Itins Ltiotaf W
og hang- Hatntid.
Htstottst Roman
, as
Bernhard Sercrin Jngemann.
Auch Del.
(Fortfat.)
»Han hat gjott sit bedste — det bar Synd at nægte
ham det!« — mumlede Volle· —- ,,Jseg stod stiv og stutn
sot hom, som en Mut, og vilde ille lade mig tolle et Haus
bted af al hans Kristendom, og da han endelig tog Ne
vetne til Hjælp, bat jeg i Lag med at tage igen, sont jeg
plejet; men aldrig hat jeg kendt Mage til Karl —- ttyl
tede han mig ille i Knæ med et eneste Tag, saa han ncer
havde knust alle Benene i mig, og saa rystede han mig i sin
hellige Jvet, saa det lnagsede i alle mine Ledemod. Bilde
jeg itle lade Sjcelen tyste ud as min sslle Ktop vg- fate til
Helvede sttals, som han svot paa, maatte jeg ltybe til Kor
set fot den sorsattdelige Bisp — og saa sotbandede jeg
Gsnduls Aandet med alt Hedenstab Otd sot Ord, ligesotn
stætle Mestet Jakob forlangte det.«
»Men naat et alt det stet, Volle! du var jo itte langer
Tid hos Bispen i Botgestuen, end jeg behsvede til at sadle
min Heft.«
»Længet Tid brngte han heller ille baade til at ow
vende og døbe mig« — mumlede Volle. — »Det gil rast
not, og det var til stot Andagt sor alle Huölatlene. Men
Hastvcerl et Lastdcttl!« — tilfsjede han halvt sagte —
»hvot godt det blev gjott, vil jeg selv se, for jeg ttor det.'"
»Men bat du da vitkelig aldrig lristendsbt spri
Volle!« — spurgte Svend Trost. — »Du hat dog sagt mig
en Gang, du ttoede det.«
»Den Gang litj jeg, som en Hedning, herre! siden jeg
nu et bleven en Kristen, vil jeg stge jet Sandhed Jngen
af min Slægt et holdt over Daub, og di hat aldtig ttoet
paa andre Gudet og Helgene, end de brave Gsnduls Ran
der, som jeg nu stammelig hat bandet og gjort mig til Ubert
ner. Nu vil jeg se, hvad der et ved jetes Ftue og alle Hel
gen, og om et saadant sint Stylle Jotnstu hat den Magt,
Bispen siger. Hjcelper hun mig nu ikle helslindet gennem
Betden, saat jeg hjeelpe mig selb, og det bliver sagtens Me
ningen. Den helligste Jotnstu kan vel snarete ttcenge til
Katlehjælp, end hun stulde tage sig af en lang LsmmeL
som mig; dettil et jeg ogsaa for sott —- hos Kvindsolk hat
jeg aldtig gjott Lylle.«
,,Nej, Volle, omvendt hat Bispen dig ille, hvor veeldigl
hcn saa hat tystet din Krop; det mætler jeg nol« — sagde
Sdend Trost. — »Men bis dig nu som en gsod Kristen i
Getningen og udspejd Lejligheden i Klostetetl Den Dag i
Morgen stal asgsste min Slcebne.«
«Det er, til bis-se, en from Gerning, J hat sor, uns-Je
Her-tel« —- mumlede Volle og trat paa Sluldtene. — »Fau:
stretke Mester Jakob jer fat, bil han not leere jet det. Dog
det maa J selv oml Bedstemodets Urt svatet jeg for. Der
hat i den!" Detpaa mumlede han noget ved sig selv og
vakte Svend Trost en lille grsn Flaske. »Hm-de jeg tun
ikke bandet thduls Aandet, slulde alt gaa godt. Bed nu
J den hellige Jomsru staa sos bi! Jeg et lidt fremmed
endnu i hendes Tjeneste.« Derpaa sporede han sin Hest og
ted sotud.
Trettendc Kapitel
Ø-Kloster, den nuvcetende Hettegaard Oxholtn, laa
enligt Paa den lille Ø i Limfjokden, der laldtes Øland, men
som nu ved Demninget og Sluser er landfast med Wend
sysseL Det var et rigt og anseligt Kloster for Nonner af
Benediktinet-Ordenen og stod under Kronens sækdeles Be
skyttelsr. Det bestyredes af en gammel, streng Priorindc,
der havde den kncegtige Prior Andreas Petri til Medhjæl
per. Prioren selv bespgte tun saf og til de fromme Sssiee,
iom deres Skriftefader; men siden Klosteret i Getts lov
lsse Tid var bleven plyndret og ncesten afbrændt af de
tjjleslnse Krigsfolk, bleo dei nu paa Kronen-Z Bekosining
omhyggeligt bevogtet af en Klostervagt, der opholdt sig 1
Fisierhufene ved Fjotden, hvor de tillige qjorde Tienefte
fom Fifkere og passede Klostetets rige Aalegaarde.
Julemorgen saas den sorte Svend blandt de festlig
pyntede Landfolk fta Kosten om Limfjorden, forn i en sto:
Mengde Baade var lomne til Øland, for at here Prior
Andreas holde Fromesse i Klosterkiklen, hvot Nonnetne,
uset af Menigheden, var til Stede paa et tildællet Pult-i
tnr vg fotfdsnnede Gudstjenesten ved detes gndelige Sang.
Saasnart Meser var ude, forlod den sorte Svend Kirlen
os gao sig i Saal med Klostetvagten, hvorpaa han atter
fejlede dort fta Den med de fremmede Kirlegængete.
Lied Hsjmeösen var Kloster-litten sont siedvanlig, be
ssgt af Egan fornemfte herstabey og da der om Aftenen
tingedes til Ave, landede Svend Just paa Øland og steg
i st- W Riddetdtagt i Land med est Fjlge af otbe
Stude, nnd-en- den sotte Svend og to Mund blev tilbage
ved Baaden. Klostervagtem der stod, tolv Mand stets,
ved Kiriepotiem gjorde cerbsdig Pladö for den fornemme
Heere og hans Ftlse. J Baabenhuset satte Svend Trsft
hemmelig den lille, grjnne Flaste for Munden og ttmte den
rast ud i et Dragt.
Da Spend Tvtst traadte ind i Klostettitlem tonede
Nonne-net dejlige Stemnier fra det lukte Pulpitur. J den
Mike af dem alle genlendte han Jomfru Agnetes heu
tivmde Stumm faaledes som den endnu klang ham i
Sislen fna de glade Juletidet paa Bjtrnzholnh nasar Agne
tes klare Barmstemme gennetntonede Kapellet med Entgle
Vudstabet om Fulsereni Ftdseh medens han selo blandede
sin M med de rette Batneftemmer og fyntes at se himlen
nahen og Guds Engle fate ned til Hyrderne med det stote
Wllum. Stint-ringen om hin fromme, ustyldige
sattde trengte stg med disse Toner med bebrejdende
« M til W Industr, og den Oensigt, hvori han nu kna
lede i en triften Kirte paa den højhellige Julefeft, foretvm
ham i dette Øjseblik faa vanhellig, at han gyfte for sig selv
og syntes fotkoglet af onde Aandek. De fromme Tone-r
vedblev; nien de blev nu til Dødens og Fordsmmelfens
Varseltoner i hans ængftede Sjcel Han blev blegere og
blcgere Kirlen lob rundt for hans svimle Blit, og dei
var hum, som Altertavlen og alle de hellige Billedet vendtex
sig. Han syiites, han var hin frække Havniand der vil.de
røve den uslyldige Agnete, og at han fra en kriften Niv
der var fowandlet til et ugudeligt Uhnke. Den tolde Svedz
sprang fra haan Bande; han for op og Vilde styrte ud af
Kirten; men det var for sildigt. Den Dvaledrik, han i
Folge fm listige Plan havde udtsmt, for fom stindød at
blive bragt ind i Klosteret, tunde i hans spendie, utolige
Stemning ilke virke inddyssende, men tvalte ham fom en
drehende Gift. »Jeg dir-! —- raabte han og svimslede —
,,kald Prioren! jeg vil strifte min ftore Synd!« Men hans
Svende, der var undertettede om hans Plan, tkoede, det
var List og Forftillelsez de fmilede hemmelig under Stint
iappetne, medens de med tilfyneladende Uro vg Angeft kom
deres Heere til Hjælp. Den fremmede Riddets Udtaab og
betcentelige Tilftand vakte ftor Optncetkfomhed i Kloster
tirten. Sangen ophørte fta Pulpitutet, og Nonnerne kigede
nysgerrig ud gennem SprinlelvætkeL Ei dcempet Sirig
hprtes iblandt dem tilligemed Priorindenö strenge Stemme,
der befalede dem at gaa til deres Cellu. Privren fotlod
Hsjaltetet og traadte ned i Kitlegangen til den ftetnmede
Ridder, der virkelig saa nd som en dsendr.
»Mig ster min Ret!« —- ftammede Svend Trsfi med
stedfe fvagere Sternme, idet han fvldede fine beendet mod sit
Btyst og fant paa Knce i Priotenö Arme — »det et den
retfcerdige Guds Dom —- det et min egen Fotnmstelse og
Ugudelighed, der volder min Dsd —- hsrl het! — Englen
kalder mig til Dsden og Dommen. — —- Jeg giver alt mit
Gods til Ø-Kloster — her vil jeg begraves — bedet for
min Sjæl!« Med disfe afbtudte Udtaab sank han uden
Livstegn for Priokens Fødder, og nu begyndte fsrft band
Svende at finde Sagen helt betcentelig og tvivle paa, at
dette iunde være List og Forftillelfe. De havde ham alle
hiertelig tær; deteö deltagende Sorg blev nu fand og viele
lig. J
Hos den unge, blege Ridder var der intet Ser til
Liv. Han laa vludselig som et Lig, udstratt paa Kitte
gulvet, og alle Forspg paa at bringe hani til Live var frag
teslsse Priorcn ertyndigede sig om hans Navn og Stand,
og da han horte, han desad Formue og betydeligt Goch,
tog han hsjtidelig de fremmede Svende og alle tilstedevæ
rende til Bidner paa den afdsdes sidste Ord, hvorester han
stulde begraves her, hvor han var ded, og alt hans Gods
tilsalde Klosterei. Paa Priorens Befaling blev der hentet
en Ligbaare sra Vaabenhuset; derpaa blev den døde Rid
der lagt midt i Kirlegangen For Lagen og Volslys, sor
Sjælemesser og Vigilier lovede den gejstlige Herke at sprge,i
og da ingen længer tvivlede paa, at den unge, smutke
Herre jo havde opgivet Aanden, bsd Prioren alle forlade
Klostertirlen. Derpaa lod han Kirtedøren lutte og sorlods
selv tilsidst den øde Kirte gennem Jndgangen til Klosteret,J
sorn han selv luttede ester fig. i
Denne usædvanlige Begivenbed badde sat alle de del-i
tagende unge Nonner i saa stor Bevægelse, at den strenge(
Priorinde hats-de Moje med at dringe den sædvanlige Ro-’
lighed og Orden.tilbaae. Alle vilde de se den unge Rid-z
ders Lig og tcende Lysene ved hans Baare. Hvem han varJ
og hvad det var sor en stor Synd og Ugudelighed, han havde
anklaget sig for i sin Dødsstnnd, var de meget begærlige
ester at ersare. Da Print-en en Time efter traadte ind i
Refettoriet, hvor de alle var samlede, plagede de fromme
SIstre ham med iusinde Spsrgsrnaah som han tilsidst med
alvorlig Strenghed frabad sig, medens han med Priorin
den astalte alt, hvad der nu maatte soretages, sor at sitte
Kloster-et den betydelige Sjælegave, og hvorledes man ved
denne uscedvanlige Lejlighed havde at sorholde fig.
De indviede Nonner sad ved Bordet i deres sorte Ot
densdragt, med det Erbare Hoved-Overslag as svtt Linned,
og lyttede nysgerrig til Priorens og Priorindens Samtalr.
Men tnidt ihlandt dem sad en Novitse i en hvid,"verdslig
Kjortel; hun var overordentlig dejlig, men dsdbleg, og hun
sad som et Marmorbillede ved Botdet med en tilbagetrængt
Taarestrøm i de stille, msrteblaa Øjnr. Det var Jonisru
Agnete sra Bjsrnsholm, som om otte Dage siulde være
Ridder Podebusch’s Brud og nu havde set og lendt stn umk
lelige Barndomsvens døende Stikkelse i Klostertitlem Hun
horte intet as hvad der hlev talt, sprend alle de indviede
Nonner havde sorladt Reseltotiet og Priorindens strenge
Rost lød starpt befalende i hendes Gren: »hent Liglagnetne
til vor døde Gest, Jamka Agnete! Maaste lan J saa met
Lyst til at opsylde eders Pligter og til at adlyde edets st.
Faders Villie, naat J en Gang ser Dsden under Øjne.
Jeg er ted as edets Griller og haardnattethed Det er dog
itte sor Guds Styld, J hader den hellige Ægtestandi men
fordi J er et egensindigt Verdensharn Det kan vare edei
gavnligt at medtage et alvorligt: »Mein-nie merkt-) naar
J nu snakt stal ombhtte dette Fromhedeng og Uslhldighe
)dens Ashl med den sorscengelige Verden. J sial tande Ly
sene ved den dtde Widders Baarei«
»Foe den dsde srhgter jeg ikke, fromme Priorinde!« —
svarede Agnete og sor hastig op Ined et sjeblitleligt Udtrhk
sas smertelig Gliede, idet den lange tilhagetrængte Innre
scstrtni styrtede ud over hendes blege Kinder. — «Stod det
ftil ung, stulde jeg selv begravei i Dsslpstrr —- og ligesaa
F snart sotn den stemnIede Mit-den«
; ,,Det mener dn itte med, Barnl —- svakede Priorim
»den, —- »dine Taarer stusse mig itkr. Jeg sendet not den
lunesulde Ungdomt ds vil de unge Piger Mass, naar de
’itke kan saa den Brut-gern de helst vil have; men de sinkst
jtes dog heller med Brudetronen, end med Dtdninglransen
eller det sorte Hovedliir. Eiter hvad din Fader har meldt
imig hat du i din Batndotn halvt om halvt leget Festems
nied en ung, sorvildet Bahnen hvis Navn han ej engang
lvilde nævne; men han hat hedet mig sige dig, at hin unge
iFusentasi, der hat sat dig de ulhdige Griller i vaedet, nn
et stedlss og kan vente at djmmes fra Livet, sotn Parti
gaenger og Folleoprtven Nun sdin Lydighed mod Kvngenz
og din Fadeeö Villie tan maaste sormilde det unge Meissne
stes Stehne.« (
«hans Stæhne raader ingen fort-ist Konge for-« .
’) Dust paa Boden.
fagde Agnete bestemt— »og min Vtllie stal intet Mennefle
bøje Bil man bruge Magi, stal man tun flcebe mkg Af
fjcelet til Brudeskamlen. Jeg giftek mig nu aldrig. Jeg
vil dø i et Kloster-, helft i dette, hvis det maatte forundes
mig. Bær faa streng, fom J vil, fromme Frue! paaleeg
mig alle de Bodsøvelfer, J tan optcenteI Lad mig fastk
iog gaa barfodet i Frost og Sne! Lad mig vaage over Lig
og hndnette mig med Poenitetsfoobeni —- men udftod mig
itte af disfe hellige Mute! Alt mit Mødrenegods vil jeg
Egive til ederg Kloster — und mig tun her en Grav!«
,,Et forunderligt Sind, Fader Prior! en højft befyn
tderlig Fronihed!« —- fagde Priorinden til fin gejftlige
Randgiver og traadte til Side med ham — »faa bestemt
har hun endnu aldrig ytret fig. Klosterets Velfærd gør
os det nu til Pligt at underftøtte hendeg fromme Begckring
og udrive hendes Sjæl fra den forfængelige Bei-dem de
og mægtige vil fsre hende tilbage til. Bilde J paa
i
tage eder at tale den fromme Novitfes Sag for Kongen og
hendes Freuder og foreftille dem, at de vil drcebe et Men
neste eller bersve Himlen en Sjæl ved at modfætte fig heu
des gudelige Ønste« —
,,Det er min Pligt faa vel mod den betrængte Ustyls
dighed, fom mod eder, Ftn Priorindet og denne gudelige
Stiftelfe« —- hviftede Prioren med et liftigt Smil. — «JES
drager i denne Time her fra, og nu i et dobbelt Velfærdss
Anliggende for Ø-Klofter. Besprg imidlertid den frem
mede Ridders Jordefcetd efter vor Aftalel han var en
Fremde, sotn vi nu vide, af den forvovne Riddet Ebbefen;
hans Gods tnnde let bltve inddraget under Kronen. Nu
haabek jeg at frelfe det til gudeligt Brng og —- til vor Ad
miniftration. Fred være med eder!'·
Derpaa forlod Prioren Refettoriet, og Priorindin
henvendte fig nu sckrdeles mild og deltagende til den ulyb
telige Pige, der ftod henfunten i sin grcrnfelsfe Sorg og
ftirrede paa den hellige Benedikts Billede over Kaminen,
inedens den hele Verden bortfmeltede for yendes Blit.
»Wer tr-stig, mit fromme Barn!« — fagde Prior
inden og tlappede hende med den tsrre Haand paa Kinden.
— »Jeg ser, vor hellige Ordenö Patron har vidunderlig
draget dit Sind og Vierte til fig. Med hans Forbsn hos
de himmelste Magter og den værdige Priors Befircebelfer
hos denne Verdens heitrer, haaber jeg, det stal lytles os at
beholde dig her hos os og befri dig fra den verdslige og
tpdelige Forbindelse, der er dit gudelige Sind faa forhadt.
Du stal itte blive ftrengt behandlet. Jeg fritager dig ogfaa
for Ligvagten i Nat. Ret betæntt, sommer det sig ej en
gang for en tilkommende szter of vor hellige Orden.
Selv en dad, ung Ridder tan endnu besidde et Slags stuf
fende Skønhed, fom tunde vcere det unge, ubevogtede Hierte
farlig. Jeg vil lade Klostervagten mage hos Liget."
»Nej, nei, Fru Priorinde!" — udbrød Agnete heftig
— ,,jeg vil fe den døde — jeg vil tænde Lyfene ved haus
Baare —- jeg vil vaage over hans Ligt Døden — tun DI
den vil jeg have for Ofe!« — tilfojede hun befindigere. —
»Stal jeg blive hos eder, maa J ikte ncegte mig denne min
eneste Trost!«
»Det ncrrer tun din Tnngsindighed, mit tcrre Barnl
og tan stade din Helbred. Ratten er intet Menneftes Ven;
og vaage en kold Julenat over Lig i den øde Ritte; vilde ji«-g
ej engang for Alvor paalcrgge den størfte Synderinde. Jeg
vilde ded den Teufel lun bedoege dig til Lydighed mod dine
verdslige Foresatte. Men nu, da du faa bestemt har last-It
dig i den hellige Beneditts og vor Frelfers Arme, har du
ingen tødelige Forefatte i Verden. Selv din Ulydighed mod
Kongen og din Fader er en from Standhaftighed og en
hsjft prifelig Lydighed mod din tiltommende himmelfte
Brudgom, hoorfor jeg ingen Straf eller Bod kan paalcegge
dig.«
»Men jeg udbeder mig denne Vaagenat, som en Rande.
tedle Fru Priorindel som en Barmhjertighed mod en umkle
lig, der intet andet Haab hat i Verden, end Graveu, og
intet tcekere Billede at feste sit Øje paa, end den døde" —
,,Nu bel, saa vil jeg folge din tungsindige Grille, mit
Bam!« — sagde Priorinden eftetgivende —- ,,du slal se,
jeg intet Ønfle vil nægte dig, selv ej det urimeligste, naat
du vil vccte standhaftig i din fromme Beflutning og blive
en Søster i vor stille Ttsstens Bolig, Gal med Gud da!
bred Vorlagenet over Liget! tænd Lysene ved den frem
medes Boote! Men lom saa tilbage og gal til No! Lad
tun Synet af Dødeligheden og Fotgcengeligheden af alt jor
disk bestyrie dit gudelige Fotfcet!« Derpaa tog Priorinden
hende ved Haanden, vg de fotlode begge Refettoriet.
Hin giftlignende Drit, der havde bragt Svend Trost
i den Tilitand, hvoti han befandt fig, var ingen sædvanlig
Dvaledril, men ei højst fatligt, alle Livgtrcefter lammende
Bedøvelsesmiddeh der i Forbindelse nied en heftig Sinds
bevcegelse lettelig lunde frembringe Dsdem Under satt-dan
lige Betingelset var dens Virlning dog ligesaa lorivarende,
som voldsorm En Time efter at Prioten havde forladt
Svend Trost, som dad, i den tillulie Kitte, lotn dei stand
iede Blod i den stindsdes Hierie attet i Bevægelse; hanc
Øjne aabnede sig· og han stitxede ud i den sde Kitte, som
et svagt Maanestin vplyfte, dog uden endnu at iunne rejse
sig fta Ligbaaren. han var stiv og gennemisnet af Frost
iuldenz ist-It efferhaanden iom han til dunkel Bevidfihed
vkn hvor han vat og hvad det var handei. Endnu lag han
ubeveegelig paa Ligbaaren og stittede hen for sig i den
dunlle Klostetlirir. Alle Foreftillinget ein vet fotbigangne
og nætvætende svsmmede i ubesteente Taasestillelser for
han- Sch Det fovelotn hanc sont san var dsd, nven at
hans Sjæl dog endnu var feengslet til det dpde Legeme og
iile tunde fotlade det, fsr han vidsie, vtn den stsnne Agnete
havde elstet ham i denne Betden og stulde fotenes med ham
en Gang i Aandernes Rigr. Medens han laa i denne halvs
bevidste Mellemtilftand melletn Liv og Ded, form-m han en
lydelig hullen og falte sit tolde Ansigt vædet af en hed
Tautestrsm »For min Slyld er du d·d, du evig elslede!«
—- tonede Agnetes llagende Stemme i hans Øre. — »Du
lom for at befri mig, du iætlige Sjælt og du vidste dog ille
hvor haft Agnete elstede dig. Ak! ieg nægtede dig grusomt
din sidfte Bsn —- det eneste Ord, der lunde give dig Trssi
og haab i svor Stilsmisfr. — Nu tsr jeg first sige det; men
nu hsrer du det ille, leere, Spend Tristl Betden ejer ingen
Sie-l, der var mig lese, som du —- dig eller ingen vilde
jeg tilhtte i denne Berden —- du var min Tanle og min
Desm fra jeg var lille. — All kare, leere Svend Tr-si;
Lad mig nu trolove mig med dig paa din Ligbaarel —
Lad min Sjcel flyve med dig til det salige Paradis!«
under diese Iidensiabenge Kckkiighedsorn som oft-ts
des as Sul og Taarer, gteb hun han«-s iolde Rand US
satte en Ring paa hans Finger. Men nu gennemstttw
rnede den saligste Følelse hans stivnede Lemmet. HFU hTVVC
høtt hoett Ord. Blodet tom tilbage i hans Kinder Vg
Sjckien i han-s stivneve Bist. Hcm kejfte sig halvt pas
Bauten og udbtedte sine Arme mod den fokbclviede JVMI
fru, der dog et Øjeblik sotsætdet veg tilbage. Ligkagmkk
saldt hende as Haanden, og hun var naer ved en Asmagt.
J det doblfelte Lys as Maansestinnet og Kjerteth hUU
havde tændt om hans Baute-, vat det, som den døbe Mkku
sig i sotllatet Glans sot hendes sØjne, men dog med hin
Aandeverdenens ubegtibelige Rædsel, soin ser i det tcereste
Gensætd maatte ovetvælde den svagere MennestkUUkUks
«Ftygt ille, Agnetel jeg leder!« —- udbksd SVFUV
Trost og tejste stg helt op —- »din Kastlighed hat givet
mig Livet tilbage — nu et du min Btud sot Guds Aasynt
— O! sot dette salige Øjeblil lunde jeg d- Wsindk Gange!
—- Nu ved jeg, hvad jeg dog altid haabede — Agnete
elslet mig —- det er Sandhed og Kerlighed til —- lun
detsot lom jeg hid — tun detsot vilde jeg gaa en DIE-H
kamp igennem i denne Kitlet« —
»DU leveti — stote Gudl et det muligt!« —- udbrsd
Agnete i den hsjeste Henryttelse og styriede i hanö Atme.
Snart vidste hun alt, og de lyktelige elsiende glemte nogle
Øjeblitde enhvet anden Tonle, end detes gensidige Met
lighed og thie. . «-«1
J Gravlysglansen om den sotladte Ligbaate stode de
elstende Arm i Arm og hvistede sorttolig otn detes Liv og
Gliede Ovet Nonnernes Gravstene mødtes detes Lcebet
fstste Gang med den ssrste Kætlighedstilstaaelseg sotttyls
lende Bekendelset. Nu tilstod ogsaa Svend Ttsst nied den
afløste Syndets Ftimodighed, hvad det under det hellige
Ave havde aengstet ham, sont saa stor en Synd og Ugudes
lighed. Hans Plan var ille blot at saa Vished otn Ag
netes Kætlighed, ved selv at se hvad Jndttyt hans sorntent
lige Dsd gjotde paa hende, men i ethvett Tilsælde selv med
Magt, at bottssre hende sta Klostetet og udtive hende as
en fothadt Medbejlets Atme. Han behevede nu ilke mange
Overtalelset sot at bringe Agnete til at understøtte Udsts
telsen as hin Bottsstelseöplan, som han næsten havde op
osret sit Liv sat. Hun bettagtede stg alletede sotn hans tro
lodede Btud og havde sast besluttet at dele hans Slæbne.
At han vitlelig vat stedlpg og ttuet paa Livet as Kongen,
høtte han nu as hendes Mund! nien denne Ulykle sotenede
dem endnu indetligete. Han slullede Votsleettetne ved
sin Ligbaate og fette stg fuldkomnten stist. han slog sin
Kappe over sin tætlige Brud, og hun viste ham nu en Ud
vej til Flugt, som han i sin lidenstahelige Jvet ikke havde
tcenlt paa Kittegaatden vg naaede, ubemættede as Vagten,
den Ide Kyst as Limsjorden, hvot den sotte Svend med god
Tto paa sin Dvaledtils Usladelighed, tillige med Ebbesens
Stridsmcend, endnu ventede ded Baaden.
Jnden man i Klostetetshavde mættet hvad det var
stet, sad Svend Trost og Agnete til Heft paa den anden
Side as Limsjorden, og inden det blev Morgen anden Juk
dag — date de lylkelige elskende i Sillethed paa Brat
tingbotg.
Ebbesen modtog dem med sadetlig Mildhed, og hans
Hufttu sluttede tærlig den stønne Agnete i sine Atme; men
stcetle Mestet Jakob holdt en streng Strasseptcedilen sot
den dtistige, unge Riddet. »Det gaat, min Gud og Herre!
aldtig godt!« —- sagde han tilsidst pustende. — «Det et
en Dumdtistighed uden Lige. Men hat J nu gjott hvad J
vil, min unge Ven! saa maa J tage hvad der sslger paa.
Ret betcenlt« —- tilsøjede han mildere —- ,,eders Saget
stode alt saa stet, at J sast ille lunde gøte dem veette.
Nu, da Ulylken et slet, set jeg intet andet Naad, Fa’er
Ebbesen! end vi lægge de unge, sotvildede Menneslets
Handet i hinanden og bede vot Heere hatte dem til Hiælp
og Sljold, hvot Mennestet itte lan hjtelpe. De saa nu
dele den Ulylte sammen, sotn Gud Alnmgtigst hat destil
tetl Siden jeg set, de hat hinanden saa tat-, stal de dvg
have nogle gode Dage i denne Verden; g vil paa mit eget
Ansvat lyse Kitlens Velsignelse over dem og etllæte detn
rette Ægtesolt at veete.«
Svend Trost ithllede den direkt-, etlige Bistops Haand
til sine Lieber, og da Mestet Jakob om Astenen sorlod Brat
tingshvtg, sulgte Svend Trost og hans cegteviede husttu
ham med de lætligste Asstedöotd ned as Hsjelostgbtoem
Huslarlene dansede i Botgestuen, og der lsb Jubel og Brle
lupsglaede inden sot Brattingborgs sotte Mute, medeng der
soee Jldhnd sra Priotinden i Ø-Kloslet til Kongen og den
mægtige Sti Andetsen om den dsde Riddets Fotsvindelse
med Riddet Podebusch’s Btud og orn det sotsvovne Angreb,
der vat stet paa Ø-Klostetets Fad, ttodö Kronens mcegtige
og hellige Berge.
(Fottscettes).
L
O
ts- Alle Tilbagennmre of «Danskeren« med For
tællingen »Prins Otto af Danmark« vil ikke kunne
faus: Enkelte haveö. Bogen faus, naar færdig,i
Omsiag 80 Erd» indbunden 81.20. Bestillinger mod
tages.
B. S. Jngemann:
Valdemar Sejetx
J Omstag 80 Cenkss Jndbunden 81.20.
Eri MenvedS Barndom
Jndbunden 81.20.
Dunst- mn Max-. not-se mai-. Mk. V