Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 12, 1902)
T··«—"«?Fra Iøde tiiZKristen Ersaringer som Jede og Kristen. Optsegnede as Jsal Natanael Sapira. Fra Svensl. (Sluttct.) Medens jeg git vg« tænkte paa at gøre Ende paa min Elendighed og tun manglede at bestemme Tid og Maade, — jeg vidste ille, om jeg siulde hcengse eller drulne mig, havde Pastor Lindstrøm lagt Mærte til dei Tungsind og den Fortvivlelse, der asspejlede sig i mit Ansigt, og en Dag spurgte han mig, hvad det var, der laa saa tungt paa mig. Sttats tunde jeg itle sortælle alt, men gjorde det dog til sidst. Han blev natukligvis forsærdet over min Bewi ning og sorssgte at styrte mig og læge min Sjcel: »Der sindes Hjælp og Redning ogsaa for dig.« sagde han, »tre hyad Gud siger i sit Ord, og lyt iike til chevelen, han vil tot bringe et stattcls Menneste i evig Fordærvelse, Gud derimod tan og vil gsre det lytkeligt og saligt baade sor Tid og Evighed. Derfor siger han til den sortabte, den i Synden nedsuntne: »Bend om, du frasaldne Barn, saa bil jeg itte vende mit Ansigt bort sta eder, thi jeg er barmhjep til, siger Herren,- og vil ille vredes evindelig. Men tend din Misgetning, at du hat syndet imod Herren, din Gud!" De Ord, han laeste for mig og henvifte til, gjorde ilte synderlig Jndtryl paa mig, thi alt dette vidste ieg i For vejen. han sputgte mig derfor, da vi siulde stilles, om vi siulde bede samtnen i Tro paa Bsnhørelsp Og under .Bønnen splte jeg, hvorledes mit haarde, vantro Hjerte be gyndte at ndmyges og mit aandelige Msrle at adsprede3, ja, en entelt Lysstraale viste sig dunkeli. — Jeg bad nu sitt tigere end nogen Sinde fsr om Tilgivelse for alle mine Synder og læste oftere i Guds Ord. Og jeg følte, at Her ren bsnhøtte mig, saabedes som han gennem Proseterne har lovet det i sit Ord. —- »Den ugudelige forlade sin Vej, og den uretsærdige sine Tanter og omvende sig til Herren, saa sial han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade« (Es. 55, 7). —- Jeg blev udholdende ved at lcese i Biblen og bede til Jsraels Gud om Vished sor, at Jesus Kristus er det sande, evige Osser lam, som med sit Blod hat forsonet hele Verdens Synd, ogsaa min. Og min Frelses Gud bsnhørte mig, som han selv har sagt i sit bellige Ord (Salme 50, 15; 99, 6; 106, 8——44; 107, 13; 118 5; 120, 1). J Stutningen as Februar 1881 tom jeg af Guds Naas de til Sandhedsertendelse, — itte alene en Forstands- og Kundslabsertendelse, men Hiertets fulde Overbevisning, at Jesus Kristus et den sorjættede Frelser, Forsoningsosret for mine og Verdens Synder. Denne Forvisning blev for mig, hvad en Redningsplante er sor den syntende. Jeg var til Mode, som om en tung Byrde var løstet af mine Steuer Mon der sindes en tangere end Syndebyrden2 fSalnIe 32, Z, 5). Nu tunde jeg betende med Luther: »Jeg trot, at Jesus Kristus har fotløst, erhvervet og dun det mig fortabte og fordomte Menneste fra alle Synder, fra Dødens og Djævelens Magi, ille med Guid eller Salv, men med sit hellige, dyrebare Blod og med sin uslyldige Lidelse og Ded; paa det jeg stal vaere hans egen, og i hans Rige live under ham og tjene ham i evig Retfærdighed, Usiyldigbed og Salighed; ligefom han er opstanden sra Dsden, lever og tegerer i Evighed Dei er visseligen sandt.« For mig iit Liv, iit bnkc Blod. Han ikke vildc spare-, At for den Dom, miq forcstod, ch tryg var udcn Farr. Hans Dod min Synd hnr slcttet ad, Min Frelscrnmnd, iom er hos Wind, Og jeg et irelst nu biet-ein« Med Apostelen kunde jeg udbryde: »Um nogen er i Kristus, da er han en ny Stabningz det gamle et forbi gangen, se, alt er bleven nyt« (2 Kor. 5, 17. 18). Jeg sit: nye Hensigter og Ønster, som gik ud paa at vinde, ikke jin-i diste Fordele, men at komme i ncermeke og indekligere Sara-; fund med Jesus Kristus ved de Naademidler, han’har givet’ sine Born paa Jorden, Daaben og Nadveren. — Han har; selv paalagt sine Difciple at gaa ud i Alverden og del-ej alle Folk i Fadetens, SInnens og den Helligaands NavnI (Matth. 28, 19), og sagt, at den, som iror og bliver dsbiJ stal blive salig; men den, som ikle trot, stal fordsmmes. —3 Jeg Instede ved den hellige Daab at blive optagei i den nye Pagts Menighed og detved blive delagtig i de store Bel signelfet, som ete oö lovede gennem den. —- Daabenö Be fen og Form stod dogs ikle rigtig tlari for mig, den for vitrer mange i vote Dage i Krisienheden, og jeg var bange for altfor hurtig at foketage det afgsrende Stridi. Som Fslge heraf kam jeg i nye Anfægtelser, der vatede en len gere Tid. Dette Spørgsmaal butde aldrig vcere kommen paa Tale, eftersom jeg itte havde tvivlet om Sandheden af Pa sior Lindstrøms Undekvisning om Dauben i Overensftew melse med Luthers Katekismus. —- Gtunden hettil vat folgende: —- Jegs leerte at fy hoö en Streben som iilhme Plymouthbtsdkenes Sekt. Han billigede Neddypnings daaben, uagtet han ikke selv var omdsbt, og forspgte ai overbevise migi om, at Statskikkens Leere om Dauben og Nadveren ikke var bibelst, den var Menneste-Paafund, og at Paftor Lindstrstns Undetvisning itte var fand, sca fremt han benyttede sig af Luthers Katekismus. — Jeg ttoede fuldt og fast —- og gør det den Dag i Dag, — at Pastor Lindftrsm giver Jsderne grundig Undervisning saavel i Spsrgsmaalet vm Daab og Nadveke fom om For soningen. —- At mange, som tnap selv have gennemlcesi Bibelen, tro sig i Stand til at kunne vceke Mestre og Leerere heti for andre, vidste jeg ikke den Gang, —- alt, hvad Pasioi Lindstrsm lærie mig, fortalte jeg Sktæderen, som kuldtas stede det ved Disputek, han var fuldstiendig sitket i sine Paastande og sagt-, at Pastor Lindsirsms Leere var en Branglæte, og at hans egen Opfattelse derimod var oen reite. eOet lykkedes ham at giste mig saa tvivlraadig, at jeg ikte vidfte, hvem jeg stulde tro, og bei-for forlod jeg ham g setzte en anden Plads. Denne Kamp varede et Par Maaneder, og Djævelen passede paa, da jeg siulde fokeiage det afgsrende Stridi, — at annamme den hellige Daad. »Bed at lade dig dsbe«, lhvisiede han til mig, «drager du Stam og Vanære ovets dine Forældte og hele din Slægt, — og dine Fremtidsuds sigter blive alt andet end lyse.« En sanden Taute, fom foruroligede mig, var: «Skal min Daab vaete gyldig, maa jeg døbes i Jordanfloden, hvor Jesus blev døbt af Johannes den Døber.« Undertiden var det mig meget magtpaaliggende at nd sinde i den hellige Strift alle de Sicher, hvor Daaden em tales, og jeg bad Gud oplyse mig om Dauben og dens rette Stitielse. —- Efter megen indre Strid og efter at have læstr ,,Menneskets Fald og Oprejsning« af Rosenius blev jeg overbevist om, at det itte et Maaden, hvorpaa Daaben ster, l der er det vigtigste; det er, at vi blive begravne med Kriftus ved Dauben til Dødem og det et not at faa Hovedet over gydt med Band. Som Luther siger: ,,Vand gør det nist nok itte, men Guds Ord, fom er med og ved Vandet, sig Troen, som fotlader stg paa dette Guds Otd i Vandet. »Thi uden Guds Ord er Vandet blot Vansd og singen Daub; Jmen med Guds Otd er det en Daab, det et: et naaderigt sLivets Band og et Jgenfødelsens Bad i den hellige Aand, Ifom St. Paulus stgcr: «Han hat frelst os ved Jgenftk »delsens- og Fornyelsens Bad i den hellige Aand, hvilten han hat udgydt rigeligen over os form-edelst Jesus Kri ftus, vor Ftelser, paa det at vi ved hans Naade stulle vcere retfaerdige og Akvinger til det evige Liv i Haabei. Det t visseligen fuldt sandt« (Tit. Z, 5, 7). vi. Dauben. Paa Grund af denne Overbevisning bad jeg Gud in derlig am, at han snart vilde forunde mig at blive optagsets i den nye Pagts Menighed ved Daaben. Og det stete. — Fjorten Dage før Pinsen 1881 bad jeg Pastor Lindstrøin døbe mig, og han bestemte Dauben til Pinsedag, den Dag Jesu Disciple sprste Gang fit den Helligaand Dagen for Daaben indbød Pastor Lindftrøm Israel-. missionens Medlemmer samt nogle andre Missionsvennct til at overvcere min Overhørelfe i de Sandheder, hvori jeg var bleven undetvifi. — Jeg befvarede alle de SpørgsmaaL han ftillede til mig om Snndefaldet, om Forjcettelsen til Abtaham, Jsal og Jakob, oin Kriftusx am de ti Guds Bud og Lovens Formaal; en lort Fortlaring over 3. Mos· 16. Kap» som handler om den gamle Pagts Forsoningsdag; det Sted i det gsamle Testamente, hvor der tales om Kriftus som Guds Søn og Davids Son; Forudsigelsen om den nye Pagt lJer. 31) vg den nye Pagts Forfvner (Es· 58) o. s. o. Saa tom endelig den store, afgørende Dag, da jeg stulde tage Afftand, ikle alene fra Verdens fvrfeengselige Versen, fom jeg allerede havde gjort, men ogsaa fra Jøde dvinmens mørke Vildfarelser, fom jeg for Jsesu Navns Stle stod i Begreb med frivillig at forlade, ja, endnu mete, jeg stulde give Aflald paa Fader, Moder, Brødre og Søstte og hele Israels Fall, der er mit Kød og Blod. —— Dei er lettere at læse« tale vg flrive om end i Virteligheden at tro og geke, hvad den Herre Jesus siger: »Den fom elsler Fader og Moder mere end mig, er mig ikle vcerdz og den, svm itke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ille vcerd« (Matth. 10, 37). Hvok ftor en Overvindelse dette end var, maatte jeg alligevel gøre det. Spørger nogen, hvad den hat vundet, der lyder Jer Ord, saa siger han selv: »Hver og en, soin forlader Fader eller Moder, Bei-der eller Soster fo mit Navns Styld, han flal faa hundrede Fold igen og arve det evige Liv« (Matth. 19, 29). Pinsedag prcedilede Kandidat Elman ved Aftenguds tjeneften i Blasieholmskirken over Dagens Tekst, Ap. G· 2. Kap. Efter Prædilen traadte Pastor Lindstrstn freni fvtan Altre. og indledte den hellige Daabshandling med en Betragtning over Salme 2«7, 10——14: »Om min Fader og Moder foklod mig, optager Herren mig.« Det var en hjertegribende Tale, der git gennem Marv og Ben. De fle stes Øjne fyldtes med Taarer. — Nu forelagde Paftvr Lindstrøm mig tre Spprgsmaal som jeg stulde besvare. Det forsie lod: »Forsager du den nsuvcerende merke, vild farende Jtdedom ?« Da jeg havde svaret »ja«, bad han mig belende min lristne Teo for Gud og Menigheden, vg jeg oplceste Trosartillerne efler Luthers Katetisrnus. Det andet Spsrgsmaal lod: »Vil du døbes paa denne Tro?« Ogsaa herpaa svarede jeg ,,ja«, og han spurgte tilsidst: »Hvad Navn til du have? »Jsak Natanael Sapira,« spa rede jeg-. Han forrettede derpaa Daaben efter den fvenste Kirles Alterbog, og jeg lncelede ned ved Alteret med bøjet haved og modtvg den i Faderens, Sonnens og den Hellig aands Ravn. Det Øjeblil glemmer jeg uldrigl —- Umid delbart efter Daaben stulde jeg tilli emed nvgle Trossps stende ncodtage den hellige Nadve . Paftor Lindstrsm talte fsrft over Salme 84, 6——8, derefter modtog jeg ved Herrens herlige Maaltid, gennem Brodet vg Binen paa en for mig ubegribelig Maade, Jesu Legeme vg Blod. Her ubestrivelig lyklelig fslte jegs mig, da jeg gil hjem, hvor lovede og prifte jeg Gud for den Naade og Barmhjertighed, son han havde ladet vederfares mig i Jesus Krist·us, soin gav sit Liv til Fotsoning for mine Synder, til min Sjcels Frelse vg Salighed, og fordi han ved Daaben havde gjort mig til Lein paa sit Legeme, fvm er Menigheden. Jeg lunde anvende paa mig felv, hvad Apostelen Paulus sigex til Menighedem »J, saa mange som ere blevne dsbte til Kristus, have ifsrt Kristus. Her er ilke Jsde eller Grceleu her er ikle Teeel eller fri; her er itle Mund eller Kvinde: thi J ere alle en i Kriftus Jesus« (Gal. Z, 27, 28). Et andet Sted siger Paulus: »Kristus har af dem begge (J der og Hedningey gjort et og nedbrudt Adstillelsens Mel lemvæg, Fjendstabetz thi formedelst ham have vi begge Adgang i en Aand til Faderen« (Ef. 2, 14, 16, 18). Nu fulgte mange lyllelige ogs falige Dage eftee hver Jandte, paa hville ieg jublede og glcedede mig over den »Frelse, som var forundt mig. Men der lom ogssaa merke og trifte Dage. — En Kristen har ille blot Bryllupsdage, her han vandrer paa Roset. Vanddringen paa de smalle Veje i Krifti Fodspor er tung, saa lange det gælder om ..t brnde med den gamle, selveetfærdige Natur. Ligesvm Bei ret i Naturens Verden stiftet med Solstin, Regu, Sturm, Kulde og Parme, der i Islge denö egne Love ere nssdvendige, saaledes kan Sorg, Mitte, Sturm vg- Smerte ikle ude Llulles fra en Kristens Liv. Alt dette maa til, for at det indre Liv tsan not-Ze. Den Herre Jesus siger: »er enefte Gren, fom bærer Fragt, renfer han, for at den maa bete mere Frugt.« Hvor pnsier itle mangen troende Kriften a: tunne forherlige Jer Navn med hele sit Liv, med Trinken Ord og Gerninger. Desvcerre vil vor Selvretfærdighed gerne vcere med i al vor Gøren og Laden. Vi ere af Na turen faa felvgode, at vi helft ville tilegne os den Ære, der» alene tilkommer Gut-. Ser om man bliver en troendek Kriften, er Arvesynden ikie udflettet af Hiertet, de gamle Tilbøjeligheder til det onde sindes endnu og træde frem ved visfe Tilfcelde i ftsrre eller mindre Grad. Paulus forma ner de Kriftne i Kolosfce: ,,Derfor døder eders jordiste Lemm-er, Horeri, Urenhed, Blødagtighed, ond Lyft og Getrighed, fom er en Afgudsdyrielse, for hvis Siyld Guds Brede kominer over Vantroens Born, blandt hvilie J ogfaa fordum vandrede, da J levede derudi. Men nu aflægger ogfaa J disfe Ting, Vrede, Hidsighed, Ondfiab, Bespottel fe, slem Snal af eders Mund. Lyver iite mod hverandre, J, fom have assørt det gamle Mennefte med dets Gerninger, og ifører det nye, fom fornyes til Erkendelfe efter hans Billede, fom stabte det« (Kol. B, 5—11). Her nævner Apo ftelen mange Synder, fom de troende burde aflægge, og fom endnu sindes hos dem, efter at de ere blevne troende. Der er dog ftor Forfkel paa den troende og den vantro. Den sidfte lever i Synden fom i sit Element, elster den og favner Kraft til at overvinde den, er død i Synd og Overtrædelfe og mangler det Liv, fom findes i Gud. Anderledes er det derimod med den troende. Om Synden end vildleder ham, «faa hader han den og beder og faar Kraft af Gud til at korsfaefie og dsde den, gentages Striden end: ,,Thi Kødet begcrrer imod Aanden, og Aanden imod stet, og disse ere hin-anden modfatte« (Gal. 5, 17; men vandrer i Aanden, faa stulle J ikle fuldiomme Kødets Begceringer (Gal. 5, 16). Mine glade Dage fvandt, og mangehaande Provelfer i Mørte og Tvivl om mit Barneforhold til Gud traadte i Siedet. Men ved Guds Almagt blev jeg beVaret, naar Farerne vare nær. Som ung Kriften traengie jeg til at høre Guds Ord og gik derfor flittig overalt, hvor der blev prcediiet, uagtet min Lærer advarede mig derimod Ofte blev jeg vred paa ham herfor og fyntes, at han var partist. Og dog indsaa jeg tilsidst, at han forstod Sagen bedre eno jeg, forftod, at min Adfcerd iite var fund for mit irifteligr Livs Udvitling. Thi naar jeg hørte de forfkellige Winds retninger, opftod der Tvivl hos mig om Forfoningen, om Daaben, Nsadversen og Helliggørelfen, og jeg vidfte igen ikte, hvem og hvad jeg stulde tro. Hvad jeg mseft favnede i disfe Prædiiener var For iyndelfen om Jesu Krifti Kors, hvad Jesus er bleven for os hos Gud, ikte alene til Bisdom og Helliggørelfe, men ogfaa til Retfærdighed og Forfoning. »Den, fom ikte vidfte af Synd, har Gud gjort til Synd for os, paa det vi i ham stulle vorde retfærdige for Gud« (2 Kor. 5). Jeg maatte trætte mig tilbage fra de Steder, hvor Korfets Evangelium ikke lod. Dette Evangelium, fom er en Guds Kraft til Salighed for hver den, fom tror, ftyriede og veder kvægede mit Hjerte, og er alene dagligt Brød for mit nan delige Livs Ophold. Ellers maatte jeg efter Herrens Ord hungre tildøde og forgaa: »Derfom J itke æde Menneftens Søns Kød og dritte hans Blod, have J ikke Livet i eder. Hvo, fom eeder mit Kød ogs dritter mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham« (Jol). 6, 53—55). For den, fom ikke vil høre, fynes dette Ord at være ftrengt; men for den, fom vil here, er det en liflig og faliggørende Fortyndelse, han ian udbryde med PetriM »Herre, Ytsk hvem fiulle vi gaa? Du har det evige Livs Ord. og vi have troet og erkendt, at du er Kriftus, den levende Guds Son« (Joh. 6, 68, 69). Vll. »J Ptædikanttkole«. Som for omtalt stulde jeg lære Slrcederhaansdværket og flyttede derfor fra Proselythjemmet i Oktober, samme Aar jeg blev døbt, til en Slrceder, hos hvem jeg blev indtil August 1883. —- Min Mester var en troende Kristen ogi til hørte Fritirlen. Vi vare saaledes af forstellige Meninger i adstillig-t, —- alligevel lom vi godt ud af det med hinanden. Vi levede som Brødre i Troen paa vor fælles Fresser-, den torsfcestede og opstandne Jesus Kristus. Undertiden tæntte jeg meget paa, hvorledes jeg kunde forherlige min Frelsers Navn iblandt mine Medmennester. Til at fortynde Ordet ttoede jeg sat have for smaa Gaver og scetlig til at tutde trcede frem i Stockholm. —- Jmidle: tid lcengtes jeg meget efter at komme ud paa Landet for muligen at kunne blive til Nytte og Velsignelse; men book ledes stulde det gaa til? — Herrens Veje ere dog forunder lige. J Juni 1883 sit jeg aldeles uventet Tilbud om en Plads hos en Slræder i K. i Vestmannland. Jeg modtog den og rejste dertil i August samme Aar. —- Der maatte jeg gennemgaa mange Prøvelser og Fristelset i Herrens Stole. Kort efter min Antomst lærte jeg Ptæsten, Paftor S» at tende. Han bad mig folge med til de Missionsmsi der, som blev holdt der i Nætheden, for at aflægge Vidnes byrd om min Omvendelse fra Jøde til Kristen. Og Ang tet om, at en omvendt Jede prcedilede Evangeliet om Kri stus Jesus, naaede snart langt. —- Flete Siedet blev jeg nu opfotdtet til at komme og proedile. Alle Opfordtinget tunde jeg naturligvis itke imødetomme, da jeg var optaget af mit Haandvcerk, men to Dage om Ugen kunde jeg for lynde Ordei; da min Mester gav mig fri hver Løtdag«. At jeg gerne toltede Evangeliet for de lutherfte, lagde han snart Mærle til, da han harte til denne Menighed, og begsyndte at fraraade mig at blive Strcedet, —- i den Hensigt at opsige mig i sin Tjeneste. Efter otte Maaneders Forløb forlod jeg ham og maatte paa nyl sage Arbejde, da jeg ikke var kaldei af nogen Menigihed til Præditant. — Lcenge søgte jeg og fik endelig pPlads hos en handlende, hvor jeg ikke tunde udholde at vere. Han behandlede mig som Trcel; Batmhjettigshed og Medlidenhed lendte han itte, og dog mente han sig at viere en troende Kristen og var som saadan Medlem af Fri menigheden. — Jeg maatte reife, da jeg havde tjent ham i site Uger, og da jeg ilte havde noget Hiern, kejste jeg til Pastrr S. Nu ftod jeg igen uden nogen bestemt Gerning. ch sit ganste vist Arbejde i Paftor S.’s Have med at btyde Sten, Stubbe og lignende op; men da jeg ille var vaixt til den Slags Bestæftigelse, faldt det mig tungt og btydfomt. Pastor S. opmuntrede mig stundom ved Gavet, og denne Tid blen, stønt anstrengende for Legemet, meget nyttig for mig, ja, den var en Afdelings af min »Prædiliantstole.« Hvor meget jeg end gennemgil, havde jeg den Lylle, at kunne futke til Gud i Jesu Navn om Kraft til i Stilhed at holde ud. Min eneste Trost og Styrke var det daglige Samliv med Gud i Ordet og Bønnen. Thi hatt var den, til hvem jeg kunde nævne mine indre daglige Sorger og Kompe. Hvor lifligt var det ikke at krybe frem til Korset og sinde Ro og Hvile for Stormen i Verdent Snart var Arbejdet her ogsaa fætdigt, og Pastor S. gjorde mig et nyt Forslag: han vilde stasse mig lristelige Sltifter, med hville jeg fom Kolportør skulde gøre Hade spg. Han anbefalede mig til evangelisi-luthersie Missions forening i Rerile for at begynde min Birksomhed der og af de Kristne faa den Støtte og Hjælp, jeg behøvede. Retningen. Af J. M. Hausen. Man fortæller, at paa de fydamerilansle Sletter wis er en lille Plante, som hat den mærkelige Egenstab, at den med sin Stængel, sine Blade og Blomster stedfe peger i een og samme Retning, nemlig mod Nord. Solen kan stinne, det kian regne og storme, dogfhcelder Planten altid mod Norden. Men denne uomstiftelige Retning hos Blomsten kommer mange Mennester til Gode. Bandringsmanden, hois Vej falder gennem de endeløse Grcesmarker, kan aliid hjcelpe fig selv til Rette angaaende Verdenshjørnerne, selv om han hverken har Kompas eller Kort hos sig; han hehr ver blot at opspge denne omtalte Plante og give Agt paa Retningsen, i hvilken den peger, da ved han straks, mod hoilten Side han gaar. Læsierl er her itke noget, som er værd for dig og mig at laegge Maerte til? J hvilken Retning peger vort Liv? Ere vore Ord, Gerninger og hele Vandel reitet mod det himmel fke Verdenshjørne? Er oort Lios Retning mod Gud i Tro, Bon, Hellighed, Virkfomhed og Kcerlighedsgerninger, saa enhver, der tommer i vor Naerhed, kan hos os finde et Kom pag, der peger i den Rsetning«, et Menneste bør gaa, en Blomft, som peger i den Retning, Himmelvejen er at finde? Mange Menneskers Liv peger i den forkerte Retning, idet det peger bort fra Gud ud i Verden med dens Synd og Stam. Alle oantro Menneskers Liv gaar i den gale Rei ning; det gaar bort fra Faderhuset ligesom den tabte Søns Liv, ud i Verden, ud blandt Svinene og ender tilsidst i Helvede, om de ikke omvende fig. Kcere Ven! er du vantro? viser dit Liv bort fra Gub? Vend om til din Frelfer, der ved sin Aand og sit Ord peger for dig paa Himmselvejen ig siger: dette er Vejen, gaa paa den, saa stal du finde Ro lighed for din Sjcelog Fred for dit Hjerte. O, giv ham itke samme Svar, som hine, der sagde: »Vi ville ikte gaa!« Er du et benaadet Menneste, et troende Guds BarniI Du bekender dig til at vcere det. Men i hvilken Retning peger dit Liv? Der tales i vore Dage meget om Retninger, om hsjkirlelig Retning, om lavkirkelig Retning, om frikir kelig Retning, om indre Mission-?- Retning, om den grundt vigsie Retning, om Augsborgernes Retning, om Synodens Retning, om den pietiftiste Retning, om den frisindede Ret ning, og andre Retninger. Jeg stal intet sige imod, hvad man kan underlægge disse Retninger; de have deres Be tydning. Saa laenge Bandet ftaar stille og raadner Ig stinter i Dammen, angiver det ingen Retning, men ncmr det kommer til at lobe, da vil det lobe i en vis Retning. Saaledes kunne de forflellige tirkelige Retninger ogfaa an give livsfriste triftelige Bevcegelfer. Men et Mennesle kan godt tilhøre en kirkelig Retning, uden at dets Liv derfor er reitet mod Himlen, uden at det fom en levende Kristen dan drer paa den smalle og trange Bej, der fsrer til Livet. Jeg traf en Gang en« celdre Mandsperfon, med hvem jeg kom i Samtale. Under denne spurgte jeg ham, ocn hans Liv var rettet mod Himlen. Han blev overraslet af Spørgsmaalet, men da han kom over det, sagde han: jo Tak! jeg herer til Menigheden i den og den By, vi tilhøret det og det Sarnfund, og da vi nylig fubstriberede til Prie steløn gao jeg 50 Dollarsl Jo, jeg er godt med, kan De stelønl —- Saaledes kan du godt være stillet, kcere Ven! du kan være med i en Retning, et kirkeligt Arbejde, og dog ocere fremmedgjort for Livet i Gud. Det, det gælder om, er at bcere bundeni »de levendes Knippe«, er at ,,oandre for Herrens Ansigt i de levendes Land«, er at have sit Hierte og Liv knyttet til Jesus ved en fand levende Tro; da har vort Liv sm rette Retning, thi da lever Kristus i os, han, som alene er Bejen, Sandheden og Livet. Naar Gudä Sen med sit Liv er vort Liv, da gnar det med os, som med Kristus, der kunde sige: »Bei er min Mad at gøre den himmelste Faders Villie!« og da har Livet den rette Retning, da peger det mod Gud, mod Himlen. O, hvor stsnt at staa som en lille Plante i Berdens Orten eg pege saadan mod Himlen, at Bandringsmanden kan Lilive vejledet, saa han kan beregne, i hvilten Retning hans Liv gaar, hvot hans Bej fører hen. Præsident Garsield fagde engang: »Bei kommer mere an paa Stridtets Retning end paa dets Lcengde«. Enhver forstaar dette. Blot vi gaa i den rette Retning, da ville vi komme Maalei nærmere fra Dag til Dag, selv om vore Skridt ere tortr. Men modsat: er Retningen, vi gaa i, forkert, da nytter det ilte om vi endog tage Kampestridti vi gaa dog vild. O, lad det være os om at gute, at vort Lin maa pege i den rette Retning, at vore Stridt maa gaa til den rette Side, at det maa være for os, som den afdtde danste Prcest sang: Jeg gaar til Himlem der er mit Hieni, Dur er ej Nod eller Smerte; Der er det nve Jerusalem, Og der er hele mit djerir. ——-.-.-.--—