Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 22, 1902)
»s- MS Ltto uf Danmafrkn og hans grausern-. Histousk Roman ai Bernhard Severin Jngetnann· Anden Del. . (Fortsat.) «Slut ham i Lcenlert" —- bød Valdemar, hderst sor bitret ——— »spr ham til Livssangetaarnet paa Nyborgt Jnden tre Døgn skal den Hane have aflaglet.« »Slut Slader i Lcenler!« — raabte Foltvard — »lc.ft lovsceldte Forbrydere i Fangehullett men er J Niv der og Mand as Ære, Kong Valdemart saa vancerer J ilte eder selv og det dansle Ridderftabz — Vil J ej sor bryde Danmarts Krone, saa hust paa jer Haandfcestning!« »Min Hovedscestning er stcerlere, end min Haandsæst ningl" —- svarede Kongen med et stolt Sinil og nittede — »dog —- J slal komme standsmæssigt til Nyborg, min tunstige Or. Foller Spillemand! Jeg slal itte glemme, J var Dronningens Ridder og og Drost. Jeg ved. J har vceret i Frucrstuen og nemmet Tugt blandt stønne Jota sruer og Fruer.« »Saa sandt hjælpe mig Gud i min sidste Stund!« —- sagde Follvard højtidelig og opralte fin bejke Haand med den hellige Eds Betegnelse —- ,,jeg lotn der aldrig sor nogen Ucere —- derpaa vil jeg dø!« Kongen saa paa ham med et gennemborende Blit, der tilsidst dvcelede ved Ridderens Bryst, hvor en Flip af Bron ningens senderrevne Handste lom til Syne. »Ja saa!« —- mumlede Valdemar med en bitter Latier og sorlod Heir loststillien. Strals efter red Ridder Foltvard Lovmandspn, uden Baand og Lcenler, men omringet af en stærl Rytterbedcel ning, nd as Vordingborg Slotsport, ledsaget as mangt deltagende Blit, og der hortes megen Jamren paa Stattet over hans Ulytte, især i Fruerstuen og has alle Slottets lvindelige Beboere, der havde den unge, tungsindige Ridder scerdeles lar. Dronningen dar bleven farlig syg, hed det, og i hendes Vcerelse saa man en urolig Beoægelfe med Lys. Ved Midnat git Kongen op og ned i sit Løntammer med heftige Stridt. Ridder Podebusch stod med vildt blussende Kinder ved hans Arbejdsbord med et Dotument i Haanden Kongen ftandsede nagte Gange og irampede i Gulvet. ,,Hviltet Jammersyn!« —- udbrød han —- »d« Uhyrcrl saaledes at behandle en vcergeløs Kvinde, sordi hun ilte har et Stenhjerte, men tan elste andet has en Finste, end hans Rang og Højhedl —- oa saa er de selv intet Haar bedre, de stinhelliae thdsmønstrek Hat jeg lendte Brudehandsten sra min Brnllupsdag, Podebnfchl den stal Pegefingeren nd fra Forirderens Bryst, ligesonc jeg dar nat ved at tro hans salsle Ed og fritende ham.« ,,Ftnnde J lende min nlyllelige Salter? Herr-ek« — spurgte Podebusrb. —-- »Hun hat itte gjort sin Lntte i Dan marl. Leder hun ogsaa —- med hendeg Dejlighed er det L nn sorbi, og tned eders lcrrlige Deltagelse salgelig vel ogsaa, min naadige Konge!« Han fullede dybt, med et halot sorgmodigt, halvt liftigt forslende Blit, Inedens Kongen stedse heftigere git srem og tilbage. — »Det var i en ulylsalig Stund, vi troslyldige Søslende forlode vor Stodensomhed og vort lytlelige Ryland, for at sølge den artige Kong Valdemar til Danmart.« ,,Hvad anser du mig for, Podebnsch!« —— spnrgte Kotigen og standsede for hom; hans Øjne glinfede af en slygtig Vemodssalelse. —- ,,(5r det da den glatte Slal alene, Valdemar har Sans for? gcelder Sandhed og Natur, Liv og et elslvcrrdigt Sind mig da slet intet? Flygtig, let stndig er jeg maasle —- men et Stenhjerte er jeg itle — en utatnemmelig Vendetaabe ej heller. Kan hun tun saa Sundhed og Livlighed tilbage, grim bliver hun aldrig i mine Øjne. Nu er hun mig tusmde Gange tærere, end nogen Sinde. Nu har hun mit Hierte udelt. Hvad hun og du har lidt sor mig, stal jeg aldrig glemme jer — derpaa har du min Haand!« Han gav ham et flygtigt Haandtryt og sortsatte stn heftige Gang «Tal for eders gode Hensigter, stortnægtigste Herre!« —- vedblev Podebusch i nedslagen Tone. —- »Dog selv ederd magtige Beslyttelse lan neeppe gsre mig og min staltels Søster lyttelige. Sagen er nu belendt, og vor Ære, som man talder det, forspildt. Folket er en streng Scedelig hedsdommer —- den store Verden især — jo mindre Dyd, jo stprre Ærbathed. For Øjeblitlet har vi Medlidenheden paa vor Side; man er dog sor godmodig til at sorsplge den lidende. Men bliver Lyllem ved eders Deltagelle, os gunstig, faa vil Misundelsen saa travlt, saa vil de giftige '« Tunger saa Wllerum, saa vil de bestortne eders Øren Dog og Nat med vor Dadel og med den Ulytte, de sremmede Yndlinger bringe oder Land og Rige. J vil hverlen saa Fred i Sovelamret eller i Stristestolen, hverten t Raadei eller i Ltnlamret, for J gliver ester sor de dydige Steig halse og lader os pisle ud af Landet. Bortstsd os dersor lige saa godt fsrst som sidst, Herre! og overlad os til vor Elendighedl« ,Nej, neit« s-— udbrsd Kongen utaalmodig og stam pede -- »J s l al blive hos migl J slal viere mtne sor troligste Venner til min Dsdsdag —- trods Fall og Fee — trods alle verdölige og hellige Øretuderel Du er sra denne Time min Drost, Podebufchl den sørste Mand i mit Raad. ·- Jngen Tal dersor; du er Posten volsen. Du stal faa Brev og Segl derpaa; de stal nsdes til at cere dig. Nu intet Ord mer om den Sagt Er Foltvards Dom opsat?« · Den nhe Drost havde bsjet sit Kna, og Gladen spit ledoe i hanö lltgttge Øjne, medens hantrhllede Kongens haand til sine Lieber. »Hei-, min näadtgste Heere og Konge!« -—- sagde han nu. hastig og reiste sig, idet han overralte Kongen et bestrevet Pergaments Blad —- »tnen vtl J tlle opsætte Besegltngen til t Morgens ttte sordi her er nogen Totvl5 men det tunde forityrre eders Nattero. Det sial verre usundt at besegle Dedsdomme ved Sengrtid — og —- jeg vilde ingenlunde fremstynde en Handling, som » tunde ihnes overtlet og mod jer strenge Haandsæstning.« , »Das, Nattern —- Haandsceslntngt« —- gentog Kongen og rhntede Banden. —- »Gjort Gerning er bedft at lade -L pig l paa. Du har jc beredet Segl-Votset. Her er ingen Be-; tænleligheder. Havde han ogsaa kun sjunget Viser her! i Fruerstuen, som en Erbsdig forelstet Nat —- han hour jo til Ebbesens ttodsige Venner —- til Oprorspartiet for Otto. Hans Hoved falder med Rette, trods det taephøjede sdanste Ridderslab og alle Haandfæstninger i Verden.« »Men Dronningen, Eders Naade! hun vil visi. gaa i Forbon for sin leere Ridder og Raadgiver« —- sagde Bode busch med en listig Mine. Han havde hastig grebet Kon gens Selret og legede nu med det i Haanden. —- »Hun er her bestemt saa snart sont muligt og scetter Himmel og Jorb i Bevcegelse for sin smutle Yndlings Liv.« »Saa stal hun saa Tat for Tode! —- saa er du alt paa Vej til Nyborg med Follvards Dodsdom!« —- svarede Kongen heftig og rev Sekretet as Podebusch’s Haand. — ,,Se saa!« — vedblev han og nstrhlte Seglet i det tilde redte Bots. —- »Nu as Sied! Dommen stal uden Ophold suldbhrdes!« . ,,Naar J bestemt befaler det, Herre Kongel maa jeg punltlig adlhde« ——— sagde Podebusch i ydmyg Tone og sor varede hastig det beseglede Dotument. — »Jnden en halv Time slal J høke Hovslag as min rasteste Hest over Slotgs gaarden!« Derpaa huttede han dnbt og hortsjernede sig. Kongen git atter stem og tilbage i Lønlamret og stod et Par Gange stille, med Haanden pasn Pol-idem ligesom der saldt ham en svcer Beteentelighed ind. ,,Podebusch!« — sngde han med halv Rost og git nolende mod Dørem hvorigennem den ny Drost var sorsvunden; men nu sprang Band-Deren op til Dronningens Værelser. Dronning Helvig stod paa Tærslelen, bleg som en Dødning med et vistende Lys i Haanden Kongen havde vendt sig om imod hende; men med en uvilkaarlig Gysen traadte han tilbage. Aldrig havde han set en lvindelig Stilielse i saa liden stabelig en Sjcelespasnding Det var som hendes Aasyn og Lemmer vare forstenede i Kval og Angest. Hun vilde be vcrge fig, men hlev dog staaende —- hun vilde tale, men lunde ilke. Endelig tabte hun Lyset as Haandem hendes Hænder for sammenz hun bøjede Finceet halvt, som hun vilde kncele: ,,Nsaade!« — stammede hun — ,,nej, Ret scerdighed, grumme Konge!« —- udbrød hun med hojete Rost og traadte stolt over Tcerstelen. —- »H a n har intet sorbrudt —- han stod under m i n Bestyttelse! — han er den reneste, den ædleste Ridder i Danmark« — Kongens Aasyn bluösede as Harme; men i hans Blit var bitter Kulde. »Taler J om hin rene, ædle Ridder, der sang Tryllesangen sor Dronning Helvig, medens Tape lille logte i eders Badstue?« »Ved den levende Gudl ha n er ustyldig« — svarede Helvig, og Vlodet strømmede attei- til hendeg Kinder. s— »Det hele Uheld var min Styld! jeg glemte hvor hin elendige Stabning var — til —— til« — — »Til J troede, hun var tonlt eller stegt« —— afbrød Kongen hende —- ,,til hende-s Jammer maatte røre Stene og bringe Fanger til at sprange hende-Z Bagerovn« — »Ti, ti med den Ulylle! den havde ncer lagt mig i Graben« — tog Helvig atter Ordet og for med Haanden til den nlodende Bande. —- ,,Dog — hnn lever jo« — vedblev hun og hævede atter Hovedet stolt — »hun lan endnu blive smuk not til Kong Valdemcxrs Slegfredviv, Inedens hans ægteviede Dronning maa dø as Harm og Slændsel Ja, jeg tilstaar det! jeg hadede den for-agie tige — jeg nedlod mig til at ydmyge hende — jeg undte hende en Slrcel —- men hendes Død vilde jeg itie. Blev hun strasfet haardere, end jeg onslede, var det den retfærdige Guds Dom« — ,,Nej, den retscrrdige Guds Dom lommer først nu!« —- udbrød Valdemar med et srhgteligt Blik —- ,,den rom mer sørst eders dydige Ven« — »Vi! J myrde ham?« — streg Dronningen og vat lede -— ,,ha, saa er J lige saa grum og uretsærdig en Kotige, som J er en salsk og troløs Ægtemand. Jeg for drer hans Liv af eders Haand —- sasa sandt J vil vente Forbarmelse sot eders syndige Livnet i jer sidste Time!« »For tre Maaneder siden var jeg ilte fuld saa dhdig som J, Fru Helvig!« —- svarede Kongen med kold Spot — »det vil jeg tilstaa —- men nu stinner J just ilke med Helgenindens Glorie. Det hellige Stristesadersprog tlceder eder tlde. For vor« Herre er det vist ej saa sordømtneligt, at savne en srnul Synderinde i Lon, som at loge hende levende, helst naar man ej selv er et Haar bedre. Hat J efter eget Lune tcendt Heksebaal for lille Tove paa mit Slot —- slal nu Bodlen, efter Lov og Dom, fore Dronning Helvigs Boler til Slasottet!« Dronningen udstodte et Steig og sank om i en Stol. »Nej!« —- raabte hun og samlede med stolt Selvsolelse sine straften idet hun atter rejste sig og holdt sig fast ved Stole-Armen. — »J stal ilke slaa mig til Jorden med hans Dodsdom — ej engang med det Slændselsotd, tun edets egen urene Bevidsthed tunde indgive jet. Jeg elster nu Follvard Lovmandssn frit —- as min hele Sjaelx jeg har elslet ham sor jeg vidste det selv; men der et intet Ord stif tet imellem os, som jo al Verden maatte høre —- derpaa vil jeg dol« —- Hun betragtede Kotigen med et stolt, forags teligt Blit. »Jeg forlader eder og ederö Kongeborg i denne Time!« — tilføjede hun bestemt. —- »Jeg drager tilbage til Sondervorg Follvards og min Æres Morder vil jeg al drig mer se« — ,,Ret saa, Fru Helvigi J har eders Frihed —- endnu er Sagen med Badstuen ej undersogt« —- svarede Walde mar iölold —- ,,Rejs over thorgt saa tan J maasle endnu en Gang saa eders rene, standhastige Ridder at se. Dør han itle jor eders Styld, saa d-: han for Kronens Styld, som min og Danmatks Fjende. Dog« — tilsojede han ester et Øjeblits Betænlning, idet hon harte en Hest fare i Firspring over Slotsgaarden —- »trcesfer J ham levende i Morgen, vil jeg give jer Myndighed til at benaade ham i mit Navn paa, Slasottet. Kun as sin rene Dames Mund stal han modtage Livet. Men saa maa J ej tove for længe: den Dest, hvis hovslag vi nys horte, bringet min Drost og Todes Broder med-MS Elsters Dødsdom til Nyborg.« »Grusomme"! ·—— tun fa alede s benaader du dent usiyldige!« udbrtd Dronningen med et Blit, hvori et Glimts -af-«,««et pludseligt haab og den frhgteligste Angest forenede sig i en niestens vanvittig Spcending. Hun for som et Lhn ud as Kongenz Lsntammer, og lort ejter saa Nattevagten med stor Forundring den syge Dronning Helvig med en eneste Dame og den gamle hushofmester lsre dodbleg ud af ;Votdingborg Slotsport i sin lette Karm, med lsse For spandsheste til Astrsning, og med en Hast, fom det gjaldt Livet. Uftende Kapitel. Næste Formiddag, da Messen var fungen i Nyborg og Folk git fra Kitte, trydsede der en Jagt tcet udenfor Havnen for en stcerk nordlig Kuling Paa Dækket stot« Dronning Helvig ved sin Hofdames og den gamle Hushof mefters Side. Hun ftirrede som en Billedststtte paa Ny borg Slotstaarn og paa den ftore Follestimmel, man kunde se i Staden. Om Natten var hun to Gange faret He. Po debusch forbi paa Vejen til Kurs-m men han var kommen for en Time siden paa en raslere Sejler over Bceltet. Dronningen havde alt lcenge trydfet udfor Knudshoved for Modvind. Søfolkene mumlede utilfredfe over den onde Bør og om, at de nok maatte have siet Fragt om Bord. Det Vanry e, Dronningen var kommen i siden Tildragel sen med T , havde gjort hende almindelig forhadt. Ryg tet havde sagt, at Tode var tagen død ud af Badstuen, medens Dronningen harte paa sin Elsters Sang Paa Høje loftstillien. En Foltesang om denne Begivenhed var alle rede udbredt blandt Altnuen, og medens nu Dronningen med stedse stigende Angest stirrede paa den ufædvanlige Folkestimmel i Nyborg og hvert Øjeblik syntes ganske naer ved Skibsbkoen, men i nceste Øjeblit igen var langt der fra, begyndte Sømandem der sad ved Roret, at nynne hin Folkesang om Tovelille, fom Helvig i sin Angest og grue lige Spænding dog itke gav Agt paa. »Der gasar Dans i Botgegaard — Der danser Dronning Hin-km med udflagne Haar« nynnede Styrmanden, men fandt det dog for driftigt at ncevne Dtvnningens Navn, som det stod i Bisen. Saa fnart Baadsmcendene mcerlede, hvad det gjaldt, nitkede de bifaldende til den driftige Styrmand og istemte Omkvædet: »Medens Heere Kong Valdemar tan love dem baade.« Qg nu vedblev Styrmanden med højere Rost ,,Først danser Dronningen fiden T o v e s Og faa derefter mangen stolt Jomfru.« Stnrmanden havde sunget lange, uden at Helvig endnu havde lagt Mærte til andet, end hvad der foregik i Ny borg. Den store Mennestestrom drog ud af Byen, som til en Follefeftz men paa en Høj ved Stranden, hvor Fol temasfen samledes, syntes hun med Gru at se de streite lige leberedelset til en Henrettelse. J sin Kval og Angest foldede hun Hænderne og vilde bede, niedens Stibet atter strøg tæt hen ved Kosten og Skibsbroen. Hun opløftede de vildt ftirtende Øjne mod Himlen. Men nu hørte hun, hvad Styrnianden sang. De foldede Hcender faldt fra hinanden, og hendes opløftede Blik sank mod Afgrunden ved hendes Fod. Slibet for atter fra Kyften, og Skyr manden sang højt nied et hadeligt Sideblik til den høje rejsende: »Dronnina Hmshm lader en Badstue hede, Jomfrnen stltlde førft der indtrcede.« ,,Jomfrnen bad, de stulde Deren opslaa Dronninaen bød dem gøre Jld oppaa.« »Det knnde høres saa langt i Strcede, Hdor Tovelil mantte i Bndfinen græde.« »Nun-ewige Hinnnel!« —-— ftønnede Helvig og vatlede ud mod Rælinqen — »den Synd hat lagt en Afgrund mellent hans tene Sich og min; knen skal han derfor nu dø for mine Øjne!« »Det knnde Dronningen høre over Borgegaard, Hdor Tovelil fit en Død san ha-ard« — vedblev den nbarmhjertige St1)rmand; men denne Ufandi hed i Folkevifen gav den fortvivlede Dronnina et Øjeblik Mod on liaesom et Glimt as Haab tilbnge. »Nei, nej, hun lever —- den elendige« — udbrød hun højt —- »for dem doa tun mig! men Folkvard er usiyldig —- han ftal itte dø for Dronning Helvigs SynderZ staf mig i Land, J dansle Mcend! — det gælder den cedleste Ridders Liv. — Stuf mig i Land, for den fotbarmende Guds Slyld! Jeg giver jer alt, hvad jeg ejer« -—— ,,Stynd jer, stynd jet, J gode Sømænd! oa hold inde med den nanstcendige Syngen i slig ubelejlia Stund!« — raabte den gamle Hushofmester on tørrede Angestspeden af sin Bande ·over den anstødelige Sang, han nu føtst forftod Meningen af. — ,,Høret J ej, hvad vor naadigste Denn-, ning befaler2 Hnn behager øjeblittelig at lande« - — »Det rnader vor Herres Aand kun for, men ej Dron ning Helvigs Behag« — brummede Styrmanden. —- »V! gør vort bedfte, He. Hofmandl men Vejr og Strom hat ej endnu nemmet Tugt ved Hove.« »De ubehøvlede Mennefler!« — stammede thue-hof mesteren. — «Vil eders Naade tillade mig et vistnok noget ufømmeligt Nod-Raab? maaste kunde eders gunftige Be faling endnu naa lydiae Undersaatters Oren« — »Raab! steig! saa det nasar Himlen vg vaetter den evige Netfætdighed!« — afbrød Helvig ham —- »Folkvards Dødsdom maa itke fuldbytdesl —- byd dem holde inde i Kongens Navn — i den retfærdige Guds Naan —- han er usiyldig!« — Den gamle Hofmand streg nu af alle Krcefter mod Landet: »Pardon! Pardon! i Kongens og Dtonningens og vor Herres N«avn!« men hans svage Rost hendøde i den hvinende Blcest, og ingen lagde Mcetke til den lille Jagt, der ltydsede ved Kyften Alles Øjne var tun henvendte mod Galgebatten »Ve, ve! der staat han« —- udbrød Dronningen med et fortvivlet Steig og tendte Foltvard Lovmandsøn paa Toppen af Højen ved Siden af en Mund i gejstlig Dkagt, der syntes at tale til ham og meddele ham Sakramentet. Tre rødklaedte deler oprullede nn paa Galgebakten hin frhgtelige Henrettelsestnastine, der endnu ftundotn anvend-. tes til de allergroveste Fokbthdere. « »Spigertønden!« — mumlede Styrtnanden —- »den arme chevelt Stop, J Handel Stop i Satans og Dran -ningens Navn!« —- raabte han med sin dybe Ssmandzw stemme gennem den hule Haand mod Kyftem Helvig tev som rasende, den hvide hobeddug af sit vildt flagrende Haar og lod den flyve fra Skibssdællet, medens hnn selv l ..-«« ,. ..« - « , med et gennemtreengende Strig gentog Benaadningss Raabet. Men det var umuligt, at nvgen enlelt Rost kunde naa til Land gennem den ftærke Brusen af Storm og VII ger, uagtet man var saa nær ved Kysten og Retterstedet, at man kunde lende alle Genstcmde og syntes selv at tunne se de medynksfulde Miner i mange Anssigter. Ridderen paa Toppen af Galgebakken udbredte sme Arme mod Himlen og syntes at tale til Folket. Der blin kede noget i hans Haand i Solsiinnet. —- Nu herkes der et Forbavfelsesstrigaf den talrige MennesstevrimmeL Der var Trcengsel og Kamp neben for Højem Bødlerne greb efter deres Bytte. Men den dsdsdsnite Ridders højt op løftede Haand for voldsomt tilbage mod hans eget Bryst; han lod til at have gennemboret sigf med en Daggeri. Den høje Ridderskikkelse segnede pludselig om i den gejstliges Arme, og et heft, deltagende Raab høries i den bolgende Mennestevrimmel. ,,Brav Karl!« — mumlede Styrmanden og nitlede — ,,i Spigertønden vilde han ikke. Det var heller ingen Død for en smuk, højbaaren Herre, der turde tage en Dronning i Fabn.« Dronning Helvig laa uden Bevidfthed paa Dcekket, understøttet af sin bekymrede Hofdame og den gamle Has hofmest-er. Msen nu for Jagten saa voldsomt mod SUBB broen, at de flestc Baadsmcend tabte Ligevæglen, og Has hofmesteren trillede hen ad Drekket. Dei varede nogen Tid, inden Dronningen havde faaet saa mange Krcefter tilbage, at hun kunde stige ud af Sti bet. Ved sin Hofdames Arm gik hun dog med Vailende Skridt gennem den lange Gade i Nyborg, medens Has hofmefteren endnu syslede paa Skibet med Karm og Hefte og med at bjerge Dronningens bortfløjne Hoveddug· Hel vig gik tavs og bleg, som en Søvngængerste, gennem den øde By, hdor der ncesten ikle var et Menneske at fe; men da hun ncermede fig den vestlige Stsadsport, strømmede der en stor Maengde Mennester ind ad Poeten med vilde Raaly og en oprørst Larm i fvrvirret Trcengsel. Man veg til Side for den urolige Hob, som nu dog felv gav Plads for et stott, højtideligt Tog, der saa ud som en Ligstate. Dei var en hel Del unge Riddersmeend til Dels af Folkvards og Svend Trøfts Venner, som med almindeligt Bifald havde bortjaget Vagten og Stadsfogdens Svende fra Gal gebakken og vilde have revet Folkvard af Bødlernes Ham der, naesten i famme Øjeblik, da han faldt for sin egen Haand. De driftige unge Riddere havde bemaegtiget sig hans Lig. De vilde dog nu offentlig vise deres Agtelfe for Drost Hesfels cedle Son, og at de ansaa hans Dis-ds dom for uretfcerdig; de bar med stor Deltagelse det hcedrede Lig fra Retterstedet, medens de med Fotbitrelse mumlede forvovne Ord mod ,,det nye Blodregimente«. Kongens Nsavn hortes med Trusler, men Junker OttJH Naon mxd lydelig Hyldning blandt de misfornøjede. Folkvards cedle Ridderskikkelse laa, med foldede Ham der over Bryst·et, paa Ligbaaren. J hans kaekke, blege An sigt var der et stønt Udtryk ncesten af salig Henryklelse og Begejftring. Hans sidste Ord havde vceret: Kærlighed og Frihed! Han havde højtideligt besvoret Dronning Hel vigs og sin egen Uskyldighed og tilsidst opfordret Folket og sine tro Venner iil at gribe til Vaaben for Fcedrelan dets Frihed og det danske Ridderfkabs Ære under Ehhe sens Banner og med den ædle Junker Otto i Spidsen. Den gyldne Daggert, hvorrned han selv havde befriet sig fra Standfelsdødem sad endnu som fastgroet i hans Hierte og fcestede ved en Flig en blodig, fønderreven Damehandste til hans Bryst. Paa Dronninaens Bint ftandfede Ligtoget paa Gaben. Hun var allerede kendt. Rygtet om hendes Ankomst var faret som en Løbeild gennem den lille Stad, og med For undring betragtede man den blege, fremmede Dame, som alle nu hvislede om var Dronning Helvig felv, der var kommen hid for at befri fm Elfter fra Døden. Med vak lende Stridt traadte hun hen til Ridderens Lig og sank, ligefom opløst af Smertse, ned paa Ligbaaren ded· hans Side. Hun var i sin stumme Smerte befynderlig smal. Hun bøjede sit Hoved mod Folkvards blodige Bryst, og idet hun nu saa fm Brudehandste ned hans gsennemborede Hjerte, ftyrtede der en Taareftrøm over hendes Kinder, me dens hendes Hoved stedse sank dybere ned mod hans Bryst. Jngen kunde se dette hjertegribende Optrin, uden for et Øjeblik at glemme alle hadefulde Rygter om Dronning Helvig og føle den inderliaste Medynt med den ulykkelige, for hvem i dette Øjeblil alle Stands-Forhold og alle Hen fyn til Menneflers Dom syntes forfvundne. Med stille Kraft og Beerdighed rejfie hun- sig dog igen fra Ligbaaren og gav Toget Tean til at drage videre, mieden hun atter med vaklende Stridt, og stattet til sin deltagende Hofdame, fortsatte sin Gang nd af Stadsporten, hvor hendes Has hofmester, aandeløs af Skræk over hin mod al Hofstik stridende Gadescene, flyndfomst indhentede sin Hersierinde med Rejsekarmen og unddrog hende for den nysgerrige Al muehobs Ledfagelfe. (Fortfættes.) M Alle Tilbagenumre af »Danskeren« med For tcellingen »Prins Otto af Danmark« vil ikke kunne faas: Enkelte haves. Bogen faus, naar fcerdig,i Omslag 80 Cts., indbunden 81.20. Bestillinger mod tages. B. S. Jngemann: Valdcmar Schr. J Omflag 80 Cettts. Jndbunden 81.20. Erik Menveds Barndom. Jndbunden 81.20. DANISZ LVTE PUBL. ROTHE Malt-, Nebr.