Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 8, 1902)
PrinsM Otto af Danmark og hart-z Hamtida Histoiist Roman of Bernhard Severin Jngenmnn. Anden Del. (Fortiat·) Fjortende Kapitel. Et nyt, lytleligt Familieliv opblomstrede nu i de lolde Bintermaaneder inden for de frosne Grade og snebedælte Murtinder paa Brattingsborg, medens Udejtet stedse trat mørlere sammen over Ebbesens og hans Venners Hoveder. Kongem vidste man, var heftig fortstnet; han havde den toogtyvende Februar udstedet et aabent Vrev i Roslilde, hdorihanlovede:mandelig1atstraffe alle lovlsse Foretagender mod Klostre og gejstlige. Den betydelige Krigginagt, han samlede, stulde være besternt til at storme og nedbryde alle Ridderborge i Landet, sont holdtes i oæbnkt Tilstand af egenmægtige Partihsvdinger, eller hvorpaa Kronen paa fjetneste Maade lunde gsre Krab; blandt disfe ncevnedes det tnægtige bald; men begge Ebbesens Vorge, Brattingsborg og Nsrreris, vilde man vide stode fsrst paa Udryddelseslistem Om de Rustninger, Gerts Sonne-.- fort toge, hortes der foruroligende, men hverandre modsigende Rygter. Vaaren kom; endnu ftod dog Brattingsborg unn . tastet. Ebbesen var betænkt daa en ny Sommerfejde mod de fremmede Tyranner i Nørrejylland, og Svend Trost oder gav ham villig alt sit Fadrenegods til de faltige Landfolls lldruftning. Morbroderen gjorde ingen Jnddendinger rnod disse Opofrelser, hvorved hans Sosterson, i sin Jver for Landets Bel, beredede sig selv den Uafhængighed og Sem stændighed han nu sont vordende Familiefader, mer end nogen Sinde behovede. Den stønne Agnete sad alt i Feuer stnen hos Fru Jutta og syede paa Bornehuer og Leisten tsj til den lille Arving, hvormed hun til Efteraaret haa bede at glaede sin lære Ægtemand. En Morgen traadfe Ebbesen med en glad og rolig Mine ind til de unge, lylle liae Ægtefoll i den afsideg Del af Borgeng Gæstehus, der dar indrømtnet dem til deres lille Hugvæsen ,,Jeg lytønslek dig, min lcere Søstersøn, som Herre af Brattinggborg Gaard og Gddg, med Agerland, Skov, Jagt og Fisteri og alle herslabelige Rettigheder!« —- sagde Ebbefen med et denligt Sinil, og oderralte den unge Riss der et beseglet Dolunient — »det er dig lovlig tilslødet paa Viborg Ting« —— oedbleo han — ,,det er ingen Gabe, men en ligcfrein Erstatning for hdad du hat udlagt for mig og mine Foretagenden Alt er afgjort og i Orden. Jeg er nn din Gasft her paa Brattinggbora til jeg felv lan drage ind paa Nørreris.« »Min Gud, hvad tænler J paa? trete, bedste Mor broder!« — udbrod Svend Trost nderft forbavset. —- »J har jo selv opofret langt tnere. Hat J glemt eder felv, saa tænl dog paa eders Hultru og Sonner!« »De hat endnu NorrerisgBorg og tilstrcelteligt Gods, faafremt Kongen og hans Rand vil unde dem Fred og Landslovens Beern efter min Ded. Af uretfærdigt Gods stulde de dog itle leve. Du har, uden at tcenle derpaa, lobt og betalt denne Borg, hvortil du nu er retmcessig Herre. For din nmndige Frihed og din Huftrues Tryg heds Styld var det nødvendigt« —- tilspjede Ebbesen med et den«1t hald vemodigt Blit til den forbaosede Agnete: —- ,,2)u ejede jo ingen befæstet Borg, og her kunde jeg, fom Borgherre ille beflytte eder. Hvis Kongen med Lobend Medhold fordrede Borgporten opladt, maatte jeg, efter min Tænlemaade, adlyde uden Vcegring. Om dort rette; Forhold til Konge og Landslov ere vi to ille gansle entge; men nu kaader du dig selv, Svend Trost! Du er en selv-» stcendig Ridder. Du er Ægtemand og, om Gud dil, inden Aaret et omme — Fadet. Din timelige Lylle eller Ulylket ligger, næst Gudg Villie, nu for en Del i din egen Haand Enhver af os maa tunne handle, fom uafhcengig Mand, efter sin egen Samsvittighed.« Jngen Jndvendinger hjalp. Sagen var afgjort, og Edbefen forlod de oderrasiede unge Ægtefoll, uden at ville modtage nogen Tal eller Bemnmelse for denne handling. Men fra samtne Dag maatte Svend Trost og Fru Agnete overtage hele Borgens ydre og indre Bestnrelfr. Ebbesen og hans Familie flyttede ind i Borgens Gestehus indtsl didere og fandt en hiertelig Gliede i at betragte sig sorn det unge Hersiabs lære og arede Gesten Ridder Follvard havde ille lunnet finde sig i dette stille, huölige Vinterliv paa Brattingsborg, som han dog selv faa ofte med sm Strangeleg og stn herlige Stemme hadde .forstsnnet, naar Aanete og Fru Jutta sang de gamle, leere sFoltefange i den fortroliqe Aftenlreds ved Kaminflammen Synet af de unge Ægtefolkä Lykte gloedede ham del, men gjorde den glodende Lidenstab, der fortcerede ham selv, ano holdelig Han foer Landet omkring med Ebbefens Uer dere og den sortess Soend, for at lunne give sine Venner paa Brattingsborg siltet Underretning otn alt, hoad der angik dem og de oigtige fcedrelandste Anliggender. En Aften sidst i April sad Svend Trost i den huslige Familietteds i Brattingborgs Hsjeloftssal ved den unge Husmoders Side. Dei havde været en travl Dag for den nye Burgherre, og Ebbefen var ttæt of at øve sine Krigss mænd. ,,Giv Agi, min mede Or. Vært!«« — fagde Ebbesen munter — »fo: Kongen faa vi Fred her i Sommer! han hat and-et at tænke paa, end at fotfølgc dem, der ærligt vil staa ham bi mod Landets Fjendet. Nigets Genfor ening maa vcere ham vigtigere, end at tagte et Par egen sindige Nil-dem der dog i Grunden mener det godt met Land og Rige.« «For Danmark syneg mig han sprger tun stet, Mor broder!" —- fvarede Svend Trost. —- ,,Har han nu folgt Svensien Kronens Ret til Staane og stoppet helc FyensJ Land i Gabet paa Gekts Sonnen tmder han jo i sin ekndige Faders Spor saa jammerligt sont muligL ch Inn ille begribe, hvorledes J kan vente jer noget stort for Danmatk af en saadan Kræmmer og Pennehelt af Konge. Nei, da vilde Junker Otto blive os en anderledes Lands hat« AI »Lad den Drum sare, min gode Ven! den kan endnu koste din Hals« —- sagde Ebbesen alvorlig. —- »Vi dil itke være blinde for Atterdags Sys, om det end brænder os. Der er en Klogsiab i Valdetnars Fremgangsmaade, som sorbavser mig. Hart oposrer kun for Øjeblitket og for et Syns Sthld hvad der endnu ikte tan indløses eller iages med Magt, med-eng han samler under Kronen hvad der for denne Stund er vigtigst. Se, om han itte sit de gejstlige Herrer til at rsmme hani Købmandhafnl Fra Axelhus vil nu Absalons og den stote Valdemars Aand, med Gudå Hjælv, leere ham at samle Riget baade med Hjerte og For stand." ,,Lad kun hans Hjerte blive ude as Spillet, kcere Morbroder!« — svarede Svend Trost med et bittert Smil —- ,,beholder han Hasn og Axelhus, ster det jo med List og Svig, og det vil J vist aldrig lalde Ret, hvor klogt det kan være. Hvad Baldemar og Biskov Svend beseglek, har jeg ingen Tro til, siden jeg lceste deres lybske Handel om eder og Otto. Hofluften msaa dog oaere farlig og Tronglansen bleendende basade for verdslige og hellige Mænd.« »Deres Hjerte vil vi lade Gud dømme!« — sagde Ebbesen med rolig Alvor. —- ,,Hvad de statslloge Herrer hidtil har beseglet, var dog til Landets og Rigets bedste — men stenhaardt var det mod os og Otto — det er sandt.« Denne alvorlige Samtale, som Fru Agnete og Ebbe sens Hustru med stille Bekymring gave Agt paa, blev nu afbrudt ved Lyden af Hornet i Porttaarnet. Den muntre Klang meldte en Husvens Ankotnst. Det var Ridder Folk vard. Han traadte straks efter ind i Højeloftsalen med en Hestighed, der bebudede en vigtig Nyhed. »Junier Otto er fri!« — udbred Folkvard —- »han er dragen til sin Farbroder til Kiel —— jeg har selv set ham.« ,,Gud ste Tak, det var dog en Gang et godt Bud stab!« —— sagde Ebbesen og rystede hans Haand. — »Wel tommen, brave Foltvard!« Svend Trost var bleven saa glad over den ny Tidende, at han omfavnede Foltvard og dem alle og sprang om paa Gulvet som en Top. »Vor taere Otto fri!« — gen tog han —- »og uden at opgive Kronen — giv Agt, Vennerl Nu totnmer han dog til Regitnentet, og vi saa en Konge til sidst, som det er værd at hjcelpe til Magten og Riget.« — ,,Raser du ?« — asbrød Ebbesen ham med streng Rost — »tender du ikke den cedle Junker Otto bedre? Han vtl ære Landsloven og Folkets Villie, i Frihed, som i Ferng sel. Den danste Mand, der tan tcenle paa andet, er en Nandgforrceder.« ! Svend Trost blegnede ved disse haarde Ord, men tav.» »Ligesom sor at erindre sig selv om, at den strenge, kcerel Morbroder nu tillige var hans (Bæst, indtog han sin has saderlige Plad5. Aanete tryttede hatn cengstelig og lcerlig i Haanden, og der tom intet Ord over hanö Lceber før den opdrusende Harme var forsvunden. ,,;’fortæl, fortcel, kcerse Folkvard,« — sagde Ebbesens Hustru hastig og spate klogelig at asdrage Optncerisomhedcn sra dette Hufets sarlige Stridgpunlt, hvori hendes strenge Ægtemand havde begge de unge tttiddere og hendes eget Hierte imod sig. ,,Jeg var i Pløen i sorrige Uge« —- sagde Folkvaro. — »Jeg saa den store Bryllupsscerd med Grev Johan den Mildes Døtre og Herrerne af Werle. Havde jeg ej vidst, J sad her hjemme, vilde jeg have forvelslet jer med den ene stonne Brud, Fru Agnete!« -—— Soend Trost slistede atter Farbe ved denne Bemcerkning, som hverken Agnetse eller de andre lagde videre Mcerte til. »Jeg saa begge Gerts Sonner i Brudesiaren« —- vedblev Folkvard. —- ,,De boere endnu dyb Sorg sor deres Faden Grev Henrit saa ud som han havde sorsonet sig til Nattens Aander; inen der var en Storhed i haus mørle Blik, som jeg maatte erre. J har en Dødssjende, Fader Ebbesen! sont jeg tunde misunde eder. Det er en Ørn med Fal kiens Blit: naar den slyer for eders starke Arm, er det tun mod Uvejrsstyen, som sor at rive Lynet as Tordnereng Haand og slynge det mod sin Fjendel Vogt ederl tære, djcerve Ebbesen! Det Svcerd, J hojmodig gav Faden hævneren tilbage, hviler visselig ikke sør det hat drutket det aedleste Blod, Danmart ejer.« Folkvard tav, og alles Blik dvælede med deltagende Bekymring paa Ebbesen; men han nittede med et roligt Smil: »J er noget Skjald, min kcere Folkvard! og lth tilbøjelig til hedenste Lignelser og Overdrioelser. Dog lad Ørneungen komme med sit Lyn! —- Jeg har ventet ham» lange. Hat jeg fældet den gamle Kongeørn, ved jeg del hvad jeg kan vente as de unge. J hat Ret! han er en Døds sjende, som det er veerd at se under Øjne. Men lad nu den Fugl flyve! —- tdvor saa J Junker Otto? hvorledes blev han sti?« ! »Jeg saa ham paa Vejen mellem Rendsborg og Kiel Jtre Dage ester Brylluppet i Ploen« — vedblev Folkvard s— »Man vil sige, hans milde Farbroder har udvirket hanZ iFrigivelse ved Btyllupsfesten og uden alle Betiugetser.« »Hvorledes saa han ud?« —- spurgte Svend Trost og sprang op. s— ,,Han drog vist itte sra sit Fcengsel som en ydmyg Falt, der har leert at lystre, men som en af de tongelige Leder, Danmark nu savner i Hiertestjoldet.« «Jngen af Delene, Vent« — svarede Folkvard — »han saa i mine Øjne ud som en hellig Marthe, der dra ger sra Feengslet til sit Baal, for at sare til Himmels vaa Luevinger. Det var som han saa usd over al Jordens herlighed og Nod med et Blit, der gennemfor Uendelighe-— den. Der var en Klarhed og Rai hans Aasyn, lige som al Verdens Kroner fløj ham forbi med Støvet under Heftehoven, og som han havde sundet Maalestokten for denne Verdens Storhed og Jammerlighed i en større Ver den, end den, Solen bestriver gennem Himmelrummet.« »Seit du, Svend Trost!« —- sagde Ebbesen og smi siede —- »saadan tcenkte jeg tnig ham, ester hvad jeg vidste som hanö stille, fromme Sind, om jeg just ikke iunde sige det med Foltoards store Ord. En saadan drømmende Helt kan maaske erobre den hellige Grav sra de vantro, men aldrig oprejse en sunken Trone paa vor jcevne, platte Jord.« »Den, der kan det sterste, kan vel ogsaa det mindre!« —- svarede Soend Trost —- »dog lad os aldrig tvistes deroni, kære Morbroder!« — vedblev han hjertekig. — »Sltgt hsrer paa en Maade til Troösagerne, ogs deri maa enhver itlsidst vel sslge sit eget Ooved eller Vierte. Ederg Hoved tror paa Valdemar, men mit Vierte pwa Otto. Lad oö i det Stykle fordrage hinandens multge Bild s— farelser og i alt andet vcere enige som Fader og Spru« »Tro, i Guds Navn, hvad du maa, men lad det blive ved Troen, min brave, unge Ven!« — svarede Ebbesen oq tryttede hans Haand. — »Du mener det tro og cerlig; men du er paa en farlig Asvej.« Der blev nu ikke talt mere om diåse Ting. Da Falt vard havde fortalt hvad han vidste, greb han sin Strenge leg, og man tilbragte endnu en sortrolig og venlig Asten samtnen paa Brattingsborg. Dog en stille Vemod blandede sig i Samlivsglæden; thi nceste Dag vilde Ebbesen, eftek hvad der laenge var bestemt og forberedet, drage ind paa sin gamle Fædreneborg, NarreriT i Ncerheden as Aarhus. Tidlig om Morgenen var det anselige Rejsetog alt i Bevcegelse, ledsaget as en temmelig betydelig Krigerstare. Svend Trost og hans unge Hustru sulgte med. Det dar dem tungt at løsrive sig fra de leere Venner, og de agtede at blive nogle Dsage i den staune Maj Maaned paa Ehhe sens gamle Skovgaard, medens Foltvard paatog sig Brat «tingborgs Bevogtning. Ester Platten for den nye Som «merfejde, vilde Ebbesen selv sra Narreris lede Besrielses kampen omlring Randers, Aarhus og Skanderborg, medens Svend Trost og hans unge Venner fra Brattingborg stulde forurolige Fjenden i Biborgsegnen og ved deres Holdere staa i bestandig Forbindelse med Bondehceren og Feltherren paa Nørreris. Ebbesen ejede tvende Gaarde as dette Navn. Den ene var ubescestet og laa ved Hald Sø i Viborgegnen, en halv Mil fra Brattingsborg eller Klejtrupgaard, hvor sra han hadde soretagiet det berømte Tog til Randers7 men hans garnle befcestede Fædreneborg, Narreris, der er bleven udødeliq ved Ebbesens Navn, laa mellem Aarhus og Ran ders og hat til de sildigste Tider bedaret sin Berømmelse hos Almuen, skønt der nu kun er Spor tilbage af Borg gravene tillige med den Voldbalke, hvorved Borgen har staaet oa hvor en gammel, cervcetdig Eg i fem hundred-e Aar er dleden holdt i Ære as det tatnemmelige Folk, der Ialtid hat elstet denne Folkeheli, som Schwejtzerne deres Tell, ssom Danmarls usokglemmelige Befrier sra Tyrannens Aaq. l Paa Ebbesens Fædteneborg havde man nu ilke set denne Foltets Ven siden Gerts Fald og siden Ebbesens Nadn var blevet det berømteste i Danmark. Hans Til-; bagetog til Nørreris var derfor ogsaa et Triumftog, og1 han modioges i sin Fadeegn nied en Deltagelse og Begej siring, der overtydede ham om, at han havde et tryggere Værn i det taknemmelige Falls Kakriighed, end i den bedft bsesæstede Borg. Narreris var lun et lille Herresæde, og ilte ncer saa stcerkt befcestei som Brattingsborg. Største Delen as Gaardeng Bygninger laa uden for Befæstningen. Volden var ilke høj, og Borggraven ternnrelig smal; Mur iinderne vare noaet forfaldne; men det gamle Taarn saa helt anseeligt ud. Burgen havde itke, som Brattingstrg og Halb, en naturlig Befcestning as nogen Jndsøx den var am ringet af srugtbare Marter mod Nord og Vest og af en herlia BagestowHalvtreds mod Syd og Øst. Borgen havde en dejlia Beliggenhed, on der var den livligsie Samsærdsel ved Vesenes Sammenstød sra Randers, Aarhus og Stan derbora. J det sydøstlige Hjørne as Volden stod hin merkte lige Eg, som Ebbesens Inder-, Ridder Ebbe Gali, hadde prantet den Dag, hans Søn Niels bled født, og som endnn den Dag i Dag staar stisk og grøn paa Levningen af den gamle Voldballe. Dette Trce var frodig volset med Ehhe sen og var nu med ham henved de syrretyve Aar. Demn der havde han leget Krigsmand som Barn; under dets Stygge havde han siddet mangen lyttelig Sommeraften med sin unge Hustru i deres Ægteskabs fern sørste Aar, inden endnu Tanlen oni hint store Foretagende mod Gert havde suret hans Bande Da han nu red ind ad Borgporten paa Narreris ved sin Hastrus Side og med den mindste Søn Pan Sadelknappen, medens den ældste red foran paa sin egen lille Heft, saldt Ebbesens Blik først paa Egen foran Taarnet paa Volden; den var endnu ikke udsprungen, men var as hans Bønder og Hugsolt sestligt behængt med friske Bøaeløvstranse. Den lille Borggasard genlød af Jubelraab og stod aaben for Ebbesens talrige Venner, der ved Rygtet om hans Antomst til Egnen vare strømmede til Nørreris sor at modtage ham. · Under al den Tummel og Gliede berncerkede Svend Trøst blandt de mange sremmede et ham højst modbyd: liat Anstat, som synies ham beleudt men som han itke vidste, hvor han før havde set. Dei orsvandt strals igen blandt den store Maengde Mennester, der strømmede ud ogz ind paa Borgen. Sildig om Astenen blev det ham sprit« llart, iat dei havde vceret John Ellemose, hin Forræder sra Lolland, der havde været med at bortføre Kong Chri stopher fra Salstøbing, og som siden saa lumskelig havde hjulpet Hennele Bryde paa Heden. Denne Forbryders Forbindelse med Sti Andersen var ham bekendtz ved Kon gens Amnestibrev var den berygtede John Ellemose nu fri og srant, og man pnastod, han brugtes til Spejder If Ridder Sii og den ny Regering. Nceppe var dette Lys opgaaet for Svend Trost, farend han med pludselig Angst savnede fm tære, unge Hustru, som han havde forladt paa den grønne Plads uden for Borgen, hvor hun med Ehhe ; sens Born hadde glaedet sig ved at se paa Bandernes Dans log paa et Tag as Egnens unge Karle og Piger, der med lsestlia Sang og med grønne Majgrene i Hænderne red Sommer i By og forenede denne landlige Foltefest med Glaeden over Ebbesens Hjemkomsi. Svend Trøst for som en rasende om melleni de syngende og dansende Staren men knnde ingensteds øjne Agnete. Endelig traf han Ebbesens Sønner taet ved Jndgangen til Ris-Skod, og de sortalte ham, uden at ane nogen Ulykke, at »den rare Fru Agnete nn ogsaa red Sommer i By og var bleven Msajdronning.« Hun var bleven pnntet med Kranse og sat op Paa en dejlig smytket Hest saf en pyntelig Herre, der med en hel Stare prcegtige Sommer i By-Folk var redet bort med Fru Ag nete gennem Skoven. Børnene klappede i Heenderne af lGlaede over al den Stads og Herlighed, de havde set; men Svend Trost var sortvivlei. Han for tilbage til Borgen og svang1 sig paa sin Heft. Man saa ham fore som et afsindigt Menneske ind ad Stoven til, uden at nagen vidste hdad det tnnde betyde. Men ved det sestlige cheldnadverbord fav nede man Agnete og Svend Trost, og man søgte dem alle Vegne forgckdes. Den unge Fruse troede virtelig at føje de godmodigc Landfolks Ønste, og at hun med dem og Ebbesens Venner deltog i en glaedelig Fest, da hun, som Majdronning, be steg den magelig indrettede Sadel og lod sig bortdrsage i ldet sestlige Tog uden at vide hvorhen. Forst da hun saa F I sig dybt inde i Stoven og Sommer i By-Sangene opbstte omtring hende, medens Mørlet faldt paa, og det stedse gik hurtigere fremad over ujcevne og lidet betrasadte Veje, saa hun sig urolig om blandt de fremmede Mennester, der ow gav hende, og spurgte om man nu site vendte tilbage til Borgen. Den stadselige Herre, der havde lsftet hende i Sadlen, hilsede høflig og sorsitrede hende, at nu var man der stralsz det var kun en lille Omvej man red, sor at nyde den stønne Majmaaneds-Asten; det høtte til Folle festen at gcekke de stønne, og man maatte sinde sig i, hvad der ved slig Lejlighed var Stik og Brug. Man tom endelig ud as Stoer og besandt sig paa en Landevej. ,,Lad os skynde os, godt Folt, at man ille skal savne vor smulke Majdronning sor lcenge!« —- sagde den frem mede Herre, og det git rast srem ad Landeoejen, som Ag nete troede sørte tilbage til Nørrerisz men de haode redet over en Time, og endnu saa man intet til Borgen. Ende lig bemærkede Agnete at man var ved Havet og ted ind gennem en anselig Søsisad Hun var i Aathus, og nu steg hendes Angst til det højeste. Hun udstødte pludselig et højt Skrig om Hjcelp og vilde springe as Hest«en; men i samme Øjeblil følte hun sig fastholdt as et Par stærle Arme, og der bleo bundet et chede for hendes Mund. Nar sten uden Bevidsthed blev hun sørt oidere, og da hun kom til Besindelse, besandt hun sig paa Dcekket af et Stil-, der for rask hen i Ratten over Bolgernr. Hun vilde solde sine Heender til Bøn om Frelsez men hendes stønne Hien der var bundne, og den ulytielige hensank i stille Jamten lsaa-a Skibsdcekket, med et sortoivlet Blik til de ro«ige Stier ner over hendes Hoved. Skibet sthrede neden om Sams gennem Store Boelt og for nceste Dags Ast-en ind i Had nen oed Vordingborg. Her blev den fangne Dame i al Stilhed fort op i det saakaldte Jomfrutaarn, hoor Marsk Stigs Døtre havde siddet i Kong Erik Menveds Tid. Paa Vordingborg Slot var der i disse Foraarsdage meget Liv. Kong Valdemar havde nylig saaet sig dette Slot asstaaet, der havde vceret pantssat til hans Farbroder, og straks Vsalgt det til sit Hofhold Hersra indløste han nu efterhaanden ved statskloge Pengeomsætninger og Laster saa vel som ved Retsforfølgelser og Trusler, flere dani satte Slotte og Provinser, medens han tillige samlede m Heer as tysle Lejetropper omkring sig, for ogsaa med Som det at kunne give fine Underhandlinger Veegi. Biskop Svend af Aarhus og Sii Andersen var hans vigtigste Raadgivere saa vel som Marsten Ridder Loken og den rü gensie Ridder Podebusch, der var bleven Høvedsmand paa lille Gurte oed Vordingborg, hvor han med sin Moder og stønne Sester opholdt sig. Den Asten, Fru Agnete var ført fangen til Jomsru iaaruet, var der ryktet en ny Trop tysie Soldryttere ind i Studen, og Borgerne saa med stor Forargelse og Harme, at disse Kongens Krigsmænd havde saaet der-es Sold be talt i Kirleklenodier, som Kongen i sin store Pcngetrang havde ladet udtage as Landets Kirker, og at nu disse frem mede Lejesvende, ligesom Gerts Røverbander tilforn, i raa Vildhed og Kaadhed drak deres Øl as de hellige Kirkekalke og migbrugte dem paa anden verdslig Maade ved Drik og Svir, under frcekte, ugudelige Sange. Denne Ryggesløs hed havde soraarsaget en næsten oprørst Tumult i St·aden, og Bistop Svend gil, heftig oprørt derover, ind til Kon gen i hans Lønlamm«er, medens Sti Andersen og Ridder Podebusch stod paa Højeloftstillien og talede hemmelig sammen. »Hast er i en hellig Nidkcerhed, den fromme Gut-s Mand!« — sagde Sti Andersen og trsak smilende paa Sluldrene. —- »Han forløber fig, skal J se; men det siader ikke. Hoad skal vi med den hellige Mand i vort Rand? Det er ikke Tider til at gore sig Skrupler over Smaating Mod min Husret vilde han ogsaia gøre Jndvendinger: men jeg ladet mig ikke holde sor Nar. Nu har vi hende da, Podebusch!« ,,Hvem? den dejlige Synderinde? er det muligt?« »Hun sidder i Jomfruta-arnet. Ellemose har holdt Ord. Men det nytter jer lun lidt; det teentte jeg nol. Hun hat hast Bryllup for sire Maaneder siden, og — nok sagti — lan den Omstaendighed iike slaa Band paa eders hede Elskov, maa vi se Tiden an. J har ærlig hjulpet mig til Statholderslabet, og jeg vil gerne holde mit Løfte. Qm Ægtestabet tan hæves, ved jeg dog ikle. J alt Fald — inden Aaret er omme er hun Enke. Det gør mig ondt for den arme chevel af Mand, men han har gjort os det for galt. Han vil snart løbe i Fcelden. —- Det trodsige Hoved har han forbrudt.« »Halt maa blive min, hvad det saa kostet-, paa enhver mulig Ma«ade!« — hvislede Podebusch iorig —- »en saadan Dejlighed er der ilke til i Verden. Men J lover saa ubes siemt. Sig mig dog ei, Hr. St-atholder! J har ladet jer sorlyde med, der tunde være Tvivl om eders lovlige Ret, som Fabel-, til at opsylde jert Løste. Hvo raader da i denne Sag mer, end J?« ,,Det vil jeg betro eder, naar Tid er — men tys!« wAllc Tilbagenumre af »Danskeren« med For tcrllingen »Prius Otto af Damnark« vil ikke kunne faus: Enkelte have-s. Bogen faus, naar færdig,i Omflag 80 Ets» indbundeu 81.20. Bestillingcr mod tages· H B. S. Jngenmnm Valdcmar Seien J Omslag 80 Ccntsk Jndbundcn 81.20. Erik Menveds Barndom »so-— vor-— Jndbunden 81.20. - s »,.« DANTSII LUIIH PUBL. HAND- Bla1k. Nebr