»s- MS Ltto uf Danmafrkn
og hans grausern-.
Histousk Roman
ai
Bernhard Severin Jngetnann·
Anden Del. .
(Fortsat.)
«Slut ham i Lcenlert" —- bød Valdemar, hderst sor
bitret ——— »spr ham til Livssangetaarnet paa Nyborgt
Jnden tre Døgn skal den Hane have aflaglet.«
»Slut Slader i Lcenler!« — raabte Foltvard —
»lc.ft lovsceldte Forbrydere i Fangehullett men er J Niv
der og Mand as Ære, Kong Valdemart saa vancerer J
ilte eder selv og det dansle Ridderftabz — Vil J ej sor
bryde Danmarts Krone, saa hust paa jer Haandfcestning!«
»Min Hovedscestning er stcerlere, end min Haandsæst
ningl" —- svarede Kongen med et stolt Sinil og nittede
— »dog —- J slal komme standsmæssigt til Nyborg, min
tunstige Or. Foller Spillemand! Jeg slal itte glemme, J
var Dronningens Ridder og og Drost. Jeg ved. J har
vceret i Frucrstuen og nemmet Tugt blandt stønne Jota
sruer og Fruer.«
»Saa sandt hjælpe mig Gud i min sidste Stund!«
—- sagde Follvard højtidelig og opralte fin bejke Haand
med den hellige Eds Betegnelse —- ,,jeg lotn der aldrig sor
nogen Ucere —- derpaa vil jeg dø!«
Kongen saa paa ham med et gennemborende Blit, der
tilsidst dvcelede ved Ridderens Bryst, hvor en Flip af Bron
ningens senderrevne Handste lom til Syne. »Ja saa!«
—- mumlede Valdemar med en bitter Latier og sorlod Heir
loststillien.
Strals efter red Ridder Foltvard Lovmandspn, uden
Baand og Lcenler, men omringet af en stærl Rytterbedcel
ning, nd as Vordingborg Slotsport, ledsaget as mangt
deltagende Blit, og der hortes megen Jamren paa Stattet
over hans Ulytte, især i Fruerstuen og has alle Slottets
lvindelige Beboere, der havde den unge, tungsindige Ridder
scerdeles lar. Dronningen dar bleven farlig syg, hed
det, og i hendes Vcerelse saa man en urolig Beoægelfe
med Lys.
Ved Midnat git Kongen op og ned i sit Løntammer
med heftige Stridt. Ridder Podebusch stod med vildt
blussende Kinder ved hans Arbejdsbord med et Dotument
i Haanden Kongen ftandsede nagte Gange og irampede
i Gulvet. ,,Hviltet Jammersyn!« —- udbrød han —- »d«
Uhyrcrl saaledes at behandle en vcergeløs Kvinde, sordi
hun ilte har et Stenhjerte, men tan elste andet has en
Finste, end hans Rang og Højhedl —- oa saa er de selv
intet Haar bedre, de stinhelliae thdsmønstrek Hat jeg
lendte Brudehandsten sra min Brnllupsdag, Podebnfchl
den stal Pegefingeren nd fra Forirderens Bryst, ligesonc
jeg dar nat ved at tro hans salsle Ed og fritende ham.«
,,Ftnnde J lende min nlyllelige Salter? Herr-ek« —
spurgte Podebusrb. —-- »Hun hat itte gjort sin Lntte i Dan
marl. Leder hun ogsaa —- med hendeg Dejlighed er det
L nn sorbi, og tned eders lcrrlige Deltagelse salgelig vel
ogsaa, min naadige Konge!« Han fullede dybt, med et
halot sorgmodigt, halvt liftigt forslende Blit, Inedens
Kongen stedse heftigere git srem og tilbage. — »Det var
i en ulylsalig Stund, vi troslyldige Søslende forlode vor
Stodensomhed og vort lytlelige Ryland, for at sølge den
artige Kong Valdemar til Danmart.«
,,Hvad anser du mig for, Podebnsch!« —— spnrgte
Kotigen og standsede for hom; hans Øjne glinfede af en
slygtig Vemodssalelse. —- ,,(5r det da den glatte Slal
alene, Valdemar har Sans for? gcelder Sandhed og Natur,
Liv og et elslvcrrdigt Sind mig da slet intet? Flygtig, let
stndig er jeg maasle —- men et Stenhjerte er jeg itle —
en utatnemmelig Vendetaabe ej heller. Kan hun tun saa
Sundhed og Livlighed tilbage, grim bliver hun aldrig
i mine Øjne. Nu er hun mig tusmde Gange tærere, end
nogen Sinde. Nu har hun mit Hierte udelt. Hvad hun
og du har lidt sor mig, stal jeg aldrig glemme jer —
derpaa har du min Haand!« Han gav ham et flygtigt
Haandtryt og sortsatte stn heftige Gang
«Tal for eders gode Hensigter, stortnægtigste Herre!«
—- vedblev Podebusch i nedslagen Tone. —- »Dog selv ederd
magtige Beslyttelse lan neeppe gsre mig og min staltels
Søster lyttelige. Sagen er nu belendt, og vor Ære, som
man talder det, forspildt. Folket er en streng Scedelig
hedsdommer —- den store Verden især — jo mindre Dyd,
jo stprre Ærbathed. For Øjeblitlet har vi Medlidenheden
paa vor Side; man er dog sor godmodig til at sorsplge den
lidende. Men bliver Lyllem ved eders Deltagelle, os
gunstig, faa vil Misundelsen saa travlt, saa vil de giftige
'« Tunger saa Wllerum, saa vil de bestortne eders Øren
Dog og Nat med vor Dadel og med den Ulytte, de sremmede
Yndlinger bringe oder Land og Rige. J vil hverlen saa
Fred i Sovelamret eller i Stristestolen, hverten t Raadei
eller i Ltnlamret, for J gliver ester sor de dydige Steig
halse og lader os pisle ud af Landet. Bortstsd os dersor
lige saa godt fsrst som sidst, Herre! og overlad os til vor
Elendighedl«
,Nej, neit« s-— udbrsd Kongen utaalmodig og stam
pede -- »J s l al blive hos migl J slal viere mtne sor
troligste Venner til min Dsdsdag —- trods Fall og Fee —
trods alle verdölige og hellige Øretuderel Du er sra denne
Time min Drost, Podebufchl den sørste Mand i mit Raad.
·- Jngen Tal dersor; du er Posten volsen. Du stal faa Brev
og Segl derpaa; de stal nsdes til at cere dig. Nu intet
Ord mer om den Sagt Er Foltvards Dom opsat?«
· Den nhe Drost havde bsjet sit Kna, og Gladen spit
ledoe i hanö lltgttge Øjne, medens hantrhllede Kongens
haand til sine Lieber. »Hei-, min näadtgste Heere og
Konge!« -—- sagde han nu. hastig og reiste sig, idet han
overralte Kongen et bestrevet Pergaments Blad —- »tnen vtl
J tlle opsætte Besegltngen til t Morgens ttte sordi her er
nogen Totvl5 men det tunde forityrre eders Nattero. Det
sial verre usundt at besegle Dedsdomme ved Sengrtid —
og —- jeg vilde ingenlunde fremstynde en Handling, som
» tunde ihnes overtlet og mod jer strenge Haandsæstning.«
, »Das, Nattern —- Haandsceslntngt« —- gentog Kongen
og rhntede Banden. —- »Gjort Gerning er bedft at lade
-L
pig
l
paa. Du har jc beredet Segl-Votset. Her er ingen Be-;
tænleligheder. Havde han ogsaa kun sjunget Viser her!
i Fruerstuen, som en Erbsdig forelstet Nat —- han hour
jo til Ebbesens ttodsige Venner —- til Oprorspartiet for
Otto. Hans Hoved falder med Rette, trods det taephøjede
sdanste Ridderslab og alle Haandfæstninger i Verden.«
»Men Dronningen, Eders Naade! hun vil visi. gaa
i Forbon for sin leere Ridder og Raadgiver« —- sagde Bode
busch med en listig Mine. Han havde hastig grebet Kon
gens Selret og legede nu med det i Haanden. —- »Hun er
her bestemt saa snart sont muligt og scetter Himmel og Jorb
i Bevcegelse for sin smutle Yndlings Liv.«
»Saa stal hun saa Tat for Tode! —- saa er du alt
paa Vej til Nyborg med Follvards Dodsdom!« —- svarede
Kongen heftig og rev Sekretet as Podebusch’s Haand. —
,,Se saa!« — vedblev han og nstrhlte Seglet i det tilde
redte Bots. —- »Nu as Sied! Dommen stal uden Ophold
suldbhrdes!« .
,,Naar J bestemt befaler det, Herre Kongel maa jeg
punltlig adlhde« ——— sagde Podebusch i ydmyg Tone og sor
varede hastig det beseglede Dotument. — »Jnden en halv
Time slal J høke Hovslag as min rasteste Hest over Slotgs
gaarden!« Derpaa huttede han dnbt og hortsjernede sig.
Kongen git atter stem og tilbage i Lønlamret og stod
et Par Gange stille, med Haanden pasn Pol-idem ligesom
der saldt ham en svcer Beteentelighed ind. ,,Podebusch!«
— sngde han med halv Rost og git nolende mod Dørem
hvorigennem den ny Drost var sorsvunden; men nu sprang
Band-Deren op til Dronningens Værelser. Dronning
Helvig stod paa Tærslelen, bleg som en Dødning med et
vistende Lys i Haanden Kongen havde vendt sig om imod
hende; men med en uvilkaarlig Gysen traadte han tilbage.
Aldrig havde han set en lvindelig Stilielse i saa liden
stabelig en Sjcelespasnding Det var som hendes Aasyn og
Lemmer vare forstenede i Kval og Angest. Hun vilde be
vcrge fig, men hlev dog staaende —- hun vilde tale, men
lunde ilke. Endelig tabte hun Lyset as Haandem hendes
Hænder for sammenz hun bøjede Finceet halvt, som hun
vilde kncele: ,,Nsaade!« — stammede hun — ,,nej, Ret
scerdighed, grumme Konge!« —- udbrød hun med hojete
Rost og traadte stolt over Tcerstelen. —- »H a n har intet
sorbrudt —- han stod under m i n Bestyttelse! — han er
den reneste, den ædleste Ridder i Danmark« —
Kongens Aasyn bluösede as Harme; men i hans Blit
var bitter Kulde. »Taler J om hin rene, ædle Ridder,
der sang Tryllesangen sor Dronning Helvig, medens Tape
lille logte i eders Badstue?«
»Ved den levende Gudl ha n er ustyldig« — svarede
Helvig, og Vlodet strømmede attei- til hendeg Kinder. s—
»Det hele Uheld var min Styld! jeg glemte hvor hin
elendige Stabning var — til —— til« — —
»Til J troede, hun var tonlt eller stegt« —— afbrød
Kongen hende —- ,,til hende-s Jammer maatte røre Stene
og bringe Fanger til at sprange hende-Z Bagerovn« —
»Ti, ti med den Ulylle! den havde ncer lagt mig i
Graben« — tog Helvig atter Ordet og for med Haanden
til den nlodende Bande. —- ,,Dog — hnn lever jo« —
vedblev hun og hævede atter Hovedet stolt — »hun lan
endnu blive smuk not til Kong Valdemcxrs Slegfredviv,
Inedens hans ægteviede Dronning maa dø as Harm og
Slændsel Ja, jeg tilstaar det! jeg hadede den for-agie
tige — jeg nedlod mig til at ydmyge hende — jeg undte
hende en Slrcel —- men hendes Død vilde jeg itie. Blev
hun strasfet haardere, end jeg onslede, var det den retfærdige
Guds Dom« —
,,Nej, den retscrrdige Guds Dom lommer først nu!«
—- udbrød Valdemar med et srhgteligt Blik —- ,,den rom
mer sørst eders dydige Ven« —
»Vi! J myrde ham?« — streg Dronningen og vat
lede -— ,,ha, saa er J lige saa grum og uretsærdig en
Kotige, som J er en salsk og troløs Ægtemand. Jeg for
drer hans Liv af eders Haand —- sasa sandt J vil vente
Forbarmelse sot eders syndige Livnet i jer sidste Time!«
»For tre Maaneder siden var jeg ilte fuld saa dhdig
som J, Fru Helvig!« —- svarede Kongen med kold Spot
— »det vil jeg tilstaa —- men nu stinner J just ilke med
Helgenindens Glorie. Det hellige Stristesadersprog tlceder
eder tlde. For vor« Herre er det vist ej saa sordømtneligt,
at savne en srnul Synderinde i Lon, som at loge hende
levende, helst naar man ej selv er et Haar bedre. Hat J
efter eget Lune tcendt Heksebaal for lille Tove paa mit
Slot —- slal nu Bodlen, efter Lov og Dom, fore Dronning
Helvigs Boler til Slasottet!«
Dronningen udstodte et Steig og sank om i en Stol.
»Nej!« —- raabte hun og samlede med stolt Selvsolelse
sine straften idet hun atter rejste sig og holdt sig fast ved
Stole-Armen. — »J stal ilke slaa mig til Jorden med hans
Dodsdom — ej engang med det Slændselsotd, tun edets
egen urene Bevidsthed tunde indgive jet. Jeg elster nu
Follvard Lovmandssn frit —- as min hele Sjaelx jeg har
elslet ham sor jeg vidste det selv; men der et intet Ord stif
tet imellem os, som jo al Verden maatte høre —- derpaa
vil jeg dol« —- Hun betragtede Kotigen med et stolt, forags
teligt Blit. »Jeg forlader eder og ederö Kongeborg i denne
Time!« — tilføjede hun bestemt. —- »Jeg drager tilbage til
Sondervorg Follvards og min Æres Morder vil jeg al
drig mer se« —
,,Ret saa, Fru Helvigi J har eders Frihed —- endnu
er Sagen med Badstuen ej undersogt« —- svarede Walde
mar iölold —- ,,Rejs over thorgt saa tan J maasle endnu
en Gang saa eders rene, standhastige Ridder at se. Dør
han itle jor eders Styld, saa d-: han for Kronens Styld,
som min og Danmatks Fjende. Dog« — tilsojede han
ester et Øjeblits Betænlning, idet hon harte en Hest fare i
Firspring over Slotsgaarden —- »trcesfer J ham levende i
Morgen, vil jeg give jer Myndighed til at benaade ham i
mit Navn paa, Slasottet. Kun as sin rene Dames Mund
stal han modtage Livet. Men saa maa J ej tove for længe:
den Dest, hvis hovslag vi nys horte, bringet min Drost og
Todes Broder med-MS Elsters Dødsdom til Nyborg.«
»Grusomme"! ·—— tun fa alede s benaader du dent
usiyldige!« udbrtd Dronningen med et Blit, hvori et Glimts
-af-«,««et pludseligt haab og den frhgteligste Angest forenede
sig i en niestens vanvittig Spcending. Hun for som et Lhn
ud as Kongenz Lsntammer, og lort ejter saa Nattevagten
med stor Forundring den syge Dronning Helvig med en
eneste Dame og den gamle hushofmester lsre dodbleg ud af
;Votdingborg Slotsport i sin lette Karm, med lsse For
spandsheste til Astrsning, og med en Hast, fom det gjaldt
Livet.
Uftende Kapitel.
Næste Formiddag, da Messen var fungen i Nyborg
og Folk git fra Kitte, trydsede der en Jagt tcet udenfor
Havnen for en stcerk nordlig Kuling Paa Dækket stot«
Dronning Helvig ved sin Hofdames og den gamle Hushof
mefters Side. Hun ftirrede som en Billedststtte paa Ny
borg Slotstaarn og paa den ftore Follestimmel, man kunde
se i Staden. Om Natten var hun to Gange faret He. Po
debusch forbi paa Vejen til Kurs-m men han var kommen
for en Time siden paa en raslere Sejler over Bceltet.
Dronningen havde alt lcenge trydfet udfor Knudshoved
for Modvind. Søfolkene mumlede utilfredfe over den onde
Bør og om, at de nok maatte have siet Fragt om Bord.
Det Vanry e, Dronningen var kommen i siden Tildragel
sen med T , havde gjort hende almindelig forhadt. Ryg
tet havde sagt, at Tode var tagen død ud af Badstuen,
medens Dronningen harte paa sin Elsters Sang Paa Høje
loftstillien. En Foltesang om denne Begivenhed var alle
rede udbredt blandt Altnuen, og medens nu Dronningen
med stedse stigende Angest stirrede paa den ufædvanlige
Folkestimmel i Nyborg og hvert Øjeblik syntes ganske naer
ved Skibsbkoen, men i nceste Øjeblit igen var langt der
fra, begyndte Sømandem der sad ved Roret, at nynne hin
Folkesang om Tovelille, fom Helvig i sin Angest og grue
lige Spænding dog itke gav Agt paa.
»Der gasar Dans i Botgegaard —
Der danser Dronning Hin-km med udflagne Haar«
nynnede Styrmanden, men fandt det dog for driftigt at
ncevne Dtvnningens Navn, som det stod i Bisen. Saa
fnart Baadsmcendene mcerlede, hvad det gjaldt, nitkede de
bifaldende til den driftige Styrmand og istemte Omkvædet:
»Medens Heere Kong Valdemar tan love dem baade.«
Qg nu vedblev Styrmanden med højere Rost
,,Først danser Dronningen fiden T o v e
s Og faa derefter mangen stolt Jomfru.«
Stnrmanden havde sunget lange, uden at Helvig endnu
havde lagt Mærte til andet, end hvad der foregik i Ny
borg. Den store Mennestestrom drog ud af Byen, som
til en Follefeftz men paa en Høj ved Stranden, hvor Fol
temasfen samledes, syntes hun med Gru at se de streite
lige leberedelset til en Henrettelse. J sin Kval og Angest
foldede hun Hænderne og vilde bede, niedens Stibet atter
strøg tæt hen ved Kosten og Skibsbroen. Hun opløftede
de vildt ftirtende Øjne mod Himlen. Men nu hørte hun,
hvad Styrnianden sang. De foldede Hcender faldt fra
hinanden, og hendes opløftede Blik sank mod Afgrunden
ved hendes Fod. Slibet for atter fra Kyften, og Skyr
manden sang højt nied et hadeligt Sideblik til den høje
rejsende:
»Dronnina Hmshm lader en Badstue hede,
Jomfrnen stltlde førft der indtrcede.«
,,Jomfrnen bad, de stulde Deren opslaa
Dronninaen bød dem gøre Jld oppaa.«
»Det knnde høres saa langt i Strcede,
Hdor Tovelil mantte i Bndfinen græde.«
»Nun-ewige Hinnnel!« —-— ftønnede Helvig og vatlede ud
mod Rælinqen — »den Synd hat lagt en Afgrund mellent
hans tene Sich og min; knen skal han derfor nu dø for
mine Øjne!«
»Det knnde Dronningen høre over Borgegaard,
Hdor Tovelil fit en Død san ha-ard« —
vedblev den nbarmhjertige St1)rmand; men denne Ufandi
hed i Folkevifen gav den fortvivlede Dronnina et Øjeblik
Mod on liaesom et Glimt as Haab tilbnge. »Nei, nej,
hun lever —- den elendige« — udbrød hun højt —- »for
dem doa tun mig! men Folkvard er usiyldig —- han ftal
itte dø for Dronning Helvigs SynderZ staf mig i Land,
J dansle Mcend! — det gælder den cedleste Ridders Liv.
— Stuf mig i Land, for den fotbarmende Guds Slyld!
Jeg giver jer alt, hvad jeg ejer« -——
,,Stynd jer, stynd jet, J gode Sømænd! oa hold inde
med den nanstcendige Syngen i slig ubelejlia Stund!« —
raabte den gamle Hushofmester on tørrede Angestspeden af
sin Bande ·over den anstødelige Sang, han nu føtst forftod
Meningen af. — ,,Høret J ej, hvad vor naadigste Denn-,
ning befaler2 Hnn behager øjeblittelig at lande« - —
»Det rnader vor Herres Aand kun for, men ej Dron
ning Helvigs Behag« — brummede Styrmanden. —- »V!
gør vort bedfte, He. Hofmandl men Vejr og Strom hat
ej endnu nemmet Tugt ved Hove.«
»De ubehøvlede Mennefler!« — stammede thue-hof
mesteren. — «Vil eders Naade tillade mig et vistnok noget
ufømmeligt Nod-Raab? maaste kunde eders gunftige Be
faling endnu naa lydiae Undersaatters Oren« —
»Raab! steig! saa det nasar Himlen vg vaetter den
evige Netfætdighed!« — afbrød Helvig ham —- »Folkvards
Dødsdom maa itke fuldbytdesl —- byd dem holde inde i
Kongens Navn — i den retfærdige Guds Naan —- han
er usiyldig!« —
Den gamle Hofmand streg nu af alle Krcefter mod
Landet: »Pardon! Pardon! i Kongens og Dtonningens
og vor Herres N«avn!« men hans svage Rost hendøde i den
hvinende Blcest, og ingen lagde Mcetke til den lille Jagt,
der ltydsede ved Kyften Alles Øjne var tun henvendte
mod Galgebatten
»Ve, ve! der staat han« —- udbrød Dronningen med
et fortvivlet Steig og tendte Foltvard Lovmandsøn paa
Toppen af Højen ved Siden af en Mund i gejstlig Dkagt,
der syntes at tale til ham og meddele ham Sakramentet.
Tre rødklaedte deler oprullede nn paa Galgebakten hin
frhgtelige Henrettelsestnastine, der endnu ftundotn anvend-.
tes til de allergroveste Fokbthdere. «
»Spigertønden!« — mumlede Styrtnanden —- »den
arme chevelt Stop, J Handel Stop i Satans og Dran
-ningens Navn!« —- raabte han med sin dybe Ssmandzw
stemme gennem den hule Haand mod Kyftem Helvig tev
som rasende, den hvide hobeddug af sit vildt flagrende
Haar og lod den flyve fra Skibssdællet, medens hnn selv
l
..-«« ,. ..« - « ,
med et gennemtreengende Strig gentog Benaadningss
Raabet. Men det var umuligt, at nvgen enlelt Rost kunde
naa til Land gennem den ftærke Brusen af Storm og VII
ger, uagtet man var saa nær ved Kysten og Retterstedet,
at man kunde lende alle Genstcmde og syntes selv at tunne
se de medynksfulde Miner i mange Anssigter.
Ridderen paa Toppen af Galgebakken udbredte sme
Arme mod Himlen og syntes at tale til Folket. Der blin
kede noget i hans Haand i Solsiinnet. —- Nu herkes der
et Forbavfelsesstrigaf den talrige MennesstevrimmeL Der
var Trcengsel og Kamp neben for Højem Bødlerne greb
efter deres Bytte. Men den dsdsdsnite Ridders højt op
løftede Haand for voldsomt tilbage mod hans eget Bryst;
han lod til at have gennemboret sigf med en Daggeri. Den
høje Ridderskikkelse segnede pludselig om i den gejstliges
Arme, og et heft, deltagende Raab høries i den bolgende
Mennestevrimmel.
,,Brav Karl!« — mumlede Styrmanden og nitlede
— ,,i Spigertønden vilde han ikke. Det var heller ingen
Død for en smuk, højbaaren Herre, der turde tage en
Dronning i Fabn.«
Dronning Helvig laa uden Bevidfthed paa Dcekket,
understøttet af sin bekymrede Hofdame og den gamle Has
hofmest-er. Msen nu for Jagten saa voldsomt mod SUBB
broen, at de flestc Baadsmcend tabte Ligevæglen, og Has
hofmesteren trillede hen ad Drekket.
Dei varede nogen Tid, inden Dronningen havde faaet
saa mange Krcefter tilbage, at hun kunde stige ud af Sti
bet. Ved sin Hofdames Arm gik hun dog med Vailende
Skridt gennem den lange Gade i Nyborg, medens Has
hofmefteren endnu syslede paa Skibet med Karm og Hefte
og med at bjerge Dronningens bortfløjne Hoveddug· Hel
vig gik tavs og bleg, som en Søvngængerste, gennem den
øde By, hdor der ncesten ikle var et Menneske at fe; men
da hun ncermede fig den vestlige Stsadsport, strømmede der
en stor Maengde Mennester ind ad Poeten med vilde Raaly
og en oprørst Larm i fvrvirret Trcengsel. Man veg til
Side for den urolige Hob, som nu dog felv gav Plads for
et stott, højtideligt Tog, der saa ud som en Ligstate. Dei
var en hel Del unge Riddersmeend til Dels af Folkvards
og Svend Trøfts Venner, som med almindeligt Bifald
havde bortjaget Vagten og Stadsfogdens Svende fra Gal
gebakken og vilde have revet Folkvard af Bødlernes Ham
der, naesten i famme Øjeblik, da han faldt for sin egen
Haand. De driftige unge Riddere havde bemaegtiget sig
hans Lig. De vilde dog nu offentlig vise deres Agtelfe
for Drost Hesfels cedle Son, og at de ansaa hans Dis-ds
dom for uretfcerdig; de bar med stor Deltagelse det hcedrede
Lig fra Retterstedet, medens de med Fotbitrelse mumlede
forvovne Ord mod ,,det nye Blodregimente«. Kongens
Nsavn hortes med Trusler, men Junker OttJH Naon mxd
lydelig Hyldning blandt de misfornøjede.
Folkvards cedle Ridderskikkelse laa, med foldede Ham
der over Bryst·et, paa Ligbaaren. J hans kaekke, blege An
sigt var der et stønt Udtryk ncesten af salig Henryklelse og
Begejftring. Hans sidste Ord havde vceret: Kærlighed og
Frihed! Han havde højtideligt besvoret Dronning Hel
vigs og sin egen Uskyldighed og tilsidst opfordret Folket
og sine tro Venner iil at gribe til Vaaben for Fcedrelan
dets Frihed og det danske Ridderfkabs Ære under Ehhe
sens Banner og med den ædle Junker Otto i Spidsen.
Den gyldne Daggert, hvorrned han selv havde befriet sig
fra Standfelsdødem sad endnu som fastgroet i hans Hierte
og fcestede ved en Flig en blodig, fønderreven Damehandste
til hans Bryst.
Paa Dronninaens Bint ftandfede Ligtoget paa Gaben.
Hun var allerede kendt. Rygtet om hendes Ankomst var
faret som en Løbeild gennem den lille Stad, og med For
undring betragtede man den blege, fremmede Dame, som
alle nu hvislede om var Dronning Helvig felv, der var
kommen hid for at befri fm Elfter fra Døden. Med vak
lende Stridt traadte hun hen til Ridderens Lig og sank,
ligefom opløst af Smertse, ned paa Ligbaaren ded· hans
Side. Hun var i sin stumme Smerte befynderlig smal.
Hun bøjede sit Hoved mod Folkvards blodige Bryst, og
idet hun nu saa fm Brudehandste ned hans gsennemborede
Hjerte, ftyrtede der en Taareftrøm over hendes Kinder, me
dens hendes Hoved stedse sank dybere ned mod hans Bryst.
Jngen kunde se dette hjertegribende Optrin, uden for et
Øjeblik at glemme alle hadefulde Rygter om Dronning
Helvig og føle den inderliaste Medynt med den ulykkelige,
for hvem i dette Øjeblil alle Stands-Forhold og alle Hen
fyn til Menneflers Dom syntes forfvundne. Med stille
Kraft og Beerdighed rejfie hun- sig dog igen fra Ligbaaren
og gav Toget Tean til at drage videre, mieden hun atter
med vaklende Stridt, og stattet til sin deltagende Hofdame,
fortsatte sin Gang nd af Stadsporten, hvor hendes Has
hofmester, aandeløs af Skræk over hin mod al Hofstik
stridende Gadescene, flyndfomst indhentede sin Hersierinde
med Rejsekarmen og unddrog hende for den nysgerrige Al
muehobs Ledfagelfe.
(Fortfættes.)
M Alle Tilbagenumre af »Danskeren« med For
tcellingen »Prins Otto af Danmark« vil ikke kunne
faas: Enkelte haves. Bogen faus, naar fcerdig,i
Omslag 80 Cts., indbunden 81.20. Bestillinger mod
tages.
B. S. Jngemann:
Valdcmar Schr.
J Omflag 80 Cettts. Jndbunden 81.20.
Erik Menveds Barndom.
Jndbunden 81.20.
DANISZ LVTE PUBL. ROTHE Malt-, Nebr.
