeg niaa flytte med min Mond ind i en elendig Jndsidder
stue, for at tjene mit Brod ved at gaa paa Dagleje, hvis er
da Stammen uden deres, som fornægte deres eget st og
Blod? Saa tunne de have det saa godt; mig tan det alt
sammen viere lige meget.«
Kitteurei flog ni, og den dybe Klang ionede also-L
fuldt om den forvildede, unge Kvinde. Hun foretom sig
felv staaende foran en Afgrund; ingen Steds øjnede hun
nogen Vej, tun Betten, der lob gennem Haben, brusede
med blintende leger i Dybet for hendeä Fsdder. hun
greb for sig til hsjre og venstre, men msdte alle Begne tun
den haarde Klippe. Jngen Stiel-ne straalede fra den mørte
Himmel, intet Lys fra menneflelige Boliger ledte den vild
farende paa ret Vef, tun Dødsglimtet fra Afgrunden funk
lede hende i Mede. ,,Gives der da ingen Hjaelper hverten
i Himlen eller paa Jorden?« jamrede det i hendes forpinle
Hjeitr.
»Jo«. lod Svaret med hellig Alvor, »Herr-en er Iin
Fallen han saarer, og bang beendet lage.«
Men havde da itte herren selv fort hende til Ahnun
dens Rand for at lade hende gaa til Grunde?
Nei, nej! hans Tanter havde vceret Fredstanter. Oer
havde han stratt Heerde sin haand i Mede; mu- hun havde
vist den tilbage, hun havde villet gaa sine egne Veje. Var
her dog blot faa megenPlads, at hust tnnde taste sig paa
Knie og bede: ,,-Verre, tom itte mine Ungdomssyndsr og
mine Ovettkcedelser i hu; men tom du mig i Hneftek din
Mislundhed!«
Med lydelig Rest udstsdte Christel disle Ord, og der
ved tom hun til sig selv. Afgrunden forsvandt, Betten rig
lede venlig, Foraaesnattens milde Luft aandede hende i
Mtde, Stjeenerne lyfte gennem Tausen, og fea det fjerne
lsd Besten-km
Fromine Sjerles Lys og Stjerne,
tsvigliedcns Glanz og Stat,
Tig befalcr jeg mtg gar-ne
Nu og hvcr en cnfoni Nat.
L, nun Nun, saa bliv hog mig,
riianr jeg sijnler cnig hoö dig,
For niin Zierlenod on Smerte
Findes Lindring ved dit Vierte
Den stolte, forfaenaelige Christel var forsvunden og
foroandlet til en stille, ydmya Korsdragerinde. En aldrig
anet Jubel genneinstrøintnede hendes Hjertez nu vidste hun
sørst, hvad det var at leve, og hun siyndte sig hjern for at
fortcelle Kristiam hvor inderlia hun elstede ham, og at
hnn var rede til ved hans Side at bcrre alt, hvad Gud vilde
paalcegge dem.
Glad fom i sin Lykies første, lyse Dage traadte hnn
ind i Sitten, hvor Kriftian endnu fad, fom da hun git fra
ham. Nu tog hun ham om Halfen, srnilende gennem Tera
rer getnte hun sit Hoved ved hans Bryst og hvistede:
»Kriftian, vi have begge haft Uret, men jeg meft, fordi
vi itte bedre have passet vore Sager. Gud tilgive os og
Igive os Kraft til at beere, hvad han findet nødvendigt til
lvor Tilgt. Herefter ville vi leve faaledes, at hverlen Moder
eller vi felv stulle savne det daglige Brod. Jeg git hjem til
niine Forceldre nied mit gamle, hovmodige Sind; men Her
ren har ydmyget mig igennem dem, o«g nu er jeg trøftig og
ftille.«
, »Gud være lovet, Christel,« udbrød Kriftian og tryi
kede sin fmntte, unge Huftru fast ind til sig; men over
Mo’r Stefans rynfede Ansigt gled et lyst Smil, idet hun
stille sagde: ,,Det give Gud!«
i Som en Lobeild git det gennem Landsbyen, at Kri
Ystian Egeberg vilde udvandre til Amerika, fordi han ilte
knnde betale enhver sit. Alle de, der havde noget at fordre
-l)os Kristian, indfandt sig, flceldte og truede og sit tilsidst
han-Z Hus og hele Ejendom fat til Tvangsauttiom
En solklar Foraarsdag blev alt bortfolgt under det
nysudsprungne Lindetrce, sorn i faa mange Aar havde vak
ret Vidne til Mo’r Stefans og hendeg Borns Sorger og
Glæder· Stettet til Træet ftod Kristian og faa, hvorledes
det ene lEtytte Vohave efter det andet forsvandt. Christel
hande, blcg og forslræmt, gemt scg bag ved ham og til
laftede nn og da de omstaaende et sty Blit, som vilde hun
søge efter et eneste medlidende Ansigt. Jngen af hendes
Slcegtninge vare til Stedez de stainrnede sig over hende.
Hun selv var derimod itte stamfuld, hun syntes, at Herren
har havde stillet hende frern for alles Øjne, for at hun of
fentlig stulde gøre Bod, og hun blev trofaft hos sin Mand
for at dele alt, selv det svcereste med hanr. Gamle Mo’t
Stefans laa paa Knce inde i Hufet og bad Herren om Taal
modighed og Tro; thi hnn saa nol, at her kunde ikte vcere
Tale om Redning.
Spot og Spøg ledsagede hvert Hammerflag og hvert
Stylte af Kristians Ejendom, som blev overgivet i frernme
de Hander. Hufet, fom ingen vilde byde paa, blev tilflaaet
den, der havde Penge ftaaende i det, og efter nogle Timers
Forli-b tilhørte det Bergerfranz; at han vilde blive dets
Eier, havde alle de, der vare samlede under Lindetræet, hele
Tiden visi, derfor havde ingen af dem vovet at byde det op.
Jngen stillede fig paa Kriftians Side som hans Ven, thi
det gamle Ord, »naar Bognen hælder, slyde alle efter«,
sinder sin Stadfcrftelfe langt oftere end det nye om den
Karlighed der ilke »glæder fig over Utetfærdighed«.
Den Ydmygelfe, fom de to unge ftulde igennem, havde
dog endnu itte naaet sit Højdepunlt Alt var folgt, lige
til Græspletten bag ved Haven, hvor Mo’r Stesans alle
Dage havde bleget Lcerred til sine Borns Linned, da plud
selig en Stemme raubte: ,,Halløj, Folt, nu kommer den
fedeste Bib. Hvern byder paa Hedemarlen?«
En ftraldende Latter fulgte; faa blev alt stille. Længe,
lcenge varede denne Tavshed, som var mere saarende end -e
bitreste Haansord, indtil endog de raa Spottere bezinndte
at fe paa hverandre med en vis stamfuld Forlegenhed.
Pludselig brød den gamle, fordrutne Musikanter Stil
heden, idet han sagde:
«Hør Stiernetristian, dersom du har i Sinde at nd
vandre, saa maa den da være noget for dig.« "
Da løftede Kristian det bøjede Hoved, rettede den sam
mensnnlne Stiitelfe og saa sig oin. Hans Hander inwie
des, i famrne Øjeblil følte han, hverledes en Haand greb
hans heite, og ved hans Side stod hans Huftru, ranl og
siøn med dei klare, lcekte Blil vendt mod hele den haanende
Memng Han besvarede hendes Haandtryl, og en under
lig, højtidsfnld Følelse lig den, der greb ham, da hnn for
Herrens Alter lagde sin Haand i hans, gennemftrsmmede
ham nn med nyt Mod og ny Kraft. .
Som de stod der, stille og frimodiae midt i Ulytken,
løftedes pludselig en messingbeflaaen Stol og faldt med
fuld Kraft ned over Ulrits Stuldre, og en dyb Mandssten1
me raabte:
«J Hedningepatt er det Kriftenlcrrlighed at haane de
nlykteligc og sanre der-es Hjecler.«
Med Velshuen vaa det lrøllede Haar, med Stoffen i
Haanden og Hyrdehunden ved sin Side stod Arnold, Lands
byeng Faarehyrde, lige overfor Kriftian og hans Hiistru og
saa sig truende om.
»Kom, Broder,« sagde han og tog Kristians .L)aand,
I»l)er er intet blivende Sted for dig. Gaa hjem med mig,
der flal du faa at marke, at du dog endnu hat en Ven
»baade i Himlen og paa Jorden, felv om alle de andre ville
i mishandle dig.«
Dermed fvang han Hyrdestaven over sit Hoved og fette
det unge, dybt ydrnygede Ægtepar til fit Has.
Der ligger en marlelig Kraft i et faadant tækt og
beftemt udtalt Sandhedsotd Lige fra det ·Øjeblil, da
Arnold slog Ulrik og forfvarede Stjernetristian, begyndte
Foll at tcenle, at der nog maasle var gjort de unge Folk
Uret, og at den Dag maatte komme, da Guds Retfærdighed
vilde aabenbares i Straffen over de flyldigez men ingen vo
vede at fige det heft, og beendte det nu og da, at en eller
anden god Ben kom for at tale trsftelig til Kristian, faa
stete det altid hemmelig og ved Nattetid, for at ingen flulde
mcerle det.
Endnu en lille Tid havde Stjernelriftian Lov til at bo
i sit gamle Hieni, og den enefte, der vovede aabenlyft at viere
sit Venflab for ham belendt, Faarehytden Arnold, vidfte,
hvad ingen i Landsbyen ins-erlebe, at Kriftian i Siedet for
at klage, saa Fretntiden frimodig t Mede.
,,Hvad vi have- mistet, kunne vi ikke faa tilbage,« fagde
han, »rnen et nyt Liv ville vi fra nn af begynde, og Herren
ij give pe. »Es-»k- tii hprefter at vandre med bank. Vil du
som jeg, saa flyite vi ud til Hedemarten, til Amerika lunne
vi ikke komme, dertil ere vi for fattige; men da Ulrik troede
at tilføje mig den dybesie Krankelse, bleve hans Ord for
mig netop et Fingerpeg fra Gud om, hvad Vej vi stulle
gaa.«
Kvinderne saa paa hinanden med Taarer i Øjnene;
men Mo’t Stefans Klager vare vegne for kcerlige, forstan
dige Raad, og Christels Letsind forvandlet til stille Hengi
velse under Guds tugtende Haand. Da nu Kristian frem
førte sit Forslag rned en saa rolig Trosvished, beholdt de
deres Bettenteligheder for sig selv og samtylkede i at tage
Bolig paa Hedeniarken.
Nogle Dage, — eller rettere nogle Ncetter — efter at
Kriftians Hus var blevet folgt, saa den gamle Kohyrde,
der fom Landsbyens Vægter meldte Tidens Gang, omtrent
Klokken 2 om Morgenen en Skitkelse, der sneg sig ud af
Hufet, fotsvandt mellem Haderne og tilsidst kam frem paa
Biergsiien, som føtte op til Hedemarken. Kort efter saa
han Lys i Kriftian Egebetgs Vindner, og inde i Hufet var
der Liv og Ren, fom gjotde man sig rede til en Udflytning.
En Trillebør blev trukken frem af Brandestutet, enkelte
fattige Stykter Bohave lcessede paa den, og faa kom Mo’r
Stefans til Sym.
Paa Tærsielen til det Has, hvor hun havde boet i saa
mange Aar og oplevet faa mange Sorger og Gloeder, sank
hun paa Knæ og bedækkede Ansigtet med sit Forklcede.
Dan gamle Vægter kendte Mo’r Stefans, og greben
asf dyb Medledenhed med hendes Sorg, bad han uset for
hende, sem vi saa ofte usete ere Vidne til vore Venners
Sorg og dele den med dem, uden at de vide det, indtil
hun reift-e sig og i den gryende Morgen sagde sit gamle Hjeni
Farvei.
; »Kom, Modet,« sagde Kristian og fette hende med sig,
»»va-r stark! Gnd Herren vil vcere med os hist oppe paa
Bjetget og bygge os et nyt Hjem. Og du sial endnu med
hans Hjcelp faa Glatde af din Søn. Christel stal endnu
kunne vcere sin Mand bekendt.«
Den gamle Kone tørrede Øjnene, tog Lygten med det
tændte Lys, sotn hun havde sat fra sig paa Dsrtærsielen,
og stille, som fulgte man en af sine tære til det sidste Hinle
sted, satte det lille Ivg sig i Bevcegelse. En Ko havde Kri
stian faaet Lov at beholde, den tog han med; men iøvrig
kunde hele hans fattige Ejendotn rummes paa Trillebøren
Vægteren fulgte dem med Øjnene, og gennem Morgen
taagen lød hans fortrøstningsfulde:
,,Lover Herren, Stadt-«
som den sidfte Hilfen til de bortdragende fra det gamle
Hjem og det gamle Liv. :
Os- J
s
Hedemarlen laldtes det Sied, hvorhen Kristian flytte-’
de med sin Hilftru og sin gamle Moder, men ingen kunde
nogen Sinde mindes, at det havde vcerei furet af en Plovu
En Lysning i Skoven, overgroet ined Lyng og Bag
ner, paa de tre Sider omgiven af Højslov, paa den fjerde
med Udsigt over Landsbyen, som her oppe fra lignede en
Samling Legetøjshuse, dannede den ,,Mart«, som nu skuldex
ryddes og opdyrles.
Nede i Dalen laa Morgentaagen endnu tcet og fugtig;
men her oppe stinnede Solen vatint, medens Hedelærlen
steg jublende mod den slyfri Himmel, den lyse Hvælving
i »Naturens store stille Kirle«
»O, hvor elskelige ere dine Boliger, Herre Zebaoth,
landelig, her er Guds Hus og Himlens Port « udbrød
Mo’r Stefans, idet Udvandrerne standsede for at hvile sig
efter Vandringen op ad den stejle Biergsti: »Du, Herre,l
er oisselig Paa dette Sied, vcer du vor Gud, og vi ville vcere
dit Foll. Dersom du ikle bygger Hulet, da arbejde de
forgæves, som byage derpaa. Velsign da du vore Hen
ders Gerning, lad os bo fammen i dine helliges Siamfund,
din Aand regere vore Hjerter og Tanker i din hellige Søn
Jesus KristuT vor Herre og Frelser«.
»Amen!« sagde Kristian, og Christel tilføjede et sagte:
,,21men i Jesu Navn«.
Arnold havde fulgt sine Venner til deres nye Hiern,
nu bød han Farvel, idet han fagde:
,,.Hidindtil har Herren hjulpsetz han bygge sin Mut om
eder og ftcerme eder med sin Naade. Trænge J til en
Haandsrækning, saa vide J, hoor jeg er at finde. Hejs et
Tørllcede paa en Steing, faa stal jeq kende Signalet og
komme til eder, saa snart jeg har faact min Hjord hjem om
Aftenen. J Morgen er det Fuldinaane, san kommer jeg
og hjcelper eder at bygge. Takket vcere min Fader, som var
Tømmermand, forstaar jeg Inig noget paa de Dele. Og
du, Christel, plag ille din Mund med Klager og Bebrej
delser; men bliv ham en trofaft Hultru. Leo vel, Mo’r
Stefans. Du hat altid holdt af at se mod Himlen5 her
er du den faa meget nærmere, du ved, du har itte her en
blioende Stad.«
Kristian aav sin Ven Haanden med Taarer i Øjnene
og sagdex
»Tai, Stjernebroder, Tal for din Trofasthed.« Og
»Kvinderne vintede grasdende Farvel til ham, da han med
»hurtige, falle S kridt arbejdede sig ned gennem Wagne
:,irattet indtil han forsvandt i Taagen.
l »Saa, i Guds Navn til ArbeIde « udbrød Kriftian
"Detpaa hentede Christel Band fra en Kilde, som brød frem.
mellem Buske og Bregner og banede sig Bej hen over’
Stenene i en lille Klost. Saadanne Kildekløfter findes
mange Siedet i Spesjartx bliver Lejet for trangt, strom
mer Vandet ud til alle Sider og mangler kun en vejledende
Mennesiehaand for at lunne blive til kegelinæssig Engoan
ding. Ellelrat og høje Bregner voksede tcet om Kløftm
og Hedeniarken gil nedenfot denne over ien Eng med traf-—
tigt Græs, hvor Krisiisan snart havde fundet Føde for sin
lille Ko.
Se « fagde Krist·ian, da et Par Agethøns sty fløj op,
idet han og Christel ncermede sig Kilden, hvor Bogsinkerne
badede sig i det klare Band, der famlede sig mellem Ste
nene til en lille Dam. «Fuglene sinde Føde her, og naar
di ville leve efter den gsamle, gyldne Regel: »Bed og arbejd«,
saa siulle vi ogsaa not faa vort daglige Brod heroppe.«
Christel balancerede forsigtig hen over Stenene; heu
des Mond lovede at joevnse Grunden og ajgrænse Kilden, og
san vendte de tilbage til Mo’r Stefans, som imidleriid
havde tcendt Jld, og snart kunde de nyde deres første Maul-· -
tid i den frifke Luft her oppe daa Hedemakkeim
Jnden Aften var en Løvhytte bygget, saaledes sont
Kulsvierne danne dem i disfe Egne, stottet mod Klippe-i
væggen og dæilet helt rundt med frier Grcestorv.
,,Gem Brander til i Morgen,« sagde Mo’r Stefans,
da Kristian vilve tcende Jld inde i Hytten, ,,jeg glemmer
itke let, hvordan det gik Didrit og hans Søn Nikolaus
Jeg var den Gang endnu kun et Barn, men jeg mindes ty
delig min Rcedfel, da de forialte derom. Nikolaus havde
bedt sin Moder sa'a meget om at maatte tilvringe n Nat
hos sin Fader ved Kulmilen, at hun omsider gav hatn Lov
dsertil. Men ncefte Morgen, da den ældste Datter Mar
grethe gik op til Milen med Mad til sin Fader og Bro
der, undrede hun sig over den mærielige Os, der strømmedes
hensde i Mode, og da hun torn ncermere, fandt hundem
begge stjulte under den sammenstyrtede Hytte. Hendes
Strig laldte Folk til; men da de forbrcendte Legemer bleve
trutne frem, var der nceppe Levning af menneslelig Stil
telse tilbage. Jngen fik nogen Sinde at vide, hvorleves der
var gaaet til.«
Hver Nat lom Arnold og hjalp sine Venner at bygge,
og Inedens han med tyndig Haand føjede Bjællerne sam
men, gled hans Blil nu og da ned mod Faarefolden, hvor
han i «det klare Maanelys tydelig lunde se Hyrdehundem
der trofast holdt Vagt for Hjorden. .
«Knap Kost og streng Tugt er al den Lon, vet stattels
.Dyr faar,« sagde han en Gang, ,,og dog viger det ilke fra
»sin Plads. Herren har talt mangt Alvmrsord til mig ved
«rnin kcere Trofastsp Jkke blot Fuglene«« under Himlen og
Lillierne paa Marien, men al hans Sk» bning bringet Hil
sen fra ham til hans Børn paa Jorderi.«
»Hovmodig skal du ilke blive af dit nye Has,« fagde
Vennen en anden Gang til Kristianz »der findes vel nceppe
i Lohrborn noget saa lille og uanseligt. Men det er bedre
at begynde smaat og efterhaanden volse end omvendt. Og
vette dit Hus er grundfæstet paa Klippen. Lad tun Stor
mene og Regnskyllene falde an imod det, det skal dog blive
ftaaende. Værre end de vilvesie Uvejr er de onde Tun
gers Magi. Naar først Foli der nede i Lehrborn se Røgm
ftige fra din Skorsten heroppe, naar først Spotten bryder
los imod eder, ville da du og din Christel kunne ftaa fast«?"
«Slaa Hjørnebjælkerne sannnen, Arnold,« sagde Kri
ftian, ,,og prøv saa at bore din Økse ind imellem dem og
stille dein ad. Ser du, dset gaar iiie. Saadan har Her
ren gennem de trange Tider samtnenføjet Christel og mig,
saa at, naar vi kun have hinanden og have ham, faa stal
hverken Sorg eller Glæde, hverten Lidelse eller Lykke kunne
stille os ad. Og hvad Nød have vi saa?«
Om Dagen samlede Kvinderne Stene til at udfylde
Rummet mellem Bjælkerne med, og Lordag Aften var Hu
fei, om end ikke beboeligt endnu, saa dog under Tag. Ler
væggene vare rigtignok fugtige og ujævne. Den eneste lille
Stue sncever not, Køkken og Kost-old i saa ncer Forbin
delfe med hinanden, at Koen vilde kunne lige i Gryden og
se, hvad Christel lavede til Middag. Selve Skorstenen var
en sietantet Stendynge under Røgfanget med en Stang
over, hvorpaa Kedlen eller Gryden slulde hænge; men de
flinke Bygmestre betragtede alligevel deres Værl med Stoll
hed og Glcedie, fordi de dog vare naaede saa vidt, og da
Christer et Øjeolik vendte sig dort og kastede et 1migsels- «
fuldt, taarevcedet Blik ned mod Dalen med det fmukte, hyg
gelige Hjem, hun før havde ejet, sagde Mo’r Stefans op
muntrende:
»Nej, den Vej maa du ikke se, Christel, saa tommer
Hytten heroppe til at tage fig endnu mere ynkelig ud, end
den i Virkeligheden er. Hør en Gang det garnle Vers:
Herre, lad det Has, som her er bt)gget,
Ovilc fast paa Ordets Klippegrund
As din rige Naade overstygget
Zelv i Nattens morte Altdorf-stund
Leid dit Ansigt Inse, du vor Allerde, ,
Lver Liver, som stal leves her-. , LE
Tag i Favn de ganrle med de spcrde. i
Node Horde, bliv os altid nar. s -
Statut os, seln naar Tordcnstyen truer,
Led du Lynet med din Almagtshaand
cg naar Hieriet imod Toben grau-,
Los os nd af alle Stovets Vaand.· - es
,,Amen!« lød dei fra alle Hierier og Læber; men den
lille Flok for forftrækiet sammen, idet et haanende: ,,Leve
Hedebonden!« brød stingrende frem fra mange Sider. Ube
mcerlet var Kriftians Foretagende ikle gaaet for fig, og
allerede hed han i Landsbyen ,,Hedebonden«; men at han
nu, da han i sit Anfigts Sved havde bygget sit fattige
Hjem, blev iagttaget af spottende Blikle, havde han dog ille -
ænit sig. Hans Ansigt blussede af Harme, Christel stjul- Z
te sine Øjne i sit Forklæde, men ingen af dem sagde et Ord,
og det tarvelige, men saa vel fortjente Aftensmaaltid blev Z
nceppe rørt af nogen af dem. ,
Mennestenes Haardhed og Ubarmhjertighed dtev Sov
nen fra de trætte Arbejderes Leie, indtil de, ydmygede un
der Gnds vældige Haand, bekendte deres Siyld og bleve
tsrøstede, »forn en Moder trøster sit Barn,« saa de lunde
flumre ind under Herrens Vingers Skygge.
Sabbathsstilhed aandede Fred over Marter og Slove,
og i de fattige Hedeboeres Hjerter tonede en Genllang af
Kloklernes Sondagshilsen, som nede fra Lohrborndalen
ringede Folt til Kitte. Kristian tog Sondagsfratten paa,
og da han med sin Hustru ved sin Side vandrede ned over
den smalle Bjergsti, trippede Mo’r Stefans forsigtig bog
efter og glaedede sig over sine Born. Et smult Par vare
de, som de med klare Øjne og Ungdommens Fristlyid over
sig hilste til højre og venftre paa Kirkegcengerne, der fra
alle Landsbyens Huse ftrømmede til Herrens Helligdom.
iMangen venlig Genhilfen fil de ogfaa; men endnu flere
vare de, der ftak Hovederne faknmen og hvislede og lo, naak
,»Hedebonden« lom forbi. ·.
Et lyst Smil gled over Præftens Ansigt,-·da«l)an free
Prædekestolen faa ud over Menigheden og mødte Christelz
lcengfelsfulde Blit. Han havde tonfirmeret begge de unge, ;
havde sammenføjet deres Hænder for Herrens Alter, og nu
glcedede han sig over at se dem med et helt andet Udttqk--k
i deres Ansigier end for.
Gortsæitey