Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 5, 1902)
Fra Jede til Eis-nisten Erfaringser som Jøde og Kristen. Optscanedse af Jsak Natanael Sapira. Fra Svsenst. Haus«-) Under denne uiykkelige, mørke Sjcklekamp spurgte jeg mangen Gang med Saltnistem »Hvor skal jeg gaa hen fra bin Aand, og hvor sial jeg fly hien fra dit Ansigt?« CSalme 139). Det itod mig ilari, at om jeg døde i den Tilsiand, jeg var i for Øjebliklet, vilde jeg værc evig for tabt. At jeg var en Synder og havde fokbrudt mig mod Gubs hellige Lon, sagde min Samvittighsed og min dagligc Erfaring mig. Derfor trængte ogfaa bette alvorlige Hjer tespskgsmaal sig ind paa mig: ,,.varledes stulle mine Synder kunne blive forsonede?« Min Synd var sasa stor at jeg syntes, der ille sandte-Z noget Forsoningsoffer for den. Jeg sukkede: »Herre, hvorlænges Vil du evindelig glemme mig? Hvorlænge vil du stjule dit Ansigi for mig? Hvorlcenqe stal jeg være raadvild i min Sjæl og have Be drsvelse i mit Hierte om Bogen? Hvorlænge stal min Fjende ophøje fig over mig?« Medeas jeg fauler-es gik og ilagede i min Enfomhed og gennem min Samvittighed kendte Guds Vredesdomme, icenkte jeg: »Ak, om jeg kunde ellet vovede at betro nogei Menneste mit Hierfes Nod og fpsrge, hvorledes jeg kunde komme til Samvittighedsfred.« Men, hvot stulde jeg finde en saadan? Jeg tænkte fsrst paa at gaa til den jødifke Rabbinek og fpskge hom, om det et sandt, hvad Profeten - Esaias siget i 53. Kap» at Gud lagde alle vote Syndet Paa den af os saa · snge ventede Messias, paa hvilten de Kristne nu tro. Men jeg opgav strats denne Bessutning. Rab bineten vilde ille lckf je Vægt paa dette vigtige Spstgs maals Betydning, tun vise mig bott med Fotagt og nd iprede, at jeg tænkte at blive Kristen. Jeg sit verfor i Sinde at sage Oplysning i denne Sag ad anden Vej. Hi Fsrftc Ophold i Prosclyththjcmmct. Sonn jeg for har omtalt, dar der blandt Jnderne i Stockholm megen Tale om Pastor Lindstrøm og hanc Missionsvirksomlxd efter at han havde aabnet et Hjem for Jeder, som ønftede at faa Undervisning i Kristendom Hvad der tnnbe bevæge en Ktiftsen til saadanne Opofrelser, « var nldeless ufatteligt for Jederne, om det itte var for Pen geneg Styld. Derfor fortalte disse indbyrdes fom uigen tnldelig sandt, at Paftor Lindstrøm for hver Jede, han dnbte, fit 1lt,()l)()«.5itoner as ,,Fiirten«, hvokaf den døbte sit et Var hundrede. Altsaa ,,en udmærtet Forretning for Pastor Lindstrnm!« —---- sagde de, nanr de horte, at han havde dnbt en Inde. —- Jeq, fom nu havde andet at toente paa, troede lige faa lidt denne Historie fom de Fordomme, jeg før hat nævnt· Tvæktimod —- jeg ønssede at gnte Be tendtstab med den af Joderne ftygtede Priest. Men hock ledes dette stulde ste, vidste jeg ilte. Jeg dar bange for, at mine Forældre og Jeder-ne stulde faa noget at vide om, hvad der rørte scg i mig. — At bespge Paftor Lindftrøm var jeg imidlertid fast befluttet paa, innde jeg blot faa at vide, hvor hans Bolig var. Søge den i Adresfelalendeten faldt mig dog ilte ind. --- Til min store Gliede mødte jeg san en Dag, da jeg git i Byen, —- nedslaaet og betymret, Stolelckrer Donielgsom Det var, sont hnvde Gud sendt ham til mig paa min Vei. Jdet han hilfte mig med et hjerteligt »Guds Feed«, lang han Meile til, at jeg ilte var glad og It)llelig· — Jeg fulgtes med en Jnde og vodede itte sttnts at nabenbaee hatn mit Ønste, men saasnnrt jeg blev en-: ined Danielgsom degnndte vi at tale om Religion, og da di stulde stilles, kunde jeg itte holde mit Ønste til bage, jeg bad hnm vise mig, hvor Pastok Lindstrøm boede. Han blev meget glad over mit Forlangende og git med mig til hatn — Noget efter standsede vi foran et lille, for dringslnst Has, omgivet af en Hade, ringede paa Hoved dnren og blev luttet ind af en Poktnek med jødiste Anstths trcet. Vi var nu i det Hug, der tilsammen udgjotde Pa stor Lindfttsøms Bolig og Proselythjemmet, og faa »Die blitle estet ftod jeg fotan den faa meget omtalte Præstt Jeg følte mig lidt ængstelig til Mode, men da Daielsson havde fortalt, hvotfor jeg var kommen, tog Præsten tætlig min Haand og bød mig veltommen, og jeg var beroliget. Danielsson git fnatt, og vi talte saa sammen om Jodetnes aandetige Stilling, om deres Fremtidsudsigter og de pro fetiste Loster. Stønt det var førfte Gang i mit Liv, at jeg talte med n luthersl Prceft om min aandelige Tilstand, tunde jeg ille sijule noget for hacn og sit faadan en Tillid til hom, desto bedre lunde jeg aabne mit Hier-te for hom. Jeg fslte at han var den, som bedst forftod mig, ogi hvad jeg trcengte til, itte sanledes, at han var den, der tunde give mig Sam vittighedsfred og Syndernes Fotladelse, men den, fom tunde vise mig den rette Vej dertil. Jeg fortalte ham der for, at mit fetste, mit sidste og eneste Ønsle var at vide. hvad Profeten mener i Es. 58, S, naar han siger: »Hei-ten lod vore Misgekninger komme over ham,« og det siger han iyv hundtede Aar, ferend Kristus kom, som de Kristne tro, var det Guds Lam, der med sit Blod forsonede Berdens Synd —- altsaa ogsaa Jndernes Synd. —- Et Osser, som gcildek evig hos Gud. Hvorledes stulde jeg kunde tro, at det ogfaa gjaldt mig? Jeg pnstede at faia Oplysning her om, hviltet itte var let, der maa Overbevisning til for at tunne tro, vg den lan itte gisves i en tott Samtale, iseet til en Inde, han behsvet lang Tid for at tunne satte Guds egne Ord i deres simple og dybe Betydning. Af den Grund ttlbsd Pastor Lindstrom mig at forssge paa at hentse Er faring ved at flytte til Pwselythjemmet. Men jeg vidste paa Fothaand, at mine Foraldre snart vilde opspge mig og tvinge mtg til at foelade det, og bad dersor Post-in Lindftrsm sende mig bort en Tid til et Sted, hvor jeg kun de viere sitter. »Bei kan itte ste.« sagde Priestem ,,jeg vil itte stjule de Judex-, fom komme her for at faa Sandhedeni -at vide, Hjemmet et tun for sandhedsssgende Jeder, det «·- man staa aabent og væee ftit for enhvek, faa den« der vil bliv-e, kan, og den, der for Forceldre eller Slægtninge ikle tør bliva hat fuld Frihed lil al folge dem.« — Dette var ren Bested om Hjeknmets Forholbz jeg blev tvivlraadig. Tcrnk, om min-: Forældre og andre Jører lom og foranle rigede ubsehagelige Optrinl · Der rot altsaa ingen Udfigtcr for mig til at komme til et afsidzsliggende Sien, hvor jeg i al Ro og Stilhed kund-I ransage del gamle Testamente og lære del nye at ken de, og derfor bestemte jeg at flytte til Proselythjemmet, hvil kel stete i Begyndelfen af November 1879. — De første Tage anrendte jeg al min Tid Paa at lcese den hellige Strift, og da jeg havde g-ennemlæst Malthceus’ Evangelium, Var jeg fast ovekbevisl am, at Jesus Krislus ogsaa var min Frelser, en stcrbevisning, som bog tun var Kundskab. Det er nemlig muligt at tilegne scg en Kundstabstro paa Jesus, hvem han et, og hvad han hat gjort for Syndere, uden at Hiertet hat Gavn beruf; ja, man ksan af Henrykkelfe gloede sig med de glade og istemme detes Sang, medens Bebt-Dieler eftser Gut-, fom er Omsvendelse til Salighed, ikke sinke-z i Hjszrtet. Saaledes var del Tilfceldet med mig under mit første Ophold i Proselythjemmet, jeg sik mete No i min Siamvittighed og fang af Glæde5 men der sure-— gik ingen fuldstændig Sindsforsandring med mig, jeg ejede endnu kun en ydre Fromhed, aabenbatet i Fslelsen Min Frygt for, at mine Forældre vilde komme og op spge mig i Profelythjemmet, bettæftedes fnati. Den tredic Dag om Aftenen kom min Fader tilltge med to Jeder, der. vare berufede i den Hensigt at ftkæmme mig og formaa mig» til at tage hiern. Fader begyndte at stcelde mig nd og fagde.j «Hvilten Djævel hat fort dig til dette fotbandede HUSH Hat du intet andet Hus end denne elendige Hule?« —- Jegf fvarede rolig: »Der hat ingen anden chevel fort mig heth end den Mand, foni gao mig det nye Teftamente paa He-! braifk, og han er et Sendebud fra Gud. Og, hvad dettei Hus sangaar, tan det itte være et «forbandet Hug« eller en; »elendig Hul-e«, fasa laenge Guds Ord findes her og kan lce-; fes af enlyver, der vil. J dette Ord moder den Gud os, pao J hville oore Fabre, Abkaham, Jfal, Jakob, Moses, SamueL ; David og Profeterne ttoede og talte. Og alt, hvad Gut-i har talt gcnnem dem, er Sandhed.« ! Nasppe hiavde jeg udtalt dette, førend min Fader be gyndte at fkcelde mig endnn mere ud og forføgte at gribe mig med Magi. »Du behøver ikle at gøre dig nagen An ftrengelfe for at faa mig til at gaa hjem,« fagde jeg, »tl)i jeg vil af mig felv forlade dsctte Has, faa fnart jeg er kom men til Klarhed over, om Jesus-, den lorsfæftete, er den fande Messias eller itke.« E Medens min Fader og Jederne Vsedblev at udftaelde ok trnsede mig nssed tnnttedie Hasnder og med at hente Politiet, blev Paftot Lindftrøm laldt ind. Saafnart han kom, paa bød han Stich-ed Men min Fader begyndte i Stedet for at udftælde Paftor Lindftrøm og fagde: ,,Hvorledes hat De vovet at tage min Sen ind i dette forbandede HUS?« «ch hat itte taget Dereg Søn herind,« fvarede Præften, ,,han har felv bedet okn at maatte komme for at faa Lejligked iil at lasse Bibelen.« — Paftor Lindftrøm Vendte om imod mig og fourgte: »Herr jeg taget dig, eller er du kommen af dig felo?« —— Jeg fvarede fandfærdig. —- ,,Hører De,« fagde Jederne til min Faden — »hører De, han holder allerede med Prceften, faa nu er der lun ringe Haab om at faa harn til at forlade dette Hus.« —- Da det ikke lyktedes dem at faa mig til at lyoe paa Paftok Lindftrøm, troede de, at min Daab allerede var foreftaaende. —- Nu forlangte min Fadek af Paftor Lindftrøm, at han stulde udvife mig af Hjemmet, hvortil han fvarede: ,,J-eg vifer ingen ud, fom er komm-en for at føge Sandheden. Hjemmet er for fandhedsfsgende Jeder, og jeg lind-er enhver oprigtig Jøde hjertelig veltom men, han tan faa blioe eller gaa, fom han vil, han hat sin fulde Frihed. Jeg tvinger heller itke nagen Jøde til at lade; sig dabe. Han kan felv ranfage Strifterne, og kommer han« til Sandhedsertendelfe og felv fortanger den hellige DaabJ da gør jeg, fotn jeg vil.« — Denne Gang maatte min Feder og Joderne gaa med nforrettet Sag. Naefte Dag lom han igen tillige med min Moder og en Lhttcengde Jeder, fom stulde ftorme Profelythjemrnet og nnd Magt tage mig derfra. De sit imidlertid itke Lov til at lomme ind, tun mine Forceldre, fom opbød al deres Kunft og Snildhed for at overtale mig til at folge dem, og da dette var forgæves, vilde de tvinge mig. Men jeg var fast i min Beflutning at forblivie der, faa lcenge jeg behøvede. Min gamle Moder-, fom flere Gange braft i Graad, llagede oa jamrede, indtil hendes Krafter date udtømte, faldt tilsidft befvimet om paa Gulvei. »Na hat du taget Livet af din ftattels Moder, og du vil ogfaa fnart draebe din gamle Fabel-, derfom du ikte vil lyde mig!« raabte min Fader og grwd bitterlig. — Moder blev af Fader og nogle andre baaren ud i det fri, og det lykkedes dem fnart ved Gnidniu get at ltgnende at lalde hende til Bevidfthed. Da Paftor Lindftrom faa mine Forætdreö dybe Sorg og ifaet min Moders, raadede han mig til at folge hjem med dem, indtil Gud gav mig Lejlighed ttl ufokftyrret at tnnne fortfcette Undervisningen og tilføjede, at Hjemmet alttd ftod aabent for mig, naar fom helft jeg vilde og tunde komme igen. Altfaa lylledes det mine Forældre at faa mig til at forlade Proselythjemmet. Og det var med stor Glæde, at de traadte ind over deres eget Hjems Dørtærstel med mig. Der famledes en MEngdesJøder hos os, som forsøgte at overtale mig til ved Ed at love mine Forældre ikte oftere at gaa til Paftor Lindstrøm. Dette nægtede jeg bestemt og sagde: »Jeg maa derhen, om ikke i Dag, saa i Morgen, om itle i Aar, saa til næste Aar.« Jedetne bleve hos os til Kl. 1 om Ratten og fortalte Historier om, hville ulylkelige Folger det havde for Jøder at lade sig døbe. De vilde formaa mig til at drilke et For soningsbceger med min Fader og give det Løfte, aldrig mere at have med Pastor Lindstrøm at gere. — Jeg nægtede at modtage den elendige Drit, hvorfor en Jsde haardnallct forspgte at aabne mm Mund og hælde Brcendevinen i mig, hvilket bog mislylledes. En stor Guds Naade var det, ai jeg med min heftige Natur kunde forblive rsolig, angreben as saa mange, fom jeg var. Tidlig om Morgenen næste Dag gik min Fader Eil Jøderne for at raadflaa med dem om, hvorledes de stulde faia ,,i-se djædclsle Tanker« ud af mit Hoved —- De Polfke III-irr trci neinlig, at den Jøde, der lader sig døbe, er bescxi Of Titel-klein -s Da jeg vilde staa op, date mine Klædcc dorte. Moder oplyfle mig onl, at Fader havde laafet dem indse for derved at binde mig til Hjemmei. Ærgerligt var disk nl hjire i S-engsen, naar jeg viar rast og vel, og jeg op snaie nogle gamle Pjaller, som jeg tcg Paa, medens Fa dcr var hos Jøderne. Resultat-et af bang Sammenkomst nied dem dar for det første, at de vilde bekendtgøre i den alnkindelig bekendte Skandalea-vis, ,,Fcedrelsandet«, at Pa slmr Lindstrøm lokkcde jødiste Ynglinge fra Stockholms Gar-er til sit Hjem for at døbe dem og under falste Løftec lot-ers ,,at gøre dem alle til siore Hand-elsmaend« o. s. v. — Dei-es anden Foranstaltning var yderligere betænlelig. De dilde angive mig baade sorn Tyv og Løsgcenger for paa den Maade at faa mig udvist af Sverrig og overleveret i russiste Mnndigheders Hemden Antlagen blev bevidnet af faler . Vidner og lød paa, at jeg hadde bestjaialet en rig Jødefamilie i Polen for Solvtsj til en Værdi af 500 Kronen Om Aftenen samme Dag lom to Opdagelsesbetjente, fulgt af en ,,Jødedegn«, som stulde vcere Toll for dem. —- Jøderne havde indbildt dem, at jeg nylig var kommen fre Polen og ikte endnu forsiod Svenst. — Da jeg, som ikke vid-; ste deite, horte, at Jsden siulde være Toll imellem os, sdarede jeg pasa Svenfl, at jeg havde været i Sverrig i 9 Aar, var indklsreven til Stat i Stockholm i 1873 og forlangte at vide, hvad de vilde mig. Den ene tog da Stcevningen frem og læste den op, og tilspjede begge, at de hadde Ordre til at atrestere mig og sende mig under Opfyn til Polen. »Men,« foarede jeg frimodig, »Ankl-agen er grund falsi, og jeg lan bevife, at jeg ille er refft fra Polen som Tod« samt at jeg hat vceret statstyldig her i 7 Aar.« De mærlsede, at jeg ille var let at stwemme ogs begyndte at tiltale mig anderledes: »Hvorfor,« sagde de, ,,vil De be rede Deres gamle Fotældre saa stor en Sorg at forlade deres Tro sog blive en lrisien Pietist.« »Jeg er,« svarede jeg. ,,i Folge Loven saa gammel, at jeg er bereitiget til sel at bestemme, hvillen Religion jeg Oil tilhøre, og det er stcens digl af eder, som ere Kristne, at bespotte edets Religion for Jøderncs Slyld.« Da Politibetjentene med Magt vilde føre mig til Po litiftationen for at fcengsle mig, som de sagde, indtil Sagen bliev nøje undersøgt, gav jeg efter lidt efter lidt, modløs og nedflaaet, fom jeg var bleven. Som Folge heraf sonderred de Anklagen lige for mine -Øjne. — Hele denne For-an staltning var kun for at gøte mig bange, men det vidste jeg ille den Gang. Jeg bar nu atter hos mine Foraeldre og begyndte at reife ud Paa Landet mied min Fader med Handelsvarer. — Tiden til at blive løst fra Syndens Byrde og Magt bar endnu ikke kommen; et helt Aar stulde jeg atter forøde i Syndens Tjeneste. Satan er stcerk og siipper ikke sit Bytte saa let. Efter at jeg hnbde fotladt Profelytl)jetmnr«t, følte jeg mia ulykkeligere end nogen Sind-e, skønt Satans Jndsky delser og Verdenslivets Berusnings- og Tryllekraft for søgte at døbe Urer i min SjæL — Verdens Fotlystelser kund-e dog ikke erstatte Kærligheden og Faden Mudret Band kan ikke bederkbæge den westng Denne Sandhed erkendes klart og tydelig, og alligebel maatte Herren ofte fnraceves rasabe: ,,Thi tbende onde Ting hat mit Folk ajokt: mig, den lebende Vandkilde, habe de forladt for at hugge sig Brønde, rebnede Brande, fom ikke kunde holde Band« (Jer. 2. 18). — Saaledes var det ogfaa med mig, indtil Gut-, den almcegtige, evige Fader, med sin guddomm:-« lige Kcetligheds- og Naadeskraft førte mig til den lebende Sundhedskilde, som han har lovet hbs Profetem »Paa den Dag stal der boere en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Jndbyggere mod Synd og imod Urenhed« (S-atr. 13, 1). — Saal-enge jeg endnu ikke havde smagt, lwor listig Herren er, nøjedes jeg med Bærme, skønt jeg den Gang ofte snskede at jeg maatte blibe frigjort fra Syndens Laenler og fra den Tbang, fom Jødedommens Lobe og Mennestebud paalagde mig. Hborledeå Befrielsen stulde ste, kunde jeg ikke forstaa; under de Fothbld, jeg lebede, bat den mennestelig talt umulig. Men, skønt den ikke kunde ske nu, bidste Herren baade Sted og Tid for den. ,,Mine Tanker ere ikke eders Tanker, og mine Veje ere ikke eders Vieje, siger Herren.« ,,Thi hbilke han forud kendte, dem bar han og forud bestikket til at borde dannede eftser hang Søns Billede, baa det han stulde bære den førstefødte af« mange Brødrex og dem han forud besiikkede, dem habet han Ha kaldet« (Rom. 8, 29. 30). Y· Andet Opljold iPtosclytljiemmet Gud vil ikle en Synders Død, men at han flal om Vende fig, og han rydder enhver Hindring for Frelfe af Vejen —- Min Fader, som var saa mcegtig en Hindring fsor mig, lom undertiden i økonomiste Vanskeligheder, forlod i Sommeren 1880 Sverrig og reist-e til Amerika for muligen at faa del bedre der. Nu kund-e jeg altfasa blive Kristenl Dette er dog leitete sagt end gjort især for en Jede, fom fra Bat-n er opdraget i den nuværende Jødedon1, der er lige modsai Krisiendotn Hat man fra Barn leert i Barndomss hjemmet at bespotte og fotbande Jesus Kriftus og dem, som tro paa ham, gaar det ilke saa let at kunne lide Forhsaanelse og forfnge for hans Navns Slyld. — Derfor flal en Je des Overgang til Kristendommen være Hjerteis Oberbe visning gennem den hellige Skrift om den korsfcestede og opstandne Kristus sont hans Yppersteprceft, hans For-fo ningsoffer, hans Kotige, hans Frelser, hans Trost, Glcede, Haab, Frev, hians alt: »Over alle Ting højlove Guds i al Evighed.« — En Jede, som vil blive Kristen, som ilke tror, hvad som hellt eller hvem som helft, Guds Aand maa i de hellige Striftet overbevise ham om, hvem Jesus er, og hvad det Forsoningsoffer, han bar paa Korset, gcelder hos Gud. Den 6. November 1880 fit jeg paa ny Tilladelse af Pastor Lindstrsm til at flytte til Profelythjemmet og fort scette Undewisningen i Kristendom Paftvr Lindstrøm havde bestemte Forsirifter, fom Hjemmets Jøder stulde fxslge Man fik ikte Lov til at enge eller smage stærke Dritte, maatte møde præcis til Morgen- og Aftenbøn og til Maul tiderne, samt være hjemme sørend Kl. 10 om Aftenen. Enhrcr Jøde maatte under Opholdet i Hjemmet lcere et Haandonsrh om han ikke kunde et saadant, sor at han lunde erncrre sig vcd sine egne Hænders Arbejde. Undervisnings sag-me dare: Det gamle og nye Testiamente, Kitkehistorie, Erweika Regning og Skrivning. J den sørste Tid, jeg var under Guds Ords Ind ftydelse, blev jeg saa stcertt paavirket, at jeg for hver Dag sølte mig uroligere og ulykkeligere, jeg fslte i min Samvit tighed sen Dom, der var tungere end Mennesters, Guds Vredes Dom over Synden. Jeg blev ængstelig, naar den ene Synd efter den andsen oprulledes for mit indre Øje, Snnd baiadie i Tanke og Ord. Og jeg spurgte: hvorledes skal jeg kunne sorsvare mig over for en ssaa hellig og retsær dig Gud, som ikke tilbagekalder noget as sin heilige Lon, som han har gidet Menneskene, for at de skulle holde den. — Jeg stod som en dødsdømt Forbryder. — Med Forfær delse saa jeg tilbage paa hele mit syndige Liv, et Liv paa omtrent 30 Aar, sorspildt i Syndens, Satans og Selv retfcerdighedens sorfængelige Tjeneste. Herrens Ord stod tydelig for mig: »Den Sjæl, som synder, den stal ds« (Ez. 18, 20). »H-vo sont ille trot, er allerede demt, sordi han ikle hat troet paa Guds enbaarne Søns Nahm og Gudz Brede bliver over ham« (Joh. 3, 18, 36). Et tæt Mørle omtasagede min Sjcel. Den himmelske Røst lød rigtignok til mig: »Se paa Guds Lam« Jesus Kristus, sont hat forsonet ogsaa dine Synder med sit Blod,« men saa kam en sanden Rest, som sagde: »Tag ikke Sagen saa let og sac hurtig!« Denne Røst Var Satans, sorn nødig vilde slippe sit Bytte. En anden Gang sagde den til mig: »Den For soning, som Jesus Kristus har udført for Gud, et for gam mel, Gud forlanger, at du stal give dit Liv for din Synd.« —- Jeg bad inderlig til Gud, at han vilde asabenbare for mig, om Jesus Kristus ogsasa haivde forsonet min Synd; men der sorle mange Dagse og Uger, inden jeg blev bein høri. Jeg maatte udstaa mange Kampe og megen Strid, den ene stcerkere end den and-en, uden at vide, hvad der stulde sejre i mig. Desvcerre stod jeg endnu selv paia den ondes Side. J Begyndelsen as Februar 1881 sik jeg den Jndstty delse: ,,Skal du nagen Sinde blive fand lykkelig, maa du korsscestes og dø ligesom Kristus selv, saa vil du faa Frev, Glæde og Salighed.« Sasadanne uhyggielige Selvs mordstank-er, at dø som Msartyr, omgikkes jeg med i fjor ten Dage. Saa sendte den almægtige evige Gud, som ikke vilde overgive mig i chevelens Magt, Hjælp. (Fortscettes.) Egert. Af J. M. Hansen. En ftor Eg blev fceldet. Dei rungede i Skovem da Traset faldt. Da den nederfte Del af den tykke Stamme blev tløvset, fandt man dybt inde i Traeet ved Mart-en en ruften Jernnaale, som var sovergroet af 29 Aarringe. Trceets aar liae Saftløb havde ført Rustfarven fra Naglen saaledes med baade opad og nedad, at et Stykke af Egsen psaa 5 Tom Iners Gennemsnit og næften 4 Fods Længde var fiarvet gan ske mørkt af Rusten. Synden er som Nagler, der -ere slaasede ned i vor Na tur; ved Helliggørelfen blive disse Nagler udsdragne for tnedelst den Helligaands Kraft og Naade i Guds troende Børn. Men dsen hellige Skrift leerer os, at Guds Aands helliggørende Gerning kan finde Modstand; ligesom de hel liae kunne give Plads for den Helligaand til at uddrage Syndens rustne Søm af Hjerie og Liv, saaledes kunne de ogsaa hindre ham i dette Arbejde. Et Guds Barn lan dæl te over sog kcele for en eller and-en Synd, sen eller anden gammel Vane, det vcere sig Getrighed, Arrigfkab, Uredelig hed, Vredse, Urenhed, Dovenstab, Utaalmodighed, Drikkeri, Verdslighed o. l., og naar en Synd staanes og knæsættes, bliver den til en Skødefynd og svil da som en rusten Jeru nagle farve og stamskeende Guds Barnets Liv, afkrceftse detZ Jndslydelfe og Vidnesbyrd, frarøve Hjertet Freden og for hindre Troslivets Vcekst i Herrens Nasade og Kundstab. Ak, hvor sørgeligU Lad os dog ikle være som de haar de Halse i Israel, der modstod den Helligaand, ligsesotn der-es Fædre havde gjort; men lad os gisve Aanden uhindrec Adgang til at trcekke alle Syndens rustne Søm ud af vort Hierte og Liv. Guds saliggørende Naade er a«abenbaret, for at den skal opdrage os til at leve tugtigt, retfærdigt ogs gudeligt i denne Verden; Guds Aand vil rense og heilig gøre os. · En anden alvorlig Sag maa vi betcenke. Tet fynes gansie vist, som om det rustne Søm ingen Jndflydelse hasvde paa Eaem deng Liv var itte truet der-af. Men i Sandhedi Syndens ruftne Jernnagler, ja selv om det blot er en enefte Snnd, en eneste N-agle, ssom faar Lov til at sidde, faar Lob til at raade i et troende Menneskes Hierte og Liv, vil bringe Død og Fortabelse. »er eneite Synd, som et Gudö Born bestaar, er Begyndelfen til det ftore Ftafald,« har en Guds Mund sagt. En herstende Synd vil ruste Trer ud af Hier tset, og naar Troen er dorte, saa er Livsforbindelsen med Frselseren og borte, og det sidste er blesvet vcerre med et swa dant Menneske end det første. Lad derfor hver Nagle blitze trulken ud, ,,det koste i dit Sind ihvad det vil for Smerte." Bedre at have Smerte her, der kan læges ved Guds Naade, end at ende i Helvedes Smette, hvor der ingen Naade mete ? er at sinde. David bedien ,,Herre, tag ikke din Helligsaand fra mig!« Han havde set, hvotledes det gik med Kong Saul; han var ulydig mod Herren og modftod Guds Aand, og da veg Aand-en fra ham, og en ond Aand forfærdede ham. Saul havdie før vceret iblandt Profeterne; nu kom han mellem de frafialdne, fordi han bedrøvede Guds gode Aand. Lah os vaage og bede og med Alvor tsage Kampen vp mod hver eneste Synd, at itke nogen af os stal ende som en fra falden. En Trinke, som i Die-riet kom, Og som man lidt lob made-, Hat iaa tidt gjort Sjcelcn tom For Gnds lade Rande-. —»-—-—---—«q.-—-- .... .»