Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 15, 1902, Page 2, Image 2

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    ,,Danfkeren,« 1
ei halvr.gentlig Nyheds- og Wplyss
niagsblad for det danske Folk
i Amerika,
udgivei as
DÄNISH LUTH. PUBL. HOUSE.
Visit, Nebe.
»Kopien« unt-minnt met andaq u
Lomii
Ptid pt Aqrgssg i De Forenede Etaker
81-50; til Udieiitsec 82.00.
Bladet herabz- i FAMI. Besijcmz BEI
iing, Adiesseforaadciug og sit endet
sagt-active Moder Dreher-W
DANlSA LUTH. PUBL. AMIle
Mir, Nebr.
Redattskx Haralv Jenseit
Este-ed at the Post UiIice at Blei-. Nebe»
Is second-outs- wettet-.
Advekttsias kate- xusde known upo-!
sowie-trink !
,,Danfkeken«
blivek sendt M Substkihentek, iadtii tdtrydk
telig Opfigelie moving-S af Udgisenie og at
Geld er belast, i Dvekeiisstenimeife med De
Forenede States Postiovr.
Rast Lein-ne heut-endet fis til Folg des
svetteret ists-det, euren for at lade hos de
eller for at faq Oplyöaiugec via det spotte
tede, bedes de attid visit-ie, at de iaa spek
Mieiuemet idem Bind. Dei vil viere til
seusidiq Nym.
»Es-get fatst Guds Rige og hans
Rctfærdighed, saa skal alle
die-se Ting tillæggces eder.«
L, at jeg havde tusind Tunger
Lg alle Tonerg bedste Klang,
Hvor stulde Zjælens Lyst og Hunger
Til Gud at prise denne Gang,
Lprette sig et Paradis
Lg mcette sig i Herrens Pris.
L, maatte den Helligaand lcegge
die-se ooenstaaende Herrens Ord hen
til note Hjerter. og gid, at Guds Vorn
i vort Samfund Vilde bedare dem i
deres Hjerter og handle derefter, »a.«1
vilde vi baade som Enkeltmand og
som Samfund blive velsignet og til
lige vcere til stor Velsignelse, og der
med samtidig efteekomme Herren-S Be
faling, at samle os Statte i Himme
len, som hverken Msl eller Ruft kan
fordærve, ejhellek Tyve igennembryde
og stjcele. For laenge siden, ja, faa
langt tilbage som da vort Samfund
Ved dets Aarsmsde, snart for to Aar
siden, befluttede, at arbejde hen imod
at faa dets Gceld afbetalt, et der no
get, fom hat ulmet i mit Bryst, som
jeg vil søge at fortlarr.
Ved at læse Aatsberetningen ign
nem er jeg kommen til Eftektanke, ved
at lcese om de mange Vesværligheder,
Samfundets Styeelse hat ved at staf
fe de nødvendige Midler tilveje til de
fotstellige Forgeeninger af dets Ar
bejde; sværest synes det at være at
faa Penge til at besteide Udgifterne
ved Stolen i Blair og til Lærerl-n,
maaste fordi Medlemmerne i de for
fkellige Menigheder et optagne af det
lokale Ardejde og tænkee fom saa, den
Sag lommet itke os ved. J fertige
Nummer af «Dansteren« lceste jeg et
Stykke Oderstxifh Hvorfor have vi
faa faa Prcestey og ved at se paa den
Side af Sagen, som her blev frem
holdt, kunde man snaet andres over,
at di hat nogen iblandt os. J lige
Maade maa det del væte med Leerere
ved vor Stole; ek vi ikle styldig at be
tale dem deres LIM? jo visselig, ellek
stulle vi maafke klippe dette Stytke ud
saf Bibelen: bliver ikke nogen noget
styldig. Med Bedeøvelse lceste jeg de:
lille Stykke i »Danfkeren« i Dag: ,,Til
Eftertanke«, hvor der staat beniydet
til at maatte stifte ny Geld, og er
det fptdi vort Folk er faitig? nej,
langt fra. Saa kom den Tante fee-n
hos mig igen, som fskste Gang da jeg
lceste Aarsberetningem man vedtog
ved Aarömsdet, alle som en, at Gel
den siulde afbetales, da det«vat saa
svcert at arbejde med laa store Brit
der paa os, og det er sandt. Men
Djævelen er en Tustndkunstnee, og han
dil natueligvis not fass-ge at faa
Fall til at tænke som sau: nej, det et
date vore Penge de et eftet; og del er
det jeg vil stge at fortlau.
Som spe vmtalt er det svært at ar
bejde med Geld, men det er sprgeligt
at tænke sig, at Guds Born siulle i den
Grad gaa besjclede asf denne Betdenz
Wand og tun icnle paa at samle sig
Lwdefee paa Jotdem Penge ee
, M Uds Many og detfor stulle vi
wills staa paa Vagt over-for den, at
vi. fass mange, som ere overgangne fra
.- . Mel til Lysei, ikke igen stulle faa
« M fix den ncevcerende Baden.
Jes- af Saltnetne, som bled af-«
M Inder vor Gudstjeneste i For
W tm- isg Maske- tn, at ver
Mk est Verse »Bitte-en et for altiug
YOU-, « « et af femme Drei-debit
’ Wissdgsäa M
M geb-die alle Demuti
4
Vennek til at bede for denne Sag, det
er hans egen Sag, og den maa dog
ogsaa sætlig ligge hani paa Vierte,
lad os bebe ham om, at han vil give
as et ststee Maal as sin Atem-, at vi
masa se Lys i hans Lys og at han vil
fti oö ftq Pengegerrighed, fom er en
Rod til alt ondt.
O, saa ladet os iike glemme at bebe
Hsstens Heere om at uddrive Arbei
dere i sin Hssulyi som vi ser, Hosten
er stor, men Arbejdetne faa, og saa
lad os, leere Vennet! tundt om i Sam
fundet ove os i at tto alt Herrens
Ord, og at han mener hvad han siger,
ogsaa disfse Ord: Givet. faa stal eder
gives; faa tror jeg, at Samfundets
Gælb vil blive os en Bagatel. Sjcele
fjenden er listig, han lommer fomme
Tiber paa denne Maade: det er dyit
at leve, vi maa spare paa vore Penge,
jeg hat ikle Raad til at give noget, o.
f. v. Dertil vil jeg spare: det er goot
at vcete sparfommelig, men detsom
man sial til at spare ved at begynde at
lnibe af paa at give til Gut-s Riges
Husholdning, saa begynder man paa
det forkekie Sied.
Det glædek mig at se i Kitkebladet,
at Samfundets Styrelse havde bestal
tet at fremlaegge et Forslag for ncesie
Aatsmøde om at optage og stptte Pa
tor Winthets Missionsarbejve i Ja
pan; lad os nu alle viere med at ftstie
denne Sag, og arbejde mens Vet er
Dag, for Ratten jammer, da ingen
kan arbejde.
Herren give os Naade dertil.
; Den bedste Maade at faa noget at
Egive af, iillige sen mest praktifie, hat
jeg erfatet, et at gøre fotn han selv vev
sine Apostle hat lætt os: paa den for
fte Dag i Ugen at lceage en Gave til
side, efterfom Herren hat velsignet os·
Tilslut en Hiler til alle »Dansie
ren«s Læsere.
Btooklyn,N.Y.
C. M. Christenfen.
, —- —C00-—————
) Lidt merk angaacnde
Pkæstcmanztclm
».«N hat Ret, naar han siger, at det
et de derholdgmægsig lade Lønnins
get indenfor dort Esamean der er
Aarsag til Picesteinangelen Lg det
er paa hpje Tid, at di faak dette ind
Prentet; thi mange Steder gaar det
saaledes, at di i Teokien anerkendcr
lReglem »En Atbejder er sm Lon
lvcerd«, men i Pralsis undtager Pice
sten sta denne Regel. Af en Præst
forlanger vi et haardt Arbejde, baade
med Hoded dg Ben, men vi glemmer,
at han oste gaar sin Gang i Menighe
den med Betymring for sig og sinc·
Naar Arbejdssoll i en Fabrik ete
enige i, at deres Lan ilte er i Fothold
til deres Arbejde, saa streitet de. Naat
Præsterne sorlængst hat etfaret, at der
bliver ingen Ende paa de timelige
Sorger, saa tier de.
Dette lan dcete tkistelig Taaltnodizk
hed og Forsagelse sor Ptæstens Bed
kommende, men det opdraget ille Me
nighederne til at se deres erpligtelset
ovetfor de Mænd, Herren hat givet
dem til at væte detes Vejledete og til
,,at dele alt godt med dem.«
Der hat betet (og ek) alt for megen
Angst blandt Præsterne for at tale
om Pengesager, for ikte at blide stældt
ud for pengebegærlige hytlerr. Og
hvad hat saa denne Tavshed hjulvet
Præstetne? De blive alligevel mis
tcenlte sor at samle sig Liggendesæ
paa Jordent
Det er sandt, som det ofte et sagt,
at Præstetne sor en Del selv ere Styld
i dette Misfokhold, saa at Menighe
derne ere ldmne ind i den Tro, at ,,en
Præst lan man sagtens faa«; men
det et indlysende, at saaledes lan dei
ikle blide ved at gaa; thi vi vil tilsidst
ingen selvagiende unge Mænd faa til
at optage Prcestegerningen. Dersoyn
di mene, at naar en ung Mand sslee
et særligt Kalb til at blive Præst, stat
han not komme, saa bsr di tillige be
tcenke, at denne saerlige Kalds-Følelse
»oste er meget vag og ubestemt, og at
ethvert ungt, twende Mennesie lan
Ytjene sin Heere og Frelser i den Stil
ling, han er i.
Kunde di itte faa ordnet Lsnningä
forholdene lidt anderledes indensor
Samfundett
Jnddel Menighedetnse i 3 Klassen
Og lad dem i Fokhold til Klassetne
inddetale en bestemt Sum til Sam
sundetö Lsnningskassr. Lasd saa
Samsundet sastsoette Sonnen for disse
tte Klasse-e saaledes, at de state Me
nighedet derved hjælper paa de smaa
Menigheders mindre Ydeevne.
Mon ikte alle Menighedetne med
Gloede bilde- gaa ind paa en saadan
ellet ltguende Ordningt At Præstev
ne- ved denne Linningssorandring vil
site stg lettede paa mange Maader,
kan vt elietndsr.
Er Me des-ne Sag vigtigm, fere
xlsbia end et »Aber-WI«
Rieolat—.
l
)
Hddrfor hat vi
faa faa Ptæsteirti
Pengegetrighed er en Nod til-alt
ondt. Dette Guds Ord tender Die
velen udenad. Der gives maaste ingen
anden Shn·d, der er saa almindelig
blandt troende Mennester som Benge
gerrighed. Hvad er Grundent Sim
pelt hen den, at den garnle, kloge Dick
vel daglig erfaret Sandheden i oben
ncrvnte Striftfted; og netop derfor
lcegger han an paa Guds Folk fcerlig
paa dette Punkt. Det markelige ved
denne Sag et, at fom Regel er det
dem, der fcetlig hat vceret Genstand
for Herrens Velsignelse i timelig
Henseende, der lidet meft as Getrighed.
chevelen er tlog. Naat til Tider
Guds Otd falder dømmende ned i et
saadant Mennesles Hjerte, og det lyder
derinde: taa dig i Agt for Gertig-hed,
da lommer Djævelen med sine Raison
nementerr nei, det passer itte paa dig,
du er jo tun fparfommelig, og det e:
da en Dyd. Saa dysfes Samvitti.r
heden i Søvn, og chevelen vil snatt
have Spillet vundet. Det arme Hin
te staber sig en ny Gud: Pengene.
Der hat været sagt meget o:n
Grunden til, at vi hat faa faa Pur
sterx mon itte Grunden siujde daere
dennet Pengegerrighed? Der er sil
tert intet Djævelen hellere vilde l-,
end at Prcesterne forsvandt fuldftæn
dig. For at opnaa dette sit Ønste bru
ger han sine bedste Vaaben. Mon tlte
Pengegertighed er dette Vaaben?
Det er en Kendsgerning, at sont
Falk hat Herren velsignet os rigelia
med timelige Gader, men det et tilline
en Kendsgerning, at i de aller fleste
Tilfcelde er vore Præster daarligt lon
nede. Det nytter itte at frtsege at
fljule denne Sandhed, thi det vil blut
vcete at gaa i Ananias og Sasitas
Fodspor. Men hvorledes er det mu
ligt, at disle to Ting lan forliaeHZ
Er det Gud Velbehageling
Terfom oi betraate Forholdet intel
lem Folt og Prcefter i den gamle
Pagt, vil vi finde, at Herren havde gr
vet saadanne Anordninger, Prasser
nes oa Leviternes Lønning angaaende,
at detes timelige Velfcrrd var fnlIt
ud betthgget. Herren paalagde Fol
tet at hde Levi Born Tiende for detes
Tjenefte ved Fotfamlinaens Paulun
(4. Mos. 18, 21). Princivpet, sont
laa til Grund for denne Lod, dar ifke
simpelt hen, at Levi Stamme som Fol
lets Tjenere stulde lonnes for deres
Arbejde: nej, det var et hsjere. new
lig dette, at Tienden siulde hdes Her
ren som en Gave og et Talosser for
hans Belsignelfet. Denne Gove, Ti
enden, gav Herren dereftet til Leviter
ne. (4. Mos. 18, 24).
Desvaerte er det vift Mindretallet
af vort Fall, der set saadan paa Sa
gen, men derfor er den dog lige sand.
Hvad di forn Samfund trænger til at
lcere et: Naaden i at give. Dersom
vi ret sil Øjnene op for dette, dilde
baade Præsternes, Missionens og
Stolesagens Pengetrang viere af
hjulpet. Saa sit di ogfaa flere teolo
gisle Studentet, thi Pengetrangen er
dog vift den dcesentlige Grund til, at
de fdt Tiden ere saa let talte. Det e:
let for den« som hat mere end not as
timelige Midler at sige, at Pengene
itle et Hovedsagen. Detsom vi rtgtig
saa Velsignelsen i at give, vilde det
aldrig mete fle, at en Menighed bhder
en Student 818 om Maaneden for at
holde Religionsstole. Et saadant
Busd sit jeg en Gang.
J Folge sidste Aarsmpdes Bestan
melse nhttet det intet at en Student-s
Hjerte beendet aldtig saa vatrnt af
Kerlighed til Jesus og Sjæles Frelse;
derfom han ilte hat Benge, hat han
ingen Plads ved dort Samfunds Sto
le. Dersom alle omvendte Mennestet
tillige ved Guds Hjælp lunde faa de
teB Pengepunge omvendt, vilde denne
Sag otdne sig af sig selv.
J. K. Je nf e n,
Chicago Luth. Sem.
W
lEntmu et Okd i Skolciagen.
Dei var støni gjort of Dem, Pto
fegsor Foght, at De ulejligede Dem
mesb »Nogle Oplysninger« i »Danfie
ren« Nr. JO, at De itke i et og alt hat
naaet det tilsigtede, er jo en anden
Sag. Maaske ek det Læserens Slyld,
min saavel fom andres.
Lad mig føtst forsitre Dem, H:.
Foght; det er ikle min Mening at ind
vikle i en »vidtl-ftig Avisudlufining«.
—- Det er nceppe Trang for en Udlufi
ning ved en Sags Begyndelse, den
daarlige Luft kommer ind lidt efter
lidt, og fsrst efter en Tid tommers
Nsdvendigheden af en Udluftninq.
Haaber der da er dem, som vil tage
sig af denne Sag.
J Dei-es Artikel sindes Ting, som
jeg ikke tigtig synes om og tillader
mig derfor at paapege sue-danne
Deres Eksperiment med »X-Siraa
ler« synes for mig, mindre heldig —
maaste er det Mise, der mangles —
—
det tan være not saa interessant san
dan at gennemstue et Legeme, hoad en
ten det er Jndividet eller Samfundet;
men, gode Professor, De ved bedre end
jeg, at der udfoedres en vis Fortis
tighed ved Brugen af et saadant Ap
parat.
»Tænt engang ——— Stolen i Blair
liar hockten »Board of Regents« ellcr
Board of Visitors« o. f. v. — og
mangler baade dette og hint. Saale
deg loder, med den dybeste Aloor, De
resz Llfstedsord til Stolen i Blair. Nu
Vel, — Dei er tlart not, der er manqe
Manaler ved vor Stole og Stolefy
stem; men at fremstille det saa for
b a v se n d e, menet jeg mindre hei
dig, oa leder let til Misfotftaaelfe og
Migtillid, noget der itte fordreö stor
Dyatighed til at udsaa. En Stole
bnaget paa D. f. Kirtes »Mangler«,
staat itte selv ret lange.
Dekncrst sporgee jeg: Er bei en ny
Lpdagclse i Stole-»Maftineriet« og
er det forsi nu at De, He. Foght, fer
at vor Stole i Blair et i en faa .,far
lig« og »uprattist« Forfatnina, laa
tan jeg undsiylde, saa tunde De jo itte
bringe denne Sag paa Bane for; men
faa er De jo heller itte meget fotan
Samfundet; thi Bestyrelfen for D. f.
K. bar jo netop taget Stridt i Form
as Forandrina Hat De derimod i de
7 eller 9 Aar, hvorlænge det nu er De
bar staaet i ,,Kirtens Tjenelte«, sei
Stolens og Samfundets ,,farlige« og
,,uprattiste« Tilstand og Handlemaas
de —- ja endoasaa i de tre sidfte Aar
arbejdet med aarlig Understud af 8200
med undertuet Selvstcendiabedsfølel
le —— uden at paatale denne Saa, for
nu ved Deres Afrejse, og lade Stole
og Samfundet feile sin egen Se. da
maa jeg indmnme: jeg forftaar Dem
itte og fristes til at snfte nagen Fakt
diahed i Brugen af »X-Straaler«.
Vi tomme derncest til hoad De lal
der Naranti for at Stolen stal vcese
leistelig, lutherst og dansl. »Dette har
,,Daniteren«s Rebattør allerede delois
besvaret«, sirivek De. — Jea let det
itte. F. Ets. det triftelige berørcg
ilte nied et Leb-H Dei hedder i D:
keg Llrtiteh »Stolens »Boards« tæller
blandt andre Mcend 6 danftslutherfte
Prasften Er det itte Garanti not?'«
Maasse — men itte for mig — der
tunde nckones flere Grunde; men her
tun een Kendsgerning: Stolen-E
»Board«g« tckller 14 Mand, deraf 6
danste Praslten entwer tan le hoad
Digfe 6 i allerbedfte Tilfcelde tan uds
rette vsd « Siemmafgivning
k» sie Vo «««««««
Endvidere som Garanti for Zum-«
fundslivei i Menigheden fremhæves:(
,,Det er endog Meninaen at Stedets
Præst stal give ReligionåundervisH
ning i Stolen«. Ja, ja! det visek en!
Jmpdetommenhed, som er vcerd atj
paastsnne, og som jeg for nærocerendej
tnn glæde mig over· Ved nsjere Ef-;
tetsyn synes det dog itte at faa faa
sior Betydning. Vi ved nemlig ilte»
hvorlcenge den nuvcerende Præst bli-;
ver i Hutchinlon — og da forrestenj
heller itte om han pas-see ind i »Ma-!
stinetiet« — en anden Præst tunde
komme til Hutchinson, og fandelig itte
alle Prcesier egner sig fom Leerer paal
en hojstole eller ,,College« om vi dil
Dernceft synes det at vaere i HutchinH
fom lom saa mange andre Steder, atl
Præsten allerede er over-lasset medl
Arbejde, tan det da fremme Menig
heds- og Samfundsliv, at han faar
mere Arbejde lagt paa fig? Og ende
lig, der fordreö mere Personlighed og
Autoritet ensd de flefte Prcelier er i
Befiddelse af for at faa Jndflydelie
paa en Stole. Kunde man ilte ogfaa
tcente sig det omvendte, at Stolen sit
Jndflydelse paa Breiten?
Kcete He. Foght, dersom itte Deres
bestemte: »Over alt andet sial den
vcere en kristelig Stole« o. s. v» et Ga
ranti, saa hat vi efter min Mening
ingen.
Med al Ærbsdighed tillader jeg mig
at sige som et sidlte Ord i denne Sag;
Det tan altsammen vcere godt, lom De
anbefaler med ,,Mastineri« og »Sti
ftem«; men faar vi itte Stoler, verdi
ge til Kirtefoltets og leer lig Guns»
Folts Tillid og Karlighed, da vil’
»Mastineri«, «Sysiem« og Professo
rer tun lidet gavne vor Sag og Her
rens Sag, og Stolesagen blandt vortl
Folt vil ds.
Dei er ofte not bleven sagt, at notel
Stolee itte stal vcere Omvendelsesan-;
staltetx men det bsr dog fordres —
og det for-dies — at Tonen Paa Sto
len et faaledeö, at de unge Mennestetl
san faa Lejlighed til at bestemtne sigl
for eller imod fand Kristendom, at Li-i
vet, om end svagt og str-belig, inaa’
elltes og mens, og detved ogsaa das-«
tiggsres til at drisve Mission blandt
de mange vantro, soin sittert ogsaosf
sindeg paa Stoletne. «
Sioux City i Marts IM
Niels Damit-m
«) M her-etc ikte ,,det triftelige« paa
omialte Steh, thi vi landt ikke nogen
Garanti aa det sinkt «
p P »le««s Red. l
Opvaaguiugen.
Eiter ,.Zondag Morgen« , udgive af
B l o c h S u h r,
Dr. phil» Prasst ved Vor site-liess Mengh.
l
Hun: Du hat sooet godt? H
Han: Som endnu alsdrigt Neppe
har jeg vel selv i min Barndomstid
sovet saa dhbt, saa blidt, saa ve.3
dektvcegendr. Den gamle Fader
Du mindes ham vel —- naar han om
Morgenen traadte ind i Kammeret,l
hvor vi ventede ham, plejede paa «ort
SpørgsmaaL hvorledes han havde so
vet, at spare: Som en salig —- saa gad
jeg og svaret — hat jeg sovet; eller
snarere soin en salig er jeg vaagnet.;
Jeg ssler et nyt Liv i mig; det er mig
som am jeg sor stedse havde aflagt al
Trathetn al Trang til Sonn. J mine
Leininek er Fristhed, i mine Bevægelsc r
Lethedl Jeg tror jeg tunde slhve,
naar jeg vilde.
Hun: Og det
dette Steds »
Han: Nu, jeg maa sige dig, vi hat
været samtnen paa mange stønne Sie-.
der; men detle er dog i Sardeleshed
og over al Bestrivelse streit. Hvilte
Træerl Sandelig himmelhøjel De
bærer paa engang baade Blomster ug
Frugter. Deres Grene bevæger sig i
Morgenvinden, og derhos toner saa
hndigt sra deres Toppe, som om de
var beboede as en hel Hier as behin
gede Sangere, hvilte jeg dog itte ser.
Bag Trceerne rager Bierge stem. De
res oplsstende Stiltelser astegner fig»
thdcligen i den rene Lust; og under
tiden strejfer Stner hen over deres
eraaninger og over deres RyggeJ
glødende i alle Solopgangens og Sol
nedgangens Farben Paa den hpjesteT
Spids srern as en mcellehvid, gennem-»
sialia, qlimrende Taage havet sig lige-’
sotn en stor Stads Parte, Taarne og
Paladser; just sra denne Spids av
gyder sig et maegtigt Band, som jegz
ilte tan talde en Strom, snarere et
Han, der falder ned as Biergets for-I
slellige Assatser med frngtelig Vraq,?
inen Ined harmonist Klang. ViotH
omtring spreder sig Draaberne, der;
væder Traerne og Blomsterne og nd
breder en Kslighed, som med Began
liahed indaanhes. Men her denne
(:lriks:«plet, hoor fuld og hror tcet er
den oa besaaet med understønne BlonH
ster; vi vandrcr hen deroveiz dogl
Gras-set og Blomsternes Toppe bojeri
sig itle under vore Trin. Ensom erl
denne Pladg bog til alle Sider nah-;
ner sig lldsigter; Blillet trænger frernl
fra det ene sjerne til det andet, Vg.
Synstredsen udvider sig altid viderel
og videre
Hun: Hat du oftere set alt bette
fsrx eller ser du det i Dag for ssrste
Gang?
Han: Slpnt jeg ek her saa hjemlig
tilmode; stsnt alt tiltaler mig saa
venligt — saa maa jeg, naar jeg teil
betænter mig, sige: Nej, her har 1eg
endnu aldrig været.
Hun: Og sorundrer du dig
behager dig paa
l
itke
ved alter at se mig ved din Side? i
l
l
han: Hat du da ilte altid varet
det?
Hun: J een Bethdning vel; i en
anden itte. Dine Øjne har itte lcenge
set mig, jeg svandt engang bort sra
dein
Han: Dutter det op i min Erin
dring som en msrt Sty —- bange Da
ge, gennemgtcedte Nætter — tun tan
jeg, som ellers saa let sordhbede mig i
smertesulde Tanker og Følelser, itte
mere ret satte, ret gribe dem; de synes
at vEte blevne noget fremmed sor
mig.
Hun:
Han:
ligt.
Dage havde du været syg.
havde vi srygtet, men dog altid haa
bet. Pludselig paatom dig en stor
Mathed; du lænede dit Hoved til mit
Bryst; du sanl tilbage med et dhht
Sitt; du djde —- det er asgjort, du er
d-d.
Hun: Jeg er d-d, og se, jeg leder!
Han: Naar du er dsd og naar jeg
set dig — saa drømmer jeg vel?
Tcent paa den tiende April.
Nu er alt mig gansle inde
Hum du drømmer ej, thi du er
vaagen.
Han: Eller du er sendt ned sra
Himlen paa Jorden, for at jeg i en
stallet Tid stulde se dig igen, og da
paany begræde din Forsvinden i lan
ge, lange Aar.
Dun: Nei, nu stilleö vi aldrig mete.
Ogsaa er jeg«vel sendt dig i Mode
men itte paa Jotden. Se dog am
tring dig, hvok har du paa Jorden
set saalvanne Tretet-, saadanne Bloms
ster, saadant Band? Betragt dig
selv; du git nhö btjet under Alderens
Sittbelighed. Nu er du sorhnget;
du gaar itte, du sveevm dine Øim see
ej blat, men see uendelig vidt. Stu
ind i dig selv, hat du nagen Sinde
vcetet tiltnsde sont nui
Han: J mig er det sotn et dhbt,
uugtundigt, altid beveeget, men dog
ganste stille og toligt hav. Ja, naae
jeg set omtring mig, naar jeg betrag
tee mig selv, stuet jeg ind i mit Indie,
Dei var en Formiddagx i site·
MegeiI
naat jeg fslet din Haand i min —- "—
saa tunde jeg fristes til at sige: jeg
et falig, jeg et i Himlen.
Hun: Du et det!
han: Men saa maastte jeg jo væte
dødT
Hun: Du et det. Hat du itke
ligget syg, paa det samme Sted hvot
jeg et did og du fotlangte at blioe
btagtsi Hat din Søn itle, uden at
vige enten Dag ellet Nat fra dig, plejet
dig faa trofast og tcetlith Hat du
ikte Nat og Das fundet din Dattets
blaa Øjne aabne, i hvilte hun fttcrdte
at tilbagetvinge de fremttcengende
Taateti Hat da itte en dyb Dem
ting, en fuldstæntdigDunlethed und
draget dig Synet af dine Btrn og alt
det, fom omgav digI
Han: Jeg et d-d! Herre, Livets
og Dsdens Herre, paa mine Knce tat
tet jeg dig, at du ogsaa hat fuldfskt
noget saa stott paa mig. at du oalaa
hat fort mig til den hsje Lotte, til den
stote Vætdighed, at vcete dad, og det
at væte ded, selig. Du ded, o Herre!
hoot ofte dette Øjeblit stod for mig;
hvok ofte jeg hat bedet dig, at du felv
vilde fotbetede mig dettil, da jeg ikte
fotmaaede det, at du vilde sende mig
en blid. en salig Ded. Nu, o hette,
du hat bsnhstt denne, som alle andre
mine Bønnet; du hat het, fom altio,
vist dig hetlig og over al Maade nan
dig og batmhjettigl Hvad der fote
stod mig, et nu fotbi. Vel hat jeg,
stont selv d-d, ikte leert, hoc-d Dsden
egentlig et; men saa meget oed jeg:
Doden er sod. Ligesom man bætet et
sovende Batn ud af det dunkle Kam
met i den lyfe Fotaatshavm saaledes
hat du baatet mig fta Jorden til
Himlen. — Men nu, tcktet ophold
mig fta Jotden til Himlen. —- Men
mig itle længete.
Hun: HoothenZ
Han: Kan du spoth Til hvem
andre end til han1! Alt her et sksnt
og yndigt; disfe theer, disse Mom
stet, dette nedsttpmmende Vald, denne
Kætlighed det udgydet sia ooet Ttæet
og Blomstet, dybt ind i mit Brust; du,
din Nætværelie, hootoed jeg eftet en
faa lang Stilsmisse, eftet san mange
Taatet, glædet mig; men alt dette
tilftedsftillek mig ej. Hain selv maa
jeg se· Han maa udsmytte sin him
mel saa slsnt som han vil, det hold-r
mig dog ej stadeslss for Saonet af
hans Nætvcttelsr. Han hat gjott det
umulige muligt; faa las-nah faa
Itttckttelig, saa trofast bat lnn fulgt
mig, at jeg tan blive salia. Alt for
inden jeg blev fodt, hat hzn antaget
sig mig. Hvot et den, den lille Jord?
Der dreier den sig; hvotlangt dog
detfta! J hvilten Dunkelbed et den
indhyllet! Jeg pnstet itte noan Sin
de at oende tildage til den. Han neb
steg did den, hat bettaadt denå Stsv
med fme heilige Fsddet, hat splt Hun
get og Tstft — er dsd. At, ban vilde
stætpe mit Blik saa det tunde stue dy
bete ind i hans Dvdsfmettes Afgtund
end hidtil! Der ethvetvede han sig
mig til Ejendom, og fot at jeg, hans
dntelpbte, itte igen siulde fortabe5,
bat han fta mine tidligste Aar vcetet
uafbtudt ivtig. Meget af det, hatt
gjotde for mig, hat jeg alt etlendt, da
jeg endnu var detnede; mete ettender
jeg nu, endnu mete stal jeg i Frem.·.
den satte, naat di ovetlægget alt med
hinanden. Nu hat jeg heller itte Tid
dettil. Jeg fslet en saa mægtig
Trang til at se hom, at mit Btyst et
nætved at sprenges; jeg maa hen til
dam, se ham, tatte hom, detsom jeg
endnu et i Stand til at tatte ham,
detfom itte Tatnemligdedens Fslelse
aaar under i den ovetvctldende Salig
bed.
Hun: Du ftal se hom, men ilke
istend han lommet til dig. Jndtil da
maa du betolige dig. Jeg et sendt
dig i Mode fot at sige dig, at dette et
hans Villir.
(Sluttes).
A
Hyrden og Sammet
En lille Bog for Vøkm
As
Lem- C. S. Sienas-w
s Dmflag 12 Ets.
Sowneraadsforhandling.
Jofuku-Ist af
««Niels, Pier aa Wolle-« og »Juki« im as te«
24 Sider. Pu-: W Ermi
Heks
Jottaellmger for Born.
If ists-list Ist-Miete
Staude-Id- Stellesiea sq denn-usua
IIUIIOI I Ussssfolelmekr.
M stumm ...... 40 Cum.
TM af Livet.
Kristeiige Fortællinger for Børn
og unge.
Leb Mad- find og H. t. Lotsen.
sub-sales til Stola-lerne oq Arbeit-ers i Sin
Ist-Malen
640 Sidet. Jndlx 81 80
Paul-b Luth. Publ. Hause-.
Blisir, Nebr